Den ene og samme.

✂ Den Vældige, hvis Almagts-Haand
har tændt de tusind Sole,
128 har flettet Lysets Straalebaand,
og tvættet Liljens Kjole -
den Gud, som byder saa det skeer,
hvis Øje gjennem Mulmet seer,
han er den evig samme,
som tændte i et Kar af Leer
en Gnist af Aandens Flamme.

✂ Og den Naturens stærke Gud,
som Jord og Maane kobler,
hvis Mund har aandet Verdner ud
som Barnet Sæbebobler -
ham er det, som i Mandens Bryst
har lagt et Ekko af sin Røst,
han er den evig samme,
for hvem hver Sjæl fra Støvets Kyst
sig skjule maa og skamme.

✂ Og han, hvis sidste store Dom
er som et Fjeldskreds Knusen,
ham er det, som til Horeb kom
i Aandens stille Susen!
Ja den Samvittighedens Gud,
som skrev i Steen sit strænge Bud,
han er den evig samme,
som podet har sit Rosenskud
paa Adams Tjørnestamme.

✂ Og ej er Han, som gav os Fred,
fra Skaberen forskjellig;
den Gud, hvis Dyb er Kjærlighed,
129 retfærdig er og hellig;
men naar hans Lov om Sæd og Høst
vil skræmme Haabet af mit Bryst,
og knusende mig ramme,
har Naadens Gud en Sæd til Trøst,
thi han - han er den samme.