Abigael Forchhammer.
9. August 1888.
✂
Brat kom din Kveld, Abigael,
og hastig Dødens Stunder;
men fuld af Tro dit Kors Du bar -
og reen og klar, som selv Du var,
sâa gik din Livs-Sol under.
✂
Varm var din Sjæl, Abigael,
saa rig for dine Kjære!
Tolv Børn Du hused ved din Barm,
dog bredte Du din Moder-Arm
med Plads for mange flere!
✂
Karsk var din Sjæl, Abigael,
paa Dig er godt at slægte -
som Ungmø saa ædruelig,
som Moder saa jomfruelig,
som Sølvbrud ung og ægte!
✂
From var din Sjæl, Abigael,
Du kunde tro og tie!
Dog reded Du med virksom Haand
de mange Skolehjemmets Baand,
var Martha i Marie!
✂
- Hvad gav Dig vel, Abigael,
saa sunde Sjælekræfter?
206
Mon Sandefjordens friske Luft,
mon Granens og Linnæens Duft,
Du kunde længes efter?
✂
Ja Norges Fjeld, Abigael,
Dig rakte gode Gaver -
dog dybest Tak dit Hjerte bar
til Ham, i hvem Du podet var,
til Ham fra Sarons Haver!
✂
For Daabens Væld, Abigael,
som med Guds Aand Dig salved!
for Galilæer-Søens Luft!
for Jesu Fodspors Nardus-Duft,
der fylder Kirkehvalvet!
✂
Mod ham din Sjæl, Abigael,
har længtes paa det Sidste -
af ham Du vilde tvættes reen,
og derfor Sejrens Palmegreen
tør svøbes om din Kiste.
✂
- Farvel, Farvel, Abigael,
og Tak for dennesinde!
Jeg saae Dig i din Foraars-Glans,
jeg saae Dig under Høstens Krans,
- velsignet er dit Minde.