Maria ved Vuggen.
✂
Jeg grunder og jeg grunder paa hvad Herren har beredt,
- aldrig seet!
hvad det er for et Under, mig ringe Mø er skeet!
Saa ofte jeg skuer i dit Barne-Øje ind,
en himmelsk Varme strømmer mig til Hjerte og Sind.
✂
»Velsignede blandt Kvinder!« velsignede Bud
- Himlens Brud!
Min Sjæl ophøjer Herren, lover og priser Gud!
Hans Søn skal Du kaldes, den Højestes Søn,
og dog min Førstefødte, af Adams Kuld og Kjøn.
✂
En Konge skal Du vorde fra Hav og til Hav
- høj af lav!
og styre Israels Hjorde med Hellighed til Stav!
Og, vog din Fader David baade Løve og Bjørn,
Du skal knuse Slangen, som lokked Evas Børn.
✂
Og alle skal de knæle i Støvet paa din Vej,
- jeg kun ej -
jo jeg skal ogsaa knæle, men frydes ved Dig!
Jeg veed, jeg som Hannah skal give Dig hen,
men salig skal jeg prises af Kvinder og Mænd.
✂
Fra Østen har de bragt Dig en Gave saa rund
- smil i Blund!
Og Guldet har de lagt Dig til Hjælp i Nødens Stund!
Og Røgelsen skal dufte om din Vugges grove Lin,
- Myrrhaens Beeskhed, lad den være min!
✂
Jeg glædes naar Du tømmer mit moderlige Bryst,
- Du min Lyst;
Jeg glædes, naar Du drømmer ved Gabriels Kyst -
og dog der er en Angst, som kan isne mit Blod,
Simeons Varselsord ved Tempelsøjlens Fod!
✂
Hvad er det for en Smerte, som skal gaa mig saa nær,
- mon alt her?
som stunget blev mit Hjerte af hvasse Mordersværd!
Skal jeg vel tages fra ham, før han voxer sig stor?
eller fristes til at tvivle paa Forjættelsens Ord?
✂
O Josef, min Husbond, som vogted mig for Skam,
- vogt blot ham
saa trofast som en Hyrde det fremmede Lam!
Nej, I Herrens Skarer, der sang om Fred paa Jord,
I vogte ham for Farer, I følge hans Spor!
✂
En Krybbe var din Vugge, den Nat da Du blev født,
- sov, sov sødt!
Og alt i bange Sukke mit Hjerte har blødt!
Dog fylder mig en Salighed, unævnelig og stor -
med Dig jeg bar til Verden Fred for den arme Jord!