Carsten Hauch.
Ved det kgl. Theaters Mindefest (12. Maj 1890).
Efter Ouverturen til »Hakon Jarl«.

✂ De stolte Toner taug - fra Brydekampen
i høje Nord imellem Lys og Mørke,
malet af »Hakon«s sejersæle Skjald!
I hans, i Digterkongens unge Fylking
var Carsten Hauch en af de Ypperste,
om end lig Steppens Birk han stod alene -
og som han voxed til i Kunst og Kraft,
selv Høvding-Navnet værd!

✂ Som Gut han sprang ved Hardánger-Fjord,
dér stod hans Vugge i høje Nord
under den stille Stjerne -
dér lytted han tyst til Fossens Fald,
til Bølgens Brusen og Lurens Gjald
i det Fjerne.

✂ Som Yngling han vandred ved Øresund,
og drømte hos Fuglen i grønne Lund
under den stille Stjerne -
117 men Bøssen han greb, da Briten kom
og vælted herind sin graadige Flom
fra det Fjerne.
Som Mand han forsked paa Land og Vand,
dybt ved den vinblaa Middelhavs-Strand
under den stille Stjerne -
dér vendtes hans Lykke, dér stod hans Strid,
dér fandt han sin Gud i sin Trængselstid
i det Fjerne.
Og i Rom, ved Tiberens gule Strøm,
dér greb han sin første Digterdrøm
under den stille Stjerne -
tegned Tiberius og Gregor,
stærke Tider i stærke Ord,
i det Fjerne.

✂ Da svulmed herhjemme hans Digtnings Flod,
og over Alt, hvad den vugged, stod
Alvorens stille Stjerne -
men da mod sit Dagværks Maal han kom,
som Søn mod Moder han higed mod Rom,
mod det Fjerne.
Og dér han lagde sin Vandrestav -
nu grønnes dernede hans stille Grav
under den stille Stjerne!
Hvor Hjertet vaagned til Sangens Magt,
dér holder Cypressen om Støvet Vagt
i det Fjerne.

✂ Men her i Nord, i dette Kunstens Hjem,
her, Carsten Hauch, vil om dit Marmorbilled
vi Lauren vinde, Sydens dunkle Løv,
med Tak for Billeder af Sang og Saga,
med Tak for Weichselflod-Akkordens Svulmen,
med Tak for dine Sanges stille Dulmen,
med Tak for Kinnekullen's Eventyr!
Selv fjæled Du Dig dybt i Bjergets Indre,
og spandt derinde, fjernt fra Verdens Larm,
din Sølvertraad, til selv Du var en Gubbe!
Men det var ej forfængelige Spind,
hvori dit eget bedste Liv Du tabte -
nej Sangens bedste, ædleste Metal,
luttret i Luen af dit Hjertes Flamme!
Og har dit Sølverspind, det sindrigt tvundne,
stundum lidt Blegt, som hvad i Dybet fødtes -
din Tone har en Reenhed, har en Adel,
som vor Tid altfor ofte haardt maa savne!
See - naar det skjælver om den fjerne Klode,
vi kalde Sol - naar Solens Pletter øges -
da skjælver, Millioner Mile borte,
her paa vor Jord Magnetens lille Naal!
Saa skjalv, saa dirred Strengen i hans Harpe,
da han i Rom tog fat sit første Billed:
Tiberius!
da bag hin fjerne Oldtids Straaleglans
hans Øje fanged Tidens mørke Kjerne!
Og denne Skjælven, Digterhjertets Bæven
ved ned at see i Lastens Skummelhed -
den blev dit Sanger-Mærke, Carsten Hauch!
119 Og derfor, naar Du maler Lidenskabens
fraadende Bølgeslag i Mand og Kvinde,
da var det ej blot Skjønhed, vi fornam -
Samvittighedens Strenge kom i Svingning!
Bag Kunstens Straaler Syndens mørke Pletter
fik ogsaa dér Magneten til at dirre,
ja stundum med de tusind Naalestik.
Og atter fødes der af denne Skjælven
et Længselssuk mod Lys og Fred og Reenhed,
en Vilje til at kæmpe Livets Kamp,
fordi den Vilje sang i dine Toner!

✂ Vor Tid, den skjælver ej! Dens travle Kunst
med al dens Kløgt, med al dens Sandheds-Stræben
- Sandhed som Landskab uden Luft og Himmel -
er altfor tidt en gold og gudløs Kunst;
gjør ej som Hauch's Præstinde-Tjeneste
i Helligdommens Forgaard.
Ej som en Konge-Ørn paa brede Vinger
den seer fra oven ned i Afgrunds-Dybet,
men kryber heller med sit skarpe Seeglas
i al Fortrolighed selv ned til Krybet,
opdager mangt og meget Grimt og Hæsligt,
men harmes ej derved - han trylle frem
Medusa's Hoved - ak men ingen Persevs,
som vil med bortvendt Aasyn Fjenden fælde.

✂ Maatte da Hauch's højbaarne Digteraand,
den styrkende, den mandige, den rene,
faae Magt i Sindene, fra Skrift og Scene,
120 og løse Kunsten af dens trange Baand,
saa Maalet højnes, Vingeslaget hæves -
da fejred ej hans Minde vi forgjæves !

✂ Thi stod Du engang ved Hardángerfjord
og ved Middelhavs-Kyst i det Fjerne -
nu lyser dit Navn i vort Sangerkor
som »Lyrens« reneste Stjerne!