Richardt, Chr. Bryllupsviser.

Bryllupsviser.

I. Ved C. R. Nybloms og H. Roeds Bryllup. Septbr. 1864.

Hist i Velsklands skjønne Dale,
hvor hveranden Steen kan tale,
og hvor Folk forstaar at male,
planted han sin Pennefjer.
Men, naar først man er forvelsket,
bliver Hjertet let rebelsket
og Personen heelt forelsket,
og saa ender det som her.

Ingen Snaps hos Oldtids Aander,
ikke hundrede Madonner
stilled Hjertets skjulte Vaander:
hans Madonna var alt hun!
Selv i vico gallinaccio,
hvor han væded sin mustaccio,
fløj hans Længsel con un baccio
til Helene hver en Stund.

Men ved hendes hulde Side
rinde Timerne saa blide,
han kan gaa, hvor Andre ride,
han er lutter Sang og Smil!
Ja han sætter op i Trav o !
højt tilvejrs paa monte Cavo,
og veltalende som Bravo
styrer han sit Lunes Pil.

211

Og man siger, han skal skylde
Tiburs mægtige Sibylle
denne Kunst til at fortrylle,
som saa snildt han øvet har;
der nok mødtes deres Blikke, -
skjøndt forvist man veed det ikke;
men man veed til Punkt og Prikke:
her i Soer de blev et Par.

Nu er Alting paa det Rene,
snart han over Stok og Stene,
flyver bort med sin Helene,
tænder Arnens lyse Baal;
dog idag vi ej vil kriges,
men med Røveren forliges,
saa i Sorø det kan siges
vi har drukket deres Skaal!

II. Ved J. Börjessons og V. Bartholins Bryllup. Maj 1873.

Udi Roma, i sit Studie
Herr Börjesson
stod i Skaber-Ro:
En »Sjöjungfru« nys var sprunget
fra hans Kunstnerhaand,
- Nej, der var nok to!
212 Tiberstrømmens Leer var deres Moderskjød,
hver var nok saa fager, hver var nok saa sød,
ak, ak, ak, men saa hjerteløs,
»Sjöjungfru«-Slægten, den er maliciøs!

Og han længtes, længtes, vidste
selv ej efter hvad,
skjøndt han spiste bra;
det var ikke Vin, og det var
heller ikke Mad,
- o hvad var det da?
Til en skjønne Dag der indad Døren treen
endnu en Skjønjomfru, dennegang kun een;
strax, strax, strax Skjæl fra Øjet faldt:
her var en »Jungfru« uden sjø og salt!

Øjet var et Kul, der tænder,
og den lille Haand
trykked hans saa blødt,
om det mørke Haar sig slynged
smukt et Silkebaand,
et ceriserødt;
Steen var ikke hun, og da han bød sin Arm,
klapped Hjertet højt i Vittes unge Barm:
Ja, Ja, Ja! ham sit Ja hun gav,
højt raabte Hjertet: Jeg er Skandinav!

Sødt de sværmed, snart fra Ingers
levs og Michalas
vinkende Altan,
213 snart i Maanskin, snart vel ogsaa
ved et lille Glas
uden Kildevand.
Vel de maatte skilles, drage Savnets Læs;
men de mødtes snart, og Børje kom paa Græs
her, her, her, - her, paa Nielstrups Vang,
Dagene fløj med Solskin og med Sang.

Nu da Skoven pranger i sit
lysegrønne Skrud
om det gamle Hjem,
nu staar Børje Brudgom og hans
lille Vitte Brud, -
Foraar følge dem!
Skjørt er Lykkens Leer, men Troskab stærk og øm,
den skal marmormejsle Kjærlighedens Drøm!
Raab, raab, raab, hver som raabe kan:
Højt leve Vitte, højt »Herr Vittemand«!

III. Ved M. Traustedts og L. Forchhammers Bryllup. Oktober 1887.

Til Lykke Brudgom med Bruden din,
vor kjære, friske, kjække Lulla -
ja meer endnu end af Bryllups-Vin
de tusind Ønsker er vi fuld a'!
214 Og naar I sidder hist i Heidelberg,
saa glem kun trøstig ved en Seidel Berg -
al Politik,
al Snak og Snik -
men glem blot ikke os herhjemme!

Er Traustedt færdig med Pen og Bog,
med Dyreverdnen og Latinen,
saa stig tilvejrs med din Zoolog,
og gjør et Trip i Slotsruinen!
Men har I seet til Heidelberger-Fass,
saa skal I spare lidt paa der-du-das,
vandre en Stund
eensomt i Lund,
og Bryllupsdagen repetere !

Og hvad vi ønsker Jer i enig Flok,
ja det er: Guld og grønne Skove!
De grønne Skove, dem faaer I nok -
men Guldet er det vi tør vove:
Hvor Troskabs Guld er lagt af Ja mod Ja,
vil Gylden-Skjæret komme ovenfra
dalende ned,
bringende Fred -
velsigne Jer med gyldne Dage!

Dernæst vi ønske Jer Tone-Guld
af alle Livets bedste Toner!
Og saa til Slutning lidt Krone-Guld,
af det som møntes ud i Kroner!
215 Det meget Guld skal ikke tynge Jer,
men gid det altid maa forynge Jer -
drag saa med Gud,
Brudgom og Brud,
og kom igjen med Vaarens Fugle!