Vilhelm Rode.
I.
Ved hans Afrejse som Frivillig til Hæren.
(I Studenterforeningen den 20. Juni 1864).
✂
Er Vilhelm Rode bleven Menig
og pynter sig med Bandoleer,
er vi dog Alle deri enig:
heroppe var han Officeer!
Og den Kommando Rode - Zinck
gav gode Raad og gode Vink,
tog fat for Fode flink
paa Alt - med meer.
✂
I Ankeprotokollens Skanser
han aldrig gav sin Post til Priis;
og løs han gik med Lunets Lanser,
endog paa Philosophen Friis;
og, vovede Begynderne
en Storm paa Sofahynderne,
saa var han Synderne
et Tugtens Riis.
✂
Og tidt det vrede Folk han svalte
med Stænk af sin Satires Spand,
og om just ej Fornuft han talte,
han talte til Fornuft hver Mand;
og fra hans Pen, den spruttende,
kom mangen Vise futtende:
af Form betuttende,
men kvik som han.
✂
Og derfor, vor Studenterbroder,
din Rejse er os ej tilpas,
thi Kunsten at formere Roder
vil ikke fylde ud din Plads;
men dit Exempel hylde vi,
og Tak og Hilsen skylde vi,
og derfor fylde vi
for Dig vort Glas!
II.
Til hans Jordefærd.
11. Decbr. 1886.
✂
Din Ungdom var straalende Lune!
Din Manddom fik dybere Rune!
Dit Dagværk var Retsind og Snille!
Dit Hjem som en Fredskovens Kilde!
✂
Hvi sluktes alt Smilet det kjække,
der lyste bag Ungdommens Vægge?
Du var for saa Mange saa meget,
hvis Vel og hvis Vee blev dit eget.
✂
Ak, Daarskab og Vantro at spørge -
med Haab og i Tro vil vi sørge,
saa Klagen i Lovsang fortones,
og Christus som Livskongen krones!
✂
Ham fandt Du i strængeste Dage,
Han stilled din dybeste Klage,
Han fulgte Dig ind i din Lykke -
hans Kors skal din Gravtue smykke.
✂
- Dig, levende Gud, være Ære!
Du trøste hans Viv og han Kjære!
Os Alle Du sanke til Møde,
hvor Evigheds-Roserne gløde!