Vinterbillede.

✂ Stormen er oppe, Sneen fyger,
Marken ryger,
milelangt Alt er hvidt i hvidt,
til Anklen synker man ved hvert Skridt!
Dog her i Storskoven lidt det luner,
dæmpede lyde Stormens Basuner.
Kragen synger sin skræppende Sang
til Granens Knagen -
Ungbøgen kun har sit krøllede Hang.
112 Mellem de mørke Søjler og Sokler
strækker en Eg sine Knokler.

✂ Bøgen og Egen, begge gamle,
snart ved at ramle,
tales nu ved med Stemme lav
om Undergang, om Død og Grav.
Bøgen vil rask i Baalet flamme,
Egen vil ikke ganske det Samme:
Bedre at gjemmes i moderlig Jord
som mine Fædre,
Oldtids-Kæmper i høje Nord!
Blev jeg til Tørv, det kan jo hændes,
saa er det tidsnok at brændes!

✂ Ej hillemænd, her er Folk paafærde
bag Tjørnenes Gjærde,
med vældige Vanter og tyk Kabuds -
her er Auction, det gaar paa en Stus!
I Træskostøvler med lange Skafter
byder de op paa Kvas og Rafter.
Turen er kold som var man tilfjelds,
men det er Kuren
at slæde til Kro's i sin Faarepels,
og med Ønsket om Sundhed og Helsen
drikke hinanden paa Pelsen.

✂ - Nu kom et Solblink frem foroven,
Lys over Skoven -
blaalige Skyggerids, skjønne at see,
Bundens glimtende, skjære Snee!
113 Femaars Bøgebørn komme til Syne,
med Hovedet over den bløde Dyne;
kjække ride de Stormen af,
lunt under Dække -
lidet de tænke paa Død og Grav!
Hold Fødderne bravt i Soveposen,
og drøm saa om Hybenrosen!