↩

Breve fra en Ubenævnt til

Envold Brandt,

fundne

i den Brevtaske,

som han bestandig havde baaret hos sig.

Oversatte efter den franske Original.

Kiøbenhavn,

findes tilkiøbs hos Peter Steinmann, Boghandler, 1772.

2
3

Min Herre!

De vil uden Tvivl falde i Forundring over at erholde et Brev uden Navn, allerhelst i en saa vigtig Begigivenhed, og endnu mere, da det er fra en Ven, som ved andre Leyligheder aabenhiertet har sagt Dem Sandhed, men nærværende Tider tillade ey, at man vover noget, uden engang deraf at vare forvisset om Virkningen.

I de tvende sidste Dage, da Hoffet opholdt sig paa Hirschholm, søgte jeg, skiøndt forgieves, Leylighed at tale med Dem i Eenrum, hvilket De vel kunde mærke, om De derpaa havde givet Agt. Men da jeg fandt Dem saa beskæftiget med andre Forretninger, at jeg ey kunde komme Dem nær nok, for at giøre Dem opmærksom, saa har jeg ey siden haft Leylighed at giøre en Reyse til Hirschholm, allene for at tale med Dem.

De har eengang viist, at Deres Herres Ære var Dem magtpaaliggende, og den Gang paastod man, at det hverken var Nidkierhed eller Forbindtlighed, som drev Dem; men at saadant allene var en Virkning af Misundelse og Egennytte,

4

og i det Haab, at skaffe Grev H – – af Veyen, da i hans

Sted, at erholde den Yndest, han havde. Eendeel troede dog derimod, at Deres Hensigter vare langt ædlere og mere uegennyttige. Det kan imidlertid gierne være, at Følgerne af dette Deres Foretagende har giort saa stærke Indtryk hos Dem, at De nu intet mere tør foretage sig; men dog alligevel har De lært, at den Unaade, som De da faldt i, har været Dem mere til Gavn end til Skade. Alt dette maae De ey troe allene at have været en blot Hændelse; ney min Herre! der er vist nok en mægtig Haand, som saaledes har styret det, og uden at vide, hvad Begreb De har om Gud, enten De troer nogen at være til, eller De allene antager et Stoisk Væksen, vil det være unyttigt at trætte med Dem om saa alvorlig en Sag; imidlertid vil der vist komme den Tiid, da Erfarenheden vil overbevise Dem, at der er en Gud til, som seer, tiender og styrer alting, og som enten tilig eller silde belønner Dyden og straffer Laster.

Det er ey min Sag, for nærværende Tiid, at omvende Dem, min Herre! men allene at formaae Dem til at vise Deres Pligter, og det endda kuns allene de, som enhver Borger, der er lidet ophøyet over Hoben, vil troe sig forbunden til at vise imod sin Konge, sit Fædreneland, sig selv og sine Beslægtede, ja til hvilke de borgelige Love forbinde enhver Undersaat og ethvert ærekiært Menneske.

De see, min Herre! selv paa hvad Maade man behandler Kongen, Deres Velgiørere. De see de skammelige Foretagender, som gaae for sig i Deres Nærværelse, og i hvilke De selv har alt for megen Deel. Ja De see selv hvorledes man vender op og ned paa Riget, hvilket dog har forekommet mig,

5

som om De ey derved var aldeles følesløs, derfor gaae i Dem selv og betænk Dem, da jeg er forsikret, at De snart vil tage en Slutning. De veed selv, om det er sandt, (hvilket det desværre er,) at Hans Majestæts Liv daglig er i Fare, og at man maaskee tilbereder alting, for i det mindste at stille ham ved sin Frihed. Det er umueligt at De jo maae vide de Domme, som man i Almindelighed fælder, og at man i sin Tiid vil kræve denne Herres Liv og Frihed af Deres Haand, som er om ham, og seer og veed alting. Deres Liv vil engang komme til at undgielde det; hvilket jeg dog, formedelst vores Venskab og Deres egen Velfærds skyld, beder Dem tage i Agt, da intet er Dem lættere. De see selv den Længsel, denne Herre har for at komme fra et Sted og fra et Selskab, som mishandler Ham, saavelsom den Ulyst, Han finder ved at reyse didhen tilbage; og om Han engang enten undflyer Dem, eller ved een eller anden lykkelig Handelse kommer Dem af Hænder, hvad vil da Deres Skiebne blive? Var det ey meget bedre, at De, ved at opfylde Deres Pligter, satte Deres Liv og Deres Velfærd i Sikkerhed paa en ordentlig og anstændig Maade, som havde sin Grund allene i Nidkerhed, Troskab og Hengivenhed til Deres Konge, der af Erkiendtlighed belønnede Dem med Rigdom og Værdighed, hvilken, hvor stor den end var, en ville blive stor nok for det Almindelige. Da nu derimod baade De og Deres Lykke beroer allene af et Indfald af den, som i sin Tiid stræber at rydde Dem af Veyen, naar han ey mere behøver Dem, da han nu allene betiener sig af Dem til sin egen Fordeel, og jeg troer, uden at jeg har nødig nøyere at forklare mig, De har allerede selv kunder mærke det mere end eengang.

6

Naar derfor Hans Majestæt kommer til Byen, da bør De mage det saa, at Han strax tager ind paa Slottet, og at Han lader kalde een eller to af sine troe Tienere, hvis Raad kan vare Ham behielpelige i hans Foretagende; Men til all Ulykke er Tallet paa disse kun lidet, og maaskee kun een eller to, da man har været omhyggelig for at skaffe de beste Mænd bort; dog findes de vel, uden at jeg har nødig at nevne dem, da Mod, Retsindighed og Erfarenhed ere de Egenskaber, som bør giøre dem kiendelige, og omendskiøndt jeg kunde nævne saadan een, vil jeg dog ey, paa det De ey skal troe, at jeg deraf skulde have nogen Fordeel. Imidlertid maa jeg dog sige Dem, at det for alting ey maa være hverken Hr. — — eller Hr. — —, som begge ere lige forhadte blant det Almindelige. Deres Lykke beroer paa dette Raad, hvilket jeg giver Dem, som en Ven og Kongens troe Undersaat, og dersom De ey følger samme, men tilsidesetter den Troskab, De er Kongen og Deres Velgiørere (skyldig, da kan De være fuldkommen forsikkret, at det vil koste Deres Liv, Ære og alt hvad et ærekiært Menneske elsker, uden at man nogensinde vil beklage Dem; da De derimod, naar De handler efter Deres Pligter, og rædder Hans Majestæt af de Røveres Hænder, i hvilke Han er falden, kan være forvisset om, at der hverken er Høyhed, Ære eller Lyksalighed, hvori jo enhver troe Undersaat vil ønske Dem deelagtig.

Maaskee De kan overtale Dem til at vise dette Brev til Deres kiære Struensee, for at overbevise ham om en Troeskab, som De maaskee har svoret ham, til Skade for den, som De skylde Deres Konge, samt for at bringe ham til at

bevise nye Velgierninger imod — — —, hvorudi han maaskee

føyer Dem, og saaledes bedrager Dem, for endnu nogen Tiid

7

at holde Dem i sine Snarer. Men betænk, at om Kongen blev tilføyet nogen Ulempe, da er De ulykkelig, og maaskee man da alleene holder sig til Dem.

Ja jeg erklærer, at De med Deres Liv kommer til at svare for Kongens Person, da De altiid og allevegne er om Ham, og Han er Dem betroed, og i saa Fald, paa det De ey skal undskylde Dem med Uvidenhed, forsikkrer jeg Dem, at dette Brev, til Tiid og Sted, skal blive fremlagt, samt, for at De ey skal tage feyl, da erindre Dem kuns Seglet, hvorudi staae Begyndelses Bogstaverne til mit Navn, som tillige skal blive fremlagt imod Dem.

Da nu Kongens Liv og Helbred, saavel som Deres Fædrenelands Lyksalighed, staae i Deres Haand, saa opføer Dem saaledes, som De troe at kunde forsvare for Deres Medborgere, da jeg ey vil nævne GUd, om hvem jeg ey veed Deres Begreb, omendskiøndt, naar jeg skal dømme af en Samtale, som vi har holdt for nogen Tiid siden i Deres Kammer, eengang paa Christiansborg, og eengang paa Hirschholm, da er samme ey saaledes, som den burde være.

Heraf seer De, at jeg frygter aldeeles ikke, at De jo maae giette hvem jeg er; og imidlertiid, kan jeg forsikkre Dem,

at om De opfører sig saaledes, som jeg kan vente efter Deres

Fødsel, skal De erfare, at De en har een meere troe og hengiven Ven end jeg.

8

Den 19 September 1771.

Nu vel! min Herre, seer De nu at jeg har spaaet Sandhed. Ja De mærker uden Tvivl allerede Virkningen af Deres Skammelige Opførsel. De har paa en nedrig Maade bedraget Deres Konge og Velgiørere, og paa samme Maade har man igien bedraget Dem. Man har betient sig af Dem for egen Fordeel skyld. Man har forført Dem. Nu foragtes De, efterat man først har giort Dem forsagt, og med det første vil man ansee Dem med den yderste Haanhed; ja De vil maaskee enten komme i ævig Fængsel, eller paa een eller anden Maade blive bragt af Dage, paa det man derved kan betage Dem Lejlighed at fortælle noget, hvilket da bliver en værdig Belønning for Deres skammelige og nedrige Bedragerie, og som jeg forud har sagt Dem, min Herre, i min Skrivelse af 8 Julii sidstleden; Det Venskab, jeg altid har baaret for Dem, og hvorpaa jeg har givet Dem tilstrækkelige Prøver, er siden mærkelig aftaget, da De ey har fortient, at samme skulle vedvare, siden De ikke har været i Stand til at følge et godt Raad, eller udføre det, som Deres egen Ære og Skyldighed udfordrede: derimod har De agtet Deres. skammelige Levemaade høyere, i Steden for, at naar De havde fulgt mit Raad, havde De befordret Kongens Friehed, og derved erhvervet Dem en ubødelig Ære. De havde opfyldt en god Undersaats, en troe Tieneres og en ærlig Mands Pligter: De havde fortient Berømmelse ey allene af alle Deres Medborgere, men endog af

9

heele Europa, ja Heele Verden havde giort sig en Fornøyelse af at forskaffe Dem Yndest, Belønninger og Værdigheder, fortiente ved Deres Troeskab og passende paa den Tieneste, som de havde viist Deres Konge og Deres Fadreneland; Ja! aldrig kunde Belønninger være bedre fortiente, imod at De nu er forhadt overalt baade i Rigerne og uden for. Man havde stolet paa Deres Troe, Deres Hengivenhed til Deres Konge, og paa Deres Pligter; men man har høylig bedraget sig. Nu seer De Frugterne, da man vanærer Dem overalt i Riget, hvor Deres Navn er bleven til en Skræk; ved Hoffet selv beleer man Deni og opholder Dem med Veyr og Vind. Man viser Dem langt udseende og indbildt Høyhed, og imedens fornøyer Dem med at tom Greve-Titel, som vil blive et evigt Mindesmærke paa Deres Utroskab samt slette og nedrige Tænkemaade, da en Struensee imidlertid mishandler Kongen, og det Kongelige Huus, tilligemed alle brave Folk, som dog aldrig har fortørnet ham, og allene, for at giøre sig stor af sin store Magt, trækker al Myndighed til sig, spiller Mester af Regieringen, Forretningerne, Riget og Kongen, som han offentlig vanærer, og behandler Rigets Indkomme som Enevoldsherre. Et Menneske, som har tordet vove at sette sig i Liighed med Kongen, da han ved en Cabinets-Ordre, som var parapheret af ham selv, tilvendte sin Underskrift en Myndighed, der efter Rigets Grundlove allene tilkommer Kongen. Det er Deres nedrige og uanstændige Opførsel, som har hjulpet ham til det han er, og da De allene har kundet hindre saadant, saa bliver det og allene Dem, som dertil vil blive ansvarlig. Han begaaer Laster og Misgierninger for at regiere; De derimod hielper til af Nedrighed, og for at føye en Cromvell, som for at see sig selv i

10

Sikkerhed, opofrer paa tusinde Maader Deres Konges Liv, hvem De i dets Sted burde tilmelde alt, hvad de see og veedbedre end nogen anden, da De i Henseende til Deres egen Fordeel er grandseende nok. Denne Diderich Schlagheck hielper De i at misbruge den Kongelige Myndighed, og i at holde Deres Enevoldsherre tvungen, samt at prostituere ham i Undersaatternes Øyne, for enten gandske at udrydde eller i det mindste formindske Deres ellers uudslettelige Kierlighed.

De, som er i Stand til at forhindre disse Ulykker, og at redde Kongen af saadanne Hænder, men ey giør det, De allene vil derfor blive ansvarlig og mere strafskyldig end Forræderen selv, og vær vis paa, at saa sandt der er en Gud til, vil Deres Liv engang undgielde det.

De see selv hvorledes Sagerne gaae op og ned: manomstøber alting, man forderver alting, og det med en Frekhed, hvis Lige ey findes i Historien. Man sender de ærligste Mænd udaf Riget, som har tient længe og troe, uden Lyde, ja saaledes, at Misundelse selv ey har tordet røre Dem; disse jages bort paa en skammelig Maade, paa det de ey skal faae Nys om denne Læges fordervelige Forslage, eller fordi man er bange for Deres Retsindighed. I Deres Sted settes saadanne, som hverken kiende Landet eller Sagernes Beskaffenhed, og som aldrig har lagt sig efter den Deel af Regieringen, som er dem paalagt; med eet Ord, saadanne Folk, som deraf neppe forstaae det allerringeste.

11

Jeg beder Dem dog for Guds skyld, at betænke hvad det vil sige, at sette en — — —, en Professor Matheseos fra Liegnitz, som Deputeret for Financerne, der neppe har vidst, paa et Land:

kort, at finde Danmark, en — — —, ja at give saadanne 3000 Rdlr.

aarlig, imens at andre, som har tient lange og vel i 40 til 50 Aar, ja derover, ere færdige at døe af Sult, fordi de ey har varet i Stand til at bedrage deres Konge og Fædreneland, eller tage Deel i oprøriske og fordervelige Hensigter.. Hine U yndige har dog tordet paatage sig en Byrde, som altid, men i sær i disse slette Tider, afstrækker en fornuftig og erfaren Mand, hvor meget Mod hart endog besidder: Men, det er sandt, denne indseer Faren, og hverken tør eller vil udsette Staten og sin egen Ære; da derimod de andre har intet at tabe, og indsee en de ulykkelige Følger af Deres Uduelighed og Uvidenhed.

De see, min Herre! at det Almindelige ey herom er ubekiendt, og at Følgerne, af en saa slet Forvaltning, er i Stand til at bringe samme til det Yderste, saa meget mere som det allerede offentlig er forkyndt, og Publicum gandske aabenbare viiser sin Misfornøyelse. Saadant veed De, min Herre! og dølger det for Kongen; De, som allene er om Hans Majestæt, da Adgang til Thronen ellers er lukket for de andre af Hans Undersaatter. De allene er i Stand til at underrette Kongen om den Tilstand, i hvilken Han, saavelsom Hans Riger, befinde sig, af hvilke Han maaskee snart vil miste det eene, formedelst den Ligegyldighed, man har viist og endnu visser imod disse brave og troe Undersaatter.

12

De see, min Herre, hvorledes vore Sager staae Udenlands, og hvorledes de bringes i Uorden ved vores Cabinets-Ministers slette Opførsel og Uduelighed, saa at det Danske Navn er bleven en Skiændsel.

De see og veed, hvorledes Hans Excellence Geheime-Cabinets-Ministeren Hr. Greven af Struensee skalter og valter med en Enevolds-Magt over vore Financer, som er de elendige Undersaatters beste og kiæreste Deel.

De min Herre! De er en Dansk, en Adelsmand, og elsket af Deres Konge, af hvem De og Deres har erholdt saa mange Velgierninger, og det er Dem mueligt at tie! undseer De Dem en, og er De ey overbeviist ved Deres egen Ære og Samvittighed, at De vil blive det første Offer for saadan Opførsel, som De mere end tusinde Gange har kundet hindre og forebygge.

Dersom der er nogen Sammenrottelse eller Oprør i Gierde, hvilket dog Gud i Naade afvende! hvem meener De da et opirret Folk vil holde sig til, uden til Dem, der i det mindste er ligesaa straffældig som Struensee, saa at De, naar det endog skeer, vil sette Deres Liv i Fare, ved een, et ærligt Menneske, saa uværdig Opførsel.

Betænk Dem derfor, og vend tilbage til Deres Pligter, jeg besvar Dem dertil ved Asken af Deres Fader, som De aldrig har Kendt, ved Deres dydefulde Moders Taarer, som maaskee alt i Forveyen begræder Deres Død, ja hvad endnu

13

mere er, ved de Taarer besværer jeg Dem, som maaskee engang Kongen, den Kongelige Familie og Deres forstyrrede Fædreneland vil udgyde og allerede udgyder.

Formedelst færdeles Fordeele frygter De en at blive uenig med den Medicinske Minister, men er derimod nedrig nok til at blive hans Ven ved 10000 Rdlr., som han, for at give Dem, berøver Kongen og Landet. Undseer De Dem ey ved saadan Nedrighed? frygter De endnu for denne Mand, naar det gielder om Kongens og Landets Vel? da De dog, i saa Fald, har paa Deres Side to heele Riger, siden ingen af de, som har saa slet en Sag at forsvare, tør giøre Opstand, eller engang lade som de ere Dem imod, af Frygt for at miste deres Hoveder, som allerede vakler dem over Skuldrene. De, siger jeg endnu, De bør frelse Deres Konge og Fadreneland. De kan da med Billighed forlange og faae saadanne Belønninger, som De vist nok ey har nødig at vente efter, og ingen vil nægte Dem; Ja jeg, som skriver dette, vil gierne være den første, som vil tage fra mig selv, for at overøss Dem med Velgierninger. O! med hvilken Forsikkring og med hvilken Ret kunde De da besidde Riigdom, Ære og Værdighed, naar saadant var samtykt af Deres Konge, og tilønsket Dem af Deres Fadreneland og Deres Medborgere. Betænk dog dette, min Herre! omendskiøndt jeg troer at De tænker alt for vel til, at Belønninger kan udrette noget hos Dem.

Her er Maaden, paa hvilken jeg tænker De bør fuldføre Sagen. De ere allene hos Kongen, og som jeg har hørt

14

i Onsdags paa Hirschholm, skal De om Aftenen giøre en Tour med Hans Majestæt. De har seet Allerhøystsamme meget ilde tilfreds med den Tvang, hvori Han holdes. Betien Dem, min Herre, enten af saadant et lykkeligt Øyeblik, eller stræb at søge anden Leylighed, hvortil De har Forstand nok, for at aabenbare Ham gandske den ulykkelige Tilstand i hvilken Hans Majestæt besinder sig, og hvor lidet Han, formedelst samme, er i Stand til at opfylde de Pligter, Hans Værdighed paaligger Ham, og at, efter det Skridt, som Hans Majestæt har giort, ved at underskrive Cabinets-Ordren af 15 Julii, som deeler Thronen og den Kongelige Myndighed imellem Ham og Struensee, beroer baade Han, det Kongelige Huus, Rigerne, og enhver Undersaat, med Liv, Ære og Velfærd, af denne Ærts - Storvezier, der hverken har Erfaring, Ære, Religion, Troe eller Love, som spiller Mester af alt, og om jeg tør sige det, endog af Kongens Liv. De veed, at store Laster giør de større nødvendige, og bliver altid mere at frygte. Naar De har aabenbaret alt dette, da maae De tilkiendegive Undersaatternes Fortvivlelse, saavelsom hvorvidt Statens Omstøbning og sammes elendige Tilstand kunde bringe dem, ligesom og den Fare, som Kongen og det Kongelige Huus ere udsatte for, dersom denne Ulykkelige faaer Tid at vende op og ned paa Alting. Naar De da har rørt Hans Majestæts Hierte, og De har faaet Ham til at indsee Nødvendigheden af at bevare sin Allerhøyeste Person, det Kongelige Huus og sit Land, overtael Ham da til at reyse strax til Kiøbenhavn og at begive sig til Slottet, hvor Han er i Sikkerhed, og at Han der lader kalde to eller tre værdige Mænd, som veed at give Ham de beste Raad efter Omstændighederne, paa det man ey giør saadanne Anstalter, som kun-

15

de drage Følger efter sig, paa en Tiid, da det Almindelige søgte at havne ald Uret og Had paa dem, som var Aarsag til dets Ulykke og Elendighed. Jeg kunde vel nævne dem, men de blive nævnte af Publico uden mig. Det maa være saadanne, som sidde i Collegterne, og som, underrettede om Aarsagen, kan være i Stand til at raade. For alting maa det ey være Hr. — — —

eller Hr.— — — eller Hr. — — —, som alle tre ere lige

forhadte, og følgelig ville forderve alt.

Betænk nu dette vel, for Guds, Deres Konges, Deres Fædrenelands, Deres Paarørendes og Deres egen Skyld, og bie ey for lange for at komme Deres ulykkelige Fædreneland til Hielp; men frels Staten, Kongen og Dem selv.

16