Richardt, Chr. Ventetid.

Ventetid. (1891).

Det var alt i Februar,
Stæren fløjted efter Solen -
108 Solen lystred ej Parolen,
Stæren fik kun Krage-Svar.
Spejderen for Vaarens Flok,
for den hele Fugle-Masse,
krøb da sammen i sin Kasse,
sad som i en Fangeblok -
Stæren, ak,
har havt en gammel Almanak.

Og April, hvor var Du sur!
End paa Dammen Isens Flage,
sjeldent nogle lyse Dage,
Skoven som et øde Bur!
Kun i Graneholtet hist
Krageskrigets hæse Skurren
brødes af lidt Fløjt og Kurren,
ellers Alt saa bart og trist!
Jomfru Vaar,
har Du da glemt os reent iaar?

End paa Frysepunkt i Maj
- det skal bringe varme Loer,
men det bringer kolde Knoer,
hvis man kaster sin Kavaj!
Selv i Lunden gaar det smaat;
Farveglimt der kom i Løvet,
Sneglefjed der kom i Støvet -
men Naturen snegler blot!
Husk dog Maj,
Løv skal springe - krybe ej!

109

Sidst var Bøgen Numer Een,
fra Kastanien tog den Prisen,
derfor kom den i Avisen;
men iaar er Knoppen seen.
- Dog i denne barske Blæst
vil de Spæde let forkøles,
saa maa der nok heller nøles,
det vil baade Alle bedst;
blot vi maa,
grøn og liflig Pintse faae!