Richardt, Chr. 1787 - 1887. Ved Borgerdyd-Skolernes Jubelfest.

1787-1887. Ved Borgerdyd-Skolernes Jubelfest. 1. Maj 1887. (Musiken af og ved J. P. E. Hartmann).

I.

Nærsynet var hin svundne Old
for hundred Aar tilbage!
Forstandens Ægg var skarp og kold,
men fladt blev Fædretroens Skjold,
og Korsets Tegn en Plage!
Guds Sol dem tyktes altfor høj,
og Hjemmepraasen noksom drøj
til Himmellys at vrage.

Fremsynet var dog samme Tid,
den Ære skal den have!
De planted unge Træ'r med Flid,
de saaede, hvor en anden Tid
135 fik godt af Høstens Trave!
De tænkte paa en Efterslægt,
tog Fremtids Vel i Varetægt
og lærte Smaabørn stave.

Saa steg af ringe Spire
et løvrigt Tvilling-Træ,
med Kundskabs gode Frugter
i Lydighedens Læ:
to levestærke Skoler,
som nu i Oldings-Aar
gaar ingenlund i Barndom,
men Børn i Mængde faaer.

De ranke Tvilling-Bøge
med samme stolte Navn,
de tog et heelt Aarhundred
i deres lærde Favn!
Og vel de tidlig skiltes
til egen Væxt og Hu -
men »Borgerdydens« Krone
den samler dem endnu.

Den ene valgte Kjøben-,
den anden Christians-Havn,
men begge to bevared
det gamle Døbenavn;
og har end begge skiftet
sit første Skoletag,
136 dog Knippelsbro blev Skjellet -
og er det end idag.

Recitation.

Den Kjøbenhavnske var den første Tvilling -
men solgte ej sin Fødselsret for Lindser;
og vel begyndte den som ringe Billing,
dog snart den har et Navn, som vide glinser,
og under Michael Nielsens Regimente
blev mange Fremtidslys derinde tændte.
Strængt gik det til, med Haandtav og med Skjælden,
men stræng imod sig selv det var han og,
en Pligtens Mand, en Skolemand, en sjælden!
Begejstret han sin Arbejdsfure drog,
selv dér, hvor Knoldene var lovlig tunge;
thi varm og trofast var han mod de Unge.
Og Disciplin
og god Latin
det lærte man paa Fingrene paa Tællen!
I Sancta Claras Boder
han exercerte mangen Præmie-Rus,
til Rom at kjende som en Livius
og kunne udenad Horatses Oder.
- Dog, alt som Skolens Glorie naaer frem,
saa skrider - gjennem Norgesgade - Klio
mod Skolens statelige Nutids-Hjem
og peger paa en dygtig Rektor-Trio:
fra Rimestad til Rovsing og til Pio!
Med andre Tider kommer anden Aand;
137 i meer athenske end spartanske Baand
det unge Kuld faaer Lov at røre sig -
kun ej til udtilbeens at gjøre sig.
Baden bli'r Madvig; gamle Poesier
som »si declinare domus vis« maa bort;
Naturens Verden viser sig som Frier -
og Modersmaalet ikke længer tier,
naar Fag med Fag maa komme til Akkord.
Men efter hundred Aars Historie
staar Skolen end derude paa Glaciet,
af nye Kræfter viet,
og frisker op med Held sin gamle Glorie.

Den yngre Tvillingskole tog sit Stade
i Laxegade;
men Laxen lig den vendte snart sin Stavn
(skjøndt ikke ganske Broderskabet hævende)
og lagde sine Rogn paa Christianshavn,
hvor de til Dato er spillevende.
Dér hejste Doctor Krarup Krans paa Tinde:
Han blev den Christianshavnske Romulus,
der lagde Steen paa Steen, og ej iblinde,
men sindrigt og med Kalk, der kunde binde;
han dimittérte mangen herlig Rus,
og satte sig et trofast, varigt Minde.
Ja han - og Svenningsen, den stoute Jyde,
der, mens han nipped til sit Glas,
forstod at sætte Alt paa rette Plads
og med et Blink faae Horder til at lyde, -
som kunde fast utroligt Arbejd baxe,
og dertil være Værkets sikre Axe -
138 de to gav Skolen Fasthed, gav den Skik -
sin Aand den fik af Martin Hammerich!
Den Sommerfugl, hvormed Athenes Aand
besjæled Leret fra Promethevs' Haand,
med den han smykked Gaarden hist ved Kirken,
og den blev Symbolum for al hans Virken.
Med Kjærlighedens ædle Lidenskab
han vakte Sans for Sproget, Agt for Videnskab;
og hvor beaandet, Leret vækkende,
sokratisk gjennem Spørgen æggende,
han var i danske som latinske Timer -
derom for hans Disciple Mindet kimer.
Da han saa Skolen gav i andre Hænder,
da kom den ikke i en Skjælms:
da fik til Rektor den Johannes Helms!
Dog - ikke meer om ham for Tiden,
han er os alt for nær paa Siden.
Men Skolen staar - og staar i Flor -
tys Saga, spar nu dine Ord!

Ja Plantningen voxed fra Stiklinge-Kaar
i Tiderne milde som strænge,
og voxed sig stor i de hundrede Aar
og skygged de tusinde Drenge.

Og mere de lærte end Græsk og Latin,
de lærtes til Pligt og til Ære;
og Sansen blev vakt for den funklende Vin
i Kunstens og Videnskabens Sfære.

139

Og mangen en Mand har gjort Ære sin Stand,
som her lærte Manddommens Love!
Og mangen har givet sit Liv for sit Land,
som her lærte Livet at vove.

Hav Tak da I Fædre, som grunded det Værk
og fostred de Borgerdyds-Drenge!
Gid Skole med Skole, selv ynglingestærk,
maa virke for Ungdommen længe!

II.

O Fædreland, hvor har Du stridt
i disse hundred Vintre!
Hvad har Du tabt, hvor har Du lidt -
den Bøg og Gran gik hver til sit -
og Bøgen selv blev mindre!
Og nu den staar
med dybe Skaar,
med Krone lav og lille,
mens uden Agt
paa Stormens Magt
dog Grenene sig skille.

Borger-Dyd! Hæders-Navn
med Klang af Trofasthed og Gavn,
med Klang af Samfunds-Lykke -
rør Dig i vor Fødestavn,
og bliv vort Folke-Smykke!

140

Borger-Dyd! Fortids-Ord,
der længe var som lagt i Jord,
vær Du vort Fremtids-Mærke!
Hyldes Du i fulde Kor,
Du gjør de Svage stærke!

Borger-Dyd! Broderbaand,
der fletter sig af Haand i Haand,
af varme danske Sjæle -
sank os end i Fredens Baand
til herligt Eftermæle!

Men Du, som gav os Vaar igjen
og vore Skove grønner,
gjør Du af Drengeflokken Mænd,
og gjør af Dreng og Mand og Svend
vor Moders gode Sønner!
Din Skole-Tugt,
giv den sin Frugt,
at vi, naar Prøven kommer,
med Ære maa
den Dag bestaa
og fejre Danmarks Sommer!

141