Richardt, Chr. Psalmer til Luther-Festen.

Psalmer til Luther-Festen. 10. November 1883.

I.

Bag Helgenskrin og Messepragt
Guds Aand laa vingestækket!
hans Ord var under Romer-Vagt,
hans Bord kun halvt blev dækket;
der var saa megen Synde-Nød,
Guds Menighed fik Steen for Brød -
da rusted han sit Vidne.

Ja, Tak for Luther og hans Værk,
vor Fader i det Høje!
som Munkens Tunge gjorde stærk,
og klart hans Bjergmands-Øje,
til mellem Lag af Tempel-Grus
at see ved Hellig-Aandens Blus
de gamle Guldkar funkle!

23

Det gamle Guld, den gamle Tro
paa Frelsen af Guds Naade!
Og om de trued eller lo,
han lod sin Herre raade!
Med Romer-Brev mod Romer-Aag
han førte djærvt Apostel-Sprog -
med Herrens »Der staar skrevet!«

Og stod som Spurv i Høgedans
han i de høje Sale,
gav Kejseren han ærligt hans,
men Gud sit Hjertes Tale!
Og sad han fast i Klippekrog,
des bedre fløj hans Bibelbog
paa Modersmaalets Vinge!

Da folded ud sig Blad paa Blad,
og Fuglene fik sjunge,
da svulmed Davids Harpekvad,
og Paulus kom paa Tunge!
Da fulgtes atter Ord og Aand,
de døde Linjer Haand i Haand
stod op med Mund og Mæle!

Og da - som Abraham fra Lot -
fra Rom han skilles maatte,
og fjern fra Prunk og Paveslot
sit Kæmpe-Fodspor traadte,
da sanked han Vor Herres Hjord,
i Vadmel og med gylden Gjord,
om Ord og Sakramenter.

24

- En Løve med en Barnesjæl,
det var han, Martin Luther,
som sejred under Korsets Fjæl
mod Kaarder og mod Kutter!
Du Menighed i høje Nord,
velsign hans Minde, følg hans Spor,
med Tak til Gud, vor Fader.

II.

Herre og Frelser, som kom i det Lave,
levende Vej til den levende Gud -
Tak for hver dyrekjøbt Kjærligheds-Gave,
Tak, at Du raabte dit Naade-Aar ud!
Tak, at naar Tjenerne handlede ilde,
plumred din Kilde, slog Slaa for dit Brød,
trofaste Svende Du kaare Dig vilde,
rense dem Læben med Alterets Glød!

Tak, at i Luther Du gav os i Nøden
En, som laa lænket til Lovtavlens Steen,
En, som har gruet for Synden og Døden,
En, som har smilt, da Du sagde: Bliv reen!
En, som i Julen tog Barnet ved Haanden,
En, som blev Menneske frejdigt og frit!
En, hvem Du selv gjorde frygtløs i Aanden,
En, som ej søgte sit Eget, men dit!

Kjæreste Jesu, nu maa Du velsigne
Ordet, Du gav os til Tugt og til Trøst!
25 Aand paa dit Sædekorn - hjælp os at ligne
alle de Vidner, Du laante din Røst!
Lyset Du tændte, lad aldrig det slukkes -
skal det end hades som ingentid før!
Døren Du aabned, lad aldrig den lukkes,
Naadens og Livets og Himmerigs Dør!

III.

Svundet er fire Hundred Aar,
end vi Guds Aand har tilhuse!
Kirken dog gaar mod hin Tids Kaar:
Bølgerne larme og bruse!
Nu er ej Tid at skilles ad -
samles om Ord og Bord og Bad
maa vi, mens Aanderne suse!

Christus igjen er stedt for Dom!
Vil de ham atter korsfæste,
maatte vi da, med et frigjort Rom,
Alle Jerusalem gjæste!
spørge om Verdens Roes kun lidt,
blive af Sjæl og Hjerte Et,
elske vor Gud og vor Næste!

Herre, vi veed, Du er ombord -
selv Du os Stormen bebuder!
læg Du din Haand paa Skibets Ror,
hvergang det hyler og tuder!
26 Øv os i Paulus' Sømandskab,
lær os at regne Alt for Tab -
faldt vi til fremmede Guder!