Richardt, Chr. En Hvalfangst.

En Hvalfangst. (Efter en virkelig Tildragelse).

Paa Isfangst damped en Hvalfanger-Flok,
med Harpun-Kanoner forude;
men stærkere snurrede Vindenes Rok,
de fleste, de syntes, at nu var det nok,
- gik til Vardø med vaskede Klude.
Kun een, en lille, men tæt Kammerat,
en Buldogg blandt Baade, tog mod hver Dravat,
holdt sin Vagt og lod Stormene tude.

Til Hval var imidlertid Intet at see -
og hvad skulde Søerne dæmpe?
Om Baaden de stod som en rygende Snee,
nu var det vel rettest at vende maaskee
- da skyder af Dybet en Kæmpe!
Et Glimt og Harpunen - med gasfyldt Granat -
har boret sit Spyd i den vilde Krabat;
men nu foer den ikke med Lempe.

114

Et Hurra der høres trods Bølgernes Larm,
da Blaahvalen heldig er stunget;
til Havs sætter Dyret i rasende Harm,
en Kæmpe-Delphin for Tritonernes Karm
- Granaten dog ikke er sprunget!
Mens Straale paa Straale den sender mod Sky,
den løber med Linen og troer den kan fly,
- men er til at slæbe just tvunget.

Adskillige Sømil det vældige Spand
faaer slingret sin jagende Fjende,
snart over, snart gjennem det fraadende Vand,
- da lægger Kaptajnen Kikkerten an:
Er det Søfugle mon, histhenne?
Han seer noget Sort i det skummende Braad -
Guds Død! To Mand paa en kæntret Baad -
ja Skrigene kunde de kjende!

»Kap Linen Manne - og redd de To,
som dér saa hjælpeløst hænge!
Nej stop - vi kommer tilbage jo -
først maa vi sikkre vor Fangst mintro,
og alle de gode Penge!
De Tusinders Værd i Hvalens Spæk,
sligt kan vi da ikke kaste væk -
de hytter sig nok saalænge!«

End vildere Skudens Ganger foer;
blot Tømmen nu ej vil briste -
dér sprang den! Tabt er Havdyrets Spor,
- saa toges de skibbrudne Folk ombord,
115 just da det var paa det Sidste!
Men frelste blev de fra Dødsens Angst,
- to Menneskeliv blev Dagens Fangst,
Trannen maatte de miste.

Hvi spændte sig Hvalen for Gangerens Bov.
hvi var den ej ramt til Døden?
Hvi sprang ej Granaten og dræbte sit Rov,
- og atter, hvi sprang det Slæbetov
just udfor de To i Nøden?
Ja tidt kan det underligt nok gaa til -
men var ogsaa dette kun Tilfældets Spil,
to Tærningers heldige Møden?

Jeg tænker, de To paa det slængende Hvalv,
den viljeløst drivende Bøje,
de To som i iskolde Styrtninger skjalv,
hvis Udsigt til Frelse var mindre end halv,
som kun havde Døden for Øje,
med klapprende Tænder men brændende Raab,
har kaldt paa Vorherre med Haab imod Haab -
og saa faaet Svar fra det Høje.

Den Gud, som tjenes af Hærskarers Tal,
og hvis Herrebud Stormene nemme,
han hørte det Raab i sin Højeloftssal,
- saa tog han til Tjener den anskudte Hval
116 og lod den sin Villie fremme!
Og fik ikke Skuden sin Ladning ombord,
dens Mandskab - det fik af Guds Finger et Spor,
som aldrig de Sjæle vil glemme.