Prolog til en Forsvarsfest.
✂
»Krig skal I høre, og Rygter om Krig!«
- det Varsel om Israel's sidste Dage,
det gjælder saalænge Vold og Svig
mærker med Rødt vor Menneske-Sage!
Glødende har vor Jord jo ligget,
og langsomt kjølnedes Skorpen af,
før den blev skikket
til Sædemark for Levende, til Dødes Grav;
og Ilden som ulmer i Jordens Sønner,
som i Had og Begjær har rigeligt Tønder,
den blusser op ved første Pust
mellem Folk og Stater,
og bryder sig hastig nyfødt Krater -
saa endnu har Verden Brug for Soldater.
Dræb blot Synd, saa dræber I Krig -
men endnu har Synden ej ligget Lig.
- Dog det er ej Rovlyst, at værge vort Land,
den lille Lod, vi blev satt' til at dyrke
af al vor Evne og Magt og Styrke -
det Hjem, vi har faaet af Himlens Gud,
som maalte Folkenes Grænser ud!
✂
Danmark - hvor er det dog ligt sig selv
som det var for henfarne Ætter!
Ingen skyhøjt Fjeld, ingen vældig Elv -
men under det samme lysblaa Hvælv
de samme grønnende Sletter!
Livet har skiftet med Bøgenes Top,
Mosen er tørlagt, og Hede dyrket op -
71
men bag Havets blinkende Ramme
Billedet af vort Land,
af vor fredsæle Strand,
var uskifteligt altid det samme.
✂
See - hvor en Jernvej tegner sit Spor
for Dampens prustende Drage,
mellem By og By, over radsaaet Jord
- dér styred engang mod salten Fjord
sin Ganger Regner - og Krage!
Og hvor mellem Beltets fremskudte Næs
Dampfærgen gynger sit centnertunge Læs
- dér er Vikingens Skude landet,
har paa Sjælland og Fyn
under Skovens Bryn
boret sin Høj stævn i Sandet.
✂
Og Jylland, skovklædt og rigt i Øst,
vejrbidt i Vesterleden,
med Lyngens Baand om sit brede Bryst
- det var dér ung Valdemar vandt i Dyst
sin Farfars Krone paa Heden!
Egen krøb ind, blev purlet og lav -
men Klitten og Lyngklokken holdt sig brav,
og Lærken har gjemt sine Noder:
hvad den sang for Svend Trøst,
det sang den i Høst -
den har ej nye Moder!
✂
Ja Danmark, det er sig selv saa ganske -
men ligner vi ogsaa os selv, vi Danske?
72
Vi som har grædt i Fir' og Treds
og dog med et aabent Land er tilfreds,
ligner mon vi - jeg siger ej
Niels Ebbesens Flok, eller Huitfeldt - Nej,
men hine Borgere og Studenter
som i Kreds om Kongen slog Stormen af,
da det sneede med Fjender om Vold og Grav?
ligner vi vore Landsoldater,
Fredericias Helte, Dybbøls Vagt -
eller Suensons blaa Kammerater?
✂
- Satte vi ej mod Stormflodens Magt
om vore Kyster Vold og Dige,
og skulde vi lade værgeløst
Danmarks Land og Rige?
✂
Ak, hvor vi længe dog gik og sang
om Danmarks dejlige Have,
og glemte hélt over Væng og Vang,
at Ledet just var af Lave.
✂
Dyrt har for Fædrenes Fejl vi blødt,
de spared' paa Laas og Lukke!
Derfor randt Blodet saa rigt og rødt,
og derfor maa Brødre sukke!
✂
Sig ej, at Grænsepælenes Skjel
er en Streg kun i Luftens Sfære -
De derovre, de veed det vel,
hvad Fangekost de maa tære.
✂
Har vi da ej en jernhaard Pligt
til Danmarks Dør at beslaa:
Axelstad hin rige,
hvor Sværde saa tidt hamred paa!
✂
Tak Hver, som i Kongens og Folkets Raad
Forsvarets Mærke hejste!
Fromme Ønsker blev virksom Daad
- til Led er Stolperne rejste.
✂
Bringe nu Hvermand Tømmer til,
saa vi snart tør sige med Thyre:
Ledet er hængt, som vi det vil -
Gud Vangen og Værket hyre!
✂
Ja, kunde vi kaste vort Letsind af,
saa let vi ej skulde bastes!
Korset i vort Flag er ej Kors paa en Grav -
vil Gud, skal den aldrig kastes!