Richardt, Chr. Vilhelm Rode.

Vilhelm Rode.

I. Ved hans Afrejse som Frivillig til Hæren. (I Studenterforeningen den 20. Juni 1864).

Er Vilhelm Rode bleven Menig
og pynter sig med Bandoleer,
er vi dog Alle deri enig:
heroppe var han Officeer!
Og den Kommando Rode - Zinck
gav gode Raad og gode Vink,
tog fat for Fode flink
paa Alt - med meer.

I Ankeprotokollens Skanser
han aldrig gav sin Post til Priis;
og løs han gik med Lunets Lanser,
endog paa Philosophen Friis;
og, vovede Begynderne
en Storm paa Sofahynderne,
saa var han Synderne
et Tugtens Riis.

Og tidt det vrede Folk han svalte
med Stænk af sin Satires Spand,
og om just ej Fornuft han talte,
han talte til Fornuft hver Mand;
og fra hans Pen, den spruttende,
kom mangen Vise futtende:
af Form betuttende,
men kvik som han.

142

Og derfor, vor Studenterbroder,
din Rejse er os ej tilpas,
thi Kunsten at formere Roder
vil ikke fylde ud din Plads;
men dit Exempel hylde vi,
og Tak og Hilsen skylde vi,
og derfor fylde vi
for Dig vort Glas!

II. Til hans Jordefærd. 11. Decbr. 1886.

Din Ungdom var straalende Lune!
Din Manddom fik dybere Rune!
Dit Dagværk var Retsind og Snille!
Dit Hjem som en Fredskovens Kilde!

Hvi sluktes alt Smilet det kjække,
der lyste bag Ungdommens Vægge?
Du var for saa Mange saa meget,
hvis Vel og hvis Vee blev dit eget.

Ak, Daarskab og Vantro at spørge -
med Haab og i Tro vil vi sørge,
saa Klagen i Lovsang fortones,
og Christus som Livskongen krones!

143

Ham fandt Du i strængeste Dage,
Han stilled din dybeste Klage,
Han fulgte Dig ind i din Lykke -
hans Kors skal din Gravtue smykke.

- Dig, levende Gud, være Ære!
Du trøste hans Viv og han Kjære!
Os Alle Du sanke til Møde,
hvor Evigheds-Roserne gløde!