I.
Dæggelammet.

✂ Hun gaar saa troligt og vogter Flokken,
og lige troligt hun passer Sokken;
men hvor hun sidder og hvor hun gaar,
har hun Besøg af det samme Faar.

✂ Og tidt i Skjørtet det hende napper,
det venter sikkert, at hun det klapper;
saa smaat det mimrer: det er jo mig!
og Pigen nikker: naa det er Dig!

✂ Det kan jo være, det kan jo hænde,
at det paa Strømper og Skjørt kan kjende,
at det er Uld af dets Moders Pels -
men den Forklaring dog ikke gjæld's.

✂ Nej Tingen er, det er Dægge-Lammet,
i Husmands-Hytten med Mælk opammet,
hos Børn og Kyllinger elsket op,
til det fik Uld paa sin lille Krop.

✂ Og naar det stormede koldt derude,
saa var det Bedstemors Varmepude;
og det fik Baand om sin uldne Hals,
og var for Slagteren ej tilfals.

✂ - Naar selv Du voxer fra Dægge-Aldren,
og føler Træthed i al Rabaldren,
da kom tilbage til Moders Favn,
og hold i Ære dit Barne-Navn!

✂ Og kom Du støvet, og kom Du skrammet,
hun skulde kjendes ved Dæggelammet -
nap Du kun Moder i Skjørtet smaat,
saa skal Du see, hvor Du har det godt!