I.

✂ Grumme Krig! Dit Lyn, din Torden
slaar en Ungskov ned -
tom er dog den Drøm paa Jorden
om en evig Fred.
Folke-Had sin Sejd vil galdre,
Kjedlen sprude Damp -
indtil nye Verdensaldre
fødes gjennem Kamp.

✂ Krig - den onde Kvind, som lønner
Mod med Død og Graad -
blev dog Moder til de Sønner:
Manddomskraft og Daad!
avled dog et Kuld af Helte,
som ej glemmes vil -
og fik Hjerter til at smelte
som i Offer-Ild.

✂ Og i blodbestænkte Lejre
er en fredlyst Plet -
dér skal Broderskabet sejre
mellem Adams Ætt!
Hvor en saaret Rytter stønned
hos sit døde Hors,
ved Sedan, paa Balkan skjønned
han paa »Røde Kors«.

✂ Lægedom for Ven og Fjende -
det er Korsets Skrift!
Hjælp til Bruddet at forbinde,
Hjælp mod Blodets Gift.
Danmark, Du som selv laa saaret
efter Kampens Brag,
ogsaa Du har fremad baaret
Røde Korsets Sag!

✂ Længst om Land ad stille Veje
»Søstre« kom og gik;
kyndig Hjælp og kjærlig Pleje
Tak og Tillid fik.
159 Dvæl i vore Bøgesale
dyrekjøbte Fred!
Men, skal Kampens Hane gale -
»Korset« følger med!

II.

✂ Rul frem din Baare, Røde Kors,
mod mangt et brustent Fadervors
forpinte Klagelyd!
Blandt Kuglers Hvin, Granaters Brag
lad kjendes Duens Vingeslag
i baade Nord og Syd!
Rul Haab og Lise trøstig hen,
mod Fjende snart og snart mod Ven -
men kommer Fredens Stund igjen,
tag den som bedste Fryd!

✂ Dit Vaabenmærke fik Du fra
vor Frelsers Kors paa Golgatha,
fra Ham, Alverdens Fred!
fra Ham, der gav det store Bud,
det Spejl af en barmhjertig Gud:
Dræb Had med Kjærlighed!
Han hjælpe os paa blodig Jord
at gaa i Samaritens Spor,
og elske meer end blot med Ord -
med Lægedom og Fred!