Richardt, Chr. Ved den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstillings Aabningsfest.

Ved den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstillings Aabningsfest. Fredagen den 18. Maj 1888. (Comp. af P. E. Lange-Müller.)

I.

Indgangs-Kor.

Voldene faldt - og paa Skansernes Plads
staar et Bjælke-Pallads
med de tusind Vimpler og Ruder!
97 Hvor det stormed en Nat,
blev Kartoven forladt,
bygger Svalen som Fredens Bebuder.

Aandens og Haandens mangfoldige Frugt
rigt og broget og smukt
som Aladdins-Synerne blinke!
Paa Hellenernes Vis
vil vi kappes om Pris -
det er Fest! see Kransene vinke!

Recitativ.

Som en tresidet høj Pyramide
stabler sig op under Kuplens Top,
vider sin Fod til Telt og Bod
tre Verd'ner i god Harmoni
Side om Side:
Agerbrug - Kunst - Industri!
Hver bærer sin Steen til Husets Lykke,
hver gjør sin Gavn, eller bringer sit Smykke.
- Først ud paa Marken, hvor den gumlende Ko
midt i sit Madfad har slaaet sig til Ro -
og ind, hvor Mælken skummes og kjernes,
til Smørret har Skjær som en Blomsterstjernes!
Over, hvor Hedernes Lyng og Steen
brændes og brydes, til den maa vige
for Fyrrens og Granens duftende Green,
eller Axets gyngende Rige!
Til Fjelds, hvor Geden nipper sit Græs,
til Sæterstuens Mælkeringe blanke!
98 Ud, hvor de sanke til svingende Læs,
til den taarnhøje Hæs,
til Lofternes guldgule Banke!

Kor.

Vi ved Jorden er de ældste,
Adams Fæller som hans Kuld -
uden Brødet ej os frelste,
var det end Alverdens Guld!
Men i Haab vi er de yngste,
Haab maa pløje, Haab maa saae -
og er Tridtet end det tyngste,
Lærken følger i det Blaa!

Langt fra Byens travle Tale,
mens vi høste Mark og Toft,
gaar vor Dont i Læresale,
som Guds Himmel har til Loft!
Dødens Ord hver Kjerne skriver,
Livets Ord hvert Ax, hvert Straa:
»Jord Du er, og Jord Du bliver,
men af Jord Du skal opstaa!«

Recitativ.

Ja visselig er Agerbrug en Gjerning
saa gammel som vort gamle Jorderige,
- og dog, hvad vilde Kain og Abel sige,
hvad David, hvad Homêr, hvad de som pirre
lidt med en Træplov i en gavmild Jord -
om nu de saae Maskinen Alt beherske,
radsaae og tærske -
og hos Barbarer i det høje Nord!
99 om nu de hørte Centrifugen svirre,
med Dampens Fløjten højt i Kor!
- Og her er Baandet mellem Land og By,
Landbrug og Industri! thi til Fabrikken
maa Bonden ty, dér maa han hente Vaaben!
For alle disse tusinde Produkter,
Haandværks og Brugflids mangehaande Frugter,
staar Hallen her og Kappestriden aaben!

Kor.

Bjerget har sin Malm som en Rugmark sit Ax,
- men før den kan dundre eller dirke,
og før den kan skjære som Sav eller Sax,
og før den kan ringe til Kirke, -
Luftens og Ildens Aander formæles maa i Damp,
lystre Mandens Snille, besejres i Kamp:
mangt her er at veje og virke!

Havet, det dybe, det uendelige Hav
gjemmer sine Hjorder af Hvaler -
men førend Hvalens Fedme kan skinne som Rav,
maa den gaa gjennem mange Kanaler!
Og Barderne maa fingres til Stok og til Stel,
og fint maa der handles med Fiskenes Skjæl,
førend de fra Perlebaandet praler!

Jorden har sit Leer og sit gulnende Straa -
men før Leret kan Kobberspiret støtte,
og før det kan til pragtfuld Majolika naae -
og før Halm som Papir kan gjøre Nytte -
100 og før Lammets Uld tør ved Hove la'e sig see -
og før Hørren kan lyse som Festbordets Snee -
mangt der er at ave og skjøtte!

Ja Jord og Hav og Luft maa oplade sit Paulun,
og Bjerget maa sin Løndom os røbe,
og Fuglen under Himlen maa række sine Dun,
og Skovenes Vilddyr os svøbe;
Men hvad der end skal virkes, til Rors maa Tanken staa,
og Haanden gjøre Tjeneste og Drivremmen gaa,
Hjulene utrættelig løbe!

Forvandling - Du er Løsenet for al Industri!
Forvandling - Du er Haandværkets Tinde!
Forvandling - det er Brugets, er Maskinens Poesi,
hvor Kløgt og Kraft sig broderlig forbinde!
»Gjør Jorden underdanig!« saa lød det gamle Bud;
og bruge vi hver Evne, vi fik af vor Gud,
skal Alt hvad Jordens Fylde gav,
skal Lys og Luft og Ild og Hav
end meer vorde Livets Tjenerinde!

Recitation.

See Dig i Hallen om herinde -
Nej, see Dig om blot i din egen Bolig,
fra Gryden til det tonende Piano -
og Du vil finde
en Industri-Udstilling i det Smaa,
hvor Skovens Eg har rakt Dig Bord og Stole,
hvor Humle-Vinen gik i Drue-Skole,
og hvor Gardinet kjendte Væv og Spole!
101 Tænk saa paa Tider længst forbi,
da Stenens Kile
var vore Fædres bedste Industri;
da Elementet havde Enemagten,
da Bjørnens flaaede Hud var Vildmands-Dragten,
- og Du vil undre Dig og smile
ved Tanken om de tusind Fremskridts-Mile
fra Tubal-Kains første Hammerslag
til Kobbertraadens Svar den Dag idag!
Stil Dig i Glødelampens Straaler,
der helder Dag i Mulmets Skaaler
- en hastig Fart til Midnatssolens Land!
Hør Telefonens Summen, Togets Susen,
see Skibet løfte sig i Slusen
og trodse med sin Skrue Vind og Vand,
- da sander Du, Promethevs-Gnisten
har under Ørsteds Haand og Ericssons
og mangen anden nordisk Forsker-Aands
trods Sneen fænget - ja paa Kvisten
den skjuler sig, selv i en Tændstik-Æske.

Men længes Du mod Kunstens Billedpragt
i Fostre, vi har selv til Live bragt,
ej fremmede, ej romerske og græske -
see da, hvorledes midt i Nyttens Tempel
Værkflid og Kunst har sluttet Broderpagt,
saa Industriens Frugt fik Skjønheds Stempel!
at som den dier Tidens Videnskab,
en Moder hvem den skylder sønlig Ære,
sâa glider over den i Kunstens Sfære -
som selve disse Haller, disse Hvælv!
102 Dog - hver har Maal og Vægtskaal i sig selv:
Er Industrien Hverdagslivets Brød,
og har de tusinde Behov til Dommer,
- Kunsten er Druen, har dens Farveglød,
og er som den paa Solens Side fød,
først fast, saa klar, saa skjøn i Lysets Spil,
en Festens Drik, der maales ej i Tommer
men efter Kraft og Fylde, Duft og Ild,
- selv Maalestok for Folkelivets Sommer!

Kor.

I Nilens hede Sol -
ved Assurs blanke Strømme
steg frem af vilde Drømme
Alskabningens Symbol.
Men Kunstens første Vugge
bar tidt en Kæmpedukke,
en Sfinx, en Vingetyr,
en Mellemting af Menneske
og Dyr!
Og først ved Hellas' Gudefest
kom Kunsten Liv og Sandhed næst -
først dér
den fik en Sommer-Roses fulde Skjær.

Forlængst til Norden frem
i Flugt med Sydens Svaner
skrev Kunsten sine Baner,
fik her sig egne Hjem!
Den kan vor Saga male,
vort Folkeliv i Dale,
103 vor Snee, vor Rosengreen -
kan trylle om til Menneske
en Steen!
Den bygged Hal, den smykked Væg,
den gav vor Værkflid Adelspræg -
hver Vraa
vil Kunstens Sol i brudte Straaler naae!

Og hvor den Sejren vandt,
og hvor sit Maal den rammer,
og som i Brudekammer
formæler Skjønt med Sandt -
er Værket selv et Billed
af hans, som Leret trilled
i Almagts stærke Haand,
og deelte med sit Menneske
sin Aand!
I øde Leer, i Dugen tom
der Farve, Form og Fylde kom,
og Liv
ved Kunstneraandens underfulde Bliv!

Slutnings-Kor.

I fra Staalets og Sangens og Søernes Land -
I fra Fjeldets og Fedlernes sagnrige Strand -
vel mødt ved vort vaarlige Stevne!
Og Tak for det Snillets og Skjønhedens Tross,
fra den rygende Ovn, fra den skummende Foss,
I vil dele med os
her paa Bøgenes Grund, paa det Jevne!
104 Industriens og Kunstens og Landbrugets Mænd,
hver en Arbejdets Ridder og Væbner og Svend,
vel mødt ved vort vaarlige Stevne!
Lad os vise Alverden og ej blot i Ord,
vi er meer end et Train i de Fremmedes Spor,
- der er Fremskridt i Nord!
der er Mod, der er Kløgt, der er Evne!

II.

Hymne.

Du som gav os Tankens Værksted,
Viljens Hammer, Haandens Magt,
Dig vor store Arbejdsherre
- selv fra ringest Arbejds-Kærre -
være Tak og Lovsang bragt!
Sign vor Id og vore Lande
- Folk og Konger Haand i Haand!
Tæt som Hallens Bue-Rande
drages, mødes Fredens Baand!

Du som tændte Verdens Sole,
højner nye Himmelhvælv -
Du hvis Øje aldrig slumrer,
om hvis Dagværk ej det skumrer,
gjør dit Arbejd i os selv!
Dyrk din Jord og varm din Esse,
tegn dit Billed i vort Bryst,
til en evig Takkemesse
sanker os paa Lysets Kyst!

105