Richardt, Chr. Ringedals-Fossen.

Ringedals-Fossen. En Dag i Hardanger.

Fra en primitiv Moles tangede Pæleværk
løfter sig fra Sørfjordens Bred, Baadskuret forbi,
182 den bugtede Sti.
Først Smaabirk og Fyrr; men snart skal vi soles -
op over Blokke som mosgroede Puder,
frem over Klippeflader, skaldede, brede,
der luder
over Skjæggedals-Elven dernede;
en frønnet Tømmerstok lagt paalangs
hjælper paa Fodfæstet - let kan Du glide,
tilfods maa man være, her er ej til at ride.
Med det duftende Hangs
svalende Skyggetag er det til Ende;
det er haglende hedt, men Luften er frisk,
Tyttebær-Blomsten staar Visk ved Visk,
og Blaabærret læsker altid en Kjende.

Snart har vi Klippen tæt paa Siden,
- Stien er kun til Gaasegang -
snart om et Fremspring rundt den snegler,
her den styrter, og hist den stejler,
men nu er vi oppe ved den græsklædte Vang,
under Liden.
Lad os puste et Gran ved Høboden her,
her er Kildevæld og Krydder i Duften !
- men Ola! hvad er vel det for Stavær
paa Brinken dér,
med et Toug, spændt ud gjennem Luften?
»Jo, ad den Vej skaffes med liden Besvær
Høet heroppe ned paa Næsset !
vi binder det i Bundter -« Og saa herunter?
»Ja, Linen maa kjønt lægge Rygstykker til,
183 saa gaar det pr. Telegraf om Du vil!
og dernede ta'r Baadene Læsset.«
- Naa saa det var den vældige Ørn, vi saae
fare ned som ramt af et Skud!
det var Hø, den var kun stoppet ud!
»Javel! - Men hvis Alt er i Orden,
maa vi see at naae frem til Skjæggedals-Gaarden!«
- Endnu kun en Bid, og af Lærken en Nippen,
saa gaar det videre, op og ned,
ad svingende Trappetrin, udenom Klippen -
nu kom Elven til Syne - ej saa synderlig vred -
og hist dens blinkende Fjeldvand!
Og der har vi Gaarden med en skikkelig Velstand
af Høtørrings-Staver, som Væver-Spænd
spredt over Tunet - og med Stabur og Fjøs,
med Far og Gamlefar, Gut og Tøs,
med »Ste'mor« paa Taget og Steenhell for Døren,
- og med Gloen og Fritten og Høren.

Men Ola skynder paa - lad os gjemme at »skaffe«,
saa vil »vor Mor« imens lave Kaffe!
(Ja vi fik den redelig, og viste den Ære,
uden den allersomringeste Anke -
men toldfri burde den jo rigtignok være,
for af »Kaffe« var der netop en »Tanke«.)

Nu Venner, tilbaads! nu skal der sejles !
Op over det blinkende Skjæggedals-Vand,
hvor de sodbrune Bjælkehuse spejles,
gaar det med faste Aaretag
184 i den sommerlige Dag
mod Næsset, hvor Fjeldvandet ender,
- hvor det øvre »Vasdrag« med brusende Gjald
gyder sig ud i et dejligt Fald
(Hardanger har Fosser i Snese),
med krystalklare Kummer i Regnbueglans
og som Fortrav skummende Kredse -
lempet af Naturen med kunstnerisk Sans,
saa det minder om Trevi og Borghese.
Dog det er kun en Tilgift; kun nogle Minutter
tør vi dvæle paa det smilende Næs, i Ly
af Fyrrens svajende Paraply,
her hvor Fjeldet, den gamle Skaldepande,
dypper sin Fod med den høje Vrist
i Tvilling-Vandene - her og hist.
En Baad er gjort los ved Ringedals- Vandet,
og vi lægger igjen fra Landet -
Nøkken er høflig, gjør slet ingen Blæst -
nu glider det først mod Dagens Fest,
over den milehvide Fjeldsø.

Hvilket Lyshav fjern og nær,
hvilken Tindren reen og skjær -
Millioner gyldne Pile,
ellers Alt i Hvile.

Som et gjennemsigtigt Glar
er ved Bredden Søen klar,
man paa Bunden øjner ene
som en Snee af Stene.

185

Sagte aander Bølgens Bryst -
dog hvor eensomt, strængt, og tyst!
Og hvor Fjeldets Gubbe bygger,
dybe, kolde Skygger!

Intet Levende at see -
bagud Folgefonnens Snee!
trindt hvor Søens Flade slipper,
bratte, nøgne Klipper.

Intet moslagt Bjælkehus,
ingen Fuglevingers Sus,
ingen Klang af Koens Bjelde -
kun en Mur af Fjelde.

Dog den ruger paa en Skat -
her hvor den sig aabner brat,
tusind Søljer under Randen
glittre mod hinanden!

Tysse-Elvens Fosse-Fald,
Dig vi længe mindes skal!
Hvor dog »Staubbach« pæglemaaler -
her er fulde Skaaler!

Hvilken Skjønhed, skjær og reen!
Dobbelt Lin om svarte Steen!
Brudesløret kaster Huldren
over Klippeskuldren!

186

Ak, men Baaden skyder Fart,
Huldren gjemmer sig for snart -
kun en dejlig snehvid Stribe
Øjet end kan gribe.

Har vi langt til Fossen? »Nej,
kun endnu et Stykke Vej -
snart fra Søens østre Ende
kan vi Duren kjende!«

Hør, nu tordner den Salut,
uden Ildsvælg, uden Krudt -
den var værd at længes efter,
den har Jætte-Kræfter!

Vældig og vild
for Øjet Stor-Fossen stiger,
stormer løs, saa Fjeldvæggen viger -
en funklende Portal til Troldgubbens Hal,
til Jotuners lønlige Riger -
steensat forneden mod Vasdragets Bred,
hvor den pidsker i Søen sine flommende Flokke,
som med sorte, tilhugne Blokke,
lig et Ørken-Tempels Basalt-Trin.

Er det Vand eller Ild,
der har avlet og avlet paany
denne bølgende Røg, denne dampende Sky,
denne farende, fusende,
boblende, brusende,
187 Alt sønderknusende Ringedals-Foss,
denne Syden i Jættegryden?
Og hvordan blev den til?

Histoppe, hvor hverken er Blad eller Træ,
i Ødemarken under den iskolde Bræ
gik Elven sin eensomme Vandring;
den mættes af de hundrede Tilløb -
ellers ingen Forandring.
Da sænker sig Grunden, gaar i Knæ
som et Lastdyr af Byrden overmandet -
i Elven kommer der en Skjælven,
Lyspile tegne sig i Vandet,
saa snehvide Slanger, saa mankede Drager,
saa fnysende Hære i Kamp!
og det brager, til Skummet bliver Damp!
Og nu ved Styrtningen, nu er Fossen
med sin hylende Hast,
med de kylende Kast,
en evig Rasen, en evig Trodsen
af Een mod Alle og Alle mod Een -
Scener af et Dommedags-Billed!
Afgrundens Aander, fredløst jagende,
grufuldt klagende:
Anger umulig! for seen!

Og dog er der midt i det Skumrende Reenhed,
og midt i den vildeste Ufred Eenhed -
en Gigantkamp, mejslet i blændende Steen!
188 Men, vender jeg mit Blik mod
den spejlklare Sø,
Fossen forvandlet til Stilhed!
da tykkes den mig en higende Sjæl,
der har kæmpet sig ud af sin Vildhed,
rede til at spejle baade Himmel og Fjeld,
ja fange Skjær af Mildhed.

Forunderligt!
Her har den buldret i Tusinder Aar
mellem Klippernes Skaar,
sanket og splintret Bølgevrimlen,
hvirvlet sit kogende Skum mod Himlen,
fraadet og raset med Trolddoms Magt -
suget ved Vinter Nordlysets Straaler,
og i Regnbue-Pragt
væltet i Søen de bugnende Skaaler -
Ingen har seet den ved Nat eller Dag,
Ingen har hørt de tordnende Brag -
kun dens Barn, den ilende Elv,
har dernede ved Fjorden, ved Fiskerens Boder,
raabt om sin vældige Moder -
saa stolt er Naturen,
den har nok i sig selv!

Men naar nutildags Lady og Lord
over Nordhav farer i Vikingskarer,
189 for med Jon eller Baard
at naae frem til Ringedalsfossen,
- ja, naar Gullivers Slægt
stime som Dværge om Skum-Kolossen
og nok saa kjækt la'r sig væde af Taagen,
for at skrive sit »Seet« i Bogen, -
maa Hr. Gulliver holde sig vaagen!
thi gled han paa den fugtige Blok,
og hvirvledes ned som en Tømmerstok,
da havde Jætten ham dødet.
- Og dog skulde selv en Ringedalsfoss,
laa den ej saa fjern deroppe i Ødet,
som en Samson tvinges at male paa Kværn,
eller sauge Fyrreskovs-Planken -
thi selv Naturens ubændigste Kraft
maa dog lystre Menneske-Tanken.