Richardt, Chr. Prolog ved en Fest til Fordeel for Arbejdsløse.

Prolog ved en Fest til Fordeel for Arbejdsløse.

Vi lever i et velsignet Land!
Vel sandt, det maaler ej stort i Mile
fra Skagens Kile til Skamling Strand,
fra Bolbjerg til Kronborg og Møen -
men Skjønhed rummer vort Bøgeland,
og Friskhed lufter fra Søen!
Og er her lidt lavt paa Øernes Vrimmel,
des højere har vi til Loft og Himmel!
Og har vi just ikke snedækte Tinder,
saa har vi Bjerge af stolte Minder -
og maa vi regne os blandt de Smaa,
vi har Kunstner-Storhed at pege paa!
Men, Venner, tør vi om Højder tale -
der er dem, som os dybe Afgrunde male,
som pege paa Kløfter i Vilkaar og Stand,
paa gabende Svælg mellem Mand og Mand,
der ikke just ligne blomstrende Dale!
Er det sandt med de Svælg - lad os see derpaa -
gid mig kunde høre baade Store og Smaa!

80

Naar Husmanden nyder sin Søndagsro
og har tændt sin stumpede Pibe,
og seer hvor hans nye Kartofler gro,
og snitter sin Gut en Hest eller to
og laver ham Træsko-Skibe -
mens Moderen pusler sin buttede Tøs
og Smil med Smil gjengjældes -
den Hjemmenes Fryd, med Gjækken løs,
den har vi Alle fælles!

Men lukker sig Barnets Øje i,
og skal det i Jordlin svøbes -
troer I, de høje Fruer gaa fri
for Savnets tungeste Melodi -
troer I, at Liv kan kjøbes?
Ak, al den Vaande som dybest skar,
de Sukke som ej kan tælles,
det tunge Farvel, som ej faaer Svar -
det er for Alle fælles!

Og Arbejdets Glæde og Mættelsens Lyst,
og Søvnens kvægende Styrke,
og Vaarens Solskin og Storm i Høst,
og Fred eller Ufred i Menneskens Bryst,
og Vej til Lys eller Mørke -
de største Glæder, den største Sorg,
hvorom der paa Jord kan meldes,
dem deler Hytten med Kongens Borg -
dem har vi Alle fælles!

81

Og dog - hvis Tusinder skrige for Brød,
hvis Tusinder vandre arbejdsløse,
hvis mangen en Moder i Pjalter og Nød
knapnok har Kar, end mindre at øse -
Da er der et Svælg, et Svælg som skal fyldes,
til nøgne Kamre af Smil forgyldes!
Spørg ej for meget om Værdighed,
(deri har vi rigelig Færdighed),
den som har Sult, er Brødet værdig -
selv om han ikke sin Tak har færdig,
glem hvad der var af Uforstand,
og skaf dem Arbejd', Alle som kan,
thi Ingen maa sulte i Danmarks Land,
dertil er Brødet for rundt os skaaret!
- Ja, havde vi nu vor Majdag næst
med Skovens liflige Kronings-Fest,
da Bøgen skygger og Tjørnen flager,
da Mosen brygger og Solen bager,
og Kukkeren byder sig selv til Gjæst -
da Bien faaer travlt med Mjød at øse,
og Ingen i Verden er arbejdsløse -
da hørtes vel ej for Brødet Klager!
Men end er i Luften Storm og Strid,
det er Jævndøgns-Tid,
der er nok af sorte Krager!

I som har nok og meer end nok,
I som paa Væddeløbsbanerne kappes -
kappes engang om at komme først
i at yde størst!
Deel rundelig Venner, eftertrykkelig,
82 gjør mangt et skulende Menneske lykkelig -
mangt et Menneske som vi selv,
med Krav paa at mættes, Krav paa at trøstes,
Krav paa at glædes - om ikke forlystes.

Jag al den Tale om »Svælget« bort
med Sol over frysende Sogne.
De gode Aander har sovet haardt,
men Kjærlighed det er en stærk Akkord -
ved den skal de atter vaagne:
Godhed og Mildhed i Dom og Færd,
Agt for Arbejd og Menneskeværd,
saa der arbejdes - ikke trælles!
Saa rig er selv den fattigste Mand,
at han kan elske vort gamle Land
og sørge, naar det ældes -
thi Vagten om Kongens og Folkets Tag,
om Fortids Minder og Fremtids Dag,
om Danmarks Ære og Danmarks Flag,
den har vi Alle fælles!