I.
Tunge Tider.

✂ Lange Dage, lange Nætter
er min Sygdoms dunkle Væv;
Kjærlighed sin Islet fletter
hyller mig i Blomster-Svæv -

✂ men i vaagne Nattetimer,
under Feberhedens Kvalm,
Mismod om mit Leje kimer
som en rusten Klokkemalm.

✂ Fra min Sygeseng jeg stirrer
ud mod Kronen af en Lind,
Spurven om min Rude svirrer,
Vedbend vilde gjerne ind -
men et Løvspring har jeg mistet,
mig ej frisker Vaarens Vind,
Tungsind har sig paa mig listet
som en Høstkvelds klamme Spind.

II.
Lyse Drømme.

✂ Glimt af Sol og Glimt af Haaben,
efter, ak, saa meget Ondt -
er mig Vejen atter aaben,
og mit Farvand ikke grundt?
skal sig Kræfterne forynge,
skal mig atter Baaden gynge,
skal jeg atter lee og synge
i et Løvsprings Ly,
end et Sundheds-Bæger tømmer
søde Drømme,
skuf mig ej paany!

III.
Uden Haab.

✂ Ak, den Lysning var kun kort,
Sjæl og Sind er vingestækket -
som i Høsten Fugletrækket
Haab ved Haab fløj hastig bort!
Dagen hed som i en Ørk,
Natten saa november-mørk.

✂ Briste vil hver Støttestav,
snart vil tørres Livets Kilde;
nedad gaar det, tyst og stille,
ned som i en granklædt Grav.
Fly til Korset arme Sjæl,
tag med Verden brat Farvel!

IV.
Tak og Jubel.

✂ Du som bøjed mig i Støvet
Tak for Haab og Tak for Trøst!
var jeg allermest bedrøvet
lød det fra din Faderrøst:
hvad der syntes Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!

✂ Og nu er Sløret faldet,
paany jeg er mig selv,
der bruser mig gjennem Blodet
saa frisk en Sundheds-Elv!
266 jeg kan sletikke sanse,
min Glæde gjør mig ør,
jeg kunde springe og danse
og juble som aldrig før!

✂ Dog af al min Jubels Vildhed
stiger ydmyg Tak i Stilhed,
thi jeg veed det: Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!