Richardt, Chr. Vignetter

Vignetter
til en Symfoni af Aug. Winding.*)

I.
Tunge Tider.

Lange Dage, lange Nætter
er min Sygdoms dunkle Væv;
Kjærlighed sin Islet fletter
hyller mig i Blomster-Svæv -

* 264

men i vaagne Nattetimer,
under Feberhedens Kvalm,
Mismod om mit Leje kimer
som en rusten Klokkemalm.

Fra min Sygeseng jeg stirrer
ud mod Kronen af en Lind,
Spurven om min Rude svirrer,
Vedbend vilde gjerne ind -
men et Løvspring har jeg mistet,
mig ej frisker Vaarens Vind,
Tungsind har sig paa mig listet
som en Høstkvelds klamme Spind.

II.
Lyse Drømme.

Glimt af Sol og Glimt af Haaben,
efter, ak, saa meget Ondt -
er mig Vejen atter aaben,
og mit Farvand ikke grundt?
skal sig Kræfterne forynge,
skal mig atter Baaden gynge,
skal jeg atter lee og synge
i et Løvsprings Ly,
end et Sundheds-Bæger tømmer
søde Drømme,
skuf mig ej paany!

265

III.
Uden Haab.

Ak, den Lysning var kun kort,
Sjæl og Sind er vingestækket -
som i Høsten Fugletrækket
Haab ved Haab fløj hastig bort!
Dagen hed som i en Ørk,
Natten saa november-mørk.

Briste vil hver Støttestav,
snart vil tørres Livets Kilde;
nedad gaar det, tyst og stille,
ned som i en granklædt Grav.
Fly til Korset arme Sjæl,
tag med Verden brat Farvel!

IV.
Tak og Jubel.

Du som bøjed mig i Støvet
Tak for Haab og Tak for Trøst!
var jeg allermest bedrøvet
lød det fra din Faderrøst:
hvad der syntes Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!

Og nu er Sløret faldet,
paany jeg er mig selv,
der bruser mig gjennem Blodet
saa frisk en Sundheds-Elv!
266 jeg kan sletikke sanse,
min Glæde gjør mig ør,
jeg kunde springe og danse
og juble som aldrig før!

Dog af al min Jubels Vildhed
stiger ydmyg Tak i Stilhed,
thi jeg veed det: Vee og Vaade
var kun Skjul for idel Naade!