II.
Ved J. Börjessons og V. Bartholins Bryllup.
Maj 1873.

✂ Udi Roma, i sit Studie
Herr Börjesson
stod i Skaber-Ro:
En »Sjöjungfru« nys var sprunget
fra hans Kunstnerhaand,
- Nej, der var nok to!
212 Tiberstrømmens Leer var deres Moderskjød,
hver var nok saa fager, hver var nok saa sød,
ak, ak, ak, men saa hjerteløs,
»Sjöjungfru«-Slægten, den er maliciøs!

✂ Og han længtes, længtes, vidste
selv ej efter hvad,
skjøndt han spiste bra;
det var ikke Vin, og det var
heller ikke Mad,
- o hvad var det da?
Til en skjønne Dag der indad Døren treen
endnu en Skjønjomfru, dennegang kun een;
strax, strax, strax Skjæl fra Øjet faldt:
her var en »Jungfru« uden sjø og salt!

✂ Øjet var et Kul, der tænder,
og den lille Haand
trykked hans saa blødt,
om det mørke Haar sig slynged
smukt et Silkebaand,
et ceriserødt;
Steen var ikke hun, og da han bød sin Arm,
klapped Hjertet højt i Vittes unge Barm:
Ja, Ja, Ja! ham sit Ja hun gav,
højt raabte Hjertet: Jeg er Skandinav!

✂ Sødt de sværmed, snart fra Ingers
levs og Michalas
vinkende Altan,
213 snart i Maanskin, snart vel ogsaa
ved et lille Glas
uden Kildevand.
Vel de maatte skilles, drage Savnets Læs;
men de mødtes snart, og Børje kom paa Græs
her, her, her, - her, paa Nielstrups Vang,
Dagene fløj med Solskin og med Sang.

✂ Nu da Skoven pranger i sit
lysegrønne Skrud
om det gamle Hjem,
nu staar Børje Brudgom og hans
lille Vitte Brud, -
Foraar følge dem!
Skjørt er Lykkens Leer, men Troskab stærk og øm,
den skal marmormejsle Kjærlighedens Drøm!
Raab, raab, raab, hver som raabe kan:
Højt leve Vitte, højt »Herr Vittemand«!