Et Enebo.
✂
Paa et Fjeld i Rhonedalen
ligger der et Enebo -
hænger kun paa Klippens Side
som et Lam i Ørneklo;
Trin for Trin har Eremitten
møjsomt banet sig sin Vej,
Stien tegner sig mod Stenen
som en fast usynlig Streg.
✂
Som for Østens Vise Stjernen
- blinked ned i Dalens Grund
Lyset fra hans Bedecelle
Aar for Aar hver Aftenstund.
9
Da blev Jernvej lagt dernede,
Hakken gik og Øxen sang!
lydt mod Fjeldet skingred Piben,
døved Vesperklokkens Klang.
✂
Skud og Skrigen fyldte Luften,
Larm og Ufred flytted ind
- Eremitten gik i Kloster,
krøb i Skjul for Verdens Vind.
Men paa Højtidsdage gjæster
han sit lille Bjergkapel,
tænder atter Alterlyset,
aander ud i Bøn sin Sjæl.
✂
- Er ej mangt et Hjertes Saga
ret som dette Enebo's?
End paa Ungdomstidens Grænse,
mens der haabes, mens der tro's,
findes der i Sjælens Dalstrøg
dog en lille fredlyst Krog,
viet ind til høje Syner
og til Bønnens Barnesprog.
✂
Tyst sig Sind og Tanke løfted,
Evangeliets Klokke klang,
Evighedens Længsler bygged
sig en Celle op med Sang.
Men en Dag kom Verdenstoget
brusende med Støj og Damp,
- da at vogte Hjertets Rede,
ak hvad kosted det for Kamp!
✂
Verdens-Aanden holdt sit Indtog
under stærke Faklers Skin,
under Friheds skjønne Fane
trængte tusind Tanker ind;
Spotten løsned sine Salver,
saa det drøned lydt igjen,
Troens klippefaste Celle
stod forladt og eensomt hen.
✂
Først naar Hjertet sygt og skuffet,
af Alverdens Blændværk træt,
bange længes mod et Fristed,
leder om sin Barndoms-Plet,
da vil Evighedens Længsel
bryde Celledøren op,
Alterlyset atter tændes
paa sin gamle Klippetop.