✂

Tanker

over

Jule-aftens Feyde

1771.

Kiøbenhavn 1772,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiol-Stædet.

2
3

Saa kan et Tordenskrald, et Veyr, sendt fra det Høye, De ranke Ceder-Træer tidt ned til Jorden bøye,

Heltinden segner med sin Helt i Hyrde Boe,

Naar et forfløyet Skud forstyrrer deres Roe.

Selv Jovis Cabinet det tabte sine Sandse,

Og maatte midt udi sin fulde Stræbning standse,

Dets virksomme Betient, dets stærke Drivehiul,

Fra Bord og Pen og Segl tog Flugt og krøb i Skiul. Er her den glubske Ulv, og ey den grumme Tiger,

Ey Ræven vidste Raad; Den Abe-Grevling skriger:

Sal Hesten op, jeg maa derind og høre til,

Vil Bjørne-Ungen nu opføre Skue-Spil.

Jo Theatralske Helt! Kom hid, kom op at age!

Saa stolt du kom og saae, saa slut du drev tilbage;

Coureer reed paa Coureer, og bragte Sørge-Bud;

De alt paa Veyen er med stærke Skrit herud.

Hvem? Spurgtes, er saa dierv, det er vel aldrig Fanden?

Han er jo vores Ven. Ney, Ney, det er Nordmanden,

Det Folk, den kiekke Slegt, der for et tusind Aar Kom Engelsk, Fransk og Tydsk at skielve som et Faar. Som hine agtede ey Fyrste, Konge, Keyser,

Langt mindre disse dem, der nu med Nakken kneyser, Nordmanne-Blodet er nu atter blevet varm,

Og vist vil have Hevn for den dem giorte Harm.

En skreeg: Det vrimler alt paa alle Stadens Gader,

En anden: Ingen Nød, vi har jo Palisader,

Men for en Visheds skyld slaaer alle Porte i,

Indtil vi faaer Succurs af Folk, som staaer os bi.

Ak, ak! hvad seer jeg — en af Livvagts Offiicerer Jo! — i sin Stats-Mondur — heel daarlig figurerer,

Med Pidsk — i fuld Galop — paa usel Bondemær, Wie stehts Hr. Kapitain? — Han skriger: Feydefærd. Ak, raabtes — Greven — Ak! Han blegner, ak! Han daaner, Er ingen dog, som os lidt Vand, en Snelle laaner.

Pak ind, pak ind, afsted, fahr nach Hirscholmen zu,

Der er vort faste Slot, der frelses vi bedst nu.

Der skiultes vi jo sidst, da Fienden var for Døren,

Da de Neptunier kom seylendes med Børen,

Der nøde vi jo trygt den søde Sommer-Roe

Og jog med Glæde bort got Folk fra Brød og Boe.

Jo jo! Ey Borg, ey Berg, ey Holm skal Eder frelse,

I blødeklædte Folk, I dyrebare Pelse!

Den Pan, som daglig slaaer paa Eders Hiertes Dør,

Skal vist nok volde meer og mere Skræk end før.

Hvor gik det Bukken, som steeg op i Løvens Leye,

Hvad vandt Løvinden ved at løbe Gedens Veye *)?

Saa følger Haan og Spot, og Skrek, og uselt Liv,

Indtil der mørke Hul giør sidste Tidsfordriv.

Saa længe Josephs Navn kan Eders Stikblad være,

Har Eders Gierninger en Tilflugt, Skiul og Ære,

Men om han rives jer engang af Haanden vek,

Da ynsker, at I laae indsvøbte i en Sæk.

O ulyksalig Dag! bedrøvet Jule-Aften!

Her bliver Død for Brød, og Blod for Drue-Saften,

Vor franske Drama vil omvendes til en Graad,

Hvad er vor Storhed nu, vort Vid, vort Bud, vor Daad? * Læs Misantis Fab. 23.

Er Veller Port tillukt? Velan, vi veed en anden,

March! fort til Nørre-Port, vi skal vel finde Manden;

Raab kun Hr. Lieutnant, Halt! Vek med din hele Vagt, Opplantet Bajonet sig aabner Vey med Magt.

Naar ikke Hoved-Vagt, ey Slottets stærke Porte,

Ey begges Helligdom kan holde Magten borte,

Hvad vil en Nævfuld Folk, en mindre Officeer,

Ja en nedfældet Bom, Nordmanden deraf leer.

Nu March til Friderichsberg! vor Friehed og vor Ære!

Casernerne -— Skal de for Troeskab Lønnen være!

Med Cavalliers-Parol vi ikke nøyes vil,

Vor Fader, Kongen, maa sit Amen lægge til.

Hvad var at gribe til, nu gode Raad var dyre,

Modløshed knap fandt paa, sligt Uveyr at afstyre

Fred maatte bydes til, Herolden blev udsendt,

De vendte — Men dermed var Legen ikke endt.

Det store Christiansborg imidlertid berendtes,

Det til en formelig Beleyring strax omvendtes,

Kort sagt: De løbe Storm og toge Slottet ind, Slotsvagten var den Punkt, som rørte deres Sind.

Her kom det til et Slag, det gieldte Tydskens Pande,

Her hialp det lidet, at ved Höll und Teufel bande,

Ney Vagten maatte til, Gevær og Flint herud,

Sex Tydske, leider, blev en Nordmands Karre-Klud. Et Optrin giøres af de høye Officerer,

Gaaer det saa oftere, de af Honneur creperer,

En fnøs, en truede, en anden slog i Bord,

Men hver fik Texten læst i faa og danske Ord.

En tog til Kaarde-Greb, ham Nordmand tog i Brystet: Hvad tænker, Stakkel, Du, og ham en Smule rystet.

Ey Obrist, General, var for den Næve-Ret.

Langt bedre det dem gaaer i Damers Cabinet.

Paa sidste Helte-Tog, i de Dramaters Krige,

Der vandt I Seyren ved at høde og at skrige,

Her Eders eget Folk ey kiender Eders Røst For Land og Rige, See! en overflødig Trøst. Graae Haar blev seet til Hest af Flokken ud at ride,

Vel giort! For Graat og Grønt al Frygt var sat tilside, Her hialp ey gode Ord, ey Løfter, Trusel, Snak, Naar vi see Kongens Navn, vi da vil sige Tak.

Af mindre Høvedsmænd, een beed sig i sin Læbe,

En blegnede, en skialv, en færdig var at flæbe,

Kom nogen af de smaa paa Gaden med Respect,

Han stod for Nordmands Haand med Fier i lige Vegt.

Matrosen flokker sig i alle Udenværker,

Med fyrig Aand seer til, med opbragt Øre merker:

Slaaer Karle, I har Ret, vi staae som Venner bi,

Lad dem kun true Jer med Død og Slaverie.

Victoria blev raabt, Nordmanden fik sin Ville,

Dermed begyndte det at blive noget stille,

Mad, Øll og Brendeviin fra Staden sendtes op Til Vederqvægning for den Seyerrige Trop.

Te Deum Juule-Dag hos dennem laae paa Tungen,

Af hvem Halleluja i lang Tid ey var siungen.

Var Torden ikke til, blev Verden ødelagt Af Trolde, som belee den store Overmagt.

I Løvens gode Land tidt saadant skeer og meere,

Thi, som det siges, skal en Svaghed der regiere,

Som giør, at hver, der vil sin egen Hensigt naae,

Tør vove, Staten selv at sette Briller paa.

✂

Tanker

over

Jule-Aftens Feide

1771.

Skrevet af Forfatteren til nye Prøve af

Skrivefriheden.

Tredie Oplag igiennemseet af Forfatteren og forøget med Anmærkninger.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade i No. 245. og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Saa kan et Tordenskrald, et Veir, sendt fra det Høie, De ranke Ceder-Træer tidt ned til Jorden bøie,

Heltinden segner med sin Helt i Hyrde-Boe,

Naar et forfløiet Skud forstyrrer deres Roe,

Selv Jovis Cabinet det tabte sine Sandse,

Og maatte midt udi sin fulde Stræbning standse,

Dets virksomme Betient, dets stærke Drivehiul,

Fra Bord og Pen og Segl tog Flugt og krøb i Skiul. Ei her den glubske Ulv, og ei den grumme Tiger,

Ei Ræven vidste Raad; Den Abe-Grevling skriger:

Sal Hesten op, jeg maa derind og høre til,

Vil Biørne-Ungen nu opføre Skue-Spil.

Jo Theatralske Helt! Kom hid, kom op at age!

Saa stolt du kom og saae, saa slut du drev tilbage:

Coureer reed paa Coureer, og bragte Sørge-Bud;

De alt paa Veien er med stærke Skrit herud.

Hvem? Spurtes, er saa dierv, det er vel aldrig Fanden?

Han er jo vores Ven. Ney, Ney, det er Normanden,

Det Folk, den kiekke Slegt, der for et tusind Aar Kom Engelsk, Fransk og Tydsk at skielve som et Faar. Som hine agtede ei Første, Konge, Keiser,

Langt mindre disse dem, der nu med Nakken kneiser, Nordmanne-Blodet er nu atter blevet varm.

Og vist vil have Hevn for den dem giorte Harm.

En skreeg: Det vrimler alt paa alle Stadens Gader,

En anden: Ingen Nød, vi har jo Palisader*),

Men for en Vished Skyld staaer alle Porte i,

Indtil vi faaer Succurs af Folk, som staaer os bi.

Ak! ak! hvad seer jeg -- en af Livvagts Officerer,

Jo! — i sin Stats-Mondur — heel daarlig figurerer,

Med Pidsk — i fuld Galop — paa usel Bondemær, Wie stehts Hr. Kapitain? — Han skriger: Feidefær. Ak, raabtes—Greven — Ak! Han blegner, ak! han daaner,

Er ingen dog, som os lidt Vand, en Snelle laaner.

Pak ind, pak ind, afsted, fahr nach Hirschholmen zu, Der er vort faste Slot, der frelses Jeg og Du.

*) Den ny Anstalt i Friderichsberg-Have.

Der skiultes vi jo sidst, da Fienden var for Døren, Da de Neptunier kom seglendes med Børen*),

Der nøde vi jo trygt den søde Sommer-Roe,

Og jog med Glæde bort got Folk fra Brød og Boe.

Jo jo! Ei Borg, ei Berg, ei Holm skal Eder frelse,

I blødeklædte Folk, I dyrebare Pelse!

Den Pan, som daglig slaaer paa Eders Hiertes Dør,

Skal vist nok volde meer og mere Skrek end før.

Hvor gik det Bukken, som steeg op i Løvens Leie,

Hvad vandt Løvinden ved at løbe Gedens Veie**)?

Saa følger Haan og Spot, og Skrek, og uselt Liv,

Indtil det mørke Hul giør sidste Tidsfordriv.

Saa længe Josephs Navn kan Eders Stikblad være,

Har Eders Gierninger en Tilflugt, Skiul og Ære,

Men om han rives jer engang af Haanden vek,

Da ønsker, at I laae indsvøbte i en Sæk.

O ulyksalig Dag! bedrøvet Jule-Aften!

Her bliver Død for Brød, og Blod for Drue-Saften,

Vor franske Drama vil omvendes til en Graad,

Hvad er vor Storhed nu, vort Vid, vort Bud, vor Daad? *) Matrosernes Optog for Hirschholm i fior Sommer. **) Læs Misantis Fab 23.

Er Vester-Port tillukt? Velan, vi veed en anden,

March! fort til Nørre-Port, vi skal vel finde Manden,

Raab kun Hr. Lieutnant, Halt! Vek med din heele Vagt, Opplantet Bajonet sig aabner Vei med Magt.

Naar ikke Hoved-Vagt, ei Slottets stærke Porte,

Ei begges Helligdom kan holde Magten borte,

Hvad vil en Nævfuld Folk, en mindre Officeer,

Ja en nedfældet Bom, Nordmanden deraf leer.

Nu March til Fridrichsberg! vor Frihed og vor Ære!

Casernerne - Skal de for Troskab Lønnen være!

Med Cavalliers-Parol vi ikke nøies vil,

Vor Fader, Kongen maa sit Amen lægge til.

Hvad var at gribe til, nu gode Raad var dyre,

Modløshed knap fandt paa, sligt Uveir at afstyre,

Fred maatte bydes til, Herolden blev udsendt,

De vendte - Men dermed var Legen ikke endt.

Det store Christiansborg imidlertid berendtes,

Det til en formelig Beleiring strax omvendtes,

Kort sagt: De løbe Storm og toge Slottet ind, Slotsvagten var den Punkt, som rørte deres Sind.

Her kom det til et Slag, det gieldte Tydskens Pande,

Her hialp det lidet, at ved hóll und Teufel bande,

Nei Næven maatte til, Gevær og Flint herud,

Sex Tydske, leider! blev een Nordmands Kare-Klud. Et Optrin giøres af de høie Officerer,

Gaaer det saa oftere, de af Honneur creperer,

En fnøs, en truede, en anden slog i Bord,

Men hver fik Texten læst i faa og danske Ord.

En tog til Kaarde-Greb, ham Nordmand tog i Brystet:

Hvad tænker Stakkel, Du, og ham en Smule rystet,

Ei Obrist, General, var for den Næve-Ret,

Langt bedre det dem gaaer i Damers Cabinet.

Paa sidste Helte-Tog, i de Dramaters Krige,

Der vandt I Seiren ved at høde og at skrige,

Her Eders eget Folk ei kiender Eders Røst,

For Land og Rige, See! en overflødig Trøst.

Graa Haar blev seet til Hest af Flokken ud at ride,

Vel giort, for Graat og Grønt*) al Frygt var sat tilside,

Her hialp ei gode Ord, ei Løfter, Trusel, Snak, Naar vi see Kongens Navn, vi da vil sige Tak.

*) ɔ: For baade Gamle og Unge.

Af mindre Høvedsmænd en beed sig i sin Læbe,

En blegnede, en skialv, en færdig var at flæbe,

Kom nogen af de smaa paa Gaden med Respect,

Han stod for Nordmands Haand med Fier i lige Vegt. Matrosen flokker sig i alle Udenværker,

Med fyrig Aand seer til, med opbragt Øre merker:

Slaaer Karle, I har Ret, vi staae som Venner bi,

Lad dem kun true Jer med Død og Slaverie.

Victoria blev raabt, Normanden fik sin Ville,

Dermed begyndte det at blive noget stille,

Mad, Øll og Brendeviin fra Staden sendtes op Til Vederqvægning for den Seierrige Trop.

Te Deum Jule-Dag hos dennem laae paa Tungen,

Af hvem Halleluja i lang Tid ei var siungen.

Var Torden ikke til, blev Verden ødelagt.

Af Trolde, som belee den store Overmagt.

I Løvens gode Land tidt saadant skeer og mere,

Thi, som det siges, skal en Svaghed der regiere,

Som giør, at hver, der vil sin egen Hensigt naae,

Tør vove, Staten selv at sette Briller paa.

✂

Frimodige Tanker over Den saa uventede, som store Hevnens Dag, Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn. Trykt og at bekomme hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Der mere end et Qvart-Seculum, siden jeg drømte om en Skrive-Frihed. Jeg blev hentagen i en sterk Hvirvelvind, som vendte alles Øine til mig. En lang Tid og Tingenes Omskiftelser har skrevet dette Selsome i Forglemmelsens Bog. En Mulm og et stille Lugn har siden omgivet mig, indtil man langt om længe saae Landets Tilstand, efter mange Kastevinde, at nærme sig til en Omstyrtning. Det gik indtil Forgribelse imod Majesteten (*), og var paa det nærmeste kommet til Ødeleggelsens Vederstygelighed. Jeg sukkede, under et Aag, der trykkede andre, andre mere end mig: Under Byrder, der, ved at trykke min Næste og mit Fæderneland, næsten undertrykkede mig: Og under en Tøile, der var lagt paa Sandheds Mund, at den ikke kunde tale sit Sprog forstaaeligt.

(*) Prøv de Ulykkeliges Handlinger efter Lovens 6te Bogs 4 Cap. 1, 2, 4, 10, 12 og 15 Art. Conf. Lovens 1ste Bogs 1ste Cap. 1. Art. Item Konge-Loven, Art. 3, 4, 7, 26.

En Sygdom indfandt sig, mere kanskee af Sorg over det Almindelige, end af andet Tilfælde eller naturlig Aarsag. Om Svaghed giør den Virkning hos andre, som den da giorde hos mig, kan jeg ikke sige. Men det veed jeg, at der paa Sengen veltede sig mange Tanker i en bekymret Siæl. Skrive-Friheden var nogen Tid forud given, som jeg før havde drømt om. Jeg saae, den blev misbrugt, til at fornærme Sandheden, til at vanære Nationen, til at undertrykke Næsten, til at kuldkaste alle gode Indretninger, til at beskæmme Religionen, til at svække Landets Love, til at døde store Kongers Ihukommelse og Deres vise Anordninger, og med eet Ord, til at sette Landet i en yderlig bestyrtelse og fast uoprettelig Forvirring. Jeg saae Hykleriet, Nedrigheder, Dumhed, Egen-Nytten, indtil den dybeste Ondskab, at herske, at anstikke endog den tilvoxende Verden. De sloges og droges med hverandre. En og anden god Pen visede Levning af den halvdøde Patriot. Var der nogen, som kastede sig op til en Muur for Sandheden, skede det med en Ømhed, som hos Følesløse lidet udretter, og paa Maader, som mere lindrede de Lidendes Smerter, end tiente til eftertrykkeligt Forsvar. Langt fra, der var Mandighed og Styrke nok til at gaae Sandheds Fiender under Øien, til at angribe Frekhed i sine Forskandsninger. Det er ikke nok, at give Fienden et Skud igiennem en Arm, eller igiennem Hatten, dersom han ikke faaer et Hiertestød. De vilde ikke ret ud med Sproget. Det Gode, som var eller skulde skee, rosedes, men man glemte at afmale det Onde, som regierede, med sine Farver. Man blev ved Halen, og lod Hovedet urørt. Der fattedes, at Sagen maatte forestilles, ei alene som den var, men og som den burde være.

En Aand sagde til mig: Skriv, og skriv en Skaldesang, den efterlader dog en Klang og Efterklang i Øret. Jeg vegrede mig, jeg som aldrig var Poët. Fodselen havde ikke

giort mig dertil, Kunsten meget mindre. Den Smag, som hersker i den høie Skalde-Digt, afskrekkede mig. Poësie er mig modbydelig, naar jeg ikke har Poëtens Forstand. Jeg læser den med ingen Fornøielse, naar min Tid og min Grunden skal unyttig spildes. Jeg kaster den, naar min Tanke skal standse ved det Høie, naar jeg ikke kan følge Poëten i hans Sind. Jeg støttede ikke om at være Poët, naar jeg ikke skulde forstaaes af alle, eller opbygge de fleste. Dog maatte jeg være Skald (*).

Det skede, men det blev da og som det blev. Skrive-Friheden var der, Tænke-Friheden havde jeg. Kunde der alene opfindes et Middel, til at redde Sandhed af sit Baand, til at vække Eftertanken op hos saavel de over- som underliggende Parter, til at sætte nogen Frygt i de første, og Mod til Redning i de sidste. Jeg blev kanskee mere lykkelig, end jeg ventede. Som Sygdomen tog af, saa tog Nidkiærheden til. Jeg skrev de faa Blade, som kaldes Nye Prøve af Skrive-Frihed. Pressens Frihed havde da nær givet et Beviis for sin Ufuldkommenhed. Stykket kom for Dagen, det blev læst, og gav Opmerksomhed. Om den anden Edition, som med nye Tillæg blev forbedret, er udkommen, troer jeg ikke. Men jeg troer, at Indholdet svarede til Titelen. Vel mueligt, at jeg havde saltet mit Vers for meget. Men der skal bidende Lægedome til at indæde sig i fordervede Saar. Jeg har hørt Fornuftige sige derom: Det er sandt, men det er hart. Der behøvedes Midler til at lindre og til at læge. Der maatte Vendinger til, at udmerke saavel det Latterlige som det Onde, og til at ophøie det rette og det sande Gode.

(*) Jeg skriver dette gode og gamle Danske Ord, som det ret bør skrives; Der er alene Uvidenhed og en fordervet Brug, som har indført Skialdrer, Skialdresang, Skialdredigt, Skialdrekunst, i Stedet for Skald, plur. Skalder, Skaldekunst & c.

Jeg naaede en god Deel af min Hensigt, og feilede ikke ganske i mit Ønske. Min Nye Prøve giorde et virkende Indtryk, saavel paa onde Siæle som paa gode. Om noget smertede mig derhos, var det, at mit Exempel siden blev misbrugt til at overdrive Sandhedens Glands. For skærpede de nye Skribenter alene sine Penne imod Næsten og de gamle Indretninger. Det var saadant, de Herskende vilde have det. Og saa længe blev Skrive-Friheden i sit Væsen. Men da de hvæssede Pennene imod Herskerne selv, da de begyndte at legge disses Gierninger og Deres store Anleg paa Vegtskaalen, da de overskrede Ærbarheds Grændser og bleve utaalelige, paafulgte Skrive-Frihedens Indskrænkelse. Jeg tænkte da aldrig mere at bruge Pen til Riim eller noget, som skulde ligne Poësie.

Men hvad skeer? Et selsomt Optog, som satte Hoffet, Staden, og Landet i Bevægelse, foregaaer i Kiøbenhavn den 24de December, og ligesom kroner det uforglemmelige Aar 1771. Jeg overtraadde mit Forsæt. Jeg kom anden Gang, og erindrede Vedkommende om deres fortiente Ulykke. Det Indfald jeg havde, at samme Optog forvarslede et nær forestaaende Fald for dem, giorde mig oprømt, og gav mig Pen i Haand, til at udtrykke nogle Tanker om Jule-Aftens Feide. Jeg holdt denne Handling værd at bevare et Minde af til Eftertiden. Neppe var jeg kommen over Halvveien i Arbeidet, for min Aare mattedes. Og det er Aarsagen, hvorfor Stykket synes noget mat og afbrudt. Jeg satte mig atter i den Stilling, ikke oftere at ville rime.

Endelig indfalder, paa den 17de Januar. 1772, en over begge de andre vigtig og værdig Skrive-Ævne. En saa stor og for de Danske Stater og den Kongelige Familie saa betydelig Forandring, fortiente af de mest heldige Penne at beskrives og til Efterkommerne at overlevnes. Jeg ventede, at de største Hoveder

havde beskæftet sig dermed. Mit Forsæt blev nu igien overvunden af Lysten. Og endskiønt jeg fand mig vanmægtig til at besynge Sagens Værdighed, overtaledes jeg dog af min Nidkiærhed, at sette mine Tanker paa Papir. Jeg var sindet at undertrykke dem, saasnart jeg havde seet noget af den Beskaffenhed, som jeg havde ventet og ønsket. Da jeg nu intet andet saae end Smaa-Stykker, nogle heel gode, flere maadelige, men ingen at gaae ind i det Hele, fik jeg, i sær da jeg blev udfordret, Mod nok til at lade mit lobe med, haabende, at det i Henseende til Arbeidet kan i det mindste settes ved Siden af de sidste, men i Henseende til Fuldstændighed foredrages endog de første.

De Data, jeg har haft at gaae imellem, har været deels paalidelige, deels forskiellige. Af de sidste har jeg maattet vælle det rimeligste, og ladet Skalde-Geisten undertiden opfylde Manglerne. Fra de almindelige Bye-Rygter har jeg afkappet det Utrolige. Er der endda noget urigtigt blevet vedhængende, da er det skeet, fordi der er nogen Sandsynlighed udi. Naar jeg har slumpet til at tale med en og anden, som selv har været med, har jeg fundet dem fornøiede nok over Æren at have været medvirkende, men og forsigtige nok, i at meddele de rette og med Tingenes Orden og Tildragelse eenstemmige Sandheder. Vi beskylde de ældere Skribenter med Uret, at de, ofte i de vigtigste Tilfælde, har indviklet Historien i Fabeler. Men hvorfor skulde de været lykkeligere end vi? vi, som leve i mere oplyste Tider, og ikke maae trænge ind i de skiulte Handlinger, for at oplyses selv og oplyse andre.

Kort sagt: Jeg giver mit, det beste mig har været mueligt at faae det. De Mangeler, som det har, og som det har mange af, maae da ikke tilskrives min Modvillie eller Skødesløshed, men det Vanheld, at jeg har savnet den fornødne Underretning. Jeg lader mig nøie med, at fortælle Sagen saadan som jeg veed den, at give nogle Lærdome, som ikke ere skadelige, at sige nogle Sandheder,

som ikke enhver vil sige. Jeg bliver ved min Tænkemaade, thi jeg er ikke betalt for at hykle. Friheden er ung over alting klar og dyrebar. Jeg har derfor kaldet dem Frimodige Tanker. For at giøre disse mere smagelige, har jeg, efter min Maade, her og der bestroet dem med Salt, og giort dem, hvor det behøvedes, noget bidende. Hvad her fattes, har jeg for sagt i Nye Prøve af Skrive-Frihed, men mere kan tillegges af Hr. Conferentzraad Suhms vise Moraler. At jeg kalder den Syttende Januarii, som ellers var det Kongelige Huses og vores store Frelses Dag, Hevnens Dag, det har jeg laant af Propheten Esaias. Jeg har søgt at vise Hevnens Grund, dens Udførelse, og Forhaabningen om dens, Gud give, lyksalige Følger. I Noterne har jeg anført Bibelske Sprog. Jeg veed det behager ikke alle. Det skeer, for at give visse Talemaader deres Eftertryk, og fordi Bibelen er min Hovedbog. En Bog, som indeholder Lærdome, der, endog i verdslig Regiering, overgaaer alle Verdsligvises Skrifter.

Bliver jeg, som jeg ret vel kan fortiene, sat til rette for Forseelser imod Poësiens og Sprogets Regler, da veed jeg ingen anden Tilflugt, end det Privilegium, som jeg i Nye Prøve haver henskudt mig til. Jeg haaber nu ikke at opleve flere saa store Stats-Veltinger, der ydermere skulle friste mig til at blive Poët. Ønsker alene at have skilt mig saa vel af med dette, at jeg hermed kan give min Poëtiske Aand, som i eet Aar tre Gange har sat mig i Rørelse, en ganske venlig Afsked.

In Februario 1772.

End sidder Kongen fast og ene paa sin Trone,

Vel! at ei nogen Steen er rokket i den Krone,

Som Han med rette bær af sine Fædres Arv, Den Dennem Folket gav til begges sande Tarv.

Den Tredie Friderich, den Sagtmodige og Vise,

Hos hvem man Christendom og Mildhed (a) end maae prise,

Paa disse Klippers Grund har ført en Bygning op,

Som, vel vedligeholdt, bør ævig holde Trop.

(a) I den Taksigelses Tale, som Kong Frederick den III. ved Souverainitetens Overdragelse paa Arvehyldings-Dagen, den 18 Octob. 1660. ved Cancelleren lod holde til Rigets Stænder, gav Kongen Dem den Forsikring, at alle Hans Majestets Arve-Undersaatter i disse Kongeriger skulle hos Hans Kongelige Majestets Arvinge og Efterkommere have en Christelig og Mild Regiering at forvente, og derpaa fuldkommeligen være forsikrede.

2 Et Uveir truer at kuldkaste Husets Piller,

Vandbølgen reiser sig, og paa dets Grundvold spiller,

Men Stormen vender sig og kaster Skibet om (b),

Det stolte Skib, som bar en Vellystproppet Vom.

Det Skib, som seglede for Vinden, mens det kunde,

Som alt, hvad forekom, nedseglede i Grunde,

Blev ved en Hvirvelvind i Afgrunds-Svelget stødt,

Hvo troede, at fligt saa hastigt skulde mødt.

Saa let Guds Almagt kan henstøde den fra Tronen,

Som med et voldsomt Greb tør nærme sig til Kronen.

Men end staaer Huset fast, skiønt Ondskab gaaer saa vidt,

At Morder-Englen har til Konger Appetit (c).

Hvo skiønner ikke, at det store Forsyns Øie Med sine Straalers Funk veed Herlig at afbøie

Fra hine Salvede hver brusende Orcan,

Som med en vældig Magt paa Dennem stormer an.

(b) Sigtes til Cabinet-Ministerens omineuse Grevelige Vaaben, hvori

Hierte-Skioldet forestiller et udrustet Skib.

som der har været forræderske Anslag imod.

3 lad veiret rase ud, lad fristes og hvad verre,

Syv Tider (d) skiftes om, saa tiendes Magtens Herre,

Det var min Sang i Fior, og gid jeg spaade sandt,

Vist Kongen da med os, og vi med Kongen vandt. Begyndelsen er giort, Gud giøre Kongens Scepter Saa stort, saa retviist, og saa frygteligt herefter,

At det kan værge af fra Kongens Huus og os Al Skam og Skiendsel, som selv byder Hevnen Trods.

I Dyre-Riget skeer, saa Phyfici det kalder,

At Loven nu og da til en Slags Vanmagt falder,

Man strax blant Dyrene en Giæring bliver vår,

For Lovens Magt og Slegt den store følger har.

(d) Nonnens regierings Syvende Aar var begyndt tre Dage tilforn, før dette store og lykkelig udfaldne Verk blev foretaget. Ellers var dette i Nye prøve Pag. 37. laant af Daniels 4de Cap. hvor det heder Vers 25. Og Syv Tider skal omskiftes over Dig, indtil Du kiender, at Den høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det den han vil. Vers 36. Paa den samme bestemte Tid kom min Forstand til mig igien, og min kongelige ære, min herlighed og min Skikkelse kom til mig igien, og mine Raadsherrer og mine førster søgte mig, og jeg blev stadfæstet over mit rige, og mig blev større Herlighed tillagt. Vers 37. Nu priser og ophøier og æret jeg Himmelens konge, thi al hans gierning er Sandhed, og hans Stier ere rette, og han kan fornedre dem, som vandre i Hofmodighed.

Naar abe, ræv og Ulv sig op paa Bagbeen setter,

Naar tiger bliver tam og skifter sine pletter,

Staaer en Omveltning for, til Frelse eller Fald,

Saa stilles Veiret ved et heftigt Lyn og Knald.

Naar Buen høit er spændt, den da er nær at briste,

saa gik det hine, som mindst ventede at miste

Gaa pludselig den Magt, de vare Herrer af,

Og falde udi den til andre gravet Grav.

De tænkte os et Bad, de slog paa mange Toner,

Vi truedes med snert og bidske Skorpioner,

Dog! det var ikke nok, et varigt Trældoms Aag For kongens Huus og os. Skriv det i Tidens Bog.

For Juliane de og Friderich leve sikker,

Og ikke engang ind i deres Hierte kikker,

De ikke troe, at De har øre eller Syn,

Gaa blindt og modigt bar de deres øiebryn (e).

For Nationen de ei heller ere bange,

" Vi, sige de, med os har mægtige og mange,

Artillerie, Armee, Dragon- og Flyve-Corps,

Lad kun det feige Folk og Pobel knye et Ord.

(e) Ordspr. I, 32, Daarere Tryghed skal forderve dem.

De sige: uChristian, leg ned Dit Spir og Krone, Det største Folk, som er, beherskes af en Kone,

Riv Dine Skuldre fra den tunge Byrde løs,

Lev i Din føde Roe, giør noget glorieux.

Du har en Søn, som skal engang beklæde Tronen,

Til Ham, vi giør en Ced, vi skal bevogte Kronen,

Hans Ungdom dannes skal til Lands og Rigers gavn,

Din Heihed og Din Lyst paa intet have Savn.

For Juliane og for Fridrich vi skal sørge,

De og Charlotte kan Guds Rige kun adspørge,

For Land og Riger vi anvende Vidd og Flid,

at alting blomstre skal til en beleilig Tid.

Om os de tænkte saa: I søvnige og Lade!

Ah vidste I, hvad vi, I vare ei saa glade,

Hvo ikke følger os, vi dennem sinde snart,

naar vort det store Raad skal vorde aabenbart.

Jeg saae dem ofte, men hver gang jeg saae dem komme,

I Daarer! tænkte jeg, naar engang Herrens Domme Skal overfalde Jêr, hvad vil her blive af,

Jeg saae, jeg gruede ved deu dem visse Straf.

Jeg sagde: "Ach min Gud, naar vil Du Dig forbarme!

Dit Zion trænger til Din Naades strakte Arme,

Fra Kongen og hans Folk afvend dog Vredens Riis,

Og lad de falskes Raad bortsmelte som en Vis.

Saa tænkte de og jeg, vi tænkte, men ulige,

De loe i siælene; Jeg vovede at sige:

"Den boer i Himmelen og i det høie, som er Eders anslag ud, og svækker Eders Dom.

De skynde sig i alt og ile kun til Maalet,

Som Oxen løber frek og modig ind i Baalet,

Som Fuglen i sin Flugt til Snaren haster hen (f),

Af en forsigtig Frygt ei Levning er igien.

De deres Maal opnaae, og vente ærekrandsen,

De dandse (g), og ei veed, de dandse døgning-dandsen,

Men allermindst de troe, at Hevnens stkarpe Sverd,

Fra Himmelen udrakt, dem over Issen er.

De legge sig i Fred paa Lysters sikre Leie,

Men sattes Engle-Vagt om Seng, paa Sti og Veie,

De tiende ei Guds Magt, Guds Hevn, og ei GudsFred (h), Hvad Under, dem paakom i Fred en Bitterhed.

(f) Ordspr. 7, 23 Ligesom en Fugl skynder sig til snaron, og veed ikke, at det gielder dens Liv.

(g) Den 16de Januani om Aftenen var paa det Kongelige Hof - Theatre Bal- masque paré en Domino for alle 9 Classer af Rangen, som varede til Kl. 2. om Natten.

h) Esa. 59, 8. De kiende ikke Fredens vei.

" O fæle Mulm, o Nat, fordømt blant alle Nætter!

Med Smerte, Qval og Veer, for Vellyst, du os mætter,

bør føde søvn blev til forskekkelsers Uroe,

Og Helved-Lenker har omspændt vor Seng og Boe.

Hvo sig ophøier selv, saaledes skal fornedres,

Saa skal hofmodige forrædere vanhærdes,

Skam, Skiendsel, Spot og Spee vil følge hver den Aand, Som sig oprejser mod sin Herres høire Haand.

Lad kun Handlangerne og disses Marketenter,

gaae hen en liden Tid og trekke nogle Renter

Af deres ildske Raad og af Projecters Tal,

Den Haand, som hine fandt, dem ogsaa finde skal, Endskiønt nu dette Folk er dennem fremmed vorden,

For hvem de, smigrende, før bukkede til Jorden,

Med Peder kiende de ei, hvem der tales om,

Ja fælde over dem den mest umilde Dom.

En Nedrigsindet er sig lig i alle Stykker,

Han nedrig var og er i Lykke og Ulykker,

Den, før hans Engel var, er bleven diævel nu,

Og den, Ham kostede, han kommer er ihu.

Jeg seer de Ansigter, og tænker: Gud, min Styrke!

Tak, at Du frier mig fra Baals Huus at dyrke,

Tak, at jeg æret kan udi min lille Roe Paa Verdens Tumle-Plads med nøisomt Hierte boe.

Mens mangen Ulv endnu i faareklæder stikker,

Som, lurende paa Rov, sig end om Munden slikker,

høinakket før, og stolt, og stiv i Krop og sind,

Nu myg og bøielig, som Roret for en Vind.

Mig synes, at jeg seer, hvor de sig havde stillet,

Om Lykken havde ret for hines anlæg spillet,

Men Tak, Almægtig Haand! at hine og at de En Vending, sig ti! Skrek, i Sagen fik at see.

Min Sang (i) var nylig om løvindens vrange veie,

See nu, om bukken er, som vorde Løvens Leie,

Faaer nok af Haan og spot og Skrek og uselt Liv,

Og end det mørke Hul tu sidste Tids-Fordriv.

I Lovens gode Land man den Huusholding kiender,

At hver, der uden for sin Kreds og Amt sig vender,

Den uden Maade hen i Merket kastes ud,

Thi Lovens Vrede den er dødens visse Bud (k).

Jeg haver levet op en halv Snees, om ei flere,

Af Stats-Forandringer og Maader at regiere,

Snart Andagt, Politik, og ret, har overhaand,

Snart Ungdom, ødselhed, snart Militairisk Aand.

Enhver

(i) Udi Tanker over Jule-Aftens feide.

(k) Ordspr. 16, 18. En Konges førfærdelse er som en ung Loves brølex, den ham fortorner, synder imod sit Liv.

Enhver af disse har haft Mangler og Fordeele,

I hver har nogle vidst sin Kage vel at meele

Og helde til den Kant, hvor Hovedet var svagt,

For sig og Herren dog holdt hæderen i Agt.

Den, grundet paa Gudsfrygt, og fri for Hykle-Griller,

bær vel for alle Prlis, naar den ei settes Briller,

naar kun Justitia maae følge Pietas,

Da er Regieringen retskaffen og tilpas.

Den medicinske blev Barbarisk over alle,

Man den med rette kan grum og desporisk kalde.

For Eftertiden den vil blive en Roman,

Og vist vil findes saa af lige selsom Plan.

Et Aar, som dette var (1), fortiente at beskrives,

I vor Historie dets Mage ikke gives,

Saa fuld af tusindfold og ny Begivenhed,

Min Pen sig drifter kun at røre lidt derved.

Stats-Legemet var sygt, man Doktoren lod komme,

Man havde ei Behov at lade slaae paa Tromme,

Thi alt, hvad Doktor heed, kom uden Tromme op,

Og skulde slikke paa den svage Danske Krop,

(1) Nemlig Tiåret 1771, som altid vil blive eet af de allermærkværdigste Aar i den Danske Historie, og fortiener Navn af hiemføgelsens Aar. Disse Ulykker begyndtes i Aaret 1770, men dæmpedes den 17de Jan. 1772.

Alt hvad De vendte an af indsigt og af hierte,

Ikkun forøgede det svage legems Smerte,

Den visse Død stod for, om Himlens lægebud Ei Havde flenget bort det Medicinske krud.

Man gyste, da man først fik høre disse Navne,

paa røst og fierene man kiendte flige Ravne,

Knap kom De, før man seer Dem giøre Spring i Spring, Indtil De svinge sig i sin den store ring.

Den løber frekkest frem, som fattes Tro og Love,

og den, der intet har, kan trygest alting vove,

De, som af Moders Liv, kom nøgne til os hen,

Men agted ikke at gaae nøgne bort igien.

De tænkte ikkun paa, for sig at sammenskrabe

Guld-Minerne De fandt: "Vær hid, lad Kongen tabe,

Lad Landets Guld og Sølv, De sagde ved sig selv, Og Rigdom strømme hid til os som vandriig elv.

vi, vi vil leve vel, og giøre os til gode (m),

Vor Vellyst er vor Lyst, vor Frihed er vor Mode,

I Dragt, ved nat og Dag, paa Slot, i Land og Bye,

I kiørsel, Ridt og Gang, og en Hund skal knye.

(m) viisd. 2, 6 = 10. Kommer da, og lader os nyde de gode Ting, som ere tilstæde, og bruge det, vi eie, flitteligen, som i Ungdom. Lader os skyldes med kostelig Wiin, og Salver, og Foraars Blomster skal

Lad Landet blive Land, og Konge hede Konge,

De Deres Stand og Kor vel finde skal saa tunge,

At hver faaer nok i sit og ingen bliver var,

Hvad under masqvens Skiul vi os bag Deel har. Naar vi har sækken fuld og kan førstmesig leve, Lad gaae da, som det vil: Farvel, nu kan I sveve

I Armod, nøgenhed, Suk, Afmagt, tunge Kor,

I er ei bedre værd, I dumme. Danske faar.

Sandt nok, Taalmodighed er nationens ære,

Viis mig et Land, et Folk, paa hvem man skulde bære

Saa megen Uret, Vold, Skam, trængsel og Foragt, Som disse Onde har paa danskes Skuldre lagt.

Men landsmænd! ville I et engang blive vist.

Skal hver en Fremmed Jer med saadan Kost afspise.

nei! Skryder, skærer op, og brumler, giører Vind, Ja vender Kloen ud, Respect I prenter ind.

De listig speide ud, og tage Kiendemerker paa Lejlighederne eg alle Udenverker

Om Christians Person og Kongens Majestet,

Dem De bemestre sig. Som tænkt, saa rigtig skeet,

ikke gaae os forbi. Lader os bære Krandse af unge Roser, før de visne. Lader ingen af os være udeelagtig i vor drasken. Lader os allevegne lade glædskabs løsen efter os; thi denne er vor Deel og vor Lod.

12 Paa alle Kanter De sig vide at omskandse,

Og hver der ikke vil ved Deres Pibe dandse,

Maae vente uforhørt og strax at dandse vek;

Med Lov, Retfærdighed og Dom De spille Giek.

De Kongens Øre og Hans Øie slet tilslutte,

Og da begynde De for Alvor ret at rutte,

De sig nok lystige paa vor Bekostning giør,

Det heder, Kongen Vil, det være skal og bør.

Om vi nu levede i fordum Vantroes Dage,

Man skulde troe, at meer end Levning var tilbage

Af en Fortryllelse, som Krop og Sands forgiør,

Jeg staaer henrykt og stum, ved det jeg seer og hør.

De skabe sig en Magt, hvis Lige aldrig hørdes,

Hvert Hierte fandt et Sting, hvert Hoved sank og rørdes,

Naar et saa hadet Navn, for Kongens, gielde skal (n), Thi da blev ære, Liv, og Gods, og Velfart fal.

De satte Ced, Respect, og kiærlighed tilside,

Ei nogen kunde troe, at Kongen fik at vide

Alt det, hvortil Hans Navn, Hans Seigl, Hans Konge-Magt Blev misbrugt, indtil det, som vel var værdt Foragt.

En utaknemlighed mod Herre og velgiører,

Utrolig næsten for hvert øre, som det hører,

Han ærer, lønner Dem, Han troer Dem, er Dem god,

Dog tør De tage Ham paa en gevorben Fod.

De Kongens unge siæl og Folkets ømme Hierter Indhylle i en Dunst og i Forvirrings Smerter,

Den ene ikke veed, hvem anden den tør troe,

Af Kroppens rørelser nok kiendtes siæls Uroe. Fandt Kongen Drift engang, Guds Ord at ville høre,

Det lyder græsseligt i et rethørigt øre,

De lukke Døren i, at Kongen ikke maae,

naar det ei staaer Dem an, i herrens huus indgaae. Og som De lukke ud fra Kongers Konges Trone Vor Konge, naar Han sig med Herren vil forsone,

Saa lukke De enhver fra Kongens Trone ud,

Og øve lige Vold mod Konge, næste, gud.

End videre, man fik uhørte Ting at høre.

Formasteligt det var, hvo tær og kan dem røre?

Men Hevnens Gud, som seer i Løndom, og har seet,

Hvad Kongens hellige Person af Dem er skeet.

Ved tusind Kunstgreb De os søge at forblinde,

De bilde Kongen ind, at blive stor, og vinde,

Ved at kuldkaste, hvad Hans fædre havde giort Med beste overlæg, det være magt og stort.

14 Til første ærestand De rigtigt Veien hitte,

Vel for det Danske Navn, De er kom til at smitte

Det æble Danske Blod og Kongens Ordener (o).

Lad Greve-Titelen med Dennem ligge der. Spectakel-Directeur og Cabinets-Minister,

Den Titel-Art os blev, som ny, saa bos og bister;

Vi nok af levende Spectakler fik at see,

Og cabinettets riis os ærlig tugtede.

De ære-Titler og de Ahuer (*), Dem blev skienket,

Med Deres Grevedom lad være sammenlenket!

De Nye Titeler ei meget Got os spaaer,

Gid aldrig nogen Dansk, uværdig, Titel faaer!

Den Ære, som jeg mig ved Dyd tilveiebringer,

Langt dennes overgaaer, som sig i høiden svinger

Ved Smiger, Kunst og Fund og en forslagen Aand, Naar hin en Slave er, jeg lever Uden Baand.

Ved at ophæve sig, De trykte alle under,

naar De et MaadeBlink uddeelte mellemstunder

For dem, De søgte at paa Deres Side faae,

Til Landets ægte børn med al Foragt De saae.

15 Og som med Folket, saa med Landets skik og Love, Ja for det Danske Sprog (p) De aabenlyst tør vove At vise væmmelse, som det De ei forstod.

Ei heller agted værdt, De det sig lære lod.

Det Danske Guld og Brød dog angenemt Dem smagte,

skiønt Folk og Lund og Sprog De ikkun ringe agte.

En lige Tcenke-Art har flere nedrige,

Men nogle tænke dog langt ædlere end De.

Hvo kunde ikke strax Politske Anslag merke,

De vilde mage det, vi blev dem ei for sterke,

Naar Nationen var splidagtig, qvindisk, arm,

Den lettere gled i den herskesyge Barm.

I qvindelige Raad De søgte Deres ære,

Thi qvinder vare Dem. langt over alting kiære;

Ved qvinder herske de, og Qvinderne ved Dem (q),

Vel land! som styres saa imellem ro og fem.

(p) fra visse collegier alting begyndt og befalet i Tydsk Sprog at forestilles. Alle cabinettets Ordre til Danske Collegier, tll danske Folk, og i Danske Provineers Anliggende, udstader paa Tydsk. Giv Agt paa Suhms syndige Udtryk om Sproget i hans Tale til kongen. Ved det ny kongelige Conseils Oprettelse, har det danske Sprog igien faaet nogen Oprejsning paa sin ære.

(q) Est. 3, 12. Døren trænge mit Folk og qvinder herske over det.

16 De en elændigs Suk ret søgte at forøge;

En Fattig, en fortrængt, og den, som har at søge

Sin Ret hos Kongen og ved Hans collegier,

Hver Tilgang giøres tung, hver Vei som sperret er (r).

De ryddede af Vei, alt hvad Dem hindre kunde:

Ministre (s), og Conseil (c), og hvad der nogenlunde Af øvrighed (u) og af Collegler (v) bar Navn,

(r) Man hørde mange og besynderlige nye anstalter om Post-Væsenet og Porto-Frihed, om Stemplet Papir, om Supplicationer, om Pensioner & c., hvorved Armoden meest maatte lide.

(s) Greve Bernstorfs Fald og afsked den 15de Septemb. 1770. blev Terminus a qvo for Landets allerede begyndte, men derefter daglig tilvoxende Ulykker.

(t) Det Kongelige Conseil, som altid havde været et Gierde om Landets Velfærd, om Kongens Souverainitet og det Kongelige Huses Arve ret, blev ved besønderlige Foregivender ophævet den 27de Decemb. 1770.

(u) Kiøbenhavns Stads gamle Magistrat blev udelukt af Raadhuset, og de 32. mænds Collegium ophævet den 3die April 1771. under det Navn, at borgerskabets Tynger skulde lettes. See Placat af samme Dato, altsammen alene ved en Greve U. A. v. Holsteins Billet, som beraabte sig paa Cabinettets Ordre. Til at besmykke denne Handling, lod De i fremmede Gazetter udsprede usandfærdige beskyldninger imod Magistraten.

17 Ja Garde (x) og livvagt (y) maae bort, til Landets

Gavn.

De alt, hvad gammelt var, i flokketal udfeie.

Og Hver, der ikke vil for Baals Alter neie.

Naar man den blakked Hest og røde rytter saae,

Med Skrek man vidste, at det gieldte nogen paa.

1771. Hvad før heed Contoir, blev nu kaldet Buran, og Contoir-Chef fik Navn af Deputeret. Rente- og Generat-Told-Kammeret ophævet, og Navnet forandret til Finanz-Collegium den 6te Jun. 1771. Forhen i Februario var besluttet, at anlegge Provincial-Kammere i Norge og Hertugdommene. Nyt Reglement for Cancellierne og Finans Collegium den 6te Jun. 1771. søestatens Collegium forandret den 28de Martii 1771. Land krigsstatens Forandringer ere mig ikke saa bekiendte. General-Commerce-Collegium ophæves den 18de Julii 1771, og forandres til en Deputation. General-Først-Amtet ophæver den 14de Januarii 1771. General-landevæsens Collegium forandres til en Commission den 7de Dec. 1770. Denne Commission er siden inddraget under Kammeret.

(x) Resten af den skiønne og over al Europa berømte, Livgarde til Hest,

(thi den var forhen sterk reduceret) fik afsked den 19de Maji

1771.

(y) Livvagten til Fods, som bestod af det mest udsøgte mandskab af Danske,

norkse og nogle Tydske Folk, dens afskedelse den 24de Dec. 1771s. vil, som en forløber for den kort efter paafulgte store Revolution, i Historien blive uforglemmelig.

De sætte af ogi, ophøie, undertrykke,

De giøre sig en Lov af eget Vild og Tykke:

Vort Bud, vor Billie om ogsaa Kongens er, Muk ikke, om Du har Liv, Gods, og Ære kiær.

Blant nogle Gode og Erfarne, som De satte,

Løb mange Unge med og til Forretning matte,

Naar det kun var Clients Client og intet Drog,

Blev ei saa nøie seet paa Landets Skik og Sprog,

Alt fik det rare Skin, at Kongen skulde spare,

Og at Han kunde frit til Landets Vel fremfare,

Gud bedre Kongen, jo! og Landet, hvad de vandt,

Men Creaturene sin Regning rigtig fandt.

Thi den, der intet var, sprang andre over Hoved,

Fordi med Iver han heltmodig havde vovet,

Imod Samvittighed, og uden for sit Kald,

At giøre forslag, og befordre andres Fald.

Og hvor der før var een, blev trends fat i Stedet,

Ja een fik tre Mænds Løn, fordi han havde smedet,

Hvad tredive tilforn, nu koster fem gang ti,

Jeg spør: Er Landet da for Byrder blevet fri?

Blev derfor mere giort? Er derfor større Orden Udi Collegier og Landets Sager vorden?

Saa hedde det, men var det saa i Gierningen?

De giorde alting for at giøres om igien.

De gav det store Haab, naar De kom til at styre,

Da skulde blive let de Ting, som før var dyre,

Da Skatter høre op, da Nøden skinde bort.

Da blive hvidt og skiønt, det for var fælt og fort.

Har vi da under Dem en Gylden Tid oplevet?

Er Extra - Skatten ei af Dennem bleven hævet?

Nei! Er Rangskatten? Nei! Er Gageskatten? Nei! Er ingen I Jo, for Salt og Cent, den gik sin Vei. Dyrtid De følte ei, De dandsede paa Roser,

De commanderede Skatkamrets store Poser,

"Vi selv bør være fri, og vore Skabninger,

For Skatter og Dyrtid; lad andre give her.

Desverre! Landets Nød faa lidet blev forlindret,

Som neppe Kongens Gield er kiendelig formindret,

Tvert om, det sagdes, at man giorde paa en nye,

Det svie vil til Marv og Been for Land og Bye. Søemagten den blev slap, Landmagten Modet tabte,

Da man saa ofte dem og deres Skik omskabte.

Hvordant med Myntningen og Landets Mynt det stod? Vist nok for Landet ei paa fordeelagtig Fod.

Vort Guld og sølv gik bort, og Landets rede Penge;

Det lige meget var, om andre skulde trænge,

Naar kun Clienterne og selv de havde nok,

At troe og tænke saa, var Deres faste Stok.

20 Den skiulte Krukke faaer man vel engang ved hanken,

tæl Deres actier i Lotterie og Banqven,

Rens Lediker, luk, i og uden Landet, op,

Drag Vexlere her frem, og hver en hæle-krop.

Til Preussen med det Kram, der vanker complimenter,

Af capitalerne der gives Rentes Renter,

Man rigtig skilte os, vi glemme det ei let,

Ved Landets Velstand og en anden gammel ret.

De fluttede i Hast, naar noget skulde smelde,

Ei Raad, er Overlæg, ei Orden maatte gielde,

Derfor hvert øieblik igien De giorde om; Hvad blev Henviist i Gaar, i Dag paa banen kom.

Smaa - Creaturene i høie Toner tale,

Hver løb med Kongens navn, og kunde kun befale,

De raabe offentlig: respect for Magistrat,

Og vidne selv, hvad Folk De ere i en Stat.

Fra Morgenstunden af, og indtil Aftens Ende,

Man friske Ordrer faae fra cabinettet rende,

Kom noget Got (z) iblant, man kiendte Kongens

Sind, Men Deres eget Doent som Avner fløi for vind.

(z) Saasom: Om Veienes Forbedring, gadernes nye omlægning, nye Gade Lygter, Stadens Reenholdelse, Characterets indskrenkning ingen

Rang

Hver næsviss Idiot, hver Tolder vg Hver synder,

Som kom med noget nyt, fandt Tilflugt og Velynder.

Le Geister hentede fra Syder og fra Nør,

til at fuldkaste det, som ingen vilde før.

Man ikkun peger, men ei spør vor syge Moster,

forskriv, hvad haver Navn, lad komme Hvad det koster,

vel! reisepenge ind og Reisepenge ud,

Kost, tæring, løn, Accord, til alt det løbe-krud.

De brokkede i Hob Det ene om det andet

af alt, Hvad Latter gav i Staden og paa landet (a),

Spectacler, veddeløb, Burst, Giro, syndicat, Real, lott, Pharao, Call, Casse, og Castrat.

Rang i collegierne, Titulaturs afskaggelse, Politiens Forbedring, Processers Forkortning, commissorier, justitien i gields-sager, Skrive-Friheden, Exspectancers Formindskelse, ingen at have tvende Embeder, Betleriets Hammel, inoculationen, Toldfrihed paa Bøger, og deslige nyttige Ting, som enhver Patriot ønsker, at maatte fremdeles holdes over.

a) Den gemene Mand er ikke altid billig i sine Domme, fordi en Ting er nye, holde De den for ikke at være nyttig. De vide ei at skielne det Gode fra det Onde og Skadelige. De har saadan fordom for det Gamle, og de af forfædrene med god Overlag giorte Indretninger, at De troe, at ingen fremmed Ting og Titel, som passer sig paa den Tydske Stat, kan have Sted i Danmark.

22 Lad oxer steges, og lad vinen lystig springe!

Marinens Folk sig op i glædskab for os svinge!

optender blus, lad gaae, frisk janitskar-musik,

Lyst-Ild, Fyrverkerie, Tourbillons, Pirik. Fransk, Tydsk, italiensk, og alt hvad kunde sprade,

Comedie, Ballet, Redout, Sang, Masqverade,

kunstmester, Operist, Ponsch-Huse, Lykkespil, Kort sagt: Al Daarlighed frit strømmede hertil.

Elandigt Tids-Fordriv, naar Skuespil og Dandse,

Naar Masqver, Blindetøi, skal føre vore saude (b)

Fra øiemedet, som Gud gav os dennem til.

Den sande viisdom ei en Daare kiende vil.

Sandt, Daarers Tal er stort, men tanker I at blinde Den hele Nation? Nei! I vil faae at finde:

Jo nærmere I troe at komme Eders Maal,

Jo snarere I selv fuldskienke Eders Skaal.

(b) Det er den vise konges Salomons Ord, præd. 2, 8. Jeg bestikkene mig Sangere og Sangersker og menneskens børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik. V. 9. Og jeg blev mægtig og tog til over alle Dem, som havde været for mig i Jerusalem, og min Viisdom stod med mig. Vers 10. Og alt, hvad mine øine begierede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit hjerte ingen glæde. Vers 11. da saae jeg, jeg om til alle

23 Voltaire, Deres Gud, De reise op et Alter;

Til Pios ufus De med landets Indtagt skalter,

Ti tusinde til det og tusinde til dat,

Bed saadant offer man Velsignelsen faaer fat.

Lad kun Voltaire nu besynge Deres skiæbne,

Som nylig har begyndt mod Tyrken sig at væbne

For Christendomens Sag; Hev kV en aaben Felt,

her store Gierninger, her meer end dobbelt Helt.

Lad nu Fritankeren frit i Ufrihed tænke,

Frigeisten svinge sig op over Baand og lænke,

Da Tankens Herre kom, Fri-Tanken hørde op.

Thi tøile lagdes paa den usle siæl og Krop.

De lode kun staae til, alt hvad som kunde trække Og tænkes op, vor Pung og Ungdom med at svække,

Men under saadant Skiul de klippede og skar,

Og Kongens casse end en Rem af Huden har.

De dreve Spor og Trods, til christnes Skam at sige,

Med Gud, med Bibelen, med christi Navn og Rige,

De syndede mod hver udaf de ti Guds Bud Med oprakt Haand, fordi de troede ingen Gud.

alle mine Gierninger, som mine Hænder havde giort, og til det Arbeid, som jeg arbeidende havde giort, og see, det var alt for, fængelighed og Aands fortærelse.

24 Sabbaten (c) blev ik priis for Arbeid og for synder,

Med ond exempel De selv pøbelen tilskynder.

stoi, Optog, nattefurr, og Franske Skuespil Den Andagt var, hvormed hver Søndag bragtes til. hver Dag i Ugen fik forfængeligheds Tynder,

Som villig tendte an; Nye Dag var nye Synder,

Og, for man vidste det, gik Dag og Uge bort,

Men til det Nyttige Dem Tiden blev for kort.

God Politie og Skik, det heder, De vil have.

Dog maae Uordener i sikker Frekhed trave,

(c) Port-Passagen frigiver om Søn- og Hellig-Dage, saavelsom om Rætterne, Cabinets-Ordre den 6te maji 1771. In novembri 1770. begyndtes her at spilles Opera og Comedier om Søndagen, og fik hver Dag i Ugen sine Lystigheder, som varede hele Vinteren igiennem, imedens enhvers eget huus var et Bochim, et Sørgehuus. Jerem. 17, 24. 25. 27. Om I hellige Sabbathens Dag, at ikke giøre nogen Gierning paa den, da skal Konger og førster komme ind igiennem denne Stads Porte, som sidde paa Davids Trone. Men dersom I ikke høre mig, til at hellige Sabbatens

Dag, og til at ikke bære Byrde, og indgaae igiennem Portene i Jerusalem om Sabbatens Dag, da vil jeg lade antende en Ild i dens Porte, og den skal fortære Jerusalems Palladser, og ikke udslukkes. Ezech. 20, 13. De vanhelligede mine Sabbater saare, da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over Dem, at giøre Ende paa Dem.

Saa stærk De vil og kan, paa Gade og i Kroe,

Og ingen Politie forstyrre Deres Roe (d).

Det gik i Fleng og spreng, og alting var fremsuset,

For skikkelige Folk blev Stald og Ridehuset

tilsperret, Derimod blev Haven (e) giort til PriiS For Buk og Gied og Kalv og Kid og Lam og griis.

De friheds breve gav til Laster og til Lyster,

Vor Ungdom kappedes at vove Satans Dyster,

Indtil en bitter Sorg og ømme følelser

Bred ud i tusinde beeklager her og der.

For al Uteerlighed stod Der og Porte aaben,

Man agtede kun lidt forældres Suk og Raaben,

Forbudet blev giort frit, og frit forbudet blev,

Hvad før uagte var, sig nu for ægte skrev (f).

(d) Den ny Magistrats Placat af 3die April. 1771. Art. 2. Skal enhver nyde i sit huus fuldkommen Frihed, uden at blive forhindret af politiet Dag eller Nat i deres particuliere Forretninger.

(e) Rosenborg Have given til Priis In Majo 1774,

(f) Anstalter om ægteskab i forbudne Led, ægteskabs Brud, Leiermaals Beder, uægte børn, Casser-børn & c. Som alt skulde tiene til at justificere deres egen Opførsel, og hvad samme i Fremtiden skulde

De sige saa: "Derved skal folkemængden vinde,

I alle stænder maae en jævnlighed sig sinde,

Dyd, Rang, og ædel Byrd maae ikke være til,

en gamle Landevei vi ikke følge vil.

I Daarer! Har I da skabt Himmelen og Jorden,

At I omstøbe vil Guds og Naturens Orden?

Stand, Dyd og Byrd nok selv sin Ret forsvare skal,

Giv ægteskab sin Skik, faa voxer Folkets Tal.

Af anden Rod der knap opvoxer gode Stammer,

Et Land af gode Folk og ei af mange brammer,

Giør godt det som vi har, det da vel bliver stort,

For stort, og ikke godt, ei passer liden ort.

For Pøbel, Bondestand, og Ungdomen at vinde,

Al Friheds Skin De saa optænke og paasinde,

Nu heed det: Kongen vil jo Folket giøret fri,

Imedens spinde De et ævigt Slavene,

I Hvilket Kongen selv fik Æren først at træde,

Og Kongens huus dernæst anviistes Rang og Sæde,

Hver Dansk og Norsk faaer Lov at fare med der ned,

Som ikke vilde gaae i Deres Pligt og Eed.

føde af sig. Den sidst udkomne, og flere ventende Forordninger, lover os herudi, som i flere Ting en ønskelig og med Chnstendom Overeensstemmende Forandring.

Men holdt! hvor vil jeg hen, min Pen har sagt for meget,

Gud være Tak, at ei en Tragisk Leeg blev leget.

De ikke mættes i de Levendes Fortred,

Men selv ei dødningen for Dem kan have Fred.

De Døde ikke maae om Dagen gaae til Hvile,

Lad kun de spøgelser ved Nat til Graven ile (g),

Langt bort fra Stad og Vei med Mindelser af Død Fra Dem, der har sit Liv i Lysters kaade Skiød.

For Dødelighed De saa vidste sig at hytte,

udødelighed var den store ærestytte,

De vilde reise sig, De fik den rigtig klar,

For Gud og Verden den staaer blot og aabenbar.

I usle! Seer I nu, med Eders Digt og Tragten,

Hvad I udrette kan ved Klogskab eller Magten,

Ei Døden, Modgang, Sorg, ei tilige graa Haar Vil skaane Høihed, Magt, og beste Ungdoms Aar. Religion, og Dyd, og alle gode Love,

I saadan Hurlumhei, sig lagde til at sove,

Hver Ærlig patriot sit Ansigt skiulede,

Og lukte øret, at ei høre eller see.

(s) Placat om Ligenes Begravelses Tid af 20de April. 1771. Det var paa Tapetet, at ingen liig meere skulde begraves i Stadens Kirker eller Kirkegaarde, men alle uden for Byen.

Man seer formørkelse i Landets Sool og maane,

Hver af Dem er et Rov for sin kulsorte blaane,

Saa slet fordunkle de Din Magt, Din Glands, Din Ven, At lidet af Dig selv, o Konge! er igien.

Selv Bord, og Stald, og Dragt, og agetøi forandret,

Man seer en anden Smag fra Fremmede indvandret,

Alt skulde være Tydsk, og Engelsk (h), eller Fransk, Bort, sagde De, med hvad som lugter Norsk og Dansk.

Til Hest og Fods og Vogns ei manglede Escorte,

Men Hoffet kiendtes ei, alt Kongeligt var borte,

Det Lange stumpet blev, det Stumpede blev langt,

Hvad snevert var, blev vidt, det viide blev for trangt. Hvad før blev kiørt, det veed, og Rytteren han kiørte,

Hun-Kiønnet blev usnørt, men en Hannerne indsnørte,

Et Konge-Barn skal nu en Hyrdes være liig,

Et Folkes Hyrde maae saaledes danne sig.

Det Kuldede fik Horn, det Hornede fik Kulder,

Et selsomt Syn at see, naar Hulder gik til Bulder,

Saa Kongen have vil, saa være skal og maae,

Kun fattedes, at mænd ubuxet skulde gaae.

(h) engelske Dragter, engelske Drenge og Staldfolk, Engelsk kiøre- og Ride-Tøi, engelske Fri Huse, engelske Forlystelser, med flere Ting, som end ikke vare ankomne eller i Verk satte.

De giorde Nat til Dag, og Dagene til Nætter,

I Vellysts søle sig umætteligen mætter,

Som Jehu Min Søn, saa fore De afsted,

At Folk og creatur selv sukkede derved.

De skabte Qvinder om til Mænd og Mænd til Qvinder,

Og gav Modeller op for Mænd og for Mandinder,

De sagde: Hvidt er sort, og sort skal være hvidt.

Hvo ikke sagde Ja, han var kun agtet lidt.

Hver Jurisdiction (i) skal ændres og omstøbes,

Og Landets velfært maae i al Slags Skin indsvøbes,

De Regning giør paa fleer og ny Tilhængere,

Men vist nok deri, som i meer, De seilede.

Commercren den blev, som sagdes, vel forsynet,

Fabrikerne forsvandt, al Held foor bort som Lynet,

Hver ærlig Handelsmands og Borgers næring laae; Med Suk, og Haand i Haand, een paa den anden saae.

(i) Alle Stadens Civile, Geistlige og Militaire Jurisdictioner sammendragne under hof- og Stads-Retten den 15de Junii 1771. Ved nogle Jurisdictioner i hertugdømene skeede og Forandringer, men flere saavel der, som i begge Kongeriger, vare endnu ikke bragte til Fuldkommenhed.

Lad sukke, tænkte De, det er for Kongen vovet,

Men Sukkene de faldt den paa de Rettes Hoved,

Den Haand, som Hierters Suk opsamler i sin Skaal,

Veed at bestemme Dem til rette Tid og Maal.

Med Kiøbenhavn i sær det syntes være ude;

Og Staden til sit Fald og Undergang at lude,

Dens Privilegier og gamle Glands gik bort,

Og Husene paa Folk og Velstand kom til kort.

Den Stiftelse og Skienk, som Friderich den Store (k)

Til Residenzen gav, maae nær sin Kraft forlore,

Betænk det, Konge, vel, og tak Dit Kiøbenhavn,

At ei udslettet blev Dit Huus og danskes Navn.

(k) Kiøbenhavns privilegier, givne af Kong friderick III. efter Sonverainiteten

den 24de Junii 1661. Eftersom, næst Guds

den Almægtigstes naadigste Vistand, vores Kongelig Residenz-Stad Kiøbenhavn, udi sidste besværlige krigstid, og særdeles i den haarde Beleiring, sig imod Os og Vores Kongelige Huus saa troe og lydig, og mod Vores fiender saa modig og tapper haver deteet, som det den nu levende Verden noksom er bekiendt og vitterligt, da have Vi, paa det ogsaa, saadan Deres underdanigste og skyldigste Troskab og tapper Modighed, til Deres ævige Berømmelse, Posteriteten, saa længe Verden staaer, kunde notificeres, og samme vor Kongl. Residenz-stad Kiøbenhavn frem-

Lad dog belønning ei, og ævig Æreminde

For Borgerskabets Tro og Tapperhed forsvinde;

deles derudi mod Os og Vores Kongelige Huus at continuere, desbedre kunde foraarsages, saavelsom ogsaa andre vore kiære og troe Undersaatter, udi flige og andre Tilfælde et got Exempel til at efterfølge, kunde for øien stilles, samme Vores Kongel. Residentz-Stad Kiøbenhavn, samt alle dens Indvaanere, Geistlige og Verdslige, de nu levende, saavelsom Deres Efterkommere, med efterfølgende Privilegier allernaadigst anseet og begavet. Art. 25 Præsident, Borgemestere og Raad, med Borgerskabet, maae udlegge 32. af de beste cg fornemste Borgere her udi Staden, hvilke, tillige med præsidenten, Borgemestere og Raad, Stadens og Meenighedens Beste, saavelsom dens Indtægt og Udgift, efter Tidens Beskaffenhed kan overveie, og derom handle og slutte. Af bemelte 32. Borgere maae udvælges Tvende, som tillige med præsidenten og een af Borgemesterne, maae altid have fri Tilgang til Os, Stabens og det gemeene Anliggende at andrage. Art. 9. Og paa det Vor Kongelig Residenz- og fri Rigs-Stad Kiøbenhavn, samt dens Indbyggere, Vor Kongelig Propension og Naade des bedre kan

have at bemerke og ndi Gierningen at see da have Vi Dennem

Vores Leyn Roskild, saavidt det ikke allerede til andre er afhendet, til en Kvindelig Eiendom givet og foræret & c. Art. 10. Indkomsten af bemelte Roskild Lehn skal Halsparten til Stadens Raadstue og Magistratens reputeerlige Underholdning, og den anden halve part til Stadens politiers og Menighedens Forbedring anvendes, over hvilket Magistraten skal have Dispositionen & c.

Den jo Din Kongemagt og Arv og Stormens Dag For Verden har tilkiendt det storte LEres-Flag.

Det var i Grevens Tid, da det Og mere skede,

Hvo skulde andet troe, end Kongens store Vrede

Kom over Stad og Raad og To og tredive,

Men Kongens Haand derfor man aldrig fik at see (l). Det heed, som Sproget var, at Byen skulde spare,

Og at Indvaanerne nu skulde snart forfare,

Hvor Stadens Velstand og dens casse voxte til (m),

Man venter ikkun paa, det snart sig vise vil.

Hver gammel Stiftelse De truede at rygge,

For Kirker, slog De paa, theatrer (*) at opbygge,

Med Landets Tab og Guds Foragt og Sprogets Spot,

For Kunstneren det var og Haandverksmanden got.

(1) Tvende saa anseelige og gamle Collegier maatte lade sig udvise ved en

Tydsk P. M. af Greve U. A. v. som læses i Veiviseren for dette Aar, Pag. 164. Hvor og samme Herres 17. Tydske Puncter findes, med magistratens Danske Besvarelse.

(m) See Placat af 8de April. 1771. Conf. Reglementer af 5te Jun, 1771.

Adresse-Contoirets Efterretninger No. 56. 209.

(*) Der taltes om et nyt Fransk Theatrum, som skulle bygges, og koste over 1 â 2 Tønder Guld; en herlig Stiftelse i et lidet og forarmet Rige.

Med mindre Kirker (n) en Begyndelse De giorde,

Der fattedes kun lidt, at De jo ogsaa torde

De større (o) gribe an, om Peblens Frygt og Magt Ei havde hindret at fuldføre Deres Agt.

Den Marmor-Tempel, som Kong Friderich den femte Sig til et mindetegn og til Guds Lov bestemte,

Skal staae, hvis Bygnings Pragt ei Norden vise kand,

Som en Ruin, til skam, for Konge, Stad og Land (p). De snakke Kongen for, at Folk er misfornøiet;

Thi blev til Sikkerhed unyttig Anstalt føiet.

Nei! Kongen kunde frit sig lagt i hver Mands

skiød (q),

Og ikke frygtet for den mindste Modgangs Stød.

(n) I Veisenhuset hørde Gudstjenesten op ved slutningen af Aaret 1771. Friderichs Hospitals Kirke blev forandret til Legement for Veneriske Syge.

(o) Hellig Geistes Kirke stod stor Fare for at blive nedbrudt.

(p) In Septembri 1771. blev befalet, ikke mere at arbeides paa Friderichs

kirke, og de dertil brugte Jern- og Træ:Machiner nedrevne.

De tvende store Konger Christian den fierde og Friderik den fierde giorde sig heraf en Roos.

34 men den samvittighed, som Deres Hierter trykte,

Forvoldte, at De selv bestandig maatte frygte (r),

Hvert Løv, der rørde sig, var Dem en hareskrek,

For Krigsmand og Matros man saae Dem løbe vek (S). De gav da Ordrer, fom uholdelige vare,

At hver en Chef han skal til den opførsel svare,

Som øvedes udaf hans Underhavende (t),

Let sagt, men ikke let flig Anstalt kunde skee.

Af Mammon søgte De sig Venner nok at giøre,

Som skulde hiulpet til at Deres Plan udføre,

Mindst tænkende, i Dem at finde Banemænd,

Men rette Tid og Maal var ikke kommen end.

(r) Viisd. 17, 11. Ondskab, som er fordømt efter ens eget Vidnesbyrd, er en frygtagtig Ting, og i det den ængstes formedelst Samvittigheden, formoder den sig altid svare Ting. V. 12. Thi Aarsag til Frygt er intet andet, end at man forsager paa ald den Hielp, som som er givet Forhaabning om af Fornuften.

(s) Man erindre kun Matrosernes Optog for Hirschholm forrige sømmer, og livvagtens afsked den 24de Dec. 1771.

(t) Cabinets Ordre den 17de Septemb. 1771.

35 Den skrive-frihed, som de bragte selv til veie, Vel brugt, var god, men strax begyndte at udskeie,

Den tiente mesterlig i Deres onde Kram,

Indtil den spidsedes Dem selv til Skrek og Skam (u).

Kanuter sendes ud, de Dunster ad adsprede,

Som sig fra vores Luft begyndte at udbrede

Til tydskes, Britters og hvert europæisk Land,

Men Smitten havde alt faaet meer end Overhand.

Blant mere Anstalt, som De sunde paa og giorde,

End denne for enhver fordægtig maatte vorde:

udlændske Breve, som til Kongens huus indløb,

Vil Cabinettet først see, under Seigl og svøb.

I andre Lande De et Rygte lader sprede (x),

At Kongens Helbred den er tvilsom, skal det hede.

Den daglig tager af, Hans Tid er ikke lang,

Man mærker Hensigten, om sagen kom i Gang.

(u) Skrive-Friheden blev given den 14de Sept. 1770, indskrænket igien den 7de Octob. 1771. og helder nu til sin Undergang. (x) Man lærte herom, og om andre ting, besønderlige artikler indrykte i de Engelske og andre fremmede Gazetter.

36 Pariser Bryllup og Sicilianske Msper

Her var aspecter til, thi Pierre, Jean, og Jesper Med Penge sendtes ud, at kiøbe alting ind:

Fra Franske Svovelstik til Engelsk pølsepind.

Recryter hverves maae af Piger og af Drenge,

De Danske have skal ny Meubler, andre Senge,

Alt Engelsk, slæde, Vogn, Kudsk, Sadel, ride-Sven, Pak ind, saa meget, som kan fylde Ladningen.

Kom nogen Dansk her hiem, som havde været ude Alene to Aars Tid, han maatte frit bebude,

Han kiendte ei igien sit kiære Fædreland,

Saa plat kolbyttet var hver Ting og hver en Stand.

Hver Stiftelse blev rørt, og hver Indretning dristet (y),

Ei agtet Hensigten af Dem, der havde stiftet.

(y) Saasom Frideriks-hospital, alle Hospitaler og de Fattiges Væsen, Maler-Academiet, Opfostrings-Huset, Banken, det Kongelige Universitet, Geistlighedens Indkomster og Privilegier. Der var præluderet

til disses Omstøbning, men ikke begyndt paa dem alle. Ikke at tale om postvæsenet, toldvæsenet, Landvæsenet, Bygningsvæsenet, myntvæsenet, Odels-Retten, Bergverkerne, Islands-Handelen, og compagnierne, & c.

37 Sidst med en vældig Haand, De vilde kaste om

De faderløses huus (z), og Fridrichs helligdom.

(z) Det Kongel. veisenshuses fundaz, dateret 21de Julii 1727. dens 1ste Artikel siger, at de af høisalig kong Friderich den fierde skienkede Capitaler og Gaver, maae eller bør udi ingen optænkelig Maade til anden Brug anvendes, end til de i dette Huus indlagte forældreløse børns Opdragelse i Gudsfrygt og til nyttig Haandgierning. 8de Artikel, at derved kan ventes Guds Velsignelse over Landet i vore og vores Arve-Successorers langvarige Tider. 9de Artik. Vores alvorligste allernaadigste Intention ogsaa gaaer derhen, at dette Verk skal vare bestandig, og vedligeholdes indtil Verdens Ende: Saa ere Vi forsikrede om, at Vores kongelige Arve-Successorer i Regieringen, vores Funday uryggeligen holder, og dette i sig selv gudelige og høi magtpaaliggende Verk kraftig haandhæver og befordrer, paa det ei Guds strenge Vrede og uforbigiængelig haarde Straf skal paafølge over alle Dem, som dette Verk og denne fundaz kuldkaste, eller derimod noget handle eller udøve ville. Det hosføiede aabne Brevs 13de Artikel tillader enhver, som Gud haver givet Forstand og Forfarenhed, til at kunne erindre eller fremføre noget til dette Verks fuldstændige Drift, det vare hvo eller hvor ringe han er, at meddele sine Raad, hvoraf de Tilforordnede ere villige at antage alt det, som kan være til Nytte, og i Verk stille. Dette store Huus blev efter Kiøbenhavns Ildebrand opbygget fra 1731. til 1734. da det og dets Kirke blev indviet. I samme har den ordentlige Guds Tieneste nu over 47 Aar været holden, indtil den ved sidste Afskeds-Prædiken den 29de decemb. 1771. blev nedlagt.

Som det Dem kiære Huus løb ud af Banke-Stokken,

Da sagde Seeren: Nu ringer storme-klokken,

De Faderløses (a) Suk, den store Konges Band Nu kalder Himlen, til at redde I Folk og Land.

Man tænker ei derpaa, jeg troer, Charlottes Taare Paa Himlen har giort Vold, foreenede med vore,

Vist en alvorlig Bøn af en retfærdig Siæl Udretter store Ting til Lands og Rigers Vel.

Men da en Stormerhaand sig syntes ville væbne

Mod Presters, Skolers, og Academiers Skiæbne,

En Ebenezer kom, og stympede den Arm,

Hvis Fingre havde giort Forstyrrelser og Harm.

Her har I Skyggen af den mediske Regiering,

Gid ei den Partiske os spiller en Forkering,

Det sidste Onde blev et sildigt Efterspil,

Naar nye lægers Hielp vi skulde trænge til.

(a) Ordspr. 23, 10. II. Kom ikke paa de Faderløses Ager; thi deres

løser er sterk, han, han skal udføre Deres Sag imod Dig. Esaiæ

10, 1. 2 See dem, som beskikke uretfærdige Skikke, og de Skrivere, som skrive nøie: At vende de Ringe fra deres Ret, og bortrive de Elendiger ret iblant mit Folk: at Enkerne maae være deres Rov, og de kunde berøve de faderløse.

Vil nogen kroppen nu livagtigen afmale,

At Billedet for den og Mesteren kan tale,

han giøre, hvad han kan, i Farve eller Blek,

Naar kun de fine sees, med samt de grove Trek.

I herrer Medici! Bliv kun ved Eders Draaber,

Lad Stat og Cabinet beholde sine Kaaber

For Dem, hvis Hierte helst og Indsigt nytter der,

Mest plages Land og Folk, naar Bonden Foged er.

I Fremmede! som vil iblant os Brødet søge,

Om I med vores Tab vil Eders Gods forøge

Og herske, Vider da: Her fælde er og Spot;

Vi elske Eder, om I lær os noget Got.

I Hyklere! som har tilbedet de Heroer,

Og Deres Gierninger forsvaret, om I troer,

At Dem nu Uret skeer, da taler Sandheds Ret,

Og kaster Kappen, den I vender alt for let.

Her ligger Hamans Raad og Achitophels Renker,

Her ligger Vidd og Kunst og List og Snærelenker,

Et skreksomt øieblik (b) omstyrtede den Mand,

Hvis kunstig Bygning var opført paa Flyve-Sand.

(b) Psalm. 73, 19. Hvorledes blive de i et øieblik til en ødeleggelse? De omkomme. De saae Ende for Forskrekkelser. 5 Mose D. 32, 35. Deres Ulykkes Dag er nær, og de Ting, som ere beredte, haste at komme til Dem.

Nu kom det Tordenskrald, fom Cedertræet fældte (c),

Her segner Helten, som vil Rigers Stat omvelte,

Ulykke, raser Du! tør Du ved Nattens skiul Angribe den, hvis Haand regierer Lykkens Hiul.

I Afmagt Vellyst faldt, og smiger tabte næsen,

Den kaade Frekhed selv forlorede sit væsen,

Hin dumme Spotter-Geist og Hofmod, sandt et

Skaar (d),

I det at Dyret fik det dødelige Saar.

Giem, Sundets vogter, vel den Skat, Du fik at giemme,

Et vagtsomt forhæng skal dens Skiebne snart bestemme,

Forbandet ublu Veir! den Dag Du Dig indfandt,

Thi Blomstret knap sprang ud, før det igien forsvandt.

der kom Lynet, og han forfærdede dem. Domm. 9,

15. Og Tornebusken sagde til træerne: er det i Sandhed saa, at I vil salve mig til Konge over Eder, da kommer, skiuler Eder under min Skygge: Men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken, og fortære de Cedere paa Libanon. Ezech. 17, 24. Og alle Træer paa Marken skal fornemme, at jeg Herren, jeg haver fornedret et høit træ, giort et grønt Træ tørt.

(d) Esa, 29, 20. Naar det er ude med den forfærdelige, og Spottere have faaet Ende. ordspr. 16, 18. For Forstyrrelse er Hofmodighed, og for fald en høi Aand.

Lad Daare-Viddet nu paa Daare-Gierning Hvile,

Og vente, angestfuld, Hvad Lov og Ret vil stile.

O Christian! O Folk! Kiend dog en Overmagt;

Thi ingen, uden Gud (e) har fligt tilveiebragt.

Han veed, Han kan, Han vil, paa rette Tid og Maade Udføre Kongens huus og os af al Slags Baade,

Da vi sov sødelig, Han vogede heel vel,

Han, som regierer og bevogter Israel (f).

Tak være Gud for den livsalig blide Morgen (g),

Som stillede vor Suk, som reddede af Sorgen,

Ulykker truede, men see! den sterke Haand Udriver Kongens huus, og styrer Ondskabs Aand.

(e) 5 Mose B. 4, 35. Dig er det bleven viist, at Du skal vide, at Herren han er Gud, ja ingen, uden han alleene. Psalm. 118, 23. Dette er skeet af Herren, det er underligt for vore øine.

(f) Psalm. 121, 4. See, han skal ikke stumme, og ei sove, som bevarer Israel.

(g) Psalm. 5, 4. Herre, Du skal tilig om Morgenen høre min Røst. Ps. 143, 8. Lad mig aarle høre Din Miskundhed; thi jeg haver forladt mig paa Dig. Viisd. 16, 28. At det skulde vitterligt giøres, at man skal takke Dig, førend Solen gaaer op, og komme for Dig, naar Lyset oprinder.

Jo, jo! Ei ene Du, vor Konge, haver fundet En Frelsning, men og vi, vi alle have vundet

Med Dig en herlig Seir, en seir, som overgaaer De blodige, hvorom i Tidens bøger staaer.

Men har Du, Konge! og Din Gud et offer givet (h),

Han, som bevared Dig ved Magten, æren, Livet,

Glem aldrig Tak og Bøn, giv Gud Dit Hierte hen(i),

Og i Din Ungdoms Tid tænk dog paa skaberen.

Saa skal Dig, Gud, vor Gud! ske Tak og ævig ære;

For det, for hint, for alt, Dit Navn høilovet være!

Psalm. 66, 13. Jeg vil gaae ind i Dit huus med brænd-offer, Jeg vil betale Dig mine Løfter. Esa. 25, 1. Herre, Du er min Gud, jeg vil ophøie Dig, jeg vil bekiende Dit Navn; thi Du giorde en underlig Ting. De anslag, som Du haver sagt langt tilforn, er Trofasthed og Sandhed. Psalm. 71, 24. Min Tunge skal tale den gandske Dag om Din Retfærdighed, thi De ere beskæmmede, thi De ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke. Psalm. 124, 7. 8. Vor siæl er undkommen, som en Fugl af Fuglefangerens Snare, Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne; vor Hielp er i Herrens Navn, som giorde Himmel og Jord.

(i) Psalm. 57, 8. Gud, mit Hierte er rede, mit Hierte er rede, jeg vil synge, ja jeg vil synge Psalmer; Vaag op, min Ære, Vaag op, Psalter og Harpe, jeg vil opvaagne aarle.

Vor siæl paa Styrke gik, vor Suk fik Overvegt,

Forkynd Guds vælde, Folk! fra Slegt til sildig Slegt (k).

glæd os, vor Gud, igien (1); Men see! hvad større glæde, End Kongen atter sees i Herrens huus at træde,

Og ærlighed igien til Tronen finder Vei,

I Unge giver Agt! I Gamle sørger ei!

Til holofernis Fald Gud rustede en Qvinde,

Judith, den snilde og den heldige Mandinde,

En liden David slog den stærke Goliath,

Ved Begge Israel beholdt sin Friheds Hat.

Dig, Juliane! og Din Søn! vi høit ophøie.

Du har forsøgt med os, Sorg, Haan og Ondt at døie,

Det ømme Hierte, vi bar for hverandres Kor,

Udbristede i Fryd: Vi frelste, du er stor.

Lært havde Du den Kunst, at give Tid og fire, Nu kom den rette Stund, at spille prævenire,

At tage Brodden bort, for De os forekom,

Og dryppe Dennem ned i Deres egen dom.

(k) Psalm. 102, 19. Dette skal rives for den Slegt, som herefter formmer, og det Folk, som skal skabes, skal love Herren. Psalm. 145, 4. En Slegt skal derømme for den anden Dine Gierninger, og De skal forkynde Din vælde.

(I) Psalm. 90, 15. Glæd os efter de Dage, som Du haver plaget os; efter de Aar, som vi have seet Ulykke.

Gud gav Dig Viisdom nok og kraftig Raad i Sinde,

Gud styrkede Din Arm (m), og hialp Dig, Folk at sinde,

Endog af dem, som før var hines Venskab værd,

Til vel at føre ud en saa fortvilet færd.

I Tro, mandhastighed, og allerbeste Orden,

De Helte samles til Minut, for Dag er vorden (n),

Hos vores danebod, som raadde Bod den Nat,

Al Hinder ryddes bort, hver Tilgang blev besat.

Siig os, Aarvaagne Prinds! hvor staaer det med Dit Hierte? Er ingen Mindelse af Frygt og Mishaabs Smerte?

Nei! Hiertet det er frisk, min Hensigt den er god, For Kongen og mit Folk jeg ofre vil mit Blod.

(m) Psalm. 18, 33 - 38. Den Gud, som omgiorder mig med Kraft, og

og giør min vei fuldkommen. Han giør mine fødder, som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine høie. Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobber-Bue brydes med mine Arme. Og Du giver mig Din Saligheds Skiold, og Din høire Haand understytter mig, sg Din Sagtmodighed giør mig stor. Du giør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke. Jeg forfølger mine Fiender, og naaer Dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.

(n) Klokken 4. om Morgenen begyndte De ar samles, og Klokken 5. var

den bestente Time til angribelsen.

Gud er med os i Dag (o), faa sagde Juliane,

I vædige til Strid! gaaer frem paa Ærens Bane,

See! her er Eed og Pligt, See! der er Krands og løn

Udfrier Kongen, Mig, Min Søn, og Kongens Søn. Vor Dagmar, med sin søn, sig teer for Kongens Leie,

Vaagn, a Milde Konge, op, en Sag at overveie,

Dit Liv, Dit huus, Dit Folk, Din Majestet

gaaer an,

Vel da i Herrens Navn, Han skrev sit Christian.

Vor Konge vaagner op, Han seer, betænker, skriver,

Her standser Tankekraft, jeg næsten undrykt bliver:

Min Konge legger sig med en besknyttet Aand,

Han vaagner, bliver väer den frelsende Guds Haand (p).

Saa vaagned Kongen op, og gid Han stedse vaage!

Hans Morgensool vil snart fordrive Nattens Taage,

(o) Psalm. 108, 14. Ved Gud vil vi giøre mægtige Gierninger; og han, han skal undertræde vors Fiender.

(p) Psalm. 3, 6. Jeg, jeg lagde mig, og sov; Jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig. Psalm. 139, 18. Opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos Dig.

Nu taler Kongen, Nu beordrer selv igien,

Hvo større canzler saae, end Hans trofaste Ben (q).

"I Ulyksalige! Jeg lader Eder vide,

At Timen er, I skal for Eders Forhold lide,

Har I i ærens Glands paa Tid og Roe haft

Savn,

I nu i centrum kan betænke Eders Gavn.

Den Leilighed, I før har manglet til at tænke, Og til at tænke ret, Jeg Eder nu vil skienke,

I veed, I mig har giort formædelse og Tort,

Jeg derfor Eder fra mit Ansigt viser bort.

her kiendes Kongens Røst, her vises, Han kan skrive,

Hans Hurtighed i Raad, Hans Viisdom er i Live,

Hans Frelse og Hans Magt er nu Hans Tankes Maal, Bort fra mit huus og Folk, Ulykkers fyldte

skaal!

Giør snart, hvad giøres skal, her er ei Tid at spilde, Flux overfalder Dem, som tænkte os saa ilde,

See denne Dagen er, som Herren haver giort, Hos Tungemaal og Folk hans Navn skal være

stort.

(9) Hans Kongel. høyhed Prinds frierich paragrapherede de Kongelige ordrer.

Omringer, griber Dem, lad ingen siæl undkomme, Om ellers dette Verk skal være os til Fromme.

Saa giort, som sagt. De gik i stille Tavshed hen,

Og efterkom, saa vel, som strax, Befalingen.

De gik, hver til sin Post, det lykkes uden Hinder,

Med blandet Mod og Frygt til hver De Veien finder,

Saa meget gladere, som Driften den var reen,

Os nok! at lettet blev den tunge Hierte-Steen.

Hvad høre vi og see; Er det i Syn og Drømme?

I Natte-spøgelser maae uden Ophold rømme (r).

"Nei! vi til Eder har vor Konges Ord og Navn,

At I maae lande nu hver i en anden Havn.

Een raabte (s): Jeg vil indtil Kongen, hvor er Greven?

Een: Jeg har intet giort, at jeg er Fange bleven.

Een pukkede og skreg: Veed I vel, hvem jeg er?

Jo, veed jeg, den I var, den er I ikke meer.

(r) Viisd. 17, 3. Der De mente at ligge forborgen i lønlige Synder under mørk Forglemmelses Skiul, bleve De adspredte, frygtende gruseligen, og bleve forfærdede af Spøgelser.

Her laae det stolte Mod, let vare overvundne De, allerede af Samvittigheden bundne,

Her gieldt ei flyve-Corps (t) og er Artillerie (u), Kunst, Renker, oplagt Raad, blev nu til Phantasie.

Al den Forsigtighed og Anstalt, De anvendte Til egen Sikkerhed, Dem selv tilsidst omspendte,

Det store Navn, De før til Upligt havde brugt Og Hiernens fine Spind, blev Dennem nu til Tugt.

Saa, længe pirrede, stod op de fromme Danske,

Og giorde det saa got, som Russer eller Franske,

Ei med Fremfusenhed, ei uden Grund og Skiel; Raad, Overlæg og Mod udfører Sagen vel.

Var før det Danske navn et Ordsprog uden Landet For hines Galenskab, som og maaskee for andet,

see, om det Danske Folk ei reddede sit Navn,

Da De faae Lejlighed at fremme Landets Gavn.

(t) In Junio 1771, blev ved Hirschholms Slot en Flyvende Garde oprettet, som in novembri ved Dragonerne afløftes.

(u) De besønderlige Anstalter, som sagdes at foregaae ved artilleriet, giorde et betænkeligt Indtryk paa stadens Indbyggere.

49 Den klare Morgen kom, Dem Solen Ryggen vendte,

Hver, i sin mørke Vraa, sin glædskabs Morgen endte,

De Nattens egne børn gik ud fra Nat til Nat,

Og aldrig mere De fik Dagens Klarhed fat.

Fra rolig Sevn og Seng De føres hen at vaage I bitter siæls Uroe, fra Glands til ævig Taage,

Et Speil for Eder, som misbruge Kongers Gunst, Naar mørkheds Time er, da sover Vidd og Kunst.

Knap skeet, før Rygtet fløi ud over hele Staden,

Folk løb i tusind Tal til Slottet og paa Gaden,

Imellem skrek og Haab; thi Frygten var saa sterk For det modsatte Ondi, at der var sat i Verk.

Tænk, hvad Forskrekkelse Hvers Hierte havde inde,

At ingen vidste sig i glædens Sprog at finde;

Ret nylig gruede hver Mand, at see sit huus,

Om ild og Sverd brød løs, nedlagt maaskee i Gruus.

Et Øieblik man løb i saadan Vilderede,

Een efter een man saae geleides bort; Hvad skede?

Det Kongelige Huus for Folket stiller sig,

Selv Jord og Himmel skialv ved Folkets frydeskrig.

Bort, raabtes, Pik og Pak, bort hver forbandet Greve,

naar Kongen lever, Jo! Han lever, Gid Han leve! Hurra, Hurra, Hurra, indtil den mørke Nat,

Sving Seier-Fanen op, Sving Friheds Fryde-hat.

Min siæl ophøie Gud i Dag og alle Dage,

Saa sagde, i sin Krog, den Gamle og den Svage,

Guds ære bliver stor (v), Hans Godbed aldrig endt,

Thi dødsens Snare brast, som havde os omspendt.

Nu deeler kongen ud belønninger og Ære,

I Helte triner frem, I som bør Prisen bære,

I gav et Mynster op paa Tro og Duelighed,

Som I, saa giøre hver, der staaer i Kongers

eed!

Et Optog Kongen giør igiennem Stadens Gader,

Enhver paa Hænderne vil børe Landets Fader,

Hvert huus, ja Jorden selv, blev ret som løftet op Ved Hurra-Skriget af den overgivne Trop.

Man seer, at Kongen har sin Beste Ven ved Siden,

Troe mig, da glæden ret brast ud, og blev ei liden,

De tvende sønner af vor Femte Friderik,

Gav Dagens Glands et Syn, som alting overgik.

Een Slegt den anden skal det rare Syn forkynde,

Det var en Olie i Glædens rene Brynde,

Hvert Hierte stod i Brand, hvert øie gnistrede,

Hvert øre, Haand og Mund, faldt i Henrykkelse.

(v) psalm. 138, 5. De skal synge om Herrens Veie, thi Herrens ære er stor.

Hver Patriot, som før i Dvalen maatte sveve,

krøb siungende herfrem og raabte: Kongen leve!

Fra Vugge-Glutten af til Gravens Candidat Paa Vivat: Christian! man kunde giøre Stat.

Velsignet være Du, vor Konge, med Din Broder,

Samt Juliane, Din og Landets hulde Moder,

Du blev i Dag vort Liv, vor Frelse, Fred og Fryd,

Vor Sang, vor Harmonie, vor Munds og hiertes Lyd, Man Aften-Stiernen seer, og Dagens Fryd fuldender,

Strax hele Staden sig i Lys og Lue tender;

Fra førsternes Pallads til mindste Hytte-Vraa Hvert Huus forkyndte, hvad i hver Mands Hierte laae.

Mit Hierte brænder, ja det luer, blusser, flammer,

Gud gav os Liv for død, og glædskabs Raad for Jammer, Min Konge blev urørt, vor Konge-Huus blev

fri(*),

Og Folket frelstes fra et skiendigt Tyrannie.

(*) Psalm 18, 50. 51. Derfor vil jeg bekiende Dig, Herre, iblant hedningene, og synge Dit Navn Lov; Som beviser sin Konge store Saligheder, og giør Miskundhed imod sin Salvede, imod David, og imod hans sæd ævindeligen. Psalm. 20, 7. Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham af sin hellige Himmel, hans høire haands Frelse skeer ved megen Styrke. Ps. 805, 15. Rører ikke ved mine Salvede.

Men Gruset synge skal om pøblens Rasesyge,

Der slutter Natten med, at tugte og ydmyge

De Nattens Boliger, som fremmede Udyd,

Man saae en prøve af en overdreven Fryd.

Hvad, om vi havde seet den ulyksalig Elte,

Hvormed De tænkte; at den danske Skat omvelte,

Lad Tanken løbe om, og slut af dette Smaa I hvad for søle, død og Jammer vi nu laae.

Men, frelste Kiøbenhavn! Ja frelste Tvilling-Rige! Glem aldrig denne Dag, Naar har Du haft dens Lige? Kom Synderne ihu, Gud løste Straffens Baand, ydmyger Eder for den vældige Guds Haand.

Her seer Du, Konge! at Dit Folk Dig trolig ærer,

Og for Din Trones Fod sit Fryde-offer bærer,

Enhver sin Frelse seer, i det at Du er frelst,

Hver seer, og seer igien, sin Konge allerhelst.

Du elskes, elsk igien (x), elsk Folkets Sprog og sæder,

Føl deri glæde, at Du Millioner glæder,

Giv Landets Love Kraft, Bring Rigerne til Flor,

Giør Dig, til Folkets Tarv, ved Din bestræbning stor.

(x) De klogeste og lykkeligste Regenter har altid holdt Deres Underdaners

Affection for den beste beskæftning og sikkerste Garde. — Affe-

Den Gode Konge fæt ved Siden af den Store,

Da Tronen sikkert vil al Dunkelhed forlore,

Da Kongen vife sig i Majestetens Trin,

Thi Solen varmer, naar den har sit fulde Skin.

Troe ei, fordi Du seer om Dig en Glimre-Skare,

At Land og Folk er vel, og haver ingen Fare, <A

Men troe, at og blant Dem er Armod under Guld,

Og Gøde skal der til den synlig-beste Muld.

Beklæd Din Domstoel selv (y), See til med eget Øie,

Hvo skulde vove da at ville Retten bøie,

ction giør en Herre uovervindelig, thi det er aldrig hørt, at nogen Potentat, som er elsket af sine Underdaner, er overvunden, og den høieste Titel, som de mægtigste Herrer i Verden haver søgt efter.

er Pater Patriæ.

Affection kan udrette umuelige Ting, og

De, som give en Potentat Anledning til at gravere, degoutere og med udragelige Udgifter sine Undersaatter at belegge, De maae sette hvad Farver De vil, derpaa, saa søger De at disarmere Hannem, og blotte Hannem for den trygeste Garde. Af et gammelt Manuicript, som kaldes førstelig Tanke-Ring.

(y) Ordspr. 20, 8. En Konge, som sidder paa Domstolen, adspreder alle Onde med sine Øine. Cap. 29, V. 14. En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Trone skal stadfæstes ævindelig.

54 Skaf al Slags Misbrug af, og giør Processen let, Faa Love (z), gode Folk, som elske Gud og Ret.

Brug Spiret, som det bør, giør ingen misfornøiet,

Straf, Du har Sverdet, men vær ikke ubesøiet,

Men lad Retfærdighed (a) og Mildhed følges ad, Den Tvilling-Dyd giør Dit og hver Mands Hierte glad.

I Viisdoms Hænder er et langt Liv, Rigdom, Ære,

Gøg, Konge, Viisdom (b), og lad den Din Leder være,

Thi uden den Du ei den beste Konge er,

Ved den Du blive kan den største Konge her.

Lad Forslags-Mestere, som støde vil det Gamle,

Ei paa en slibrig Vei Dig komme til at famle,

Sæt Fordom bort, afvei med Rets og Viisdoms Vegt Hvert Skrit, som giøres skal for Slegt til Slegters Slegt.

(7) Jeg mane henvise til Nye Prøve Pag. 22.

(3) Psalm. 89, 15. Retfærdighed og Dom er Din Trones Besæstelse, Mistundhed og Sandhed skal gaae frem for Dit Ansigt.

(b) Biisd. 6, 21. 22. Begierlighed til Viisdom opfører en til et Rige;

derfor, dersom I Konger iblant Folkene have Lyst til Troner og Scepter, da holder Viisdom i Ære, at I kan være Konger ævin- delig.

Lad Skabe-Seister ei faae Overhaand og raade,

Kiend, Prøv og overvei, brug Mænd og Tid og Maade,

Tag bort unyttigt, men leg Sundt og Nyttigt til,

Lad et alvorligt Verk ei være Vove-Spil.

De ny Omskabninger ei altid ville lykkes.

Man agter ei, ved det hin lettes, denne trykkes,

For sildig giver man sig den Paamindelse:

Jeg havde ikke troet, at saadant skulde skee,

Alting forsøgt, man seer det Gamle tidt det beste;

Man fordum saae til Gud og glemte ei sin næste,

Naar nogen Anstalt blev indrettet eller giort,

Og gid man giøre saa endnu i Smaat og Stort!

Hielp den Betrængte Flok, Opret hver Forurettet,

Lad Landets Byrders Tal dog engang blive lettet.

Skab intet Stort og Nyt, med mindre det er gok,

Frygt Dig da ikke meer for Skade, Fare, Spot.

Hør Faderløses Sag, let Enkers Trang og Taare,

Lad Folkets dybe Saar Dit Faders Hierte saare,

Skaf Nærings-Veie frem, hielp Haandverksmanden

op,

Stats-Legemet helbred og rens fra Taa til Top.

Din Flode sæt i Stand, Krigsmagten hold ved Lige,

I Freden vær betænkt at værge Land og Rige;

56 Om Sommers Tid man bør forsyne Vinteren,

Sørg for den Tid som er, og den som staaer igien.

Giør Bondens Vilkor let, opmuntre Flid og Dyder,

Du ærer Folket, naar Du Land og pryder,

Giv Bergverk, Agerbrug, Fabrikerne sin Skik, God Mynt, god Volitie skal altid holde Stik.

Hielp Fiskerier op, rens Havne, Fiord og Strømme,

Fra Kiøbmands-Handelen bort Phantasie og Drømme, Skaf Landprang, Fuskerie, og Smuge-Handel af, Al Underfundighed ved Told og Cise straf.

Glem ikke Norges Tarv, ei Jyllands Colonier,

Glem ingen Din Provinds, fra Amt til Fogedier,

Byg Forraads-Huse op, plant Skov, leg Veie an,

Lad give Dig, men prøv, og drist hver given Plan.

Brug Landets egne Børn, Agt vel en Fremmeds Veie,

Dit Øie gribe den, som tør fra Stien skeie!

Løn Dine Tienere saa, af Du giør enhver Uovervindelig imod Anfegtninger.

En Herre er sit Folk en sand Fortunæ Faber

Helst, naar Han fremmer og opmuntrer Videnskaber,

Frem Kunsters, Skolers, og Academiers Flor,

Her er en Neben-Vei at blive høi og stor.

Ophøi, Kong Christian, Din og Dit Folkes Moder,

Elsk, ær, og troe Dig til en saa elskværdig Broder (c),

Som Gud gav Dig til Raad og Daad og os til Trøst,

Lad Fridrich være Din og vores Mellem-Rost.

Ved Guds og Deres Raad Du slap fra Ulvens Tænder,

Hold Loss og Tiger nu fra Dine frie Hænder,

Din Souveraine Magt paa ny sin Reenhed naaer,

Og Landet læges kan fra et fortvilet Saar.

Det staaer nu til Dig selv, ei meer at blive Slave,

Brug, Konge, brug i Fred en saadan Himlens Gave,

Giør, at for Dig og os den spildes ei igien,

Hvad Redning er der meer, hvem har Du da til Ven.

I hvad af Hyklere og Onde DU skal friste,

Lad ingen Rooret ud af Haanden paa Dig vriste.

Styr selv Dit Folk og Land, og hevn Din Konge-Ret,

Lad intet Arbeid, Stød og Tørn Dig giøre tret,

(c) Psalm. 133. See, hvor godt og hvor lifligt det er, at Brødre toe ogsaa tilsammen. Det er ligesom den gode Olie paa Hovedet. -— Det er ligesom Dug paa Hermon thi der haver Herren befalet

Velsignelsen at være.

Lad ingen mere med Dit Hierte spille Mester,

Lad ingen Hverving skee fra Øster eller Vester (d),

Klek ingen Basilisk, ei Øgle-Unge op,

Din Barm den sidste stak og sad paa Hoved-Top.

Vist nok de tiene Dig, men mest sig selv de tiene Og deres Hykler-Flok, som sig med dem foreene Til at udsue Dig, og stille Landet blot For Armod, Uselhed, Vanære, Fare, Spot.

Man hugser gierne, hvad i Ungdoms Tiden nemmes,

Saa bor om Phaëton den Fabel aldrig glemmes,

Lad ingen Solens-Kudsk paa Bukken komme meer,

Thi Land og Rige ei ved saadan Færsel leer.

Forundringsværdt det er, man knap en Første hitter,

Hvis største Æreglands jo denne Plet besmitter.

Man læser aldrig, at det været har Profit For Første eller Land, at holde Favorit.

Du veed nu, hvad det er, at have Minioner,

Af slige, to og tre, betyder Millioner,

Lad hver, der viser Tro, og Flid, og Nidkiærhed For Dig, Dit Land og Folk, beklæde Yndlings Sted.

(d) Psalm. 75, 7. Ophøielse kommer ikke af Øster eller Vester, ei heller

af Ørken.

Betroe Dig ikke meer til een og to (e), men mange,

Giv ei Dit Hierte og Din Villie til Fange,

Til alle Dine Børn deel ud Din Kiærlighed,

Til Vidd og Værdighed rek Maade:Spiret ned.

I, som den Lykke har, og de Naturens Gaver,

Der .Eder stikket giør tit Herregunstens Slaver,

Attraaer dog ei for sterk det søde Slaverie,

I alt for mange har at speile Eder i.

(e) Et Dansk Manuscript, kaldet Førstelige Tanker, siger et Steds: En herres Respect formørkes merkelig derved, at han en eneste Minister alting betroer, thi da stirrer Underdanerne meer paa hannem, end herren selv, og han bliver deelagtig i den Respect, som herren allene tilkommer. Kong Valdemar den Første, betroede sig sikkert til sin Absalon alene, ved ham fandt Kongen sig vel, ved ham blev Han Valdemar den Store. Men hvor mange Kongelige Ministre, af det Slags som Absalon, kan Historien opvise? Her var Troskab foreenet med Hengivenhed til Kongen og Kiærlighed til Fædernelandet, her var Tapperhed og Hurtighed forbundne med Forstand, Raad og Forsigtighed, han passede Maalet imellem Kongens Villie og Landets Velfært, han lod Egen-Nytten og private Hensigter vare uden for Minister-Æm- bedet.

Naar I en Herres Gunst begynde at forhverve,

Den da, og Hykleren, strax Eder maae forderve,

Om ikke Herren veed, at langtsomt raade Bod Paa et til Høihed og til Rigdom hidsigt Mod.

Og I, som Lykken sidst befalede at vende Vor Skrek til Fryd, men gav hint Folk en skreksom Ende, I giorde Eders Pligt, I giorde den saa vel,

Lad Egen-Nytte ei slaae Eders Roos ihiel.

Tag Dig for Jøder og for Jesuiter vare,

Set, Konge, Dig ei ud for Skade eller Fare,

Hvo ofte taber, han af Skaden bliver viis,

Og, frelst af Faren, bør man give Herren Priis.

Udslet troløse Folk, og dem, som Ondt forvolde,

Elsk ikke dennem, som for vel for sig huusholde,

Og de, som ei forstaae at holde Huus for sig,

Langt borte være fra at holde Huus for Dig.

Driv fra Dit Ansigt bort en hykler og en Stymper,

Prøv Deres Smigre-Krud og skadelige Ymper,

Giv ei for snart Dit Ja, Spør Dit trofaste Raad, For Gud og Folket da Du bliver stor i Daad.

Lov lidt og varsomt, men hold nøie, hvad Du lover,

Du ellers paa en Fis Din Konge-Ære vover,

Viis den, som stiller Dig urigtigt fore, bort,

Ved slige kommer Du og andre let til kort.

I Hoffolk! bruger ret de milde Øieblikke,

Som Lykken laaner kun, men hævder Eder ikke,

Iblander Eder ei foruden Eders Ring,

Men hugser, at I staae hvert Øieblik paa

Spring.

Følg, Konge, sunde Raad, troe Alder og Erfaring (f),

Dit Liv, Din Magt, Dit Huus, er da i god Bevaring,

Prøv Med Forsigtighed og kiend hver den Du troer,

Derpaa Dit Folkes Vel og Sikkerhed beroer.

(f) Den vise Erasmus skriver, at en ung Første skal længe have Mistanke til sin Alder, baade for Uvidenheds og Naturens Hastigheds Skyld, eg ikke tage sig nogen merkelig Ting for, uden kloge og gamle Mænds Raad, blant hvilke Han altid skal være, paa det Ungdommens uskyndighed kan tempereres ved de Gamles Klogskab. Syr.

25, 5. 6. Hvor deilig er de Gamles Viisdom. Megen

Forfarenhed er de Gamles Krone.

I Landets Vægtere, I Tronens gamle Piller!

For Kongens Trone I nu atter Eder stiller (g),

Ledsager Kongens Sind ved en sagtmodig Aand, Lad Hierte giøre eet med Hierne, Mund og Haand.

I har vel noksom lært, i denne Modgangs Skole,

At ei paa Høihed, Gunst, Forstand og Venner stole,

Lad ikke Hyklerens og ei den Riges Buk Bortvise Ærlighed og den Fortrængtes Suk.

O bruger Øiets Lys, og tænker dog paa hine,

Og drager, Syv som Een, paa een og samme Line,

O, sigter troligen tit eet og rette Meed,

Til Kongens sande Vel, til Landets Flor og Fred.

Guds Ord det siger os, at Konger ere Guder,

Guds Tienere, Guds Arm, Guds Magtes Sendebuder,

Men og De ere Riis, De ere Mennesker,

Og gid De ret indsaae i disse Titeler.

(g) Esa. 1, 26. Jeg vil give. Dig Dommere igien, som i Førstningen, og Raadsherrer, som i Begyndelsen, derefter skal du kaldes en Retfærdigheds Stad, en trofast Stad.

Find, Konge, Lyst udi at læse (h), høre (i), skrive,

Du med fornøiet Sind skal Tiden da fordrive.

Lad Pønsning, Arbeid paa Dit og Dit Folkes Vel,

Indtage største Plads udi Din Krop og Siæl.

Giør Dig er dagligt Speil af hine Konge-Dyder,

Som Dine Fædres Støv saa glimrende bepryder;

Det gode Hierte, som Din milde Fader bar,

Den sande Gudsfrygt, som Din Oldefaders var.

(h) Der møder tidt et godt Raad i en Bog, som en Raadgiver af sine Aarsager holder inde med. Derover en berømmelig Konge har sagt. Han heller vilde miste alle sine Klenoder, end sine Studeringer. 5 Mose B. 17, 18 - 20. Og det skal skee, naar Rongen sidder paa sit Riges Trone, da skal han skrive sig denne Lovs Udskrift i en Bog; Og den skal være hos ham, og han skal læse i den alle sine Live Dage paa det at han kan lære at frygte Herren, sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord, og disse Skikke, at giøre efter dem; At hans Hierte skal ikke ophøie sig over sine Brødre, ei heller vige fra Budet til høire eller venstre Side, at han maae forlænge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.

(i) Høre sine Undersaaters Anliggende, høre Sandhed. Ved at høre

skulde en Herre erlange det, som en fortreffelig Konge beklagede, at store Herrer frem for andre ringe Stands-Personer vare ulykkelige, i det de fik saa sielden Sandhed at vide. 2 Sam. 14, 17. Som en Guds Enge! er, saa er min Herre, Kongen, til at høre det Gode og det Onde.

64 De store Gierninger af Friderich den Fierde,

Den Retviished, som var den Femtes tryge Gierde,

Hans Faders Omsorg for sit Kongehuus og Folk,

Vil blive Dem og Dig en varig Æres Tolk.

Det store Ære-Navn, som Konger bør at hædre,

Af Landets Fædre og af Kirkens Fosterfædre (K)

Har Disse alle naaet, Slip DU ei et Klenod,

Der er for Kongers Liv og Magt saa tryg og god.

Din Søn lad drages op i Dyd og Jesu Lære,

Den Brynd, hver drikker af, bør reen og hellig være,

En Prinds maae dannes ret, skal Hart regiere vel,

Bort Modens Lære-Art fra Prindsers spæde Siæl!

Det synes, Gud en Stund sit Ansigt vilde skiule,

Og af Velsignelser kun unde os en Smule,

Han viiste ikkun, hvad for Dig og os er tabt,

Naar vi forglemme den, os haver frelst og skabt (I).

(k) Esa. 49, 23. Konger skal være Dine Fosterfædre.

(i) Jerem. 9, 13. 15. Fordi De forlode min Lov, og hørde ikke paa miu

Røst, og vandrede ikke derefter. Derfor vil jeg spise Dem

med Mal-Urt, og give Dem Galdevand at drikke. 1 Kong. B. 9, 9. Fordi De forlode Herren, Deres Gud, som udforde Deres

65 Erkiend, Med Land og Folk, o Konge, Herrens Domme,

Saa skal Velsignelsen igien som Dugen komme (*),

Lad det ei være nok, at kaste Aaget af.

Men søg at redde os fra al Slags Lande-Straf.

Til dette Maal ar naae, Du Dig med os foreene I Bøn og Stræbning, men Gud skal sin Kraft forlene,

Tænk paa den Unges Vei, driv Daarligheder ud,

Elsk Ret, og Vellyst dæmp, thi sligt behager Gud.

Dyd og Retfindighed lad falde i Dit Tykke;

Thi Dyd indfatter alt, og Dyd er Siælens Smykke,

Fædre af Ægypti Land. Derfor haver Herren ladet komme

alt dette Onde over Dem. 5 Mose B. 32, 18. Den Klippe, som avlede Dig, glemte Du, og Du har forglemt Gud, som fødde Dig.

(*) 3 Mose B. 26, 3. 4. Dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud, og giøre dem, da vil jeg give Eder Regn i sin Tid, Og Jorden skal give sin Grøde, og Træ paa Marken skal bære sin Frugt. 5 Mos. B. 28, 8. Herren skal byde Velsignelsen at være hos Dig, i Dine Lader, og i alt du udrekker Din haand til.

Gudsfrygt, Retfærdighed (m) ledsage Dine Trin,

Lad Folket ofte see Dit Ansigts milde Skin (n).

Bort saa bekymret Aand, bort Frygt og Sindets Smerte,

Indfind Dig Siæle-Roe, giv Fryd i Kongens Hierte,

Men Kongens Hierte er, o Gud, udi Din Haand (o), Bøi selv og lenke det ved Viisdoms Gode Aand.

Sæt Kongen til et stort Exempel paa Din Naade,

Viis, hvad ved Herrens Frygt og Venskab er at baade,

Lad Ordet i Hans Siæl slaae en bestandig Rod,

Dets Glands omstraale Ham og lyse for Hans Fod.

(m) Den Majestetiske Character, Gud har lagt hos Konger, bør som det

allerdyrebareste Klenod i Agt at haves, at den af alle tilbørligen respecteres, hvilket erlanges, naar Gudsfrygt og Retfærdighed mainteneres, thi intet giør en Konge Gud ligere, eller giver Hannem større Respect, end disse tvende Dyder. Pietate & Justitia var derfor Kong Christian den femtes ypperlige Symbolum.

(n) Ordfpr. 16, 15. I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed

er som en Skye med sildig Regn.

(o) Ordspr. 21, 1. Kongens Hierte er som Vandbekke i Herrens Haand, til alt det han haver Lyst til, skal han bøie det.

Den Himmel-Viisdom, som vi hørde hos Dig være,

Den Tid Du vidnede Religionens Ære,

Den Røst, som prydede Din Ungdoms Siæl eg

Mund (p),

De Glimre-Straaler af et himmelskienket Pund,

Igiennem Skyen skal som Morgenrøden bryde (q),

Og som den klare Sool igien vor Norden fryde,

Dens Skin meddele skal fra Tronen Lys og Kraft, Dens Varme give os ny Frugtbarhed og Saft!

(p) Czech: 16, 60. Jeg vil ihukomme min Pagt med Dig i Din Ungdoms

Dage, og oprette Dig en avig Pagt. Læs den Kongelige Confirmations-Act af 31te Martti 1765. Pag. 24 - 26. Der heder det blant andet: Men da jeg, font et svagt Menneske, let kan falde; Saa haaber jeg, at Gud vil styrke og opholde mig, paa det jeg ikke maae komme under Satans Snarer. Til den Ende er jeg forsikret, at ikke alene denne Menighed, men ogsaa alle Landets Indbyggere vil forene deres Forbønner med mine Bønner, paa det jeg maae stride Troens gode Strid til Enden, og holde det, som er befalet, uden Besmittelse, og ufstraffelig, indtil vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse.

(q) Esa. 58, 8. Da skal Dit Lys frembryde som Morgenrøden, og Din

Lægedom skal snart grønnes. Psalm. 110, 3. I saare hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, fremkomme Dig Din Afkoms Dug,

Men Juliane! Som, næst Gud, tilkommer Æren (r),

Du, som en Debora, i Spidsen gik for Hæren,

Bliv i vor Israel en Moder og en Ven,

Bevogte Gud Din Fod, den ikke glider hen (s).

Den unge Løve Du, Du løste ud af Hilden,

Du mandig reddede os, som en Brand af Ilden,

Dit modne Overlæg Tid, Folk og Maaden fandt.

Hvormed Du Stolthed, List og Ondskab overvandt.

Gud, Dronning i giøre Dig forsigtig og aarvaagen;

Der længe blive vil en Levning udaf Taagen,

En Gnist kan tende an den allerstørste Ild,

Bliv derfor ikke tryg, men vaagen, kiek og snild,

De kloge Anslag skal Din store Siæl bevare,

For Svig og Snuble-Trin Du da er uden Fare.

Men Julianes Roos, saa længe Verden staaer, Vidt Semiramiders i Norden overgaaer.

(r) Domm. 5, 24. Velsignes skal Jaël frem for Qvinderne, velsignes skal Hun frem for Qvinderne i noget Paulun.

(s) Psalm. 121, 3. Han skal ikke lade Din Fod snuble, Han skal ikke stumme, som bevarer Dig.

69 Og Du, vor Friderich! Vor Trøst og Landets Glæde!

Den store Bane Du begynder at betræde,

Træd lykkelig her frem, løb, naae det glade Maal, Vort Haab, vor Kiærlighed, bliv en Magnete-Naal!

Fortien alt meer og meer vor Kiærlighed og Ære,

Lad Villien til Got at fremme, større være

End Magten rekke kan, Døm selv Din egen Barm,

I Førster ere jo Guds Billede og Arm;

Vil Du, at Himlens Dug Din Tilvext skal velsigne.

Stræb den Original, mest mueligt er, at ligne,

Barmhjertig, ydmyg, mild, retraadig, viis og

from (t),

Lign Gud, løb som en Sool i denne Cirkel om.

Med varsom Mandighed gaae frem paa Dine Veie (u),

(t) Mich. 6, 8. Hvad kræver Herren af Dig, uden at giøre Ret, og at elske Miskundhed, og at ydmyge Dig, at vandre med Din Gud.

(u) Psalm. 119, 133. Befæst mine Trin i Dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig. Iesv. 1, 7. Vær saare frimodig og sterk, at tage vare paa, at giøre efter al den Lov, som Mose, min Tiener, bød Dig, viig ikke fra den til høire eller venstre Side, at Du kan faae Forstand paa al den Vei, som Du skal vandre paa.

Du da, Elskværdig Prinds! er rolig paa Dit Leie (v),

Glem ei Guds Pagt og paa Din Ungdoms Leder

skiøn (x)

En deilig Krone den er Viisdoms store Løu (Y),

Charlotte, Dyders Sool! Prinzessers Ziir og Ære,

Gid, til Velsignelse, Du længe blant os være!

Den Bøn for Kongens Huus Du daglig øser ud,

Hvo kiender ei, at den blev hørt af Himlens Gud.

Dit Samfund med Din Gud, o dyre Konge-Dotter!

For Riger, Lande, og for alle Undersaatter

Langt større Stytte er, end vi indsee og troe,

Bliv stedse herlig i Din Gud-hengivne Roel

(v) Psalm. 4, 9. I Fred vil jeg legge mig tillige og sove; thi Du Herre, alene skal lade mig boe tryggeligen.

Psalm, 119, 9. Hvormed skal en Ung holde sin Stie reen; At Han holder sig efter Dit Ord. Ordspr. 2, 17. Den, som forlader sin Ungdoms Ledere, og som haver glemt sin Guds Pagt. Jer. 3,

4. Skulde Du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader, Du er Min Ungdoms Leder.

(y) Ordspr. 4, 7. 8. 9. Kiøb Viisdom. — Ophøi den, saa skal den

ophøie Dig. Den skal sette Naades Smykke paa Dit Hoved,

den skal give Dig en deilig Krone,

Kom Juliane da, Kom Fridrich, og Charlotte,

Und os, i fælles Fryd at vi med Eder maatte

Opsende Offer, Bøn, og Tak til Himmelen,

Der, ligesom paa nye, os Kongen gav igien (z).

Vor Konges Liv, o Gud, Dig dyrebart lad være,

Udbred Hans Navn, Hans Magt (*), Hans Dages Tal (a).

Hans Ære,

(Saae

(z) Psalm. 98, 1, Synger Herren en ny Sang, thi Han haver giort Underlige Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

(*) 1 Sam. B. 2, 10. Han skal give sin Konge Styrke, og ophøie sin Salvedes Horn.

(a) Psalm. 61, 7. 8. Du skal legge Dage til Kongens Dage, at hans Aar maae være som fra Slegt til Slegt; At Han maae sidde ævindelig for Guds Ansigt; Dereed Miskundhed og Sandhed, at de maae bevare Ham. 5 Mos. B. 30, 20. At Du maae elske Herren Din Gud, at høre paa hans Røst, og at hænge ved Ham; thi Han er Dit Liv og Dine Dages Længde.

72 Slaae Fienden (b), Glæd Hans Siæl (c), Sid hos

Ham ved Hans Roor,

Giør, thi Du ene kan, Ham her og ævig Stor!

Domm. 5, 31

Saa skulle, Herre, alle Dine Fiender omkomme, Og De, som elske Dig,

Skal være ligesom Solen udgaaer i sin Kraft,

Og Landet hvilede.

(b) Psalm. 132, 17. 18. Jeg vil tilredde en Lygte for min Salvede. Jeg vil klæde hans Fiender med Skam, men hans Krone skal blomstres over Ham. 2 Mos. B. 15, 6. Herre, Din høire Haand er be: viist herlig at være med Styrke; Herre, Du skal nedslaae Fienden med Din høire Haand.

✂

Til Kongen. Af Peter Friderich Suhm. Kiøbenhavn, Trykt hos Brødrene Berling. 1772.

2
3

Længe nok have Religion og Dyd været hos os traadde under Fødder; Retsindighed, Ærbarhed alt for længe forviste fra vore Grændser. Dog er Du o Konge uskyldig herudi. En skammelig Sammenrottelse af nedrige Folk havde bemestret sig Din Person; giort Adgangen til Dig umuelig for alle retskafne; Du saae og hørte kun igiennem deres Øyne og Ørne. Imedens dit Land svemmede i Taarer; Frygt, Forskrækkelse, Angest herskede allevegne; Imedens det Danske Navn var blevet til en Vanære, og man udenlands ei torde bekiende sig til det; Imedens Patrioterne stode forbausede, Rigerne udsuedes, der Kongelige

Huses Soel formørkedes, og alting var til Priis for Æreskiøndere, for Røvere, for Guds Bespottere, for Dyds og Menneskelighedens Fiender; Imedens alt dette skeede, da var Du fornøyet, fordi Du tænkte at alle vare fornøyede, at Undersaatternes Lyksalighed fremmedes.

Velsignet være Juliane! Ophøyet være Prinds Friderich! Takket være alle de Patrioter, alle de som af rene Hensigter have revet det Baand fra Dine Øyne, som hindrede Dig i at see; Som have hævnet Dig og Riget; Som have vovet deres Liv for vor Frelse; Som have igien givet Dig Din rette og væsentlige Magt. Og sandelig det var paa høy Tid, thi jeg saae Borger hvæsse sit Sværd mod Borger, forhen fredelige Folk at ophidses til Mord; Maaskee havde Din Residence-Stad inden faae Dage bleven et Offer for Luen, kun været en ynkelig Steenhob; og Dannemark og Norge ulyksalig under den Konge, som ivrigt ønsker deres Vel.

See Konge, Glæden af Dine Undersaatteres Øyne! Beskue med Eftertanke deres Fryde-Ild, deres frivillige Fryde-Ild. Lad saa mange Kongers Blod, som rinder i Dine Aarer, opvarme Dit Hierte til selv at see til Dit Folk. Saa giorde Christian den Fierde; Saa giorde Friderik den Fierde; forævigede Navne! Lad Smigrere ei indbilde Dig, at Du er alerede dem, men stræb at blive som De. Af Gud og Dit

Folk har Du Eenevolds Magten; Du er ogsaa Gud og det Regnskab skyldig, hvorledes Du bruger den. En forfærdelig Magt, Eenevolds Magt! Jo større Magt, jo større Pligter. Sæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkiende Gud over Dig, ved at tilsee Dit Folks Beste, ved at udvælge værdige Mænd, og Du har den værdigste i Din Broder, ved ei at dømme og afsætte nogen uden efter Lovene, ved at ophøye meest Dine egne Undersaatter. Lad os igien i Dine Befalinger høre vort eget kiære Sprog, Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk; Lad det fremmede Sprog være et Kiendemarke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at nedlade sig saavidt. Leg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, endog om den traf de allerfletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forviiste komme tilbage; Lad nyttige Mænd iblant dem igien beklæde Æmbeder; Gior ei for mange og hastige Forandringer, at ei den tilkommende Tid skal blive lig den forbigangne; lad ei ældgamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøye de sidste; revs lemfældig dem, som det er mueligt at behandle med Naade straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg, at Din Faders Monumenter ei forfalde; Indskrænk de bekostelige Lystigheder; Undersøg nøye Landets Giæld, og betal den retmæssige; Lad Norge, det troe og tapre Norge, faae sin

Mønt igien; Lad deres Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikkerste Stytte; Glem ei Banquens, Handelens Tilstand, og lad den sidste ei mere være et Maal for nogle faae egennyttige; Er det mueligt da afskaf de haarde Skatter, som betynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddeel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Ævne bære den Deel, som forhen laae paa den Usle. Da skal Eenevolds-Magtens Land vare Friheds, Glædes, Overflødigheds, Trygheds Land, mere end det frie Engelland selv, hvor egennyttige og nedrige Ministre vel ei kunne hindre Folkets Raad at komme for Kongen, men hvor de dog hindre Virkningen deraf, hvor de tør understaae sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem som tale en hellig Sag.

Danmark, Norge og Fyrstendømmene tale giennem min Mund til Dig o Konge. Hverken Hyklerie, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; Ikke har jeg nedrig eller flittig giort Opvartning for de forrige Ministrer; Aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa, eller bukket for de sidste Afskum; Aldrig har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takker jeg for, at de have sat mig i Stand ei at bede om noget. Hør derfore Sandheden af min Mund, en Sandhed, som ei kan vare mistænkt, Sandhed, som fast altid udelukkes fra Kongens Sæde: Frygt Gud, elsk Dit Folk, regier

selv, troe Din Broder. Da ville vi og efter Tiden kalde Dig Kong CHRISTIAN den Store, den Vise, den Gode. Vor Formue, vore Børn, vort Blod staae til Din Tieneste; for Dig, for Juliane, for Friderich, for Fædernelandet flyder det. Dit Konge-Huus, det Danske og Norske Rige ville da staae til Verden falder.

Den, som ei tænker saa, er ingen Dansk, ingen Normand; men hvo tænker anderledes, uden de, som ere solgte til Laster. Hvo ærer og ophøyer ei den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som giorde os igien til et Folk. Herlige Nat! tilkommende Homerer og Virgiler skulle besiunge Dig. Saa længe Danske og Norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Roes vedvare, men ei forøges, thi det er umueligt; Verden vil altsaa før blive til intet, end deres Ære forgaae.

Ævige Gud! Du som hersker over Konger, over Mennesker og Verdener; Du som med Dit Veirs Aande haver bortspredet de Ugudelige, og giort deres Anslag til intet; giv os Forstand og Hierter til at indsee Din vise Bestyrelse, til at erkiende Din Almagt, til at følge Dine hellige Love. Giv vor Konge Kraft til at hænge fast ved Dig, lad Ham indsee at Du er Hans Konge, og Han vor Fader. Det skee! Det skee!

✂

Seltnes Denkmahl patriotischer Freymüthigkeit, und großmüthiger Königlicher Wahrheitsliebe.

2
3

Vorbericht.

Glüklich, dreymal glüklich das Volk, welches unter viner Regierung lebt, die es dem edlen Patrioten verstärket, freymüthig aufzutreten, und laut die Wahrheiten vorzutrageu, die Len Fürsten groß, und die Unterthanen glüklich machen! Ihr auf eure Freyheit stolzen Völker verehret mit mir ein Denkmahl der wahren monarchischen, d. h. väterlichen Regierung. Es sie diese Schrift ein Fragment aus den entfernten Jahrhunderten, da die Menschen noch immer die natürliche Gleichheit erkannten, und den Würdigsten unterallen zu ihrem Beschützer und Wohlthater wählten; oder sie sey eine Vertheidigung unsrer spätem, so oft getadelten Zeiten: Das Land, wo der Freund der Wahrheit, der Tugend und Religion herrscht, der diese Schrift mit Königlichem Wohlgefallen aufnam, sey mein Vaterland, dem Fürsten sey mein ganzes Leben geweiht, für ihn fliesst mein Blut! Nur in dieses Königs eigenem Herzen kann der Verfasser die grossen Gedanken zur Beglückung der Völker geschöpft haben; nur aus Furcht, der Schmeichelet) verdacht zu werden, mag er das Lob in Lehren verwandelt haben.

zu lange waren Religion und Tugend den uns unrer die Fusse getreten ; zu lange waren Rechtschaffenheit und Ehrbarkeit von unfern Grenzen verscheucht. Du aber, o König, warst hieran unschuldig. Eine schändliche Rotte niedriggesinnter Leute hatte sich Deiner geheiligten Person bemächtigt, und den Rechtfchafnen den Zugang zu Dir unmöglich gemacht; Du sahst und hörtest nur durch sie. Dein Volk fchwam in Thränen; Furcht, Schrecken und Angst herrschte überall; der Name der Nation war eine Schande worden, so daß niemand sich in fremden Ländern zu selbigem bekennen durfte; die Patrioten stunden betroffen, die Reiche wurden ausgesogen, der Glanz des Königlichen Hanfes verdunkelt; alles war Ehrenschandern, Räubern, Gottes: lástrern, Feinden der Tugend und Menschlichheil Preist: Bey dem allem warft Du zufrieden, weil Du glaubtest, daß alle zufrieden wären, und daß die Wohlfarth der Umerthanen befördert würde.

Gesegnet fty Juliana! Verherrlicht sey Friedrich! *) Gepriesen seyn alle Patrioten, die aus reinen Absichten die Binde von Deinen Augen gerissen haben, die Dich und das Reich gerächet, ihr Leben für unsre Rettung gewagt, und Dir Deine rechtmässige, angeerbte Macht wieder gegeben haben! Und wahrlich es war einmal Zeit; denn ich sah den Bürger wider den Bürger das Schwerd wätzen, und die sollst friedlichen Völker zum Morden gereizt werden. Binnen wenig Tagen wäre vielleicht Deine Königs-Stadt ein Opfer der Flammen, und in einen elenden Steinhaufen verwandelt worden; vielleicht wäre D . . . und N . . . unter eben dem Könige unglücklich worden, der ihre Glückseligkeit am eifrigsten wünscht.

Sieh, König, die Freude die aus Deiner Unterthanen Augen stießt; steh auf ihre Freuden - Feuer, auf ihre freywiüigen Freuden-Feuer! und denke nach! Laß das Blut so vieler Könige, das in Deinen Adern rinnt, Dein Herz beleben auf Dein Volk herab zu schauen! Gleiche Christian dem Vierten; gleiche Friedrich dem Vierten; verewigte Namen! Traue nicht Schmeichlern, daß Du jenen schon gleich feyst; sondern eyfre ihnen nach. — Von Gott und von Deinem Volk hast Du die unumschränkte Gewalt ; aber auch Gott und Deinem Volk bist Du von dem Gebrauch derselben Rechenschaft schuldig. — Eine fchrekliche Gewalt, die unumschränkte Gewalt! — Je grösser die Macht, desto grösser sind die Pflichten.— Sehe Du selber dieser Macht Schranken!

KFZ darum

*) GeschichkSkundige Theologen mögen entscheiden, ob diese Namen verklärte oder noch ans Erden wandelnde Schutzheilige bezeichnen.

darun erkenne Gott über Dir; arbeite an dem Wohl Deiner Völker; wähle würdige Rathgeber, und Du hast an Deinem Bruder den würdigsten; verurtheile Du niemanden, und sehe niemanden ab als nach dem Gesees erhebe vorzüglich Deine gebohrne Unterthanen! laß uns wieder in Deinen Befehlen unsre eigne geliebte Sprache hören; denn Du bist ja D .., und ich weis daß Du D ... kannst. Die ansläntische Sprache sey ein Denkmal des niedrigen Verrätherö, der zu träge war unsre Sprache zu lernen, und zu Hönisch sich bis zu ihr nieder zu lassen. Bezähme die Eigenwilligen, und laß niemand Unrecht leiden, am wenigsten durch offenbare Gewalt, sollte sie auch nur die allerschlechtesten Menschen tressen. Russe die unrechtmässig Abgesetzten und Verwiesenen zurück; laß nützliche Männer unter ihnen wieder Aemter bekleiden; mache nicht zu viel und zu schnelle Veränderungen, daß die kommende Zeit nicht der nun vergangnen gleich werde; laß nicht veraltete Dinge hcrvorgesucht und geprüft werden, untersuche nur die leztern genau; züchtige diejenigen gelinde, die noch mit Gnade behandelt werden können; die aber, welche Dich und uns geschändet haben, strafe ohne Nachsicht. Gieb nicht zu, daß Deines Vaters Monumente verfallen; schränke die kostbaren Lustbarkeiten ein; erforsche die Staatsschulden genau, und bezahle die rechtmässigen. Laß N . . ., das treue und tapfre N . . ., seine Münze wieder bekommen; laß seine Helden nie wieder von Deinem Throne verjagt werden, die Helden die Deines Thrones sicherste Stütze sind. Vergiß nicht den Zustand der Bank und des Handels, und laß leztern nicht blos einen Gewinn für wenige Eigen-

nüßige feyn. Ist eS möglich, so hebe Die schweren Schatzungen aus, die Deine Unterthanen drücken, und wenigstens vcrkheile sie mit Mehrer Gleichheit; freudig will ich nach meinem Vermögen einen Theil übernehmen, der auf Dürftige lag. Dann soll das Land der unumschränkten Gewalt, das Land der Freyheit, der Zufriedenheit, des Ueberstusses, der Sicherheit seyn, mehr als das freyeEngland selber, wo eigennützige und niederträchtige Minister zwar nicht das Gesichrey des Volks vom Könige abhalten können, wo sie aber doch die Wirkung desselben verhindern, und die Vertreter des Volks, die für die geheiligte Sache reden, in Fesseln schlagen dürfen.

Deine Reiche und Provinzen reden, o König, durch meinen Mund zu Dir. Weder Verstellung noch Schmeicheley, weder Hofnung noch Furcht führen meine Feder. Den vorigen Ministern habe ich nicht kriechend noch fleissig aufgewartet; und niemals habe ich den leztern Bösewicht besucht, gegrüßt, oder mich vor ihm gebeugt, selbst deinem Thron habe ich mich nie als ein Bettler genaht; ich danke es der Vorsehung und meiner Ehe, die mich ausser der Nothwendigkeit gesezt haben, um etwas zu bitten. Darum höre die Wahrheit aus meinem Munde, die Wahrheit die nicht verdächtig styn kann, die Wahrheit, die fast immer von dem Sitze der Könige entfernt ist: Fürchte Gott, liebe Dein Volk, regiere selbst, traue Deinem Bruder! Dann wollen wir und die Nachwelt Dich den GrdMtt, den Wkl' fett, den Guten nennen. Unser Vermögen, unsre Jugend, unser eigen Blut soll zu Deinem Dienste bereit seyn; für Dich/ für Juliane, für Friedrich, fürs Vaterland fließe

es; und so wird Dein Königs-Haus, Dein Reich stehen, bis die Welt cinsinkt.

Wer nicht also denkt, ist des Namens seiner Vater unwerth; doch wer denkt anders, als nur die, welche den Lastern verkauft sind ? Wer verehret und erhebt nicht die gefährliche aber ruhmvolle Nacht, die unsre Bande zerriß, und uns wieder zu einem Volk machte? Herrliche Nacht! Homere und Virgile werden dich besingen. So lange Helden sind, soll AîîilMMs, Friedrichs Ruhm dauern, aber nicht vermehrt werden; denn das ist unmöglich; und also wird die Welt eher als ihr Ruhm vergehen.

Ewiger Gott! Du Beherrscher der Könige, der Menschengeschlechter und Welten, der Du mit deinem Hauch die Gottlosen zerstreuet, und ihre Anschläge vernichtet hast, gieb uns Verstand und Herzen Deinen weisen Führungen nachzuforschen, Deine Allmacht zu erkennen, und Deinen heiligen Gesehen zu gehorchen! Gieb unserm Könige Kraft fest an Dich zu hangen; laß Ihn erkennen, daß Du sein König bist, und Er unser Vater. Das geschehe! das geschehe!

✂

I Anledning

af

Herr Conferenz-Raad

P. F. Suhms

ypperlige Tale

til

KONGEN

ere disse Tanker opsatte og

Ham tilegnede.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke 1772

2
3

Ærværdige Landsmand? — Store Patrioth! — som fri og opløftet over de farlige Gienstande Frygt

og Haab — havde Mod nok til at sige hvad Du

tænkte, og Indsigt at tænke som Du burde. —

Som en Dansk Mand, som en dydig Borger,

som en Sandheds Elsker, sagde Du Sandhed!

Sandhed af det Slags, som neppe er fremkommen i den Gestalt i de nyere Tiider, uden Sminke,

reen! u-indhyllet, nøgen! saaledes som de

ældre Tiiders store Talere fremførte den. —

Du Værdige! — talede for os, og udtrykte saa viiseligen alles Hierter; Du lod derved see, at Du kiendte ligesaavel Dine Medborgeres Tanker, som vores fælles Land Faders faderlige Hierte. — Vores Tiid, Tilstand og Tarv ere Beviis-Grunde for Dine Meeninger, og det heele Danske og Norske Folk ere talende Vidner, og yde Dig Tak. —

Stor ved Retfærdighed imod Forbryderne, viiste vores Monarch sig ikke mindre Stor, da Han gav den ellers fortrykte Sandhed Frihed, og hørte den af Dig, Du rare Borger, paa alle Dine Medborgeres

Vegne! — Han gav derved det største Beviis paa

Sit ømme Hierte, og det sikkerste paa det Gode vi

kan haabe! Han lod heele Verden see, at

Sandheder af Hans Børn altid skal være Ham behagelige, som de allerværdigste til Hans Høyhed,

bleve de berettigede fri Adgang til Hans Throne! —

Han ansaae dem som Sin Krones Glands, som Hans Scepters Magt, og som Hans Majestæts Pragt, fordi Retfærdighed er Hans Thrones Støtte. Saaledes gav Han os det Haab, at herske over Sit Folks

Hierter! over Hierter fri for Smigrerie og

Løgn: over Undersaattere, over Børn, over Dydige! Derfor skal hvers Hierte være

Hans rette Eyendom! — derfor skal Han, vores

Konge være alles Haab! alles Lyst! — og derfor er alles Glæde: at Sandheds og Retfærdigheds Ven er det Danske og Norske Folkes Fader. —

✂

De

Retsindiges

Kritik

over

Hr. Conferentsraad Peter Friderich Suhms

Moraler

til Kongen.

Opsat efter manges Begiering af en

Veldømmende.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde, og findes sammesteds tilkøbs.

2
3

Disse velmeente Erindringer nedlægges for min Konges Trone

allerunderdanigst af

4
5

Jeg elsker Philint. Ingen Under! vi ere opdragne i eet Huus, i een Tænkemaade, i een Religion tilsammen. Opdragelsen havde næsten eens Virkning paa os begge, saa at den eene ligesom kunne læse sin egen Tænkemaade og Opførsel i den andens. Denne Harmonie vi følte i hinanden, den oplivede os til en fælles og stærk Kierlighed. Vi troede, i vor Ungdom, og det ikke uden Grund;. thi andre troede det med, at der herskede de beste Inretninger i vor Familie; de beste Love; de beste Lærere. Vi ansaae os da selv lykkeligere og bestemte til noget højere, frem for saa mange andre. Ingen i Sælskabet var værdigere i mine Øjne, end min Philint; thi just i det samme mine Tanker ærede ham, saa glædede de mig, at jeg var deelagtig i hans Fortrin. Intet viist Ord stod ud af hans Mund, uden jeg jo gottede mig lige saa meget, som om jeg

2 selv havde sagt det; ja! Philint selv havde ikke saa glade Følelser over sine opbyggelige Ord, som jeg; thi min Taushed, imedens han talede, tillod mig at udmerke det Skiønne og det Nyttige i de Meninger han fremførte. Hænte det sig, at min Philint, (formedelst de overflødige Tanker, som ulmede i hans Siæl), kom til at fortale sig, naar vi vare i Sælskab sammen, saa lod jeg et hastigt og omhyggeligt Blik løbe om til Sælskabets Medlemmer, for at udsee, om nogen havde lagt Merke til hans Fejltagelse; var dette skeet, saa kunne ingen være ivrigere og beredvilligere end jeg til at undskylde, tilhylle, eller om mueligt, tilintetgjøre Sælskabets fornærmende Dom over hans Ord.— Ville jeg være deelagtig i Philintes Ære, saa var jeg jo pligtig at afbøde hans Vanære.— Philintes ædle Handlinger vare mig til ligesaa sød en Vellyst, som, om jeg selv havde iverksat dem. I Følge af min Kierlighed til ham, var jeg ligesaa øm over ham, som over mig selv; jeg ville lige saa nødig at han skulle forsee sig, som jeg. Fordi Dyden havde opløftet os oven over den ryggesløse Hob, saa maatte ingen ubesindig, skadelig eller forargelig Handling, sætte en Plæt paa denne vores Højhed. Jeg skielvede, blot ved at forestille mig at dette kunne skee. Om min Philintes Skrøbeligheder fik ham til at slippe sin Højhed af Sigte; fik ham til at begaae noget, hvorover Sælskabet billigen opholte sig; ach! min Gud! hvor blussede jeg da af Unseelse, at den, som formedelst sine høje Egenskaber, var mit Venskab, min Højagtelse allene værdig, skulle bevise, at mit Vennevalg ej havde været rigtigt. For at afbøde denne Unseelse, som Philints uagtsomme

3 Opførsel foraarsagede mig, kunne jeg dog ikke nenne at vende Vaaben imod ham. Han var mig alt for kier dertil. Jeg sat meget heller min største Ære deri, at jeg kunne byde dem Spidsen, som ville saare Ham med deres Spidsfindighed. Mange Gange anvente, et eller andet misundeligt Lem i Sælskabet, al sin forgiftede Veltalenhed paa at fortære Lyset af min Vens Fuldkommenheder, og giorde alt Sit til, at hans Fortrin skulle blive anseete, som Mangler; thi jo flere Fulkommenheder en Person lader see, desto omhyggeligere viser Avind sig i at forringe saadan en Person med sin Løgn, med sit Ordgyderie og med sin Sladdervurrenhed. Min Philint var en Menneskeven, ansaae Avinds Feil for menneskelige, og var alt for høitænkende til at bestraffe dem. Dydens Glans formørkes allermeest med Plætter, naar den Dydige vil afværge al Formørkelse. Det vidste min Ven, det holdt han sig efterrettelig. Han vidste nok, at han, saa længe han var et Menneske, maatte begaae Feil; men Nedrigheder begik han aldrig; derfor forblev han altid min Ven; jeg elskede hans Fortrin saa meget, at hans Mangler sielden faldt mig i Øine; jeg ærede hans Fulkommenheder, og saae igiennem Fingre med hans Ufulkommenheder; derfor var ingen mig væmmeligere, end den, som i min Nærværelse vovede at hvæsse sin Tunge imod ham, og at tvinge andre til at holde inde med den Roes, som de havde paa Munden at ville give ham. Blev jeg frugtsommelig med en Morale, som kunne tildeels nytte ham, og tildeels være nødvendig for ham i Betragtning af det vanskelige Embede han beklædede; saa søgte jeg ikke at giøre min Umage,

Omhu og Indsigt selv betalt i hans Misunderes Lovtaler over mig; men mit Hierte var min rigeste Belønnere, og min Philint glemte ei at takke mig derfor; denne Tak var mig langt sødere, end om jeg havde forledt mig selv til at fyldestgiøre min Forfængelighed. Naar jeg da havde en Morale hos mig, som jeg holdt for at være værdig til min Philints Opmærksomhed, saa var det mig en plat Umuelighed, at jeg kunne moralisere for min Ven i et vidtløftigt Sælskab, hvor jeg, (som altid forfulgte hans Handlinger med den nøieste Eftersigt), ved at foreholde ham een eller anden Feilspost, som jeg frem for mange andre havde bemærket, lettelig kunne bringe andre paa Spor til at oplede de Feiltagelser hos ham, som de før aldrig engang havde drømt om. Dette var en Aarsag, hvorfor jeg ikke kunne bære det over mit Hierte, at sige Philint sine Feil, naar andre vare Tilhørere; men det var ikke den eneste. Jo flere Feil andre opdager hos min Ven, desto meere skamfuld maa jo jeg ogsaa blive; derfore maa jeg skiule min Vens Feil, paa det at jeg ikke tilsidst skal kiedes ved, og opsige ham mit Venskab. Desuden! dersom jeg sat min Ven til Rette i andres Nærværelse, saa ville de Ildedømmende, uden Tvivl, giøre saadan en Slutning over mine Ord, i hvor læmfældige og vaersomme de end vare: Siger Philintes

Ven ham slige Haardheder i Øinene; saa maa Philint, uden Modsigelse, være skyldig i mange grove Forseelser; en Ven er jo alt for øm over den anden, at han skulle vise den brogede Side udad af sin Vens Handlinger; naar nu Philints Handlinger,

5 efter sin Vens mildeste Domme ere saa modbydelige, hvor slemme maa de da virkelig være i sig selv!

— En offentlig Irettesættelse har altid noget Bidende i sig for den, som irettesættes; endskiønt jeg faaer saadan en Irettesættelse af min beste Ven, saa antager jeg den ikke uden med samme Hierte, som jeg tager imod en Bebreidelse fra min Fiende. Jeg elsker mig saa meget selv, at jeg troer, at ingen uden min Ven har udmærket sig mine begangne Daarligheder; derfor vil jeg heller ikke gierne have det, at han just skulle lade andre vide dem; giør han tvert herimod, saa anseer jeg ham, imedens det varer, ikke som min Ven; og giør han det altid, saa troer jeg, at han har paataget sig mit Venskabs Maske, for at faae den beste Leilighed til at skiere mig med sine Bebreidelser. Saaledes som jeg nu ønsker at mine andre Venner stulle opføre sig imod mig, saaledes opfører jeg mig imod min Philint. Af en øm Kierlighed til ham drives jeg hver gang jeg aabner ham de Raad, som til hans Beste, hvile i mit Hierte. Ingen Myndighed giver mine Ord den Vægt, som min Aarvaagenhed, for ham, allene bør give dem. Ingen Stolthed tør udslette min Ømhed, Tilbøielighed og Hengivenhed for ham, af mit Ansigtes Lader. Den Higen efter allene og allermeest at tækkes min Philint, den forbytter mit Hierte da ikke med Tørst efter, at nogle Mennesker, (dem jeg for Resten kunne være ligegyldig) stulle sige at jeg var klogere end Philint. Hvad vant jeg vel ved denne Roes? intet! Og Tabet var uendelig stort; min Underviisning maatte Philint foragte, fordi den ganske meget lignede en Bebreidelse.

6 I Steden for at forbedre min Ven, giorde jeg ham jo forbitret, og hvor kunne jeg da naae min Paamindeldes Hensigt, som var Philintes Forbedring.— Philint ville med i rige Beviser søge at tilintetgiøre mine Beskyldninger imod ham, endskiønt hans Hierte overbeviste ham langt kraftigere, end jeg, at han var skyldig i dem; men hvorfor det? Allene fordi Philint med sit Forsvar ville befri sig fra den Foragt, som Sælskabet, af mine Overbeviisninger, kunne fatte imod ham. Nedrige og hærdede Siæle, som ingen hemmelig Irettesættelse kan bide paa, de maa revses med offentlige Bebreidelser; men min Philint har et ædelt, ømt og bøieligt Hierte; det eneste Middel til at giøre hans Hierte kiedsommelig over sin Dyd, og ligegyldig mod Laster, det var ved at udstryge hans Navn af de Dydiges Ruller, og sætte hans Smaafeil i samme Rubrike, som Lasterne staae. Saa længe han troer, at Folk tænker om ham, at han er dydig, saa stræber han af alle Evner at giøre fyldest for deres gode Tanker om sig; men falder andres gode Tanker om ham, saa svækkes og hans Lyst til at vise sin Dyd; thi saa længe Philint bliver et Menneske, saa blander der sig noget forfængeligt i med hans allerædelste Handlinger; og jeg forlanger ingen Engel til Ven, saa længe jeg selv er et Menneske.— For altsaa at undgaae den Skade, der flyder af at oprippe min Vens Feil i andres Nærværelse, saa søger jeg Lejlighed til at komme i Eenrum med ham. Her siger jeg ham mit Hiertes reene Mening om ham, lige under Øinene. Skulle jeg feile i min Dom over ham, saa er jeg her ikke i Fare for at skade ham, eller beskiemme mig selv. Er min

Irettesættelse grundig og grundet, saa giver han mig, efter en kort og kierlig Strid, en fuldkommen Ret og Philint glæder sig da lige saa meget ved at være overvunden af mig, som jeg ved min Seier. Saaledes er min Opførsel mod Philint; jeg forandrer den aldrig, saa længe mit Sindelag mod ham bliver det samme.—

Min Læser forstaaer lettelig af Titelbladet, hvad jeg har sigtet til med denne Lignelse. Vor Konge er vor beste Ven; er den Philint, som jeg; som Patrioten; som alle elske. I ham er vort Haab; for ham er vor Frygt; af ham er vor Lykke. Naar jeg kun er dydig, saa haaber jeg vist ikke at erlange nogen Yndest af min Konge, som jeg er uværdig til; ved Hyklerie lover jeg mig ikke at vinde et ædelmodigt Hierte, og langt mindre min Konges; men mon ikke den fremfusende Sandhed være ligesaa mishagelig for min Konge, som den underfundige Smigren? Jeg har en sønlig, men ingen slavisk Frygt for Kongen, og mon ikke den Søn, som i en lykkelig Familie blev utrængende til sin Faders Hielp; mon ikke han, (siger jeg), ogsaa skylder sin Fader denne Ømhed, denne Varsomhed, denne Frygt for at giøre ham imod? — Om jeg den ene Dag var saa lykkelig, at jeg boede ved Gabet af min Gulmine; mon jeg da ikke den anden Dag, overfalden af en Røverbande, kunne ligge nedstøt og dræbt i dens i dens Hule, hvis min Konge ville lade mig savne sin Varetægt? — Fordi jeg vil ikke have Rang med haabefulde Betlere, fordi jeg vil at Folk skal vide, at jeg ikke trænger til nogen; fordi jeg

lære andre at sætte Unseelse til Side, og sige hvad dem synes, uden at frygte for, eller overveie Skaden; fordi jeg kan mætte mig selv med den Lykke, som jeg allene har taget af Forsynets og min Kones Haand; mon jeg derfore tør give mig selv Myndighed nok til at sætte Plætter paa min Konges Purpur; til at opdage Feil i Regieringen, som jeg, der er saa langt fra Tronen, og saa kortsynet tillige, aldrig med fuld Vished kan give Navn af Feil? Nei! — — jeg for min Deel ville hellere lade Rigets og Kongens nye antagne Venner forbedre Feilene, dersom der kunne være nogle, som behøvede det. Dog! — i hvor meget jeg end eiede, saa troer jeg dog, at jeg lever lykkeligere i en Stat, hvor den hjelpsomme Haand, som min Medborger rækker mig, forsøder min Tilstand uendelig meere, end om jeg levede i en Ørken med alle mine Guldklumper. Tager jeg Deel i det Gode, som Sælskabet giver, saa bør jeg og afværge det Onde, om det er mig mueligt. Jeg maa ikke være ørkesløs, og lade mine Penge allene betale det jeg skylder min Stat. Har jeg Insigter, da bør de nytte min Stat ligesaa meget, som mine Penge, jeg lader rullere. Heri maa vi forære Hr. Conferentsraad Suhm. Endskiønt han kunne hvile i Lykkens Skiød, saa er han dog een af de flittigste Borgere i Staten, til at forbedre andre med sine Insigter. Jeg sigter nu i sær til hans Skrifter, hvis velfortiente Berømmelse de fleste af os har læst i Efterretningerne og Journalen. Alle ærer ham, fordi han lader den lærde danske Verdens Oplysning være sig saa magtpaaliggende, og hans Ære vil vist ikke døe med ham selv; men et Fejltrin i sin Bevaagenhed

9 for det danske Publikum, har han dog, uden Tvivl, giort i disse sidste Tider. Hans Ære skinnede jo klart nok, hvorfor ville

han da vel forøge dens Straaler ved at begaae en Feil? Bør

jeg sætte mig selv i Lyset, ved at formørke det, som eene og i sær er skabt til at lyse? Nei! — — og jeg troer vist, at Hr.

Conferentsraaden selv vil blive rød over at han, imedens han

bestemte sine sidste Tanker for Kongen til Trykken, har forglemt den adelmodige Sindighed, som ellers er ham saa væsentlig. Naar jeg, som en Patriot, vil forherlige min Konge eller mit Fæderneland ved en Lovtale, saa vil jeg ikke at en snever Omkreds af Venner allene skal glædes ved vor Lyksalighed, som jeg har udmærket; men min Kierlighed til Kongen og Medborgerne ønsker og at andre skal ære os for vore fælles Fortrins skyld; derfore lader jeg min Lovtale offentlig bekientgiøre ved Trykken. Dersom den omædende Bagtalelse havde udspret noget Ont om mit Fædreneland, omkring i andre misundelige Naboe-Riger, saa giør jeg mit til at aftoe disse Plætter med min Lovtale; jeg anfører sandfærdige Exempler paa vore Fortrin, og udstryger dem saa meget, at Læserne glemme at sætte Liid til det feilbare Rygte. Af en oprigtig Kierlighed til mit Fæderneland ønskede jeg at vore Mangler ikke vare opdagede for andre Øine, end for de, som Havde Insigt nok til at udsee Raad imod dem. Hvor skadelig er ikke en almindelig Misfornøielse i en Stat, og bør da jeg, blot betragtet som Menneskeven, kaste Olie i Ilden? —

Hr. Conferentsraaden skrev til vor Konge; en ædel Gierning, for saa vit at Inholden sigter til Kongens og Fædrenelandets Vel; men havde han vovet meget ved dette Skrift, saa havde det forædlet hans patriotiske Iver endnu meere; men nei! — han vovede intet; thi han viste det alle veed, at vor Konge er sagtmodig, uskyldig, menneskekierlig, og allerhelst hører Sandheden tale.—

Jeg stoler paa, at Hr. Conferentsraaden vil ligne vor store Konge i disse Dyder; thi ellers vovede jeg ikke at lade Dannemarks, Norges og Fyrstendømmenes retsindige Skare tale disse Erindringer igiennem min Mund.— Troe ikke, at enten Hykleri, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; jo dog! Frygt rører mit Hierte, mens jeg skriver, saasom jeg er bange for at fornærme Sandheden; — intet skulle smerte mig meere, end om man i mine Erindringer til Hr. Conferentsraaden, ville beskylde mig for en Myndighed, som endog i den Viisestes Mund falder modbydelig.— Intet skulle saare mig meere, end om man i Eftertiden ville bebreide mig, at jeg i mine Ord havde glemt den Ærefrygt, som den Vanvittige skylder en lærd Mand.

— Men Ulighed i Stand siger ikke noget, naar det er om Sandheden at giøre; dog! disse Erindringer burde jeg, (dersom jeg ville beholde Navn af en Menneskeven), sende Hr. Conferentsraaden under en forseglet Convolut; thi saa ville de maaskee frugte best; — dersom hans begangne Feil ei havde skadet det Offentlige, og dersom Irettesættelsen ei kunne, i Ufulkommenhed,

11 oprette Skaden; saa var det langt fra, at jeg skulle skeie ud fra en Vens Pligter. Jeg kan jo være Sandheds Tolk uden at opbringe Sanheds Elskeren imod mig; og jeg tiltroer Hr. Conferentsraaden saa megen Ædelmodighed, at han vil glæde sig over mit Foretagne, dersom jeg har været nogenlunde heldig i at naae Hensigten.—

Nu til Stykket selv! — imens jeg overseer det Hele, saa miskiender jeg ganske og aldeles den forsigtige, den Viise, den sindige, den ydmyge, den sagtmodige og grunlærde Hr. Conferentsraad Suhm.

En Undersaats Eenevoldsmagt strækker sig ei videre end til hans egen Familie, og knap der engang. Lad en skammelig Sammenrottelse formørke Kongens Ære, og bemestre sig hans Person, jeg, som en dydig, bør dog bevise med min Ærbødighed og Lydighed, at jeg troer, at Kongen sidder eenevolds paa sin Trone.—

Mon Retsindighed og Ærbarhed være forviste fra vore Grændser?— Alt for haarde Bebreidelser mod vort kiere Fædreneland! just fordi utallige Skarer af Retsindige saae, at Letfærdige og Uretsindige havde slaget Kreds om Tronen; derfore var deres Lyst til at sætte sig imod disses dårlige Anslag, desto fyrigere; deres Kierligheds Lue til Kongen antændes klarere, og deres Mod, paa at udrydde Hans Fiender, desto graadigere. Mon de Sammenrottede ikke havde formaaet meere paa Undersaatternes Hierter, dersom de havde skiult sig bag Dydens og

12 Gudfrygts Masse? Jeg kiender en heel Flok dydige Folk, som kort førend Forræderiet blev opdaget, havde sammensoret sig til at aabne Hans Majestæt deres Frygt for Forræderne, og tilkiendegive Ham de Forvarseler, som spaade Blod og Ødelæggelse; men inden den Tid, de havde fastsat, var udløben, saa forekom Gud deres Kierlighed til Kongen. Vi saae mange ublue Personer af begge Kiøn at streife om paa Gaderne; men mon ikke de mange Afskedigelser for en Deel tvang disse til Leddiggang og Frekhed?

Det er mig umueligt at forstaae, hvad Hr. Conferentsraaden indbefatter under de Ord: At bemestre sig Kongens Person. Hans Majestæt viste jo, hvad Magt Himmelen og Jorden havde givet ham; skulle Majestæten da vel have glemt sig selv saa aldeles, at man med Magt kunne komme til at tage Ham Scepteret af Haanden? — At bemestre, det kommer mig til at tænke paa en Overmagt, og Kongen tilkommer jo allene denne Overmagt. At jeg skal ligne smaa Ting med store; saa forestiller jeg mig Forrædernes Omgang med Hans Majestæt, ligesom en Kone der bevogter sin Ægtemand fra at komme hans Venner i Tale i Eenrum, naar hun ei er nærværende; saasom hendes onde Samvittighed frygter, at Mandens Venner ellers skulle aabenbare ham hendes Hiertes Falskhed og hemmelige Raad. Hun sparer ingen Veltalenhed, og ingen Leilighed, for at inbilde Manden, at hans sande Venner ere egennyttige, falske og hadefulde i Hiertet mod hans Per-

son. Besidder hun Snedighed nok til at erhverve sig hans Godtroenhed, ved Smigrerie; saa formummer hun Ham saaledes, at han mistroer dem, som meene ham det oprigtig, og selv vegrer sig ved at tale med sine Venner; saa har Konen udfriet sig fra den Tvang, at afbøde for den Forvirrelse, som Mandens Venner kunne giøre i hendes nedrige Trækker; ja hun har dermed lettet sig fra den Umage, hun før havde, med at udrydde de Mistanker om hendes Huldskab, som Manden tilforn undertiden fattede, af een eller anden fiin Erindring, som Vennerne gave ham; thi Vennerne havde vel lit Unseelse for hendes Nærværelse; men det var kun lit.—

Ved nedrig Smigren og forstilt Oprigtighed intoge Forræderne Kongens Hierte. Kongens Uskyldighed og Sagtmodighed gav dem en hastig Seier over Ham Selv; saaledes bemestrede de sig Kongens Person. De giorde Undersaatternes Hjerter fordægtige og forhadte for Kongen, og sparede intet nedrigt Kunstgreb til at giøre Kongen ligegyldig i Undersaatternes Øine.— Dersom min Tiener stikker Betlerens Breve under Stolen, at jeg ikke engang faaer dem at see; kan jeg da vel ansees for ubarmhjertig? Dersom han afskediger de Folk, som vil have mig i Tale, med myndige og dumme Ord, vil man derfore nægte mig Sted iblant de Vise og blant Menneskevennerne? Dersom han, uden at jeg faaer det at vide, i mit Navn, lemmelæster mine Love, mon jeg da kan ansees for uagtsom i Henseende til min Families Velgaaende? — indskrænkes

14 min Magt, bemestres min Person, fordi min Tiener spiller mig slige Stræger? Nei! ingenlunde.—

Mon Adgangen til Hans Majestæt var umuelig, for saa vit at den hængte af Kongens egen allernaadigste Villie? Nei! — men den var umuelig for alle Retskafne, allene for saa vit at Forræderne søgte af alle Kræfter at forebygge og forbyde, at ingen skulle faae Kongen i Tale. At man ikke med Ret skal kunne antaste mig for Smigreri, saa vil jeg anføre det Beviis, som jeg har paa min Satnings Vished. Tvende Borgermand vare, i en vigtig Anliggende, reiste til Hirschholm, for at andrage deres Ansøgning muntlig for Majestæten Endskiønt de tænkte med Ræven i Fablen: Nos vestigia terrent; saa ville de dog vove et Forsøg. Hvad skeer? — som de gaae over Hirschholms Slotsgaard, staaer Kongen i sit Vindue, bliver dem vaer, og Borgerne have den Lykke at værdiges med Majestætens Opmærksomhed. De anmelde sig, og blive uden Ophold strax inlat for Kongens egen Person. Denne Lykke som saa mange andre, i de formummede Tider, ønskede sig, tilskrev Borgerne vor naadige Konges udtrykkelige Befaling. Beviis nok for Kongens vaagne Øie og aabne Ører til at see Undersaatternes Trang, og høre deres Bøn. Min Konge er selv saa naadig at erindre sig min anførte Histories Sanhed, og naar Kongen veed, at jeg ingen Hykler er, saa er det mig ligegyldigt, at mine Ord ikke kan klinge behagelig i nogles Øren. Laae jeg ikke allerlængst fra Tronen, ubemærket i Støvet, saa er

jeg vis paa, at jeg var i Stand til at anføre langt flere Beviser paa min Konges Hengivenhed for Undersaatternes Vel; i hvor ofte man bestormede Majestætens Bevaagenhed, med de Vaaben, som vare henrettede paa at omkomme Kongens og Undersaatternes Kierlighed paa engang.—

Tilforn var det danske Navns Vanære, (maaskee andre Nationer hellere ynke, end bespotte os) i disse senere Tider, grundet paa et blot Rygte, eller paa nogle Skribenteres Ubluehed, som lettelig kunne falde mistænkelig for Retsindige; — men nu — giver Hr. Conferentsraaden, som en anseet og æret Mand, alle Europes Magter ligesom Haand og Besegling paa, at vore Ulykker gaae over vore Hoveder; men Gud give! at — og Gud skee Lov! at een saa værdig Mand kan fejle. Endnu har jeg ikke nødig at skamme mig ved mine Forfædres ærlige og tapre Blod, som rinder i mine Aarer! — Endnu tør jeg fremkalde alle Landets Børn til Vidner paa, at den forrædiske Antastelse kunne ikke spaae sig andet af hver ærlig Indbyggeres Mund, end den grummeste Hevn. Behøver man vel i fredelige Tider andet Beviis paa, at den gamle Tapperhed ikke er uddød af de danske Hierter? — skielver kun alligevel I andre Riger! for det danske Glavind; om I fik Lyft til at besøge det dejlige Dannemark; endskiønt Hr. Conferentsraad Suhm lover eder, at I skal finde et udsuet Rige for jer, som ikke er i Stand til at lønne sine tapre Soldater; saa trøster jer ikke derved; thi, skiønt jeg ej talte Skatkammerets Formue, saa kan jeg dog lade jer saa meget

16 vide: at, dersom Grev Struense tragtede efter Kronen, og han besad lit meere Forstand, end et Barn, saa var der jo ingen Aarsag for ham til at bestiele Skatkammeret; uden for saa vit det kunne hielpe ham til sit Maal; han var, uden Tvivl, alt for vis paa at faae sin Formastelse sat i Verk, dertil, at han skulle, af Forsigtighed, og for at forskanse sig mod Eftertidens Ulykker, røve af Rigets Ankomster. Om en stor Minister faaer saa mange af Rigets Penge at han kan for dem føre en prægtig Eqvipase, det siger vel ikke meget til at udsue et Rige. Desuden sætter ingen viis Mand Tillid til et Rygte, som baade kan være falskt og sant. Man siger og skriver meget om Forrædernes Forbrydelser; men intet kan bestemmes, uden det at vi viide: at Kongen er frelst fra forrædiske Raadgivere.—

Naar Hr. Conferentsraaden behager at fortælle os: at alting har været til Priis & c. saa forstaar han, uden Tvivl Adelens forrige Embeds Inkomster; ja saa ere vi eenige! men forstod han det enhver forstaar ved Alting paa dette Sted, nemlig: alle Stændernes Fordeele; saa troer jeg ikke at jeg, dersom jeg vil følge Sanhed, tør tage mig paa at forsvare Hr. Conferentsraaden; tvertimod troer jeg, at privat Venskab formaaede allerminst at forskaffe Embeder; maaskee Gaver formaaede meere; dog! hvad behøver den Gaver, som raader over saa meget? — I hvor meget jeg sukker efter et Embede, giorde jeg mig dog aldrig Umage for at erholde noget hos Kabinets Ministerne. Der var noget, som jeg følte inden i mig, hvilket holt mig fra at tye til ham; jeg veed ikke enten Mistillid til ham, eller Stolthed og Frygt have været Aarsagen hertil. —

17 Jeg er beredvillig til at afbede mine Forseelser, dersom jeg begaaer nogle imod Sanheden; et ædelt Hierte kan tage Fejl af Uvidenhed; men Dumdristighed skal aldrig have forført mig til een eeneste Fejl. Jeg dømmer kun billig efter de Data jeg har; men det skulle giøre mig meget Ont, dersom Hr. Conferentsraaden, fordi han maaske har passet meere paa Tronen; end jeg, havde gyldigere Beviser til sit Forsvar.—

Stoicismus er ikke meget i Moden i vore Tider. Et føleligt Hierte tilvenner sig, fra spæd af, at udtrykke sine Fornemmelser i Ansigtet. Min Ven var mig aldrig saa behagelig, som han er; dersom han var en Mester i at forstille sig. Naar Glædens blide Straaler oplyser Hans Ansigt, saa veed jeg hvordan hans Hierte er og hvordan mit skal være; men seer jeg at hans Aasyn er overtrukken med mørke Skyer, saa er jeg ret bekymret for at faae Ham til at sige mig, hvad der qvæler ham om Hiertet; jeg er da ikke roelig, førend jeg faaer vederqvæget ham med min Trøst; jeg opripper intet, som kan forøge hans Sorg; for at slippe for den Umage at trøste ham, lader jeg ikke, som jeg troer, at han er fornøiet.— Dem, som i disse sidste Tider ei have havt den Lykke, at see Majestæten, dem, siger jeg, kunne Hr. Conferentsraad Suhms Anseelse været Borgen for, at Hans Majestæt var fornøiet, imedens Forræderen opvakte Misfornøielse hos Undersaatterne.— Mine egne Øine overbeviste mig om det, som var tvertimod.— Førend Freds og Glædes Forstyrreren insneg sig i Kongens Yndest; saa saae jeg, at min

Konges Aasyn næsten altid skinnede af Glæde; men ak! — ligesom Forræderen intog Kongens Hierte, saa aftog de Glædes Træk, som tilforn passede sig saa vel i Kongens Lineamenter. Den Naade, som tilforn smilede paa Majestætens Læber, forvandledes da til en Alvorlighed, som lod enhver elskende Undersaat slutte Hans Misfornøielse; den belevne og sysselsatte Glæde maatte vige for en nedslagen og urolig Dybsindigved; den kierlige Mildhed og Tillid til Undersaatterne, som vi før saae hos Kongen den forsvant; og dette gav os Anledning til at giøre adskillige Gisninger om Forrædernes Opførsel mod Majestæten. Jeg vover da med en sikker Pen at forandre Hr. Conferentsraadens Ord saaledes: Da var min Konge bedrøvet,

fordi han troede det Forræderne sagde, at alle vare misfornøiede. Dersom vi havde lignet det Skilderie Forræderne gav Majestæten paa os; ingen Under da! at vor Konge maatte bleven mismodig over os.— At vor Konge skulle have været fornøiet mit i de bedrøveligste Omstændigheder, det er desuden ganske utroligt; saasom det forudsætter en Ligegyldighed imod de Pligter, som en Konge, der vil have Navn af Stor, iagttager.—

En Deel af Hr. Conferentsraadens Moraler maa jeg lade falde uden for min Kritik, eftersom den Ærbødighed, jeg bør have for Kongens helligede Person, befaler mig det.—

Saa meget tør jeg skrive: Kongen kunne ikke give os et større Beviis paa Hans Naade og Dydighed, end om Han behagede at høre disse saa offentlige Erindringer at oplæses for Sig i Sit allerhemmeligste Gemak.

Hr. Conferentsraadens Skrift er nok allerede bleven almindeligt ved de engelske, tydske, hollandske og franske Aviser; jeg skielver! naar jeg tænker paa, at andre Riger vil herefterdags bebreide de Danske den Fripostighed, som giør den engelske Nation saa modbydelig i Retsindiges Øine.—

Hr. Conferentsraaden anpriser fremdeles for Majestæten: ikke at afsætte nogen uden efter Loven; men mon Efterladenhed, hos Embedsmand, i de ufuldkomne Pligter, (som de kaldes) ikke i mange Henseender, kan være skadelig for Staten? — Er det da ikke tillige en retsindig Konges Pligt, at skaffe Staten af med slige Byrder, som Lovene ikke kan hielpe den af med? —

Enhver Patriot bør elske sit Sprog. Sant! — Hvorfor? — Videnskaberne udbredes, naar Sproget beriges og forbedres.— Man bliver da ei nød til at nedlade sig til andre

Sprog, og borge Ord af dem, for at tilkiendegive sine Tanker. Mon disse ædle patriotiske Hensigter opnaaes ved Cancellieformularerne? Endnu saae vi ingen offentlig bekientgiort Befaling i det Tydske; Kabinets-Orderne bleve saa tydelig fordanskede, at alle kunne forstaae dem; men disse vare jo sielden Kongens munt-

20 lige og høie Villie.— Da Hans Majestæt ingen Kabinetsminister brugte; da hørte vi jo Hans egne dyre Befalninger, fra ham selv egenhændig udsætte i vor Modersmaal; altsaa inseer jeg ikke de vise Hensigter af Hr. Conferentsraadens underdanige Erindring til Kongen.— Conferentsraadens

Ord ere disse: Lad os igien i dine Befalninger høre vort eget kiere Sprog; du er jo dansk, og jeg veed, at du kan Dansk. Hvilke Ord! — Ord, som udmærke sig blant de øvrige, ved den Ydmyghed og ved den Ærefrygt, som en adel Siæl, der kiender sine Pligter, skylder sin Konge, Ord, som i den Forbindelse de staae med hele Indholden selv, passe sig der saa got, at ingen kunne være beqvemmere; Ord, som bevise Styrken af de skiønne Videnskabers Regler! —

Jeg begriber ei, om det var fornuftigt, at hade det franske Sprog, fordi Cartouche talede Fransk? —

Hvorledes var det mueligt, at Majestæten kunne, om han fant det nyttigt, uden at giøre store Forandringer, lade de forviste duelige Embedsmænd igien komme til at beklæde deres Embeder? Eller vil Hr. Conferentsraaden maaskee tænke, at meget faae Afsatte skeede Uret; naar hans Hensigt er denne, saa ere vi fulkommen af eens Tanker; — saa har Hr. Conferentsraaden rigtig nok vogtet sig fra at begaae Feil imod Modsigelsens Regel.—

Vor Konge blev, paa sin Udenlansrejse, beriget med dybe Insigter; Han lærte, ved Sammenligning, at kiende Dannemarks Fortrin og opdage dets Mangler. Man fortalte os mange Beviis paa de store Raad da Majestæten giemte paa, for at iværksætte ved sin Hjemkomst. Dannemarks Konge holder en vigtig Samtale med een af Europes store Konger. Den eene foreholder den anden de store Pligter, som Kroner føre med sig. Den eene forklarer den anden hver sit Riges Vanskeligheder, som de maatte overvinde. Begge føle Tyngden af de Kongelige Byrder; begge føle at menneskelige Kræfter forslaae, som intet, til at bære dem; begge udbede sig saa megen Styrke af Guddommen, som enhver for sig ville behøve; fordi ingen af dem ville blive matte under Regieringens Vægt. De overlagde og raadsloge; den Erfarne gav den Uerfarne sine Raad; den eene med den anden fastsatte at ville blive Konger med forevigende Navne; at ville oprette Ærestytter, som de ville efterlade sig og som først skulle forgaae med Jorden. Den unge Konge, soer ved sine Forfædre at ville giøre Dannemark til Friheds, Glædes, Overflødigheds og Trygheds Land, og græd af Glæde og af Forventelse efter at see sine ædle Forsæt fulførte. Kongen kom hiem og besaae sit Rige med et ømt og insigtsful Øie.

Kongen ville have alting paa en bedre Fod; Han ville, om mueligt, i saae Aar, lade Verden see, at han var saa stor en Konge, som han er. Enhver nye Anretning er underkastet Kritiken; saasom der alle Tider nogle maa lide derved. En Reformator

22 forfølges derfor med en nøjere Eftersigt, end den Regent, som lader det blive ved den gamle Slendrian og som ikke saa meget antager sig sit Riges Tarv.— Dette insaae vor Konge tillige, da han besluttede at blive stor; thi han viste at en Konge kan ikke blive meere anseet ved Noget i Efterslægtens Øine, end derved at han har vundet Seier over det som stred mod hans ædle Hensigter.— Enhver af de forrige Inretninger (i hvor stærkt Hævd Alderdommen havde givet dem) som skadede det Almindelige Beste, ville

Kongen nu af en reen Kierlighed til sit Fæderneland,

kulkaste; vore Børn og Børnebørn skal bedre kunne forherlige Majestætens Iver, end vi, naar de med seende Øine skal see Frugter af den forbedrede Plan, som vor Viise Christian selv har lagt. Det blev allene et vigtigt Spørgsmaal for de Forslagsmestere som veilete vor Konge! om Ulæmperne der stod og vil flyde af de nye Inretninger ere mindre betydelige for det Almindelige, end de af de forrige gamle Vedtægter? En særskilt Person kan umulig besvare det; men mange upartiske og uegennyttige vare vel i Stand dertil.— Nok er det! vor Konge ville lyksaliggiøre sine Undersaatter. Han viste at Lyksaligheden maatte plantes ved en forbedret Huusholdning med de offentlige Penge endskiønt den ikke kunne voxe saa hastig.— Ja Dannemark! hvor lyksalig var du allerede blevet dersom din adelmodige Konge kunne have faaet alle sine Udsigter med dig opfylt.— Forslagsmesterne fik Nys om, at Kongens Tanker idelig grundede paa Forbedring i Staten. Utallige infant sig med Forslag. Enhver eller dog de fleste glemte at anføre Ulæmperne der ville følge efter

23 deres nye Forslag og kerte sig ikke efter at sammenligne og beregne dem med Ulæmperne af de forrige Inretninger; eller om de, for at smykke deres Forslag anførte, sammenlignede og beregnede nogle; saa glemte de dog de vigtigste ude, ved hvilke deres Forslag kunne staa Fare for at forkastes. Jeg sætter dog, at een i det minste af dem led selv ingen Skade ved at være ærlig og var det virkelig ogsaa; denne Ærliges Manuskripter blandes med de andre Forslagsmesteres, hos den Herre, som taer imod slige Dokumenter til Forestilling. Forestillings-Herren er enten alt for magelig, eller alt for vanvittig til selv at giennemsee Forslagsmesternes Fornuftigheder. Enten overdrager da Forestillings-Herren denne vigtige Sag i sin Sekretærs Hænder, (hvis Dom er overensstemmende med den Forslagsmester, der giver ham den beste Haand). Eller og anseer Forstillings-Herren, uden videre Tvivl, det Forslag for ufeilbart, hvis Mester har meest Rekommendationer. Dennes Udarbeidning forelægges Majestæten tilligemed utallige andres, som udfordre et heelt Aar blot til at giennemlæses; men den paalidelige Forestillings-Herre drager Majestætens Opmærksomhed i sær paa det, som ham er bleven anprist. Hvad skal nu Kongen giøre? — Udfordres der ei guddommelig Viisdom til at kunne vide de tilladelige og utilladelige Fordele og Mangler i enhver Stand og Omstændighed i Riget? Overgaaer det ei uendelig vit de Menneskelige Kræfter? En Konge er jo dog ingen Engel! Hvor let kan der da ikke være betydelige Feil i Forslaget, som bliver liggende skiult for Majestæten! — Kongen giver sit høie Samtykke til Forslaget; det bliver iverksat; Forandringer

24 skeer. Nu er der en nye Forslagsmester atter paa Færde igien; Han viser nye og betydelige Feil. Kan da en stor Konge vel, uden med Ubillighed, ansees som vægelsindet, om han atter ved en nye Forandring, ivrigere vil forbedre den første nye Inretning? ingenlunde! — En god Forandring kiøbes ikke for dyre, endskiønt de første Anlæg adskillige Gange mislykkede Ham. — Sæt! at man forklarede Kongen Grundene til alle de nye Anlæg; mon det da vel ikke var alt for meget til at oversee for menneskelige Øine, som ikke kan see uden i en vis Distantse, og fra nogle visse Synspunkter? Ingen kan vel nægte det!

Iblant disse Forslagsmestere forestilte een, som selv fant best sin Regning derved, at det var nyttigt for Riget, om Majestæten ophævede Konseilet. Dette var den besynderligste Forandring. En Forandring, som sømmede sig meget got i et Enevolds-Rige, dersom Kongen var en Gud; thi, som Menneske var det vel umueligt at Kongen allene var i Stand til at afgiøre alle Rigets Sager. Aarsagen, hvorfor Forslaget fant Bifald, har uden Tvivl været, fordi de overtalte Majestæten til at troe, at Rigets Undersaattere maatte hielpe Aldelsmændene, som da vare ved Roret, til at vedligeholde den Pragt, som deres Stand og Embede medførte; naar disse prægtige Herrer kom væk fra Tronen, saa ville man tillige lette den Byrde, som de tilforn havde lagt pan Undersaatternes Skuldre; men — ak! hvor meget leed den kiøbenhavnske Borger derved? —

Hovedhensigten hos Forslagsmesteren har nok været denne, at han ville bortfore Adelsmændene fra Tronen for selv at komme den desto nærmere, Dybe Insigter, Vittighed og Viisdom have ikke allene taget deres Sæde i Adelsmændenes Siæle; — adskillige af disse bleve just forkielede ved den ypperlige Lejlighed, de havde til at blive nyttige.— Uadelige og Smaaefolk, som ved Flid opgrave sig af Støvet for at gribe den sande Ære; de kunne ligesaavel, i det minste, som Adelsmændene være Kongens Embedsmand.— Dette viste Majestæten. Ulæmperne, der ville komme af denne Forandring, forelagde man ikke tillige for Kongen. Forandringen blev iverksat.— Enten ved Smigren; eller ved Dumdristighed; eller ved at pløie med andres Insigter, intog Struense Majestætens Hierte. Ved en anden Persons Mellemmegling blev han ved alle Lejligheder anbefalet Kongen, som en værdig, vigtig, høistnødvendig og årlig Minister for Riget. Vor Konge, som var alt for uskyldig til at undersøge Sanheden, fattede herved gode Tanker om Struense. Han blev da den fornemste Minister i Conferensen; igiennem hans insigtsfulde Hierne skulle alting refereres til Kongen; igiennem hans ærlige Hænder skulle da alle Rigets Sager vandre.— Jeg krømper mig ved at jeg er alt for vantroe (dog min Vantroe er en Ære for min Kierlighed til Kongen! nødig ville jeg blive anderledes overbeviist) til at tænke; og al for forvisset om min Konges Fulkommenheder til at troe, at Majestæten Selv, af fri Drift, har givet Struense Sin Eenevoldsmagt i Hænderne. Neppe har Struenses Underfundighed

formaaet saa meget, at den har kunnet snakke Majestæten Sit Septer af Haanden. Kilden til alle Struenses Forbrydelser har været, at han reent sat sin Frygt og sin Høiagtelse til Side for Majestætens uinskrænkede Magt. Heraf flød den Formastelse at han med at efterskrive Majestætens Navn, stillede Livvagten tilfreds. En Fornuftig kan, a posteriori, slutte sig til, at dette Rygte maa være sanfærdigt; thi hvorfor skulle ellers Livvagten, Dagen efter hans Arrest, være bleven oprettet igien? Beviis nok paa hans græsselige Formastelse! tager jeg Feil i denne Henseende, saa har min Samvittighed dog intet at bebreide mig derfor.— Kunne Struense dengang begaae den Formastelse, saa var det ikke urimeligt at troe: at han selv har givet sig den Myndighed og den Selvraadighed, ved hvis Magt han i de siste Tider var nærmest ved at faa sit grueligste Forsæt bragt til Modenhed.— Saaledes blev den Minister til en Forræder, med hvilken vor Konge ville deele sit Riges tunge Byrde; saaledes misbrugte denne Majestætens Tillid til Selvraadighed; Hans Godtroenhed til Falskhed; Hans Kierlighed til Forræderi og Hans Ære til Dannemarks Vanære.— Kan jeg ikke og blive fortryllet af en Hykler? — Er Kongen saa fulkommen at ingen menneskelige Skrøbeligheder skulle findes hos ham? Hvad tænker da den, som vil tale om de mærkelige Forandringer, Hvoraf vor Konges Regiering er inviklet? Hænger der ikke altid noget ufulkomment ved de menneskelige Hanlinger? Dog skal

Christian den Syvendes hellige Bestræbelser berømmes fra Slægt til Slægt!

Skiønt jeg er ikke ret gammel, saa kan jeg dog med Sanhed troe, at det er længe siden man hørte saa hyppige og saa almindelige Jammerklager i Dannemark, som under vor naadige Konges Regiering; men lad os undersøge Kilden til disse Misfornøielser; er det vel hos et hvert patriotisk Lem en Bekymring over, at de nye Inretninger kunne geraade dem til Skade i Staten, som udgiøre den største Deel, og som bære den kummerligste Byrde iblant Undersaatterne? Ønskede vel de Rige med Conferentsraaden at ville paalægges tungere Aag end de have, allene for at lette det paa de Skuldre, som ei have Kræfter nok til at bære det. Enhver tigger meget mere til sin egen Pose; enhver ønsker sig selv alle de Fordele en Stat har at meddele, og er saa ubarmhjertig, at han jager efter at nyde det, om saa en utallig Hob af hans Medborgere maa lide derunder. Saadan een erindrer sig ikke at fælles Lyksalighed er Øiemedet hvortil alle Lemmerne i Staten bør stræbe; er Hensigten hvorfor Lemmerne have forbundet sig med hinanden. Hans Egennyttighed opvækker Misfornøielse, naar hans Fordele, som tilforn vare Medborgerne til Skade, blive ham beskaarne.— En Konge, som søger Ære i at elske sin Stat; Han elsker ikke et Lem frem for det andet; Han giver ikke eet saa megen Styrke at et andet maa miste sin; men øiner Han, at nogle Lemmer trækker Nærings-Saften fra de andre, saa giør Han en bedre Ligning imellem dem; saa uddeler Han de Kræfter til ethvert Lem, som det efter sin Beskaffenhed og Bestemmelse trænger til.— Fingrene i Staten bør ikke have saa mange Kræfter, som Hovederne, og disse maa ikke

være kraftfuldere eller kraftesløsere, end de andre Lemmer kan taale. Vi har en Konge, som veed og hanler det Han bør og om den graadige Egennyttighed tusinde Gange skulle lide derunder. Han selv, viser sig, som et Mynster for andre Konger og for os. Han afknappede først sin egen Huusholdning, saa vit mueligt var, paa det, at Han, med sit store Exempel ville giøre Egennyttige lit meere rolig, naar Radden kom til dem.—

Ligesom det er latterligt, at Ormen vil mestre Skaberen, fordi han skabte denne beste Verden, enskiønt han saae, at Ulyksalighed, formedelst vor Jordklodes fornuftige Skabningers Fald, ville komme til at herske i denne snevre Kreds, vi beboe; saa er det og den største Urimelighed, at vi vil lægge en stor Konge det til Last, om Han ved at inrette sin Stat paa det viiseste, til en retskaffen Lyksalighed, om Han da, for at naae sit store Sigte, foraarsager een eller anden Ufuldkommenhed i sin Stat. Ikke de vises Mester selv, ville forskyde den beste Verden fra at blive skabt, fordi han nok forud saae de Ufuldkommenheder i det Smaa; som ville være uundgaaelige, med mindre Han ville skabe en Verden som ikke var saa god, som vores nærværende. En Ufulkommenhed i en af Deelene, kan jo ikke tilintetgiøre det Heeles Fulkommenhed. Kongen kunne jo altsaa, som en viis ikke være i Stan til at fornøie alle Lemmerne i Staten ved de nye Inretninger. En liden Deel maatte sukke efter deres forrige Beqvemmeligheder; det var dog en liden Skare, naar man sammenligner den med alle Invaanerne i begge vore Riger; men eftersom deres For-

29 dele fra Arilds Tid havde slaaet saa dybe Rødder, saa smertede deres Oprykkelse dem desto meere; ja Redderne selv mistede i kort Tid ogsaa derved den fornødne Væske; maaske man kunne, uagtet denne Omgang, dog have bevaret dem fra Forvisnelse; men her, havde Forslagsmesterne ikke brugt deres rette øjeglas; saasom alle Ufulkommenheder i det Smaa, som ere virksomme nok til at omkomme det Heeles Fulkommenhed, de baade bør og kan ungaaes; thi naar en nye Inretning maa være fulkomnere, end den gamle; saa maa jo ikke en ringe Tings Ufulkommenhed strække sig ud over det Heele, saaledes at det Heele Nye skal kunne nytte mindre og skade meere end det Heele Gamle.

De nye Forandringer altsaa, som foraarsagede Kongen og Landet meere Ulejlighed end de gamle, de bleve paa det allerbitterste efterseete og giennemheglede af de Egennyttige, der havde taget Skade ved dem, som virkelig vare nyttige for Staten. Disses Gift udbrede sig næsten over alt og intet Sælskab fant sig fornøiet uden ved at beviise sin Misfornøielse.— Nu kom Forrædernes Kalfatringer hertil.— Desto meere forbitrede bleve Undersaatternes

Hierter; men de Retsindige insaae let at deres Arvekonge var alt for uvidende om det Alt, at de jo skulle blive ved at elske med en reen Kierlighed. Undersaatternes Fryderaab, da Majestæten, friede dem fra Forræderne, vare Ham intet andet end utallige nye Eeder, til Bekræftelse paa deres Kierlighed til Ham; ja hver en Fryds Taar i de ædelmodige Borgeres Øine, bevidnede Majestæten deres hellige Ærbødighed for Hans høi-

30 tænkende uskyldige og kiekke Omgang med Sine og vores Fiender; — nu hørte man intet andet end Taksigelse af alles Munde, som bleve opsendte til Gud og Kongen paa eengang.— Den største Deel, som ikke overgav Hevnen over Forræderne i Guds og Kongens Hænder, de opkastede sig som Dommere og Bødler til lige.— Glæden var stærk hos dem paa den eene Side, og den lange underkuede Forbittrelse ligesaa stærk paa den anden Side. De sagde: blev en Dronning Maria i Begyndelsen af det 16de Sekulo i Engeland halshugget for Forræderi, hvad vil man da ikke nu optænke for Pinsler til Struense, (som i Ligning med hiin er kun en Maddike), og hans Komplot? Enhver anlagde da al sin Veltalenhed for at tilegne ham de Piinseler, de ønskede ham og glemte at vi levede i det i 18de Sekulo.—

Saaledes kan den allerbeste Konges Ønske, om at lyksaliggiøre sit Folk, slaa Ham Feil, ved ubesindige Forslagsmestre; ved efterladne Forestillings-Herrer og ved falske Raadgivere; men den Ære Han haaber Sig af Sit Folkes Kierlighed; den skal Han aldrig gaa glip af, saalænge Ydmyghed, Lydighed og Oprigtighed føles af danske og norske Hierter.—

Om den tilkommende Tid da blev underkastet store og vigtige Forandringer, som kunne meere fyldestgiøre Majestætens Ønske over os, var det vel for meget? Mon Dommerne, der ere langt fra Tronen, ikke behøve et nøie Eftersyn? jeg har, i det minste, troet det af adskillige Klagemaal, som de Fattige foruret-

tede til sine Tider fremførte.— Men ak! — hvor daarlig er denne Tanke: — At ville udrydde alt det manglende; det var jo det samme, som at inføre Dyden overalt; men fordi det aldrig lader sig giøre; derfor kan dog nok een eller anden Lov meere skierpes; derfor kan man dog med nye og bedre Inretninger afværge adskillige af de i Svang gaaende Laster.—

Jeg har alt for inkneben Insigt i Statsvidenskaben; derfor længes jeg inderlig efter at viide Aarsagen hvorfore ældgamle Ting ei bør oprippes og undersøges? sant nok! for saa vit at jeg ved ældgamle forstaaer Oldsagerne; saasom de Vidner der burde føres i disse Sager, ere kun døde Papiirlapper; at naar jeg læser dem igiennem, saa kunne jeg kun saa at viide hvortil Rigets Kapitaler ere bleven brugte; eller forvanskede; jeg kunne lære at raade Bod paa det Onde i vore Tider, som lignede de Gamles; — men tænker jeg ved det Ord: Ældgamle ikke saa langt tilbage i Tiden; tænker jeg paa de Forurettelser Riget er vederfaret i vore Leve-Dage; saa veed jeg slet ingen gyldig Aarsag: hvorfor disse siste bør hellere at undersøges end de forrige.— Veed min Konge ikke nok den store Pligt, som Scepteret fører med sig, nemlig: ikke at efterlade noget af alt det, som kan geraade Riget til Beste.— Ville det ikke blive en foræringsværdig Handling, dersom Majestæten, om det var Loven muligt, fik de levende Personers Sager oprippet, som kunne altsaa blive tvungen til at giengive Staten det de have molket.— Det ville jo giøre vor Konge Ære og nytte Staten; skiønt nogle ville lide derunder.—

32 Min patriotiske Iver vil jeg aldrig lade forlokke til at ønske andet; saasom jeg kan kun bryste mig af den Lykke, at mine Oldefædre have været Hyrder paa Dannemarks Enge i tusinde Led; hverken Yndest eller Slægtskab skal kunne omdanne mit patriotiske Sind.—

Inskrænk de bekostelige Lystigheder. Jeg gad vist

Navnet paa disse. Er det vel den franske Komedie? — Mon ikke vor Hof, i en Tid, har været et Mynster for heele Europa i Tarvelighed og en inskrenket Huusholdning? — Jeg ville i Steden for disse Ord sat saaledes: Alle Konger bør ligne dig,

vor Christian! i Tarvelighed og Sparsommelighed; men ak! — hør mit ydmyge Raad! — Lign dem i at udhvile din Siæl, naar den er udmattet af at tænke paa vores Vel; naar den er ligesom tung af Tanker og Beskæftigelser. Den enfoldige Hob, som er den største, ærer Kongen lige saa meget for Hans udvortes glimrende Pragt, som for Hans væsentlige; inskrænk da derfor, min Konge! ikke for meget det, som funkler i de Enfoldiges Øine. — Giør Din Naade mig, som den Ringeste under dit Scepter, fyrig nok til at fremlægge en ydmyg Bøn; opfyld du da selv, efter din Viisdom, disse Suk: Du ville forvise de udenlandske Forlystelser, som ikke ere til ligesaa almindelig Nytte for os, som for Dig! Du ville anvende meget til Dit eget og vores eget

33 Sprogs Fremtarv! Du ville med udsatte Belønninger lokke min og andres Flid, til at giøre Din Ihukommelse, i samme Henseende, ligesaa evig, som den fiortende Ludeviks i Frankerig! —

Betal den retmæssige Gield. Hvad for Gield

kan vel i denne Henseende, føres in under den uretmæssige Klasse? — Unslaaer Majestæten sig fra at betale, et andet Rige, en Gield, som ei er kommet Dannemark til Nytte; hvad kan da flyde deraf? Skal min Godtroenhed, da jeg laante Forøderen noget til at redde sig med, blive saa slet belønnet? Kan jeg noget derfor, at han forødte det, som jeg saa beredvillig og i saa reddelig en Hensigt laante ham? Skal min Beredvillighed og Troefasthed imod ham betales med en haanlig Afviisning, naar jeg fordrer Mit igien? — Det var jo Synd om man behandlede mig saaledes. — Nu til Rigerne! — Vegrer een Magt sig for at betale een anden sin Gield; saa maa den forurettede nødvendig skaffe sig Ret. Krigen er Rigernes endelige Dommere. At udholde en Krig, det koster et Land meere baade af uskatterlige Mennesker og af Penge, end om det betalte Gielden. —

Riget ville dernæst spilde sin Kredit, saa at ingen ville redde det, om det stod til at trænge. — Hr. Conferentsraaden tilraader Majestæten, ikke at lade Hans Faders, (af høi Ihukommelse) Monumenter forfalde;

34 men hvis vor Konge ikke var alt for viis til at betale al Rigets Gield, under hvad Paaskud Han end kunne vegre sig derved, saa ville vist Høisalig Frideriks Æremonumenter forfalde.— Disse tvende siste anførte Ulæmper er en Følge af at lade ligesaavel den offentlige, som private Gield blive ubetalt. Private Folk kan ei bruge Magten; bør dem da forurettes? Nei! — ingenlunde! det taaler aldrig en høi Kongesiæl.

Det var at ønske: at en Patriot, som havde et ligesaa oprigtigt Hierte, som grundig Insigt, ville oplyse Majestæten om Bankeherrernes Omgang med Landets Penge.— Var det ikke mueligt, at der kunne giøres saadan en Inretning, ved hvilken Kongens Kasse kunne beriges med Den Fordel, som nu kryber i Kommissarernes? — Hr. Niels Tranberg er en Mand, som er bekient af sin patriotiske Styrke, som, Trods alle Anstød, ikke blev slap, førend han fik Sundet forsynet med Fyr for Reisende. Jeg ville kun ønske ham og os den Lykke at han, endskiønt han er en Inføt, maatte opmuntres til at nytte Riget med sine grundige Insigter og Forslagsvittigheder, som nu have tabt Modet, ved idelige Strid mod Egennyttige, og som snart vil siunke ned i en uvirksom Dvale, dersom man ei lokker dem til den Virksomhed, de ere bleven kiede af.—

Hr. Conferentsraaden fremskinner med al sin Ømhed; med al sin patriotiske Høimodighed og Kierlighed i disse Linier; Med

Glæde, skal jeg efter Ævne bære den Deel, som før

35 laa paa den Usle. Af et ligesaa ømt og oprigtigt Hierte vil jeg anpriise, Hr. Conferentsraadens Ædelmodighed, for alle Formuende. Min Ømhed over Medmenneskene tillader mig ikke at forbigaa et Exempel paa en vis Magistrats Ubarmhiertighed mod en Familie. Kongen vil have dem udtaget fra Skatten, som selv ere Nødlidende; enten Kaprise eller Fordeel formaaede denne Magistrat til at tage den siste Dyne fra et Par Folk. Disse havde en Søn der var saa studeret, at han kunne klage Magistratens Ubillighed for Majestæten.— Ansøgningen kom tilbage til denne Magistrat, fordi at den skulle give sin Erklæring over den. I Steden for at give den sanfærdige Tilstaaelse om deres ugudelige Medfart med Studentens Forældre, saa fik de en ondskabsfuld Pen til at giøre al sin mulige Flid for at faae Studentens timelige Velfært ødelagt; de misrekommenderte ham, allene for selv at ansees uskyldig; de anførte, tvertimod Sanhed, at Sønnen ved slet Opførsel havde giort Forældrene Uformuende; da han dog i Sanhed maatte underholde dem med sine Informationer.

— Da jeg ved en Hændelse, kom til at læse dette deilige Inlæg mod Studenten, saa kunne jeg sandelig, af Medynksomhed over ham, ikke holde mine Taarer inde.— Ja Gud vil visselig samle alle de Taarer, som ubillige Magistrater udpresse af Nødlidende tilligemed Maanedsskatten!— tvertimod Majestætens Villie.

En Solicitant forsømmer megen Tid ved sin flittige Opvartning hos de Fornemme; naar denne Tid blev nyttigere anvent, saa skulle en langvarig Solicitation ikke længere være et stumt

36 Vidne, om Solicitantens Udygtighed.— Imedens jeg hundrede Gange løber forgieves efter at faa en høi Herre i Tale, saa kunne jeg jo lige saa mange Gange i det minste, have forøget min Insigt; jeg vil ikke tale om al den Tid, man tillige slendrer bort. Det er sielden at jeg kan overtale mig til, at øde en Dag paa slige Opvartninger; hvis Nytte, jeg seer kun ved Hielp af Haabet. Jeg trænger til at tiene min Stat; men om jeg aldrig trængte, saa befaler min Pligt mig dog, at anbyde min Tieneste. Hvo befordres da vel snarest, enten den, som (i det han altid bliver den samme han er) overtrygler sine Patroner; eller den som ved at befordre sin Insigt; glemmer sin Befordring. Just fordi jeg troer, at disse siste tilsist reent forglemmes og kun i en kort Tid, nemlig i deres sildige Mandom og Alderdom, faa Leilighed til at giøre Fædernelandet den Tieneste, de ønske sig; saa har jeg for længe siden anseet Studenterskabet med bedrøvede Øine.— Lykkelig er den Student, som Skiebnen ikke tvang til at være skiødesløs med sin Siæl, for at tage vare paa sit Legeme.— Gid alle alle de høie Herrer, i hvis Hænder vor Lykke er, ville ligne vor ulignelige Superintendent Kramer, en Mand, ved hvis Karakter ingen vil unsee sig; en Mand, hvis Værd Universitætet først kiente, da det savnede ham; en Mand, hvis Savn neppe saa let nogen anden, i alle Henseender, kan oprette. Naar nogen søgte noget, som han havde i sine Hænder til at uddele, saa maatte denne først overbevise ham om sin Værdighed til det han attraaede. Saasnart dette var skeet; blev samme Persons Navn og Beqvemhed inskreven i en Bog, som han just havde inrettet til dette Brug;

ligesom Turen falt til de antegnede Personer, i samme Orden bleve de uryggeligen fyldestgiorte i deres Ansøgte; saa at man ei havde nødig at umage sig til Professoren, i det høieste, oftere, end tvende Gange; vi kunne da sidde allerbest hiemme i Roe at studere, naar der kom Bud fra ham, med vore ønskers Opfyldelse.— Jeg skriver dette af Erfaring, og med hvilken Glæde ville jeg ikke kunne skrive ligesaa sanfærdigt og roesværdigt om mange andre!—

Jeg hilser et Afskum meget høflig, fordi jeg troer at hans Dyd ikke holder ham fra at efterstræbe mig uforskylt. Er jeg, med saa ringe Midler, i Stan til at bøde af for slige Folks Efterstræbelse og skadelige Ligegyldighed, da bruger jeg dem gierne, uden at min Høimodighed i minste Maader skal fornærmes derved.— En liden Tue er i Stan til at vælte et Læs. Det veed jeg; men i Hiertet ærer jeg kun de Dydige og Insigtsfulde.—

Desto længere Lykken sat mig uden for mine Medborgeres Vanheld; med desto mindre Mistanke kan jeg nedlægge mine ydmyge Bønner, som sigte til deres Vel, for Tronen. Desto værdigere er min Ædelmodighed, naar jeg vaager for at befordre deres Lykke, som ikke kan forøge min.— En Patriot udmærker sig just til Efterslægtens retmæssige Beundring, naar han ved Majestæten har udvirket, de Fordeele for Undersaatterne, som ikke giver ham anden Belønning, end den føde Glæde, han føler af at giøre Vel, uden at have Hensigt til Egennytte. Saadan en Patriot, som kunne takke Forsynet, fordi det sat ham i Stan til ei at bede om Noget, saadan en Patriot (siger jeg) kunne just

38 med forønskelig Nytte tale Folkets Ønske til Kongen; han kunne giøre Forslag om at forbedre, fornye, anlægge og underholde de Inretninger, som han troede at geraade til Fædernelandets Lyksalighed; han kunne betle for de Forarmede, hvis Tarv han ikke selv kunne fordrive; han kunne betle for de Betrængte, som sukke under Uretferdigheds Aag; han kunne betle Majestæten om Naade imod dem, som have Beqvemhed og Lyst til at blive insigtsfulde og nyttige for Landet. Og det altsammen burde og kunne han giøre efter sine Pligter uden at staa Fare for at hans Ord skulle tabe deres Værd ved de Plætter, som besmitte mange andres; endskiønt de i sig selv kan være komne af reene Kilder. Hvor meget Got kunne da ikke slig en utrængende Patriot udrette, til Ære for sig og til Gavn for Fædernelandet.—

Det er da, dyre Hr. Suhm! de Erindringer, som jeg, efter min Eenfoldighed, har givet mig den Frihed at fremlegge for Kongens; Deres og Publikums Øine. Ingen troe! at nogen Feil har insneget sig heri af nedrig Ondskab, eller Lyst til at fortolke Ord paa en vrang Maade. Alle troe! at de Feil, deres Øine opdage, ere allene udsprungne af min uslebne og i det Offentlige endnu ubrugte Tankekraft. — Slet Ære for mig, om jeg ville søge den i Skiendsel! — Jeg har anvent det lidet Lys jeg har til at oplede Sanheden.— Har jeg gaaet Glip af mit Maal; da gid dette Arbeide var falden under en hældigere Pen! — Kierlighed til min Konge har allene været Drivefiederen til denne Handling. Naar Hensigten var saa ædel, hvor

ædelmodig og læmfældig maa Menneskevennen da ikke dømme mig.— Ja dem Hr. Conferents Raad! dem tænkte jeg ikke engang paa at fornærme, imedens jeg skrev.— I Fald jeg var saa lykkelig at være kient af dem, saa haaber jeg end ydermere, at jeg ved disse sagtmodige Erindringer, har forskaffet mig Deres Venskab.— Er det alt for uselt skrevet; da venter jeg ædelmodige Siæles Medynksomhed over mig; hvorfor da ikke Deres med? — For Kongen og for Fædernelandet helliges alle mine Idrætter; at blive anseet værdig nok til at yde dem mine ringe Kræfter, det er mit Ønske; mit tilladelige og brændende Ønske.

— Men saasom Forsynet ikke var mig saa naadig, at det gav mig Evne til at tiene, uden at trænge til Tienesten; saa kan min Anbydelse ikke være saa ædel; saa frie for Mistanker, som jeg ønskede.— Dog skal jeg aldrig blive skyldig i nogen.—

✂

Erindringer

ved den

velhMmendes Krim

over

Suhms Moraler.

Af den Oiennemlcesende.

Kiobe nhavn, 1772. Trykt og at bekomme hys August Friderich Stein, boende i Skibenstradet i No. 171.

2
3

Læser! Læs ikke mit Blad, uden du legger Suhms og den veldømmendes Blade for Dig. Hold Øiet i dem begge, og merk vel, at den sidste siger Pag. 7. rundt ud, hvo hans Philint er. Spør ikke, hvo enten den Veldømmende eller den giennemlæsende er? Vi har aftalt, at ikke røbe hverandre. Saa meget kan Du selv stave Dig til, at den første er commissionair for de Retsindige i tvende Kongeriger og tvende Hertugdommer, og den sidste kan sub rosa sige Dig, at han alene har Befaling fra sit eget Hierte. Til den førstes Forsvar, vil den sidste ikkun anføre dette ene, at han synes ikke saa meget at have skrevet, for at flaae sig til Ridder paa S., som for at faae sin egen Besyv indført, og vise sin Nidkærhed og sine Indsigter for tronen og i Publico. Læser! Troe langt fra, at jeg i Hast Har indseet og skrevet alt, hvad her indsees kunde og skrives Burde. Tag fra, leg til, grandsk og døm.

Veldømmende!

som taler hver Retsindigs Sag, Giv os lidt mere af Din Viisdom for en Dag.

Du løfter Patrioten op som en Bebreider,

Dit rene Hierte her Din flebne Pen geleider. Hvo skulde undre, at Du kan og tør En flig philints velskrivning giøre, som Du giør.

Kun Skade, at Du nævner Din Philint.

Du roser Dig af denne såre Naade,

Religion, Opførsel, Tænkemaade

At have haft tilfælles med philint.

Din Tankekraft og Pen, de løbe for gesvint. Bevare Gud philint fra Din og fliges Tænkemaade;

Den Kongen og hans Land saa lidet kom til Baade,

Som det. Du skriver, Dig til Ære vil geraade.

Du ene vare vil Philintes Speil,

Og ingen, uden Du, man røre nogen Feil,

Du kun Uagtsomhed og Ufuldkommenheder Saa ømt og varsomt selv om Landet leder,

hans roos, forblommed viis, Du vidt og bredt udbreder. Du mesterlig bemestrer Dig Philintes Ære,

Og uden Dig bør ingen Patriot at være.

Kort sagt: Jeg seer. Du til Bestilling trænger, Jeg i vor næste Samling tale skal for Dig,

At Patriote -Selskabet saaer giøre sig

En værdig præses af en saadan Patriot, der giver Saa store prøver af sin Indsigt, Hierte, Iver.

Pag. 2. hilints Feiltagelser — afbøde hans Vanære — Hans Skrøbeligheder — Hans uagtomme opførsel.

Pag. 3. Nedrigheder begik han aldrig. Jeg faae igiennem fingre med hans Ufuldkommenheder.

Pag. 4. At foreholde ham een og anden Feilspost, som jeg frem for mange andre havde bemerket. Jeg maa skiule min Vens Feil, paa det jeg ikke tilsidst skal opsige ham mit Venskab. Ilde faren, om han havde mistet Dit Venskab, hvem skulde i løndom og saa ømt have moraliseret for ham.

Pag. 5. Du ophøyer Din Vens Tankemaade, at han skulde tage en forskyldt og velgrundet paamindelse for en Bebreidelse fra sin Fiende.

Ibid. Din Vens begangne Daarligheder.

Pag.

Pag. 6. Philints Forbedring. Der blander sig noget forfængeligt i med hans allerædelste Handlinger. Lykkelig, at Du i Eenrum kan sige Din 'Ven hans Feil; den Adgang fattes andre, der kan og tør sige Sandhed.

Pag. 7. Naar den Veldømmende forud har beskrevet sin og Philints venlige Omgang med hinanden, falder man i Forundring over, at han navngiver ham. Han er derfor ingen Hykler, han vil ikke være mishagelig, enten med underfundig Smigren eller fremsusende Sandhed. Dine Indfald om den fremsusende Sandhed, Dine Moqverier om Guldminen, Dine Beskyldninger om Pletter paa Purpuret Pag. 8, røber et godt og Patriotisk Hierte.

Pag. 8. Ilde, at Du er saa langt fra Tronen, og saa kortsynet, at Du ikke har kunnet see de begangne Feil. Du giør meget vel, at Du lader Rigets og Kongens Venner forbedre Feilene, tvil ikke paa, der jo ere nogle, og flere end Du kunde rette, om Du og sad ved Foden af Tronen. Kanskee Du har selv hiulpet til at begaae nogle.

Jeg for min Part tager heller Guldklumpen, end hielper til at drage noget fra mine Medborgere, hvad glimrende Skin det og kan have.

Leg ikke for megen Roos paa Suhms Skuldre; thi han kan ikke bære saa svar en Byrde. Læs hans Skrifter selv, og døm dem ikke af Journaler, disse bestemme ikke Værdet af en Skribent. Det Fejltrin, Du nævner, man være indskrænket inden Dit Begreb og Dine Retsindiges lille Cirkel.

Pag. 9. Uden tivl tiender Du ikke efter de Characterer Du tillegger ham. Ha, ha! Du vil have en lovtale af af ham over landets fordervede Tilstand og dens aarsager; den er Du selv best i Stand til at skrive. Her skinner Hykleren frem. Sandheder skal vare feilbare Rygter. Af kiærlighed til Dit Fæderneland ønskede Dit, at vore Feil og Mangeler ikke maatte opdages af dem, der har Indsigt og Mood nok, til at vende den rette Side ud paa dem.

Pag. 10. En fornuftig Tilstaaelse, at Kongen allerhelst hører Sandheden tale. Her giver Du S. det Vidnesbyrd, at det er fandt han har talt.

Du giør Dig for megen Umage, at Du vil tale for de Retsindige i begge Riger og Hertugdommene. Du har neppe Commission fra dem alle. Der tør være nogle af andre Tanker. Giør ikke for stor Forsikring paa Hykleriets Vegne. Om Du og bruger en modbydelig Myndighed, vil dens Virkning ikke blive andet end en Latter. Lad ikke Eftertidens Ufornuftighed saare Dig for sterk; thi allerede den nærværende gotter sig med Din Ærefrygt og den Vanvittigheds Titel, Du selv giver Dig.

Pag. ii. Du kan være ei alene Sandheds Tolk, men og Hykleriets, uden at opbringe enten den enes eller andens Elskere imod Dig. Troer Du om S. at han glæder sig over Dit Foretagende, saa troe tillige, at han og ikke græder derover. Øs ikke alle Dine gode Titeler ud paa eengang over en mand, som Du miskiender.

Det er vel, Du troer, at Kongen sidder eenevolds (som Du kalder det) paa sin Trone, Du havde ellers en vrang Troe. S. troer det ogsaa. Og der er flere, som troer det stamme. Endog Dine Utallige Skarer af Retsindige troer det.

Pag. 12, Du synder, at Du ikke navngiver dem, som havde sammensvoret sig. Deres Velmening har fortient Ærestytter af Publico. Men De havde maaskee biet saa længe, at det var blevet for sildig. Troe Tienere bør strax aabenbare Forræderier.

Du kan umueligt begribe, hvad det er, at bemestre sig Kongens Person. Bliv i Din Vankundighed. Men det begriber Du Pag. 11, at letfærdige og Uretsindige havde flaget en Kreds om Tronen.

En vel passet Lignelse om Konen, der spiller Mester over hendes Mand, og som giør Ære til dem, Du skriver om.

Pag. 13. End videre udsøgte Lignelser om Din Tieneres Opførsel imod Dig; de giør Din Forstand og Conduite liden Ære, og der ligger jo ingen Bebreidelse i for Dig selv, som Herre.

Pag. 14. S. nævner jo ikke Kongens Villie, og hvem har villet tvivle derom. Dit anførte Exempel beviser lidet. Du raaber Kongen selv til Vidne, derfor bør Du troes. Men troe, at der kunde anføres mange flere og større Beviis, baade for Hans gode Villie og Hans Aarvaagenhed, til at see sit Folkes Nød. Lykkelig er Du, at Kongen veed, Du ingen Hykler er. Men hvad Han ikke har vidst før, det lærer Han af denne

Din Kritik. Her ligger Du allerlængst fra Tronen, men paa andre Steder synes Du at være med i dens Hemmeligheder.

Pag. 15. Du troer, at andre Nationer maaskee hellere ynke end bespotte os. Vexelviis og maaskee begge Deele, i det mindste har de, efter vore Udseender, kunnet have Anledning dertil.

Her røber Du, hvad det er for Retsindige Du skriver for, dem nemlig: der ansee Sandheder som blotte Rygter & c.

Jeg troer gierne med Dig, at S. kan feile, men neppe i dette Stykke. Ønsker vil nok heri være forgiæves.

Du tør kalde alle Landets Børn til- Vidner. Du kommer for sildig, Veldømmende! Nu er det bag efter. Det skulde Du have giort for sex Uger siden.

Pag. 16. Det er en nye Anekdote, at Struense tragtede efter Kronen. Ney, det Slags Kroner passe ikke til saadanne Hoveder. Her seer vi, Du har Indsigt i Hemmeligheder, og ak Du kan troe blotte Rygter, naar Du vil.

Tag Dig ikke paa, at forsvare den store Ministers ømhed over Rigets Indkom ster. Du kunde let feile. I Anledning af der, nævnte Eqvipage, vil jeg give Dig et Exempel: Naar Folk, som kommer nøgne herind, neppe har været et Aar i Landet, før de kiøbe sig Heste til 800de Rigsdaler Stykket. Slut nu til Proportionen af det større, og dom, sin Din store Minister kan ansees for andet, end en stor Røver af Rigets Indkomster og en Landers Udsuer.

Forræderie vil Du troe og ikke troe, det er Din modestie og Din Menneske-Kierlighed. Men sæt Dig ikke selv ud for Mistanker.

Andre forstaaer nok, hvorvidt alting har været til priis: det kan være ligegyldigt, at Du ikke begriber det.

Men forklar, hvad Du forstaaer ved Adelens forrige Indkomster? Er her nogle Embeder og Indkomster, som tilhøre Adelen meere end andre? Det synes, Du har forglemt, hvad Land Du lever i, siden Du ikke kiender dets Forfatning.

Hvor kan Du sukke efter Embede, som er Philints saa Fortroelige og saa mange Retsindiges Talsmand. Der maae hænge en mørk Skiæbne over Dig, eller nogen Uretviished regiere inden Din Cirkel. Jeg troer vist, Du havde faaet noget hos Kabinet-Ministeren, i Fald Din Høimodighed havde tilladt Dig, at tye til ham; thi Du synes at have en god Deel af de Egenskaber, som hans Kreaturer skulle have. Mon man og kan troe Din Ærlighed, at Du ikke, som en god Deel af Dine Retsindige, har bøiet Dig for ham.

Pag. 17. Med al Din modestie roser Du Dig selv formeget, men at Du ikke bedre har passet paa Tronen, det bør Du lastes for, i Fald Du har været fat til dens dørvogtere.

Tvil aldeles intet paa, Du jo begaaer Forseelser imod Sandheden. Maae jeg spøre, hvortil Du bruger Din Dumdristighed, om ikke ti at begaae Feil? Du skiønner selv, hvor

artig Du er, siden Junior Philopatrejas ikke vil kiendes ved Dig; Du kan og bør sættes ved Siden af den gamle.

Det synes, som Du ikke forstaaer det Danske Ord fornøiet, i alle dets Bemærkelser; Du kunde ellers have sparet den ' heele Commentarius, Du giør derover.

Pag. 18. Det giør Du betænksomt i, at Du lader nogle af S. Moraler falde uden for Din Critiqve; thi de deraf, som Har den Lykke, ere faldne i god Jord.

Pag. 19. Meener Du Suhms eller Dine egne Erindringer? De første ere allerede mere end eengang hørte og læste af Kongen. Men meener Du Dine, vilde Han maaskee ikke meget opbygges deraf, men troe om Dig, at Du er den, som Du viser Dig at være.

Du skielver af Patriotismo, lad Dig aarelade; jeg frygter ellers Du faaer en Feber.

Du synes, at beskylde vore Love, naar Du troer, at de ikke kan skaffe Staten af med efterladne Embedsmand. Du inclinerer noget for Despotismus. Og Du synes, at ville skrive Apologie for Forræderne, imod saa mange ulykkeliggiorte uskyldige Embedsmand.

For det Danske Sprog taler Du anstændigt. Her er en Blanding af Hyklerie, ondskab, og, som det synes, tillige Uvidenhed. I de skiønne Videnskaber har Du Styrke, og kan see de Feil, som ingen andre.

Pag. 20. Naar Du skriver om de afsatte Embedsmænd, røber Du Din retsindige Tankeinaade. Den vilde Du, Hans Majestæt skulde læse, og vel ønskede, Han vilde følge. Kanskee der kunde blive en ledig Plads for Dig. Kongens Viisdom og Retfærdighed bestemmer vel Deres skiæbne, uden Din Raadførsel. Du kalder Dig selv Veldømmende, og gid Du var det.

Pag. 21. Her viser Smigreren sig i sin Styrke. Hvor Har Du alle de Hemmeligheder fra om Kongens Reise? Du raisonnerer artig om Kongers fastsættelser, om at blive Store og give sig forævigede Navne. Men der vil andet til. Og Du indseer neppe, eller ikke vil indsee, hvorfor det ei skeer, naar det mislykkes. Men det mislykkes ofte, især, naar der falder Misvext ind i fuldførselen af Midlerne, som skulde drage til Maalet.

Pag. 22. Jeg fatter Mistanke, at Du Har været med at giøre nogle af de velmeente og velgrundede Projecter, Hvorefter de gamle Indretninger ere kuldkastede. Har Du nok indseet, Hvor skadelige De have været? Har Du nok overveiet, Hvor nyttigt det, som er kommet i Stedet? Jeg tviler paa, Kongen selv bifalder din Lovtale i det, som Du hellere bør tillegge de Ulyksalige, som vare daarlige nok, til at tage for gode Vahre alt, Hvad enhver enten til Egennytte, eller til at skade sin næste, kom frem med. Der er ingen Tvivl paa, at Kongen jo ville lyksaliggiøre sine Undersaatter, men om Han traf de rette Folk, den rette Tid, og de rette Maader, det er en anden Sag. Og Han bør ikke ville giøre de eene lykkelige paa de andres Bekostning. Det var ellers en stor Mangel i Projektmagernes Forslag, at de ikke anføre Ulemperne, lige saa vel fom fordeelene.

Pag. 23 Saa nysgierig er jeg, at jeg gierne vilde vide, hvem denne eene iblant de ti Rensede var, som beskyldes for Er: lighed, og hvis Manuscripter vare saa ulykkelige, at blandes med de gemene Forflags-Mesteres. Det var vel aldrig Dig selv, siden Du har saa nøie Kundskab om Sagernes Sammenhæng.

Pag. 24. 25. Du har et underligt Begreb om Adelsmand her i Landet. Veed Du ikke, at Kongelige Embedsmænd, Rangs - Personer og Kiøbenhavns Borgere ere saavel Adelsmænd, som enten de gamle eller nye Nobiliterede. Forskillen veed enhver. Det har saa været fra Souverainiteten, og det vil saa blive, saa længe den Regierings Form staaer ved Magt, Gud give i sin væsentlige Reenhed, indtil Verdens Ende!

Pag. 25. Du taler noget dristig, naar Du siger: at Kongen var alt for uskyldig, til at undersøge Sandheden. Du er dog den, som, vil beskylde andre for Bebreidelser. Jeg kan ikke sige, at denne er af de fine. Siden snoer og vender Du Dig heel artig.

Pag. 26. Atter en rar Anecdote, at Struense efterskrev Kongens Navn, for Livvagten at tilfredsstille. Her er Du bleven lettroende, maaskee til et blot Rygte. Førhen har Du ikke villet troe virkelige og hver Mand vitterlige Sandheder.

Skal jeg lade mig fortrylle af en Hykler? Hører det med til Fuldkommenhederne?

Pag. 28. 29. Gode Politiske Raisonnements om de gamle og nye Indretninger. Forslags - Mesternes Hensigter og Menneske Kiærligheden slaaes her med hverandre.

Pag. 30. Du skriver ret vel for de stakkels Dommere. Fordi der kan skee Misbrug i et Embede eller ved en Person, derfor skal der skee en total Forandring. Det er det gode Principium, som har hersket en Tid lang, hvorved een og anden har fundet sig vel, naar flere ilde. Den beste Orden bliver dog vel den gamle, naar den med Fornuft og Sagtmodighed bliver renset fra Misbrug og Omsvøb. Overalt tænk paa den vise Konges

Ord: kroget kunde ikke vorde rer, og Brøst kunde ikke tælles. Prædik. 1, 15.

Pag. 31. Her lærer Du Kongen en nye Pligt, ikke at efterlade noget, som kan geraade Riget til Beste. Det er godt, at Du forud har tilstaaet Din indknebne Indsigt i Stats-Videnskaben.

Det synes, som Du giør en vrang Udtydning af S. Ord om gamle Ting, som ikke skulde oprippes. Troe ikke, at han forsvarer Forurettelser, som Landet er skeet ved endnu levende Personer. Du skulde lade være ar nævne Dem. Her stikker Dit Hierte frem. Du er haard. Lad Hevnen høre Gud til, og flige Sagers Behandling til Kongens Viisdom, Retftærdighed og Mildhed, og til sin beleilige Tid.

Pag. 32. Ilde er det, at Din Patriotiske Iver skal være saa indgroet Hos Dig, og at saa Heedt Blod skal rinde i Dine Aare.

Du vil vide Navn paa Lystighederne. Er Du en Eremit eller eene fremmed i Jerusalem? Har Du ikke læst alle de Daarligheder i Aviserne, som i Fior til hver Dag i Ugen, og flere paa hver Dag, bleve anstillede og tilladte baade Vinter og Sommer, som gik paa Kongens, paa Stadens, paa Publici, paa Ungdommens Bekostning. Den zirlige Tale, som Du vil legge Suhm i Munden, den anstaaer og ligner Dig, men ingenlunde ham, som siger andre og store Sandheder i saa og syndige Ord. Dit Raad var uforligelig i en Hedensk Regiering. Du sætter Kongens glimrende Pragt i Comedier, Opera, Masquerader og deslige. Du vil have de Eenfoldiges Øine hellere forblindede end oplyste. Du vil have de udenlandske Daarligheder forviiste, men beholde de indenlandske, det er at være Patriot. Du troer, at Ludvig den Fiortendes Ihukommelse er ævig ved flige Lystigheders Stiftelse. Det er vel saa, efter din og ligesindede Philosophers Tænkemaade. Er der intet andet, som kan giøre Ham stor, blev Han en liden Helt for Gud og den kloge Verden. Den christelige Moral synes Du ikke at Have megen Smag og Respect for, siden Du anpriser saa meget de forfengelige Lystigheder. Du taler intet om Siælens Forlystelser, eller hvor lidet af vor korte Levetid vi har at spilde til unyttige, skadelige og synd-nærende Ting, i Steden for at bruge Tiden til Gud behagelige og Fædernelandet nyttige Forretninger og Betragtninger, ei heller om den Regning vi har at giøre for Tidens og vore sandsers Anvendelse.

Pag. 33. Gode Lærdomme til Gieldens Afbetaling. Du forstaaer ikke ret Suhms Sprog. Forøderen er en smuk Inscription, at sette paa Herrers Monumenter af høi Hukommelse, som Du skriver.

Pag. 34. Det er en forfærdelig Beskyldning Du giør imod Banco-Commissarierne.

Du er leiet af Dine Retsindige, eller rettere af dit eget gode Hierte, til at angribe en Mand, som al Verden anseer med de rette Øine. Er Du og leiet til at angribe andre? Du gaaer uden for Cirkelen. Du raser og er paa Veien til det Blaa Taarn. Men bekiend smukt, om her ingen fremmed Slange stikker i Din Hud.

Den gode Mand, Du navngiver at være bekiendt af sin Patriotiske Skyrke, er mig ubekiendt. Vel for Dig, at Du dog kiender og kan recommendere een ægte Patriot, ellers er der vel nogle uagte iblant Dine Retsindige.

Pag. 35. Her kommer Du atter frem med Dine Angivelser. Magistrater har Du stort Moed paa. Man skulde troe, Du havde været paa Raad med, at afsætte under den strenge Regiering. Man maae rose Din medynsksomhed, og gid Dine Taare kunde betale Maanedskatten for de Nødlidende. Lacrima Crocodilinæ. Ellers kan der maaskee være indløben nogen Urigtighed i Relationen om Din angivne Magistrats Forhold.

Pag. 35. Du skriver meget om Tids Spilde ved Sollicitation og Opvartning, da den dog nytter dem, der trænge til dens Brug. Men Tidens Forsømmelse ved Comedier, Opera, og unyttige Lystigheder, den har Du forhen givet Samtykke til.

Pag. 36. Du trænger til at tiene Din Stat. Men gid Staten aldrig trænge til at tiene Dig, førend Du faaer sundere og mildere Tænkemaade.

Det ønske, Du giør for Studenten, bør Du giøre mere almindelig og extendere til flere. Den gode D. Cramer har vel ikke drømt om, at Han skuæde blive Din anden Heros og et Mynster til Sollicitanters Behandling. Du burde være Chef for nogen af collegierne, hvor Du da kunde indføre saadan god Tour for Sollicitanter.

Pag. 36. 37. En utrængende Patriot kunde giøre mange flere Ting, end dem Du opregner, naar han, med sin Velsignelse, var af Din Tænkemaade, og havde Lyst til at blande sig i fremmed Handel. Naar han bliver kaldet, veed han nok, hvad han skal giøre, og hvorvidt, uden Dine Erindringer. I sin Frihed udretter han ulige større Ting, end bunden og i en vis Cirkel indsluttet.

Det synes, som Du vil forekaste S. , at han ikke taler Folkets ønsker til Kongen, at han ikke taler for Indretninger, for Forarmede, for værdige og Beqvemme. Hvad er det da Han taler I Det er jo alt det han taler. Det er just Dyden og Livet i hans mandige Tale. Det er jo derfor han er bleven ophøiet over al Dabel. Det er derfor, han er bleven kronet med Patrioters belønning, som er Ære og kiærlighed. Han driver sin Velmeenenhed langt videre, og behøver ikke, at Du legger ham Ordet i Munden. Alene at agere Projectmager, som Du vilde have ham til at være, er alt for hadelig en Titel for ham og enhver af hans Tænkemaade. Du tænker i Dit Hierte, at

disputere ham Prisen, og at nappes-med ham om Æretronen. Du kommer til kort. ophøi Dig ikke selv, Du bliver ellers fornedret.

Pag. 38. 39. I Din Slutning taler Du lykkelig for Dig selv. Hvo vilde misunde Dig den Lykke, at Dine eenfoldige Erindringer Matte komme for Kongens Øine, for Publikums ere De. Gid enhver, efter Dit Ønske, maatte styrkes i den Troe om Dig, at Du ikke har skrevet noget af nedrig Ondskab eller Lyst til vrange Fortolkninger over Ord. Spøg ikke med Dit eget Omdomme. Om Kiærlighed til Din Konge har været Din Drive-Fieder, det tilstaaer Du Dig selv; men kiærlighed til Sandhed har neppe, varet den. Og hvor denne sidste fattes, er det Qvæstio, om og hvorvidt den første kan have Sted. Dog troer jeg, at Menneske-Vennen dømmer Dig langt lemfældigere, end jeg, og meget ædelmodigere, end Du ved dette Skrit har fortient.

Hvor usleben og ubrugt Din Tankekraft er, indseer Du selv, men at Din Pen ikke er usleben og ubrugt, det seer flere end Du og jeg. Lad og Dit Hierte slibe lidt, det kan ret vel

trænge dertil.

Min sidste Erindring til Dig, skal være, at, naar Du skriver igien, og vil forstaaes af alle, Du da vil studere lidet paa Ordenes Etymologie, og skrive noget mere Orthographisk, Dansk som Dansk, og Latin som Latin, og ikke: Unseelse,

Valg, Forsvant, Glans, Gulmine, Sank, Sanhed, grunlærde, Forevigende, Kulkaste, Fant, Stan, væske, ungaae, minske, Jn, inføt, in-

sigtsful, fulførte, udenlanskrejse, ikke heller: Eqvipase (da var Ekipase bedre), Kritik, Sekretær, Kabinet, Klaske, Kredit, Manuskripter, rekommendation, conferensen (hvorfor tør Du ikke Drive Konferensraad), Septer, sekulo, kommissarer, Kaprise, Karakteer, Publikums. Men er det Bogtrykkerens Orthographie, da slet ham til rette, og true ham med den latinske Skole, hvor der, vanker haandtag for dem, der skrive ilde.

✂

Til Hr. Conferents-Raad i Anledning av Hans Brev til Kongen

NO. 1772.

Bergen,

trykt hos Kong. Maj. privil. Bogtrykker, h. Dedechen.

2
3

Hvad følede vi ikke, da vi læste det, som var kommen fra Dit patrotriske hierte? Hvad Virkninger giorde ikke saadant udi vores opfelse og Hengivenhed, udi vores

Nidkierhed og kierlighed for vores dyrebare Monarch, Kong CHRISTIAN den syvende, for det Kongelige Huus og for fædernelandet?

Men end vores ømhed? - - - Denne har aldrig været større, end den Tid vi fik høre, at dette Alt havde været nær ved en Fare, der var saa meget mere græsselig, som den var tilberedet av dem, som helst burde have beskiertmet det: Av dem, som var nærmest, og derfor burde have været de første til at afværge alle stød: Av dem, som var forbundet ved De største velgierninger, og derfor saa meget mere vare forpligtede, at hellige dette Alt en uforrykket Troskab.

Faren er forbie, og de Skyldige staae til Regenskab for deres Formastelser, for deres Ondskab og frækhed.

Vi skiønner med den inderligste Taknemmelighed og Erkiendtlighed paa Dem i som haver ladet sig bruge som værdige Midler til at anvende det avskyelige, som var tiltænkt vor

Konge, det Kongelige huus og vores gandske Forfatning. Vi vil i vore Hjerter oprette Dem de Æreminder, som De verved have fortjent. Vi vil ikke glemme nogen af Dem, som haver havt Deel i at udføre dette, og at redde os fra en Forrykkelse, som var nær for Haanden.

Priisværdige ZULZANA! elskværdige

FRIDERICH! Disse Navne skal endog mere forherliges, end de allerede ere. Ja, vore seneste Efterkommere skal erindre Dem med Velsignelse og Taknemmelighed.

De øvrige mænd, de retskafne patrioter, som har været med, skal have et værdigt Sted udi vores og vores Avkoms Minde. Efterslægten skal endog binde de Laurbær-Krandse

for Dem, som De have fortient, ved at opfylde Deres Pligter. Disse Pligter vare ligesaa søde, som nødvendige og haarde:

Forvovenhed giorde, at de kunde kaldes nødvendige, men Retskaffenhed var den Aarsage, der giorde den sod og behagelig.

Men Du, vores forskrækkelige SUHM! hvad skylder vi ikke Dig? Du baade tænker, taler, skriver og handler som patriot. Vi ærer Dig, vi takker Dig! Men er ikke dette noget, som er vor Pligt? Jo, vi har længe kiendt Dig, som en Menneske-Ven/ som Patriot og en retskaffen Medborgere; vi har kiendt Dig, som den, der ved Dine Skrifter har giort Dig fortient: men vi har ikke uden ved denne betydelige, denne beklagelige Leilighed lært at kiende Dig paa den Side, som Du haver viist Dig ved Din Tale, Dit Brev, eller hvad vi

skal kalde det, til Kongen. Du taler for Dig Selv og os Alle; og hvert Ord af din Pen er noget, som rører og opvækker. Du taler ikke som en Smigrer, men Sandhed Dit Vidne, Din forskandsning og Forsvar. Lyksalige Tid! da Undersaattere tør, kan og vil nærme sig til Tronen med det, der binder begge Dele sammen med uopløselige Baand! Du taler ikke som den, der vil giøre Dig stor paa andre brave Folkes Regning. Du op høier Dyd og retskaffenhed, hvor den findes. Du giør forskiel imellem de virkelige Onde og dem, som paa en uskyldig Maade kan have taget Fei! i en god Hensigt. Du veed, hvor let det er at underkiende Andres Gierninger: endog dem, som aldrig, i de paagieldende øieblikke, kunde rettes og forbedres, uden at forfalde ti! storre Feil. Du taler ikke som den, der vil krybe i skiul, naar Udgifter skal udredes for det Almindelige; men Du tilby-

der Dig selv frivillig at bære den Deel, som førhen laae paa den Usle. retskafne, fortræffelige

Medborger! Gid den ædle drift, som besiæler Din Patriotisme, måtte føles hos mange, og antænde Gnister der, hvor denne søde Glød synes at vare uddød! Ja, gid at dette Roesværdige hos Dig, maatte binde den ene Stand nærmere til den anden! da skal vi tilhobe blive et saadant Folk, som skal misundes af fremmede slægter.

Skrevet i Bergen den 16de Februarii Anno 1772.

✂

Tillas os at takke Dig, Du store Dannemarkes og Norges Patriot! Tillad os at tegne her Dit uforglemmelige Navn, Hr. Conferentsraad SUHM !

for at sætte

disse taksigelses Linier

i en klarere glands.

Men havde jeg en Tolk fra hine Sandheds Enge, Som kunne lære mig, hvor Du besiunges bør, Du Sandheders Herold! som Himlen udsaae længe Til den Beundring, der foreviged Dig giør. Hør, Bergen! knæl dog ned! ja ned for Himlens Throne! Og tak den Viisdom, hvorav bestyret blev! Da Han, til Landets Vel, sang i cherubers Tone, Og Himlen denne i Monarchens Hierte skrev. Ved mig Du ikke kan en saadan Helt besiunge, Saaledes som sig bør: og hvo var værdig nok? Men viid! din Pligt--og Han vil smile til den Tunge, Som nynner ikkun klækt blandt Norges Sanger-Flok.

høystfortiente herre!

Saa stor magt har Dit dyrebare Brev, som du paa Rigernes Vegne skrev til vor Velsignede Konge, faaet over vore hierter, at vore ringe ævner ikke kan holde os fra at bringe Dig er ydmygt taksigelses offer, som burde være Dine høye fortienester værdigt. En ligesaa værdig Pen, som den, Din dyre Haand bestyrer, skulle her sætte Dine Fuldkommenheder i Lys; Men hvor mange cre betroede de gaver, Forsynet allene seer saadanne hierter, som Dit, forbeholdne! Du har Roes og ophøyelse nok i Dine n-almindelige Egenskaber, og derfor ikke trænger til vore berømmelser, som, om de naae den høyde, vi ønske, dog aldrig strække til Dine fortienesters høyhed. Hvo ville synes ilde om, at Borgere besiungede en Viisdom, som har Kongens og landets velfærd til øyemeed? Hvilken Viisdom er Dig saa naturlig i alle Dine Foretagender, Du store Patriot i vor sælskabelige Verden! Ingen uden den, som var saa ulyksalig at synes ilde om, naar det gik Kongen og Landet vel. Har Du, som hiin, i guddommelige Monumenter Foreviged, der fordum stod imellem gud og Folket, staaet imellem vores jordiske Gud og os, for at tale saa hellig Sag, som den, hvorpaa Dine Med borgeres Del beroede; saa tillad, vi ophøye Dig med den Lov og Taksigelse, der ey saa tydelig i disse Linier kan udtrykkes, som den er indtrykt i vore Hierter, for aldrig at forglemmes, førend den sidste Forglemmelse virkes hos os av alt! Du indsaae med det klareste Lys de uomstødelige Grunde, hvorpaa riger bør bygges, naar de skal blive lyksalige: Men Han, som gav Dig Viisdom at indsee dette, gav dig og Frimodighed at aabenbare dette for Ham, vor Dyrebare Christian, som har en hærskende Magt over Sine Riger, men ligesaa hærskende villie til at giøre dem lyksalige. For-

bandede Ischariother! som, ved at ville forraade saa Velsigned Monarch, ville tillige anrette almindelige ødelæggelser for vore riger og Lande; thi Rigernes velfærd er just concentrered l Ham, som i sin Middel - Punct. Evig velsigned være Gidd vor Zebaoth! Hvo knæler ikke for den majestætiske Aarsag til Dannemarks og Norges frelse! Han har i denne Tid ikke mindre herliggiort sin Magt og Maade for os, end fordum for sit Folk, som han med en vældig Haand udfriede fra hiin egyptiske trældom. Med os skal hærskarernes Mangfoldighed istemme: Du er værdig at tage Æren, prisen Og Kraften, Gud, vor Immanuel! Du har og vil giøre vore Fiender, Forstyrrerens Avkom, til offere for din havnende retfærdighed. saaledes stiger endnu den tykkeste røg av vore Tak-Altere til det høye; thi vi glemme aldrig den Nat, Almagten lod det blive lyst igien paa vor nordre Poel, og sadt Rigernes soel i Sin medfødde Glands. Med Dig, høystfortiente Herre! (Du har viist os denne allerstyldigste Pligt) med Dig velsigne vi vor Velsignelse værdige Juliana! Med Dig ophøye vi den beste Prints, vor Dyre Friderich, som besidder de Egenskaber, Himmelen ønsker, til Kongens og Labdets Del! Gid, Din værdige Tunge ville sige Høystsamme, at vi evig velsigne Dannemarks oa Norges Enke-Dronning Juliana, og Arve-Prints Friderich! Liv og Blod, børn og Gods er den beste Besegling paa vore ønsker over tør uskatteerlige Konge,

Umistelige Kron-Prints, og det velsignede Kongelige Huus. Hvad skylde vi nu Dig, høystfortiente Herre! som, da Du ikke kunne tale, fordi Molochs Zirener havde liftet sig til Thronen, sukkede til alle Thrones Behærskede om et vaaged øye over den danske Throne: men nu, da Retfærdigheden, i eet Øyeblik, som altid skal være os helligt, stødte disse Uhyrer fra Thronen, har talet, som en kroned Menneske-Ven, i de Udtrykke, der viser Din Redelighed mod Kongen, Din Iver og Nidkierhed for Landets

Velfærd. Det, Du har talet tit vor Velsignede konge, ønske vi, maatte skee! Vi ønske det med den inderlige kierlighed og dybe soumission undersaatterne skylde sin dyrebare Monarch. Gid, vor Dyrebare Christian ligne Sine Belsignede forfædre, og blive den vinseste, Mildeste og Beste Konge i Norden! Gid høystsamme, vor Lyksaligheds Kilde, maatte av forsynet velsignes med de Viise Raad, som kunne lette Hans tunge Byrde, blive Rigernes Styrke, frugtbargiørende Floder over det gandske Land! Den lyksalige Plan har Du, høystfortiente Herre! lagt for Kongens naadige Dyne; over den gloede vi os; for den ere vi Dig evig forbundne. Vi kan ikke betale Dig uden med den ydmygeste Taknemmelighed, og de inderligste Dukker. Vor Tak skal altid være dig helliget, fordi den virkes af Hierter, fom elske en fornuftig Borgere, en redelig Patriot, en dydig menneske-ven. Vore ønsker skal stedse udbede Dig av Forsynet saa stor Lyksalighed, som i ønsker kand have Sted. Gid det maatte gaae Kongen og Landet vel; thi da naaer Du Dine ønskers Maal, som nu har vidst Verden, Du vil gierne være et Middel hertil! Gid Du og Din høye Familie leve længe! og ligesaa lyksalig, som længe!

Det skee! det skee! saa ønske vi: Gid Himlen det

samtykke,

Og krone saadan Patriot med beste Held og Lykke!

Indtil at Verden ikke meer vil unde os et Rum, Vi takke, ønske, unde godt Hr. Konferentsraad

SUHM.

✂

1772. 6te Aargang. No. 12.

Tronheims Kongelige allene privilegerede Udresse- Contoirs

Ugentlig Udgivende Efterretninger

ved Commerce-Secreterer Rissen,

Som

Forsendes med Posten Fredagen den 20 Mart.

Til

Forfatteren af det Skrift:

Til Kongen. Tak ædle Herre, Tankers Tolk! som før har længe skrevet: Af Lærdom, Dyds og Sandheds Træk navnkundig blandt os blevet, De Dig ej kiendte, kiende Dig dog af der rare Pund; Bar Du end aldrig Navn af Raad, gaae de ej af din Mund; Din Pen det havde dog fortient; hvorfra de flyde sunde, At Store Rigers Skade selv ved dem helbredes kunde; Jeg skal ej sige, om de fik udrette meget Godt, Da de, som før blandt andet sundt, foragtedes med Spot. Du bruger ej qvaksalverie og pillerie forgylder, Som have døds Forgift i sig, slaae ud i slemme Bylder.

Forsynet selv vil bane Vej for nyttig Lægedom,

Naar fuskerie har viist sin Konst, at giøre Laden kom.

Vi boe, GUD Tak! i Sundheds Land, hvor Pesten ikke trives,

Ej Barbariets Plante (*) kan i Norden vel oplives.

De glatte Navne, Vidd og Smag, vi gierne bytte hen,

Maa sand Religion og Lov staae pille-fast igien. (**)

Hvad Sum Du med Dig førde bort, kan Norge aldrig anke,

Da den langt bædre staaer hos Dig, end i Venedisk Banqve:

Liv - Rente kan der ventes af. Tak rene Sandheds Helt!

Hvis ære-navn jo længer gaaer, end Wardoe er fra Belt. Blandt os har mangen seedet sig med vores Lands Formue,

betient sig deraf ridderlig selv samme at udsue.

Du ynder vores Land og Folk, ej yder Skam til Løn:

Vi unde Dig Din Deel, Du fik, som Dydens ægte Søn.

Vi priise GUD, for Sandheds Aand end bruger Raad og Storke, Naar løgnens i masqveret Skin vil alles øyne mørke,

At GUD oplyser Kongers siæl, til nye Velsignelse

Paa Jorden; lærer Dem sin Dom. Der skee! Det skee! Det skee!

(*) Som beskrives i A. v. Hallers bekiendte Fortale.

(**) Owen. Duo omli Reipiiblicæ:

Lex & Relligio junxerunt fædera; pravas Hæc hominum mentes eomprimit, illa manus,

Erik Herlov, som haver fordansket 3 Bøger af Owen. trykt kiøbenhavn 1726. setter: "Religion og Lov er knyttet i et Baand;

hiin tømmet vores Sind og denne vores Haand."

de, løfter i hans døds Sygdom. saasnart structuren med tvende Stemmer var i kirken opsat og til Gudstienesten kunde bruges, blev det af Stedets Sognepræst velværdige Hr. Ole højer i en meget talriig Forsamling af høye og Lave, indviet den 9de Søndag efter Trinitatis a. p. da der i prædikenen af textens Ord Luc. 16 Lap. v. 9. blev forestillet: Guds Boliger: 1) De foranderlige. 2) uforanderlige, og til Hentydning paa Orgelværker af Psalm. 84. fremsat: 1) Guds børns løst til Guds Boliger. 2) Deres forløstelse i Guds Boliger, med inderlig bøn til

den

Udskilligt Nyt.

Til priisværdig æreminde og et rart Exempel paa, at pryde Guds Huus og Guds tieneste, kand følgende meddeles: Forhen værende Eyere af Sparboe Præstegields Kirker, nu afdøde velædle Hr. Lieutenant Caspar Hendrich Mestervald, har bekostet og givet til den grundmuret Hoved-Birke Mehre, et af structur smukt og af Lyd sterkt og vellydende Orgel. Paa dette var begyndt og noget bekosted for Sal. Hr. Lieutenantens Døden, mens siden med Bekostning, fuldført af Hans Respective børn efter Deres, Faderen gior-

den Høyeste om Orgelets sande Nøtte. Saadan en Donation til en Kirke af en eeneste Familie maae ansees roesværdig, og maaskee bliver rar. Dette Orgel er bygget af Orgelbyggeren Msr. Gloger, som og ved Gudstjenesten spiller derpaa, imod at nyde en liden Told og anden Goddædighed af Mehre Sogns Almue, som den godvillig har tilbudet sig at give aarlig, hvilket tiener til samme Almues Berømmelse paa denne villighed til Godgiørenhed, naar det tiener til Guds Ære, Meenighedens Opbyggelse og Kirkens Zirat.

3 Søndag i Faste prædiker formodentlig:

Høymesse. Aftensang.

Dom-K. Hr. Hegge. Msr Krog.

Frue-K. Msr. Hoff. Hr. Lehman.

Hospit. Msr. Lind.

Dødsfald.

Frue Wagenfyr død paa Christiansieen og Mad. Anna Malena Reiner død her i Byen.

Indpasserede.

Hr. Grev Wedell og Hr. Lieut. Heide fra Kiøbenhavn. Hr. Proviant-Commissair Friedlieb fra sin udenlandske Reise. Kiøbmand Sr. Hansen fra Brunsviger Market og Sr. Laarsbye fra Amsterdam.

Udpasserede.

Hr. Henrich Meinche til Tydskland.

Efterretninger for Publico.

Paa Tirsdag den 24de Martin førstkommende afgaaer Posten herfra til Nordland,

da de Breve, som med samme skal bortsendes, bliver Mandagen forud paa Post-Contoiret indleverede.

Bekiendtgiørelse.

Til alle Vedkommendes Efterretning bekiendtgiøres herved: at de, som udi min Fraværelse, enten maatte have at betale, eller hos mig at fordre Penge, i begge Tilfælde vilde adressere dem her i min Sal. Faders Huus, til Msr. Christian Hoe, som dertil af mig er committeet. Tronhiem Den 19 Mart. 1772.

Henrich Meinche.

Da min Kone Martha Olsdatter modvillig og uden stiellig Aarsag har forladt mit Huus, og imod min Villie og Samtykke opholder sig hos Hr. General-Auditeur Bruun paa Ringved, saa bekiendtgiøres herved, at jeg undertegnede Ole Halvorsen Ørstad ej vedtager at betale, hvad hun i mit Navn laaner eller borger, men de som crediterer hende maae have Skade for Hiemgield. Tronhiem den 13de Martii 1772.

Ole Ørstad.

Da jeg udi forrige Uges Adresse Contoirs Efterretninger har bekiendtgiort det Indbrud, som er skeet udi mit Huus i min fraværelse til Levangers Market, hvorved baade det, som allerede er opgivet, og siden end meere, blandt andet: En Guld Ring og Et par forgyldte Kaabe-Spender, som og er bleven mig frastiaalet: saa skeer dette nu igien, for at advare den eller de, som maatte have enten købt, tilbyttet eller modtaget til Bevaring saadanne fra mig bortstiaalne Vahrer, at de da angiver samme til mig, paa det de ikke siden skal vorde anseet for Hælere af saadanne Tyve-Koster, og derfore vorde anseer og straffet efter Fortieneste. Tronhiem den 19de Martii 1772.

Elen Sal. Guddes.

proclamara.

Herved indkaldes alle, som nogen Fordring i Tronhiem kan have hos Sr. Nicolay Anthony Fyhn, der var boende paa Gaarden Sandtorv i Senjens Fogderie og har giort Opbud, at beviise deres Fordringers Rigtighed og modtage den Andeel dennem af hans paa Sandtorv efterladte Fallit-Boes Beløb kand blive udlagt; hvilken Forretning sluttes paa min Gaard Sandnes i Tromsøe Fogderie den 27 Julii indeværende Aar 1772. Sandnes den 7de Januarii 1772.

W. M. Thomæsøn.

Auctioner.

Efter De Herrer Opbuds-Forvaltere i Hr. Raadmand Archdalls Opbuds-Boe, Hr. Procurator og Lavtingsskriver Lorentz Ewensen og

Sr. Søfren Holst, Deres skriftlige Reqvisition af 28de Passato, bliver udi Tronhiem i Hr. Raadmand Archdalls endnu iboende Gaard den 8de April førstkommende ved offentlig Auction opbuden, Tiltnæs Saug paa Odels-Grund i Stods Tinglaug udi Inderøens Fogderie, hvorpaa efter Høy-Kongelig Bevilling aarlig er tilladt at skiæres, for det meedste af Odels- og Selv-Eyer Gaarders Skove 4000 enkelte Bord, hvoraf nemlig af Saven med sit Inventarium og det aarlige Qvantum, Opbuds-Boet ikkun er eyende den halve Part; Men Med-Eyern derudi, efter bemelte Reqvisition iligemaade lader sin anden halve Part under det samme opbydes, og om fornøyelig Bud skeer overalt bortsælges, men i vidrig Fald alleene Opbuds-Boets eyende halve Part at afhandles. Iligemaade bliver paa samme Tiid og Stæd opbuden Spøttens Almindings Sav i Stods Tinglaug paa samme Maade, efterdi Opbuds-Boet ey heller derudi er eyende meere end den halve Part, og hvorpaa overalt, efter en af General Forstamtet udstæd, og af Rente-Cammeret ratificeret Forpagtnings Contract, kan skiæres aarlig af Spøttens Almindings Skov 6240 Bord, hvilket vedvarer til 1774 Aars Udgang, da, om Forpagtningen i den tilkommende Periode ey kommer til at continuere, Savbygningen til Hans Kongel. Majestæts frie Dispensation hiemfalder; Til hvilken Ende de Lysthavende sig om Formiddagen Klokken 10 Slet behagelig ville indfinde, da de fuldstændigere Conditioner til enhvers Efterretning nærmere bliver bekiendtgiort. Fossum den 7de Martii 1772.

P. Rosted.

Da (S. T.) Frue Cammerherreinde Schøller har ladet udi Skrivelse af 29de Passato, reqvirere Auction over Marie-Lunds eller Støens og Gotvasliens Savbrug udi Sparboe og Inderøens Tinglauger i dito Fogderie beliggende: Gaa giøres herved almindelig bekiendt, at samme Auction bliver holdet udi Tronhiem i Hr. Raadmand Archdalls iboende, Frue Cammcrherreinden tilhørende Gaard den 8de April om Eftermiddagen Klokken 2 Slet, førstkommende, og meldes tillige til Liebhaveres behagentlige Efterretning, at Gaarden Marie-Lund, skylder med Bøxel og Landskyld 1 Øre,

samt at det derunder kiggende beqvemme Aargangs Savbrug er den 3die Junii 1769. allernaadigst bevilget for det meedste af Odels-Skoves Tømmer til 6000 Bords aarlig Skiørsel. Gaarden Gotvaslie skylder med Bøxel og Landskyld 4 Mkl hvorunder Saugbruget ligger, og hvortil af Gaardens egen Skov er d. 12 Jan. 1768. allernaadigst bevilget at skiæres 4000 Bord. Iligemaade er til samme Sav efter Forpagknings-Contract af 19 Febr. 1768. d. 5 Mart. nestefter i Rente-Cammeret ratificeret, henlagt Sandsetter Almindings Sko til 15000 Bord aarlig udi 5 combinerede Aar, fra 1770 til 1774 Aars Udgang. Den eller De som maatte blive Høystbydende paa disse Gaarde og Savbruge samt Almingens Benyttelse til benævnte Tiid, paa de Conditioner, som paa Auctions-Stædet bliver bekiendtgiort, og paa Høyvelbaarne Frue Cammerherreindens nærmere Approbation, kan om forlanges bekomme den største Deel af Kiøbe-Summen mod første Prioritets Forpantning, og noget aarlig til Afdrag paa Capitalen at betale. Fossum den 7de Martin 1772.

P. Rosted.

Efter Catechete Sr. Knud Lorch, bliver Auction holdet paa Gaarden Belboen i Strinden; hvor allerførst Gaarden med Vaanings-Huuse bliver opraabt den Første Gang Mandagen den 6te Aprilis om Formiddagen, Anden Gang samme Dags Eftermiddag Klokken 3, og endelig Tredie Gang, da Gaarden absolut bortsælges, den 7de Apr. Formiddag, Klokken 11 Siden fortfares samme og efterfølgende Dage med Auctionen over Boets Effecter, hvorover trykte Fortegnelser bliver at bekomme Tirsdagen den 24 Martin hos Kiøbmand Sr. Lemmich. Dem som ellers i dette Stervboed maatte ville have noget fremført, bekiendtgiøres at Skifte-Samling skeer Mandagen den 6 Apr. paa Arvetomten. Skifte-Retten den 10de Martii 1772. Skifteforvalteren. Bortkomne Sager.

I Søndags den 15de hujus, er tabt paa Gaden, imellem Raadstuen og Hr. Agent Lysholms Huus, en hvid brocheret Damastes Lommepung med Sølv Laas for og nogle Penge i; skulde nogen have fundet samme, som vil levere den tilbage mod en Douceur, bedes, at anmelde det paa Adresse-Contoiret.

✂

Et Brev til Hr. Konferentsraad Peter Frid Suhm. fra

Josias Leopold Bynch.

2
3

Ædelmodige

Hr. Konferentsraad!

Dette Tillægsord udmærker mig Dem i den Høivelbaarne Haab. De ville med Ret forsmaae en misbrugt Titulatur, giver de mig da ikke Friehed nok til at lægge den afsides og fremstille Deres Ædelmodighed for mine Tanker, til at trøste min nedslagne Banghed? — Viisdommen har De tilfælles med faa; men Ædelmodigheden med ferre — Vel mig da! at denne forvandler min ordqvælende Undseelse til reen Friemodighed! — Ikke Modbydelighed for den Ydmyghed og Høiagtelse enhver Dydig skylder Dem; — ikke den fineste Følelse af Mistillid til Deres Ædelmod; — ikke Frygt for de ømme og billige Bebreidelser, hvormed jeg for længesiden har bestraffet mig selv, holder, min Person tilbage fra at yde Dem den Tilstaaelse, som, førend den bryder ud, er en Uroe i den Feilen-

Des Bryst; — men kun Hiigen efter at Deres Ædelmodighed kunne viide, at den ikke beskiemmede en Uværdig; — kun Frygt for de oprippede Piinsler i min Siel, som ville mere forøges, naar jeg strax nød Deres Velvillighed til at forlade, inden jeg havde beroliget mit eget Hierte, med den Handling, som lovede mig en tillidsfuld Glæde, den første Gang jeg indstillede mig for Dem;— kun Lyst til Lejlighed, efter at udvikle min Selvkiendelse for Hr. Konferentsraaden, som Undseelse og Ærbødighed muntlig maatte fortie, — bruge nu min Pen, som en fyrrig Forløbere til Deres Hierte. — Hvo kan fremviise det Papiir, som jeg besmittede med Smigger, uden naar Modens Talebrug eller den strænge Nødvendighed, som forkuer Høimodigheden, tvang mig dertil? — Smigger er Gift for en Taabe; for meget Viin for en Selvklog og en satirisk Slange for en Fornuftig; — de Piile rive meest i den Retsindiges Hierte, som udskydes under Bedækningen af Smigreriets Skiold.— Hvad Bevæggrund har jeg da til at smigre for Dem, der ere en Selvkiendere; en Veltænkende; en Viis?—Deres billige Foragt og mit Hiertes Bebreidelse ville da blive min Straf. Ingen Mangel formaaer at kyse mig dertil. O! hvor lykkelig havde jeg været, dersom jeg altid havde vedblevet at bære denne Maske, naar adskillige mødende og sielemyrdende Ulykker, have truet mig til at krybe, for et Øjeblik, i Skiul bag dens forsminkede Yndighed.—Nei! ikke den Mangel engang, der sammenkrymper andre, som Orme, har kunnet nedtrykke mig i Støvet, for der at sluge de Fordele, som Smigrerne gabe efter. —- Forventende Fordeele udlokke heller ikke Smiger af mig. Høihed bestemmer jeg kun efter Insigt og Dyd; — bliver jeg Insigtsfuld; bliver jeg Dydig, da bliver jeg høi nok; om jeg saa forresten kun blev en Degn. Mit Guld er Hviile i min Siel og en Forstkandsning for ikke at blive antændt af Gidshalsens Luer; — ligesaa stor Nøisomhed naar jeg har lidt, som naar jeg har meget; — det Klenodie jeg meder efter, er, Lejlighed til at smage et oprigtigt Venskab og udviide mine Indsigter. Skulle jeg da vanære mig med Smigger? — skulle jeg bruge den for at faae een saa billig Fordring underkient? Nei ingenlunde! — Ligesaa vist, som Hr. Konferentsraaden, ved sin sædvanlige Omdømmenhed, troer, at jeg i dette Skilderie om mig selv ikke skeier uden for Beskedenheds Ran, ligesaa lidet vil De have mig mistænkt for skuul-

øiet Smigrerie. — Smiggerfri; — tum fra uædle Hensigter; — besielet af Dyden og med Sandhedens klare Ansigt, tør jeg da nu iværksette den Pligt som saa længe har ulmet i mit Hierte.

Nu først en almindelig Kritik over mit Foretagende! — Et Exempel skal vare Talsmand og Dommere tillige i min Sag. — Jeg kan ikke fremlede noget værdigers Exempel end Hr. Konferentsraaden selv. Sandheden har herved intet at befrygte; saasom Dyden formælet med Viisdommen aldrig avler Partiskhed. — Om Hr. Konferentsraaden, fik et Brev, hvori det frie; det reene, oprigtige og uforbeholdne Vennesprog hernede og Let fra deres Ven, som var bleven beivrek, til at sirive det, af fin faa lange indebrændte Tilbøielighed for Dem; — som udveiede det ved Vægten af de hyppigste Følelser og udskrev det midt i den Beklumring, som lynedlige Ønsker foraarsagede; ville da Hr. Konferentsraaden ikke (forlad at jeg spørger) see hen til den klare Kilde; det retskafne Vennehierte, hvorfra de havde faret en saa rar Ædelsteen? — ville De ikke føle en kildrende Velbehag hos dem, ved at see Deres Vens velmenende og smeltende Øiekast over alt i Brevet? Deres groende Velbehag ville blive til Glæde; — Glæden ville søge Medhold og troe at finde sig selv hos alle; thi det er Glædens Natur. De meente da, at andre, deres Venner, skulle; at de ville læse deres Vens Brev med samme Fornøielse, som De; — at Deres Venner havde ligesaadan et Begreb om Deres Ven fom De; - - Deres Hierte lærte Dem denne Mening; — i en ædel Troeskyldighed lod De da Deres Vens Brev besøge Deres Venner; men hvor modbydeligt ville det ikke blive dem, dersom een af dem opholt sig over Deres Ven, fordi hans stærke Følelser havde glemt at bruge den gængse Titulatur, dem tilkom? — De ville vide sig selv som Anledning til denne tagne Forargelse og blive meget fortrydelig paa deres Vens Kritikus, som var uvidende om den Forhold der er imellem Deres Ven og Dem, som Venner, og det Mellemrum der er mellem Dem i Henseende til Titelen;

Politikken giør jo i det samme Menneske Forskiel imellem Embedsmanden og Privatpersonen.

Dette er Exemplet, som jeg i en usminket og ukunstlet Ydmyghed, lader fordømme mit Foretagende i at bedømme Hr. Konferentsraadens: Til Kongen; — Exempeloriginalen (exemplatum) danner sig selv. — Aarsagen til trykte Skrifters Bedømmelse, bør være: Omhue for Sandheden; men kan denne Aarsag forsvare mig nu, efter at jeg fik denne Oplysning?

— Nei ingenlunde ! — Naar Aarsagen til en Handling ophører, saa bør den, for saavidt det er muligt, giøres ugjort. — Venner afgiøre selv deres Sandheder indbyrdes; — Hvis Pligt er det at saare deres Hierter? — Om saa meget kan jeg dog, til at formilde min Dom, paa det helligste forsikre Hr. Konferentsraaden, at jeg ikke vidste det ringeste om at Dette forholdt sig saaledes, førend efter at den Veldømmende havde seet Lyset; Thi jeg kommer sielden i Selskab.

For Resten indskyder jeg mig under Hr. Konferentsraadens beskedene og ædle Hiertes Dom, om jeg med nogle Meninger, som den Veldømmende fremførte, har bortsneget mig, for ikke at øine Sandheden; — om jeg ikke følte Patriotisme, da jeg gav andre Sandheder en Sminke, som skulle formilde Mængdens Skræk for dem; — om jeg alle Steder har været falsk og ingen Steder oprigtig mod Sandheden? —

Beskrivelsen over Philint er ubesindig-lang og passer sig ligesaa got paa Exempeloriginalen, som en knyttet Haand paa et Øie,

Det Øvrige er udjaget næsten med løbende Haand; hvad Under da! at Sprogets Polering; Tankernes nøiagtige Bestemmelse og Udtrykkenes Styrke ere borkslendrede. — Jeg hastede kun for at faae min Fortjeneste;

— skiønt Lyst til at erhverve Noget, er ikke uædel hos en Manglende, naar den er et Bie-Øiemeed; — men Fordeelen deraf veltede sig ind i en anden Kasse.

Jeg burde ikke kaldt mine Tanker: en Kritik. — En Kritikus er Undertiden enten saadan een, som gisper og vansmægter under

Brynden af Autoritetsfordommene, og kravler idet tørre Støv;

eller en forvandlende Ovidius, som opklynger sig, ved Vittigheds Reeb, paa Dommer-Tronen; hvor han behager mest, fordi han bryster sig og efter blotte Indfald, enten ophielper; eller styrter;— hvis fortryllende Scepter, lige-

som Magnetnaalen, dreier sig efter hans Lidenskaber; — eller og en Menneskefiende, som bruger Dommen over Autors Skrift, til at sværte hans personlige Karakteer, og hvis Underretninger ere Fremfusenheds, Underkuelses og Misundelses Spyd, der stiiles lige ind paa Autors Hierte. — Om jeg har soret nogen af disses Fane, det overlader jeg til Hr. Konferentsraadens eget milde Øie. Dog! — Min Vittighed forførte mig til at begaae en Feil imod Dem, som mit Hierte bebreider mig. Ingen af mine Herrer Bedømmere, have, det jeg husker udmærket sig denne store Feil. Det Sted, hvor der tales om det udtømmede Rige og andre Stæder har jeg giort saadan en Udlægning af deres Ord, som ikke harmonerede med Deres Hierte. Her har jeg besmitttet mig med den almindeligste og afskyelsesværdigste Kritiksnildhed. Jeg har mere Møie med at forkaste og udvælges end med at opfinde Tanker; herudi ligger Kilden: Incidit in fcyllam, qvi vult evitare carybdim. Hos en saa stor Menneskeven, som Hr. Konferentsraaden, skiules paa denne Grund min Forseelse snart i Ømheds og Selvkiendelses Glemmebog. — Kan Menneskekierlighed vel ansee mit Hierte, som ophævisk, fordi min Stiil falder heroisk? — Aldeles ikke! — dog veed jeg at det er en Feil; — men ved at rette den, kunne jeg lettelig forfalde til den homiletiske Sladdervurrenhed; — og da blev min Ydmyghed til Slendrian.

Er det da en Sandhed, som mig er bleven sagt, at Hr. Konferentsraadens Vennerigdom allerede tilforn har overseet og undskyldt mine Feiltagelser; hvormeget mere munter maa da nu min Tillid til Dem, i denne Henseende blive, om jeg, med mine ularvede Tilstaaelser og Undskyldninger, faaer rørt Deres Hierte. I Kraft heraf ville De herefter og alle Menneskevenner, ansee den Veldømmendes Udsvævelser, som nogle hid og did beplettede Udviklinger (commentaires) over Deres Tanker; — De ville oversee min umodne Tænkekrafts Feil og troe at jeg kun havde udvalgt Deres Tanker til et Hovedmaal for mine, allene forat drage Folkes Opmærksomhed til mig og for at berolige den kort tilforn herskende Knurvurrenhed; —enhver vil da, ved den enkelte Fornufts Hielp, tydelig see: at jeg i Grundfætningerne stemmer i med Hr. Konferentsraaden. De ville da ogsaa nu prøve mine fremlag-

de Grunde og Deres Ædelmodighed frikiende mig fra det vederstyggelige Hyklernavn! —

Nu mens jeg er løsnet fra den almindelige Egen- og Foster-Kierligheds Tænker, tillader vist Hr. Konferentsraadens Langmodighed, at jeg forraader det jeg har tænke om mine Bedømmere. — Jeg vil være ligesaa reentalende om dem, som over mig selv.

Det veltænkte det yongske og nyttige i Aftenposten er for en stor Deel skreven af Emanuel Balling; en ædel Menneskeven eg min Ven; — Hvo der var Autor til den mildeste Dom, som man har seet over den Veldømmende, viides ikke; — men — mon denne Dom ikke var alt for mild?— Enhver, som sammenligner den med denne Udladelse, vil ikke mangle Svar, og Hr. Konferentsraaden har selv Viisdom nok til at afsiige Dommen. — En Kritik bør ikke skære for dybe Flenger i de alt for ømme Autorhierter; og lige saalidet bør den giøre dem fra kry; saa selvstoelende og saa forfængelige, at de kunne tænke til, at erhverve sig en uindskrænket Autoritætsmyndighed;

— den bor være saaledes indrettet, som de to Stykker af den kritiske Journal over 17 Januaris Skrifter: — endskiønt vens Autor har i en

anden Begivenhed, offentlig givet mig Prove paa sit Fiendskab til mig, saa maa jeg dog, for at vise Hr. Konferentsraaden min Beskedenhed, tilstaae at jeg anpriser den til et Mynster for mig. — Undtagen det Indfald over mig med L. F., som ventelig finder ingen Biefald hos nogen anden, uden hos Autor selv. — Det kielneste Venskab bor ingen Indflydelse have paa offentlige Afgiørelser. Menneskevennen og den feilende Autors Overbeviisere maa jeg tillige kunne see i Kritikken. Retfærdighed bestaar jo i Naade og Strænghed; men Menneskekierlighed er velvilligst til at yde Naade og denne Egenskab er en eftergivelig Feil hos Forfatteren af denne Læmfældighed i Aftenposten; Han er endnu skilt — Mine Fiender ytrede en alt for giennemtrængende Høflighed herover og hilsede mig, som Autor til Aftenposten. — En skarp Kritik fra en Ven, kildrer mig usigelig; thi jeg seer altid tilbage til Handlingens Hierte; — den Vanære derimod, som den ondskabsfulde Kritikus, fortjener sig med sin Banketærskel, er mig Fyldestgiørelse nok, til at hovere over ham med den inderligste Glæde. —

Bogtrykkerens Vindesyge fik Folk til at troe at Autor til den Giennemlæsendes Erindringer; — men hans Navn er S

Forresten vil jeg ikke retfærdiggiøre mig fra alle de Nedrigheder, som tildigter min Person. — Gud er den som dømmer. Hr. Konferentsraaden

er høimodig nok til at bestemme, om den Veldømmende viiste sig, som en Fiende af al Religion; af alle Love og af Dem; om han giorde sig bekient, som det fletteste og uværdigste Skumpelskud, som Jorden male afsnuppe om Erindringerne ikke, paa mange Steder, smage af den uforfalskede theologiske Melk, som Matronerne først pattede i Veisenhuuskirken,— og af de Helgenes snevre Samvittighed, som efterat de, en Tid, havde lagt paa Hospitalet, bleve adspreddede over al Jorden. — om den Eenfoldigste behøver lange indviklede Slutningskieder for at udvikle de fornærmeligste; — og dumdristigste Satirer imod Dem selv og andre, som skiules i Hans Forsvar, ligesom Skedevand i Sukkeret; om de ikke frække en retsindig Læser med de Formastelser, som jeg af Ømhed over Autor ikke vil give det rette Navn? Dag 7 er Beviis nok for denne Kritiks Rigtighed. — Naar jeg undtager den Smerte, jeg har følt, over at see mig selv an, som Ophavs-Manden til en saa putgeil Autors Udladelse over Hr. Konferentsraaden har jeg forresten, giennemlæst Erinderingerne med Fornøielse, eftersom de Udpege mig et Skenie, som havde Ævne til at blive got og nyttigt, hvis det ikke var bleven befængt og formørket med fanatiske Spindelvæve og egyptiske Græshopper. — Enhver Grundigtænkende ville ligesaalidet, som Hr. Kon ferentsraaden ansee mig for en Krokodil, dersom jeg falt i Graad af Medlidenhed over de Pinsler, den gamle Adam har foraarsaget i S S Hierte,

da han i sine Erindringer forvandlede den Kristenkierlighed, han afhandler paa Prædikestolen, til Blodgierrighed. — Dog vil jeg, af et oprigtigt Hierte, afbede hans Forseelse hos Hr. Konferentsraaden og forsikre at Hans Eenfoldighed har meent det ret got, med hvad han skrev. — Hr. Konferentsraaden ville da behage, at lade hans Eenfoldighed være baade Talsmand og Friekiendere hos Dem.

Skulde ieg føle Noget til Fordoms-Ydmyghed, da maatte jeg selv med Smerte indtvinge Fordommen i mit Hierte. Denne Følelse ville

01 (10)

vist kun vare kort; — men Selvforelskelse vantriver den Siel, som higer efter at blive stor; — Hvo ville da maale mig efter sin daarlige Egenkierligheds Forhold, og troe, at jeg ikke, med et reent Øie, kunne insee; — og med et uforfalsket Hierte, kunne afbede og undertvinge mine Forseelser? — Ingen vil misunde mig den Sindsforfatning, at jeg, for at berolige min Siels Knurren over mig, er omhyggelig i at udslukke den Forargelse, som min letsindige, ubestemte og flyvegierige Tænkekraft har udsaaet. — Ingen vil fortænke mig, at jeg af mit inderste Hierte takker dem, som af Kierlighed til Sandheden og til mig, have forbedret min Smag; — at jeg af en hæftig Higen efter Fuldkommenhed, forestiller mig de ædelmodigste og beste Originaler, til at danne mig efter. — Ingen vil herefter tvivle, at alt for skarpe Bagtalelser jo have mangfoldiggjort mine Fejltrin. — Alle Høitænkende, som veed, hvad Fare Umodenhed er udsat, og De dyreste Hr. Konferentsraad! ville, i Drift af Deres forsonende Menneskekierlighed, for evig satte mine Ubesindigheder af Sigte.

Min oprigtigydmyge Selvfornægtelfe, vil nu igien øine de Kierligheds Luer, som jeg ved min himmelklyvende Uforsigtighed omhyllede med Skyer. — Ved Fejltrin stræbte jeg, som Daaren, at afbøde min Mangel, og just derved formerede jeg den. Mangel forbød mig altid, at blive saa nyttig, som jeg ønskede.— Et prosaisk Anlæg til et Sørgespil, Prinds Amlet kaldet og forfattet med Suk, har nu et Aar lagt færdig, og længtes efter at min kummerfrie poetiske Aand, skulle angribe og forbedre det. — Endnu har jeg ikke havt Udsigt til Muligheden af en stakket Tids Kummerfriehed, derfore er det bleven ubetørt — Jeg er ikke engang saa lykkelig, som Holberg, da han var Student, at jeg, for at blive sleben og fat, og forbedret i Tænkekraften, kan komme til at beføge fremmede Folkeslag, ved Hielp af den Reisepenge, som mine Effekter kunne forskaffe mig.

Jeg er ligesom den Fugl, der med et skielvende Hierte, styver hid og did, eensom omkring i den gysende Udørkens Ødelæggelse. — Min forbigangne Tid indstiller sig for mig i een saa fæl Dragt, at mit Øie

skræmmes fra at skue min Skiæbne i Møde. Hvo ville da vel være Grum imod en Ulykkelig; — hvo ville nedtrykke en moedløs og fordomme mig, fordi jeg yder den Pligt imod en viis, lærd, værdig og høitænkende Menneskeven, som jeg i Lykkens Arme, skyldede Verden?— Hvo ville undre sig over, at jeg, førend jeg besvimede i Uvirksomheds Dvale, tilfredsstillede mit eget, og opvakte Ømhed, med eftergivende Tilbøielighed, i alle Menneskevenners Hierte?— Min ytrende Selvkiendelse kunne let. overstige et Brevs Gierde, dersom jeg stykkeviis ville afskildre mine Domme over mig selv;—men det er min Trøst, at Hr. Konferentsraaden og alle Ædelmodige ere forsigtige nok, til at skille den udspredte Digt, fra mine virkelige Forseelser og medlidende nok til at antage min Overbeviisning, og Fortrydelse, og forandrede Forsæt, i Stæden for en Forsoning. — Jeg skal af alle de følgende Omvexlinger i mit Liv, udlede mange Andledninger til at besegle isår Hr. Konferentsraadens; — og i Almindelighed, alles Tillid til min Beqvemhed og Dyd;-— jeg skal af alle Ævner eftergaae de Pligter, som skal frikiende mig fra Hyklermasken og giøre mig mere og mere værdig til at udviise med hvilken retskaffen Høiagtelse

jeg er

Høivelbaarne

Hr. Konferentsraadens

underdanigste

Tiener

Josias Leopold Bynch.

Til Publikum:

Ingen vredes at jeg fremlægger en Brevvexling for alles Øine!

jeg tankte først at hylle mine Linier i et Brevsvøb (couvert) og oversende dem til Hr. Konferentsraaden; —- men Nei! — Hvad Prøve gav jeg da paa den Fortrydelse, mit Hierte føler. — Offentlig begik jeg dette og andre Feiltrin; — ligesaa offentlig og aabenhiertet, bor ogsaa, om det er muligt, min Afbigt blive. — Gid Publikums Nysgierighed kun ville være mig behielpelig, i at nage dette Øiemeed. —

Var Brevet overleveret Hr. Konferentsraaden haandskreven, da frygtede jeg, at denne saa ypperlige Mands Selvfornægtelse ikke tillod mig, ved Sig, som en saa værdig Beskiermere, at sætte mig fra alt det, hvorved et reddeligsindet Publikum var bleven fornærmet.

Jeg kan ikke undlade at jeg maa afbede en besynderlig Feil, for den Veldømmende hos Publikum. — Jeg veed; at mange have, med god Grund, skumlet over, at den har anpriset en navngiven Person, som en ægte Patriot; — at denne ikke besidder de Dyder engang, som en jevn Borger, og meget mindre, som en ædel Menneskeven, en stor Siel, og rar Patriot bor besidde. — Endskiønt mine Ord ere temmelig varsomme paa dette Sted, kan min Selvkiendelse dog ikke lade mig undflippe fra denne rigtige Dom; — men enhver vil lettelig undskylde, at et ungt, troskyldigt og uerfarent Menneske lettelig kan lade sig fortrylle af en, som got forstaaer at handle under Ærligheds Maske. — Jeg tænker altid det bedste om mit Medmenneske indtil jeg bliver anderledes kraftigere overbeviist. Ingen Under da at slige eftergaae mig! — Der hører stor Erfaring til, at kiende og bedømme det menneskelige Hierte. Jeg lider selv den største Skade, som oftest ved slige Overbevisninger, som ere tvert imod mit Haab og Ønske — Denne belønnede min hensigtløse Anbefalingsiver heel artig; — da sagde han sig, at have været min Medhielper, i at sammensatte den Veldømmende; — og nu har han ofte forsoeret sig paa, at jeg ikke har kunnet skrive Stats- og

Antistatsmanden — Eftertiden vil udvikle alt.

✂

Et Digt over Frieheden.

Skreven

i et

kummerfuld Fangsel

af

Kiøbenhavn 1772. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store helliggeiststrædet.

2
3

Brev

til

Deres høihed

herr

Schack Rathlau,

Hans Maiestets hemmelige Stats-Raad,

Ridder af Dannebroge. o. v.

Naadigste Høibaarne Herre!

Tillad, at jeg udsender nogle Tanker til Deres høihed fra fra et graaeligt fængsel. Denne Friehed kan ikke overtrække Deres Ære med Skyer; — men hvilke straaler giver den ikke mit Digt, dersom det ikke ligner mit fænsel. Tykke muure, som Klipper; — tilbagejagede og ved Sprinkelværk

formørkede Straaler; — den kysende Foragt, som groer paa besmittede Gibserier, indelukke, formørke og smitte aldrig den Siel, som en ædel og blyefærdig; — en vittig og dydig; — en høimodig og ydmyg Friehed kildrede. — Deres høiheds øie er klarseende; — Deres Vei er lige og Deres Maal er Viisdommens.

dommens. Af disse saa glimrende Egenskaber ønskede min Digteraand at bestraales; — i dette Soelskin er det de gotter sig. Derfore hæver den sig til deres høihed. — Ingen anden Høihed tilbeder jeg, end den, der er foreenet med Insigter; — skinnende af retviished og forherliget ved en evig Viisdoms Lineamenter. Dumme og naadehungrige Hyklere forvanske ofte, — og treffe sielden en saa stor Mands Skilderie, som Deres høiheds. Men at den dydige Skare, i Staten, harmonerer med min underdanigste høiagtelse for dem, det udmærker Deres høihed, som den værdige Besiddere af en moralsk høihed.

En Menneskeven viiste mig Anledning til, selv at sætte Pris paa Deres høihed. — Jeg leerte da, at en viis Veltalenhed, en ædelmodig Yndighed, som Deres høiheds Siel, ikke kan andet end udviise; — en om Menneskekierlighed, — en grundig lærdom, — ja! alle fine og rare Egenskaber, som smykke Dem, de opløfte, (Dem Selv halv ubevidst,) Deres høihed til den øverste Rang i Staten.

Er Deres høihed da ikke sat langt oven over alle Veltaleres Kroninger? — Kan et heelt Folks taknemmelige hænder række saa høit, at de skulle kunne indgyde de Vellyst-Strømme i Deres høiheds Siel, som nu og evig lædske Dem?

Ingen bævende Higen efter en afkortet løsladelse; — thi Hvad er Lydighed imod Kongen, og hvad er lydig Hengivenhed?— Intet snedigt Kunstgreb til at udlokke paa det snareste, Opfyldelsen af de løfter, jeg fik af Deres høiheds Maade til mig. — Hvor var da den Klippe, hvorpaa mit Haab hviler? — Intet Redskab til at forøge Deres høie Bevaagenhed imod mig; — forbedres jeg i Videnskaberne; — dyrker jeg den sande Dyd; — da glemme Deres høihed mine Ungdoms forseilinger; — da forhøies Deres naade imod Mig; — slet heller ingen uædel Instinkt, har drevet mig til at udtænke og oversende Deres høi-

hed dette sandseliggiordre Stykke af sielelæren; alleneste for at lade Nyttige Tanker faae Overhaand over de Bebreidende, som ville ellers have sværmet om i mit fængsel, derfore har jeg, ved Frihedens Omgang, vederqvæget mig.

Deres høihed vilde, at Sanheds Kierlighed;— Insigt;— almindelig Kierlighed og ædel Egenkierlighed giøre den Fangne ligesaa krye, som den Friebaarne; — ja skabe Slaven til det i det

væsentlige hvortil det tilfældige dannede Monarken. — Kan

fængselets skummelheder forblinde;— kan dets insperrelse forvirre;— eller Eensomhed vanskabe en Indbildningskraft, som Gud ikke nægtede et matskimrende Lys? — Frieheden er den Grundindstinkt;— det Klenodie, som bliver eet og det samme, skiønt det forvandles i Millioner Skikkelser. Herpaa tænkte jeg, under melodiske Forlystelser, det første jeg hævede mine Fødder indenfor mit fængsels Laage. I øjeblikket blev jeg benaadet med Skriververktøi og opsat mine Eftergrandskninger. — Jeg vidste, hvor megen tilbøielighed Deres har for videnskaber og at Deres Viise Haab ikke ville forkaste et saa mat prøvestykke, fra en varies lærling, som dette er. Dette blev altsaa en medvirkende aarsag for den Fyrrighed, som helligede disse Riim til Deres høiheds naadigste Eftersigt. — Er en eeneste Tanke heri saa lyk kelig, at den fortiener Deres Opmerksomhed; — da vil jeg ansee den ligesaa gyldig, som manges Biefald og dette skal giøre mig beleven, endnu engang i mit fængsel, at udpolere et Digt,

som jeg, da Deres høihed blev vor Konges hemmelige statsraad, for længe siden sammenbant i raae Materie; — indviede for Deres høihed, efter det Begreb, jeg, alt den Gang, fik af indsigtsfuldes Lovtale over dem; og benævnede: Den reddelige Statsminister. Fordi det vil udgiøre nogle Ark, nødes jeg til at forskaffe mig subskribentere;— men prænumeration er bleven alt for mistænkelig

Og skal jeg underdanigst give Aarsag, hvorfore jeg, i denne Tid, er alt for fligtig, med at udkramme Noget af hvad jeg veed, for mit Publikum, som elsker Lærde, med saa riig Bekostning,— og som opmuntrer Eftertanke og Vindskibelighed med Biefald, da er det allene for at faae nogle Dukater, slet væk, udlirket til Reisepenge; — thi om jeg herefter anskaffede mig aldrig saa æreværdige klæder, saa ville dog fængselets Skyggeværk fordunkle dem; — saa ville de dog altid føre en saa skarp Damp med sig, som ville rive i de forfinede næser; — som ikke ville formildes ved de meest lugtende Sager; -- den ville, i nydelige sælskaber dampe al den Vellugt, som kiøbenhavns Dukker uddunste; ja Rosenborg Hauge ville blive saa ildelugtende, ved min nærværelse, at de dybsindige pigesælskaber maatte savne Naturens søde Kryderier og opbruge meere Aadlavandte, end en Vogn kunne koste, ud af Porten.

Ansee deres Veldømmende høihed ikke disse for gyldige Aarsager, til Landflygtighed, da ville bedre end min Underdanighed behøver at sige, naadigst beskue de sande Aarsager til min Udenlandsrejse.

Hvad enten i fængsel — eller Friehed; — i Forfølgelse — eller Benaadning; — i Underkuelse — eller Ophøielse; — i Armod — elker Rigdom; — i Utaalmodighed — eller Lydighed; — i Straf — eller Belønning; — i Foragt -—eller Ære; .— i Modløshed — eller Haab ; — i Beskyldning — eller Forsvar; — i Dom — eller friekiendelse — i skiul -— eller Offentlighed; — i Forglemmelse — eller Ihukommelse; — Hvad enten Udenlands — eller Indenlands, skal jeg aldrig blive træt af Sandheds Kierlighed; — af folke-Kierlighed; af alle de Dyders øvelse, som krones i ævigheden, ja! af en sand ydmyghed og høiagtelse for alle dem, som prange Med Menneskelighedens sande præg, og i kraft heraf skal jeg heller aldrig forsømme at dyrke Deres høihed og med usvækket Flid besegle Dem:

At jeg er

Deres Naade og høibaarenheds

underdanigste og indigste Tienere.

Frieheden som en Person.

Hvad er det vel som Daarens Tanke priiste? Hvad snøs ad Dydens Ord, naar Gud beviiste? Hvad fængslede en vidbegiering Aand?

Hvad skiulte Sandheds Soel? — Hvad loe ad Rettens Haand? Hvad hialp selvraadighed i Lidenskabers strømme?

Hvad blæste Dumhed op i sine grumme drømme?

Hvad er en lygtemand i Lykkens skumle Skov? --

Hvad trives ofte ved de rige Dyders Rov?

Hvad fik et giftigt Spyd, som dræbte Millioner?

Hvad stavlte Bierge op og synderknuste Throner?

Hvad var en Konge, som knap vidste selv at tænke?

Hvad var en Slave i en selvgiort lænke?

Hvad var saa starblind, som det mindste kryb? Hvad styrte Scepteret i ligevægtens Dyb?

Hvad var sig selv for klog og glemte sine Ævner?

Hvad strudler Galde op, naar Gudsfrygt det instavner?

Hvad skyder selv en piil i sit forvovne Bryst?

Hvad er i Hævede sin egen Piinsels lyst?

Hvad tør antaste det, som helligdomme kaldes?

Hvad har den Tordensteen, hvoraf vor Tvve anfaldes?

Hvad var Tyran imod den værgeløse Hob?

Hvad leer ad Jammerskrig? — Hvad døver Angstens raab? Hvad svømmer seierrig og glad i strømme Blod?

Hvad spodsker over dem, som kysse almagts Fod?

Hvad danser rasen paa sin sønderhugne Nakke?—

Hvad seer paa hævnens Sværd laer propheter snakke? — Hvad sysselsættes ei med sit forsvurpne Bryst?

Hvad boer i Drive-Skye? —- Hvad tordner med sin Hvad lyner rædsel ud til armods glade Slaver? —

Hvad sætter Glands paa støv: og føler Himlens Gaver?

Hvad kysser Daarens Gab og vrænger ad en Viis?

Hvad klapper Slangehud og giver troeskab Riis?

Hvad væbner sig med Gift, naar ømhed vil det standse?

Hvad skier sin Tinding selv med smiggers ærekranse?

Hvad gier den Handling vægt, som ingen aarsag har?

Hvad raader eenevolds og sielden Raad antar?

Hvad kan sin slappe haand med vælde snart udstrække? — Snart lade føle ømt; — snart slaae; —- og snart forsnakke! — Hvad kan udpege sig en hviilesød Minut? —

Hvad har sin Krone selv, naar alting er forbrudt?

Hvad væmmes ei ved sig; — skiønt Hud det har forskudt, Hvad kan udvælge een af lige smukke veie?

7 Hvad joeg Aarvaagenhed tit fra et kiedsomt Leie?

Hvad kan bortskremme selv en skreksom dievle-Flok? Hvad kan udsvinge sig, skiønt Kroppen er i Blok?

Hvad kan af dorskhed sig til udvalgt Tid opvaagne? Hvad muntrer sig hver Gang det sperrer øielaagne?

Hvad moerer sig nok selv; Fint Lykkens Lys gaar ud? Hvad kroner sig ved dyd, i fængslet, til en Gud? — Hvad bruger Vingen meest til Flugt i haabets Arme? Hvad bærer Himlens baand i helligt Venskabs Varme? Hvad dræbes ikke ved Mord, Trudsel, Baal og qvalm? Hvad sover sødt paa Ild? — Hvad elsker trygt paa Halm? Hvad kan sig snige bort fra Frygtens gloene tænger?

8 Hvad undgaaer alle Hug fra rids ildsprudne Stænger?

Hvad krydrer tvende bræd i Pestens sorte fængsel?

Hvad skifter vand til Vin og gisper et af længsel?

Hvad mættes af sig selv og drikker ingen graad? —

Hvad glædes ved sin Sorg? — Hvad salver Dydens raad? Hvad tæmmes ikkun i en troe venuindes Arme?

Hvad elske Englene; — mens Dievlene sig Harme?

Hvad gaaet Viisdoms Eng, som Soelen i sin Kreds?

Hvad ængstes ved sin Feil- — men er i Gud tilfreds?

Hvad bær Heimodigt Bryst skiønt Lykkens Afgud tviner?

Hvad trodser løverne, som griine mens de hviiner?

Hvad har sit paradiis, om Soele luftes ud? —

Hvad fryder sig ved Roes, som skuuler ei for Gud?

Hvad kan vel Ryggen knap for Lasters Kiemper bukke?

Hvis Ligegyldighed kan Skierdsild kunstig slukke?

Hvad klemmes mangen Gang af Folkekierlighed?

Hvad smager Dydens smiil;— naar Udyd bliver vred? Hvad holder Almagts Skiold mod mægtig Afmagts Piile?

Hvad kan i Forsyns Favn sit brudte Hoved hviile?

Hvad kan, ved ærlighed udtrække falskheds Braad?

Hvad har reentalenhed, en grum Ulykke, spaaed?

Hvad tumles om af Frygt, som Vandet i en Baad?

Hvad har Fortroelighed; — men tugtes af en Slange?

Hvad maae af kaade dyr sig ofte lade stange?

10 Hvad bliver sielden for en selvklogs næver bange?

Hvad kan vel brække ud af Fordoms Fangetaarn?

Hvad har dog sanheds roes i evig Demant skaarn?

Hvad bor paa Viisdoms vei, knap skielve for en daare? Hvad svinger Sandheds sværd kun for sig selv at saare? Hvad glemmer vaersomhed i Heltegierninger?

Hvad er en spinken Arm, som over Himle seer?

Hvad ynker Skumleren og høit blant Engle leer?

Hvad maae, ved Armods Damp, tit skæmme sine Dyder? Hvad qvæler andre med, naar Manglens Love byder?

Hvad vil ei bildes ind af grillenfænger-Baand?

Hvad vil i Lydighed kun kysse sandheds Haand?

Hvad tør nok sie sig om i Soelenes afgrunde?

Hvad seer paa soelen stivt og tvinges ei at blinde? Hvad slukker offerpræstens lumske svovel-ild?

Hvad droner Helgene og veed at Gud er mild?

Hvad river altre ned, som stod fra noæ Tider?

Hvad troer, at Guddoms Lov ei gammel Fordom lider?

Hvad seer, at ondskab best paa sleben Bane glider?

— At dumme avindsmæn en ydmyg klogskab bider,

Hvad hiiger efter Det, som er dog skadeligt?

Ja! hvad foskyder Det, som er tilladeligt?

Hvad kildres ved at faae et Formaals ønske fyldet Hvad seer ei avindsyg, at Viisdom bliver hyldet?

12 At insigts skuldes Glands blir ogsaa lit forgyldet?

Hvad ærgrer sig kun ved, at tit en Dummerjan Bespotter;— blæser pan; — ja praler med et Gran? Hvad faaer af Svindsot løn for patriotisk Iver?

Hvad skraaler sig kun hæs; mens vanen Haabet river£ Hvad klappes fint paa Kind af mordisk løgnere,

Som ikke vedgaae vil, at sanhed snertede?

Hvad kan dog aldrig paa høilærde Kapper kysse?

Hvad glemmer nok sin Pligt i Frygtens Sparebysse? Hvad spøger altid med en frygtsom Smigrers Gunst? Hvad troer at skiebnen tit knap brugte fæisk Kunst? Hvad blusser tit af Angst for løgnens smaae Uhyrer?

Hvad lærer og Fornuft af lærerige myrer?

Hvad græder aldrig for et haabet løftes Tab? —

Hvad gyser ikke ved at see uskyldigt Drab?

Hvad kan reenøiet see en skummel ind i øiet?

Hvad Har saa meget Ondt i Viisdoms Skole døiet? —

Hvad græder ikke ved at see sig venneløs? —

Hvad kroer sig kiek i Strid; mens Feighed staaer i døs?

Hvad har ved vægelsind tit Grave for sig gravet?

Hvad har ved kielenskab sig spændt Aag og travet? —

Hvad ruinerer og sin egen Flids Kastel?

Hvad rever fra sig selv? — Hvad er forgieves træl?

Hvad smelter langsom hen; — mens daarens soele skinne?

Hvad maae forsmaae al Lyst, for at oplyse blinne? Hvad kan optrone smukt en sand lyksalighed? —

Ja! hvad forgriber sig i det den ikke veed?—

Hvad er ei snedig nok? — Hvad laer ei dumhed raade; Indtil den falder bort i hævnerens Unaade?

Hvad rider ikke paa spærlæmmet Fattigdom? —

Hvad laer bebreidelser ei gaae til fængslet Rum?

Hvad føler vexelviis Straf; — løn; — og Sorg og glæde; Snart Medhold; — snart Forliis? — Hvad gaaer i Purpurklæde, — Men og i Vadmel klædt?— Hvo har det væsen seet,

Som jeg i spørsmaal nu saa grant Har efterseet?

Vi nogen kiender fuldt de Millioner ævner,

18 En Daare spør om meer, end Gud kan selv besvare;

Dog!— Den lom spør sig for, han undgaaer mangen Fare;

Forvendte friehed! slyv fra disse Sprinkelværker!

Opbyg dig et Palads blant Verdens Underværker.

Opled dig (gid du vil) et bedre Monument,

End det, hvor skyldig Krop af Synden er omspendt!

Hvor snue Bebreidelse til Frekhed dig forvandler;

Hvor selv Forsoneren ei bleger dine Handler.

Straf; — angest — nød og Nag, staaer malet i din Pande;

Du lever kun ved Ild i grumheds sorte Lande. Kom ædle Friehed! — kom og hviil i dette Bryst. Du er, skiønt skrøbelig dog al mit Lives lyst. Naar andre tørste for at have mange Venner;

Naar Verdens matte Glands der svage Øie blænner; Da er du Eene kun min Tidsfordriv og trøst.

Du jubilerer jo udi mit snevre Bryst.

Et evigt jubelaar skal du mig hist forskaffe.

Lad da kun Korsets Riis mig her i Verden straffe!

Til Bogbinderen:

Brevet til (S. T.) Hr. Schack Rathlau, bindes strax ved Titelbladet.

✂

I. A. C. O d e über Dännemarks Errettung Den 17. Jänner 1772.

Zum Druck gegeben

von

B. Copenhagen

Gedruckt mit Möllers Schriften.

Ich freue mich nicht deines Falls,

Der du nun liegst; auch nicht des Wiederhalls

Vom Hohnfrohlocken der Erlösten.

Er fleucht vor mir vorbey! Ich freue mich Nur, daß Religion und Tugend sich Erquicken und einander trösten!

Gott sieht das Frevlen wohl, und rächets doch!

O komm und siehs! Zerbrochen ist das Joch, Zerbrochen seine Sklavenketten!

vergebens, eitel soll es seyn,

Dem Dienste Gottes Herz und That zu weihn; Ihm trozen sey auch kein Verbrechen.

Der Pöbel, sprach er, glaubts. Ein hoher Geist Wird, wenn ihm, was er wagt, nur glückt und gleißt, Bewundert, und Gott wirds nicht rächen!

Nun geht zu seinem Kerker hin, und seht Ob seine Gözen ihn, sein Arouet,

Sein la Mettrie ihn trösten können!

Er betete die Gözen an;

Die schufen auch aus ihm den großen Mann, Und hoben ihn zu ihren Höhen.

Glückseelig ist, wer wandelt ihren Pfad!

Sie Haben Weisheit und Verstand und Rath, Die Felsen, die sie gründen, stehen!

Leicht is der Frevel, leichter ist der Spott! Er thats, und ward wie sie ein neuer Gott, hatt' auch schon Tempel und Altäre!

Da strömet in den Tempel hin Wer frevelschwanger ist in seinem Sinn,

Des Rechtes Spötter auch und Hasser.

Auch gafft viel hoher Pöbel auf, und wird Vom Glanze blind, und taumlend und verwirrt Strömt er hin zum Coloß wie Wasser.

Wie von dem Himmel ists herabgeredt Was er gebeut, und was sain Arouet,

Der nun geringre Göße, lästert.

Und ein Gebot gieng aus: Wer nicht Des Knie beugt vor dem Gott, nicht slicht Um seine Stirn der Wollust Kränze;

Nicht Weihrauch glühen läßt, nicht willig zollt Zur Götterkrone Silber oder Gold,

Nicht tanzet seine Comustänze,

Nicht frohlockt: der— verloren soll er seyn,

Und wie die Tugend seufzen, daß allein Der neue Gott gefürchtet werde!

Im Dunkeln seufzt: Wo ist nun Gott,

Ders rächen kann? der Fromme. Soll der Spott Der Tugend nicht gerochen werden?

Wo ist er nun? Und achtets sein Gericht Nicht, daß er so verschmäht wird? Ist er nicht, Ist Gott nicht Richter mehr auf Erden?

Und solls umsonst seyn, daß der Tugend Pfad Der Fromme wandelt? Oder hat Gott keinen Bliz mehr, keine Donner?

Donner hat Er! Aber er Hüllt sie in Wetterdunkel um sich her,

Da er nun aufwacht und verdammet.

Der Goß ist eingeschlummert. Wecket, weckt ihn auf! Es scheint ein Wetter ziehe sich herauf!

Er schlummert. Eine Flamme flammet,

Fleucht aus von dem durch Nacht vorhüllten Siz Mit Flügeln, wie kein Blitz sie hatt', ist Blitz, Vertilgt, verlischt, und Jubel folgt ihm!

✂

OB HOSTEM PATRIAE

DEVICTUM

A. D. XVII. IANVARII CICICCCLXX11.

HAVNIÆ, typis HOECKII.

2
3

Non te praecipitem culmine deiici.

Qui iam ferpis humi, non tibi daniam, Ereptam manibus sacrilegis tuis, Irridere procaciter:

Non hoc laetitia me recreat! fugit Vox vulgi trepidans, reddita collibus,

Vix audita mihi! gaudeo, gaudeo,

Quod iam religio sacra,

Ouod constans pietas plaudit ovans deo;

Nec solamine iam, nec stabili caret Summi spe decoris, quod caput vtraque Victrix tollere sustinet!

Certe est visa deo, visa protervia est,

Vltricique manu crimina vindicat!

Exemplumne vides? quod tulimus iugum Et quae vincula rupta funt!

Vana est reliigio, criminibus deus,

Virtuti deus haud arbiter imminet Non curat pietate & reverentia Humani generis coli.

Obgannire deo quid sceleris putas?

Atrox hoc facinus credula plebs putet!

At tu nobilior, tu sapientior Servile excutias iugum!

Aude quidquid aves, profequere impiger Praeceps confilium dummodo carbasa Ventorum repleant mitia flamina:

Ter summus celebrabere!

Haec ille. At videas illico carcere Detrusum. Videas Mettrius an levis Huic folatia nunc atque Aruetius Fallax dulcia praebeant?

Hos demens coluit, poene deos vocans; Nutritumque fuis egregie artibus Evexere virum, quem metuant boni, Venturumque canat genus.

Felix o nimium, qui sequitur duces TantosI scilicet heic, heic sapientia Prudens consiliumque, heic adamantinum Fulcrum & murus aheneus!

Haud est difficilis caeca protervia, Argutumque eachinnum edere non gravat: Ille vtraque via gnaviter ambulans Est visus sibi olympius.

Et delubra sibi struxerat & focos! Affluxere mali quilibet ad deum Falsum hunc, iuris & huc quilibet implus Ofor munera contulit.

Plebesque adstupuit nomine nobilis Multa, orbata oculis & titubans gravi Maiestate colossi, vnda levis, ruit In delubra dei novi.

Vox est visa hominis nubibus editum Oraclum rabidi, quaeque deus, minor lam monstro hoc furibundo, ipse Aruet us Insanire superbiit.

Quin & ferrea lex exiit vndique:

Qui flexis genubus ferre iugum dei,

Qui divae renuis sacra libidinis,

Inque aram redolens dare

Thus; quicunque recusas diademate Vinciri venerandum hoc caput aureo; Lascivas choreas plaudere quilibet Festino pede respuis:

Perdat te indocilem supplicium grave,

Aut praeceps abeas, plangere cum pia Virtute! hune etenim prospera ab omnibus Mandant fara coli deum!

Haec inter gemitus e tenebris volant,

Quorum spes deus, ad fidera supplices:

Vindex esne deus? tune deus potens Tandem crimina punies?

Servabisne pios? an nihil est tuum Contemsisse hominem nomen, & impia Ipsum te, deus, o, te, petulantia?

Quis iudex nifi tu tuae

Terrae? tune vides vt terimus viam Virtutis? nihil hoc, nil & inane erit? An nunc fulminibus, coelipotens deus, An nunc tu tonitru cares?

Non certe dominus fulminibus caret!

At vindex veniens fulmina nubibus Involvit tenebrofis. Tacito iacet Somno, fulgure quod deus

Idolum feriet. Discute, discute Mox somnum ex oculis! tune, miser, vides, Quae furgat nubes parturiens tibi Mortem? at stertere pergit is.

Velox flamma volat nubibus horridis Demissa, haud citius fulmina dccidunt! Illum flamma ferit, tum fubito effugit! Et laetum infequitur melos!

✂

Afbrudte Tanker i Anledning af Beskiermelses-Dagen den 17de Januarli 1772. af E. B.

Kiøbenhavn Trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2
3

Var det derfor, du evige Behersker! at du saa længe

holdt din Magtes Arm tilbage, paa det vi, naar du engang vilde udrekke den til vor Frelse, skulde erindre os, at du er Overherren, og at dig hør Magten og Æren til? — Hvilke Under har i Dag viist sig fra din Almagt! — Under! der bebuder os, at du, retfærdige Behersker! ikke har bortkastetos fra din guddommelige Omsorg.

Nyelig saae jeg den ophoyede Ondskab, drukken af Overmod, at triumphere med de sorteste Forbrydelser. Helvede loe, imedens den Fromme skielvede og — bad. Men hvad nu? Sluttet i Kieder og nedsunkne under Foragten, stønner Forbryderne nu mellem Angst og Fortvivlelse, imedens de Retsindige føler himmelske Vellyster. — O! ønsker

den Viise: at Jordens Mægtige dog bedre kiendte deres Fordeele! —

Aldrig skulde de Lastefulde finde Adgang til Thronen, eller de Nedrige vorde ophøyede; aldrig skulde Sandheden rødme, naar Hykleren i Purpur talede. — Kan en ond Mand være en sand Patriot, eller Rebelleren en Konges Ven? — Lad ham kun blive overvæltet med Velgierninger, og given frie Hænder at udføre alle sine egennyttige Anslag; lad ham voxe i Høyhed, som hans Hierte stiger i Begierlighed: snart skal dette stolte Hierte blive rasende nok til at foragte Fyrsten og Fædernelandet, og forvoven nok at styrte begge. —

Jeg faae i Forstillingen Udkaster og Planer til vor Ødeleggelse; men jeg faae tillige, et Vink fra den Høyeste omstyrte dem alle, og jeg optegnede hvad jeg faae.

Længe havde de truende Forvarsler med deres skrækkende Vinger svævet over vore Hoveder, og viftet af den Ild, som engang skulde udbryde til vor Fordervelse; længe havde sneedige Hænder smeedet paa de Lænker, der skulde fængsle et søvndysset Folk, imedens den sorte Ondskab selv grov al vor Glædes Grav; lange havde man rokket paa Statens Grundpiller, og deres Fald var saa nær, at Forvovenheden endog fastsatte Dagen, paa hvilken de skulde omstyrtes: da Forhænget med et blev optrukken, og Himlen i en naadefuld Time udviklede for vort Øye denne gruefulde Scenes afskyelige Sammenhæng.

Men, imedens Forvovenhed laae indslumret paa Sikkerhedens Leye, og troer at have Nøglen til Rigets Vee og Velstand i sin Haand, saa vaager en høyere Magt over et ulyksaligt Rige, seer de gruesomste Forsætter, seer Timen, naar de skulde iværksettes, og beslutter en fuldkommen Tilintetgiørelse af det hele afskyelige Værk.

Lad os dog med roelige Tanker betragte denne Forsynets Plan, saavidt det er et dødelig Øye given at betragte; lad os i det mindste med opløftende Hierter prise de Frelse-Under, der i denne vor Beskiermelses Nat nedsteeg fra den Algode, omstyrtede Ondskabens Throne, og an tœndte Glædens Fakler i det gruelige Mørke, der omgav os. Cimber-Landet har før opdraget Øgler i sin Barm, men ingen giftigere, ingen sortere, end de, hvilke Himlens retfærdige Torden-Kiile nu ramte. — Da Ondskaben var stegen til sin høyeste Spidse, da de helligste Love blev trædt under Fødder; da Blod skulde udøses og besmitte et fredeligt Land; da, — o hvor gyser denne Tanke i min Siel! da den Kongelige Stamme selv skulle angribes: da faae den Naadefulde ned fra det Høye og lod Mildhed og Medynk udflyde til os; da tog Retfærdigheden til sin Vredes Piil, og nedskoed Nordens overhængende Fordervelse i den dybe Afgrund. —

Er det Naturens Røst jeg hører, eller tager høyere Aander Deel i vor Glæde? Jeg hører een Stemme, lifligere end et Menneskes, bryde frem i en sød Melodie: Hvi gløder saa Juliana Hierte? dette stille, dette uskyldige Hierte? — De Himmelske Beslutninger

er given Hende at udføre, og nu, da Hun føler hvad det er at være et Guds Reedskab, nu er Hendes Siel rørt, stærk rørt af de Indtryk, den Himmelske Villie opvækker i Hendes Bryst. Det fredelige og sagtmodige Blod, som for giennemløb Hendes Aarer, og holdt Hendes Hierte i en sød Ligevægt mellem Gelassenhed og Hengivenhed, det tager nu en stridere Fart, styrker dette fromme Hierte med Kraft, opfylder det med Iver, og afbilder de himmelske Befalinger i de meest levende Forestillinger. I Hendes Ansigt læses, hvad der foregaaer i Hendes Hierte; og Hendes Øyne forkynder, at Fred og Frelse vil Himlen udføre ved Hendes Hænder. Herrens Time er nu kommen: en usynlig Haand har udrustet den Dydige! Hun føler sit Kald, belaver sig til den Høyestes Tieneste: og nu hørte jeg det var Gienlyden langt, langt borte, der gientog vor Mariæ Lovsang: Min Siel ophøyer Herren! — See, jeg er Herrens Tienerinde! Hun faae til sin Medhielper, Hendes dyre og elskværdige Søn! Ham der var given Hende til Trøst i sin uførglemmelige Friderichs Tab; de ømmeste Øyekast fra Hende aabner Hans Hierte for Hendes heele Siel; og paa engang var denne Elskværdige, som sin Moder: opfyldt med Lyst at staae Hende bie, og vise Verden, at Han er den beste Moders Søn, en Søn af Friderich den Gode, en Spiire af den ædelste Stamme, en Broder til den beste Konge, en Ven af sit Fæderneland, Fyrsters Ære, Folkeslægternes Lyksalighed. —

O! hvor got er det at være dydig! hvor livsalig! hvor megen himmel Vellyst føler de ikke, i hvis Hierte Dyden har opthronet sig! — men hvor meget meere dem, der er givet Herredømmet paa Jorden, og i hvis Magt det staaer, at udbrede Lyksalighed blant Mennesker! — Under deres Varetægt blomstrer det fredelige Haab, og lover klare Dage at brække frem giennem de mørkeste Skyer. Den reedelige Undersaat hviler trygt, og midt i truende Storme frygter ikke, imedens Rebellere luure paa Leylighed, at udføre deres blodige Anslag; th Skytsenglen vaager, standser Ondskaben i sit Løb, holder Forræderen

fra sine Forfætter, og naar han af Overmod vil overstige Grændserne, lader ham falde i sit eget opløftede Sværd. Kunde vi glemme Dig, Du vor dyrebare Hielperinde, ubødelige Juliana. Aldrig! De sildigste Slægter skal vide, hvo der var Nordens Skytsengel i det 72 Aar af det Attende Aarhundrede. — —

Søvnen havde allerede fængslet de Sikkre, som laae trygt under en indbildt Beskiermelse, stolende paa deres egen Magt, men forladte af Gud, hvem de havde foragtet, og værgeløs mod den udrustede Dyd. Guds Haand var vor Juliana og Friderichs Skiold, hans Kraft deres Vaaben; Seyeren skulde derfor og høre ham til. Nu fremkaldede Hielperinden sine Mænd, dem der skulde udføre Hendes Befalinger, dem, for hvis Troeskab den uforklædte Reedelighed og Nidkierhed vare borgen; Mænd, som altid giør deres Fæderneland Ære, Disse stod nu om Heltinden, agtsom at anhøre Hendes Raad, og bereedvillige at adlyde Hendes Vink. — Viise Overlæg, sindige Beslutninger vare fattede, alting færdig, Udførelsen allene stod tilbage. — Utalte Sukke steeg imidlertid op fra Juliana og Friderich til den Alviise om en naadefuld Biestand i det begyndte, og at alt maatte udfalde til hans Ære og Velbehag. Og en Strom af himmelst Biefald nedflod i deres Siele.

Endnu holdte Natten sine sorte Vinger udbredte over al Landet; Søvnens mægtige Zepter herskede, og den tause Roe tilbød sin Tieneste for Udførelsen af det vigtigste Foretagende. Friemodig gaaer vor Heltinde frem i Herrens Hendes Guds Navn, geleidet af Hendes dyrebare Friderich, og efterfulgt af dem, til hvilke Hun havde sadt sin Fortroelighed. Af Hendes Ansigt fremskinner Rolighed, og paa Hendes Læber hviler Bønnen. Gud vil for sin Barmhiertigheds Skyld, siger Hun, fuldkomme alt. Hendes usynlige Varetægt, som allerede havde banet Hende Veyen, fulgte for og efter, og beskiermede Hende mod alle Hindringer. — Hvor sikker vandrer

den, som vandrer med Gud! — Tilliden og Hengivenheden til sin Bestyrere ophøyede Majestæten hos Hendes Person endnu meere. Havde Forræderen selv mødt Hende, saa høyt Overmod end havde opskudt hans Hierte, eller saa forstillt de afskyeligste Rænker end kunde giøre hans Adfær, han skulde enten af Bludsel have nedsiunken for Hendes Fødder, eller af Skræk undflyed Hendes majestætiske Blik.

Hun nærmer sig Kongens Gemak, der, hvor denne Herrens Salvede midt imellem Fiender nød Søvnens Vederqvægelse, omringet af den usynlige Vagt, hvilken Kongernes Konge fra sit evige Hof har anordnet, at beskierme Jordens gode og christelige Fyrster. Som en fredforkyndende Engel, rorlig, om, mild, fremtriner vor Juliana til Sængen. Den indtagende Venlighed, som udgiør det Himmelske hos en Engel, taler af Hendes Aasyn; og i dette den ommeste Kierligheds-Sprog vaagner Hun Monarken: Kunde Du vel see dette, elskværdige Fyrste, uden at føle de sødeste Indtryk i Din Siel, som Dyd og Kierlighed kan præge? Ney! ikke allene Din Siel blev rørt, men Dine fortolkende Øyekast smeltede endog de mandigste Hierter. — Kongen vaagner; og alt er fuld af Majestæt. Han seer sin Moder og sin Broder, sine og sit Riges beste Venner, og anseer dem som Sendebudde fra den Høyeste til at forkynde hans Billie. Ved et stille Suk og en tillidsfuld Tilbedelse overgiver han sig til den guddommelige Bestyrelse: Skee din Villie! er Monarkens Bøn. —

Hvilken livsalig Gienstand for min opvakte Tanke! Heele Himlen syntes mig opfylte Kongens Gemak. Her saae jeg den af Guds og Kongens Fiender foragtede Religion, og den forhadte Dyd, disse Døttre af den evige Kierlighed! begge i deres himmelske Pragt. Den udstedte Reedelighed, den forviiste Retsindighed, og den forglemte Menneskekierlighed var i deres Følge: alt var Velklang og Sødhed. Kongens Hierte blev inderlig rørt af deres harmoniske Toner, en himmelsk Vellyst trængte sig ind i Hans Siel, og giorde

Majestæten større, da Taarene perlede i Hans omme og faderlige Øyne. Han saae til sit Zepter, og strax stod Retfærdighed ved Hans høyre Haand og Mildhed ved Hans venstre. Lovene skulde holdes; Forbrydere bukke under Sværdet, og Betrængte vandre glade for deres Herres Øyne. Da saae jeg Kongen som Gud paa Jorden. Siden den Dag, da Folket tilbad Nordens Salomon Viisdom og Kraft, at føre sin Faders Zepter, siden den Dag faae mit Øye aldrig høytideligere Syn. -—

Timen var kommen, men ikke forbie. Endnu var alt kun et Haab. Kongens Biefald skulde give det begyndte sin Vægt. Hans Hierte var rørt, og nu feylede kun at legge Sandheden saaledes for Dagen, at det tillige kunde blive overbeviist. Hvor vigtig en Sag! Hvo bedre i Stand til at udføre den end vor Juliana? som kiendte intet uden Sandhed, kiendte alle dens Bevæggrunde, og vedste enhver Adgang til sin Konges, sin Søns Hierte. — Tier I Veltalende! og lærer af denne sagtmodige og viise Talerinde, den ømmeste men tillige den kraftigste Maade at røre og overbeviise paa: —

Saa og saa, o Fyrste! er dit Rigets Tilstand. Frygt og Skræk omringer dig. — Dine og din Guds Fiender, have blendet dine Øyne; men see her din og dit Folks Skiebne. — Mit klappende Hierte, gandske hengiven til din Frelse, vovede dette Skridt, for at sige dig den Fare, der omgive dig, og disse Taare, disse moderlige Taare! de vidner om, hvad Oval mit Hierte bærer for din Skyld. — Men han, som gav dit Zepteret, og vilde, det skulle føres til dit Folks Lyksalighed, han vilde, jeg skulde borttage det Baand fra dine Øyne, som den nedrigste Egennytte, og forvovneste Overmod, har ombundet dig. Han banede mig Veyen til dig, og aabnede mig de bevogtede Adgange; hans Varetægt

holt alle Hindringer tilbage, og hans retfærdige Haand har i denne Time, trygt tilsluttet deres Øyne, som ellers vaagede til din Fordervelse. — See en guddommelig Bestyrelse! See den Eviges Kierlighed for dit Huus! og hør et sandfærdig Ord af min Mund, som den høyeste Viisdom har given mig Kraft at tale. — Formastende Hænder vil omstyrte din Throne; Uhyrer udslette din Stamme. En forvoven Tanke har allereede deelt dine Lande, dine Slotte, dine Klenodier; Borgere skal sværge Utroeskaben, eller — deres Blod skal rinde. Tyranner og Voldsmænd omgive dig, luure paa Leyligheden, og denne er for Haanden; maaskee inden 3 Soelskifter er dit Huus og dit Rige ikke meere. — See her Beviiserne! — Viis dig, vor Haab og vor Styrke! viis dig som en Guds Fyrste, som en retfærdig Konge, som dit Folks Fader. — Lad Eenevolds-Magten, den, som saa retmæssig er given i din Haand, lad den og ved dine Hænder udføre Himlens og din Hævn; nedstyrt dit og dit Riges Fiender, standse deres Anslag, og lad Verden see, at din Guds Retfærdighed fører dit Sværd og styrer dit Zepter. — Hør mig for den Guds skyld, der var dine Fædres Gud. Hør mig, for dit Folks skyld, som lover sig Beskyttelse ved dine faderlige Hænner, og ophøyer dig ved Troeskab og Kierlighed. Hør mig for din Stammes Frelse skyld, der i Værdighed og Dyder hædrer Nordens Throne, hædrer den for alle Throner paa Jorden. Hør mig for hans skyld, der eyede dette Hierte, og eyer det endnu. — (Her trillede Taare-Strømmen ned fra de ømmeste Øyne.) Ham, der var din og Landets saa høyt elskede Fader, og hvis høyeste Roes var, at befordre sit Folks Lyksalighed. Skyggen af denne Salige! svæver endnu over hans

Grav, og forvente med Længsel at see dig befæstet mod den truende Skiebne, som omspender din Throne; og naar den seer Dig roelig paa dit Kongelige Sæde, og dig og dit Folk glad, stunder igien til den salige Hvile, der er given denne dydige og retfærdige Fyrste. — —

Saa talede Juliane, og Monarkens Hierte smeltede: Det Skiul som var opstilt for hans viise Øye, nedfaldt, og alt var klart, hvor før var idel Mørke. — Han saae til sine Fortrolige, dem der skulde understøtte hans Kongelige Handlinger, og udføre hans Villie, og fandt i dem — sine og sit Rigets Fiender; han betragtede dem som Ondskaben enten havde sværtet, eller Egennytten forviist, og fandt i dem — sine og sine Rigers Venner. Ham vendede Tankerne til sit Folk, dem Nation-Haderen beskyldte for Rebellere, og faae de oprigtigste Undersaatter; Undersaattere, fødte med Kierlighed til deres Konge, og med Troeskab at ofre Liv og Blod for hans Lyksalighed. Religion, Retfærdighed, Mildhed, Ømhed, Kierlighed, disse Kongelige, disse himmelske Dyder, straalede om Majestæten, som Glansen om en Engel. Og i denne lyksalige, i denne opklarede Time, da Monarken overveyer og føler de ømmeste Indtryk af Juliana rørende Tale, og Frederiks viise Raad, samtykker Himmelen, indskyder den Salvede sit Biefald, og Dommen underskrives.

Skielver I ikke allerede, I Guds, Kongens og Folkets Fiender? Underholdes I maaskee i denne Time med gøglende Drømme, som smigrer Eders Pfantasier med halvvundne Seyervindinger, eller snarere viser Jer tusinde gruelige Forvarsler paa Eders forestaaende Fængsel, Baand, Beskiemmelse og Straf? — Et helligt Suk reev mig løs fra denne gysefulde Betragtning, og indtog mit Øre; jeg mærkede det kom fra den gudfrygtige Princesse Charlottes Tempel. Jeg vovede et Skridt nærmere, og fandt denne oprigtige, og troe Forbederinde, med

opløftende Tanker til Himlen, at holde Samtaler med sin Gud. — Her laae Gudsfrygten selv, ivrig i Bønnen og andægtig i Paakaldelse. Jeg saae de himmelske Sendebudde, som Jacobs Engle, stige op og ned mellem Himlen og hendes Hierte, for at bringe den Tilbedende Benoffer og den Bedende Trøst og Styrke. Jeg hørte de høyere Aander stemme deres Harper efter hendes Toner, for at siunge Alfader en nye Lov, og Gienklangen af denne himmelst Musik var rundt om i Himnel-Egnen: Fred og Frelse over Norden! — Hende var det kun given at bede, men hun bad med Kraft; hendes Bønuer giennembrød Himmelens Muure, trængede frem for Thronen, og rørte den Algodes Hierte. Da var det Kongens Hierte smeltede, og fandt sin berøvede Glæde. —

Forsigtigheden, som altid har fulgt de Danskes Troeskab, stod tilreede at betrygge den Salvede, og hindre Udflugten for Forbryderne. En Vognborg blev slagen om Kongens Huus; Aarvaagenheden gik paa sin Vagt, og en utvungen Troeskab rakte Sikkerheden Haanden. Alt var tys og stille, selv den vaagende Samvittighed slumrede, og den rasende Modværge laae fængslet i Afmagtens Arme. Da opstod Mænd, udsøgte af Juliana, som kiendte Pligt og Troeskab, og vidste hvad de vare Gud og Kongen skyldig; færdig at lade Blod rinde stode de der, for at udføre de vigtige Roller, til hvilke Juliana beskikkede dem; og nu begav enhver sig til stil Post. Mod og Manddom gik foran, Pligt og Troeskab fulgte efter. Uforfærdet aabnes Dørrene: de Dørre, som det ellers vilde have været formasteligt at nærme sig. — Men Kongens Villie taaler ingen Grænser; de retfærdigste Love, dem især, hvilke Eenemagten forkynder, kiender ingen Forskiel imellem Forbryderne i Kabinettet og den der vogter hans Dør. —

Hvorledes anstiller de Trygge sig? disse Fiender af den sande Tryghed, som maaskee endnu førend de indsov, deelte Kongerigerne og bestemte Fyrstendømmene! — Sovende høre de Retfærdigheds-

Herolderne indtræde, og endnu fængslede af Søvnen, forkynder dem Monarkens Villie: Ach hvor var denne Nat Eder en troeløs Nat, I afmægtige Kiemper! I, som ellers førte Eder enhver Stund til Nytte, og saa ofte havde misbrugt Nattens Roe til at samle Eders uroelige Tanker. Hvorfor skulde denne Rat ikke være Eder ligesaa huld, som de søvneløse Nætter, i hvilke Eders glimrende Planer ere udkastede, og det forføriske Haab uddeelede til Eder sine nu visnede Laurbær? Men see! det vigtige Minut var kommen, i hvilket han, der siger til de stolte Vande: Hidtil og ikke længer, faae Eders Babel optaarne sig, og nedsendte Forstyrrelse til at ødelegge det. Havde en Times Frist været Eder længer given, vi skulle maaskee nu have kigget begravet under vore Ruiner, og vores Dødskamp nedraabt en sildigere Hævn over Eders Hoveder. Men han, den Almægtige, forekom Eders Anslag, og lod Eder selv uddrikke det Giftens Bæger, af hvilket Døden skulde have tildrukket os sin Velkomst. Ach! havde I midt i disse Eders afskyelige Beraadslagninger dog engang kundet skielve for Overherrens Love! I skulde før af Rædsel have forgaaet, førend I havde vovet at yttret, den ringeste af de Tanker, der har lagt Grunden til Eders formastelige, Eders rædsomme Plan? — Men hvad? I det Menneskeligheden synes at begræde Eders Skiebne, eller rettere, begræde Menneskets bedragelige Hierte, vildfarende Forstand og onde Natur: saa raaber nu Retfærdigheden selv paa Hævn, Himlen betragter Eders Handlinger med et vreedt Øye; Handlinger, det blødeste Hierte selv ikke kan undskylde.

Nu havde allerede Forfærdelsen vaagnet de Sikkre. De aabner Øynene, og skuer Skræk rundt omkring sig: Kongens Retfærdighed! det truende Sværd! Forhaanelsen! Dødsfrygten! — O hvor stormede i denne Time den opvaagnede Samvittighed! hvilke Skrække-Billeder, de hæsligste, Nag og Uroe kunde male! stillede sig frem for Eders Indbildningskraft! — Jo! denne Oval maatte endelig udpresse et Suk fra Eder. Men hvad hielper nu Sukke? Havde I før tilbedet,

Eders Sukke skulle Have været bønhørte; nu formeere de kun Eders Forsmædelse. Himlens Dørre og Kongens Hierte er tillukt; den Følende er haard, og Medlidenheden, denne Datter af Uskyldigheden, som ellers er vant at græde over den ringeste Uheld blant Mennester, er roelig ved Eders Fald. — Dog! Suk og Bøn er langt fra Eder. Formastelsen vil vove det sidste; Endnu kaager de herskesyge Tanker i Eders Aaarer, endnu svolmer Overmod i Eders Bryst, og formastende nok tør I giøre dette Pharaoiske Spørsmaal: Hvis Ordre det er, man vil I skal adlyde? Men Magten er ikke meere Eders. Slavens Skiebne er falden i Eders Lod. Thi saa retfærdige ere Lovene, de ansee ikke Personer; den betitlede og ophøyede Forbryder har ingen Vagt over den usle og foragtede. Og naar Menneskeligheden finder Aarsag til Medlidenhed over den sidstes Feyl, saa forvandler sig al Undskyldning for den førstes, til Afskye, — Og I tør dog vove, dødelige Stolte! at pukke med Eders Overmod, og midt i Eders Afmagt knurre? — O kiender nu, om I tilforn end har nedtraadt denne ædle Kundskab; kiender nu med Skielven, at Konger ere Guds Statholdere paa Jorden; salvede til at udføre hans Villie, og — Jordens Guder! At forgribe sig mod dem, er at angribe de guddommelige Love selv.

Til alle Tider har Himlen besynderlig holdt sin Haand over sine Salvede, og udfriet dem fra Fordervelsens Snarer, naar de ey selv har vildet rive dem løs fra hans Varetægt; og endnu har ingen rebelsk Undersaat mod sit høyeste Hoved undgaaet Himlens retfærdige Hævn. Skulde da denne retfærdige Himmel vel kunde skaane vor dyrebare Christians Fiender? Da havde vi jo ey kunde takke den for een med sine største Velgierninger mod os! da havde vi jo ey kunder prise den ævige, store og kierlige Beherskere for en saa underfuld Beskyttelse! — Der viise Forsyn, som setter Fyrster over Folket, givet den Beste Zepkeret over os, givet os ham til Velsignelse; thi i hans Kierlighed for sit Folk skal Folket velsignes; dette Forsyn, som har reddet ham fra Voldsmænds Hænder, og skienket os ham paa nye til dobbelt Glæde

for al Landet; Forsynet, som udslukkede Fordervelsens Brand, der allerede begyndte at ryge, og udbredte de giftigste Dunster, der vilde anstikke de Nordiske Egne. Forsynet, som elskede den ædelste af alle Konge-Stammer paa Jorden; thi hvilken kan rose sig af værdigere, af christeligere, af retskafnere, og tillige meere elskede Besiddere, end den, hvoraf Nordens Christianer og Frideriker udspiirer; Forsynet, som ikke vilde give et frit og fredeligt Folk, som de Danske, der fra de første Tider har været bestyret under sine egne Monarker, til et Offer for Voldsmænd og Tyraner: dette uendelige gode og kierlige Forsyn, det har i Dag vildet vise os, vildet vise heele Verden, at Konger og Kongerigers Skiebne staaer i dets Magt, og at Ævighedens store Behersker er det Folks Beskiermelse og Frelse, som kaster sig under hans Varetægt.

Imedens Forbryderne nu imellem de raslende Kiedder fortæres af Gremmelse, og seer sig udsadt til et Maal for Folkets Foragt, seer med Skamrøde deres Anslag blottede og deres Planer til intet giorde, seer det med Gysen og (Gud give) med Anger; Saa finde vi uendelige Aarsager. til Glæde over vor Guds Barmhiertighed, til at Lovsynge hans Navn og prise hans underlige Gierninger; Saa ville vi og paa denne vor Beskiermelses Dag, opmuntret af vor allernaadigste Konge! med inderlige Følelser lovprise den høyeste og indvie med Tak-Offer og Bøn-Offer denne Dag, til en ævig, til en høytidelig Taksigelses-Fæst blant vore Jubel-Dage; Selv de sidste Slægter skal med en følende Glæde ihukomme vores og deres Lykke, og i Himmelglade Toner gientage denne vor

Opløftende og Takkefulde Lovsang.

Nedtager Harperne, i betrængte Slægter! opstemmer de glade Toner, som har været dempede af Sorgen, og slaaer Herren en nye Sang paa denne vor Beskiermelses - Fæst! Møder i Dag for hans Salvede og hører, ham angive Eder Tonen: Lov og Tak for Nordens Fred og Frelse. — Ærefulde Nat! høytidelige Mørke!

-— giennem hvilket den Naadefulde! som fordum ved Urim og Thummim, gav sit guddommelige Velbehag tilkiende. — Nægte vi endnu Mirakler? Kommer i Oplyste! udvikler for de Tilbedende Viisdommen i dette Under, og lad Tvivlere selv blive rørt ved Eders Forklaringer. Opløft dig o Folk! opløft dig med glade Stemmer og ophøy den æviges Godhed! Du for hvis Skyld for hvis Fred og Lyksaligheds Skyld, det viise Forsyn denne Under-Nat, vaager og arbeyder til din Frelse. Da giennembrød Almagten sine Himle, og lod Beskiermelsen nedstige. — Og til hvem? — hører det, I Nordens sidste Slægter, hører det, og priser Eders og vor Gud!— Til et fortrængt Folk, som i nogle Aar har sukket under Modgang-Aaget, og segnede allerede under Byrden. Til et fredeligt Folk, som kiendte ingen fremmed Fiende, hvis Sværd var rustet i Skeeden, og hvis Bue slap af Ælde; Til et Folk, mod hvilket Egennytten og Formastelsen vilde føre Krig, og over hvis Hoved den nærmende Ødeleggelse svævede. Ja hør endnu meere: Til Herrens Salvede, Folkets Fader, vor velsignede Syvende Christian, mod hvis dyrebare Liv en forvoven Haand vor opløftet. I dette vigtige Øyemærke steg den Æviges Beskiermeise ned, standsede Fordervelsens Flod, og lod Freds - Strømme udflyde til vor Frelse. Slaaer Harperne, I Nordens Slægter, og lader Fryds-Toner høre til den Æviges Lov!

O du høytidelige Nat! du! hvis veltalende Tavshed henrykker Siele, og fører dem til en dyb Betragtning af dine fortællende Under!

— Imedens de glade Danske lyde efter Harpernes Velklang og det søde Echo, som deres Lovsang gav omkring i de Cimbriske Dale, og imellem de Norske Fielde; saa fløy en grandskende Tanke endnu engang til dig, ærefulde Nat! for at mætte sig i dine Under, — Hvilken uventet -— hvilken lyksalig Forandring! — hvilket Lys af Viisdom har du, Algode! i denne mørke Time antænt for vort betragtende Siæl!

— Forundringsfulde Scene!—- Millioner i Glæde, som for en Time svemmede i Taare! græd over en Fare, hvis største Vægt de først

kiendte, da den ved din Haand var overvunden? — Kongen og hans Stamme!—nyelig omspændt af de grueligste Farer; Thronen!—nyelig omringet af giftige Hydrer og Slanger. Og nu! — alt frelst, alt befriet, Majestæten reddet, Thronen i sin Glands!—og vi skulle ikke bede? — ikke takke? —ikke synge dig Lov? — Slaaer, slaaer Harperne, I Frelste! og synger Herren en nye Sang paa denne Under-Fæst!

Al tilbedelsesværdige Fader! Du, for hvem Throner og Verdener ere Støv, og af hvis Munds Veyr Kongeriger staaer og Kongeriger falder! — Ach hvorledes har det dog kundet behage dig, at viise saa megen Naade mod os, imod et Land, af hvilket man vilde udjage dine Bud og dine Skikke! hvor din helligste Religion allerede var bleven et Offer for Spottere, og dit hellige Navn en Latter for de Ugudelige! hvor Dyd og Sæder bleve besmittede af de ureeneste Vellyster, og disse næsten — tilbedet ! — Hører det, I Folk! hører det, I Frafaldne! han, den 2Lvige ! den store Alfader! som vaager over sin Skabning, og under hvis uindskrænkede Omsorg endog den ringeste Inseet aander: han, denne Alviise, denne ubegribelige Gode! han vilde det for sin Barmhiertigheds skyld, og for at vise at han ingen Behag finder i Synderes Død! og tør jeg legge dette til? — Han vilde det for de Faae af sine Tibederes skyld, der endnu bevarede de hellige Sandheder, og ved deres Gudsfrygt og Bønner tilbageholdt den Fortørnedes Arm. — Hvad formaaer ikke de Frommes og Retsindiges Bøn? De ere mægtige at fravende en Stat de Ulykker, hvilke de Ugudeliges himmelraabende Laster nedskriger. — Himlens største Arbeyde er at vise Naade; og har ikke den ævige Kierlighed før for 10 Retfærdiges skyld villet skaane Millioner?

Jeg taber mig paa nye i dine Under, du Alviise! og synker under Vægten af al din Kierlighed! — O hvor store ere de Aarsager vi have til Lov! Hvad? — om vi nu ikke meere havde levet under det velsignede Zepter, som Himmelen har helliget den beste Stamme, og saa

prisefuld hædres i de faderligste Hænder af vore Beherskere! Det Zepter som nu i saa mange Aar Hundrede har hersket til vor Lyksalighed! Hvad?— om vi ikke meere skulde have seet Sønner paa Thronen af de værdigste Fyrster! Store og formedelst deres kierlige, deres christelige, deres faderlige Regieringer, udødelige Fyrster, som lever altiid paa den Danske Throne, og fra Søn til Søn holder Verden i en ærefrygtsfuld Høyagtelse, for den beste Konge-Stammes lyksalige Vedvarenhed! Hvad? — om vi nu enten havde vadet i Borgerblod, eller ligget qvalt imellem Dyngerne, som hint rasende Sværd skulde have omkastet? — eller, opholdt af Tiden for at frygte for hverandre? for af en uvant Tvang at holde Buen immer opspendt mod vore Medborgere, og paa trygløse Leye sove ind med Sværdet i Haanden? Hvad? — om Borger-Krige, disse græsseligste af et Lands Ulykker! disse fremmede Rebellioner i Dannemark! (hvor fremmede? derom spørg Tidebøgerne) skulde have forjaget den længe bevarede Fred fra de Danske Egne, formeeret vore Elendighed, vore Synder, og udryddet Velsignelsen selv af Landet. — O vi saa nær forlorne, saa underfuld Frelste! O lad os med heftige Slag flaae Harperne, og med iverfulde Lovsange opløfte vore Hierter til det Høye for denne underfulde Beskiermelse!

Men I! — Menneskelighedens Vanære! — Hadere af den sande Lyksalighed! — I Blinde! og i Eders Blindhed rasende! — Med hvad Øyne skue I disse Under? Med hvad Hierte betragte I Overherrens Magt? — Ach hvor ulyksalige ere de, som foragte din Omsorg, du ævige Beherskere! og leer af dine viise Raad. — I Eders Øren skurrer vor glade Toner, og i det vi opvække Munterhed og Glæde mellem hverandre, saa brænder enten Eders Ansigter af Skamrøde og Blussel over Eders Ugierninger, eller Forhærdelsen fængsler de ømmeste Følelser. Dog! hverken Eders Blussel eller Eders Forhærdelse skal saare vor Roe, Snarere skal vore Lovtoner glemme Eders Forbrydelse, stemmes til Forbøn for Eder, og Menneskeligheden raabe midt imellem

vore Fryds-Sange: Herre forlad dem! og lad dem ikke ævig forkastes fra dit Ansigt!

Hvert Øye see, hvert Øre høre, hvert Hierte føle! — En nye Tid er kommen over Norden; Herren har borttagen vor Forsmædelse, og i Nøds-Stunden rakt os sin hielperiige Haand. — Voxer nu op i Velsignelser, som for af Ukrudt har været qvalte, og lader os igien nyde Landets Fedme. De gyldne Tider blinker ved vore Grændser, og Haabet blomstrer rundt om blant Slægterne! — Gamle frugtbare Dannemark! velsignet være din Gienkomst! Opslaae igien dine Pauluner for den ærlige Slid og den reedelige Vindskibelighed, og lad Gudsfrygt og Retsindighed bevogte dine Dørre. Dine rige Agre give igien sin tabte Grøde, og dine føderige Enge blomstre paa nye. Dine Fæedrifter og dine Hiorder formeeres og trives som i de gode Dage. Velstand flyde i alle dine Næringsveye; Handel og Vandel, Flid og Stræbsomhed have Lykke og Velsignelse i Følge, og være beskiermet af det Høye mod Ufred og Misundelse. — Og du, o Norge! du vor Broder og vor Ven! Held gienlyde rundt om mellem dine Fielde, og Himlen skienke dig igien dine savnede Velsignelser: saa skal dine Steenklipper selv grønnes, og dine Gruber tage dobbelt Glands; og naar vor fælleds Fyrste engang betræder din Jord, og hilser sine fraværende Børn, saa skal dine skiulte Riigdomme opvise sig, og alle dine lukte Næringsveye aabnes til din Lyksalighed.

Ja! alle I Provintier, Egne og Stæder, over hvilke Nordens Freds-Zepter hersker, lever op paa nye og gaaer de gyldne Tider i Møde; men gaaer dem i Møde med Bøn og Paakaldelse, til ham, som i denne Beskiermelses-Nat bortblæste de sværmende Ulykker, og lod os ikke blive til Beskiæmmelse for de øvrige Jordens Slægter.

Men vor dyrebare Konge! og hans Huus! — Slaaer nu alle Harper, og alle Munde synge! Synger I Gamle og Umyndige!

Synger Herren en nye Lov, som holdt sin Haand over sin Salvede

og bevarede ham til vor Glæde. Himlene gienlyde af vore Frydeskrig, og

vore Jubel-Sange trænge op for den æviges Throne: Bongens Siæl ophøyes i Guds yndest, Glæden fylde hans Boelig, Fred blomstrer af hans Zepter, og Lyksalighed krone hans Aar. —

Hans Ære blive altid hans Folkes Kierlighed og Guds Kierlighed hans Løn. — Han leve længe, og gives Kraft af det Høye til at styre sit Rige.—De graae Haar vise ham en riig Høst af sit Faderlige Regimente. — Aldrig uddøe hans Stamme. — Efterkommere paa hans Throne, blive Christianer og Fredericher af hans Blod, de føre stedse Zepteret over Norden, og føre det saa værdig, saa faderlig som han. — Saa skal Himlen være Landet naadig, Velsignelses-Strømme omringe vore Øer; Saa skal vi sidde under vore Viinstokke og synge om vor Guds store Barmhiertighed; Saa skal vi synge om Fred og om Frelse. Ja, saa skal Cimbrerne og Nordfolkene, i alle efterfølgende Aldre, syngende

prise sig lyksalige, og Jordens øvrige Slægter skal ønske at leve som

✂

Guds hævn over kongens Fiender udført Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og til kiøbs at bekomme hos August Friederich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Guds Dom — og Kongens hævn — og Folkets Sag udføres! løft, Fama, Vingerne! lad Fryds-Basunen høres!

Forkynd for slægterne — kundgiør det udenlands,

At Nordens Graad i Dag omvendtes til en dands!

Fortryllet diævle-Sæd i Verdens sidste Dage!

Du skiændsel, som ey for i Norden faae sin Mage!

Chams Art! Comorrhæ slægt! Guds fiender! Rigets post! Staaer, staaer beskiæmmede paa denne Fryde-Fest!

Den Dag bør ævig staae i Guld og Marmor prentet,

Da Herrens Frelse kom saa herlig, saa uventet:

Da Himlen satte Maal og Stang for ondskabs Magt,

Og med Kong Christian fornyede sin Pagt.

Stig ned! — var Himlens Bud — leg bort din Magt og Masqve. Min Dronning, sagde Gud, har sukket i sin Aske —

Hertil du komme skal: Jeg saae min Konge græd,

De mange Suk steeg op — ophøyede! stig Ned!

Jeg hører Fangers Suk —- men lader mig ey byde —

Selv kronet Eenemagt mage lide eller lyde —

Din Tillid fængslet er — Din Byden er forbi Mærk: Jeg er eene Gud, som sætter af og i.

Dit Mørket! hielp Din Ven, som man Dig saae at fremme — Den tier, — blegner; — thi i Dag er Kongen hiemme.

Hielp Magt! — Ney, hver en biørn i Dag er som et Lam, Hielp Gud! — Ney, Gud vil nu opdække Hendes Skam.

Hvor er den stolte Mand, son, lød sig saa forblinde Af mørkets Fyrste, at han vil en Konge binde?

Hvor er han? Udenlands? — paa Tyrkers Røve-Plet? — Ney! ach! han var opreyst i Kongens Cabinet.

Hans Høyhed var, — men er nu sig den Drøm, han drømte; Den Masqve, som han bar den Nat, da Gud ham dømte;

Den Sner, som faldt i Fior, det Stab, hvor Troja stoed.

Ja meer! — den er hans skams og falds fængsels roed.

Forvovne Græve! som man gandske seer vanslægte Fra dine fædres Dyd — og fædres Gud at negte;

Din Spot den styrter dig: mod Gud — din Fader — og Mod Landets Fader — og mod Herrens huus og bog.

Hvor er du? — i din Søvn — det er ey Tiid at sove:

I Kongens egen Seng? Er det for dig at vove?

Hvor er du? skiul din Skam!— ney, du alt snæret er -- Saa døe! ney, først din Skam skal aabnes for enhver.

Saa skiælv og hør din Dom — mens dine Fiender bande Dit Navn, i det de seer dit Haab i Havnen strande,

Hvad du ey troede før: at Herren Dommer er, Og Kongen er en Gud: i dine lænker lær!

Guds hævn er nu i Brand og Brandt ey længer græve. En haanlig Haardhed vil selv Himlen af ham kræve

stands, græve! luk kun op! bekiend din onde Sag!

Her hielper intet Guld paa Herrens Vredes Dag.

Hr. Gæhler fangen er, — og mange andre fleere Man seer i Rotten med indviklede at være.

Far fort! — fang! bind og dræb hver, som er Kongen falsk! Jeg ynsker for min Deel, de alle blev spedalsk.

Ja bøy dig eller brist hvo Gud i Kongen spotter;

Thi Gud med Kongen er, som Spotterne udrotter: —

Og Kongen er med Gud! — Naar disse Toe giør eet, Betyder Fiendens Gift og Spot og Magt kuns lidt.

Men syng og dybt tilbed hvo Gud og Kongen ærer!

Guds Salvede er frelst — og Kongens Gud regiærer —

og falskheds Snare brast — og ondskabs piil blev sløv, Og Kongen boer i Fred — og Slangen slikker støv!

Sid elskte Konge! fast, sid roelig paa din Trone! Bortvisne hver en Haand, som klippe vil Din Krone!

Byg Zions Muure! — hielp Fortrykte!— straf al Svig, At Kongers Konge maae forherliges ved Dig!

✂

Den

Uforglemmelig Fredag

den 17 Januar. 1772.

Som

under den allerhøyestes besynderlig

Forsyn og varetægt

tilbragte

Kongen fred

Landet Frelse.

opskreven

Jens How Schive,

Past. Græsted. og Maarum.

Kiøbenhavn,

trykt udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverne

ved Frid. Christ. Godiche.

Det her nedenstaaende CHRONOSTICHON, er egentlig indbefattet i de fire næstfølgende Linier, siden videre udført:

Han, — som paa meget Ondt en Tid til Riget spandt, Fortiente sig den laas og Lukke han nu, fandt;

Saa uforskammet som han tragted' høyt alt meer,

Hvor vil han sukke, dybt, nu sig forloren seer!

Saa faldt han selv i Grav, den han til andre graved',

Kom selv i Snaren, der han den til andre laved',

Den Steen han slog saa høyt, faldt paa hans eget Hoved, Og blev ham værste Stød, det han mod Thronen voved';

Nu sidder han i Bolt, som spilled Bold med Stort,

Ham, — nylig Livets Skræk — nu rækker Dødens Port!

SIC Regno eXItlofa parans, flbl CLauftra, Struense, Vota nefanDa ftruens-fe perllsse geMet!

Enge! VotIVI Ianuarll Inflgne!

CHRISTIANUS SEPTIMUS, ReX Danlæ & NorVeglæ InCLaruIt.

Rat borte blev, og — See! — der kom en Morgenstund, den ønske Soel frembrød, en Maane blegned' blaaned',

Rovdyrene i Skiul drev bort af Skræk og daaned', Al Folket opfyldt blev med Fryd i Aand og Mund:

Et Blink der klared' op at faae dig vel til Mode,

Ryst Skoven af dig, tænk: — Du kom igien paa Fode,

I sted for trængsels Kiep du fik en trøste-Stav.

See! Den — som Israel bevarer, — sover et Og søvnes aldrig, skiønt det lod en Tid han soved',

Een Tid, mens onde Dyr pag Skalkestykker voved',

Og disse meente: han sover, — ney o! ney;

De sov, — vi søvnedes, — men han aarvaagen blev,

Hans Time kom, og — See! -— Han Vand til Viin omformed', Hans trusel stillede det Hav som brused', stormed',

og, der Han vilde, Han paa Dør spedalskhed drev.

Syng herren nyest Sang om hans fornyet Pagt Siig: — herren er dog god mod Israel de reene Af Hiertet, — har sin Lyst til dem som ræt frem meene!

Men treskhed — Trængsel — Trods — Han Viiser Overmagt.

Siig see: - Kong Christian den Syvende i nord,

Vor dyrebar Monarch, Syvfolv lyksalig bleven,

Syv-Tallet ved Hans Navn Forsynet selv har skreven.

Og Januari Dag den Syttende blev stor: . . .

. . . Syv gange Ti Aar ogsaa to man den Tid skrev

Efter Et Tusinde Syv Hundrede Aar-Gange,

Da Januari Dag, En Fredag frem for mange,

Med Frelse — Fred — og Fryd Et Tidens under blev;

Hvad da? — Hvo veed ey Hvad i disse Dage skeet?

Men Eftertiden blev — om det nu hørt og seet —

Ukyndig! — Skulde Slægt til anden det ey giemme?

Jo, — sildigst efterslægt i Nord skal aldrig glemme

Forsynets varetægt om Kongen, - Kongens slægt

Og disse Lande — til en Frelsnings Liige-vægt

handthævet mod forstyrrere . . .

Det Tilheng af en S. . . — De drømmere, hvorom Der længe nok er tvivlt; — nu drøm og Tvivl til Ende, —

Da Rantzow, Eichstedt, og en Köller disse Trende Ved høyest Ordre, — der til pas for Alvor kom, — Udviiste sig, som Fleer', af tro og tapper Blod,

Tre ypperlige, ræt som Davids Trende Helte,

Dem lykkedes — De tog de Dyr fra Sove-Telte At føres did, — hvor dem et Lukke færdig stod.

Der faa var bleven lyyst, giort rent og ryddeligt,

fremskinned' Landets Soel fra Slot til Folkes glæde,

Og med udbredte Glands oplived Gade, — stræde,

lykønsket af enhver, Ham fik i Syn og Sigt

Med høyest Stierne — Prinds — Sin Broder hos Sig nær;

— Strax Hurra kappedes med Vivat allevegne,

Hver ærlig Underdan sin Hierte-Fryd lod tegne

For kongen; Himlens Gud fik Tak og Ben i sær: —

Nu! mærker jeg, at Gud sin salvede hialp frem, Fra hellig Himmel til Hans Ben sit øre vender,

Og med sin høyre Haand Ham Hielp og Styrke sender ; —

See Hine! — som paa Vogn — og Hest forlove Dem —

* * Men vi paa HErrens vor Guds Navn vor Tillid sætte;

* * - - De styrtedes og faldt! — vi staae, vi kom til rætte —

* * Bliv, HErre! bliv saa ved, hielp Kongen! — her os saa

* * Bønhør os, — Gud vor Gud! — naar vi dig kalde paa.

Glorværdigste Monarch! — nu gielder det om Stort: Forsigtighed og Vid, — at vælge ud det Beste,

Aarvaagenhed og Flid, — hver ved sin Post at fæste,

Gudfrygtighed; — See! — der Lyksalighedens Port.

Ræt smukt brillerer nu Geheime Statens Raad,

Hvor Din Herr Broder Prinds som Diamanten spiller I første Rang blant Dem, der Lys og Rætten stiller Ved beste Sammenleg til vigtig Verk og Daad;

Prinds Friderich var Stor, blev Større, men nu Størst,

Fra denne Dag Han fik sin høye Værd og Ære,

Man næsten færdig blev paa Hænder Ham at bære,

For, — Kongen — Landet Han er troe — til sidst fra først.

Forglemme sig vor Haand, — om hos os blev forglemt

Priisværdigst Dronning, vor Elskværdigst Juliana,

En Snees-Aar siden man her sang Dig: Hosiana!

Nu beste Tone Din til Hielpen her blev stemt;

Af Dagmar, Dannebod, man her veed ingen Savn,

Og Dansk Semiramis som vandt en Tid et Rige;

Vor Juliana, meer! — nu Tvilling-Riger sige: * *

* * Velsignet være Du som kom i HErrens Navn!

Med Tak hvad skyldes saa til Fleere velfortient,

Hvad meener man? — vel — om En Dydernes Princesse, Hvis Ben i Løndom er og Rigers Interesse, —

Skal best belønnes der hvor det er best bekiendt.

Lyys, HErre, lyys din Fred nu paa din Salvede,

Oplys Ham ved dit Raad med Viisdom fra din Throne,

Ophold Ham i din Kraft, og herliggiør Hans Krone,

Formeere Ham Hans Aar og din Velsignelse. —

Giv Kongens Søn din Ræt, Kronprindsen, som Din Søn,

I Viisdom, Alder og i Naade lad tiltage,

Og giv hans unge Siæl betids maae see og smage —

Din Fryd — Din Frygt — Din Fred er Kronens Krone skiøn:

Den Kroned' Stamme, Det Høy-Kongelige Huus,

Som største Cedertræ paa Libanon slaae Rødder Af Zion styrkes til at staae paa beste Fødder,

Naar Himmel, Jord, engang skal falde i sit Gruus.

Hver kiek og redelig Benaja ved Armee,

Hver trofast Husai som Rigets Gavn skal raade,

Hver ærlig Zadoch som har Kirkens Tarv at baade,

Med Guds og Kongens Sag vellykkes alle Tre!

Nu Landmand — Borger — Præst- nu Krigs- og Stats-Mand fik fik Nye Haab om Held og Hevd i Staten, Kirken, Landet;

Hvor saae det ilde ud! — da alt var sammenblandet

Med Skræk af Splid og Strid: — Bort, bort nu al Uskik!

Kom frem, — tag til, bliv ved, God Orden udi alt,

God Tilsyn allesteds, God Omhue for det Heele,

Og Lindring til Opliv for de saa ømme Deele,

Kom HEreens Hielp, følg med, hvorom for alting galdt.

Forunderlige Gud! — Din Viisdoms Dyb er stor,

Din Almagt høy for aldt, — Din Godhed bred til mange,

Og Din Retfærdighed naaer langt til Frie og Fange I Tid og Ævighed; — Dig love Himmel — Jord.

IaM RegI & regnIs bene Cæpta feCunDet IoVa! RegIs Io ter Honos, PaX, Patrlæqve SaLus!

9
10

✂

Det frelste Tvilling-Riges Fryd over sin elskte og frelste Konge

paa

allerhøistsammes høie fødsels Dag

den 29 Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og til kiøbs at bekomme hos August Friederich Stein, Stein,boende i Skidenstræet i No. 171.

2
3

Træng Troens Virak op! — Gardinerne tilside Syng Tvilling-Søn i Dag! — lad heele Verden viide

Din glædes Aarsag — høit paa Takke-Harpen slaae! Spil Himmel! midlertid Med dit forsølvet blaae!

Reis Ebenezer op du danske Konge-Stamme! Guds Haand Dig plantede — Hver Voldsmand blev til Skamme, Guds øie vogter Dig— trods Helved-Slangens Sæd — Din Sted indhægnet er — paa Dine Fiender træd!

Fra Ulven spant Dit Fald, som fra dig maatte flygte -- Og indtil Strudsen i din Top og Hierte bygte;

Ja fra Du plantet blev, og indtil denne Stund, Din Fred udkrænket stod, besoeret af Guds Mund.

Lad hist en fintlig Piil indskyde Skræk og Fare!

Lad her saa hemmelig i græsset ligges Snare,

Guds øie styrede — at hvad der blev opkast

Mod Kongen og Hans Sæd, som Traad for Ilden brast.

Guds salvet Zepter-Mand! — Andsfader! — beste Konge! Dit Liv besynges skal: Men hid en Zeraphs Tunge!

Dit Liv i Dag har bragt min døde Pen i Gang;

Men Du Dit Folkes liv opliv min matte Sang.

Liv — vort ønskers Maal! — skal Ham opofret være,

Som skienke os med Dig to Rigers Liv og Ære;

Men i hvert Liv af os er ei en Draabe Blod,

Som er Kong Christian af Dannemark for god.

Hvor kogte det i os af Iver for Din ære,

Da vi den nylig faae for ondskab Spot at være,

Det heele Land var syge — Guds Folk i Taarer laae Til Haabet truede at vilde undergaae.

En Syndesanket Skye fremhængte over Norden, ---

Og over Hovedet optrak en skræksomt Torden. —

Vi skielvede — vi bad — vi græd saa mangen Gang, Kuns mørkets Fyrste og hans fæle Rotte sang.

Tolv Maaneder var nu saa næsten atter endte,

Din Dag sig nærmede — men ingen Hielp vi kiendte,

Det blev alt meere mørke — et skræksomt Rygte gik, At Kongen og hans Folk sit Banesaar snart fik.

Tolv Dage var endnu tilbage: Herrens Time! —

Da vi med Synet mindst en Frelsning kunde rime —

Gud hævnte Kongens Spot, da Kongens Fiender sov — Vi sov — og uden Blod — blev frelste. Gud skee Lov!

Men kiæreste Monark! — saa dybt maae vi ej sove, Det vi forglemme Din og vores Gud at love,

Som sætter allesteds om Kongen Engle-Vagt,

Mod alt det Onde, Ham i Veien bliver lagt.

Selv Herrens Salvede gir Herren eene ære,

Og Takke-offer vil til Alteret frembære:

Hvo ej vil følge med skal føle Vredens Riis;

Saa syng om Kongens Liv og Kongers Konges Priis!

Du lever, Christian! — vort Liv !— til Liv oprinde Din fødels Soel i Dag! — da os saa sødt et Minde For øiet staaer af det velsignet Øjeblik,

Da Du næst Gud vort Lys til Verdens Lys fremgik.

lever, Christian! — Døe den Dit Liv ey glæder!

Gud giør, at Du i Dag paa Dine Fiender træder,

Bort, væk med dem, der er mod Gud og Christian! Han var — Han blev — han er vor rette Zepter-Mand.

lever, Christian! — endnu! — trods mørkets Strikker! De brast — i dines skiød Du nu kan hvile sikker! —

Gid efterdags, som ser, al Vold og falskheds Spind For Soelen komme maae, og blive saa til Vind!

lever Christian! — den Mindste med den største Oplives ved Dit Liv— vor himmel-frelste Fyrste!

Dit Liv tie tusinde og fleer opveje kan:

Lev længe, lev i Fred, vor elskte Christian!

Guds Sværd med Kongens Sværd! — Guds Ord mod Kongens Smerte! Guds Fred i Kongens Huus! — Guds Huus i Kongens Hierte! Guds Aand med Kongens Raad til Landets sande Vel! —

Guds Vagt om Kongens Liv! — Guds Liv i Kongens Siel!

Sunds Frygt i Kongens Land! — Guds Skræk paa Kongens Fiende! Men Kongens Trone staae ved Gud til Verdens Ende! —

Bliv Konge! Hviid af Aar — Saa skal al Verden see

At Kongers Konge er vor Konges Hielpere.

✂

Rigernes Bøn til Kongen At Han vil handhæve det Gode, men afhielpe det Onde,

som

under Struensee er stiftet,

paa

allerhøjstammes fødsels Dag

den 29de Januarii 1772.

Kiøbenhavn,

trykt og faaes til Kiøbs hos August Friderich Stein, boende i skidenstrædet i No. 171.

2
3

Lad os Dit Ansigt set, o Christian vor Glæde! Men Død og Skiændsel skal den Røver-Trop beklæde, Som Adgang til Din Stoel berøvede Dit Folk, Imens forræderen til Os var kongens folk.

Vi skiælve ved den Skye at mindes, som var draget Imellem Dig og Os, af Utøy foraarsaget.

Dig saae vi ey, som vi er konger vant at see.

Vi saae Dig sperret ind iblant forrædere.

Vi Frekhed herske saae — men Dyden undertrædes, Vort Navn et Aadsel ligt, vor skiændsel at udbredes. Vi saae dem vises bort, som meente Kongen ret, Vi saae forræderen i Kongens Cabinet.

Formørket vi alt saae Dit Huuses Soel og Ære,

En nedrig Tienere Dit Navn og Magt at bære,

Som af Din Krone stial den rareste Juveel —

Din Ære — Konge! — og Dit Hiertes halve Deel.

Kirker lukte saae. Man Vilde lukke fleere.

Vi Gud og Ordet saae i stor Foragt at være,

Vi saae Beelzebul paa Herrens Tempel-Tag Og Verdens Hore-Spye at smitte Herrens Dag.

Vi Staden oprørt faae -- til striid for kongens Ære, Vi saae vor konges Liv sin Vagt berøvet være,

Vi bad om Adgang; men de Onde sagde ney;

De os indbildte, at Han daarlig var og fey.

Vi hørte Tordener — begyndte os at væbne —

Vi saae uskyldiges og Frommes slette Skiæbne —

Vi følte Vold— Vi saae, at mange græd for Brød; Vi forberedte os til Stadens sidste Stød.

ad os Dit Ansigt see, o Christian vor Glæde,

Saa vil vi gammelt Tab en længere begræde:

See Dines Fryde-Ild; hør Dines frydeskrig!

Vee dem, som sagde, at vi ilde meente Dig.

Vi elske dig som Børn, naar Du vil være Fader,

Vi glædes ved, at Du til Audienz indlader

De Fromme. Hor os da paa denne store Dag:

Byg Zion! Glæd dit Folk! Frem Dine Rigers Sag!

Tag Selv Dit Scepter an! sid eene paa Din Trone,

Lad Din Retærdighed en Spotterne forskaane;

Men revs med Maude dem, som det ey meente slet,

Viis ret udi Din Gunst; Viis Naade i Din Ret!

Frygt Gud, din konge! elsk hans Ord, hans huus, hans præster! Skienk konge! os igien de gamle Takke-Fester,

Reis hvert et Alter op, som hiine nedbrudt fik,

I sær den Stiftelse fra fierde Friderik!

Den Band — Han satte, a) lad kuns Dine Fiender ramme Der Haab, Han bygce paa, b) giør konge! ey til Skamme, Det ædle Blod, som randt i denne Stores Bryst c) Oplive kongens Siel til faderløses Trøst!

Hielp Handelen i Stand! still langsom Statens Bølger! Slaae Laas og Stang engang for Egennyttes Følger!

følg Philodani Spor og Philocosmi Raad,

Saa raader Du paa nød og mange Mangler Bod!

*) I den Kongelige Forordning om Waysenhnuset af 21de Julii 1727 hedder det §. 9: Guds strenge Vrede og uforbigiængelige Straf skal paafølge over alle dem, som omrørte Værk og denne vor fundaz kuldkaste, eller derimod noget handle eller udøve ville.

b) I samme højstbemeldte Forordning hedder det samme Sted: Vi ere forsikret om, at vore kongelige Arve-Successorer i Regieringen, bemeldte vores Fundaz uryggelig hoider og dette i sig selv Gudelige og højtmagtpaaliggende værk kraftelig haandthæver og befordrer.

c) I meerhojstbem. Forordning hedder det i Fortalen: Vi have af højkongelig Naade og Faderlig Nidkierhed, sampt for at udviise en tilbørlig Gudsfrygt, med ynksomme øyne anseet den fattige forladte Ungdom, som nu omstunder desværre! findes hos os.

Den Skrive-Frihed er — indskrænket — Statens ære; Men Synde-Frihed skal her ikke meer regiere.

Indskrænkelse er skeet paa nogle Stæder ret;

Gid ogsaa andensteds man maae indskrænke der. d)

Din Naade felterne skal elske, lønne, krone.

Lad aldrig Troeskab meer forjages fra Din Crone,

kald den forviiste ind, som var sin konge troe! Lad hver en ærlig Mand staae paa sin post i Roe!

bedrevne Gierder rejs til ægtestandens Ære!

Bee dem, som Hore-Bud lod kronet Stempel bære!

Lad politiet staae! Den Sag var meget god. Sæt Taxter, saa de ey er Billighed imod!

Straf alle Tyve af de fiine nred de grove!

De største, Gud skee Lov! kom nyelig bort fra Hove.

See til at liden Myg og Myre ey iblant Skal drage læsset frem for ørn og Elephant.

d) I de kostbare Lystigheder.

Told-Kullen af i Stand! — Lad Yppigheder hæves! Skyt Dyden! — Lad Din Hevn af Dine Fiender kræves! Giv aldrig Æres-tegn til lumpne siele hen,

Troe Dine egne meest!— Vær Fader, Dommer, Ven!

Lad Retten plejes her! — Hielp Slaverne tilbage,

Som blant Barbarerne i langsom Traldom klage —

Lad Norge faae sin Mynt! — Lad Lærdom faae sin Løn Lad Gud sin ære faae! — og hør den Ringes Bøn!

Saa skal Din ære groe til en forsølvet Alder,

saa skal Din Trone staae, til Verdens Bygning falder;

Saa fryder jorden sig — Saa glædes Himmelen, Naar Gud er kongens Skiold, og kongen er Guds ven.

✂

Nordens Glæde

forestillet

en Ode

i Anledning

af Kong Christian den Syvendes

høye Fødsels-Fest

den 29 Januarii 1772.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Höecke.

2
3

Træd frem du lyksalige Tvillinge-Rige, Træd frem og lad høre den Glæde du har. Kom Unge og Gamle og Fattige Rige

Kom alle som Deel i vor Glæde nu tár.

See Tiiderne hastig for Eder er vendte;

Thi Herren har hørt De Sukke I stedse til Himmelen sendte,

Og de er bortført Som søgte kun eene vor Ilde

Og ald vores Glæde at spilde.

Da alting sig tegnet til yderste Trængsel,

Og Grumhed ret søgte at øve sin Magt,

Strax Herren os løste, som Zion, af Fængsel,

Lod see han sin Salvede tog udi Agt.

Vor Graad til en Glæde i Hast han omvendte,

Og Viisdommens Aand

Han i de foreenedes Hierter strax sendte,

Ja gav dem Forstand Den Sag at udføre med Ære Som evig i minde skal være.

Hvo vilde ey saadant af Hiertet erkiende,

Hvo vilde ey glædes af inderste Siæl.

Lov Herren, hvis Godhed er uden ald Ende!

Lov Herren, som alting omgiorde saa vel! Lov Herren og glem ey hans Navn at udsiunge Med frydefuld Sang.

Raab høyt, saa det kan op til Skyerne runge, Og Echo giv Klang,

At Glæden langt borte maae høres Som nu af hvers Hierte fremføres.

Men see! vor Lyksalighed større nn bliver,

Da Kongen indtræder et Nyt Aar i Dag; Det atter til Glæde Anledning os giver,

Og er for os alle den største Behag.

Den Dag bør blant Dagene stedse at blive Velegnet i sær,

Da Herren os ham vilde skienke og give Som har os saa kier,

Og søger vor Beste at fremme,

Den Dag vi bør aldrig forglemme.

See Kongen er naadig mod hver som Ham skue,

Hans Ansigt af Glæde opklaret nu er;

Hans Godhed hver Hierte antænder i Lue,

Hver Undersaat elsker og haver Ham kier.

Saa glæd dig lyksalige Dannemarks Rige! Din Lykke er stor,

Du eyer en Konge, men ingen Hans Lige,

Gud sæt Ham i Floer,

At Han som en Soel ret maae være Og skinne i Norden med Ære.

Gid Himlen befæste Hans Stoel og Hans Throne,

Og Herren Ham giøre ophøyet og stor,

Saa at Han med Ære maae føre den Krone Som Herren Ham skienkte at bære i Nord.

Gid Fred og Retfærdighed ved Ham florere Og blomstre med Magt;

Gud give Ham Styrke den Byrde at bære Som paa Ham er lagt;

Saa at Han blant Kongerne bliver Den største som Herren os giver.

Gid Herren Ham ziire og pryde og smykke Med Salomons Viisdom og Davids Forstand, Og alle Hans Fiender selv undertrykke,

Ja giøre Ham mægtig til Land og til Vand. Gud lad Ham i mange Aar hældig regiere,

Og gid at hver Mand,

Som nyder den Lykke omkring Ham at være,

Med beste Forstand Maae søge det Kald at udrette,

Til hvilket dem Kongen vil sætte.

Gud lade Hans Arve-Huus stedse florere Og blomstre og voxe med Dage og Aar.

Gid at det, som Davids, velsignet maae være Og blive, indtil det med Verden forgaaer.

Gid at paa Hans Throne vi aldrig maae savne En Mand af Hans Sæd,

Som kan disse Riger og Lande ret gavne,

Og som er bereed Altid at befordre Guds Ære Og fremme hans reene Ords Lære.

Det evige Væsen fremdeles bevare

Vor Salvedes Lande fra Fare og Nød,

Og med sine Engle dem kierligst forsvare,

Hvis Modgang tilføyer dem ringeste Stød.

Lad Kierlighed stedse indbyrdes regiere,

Og Eenigheds Aand I Norden bestandig og altid florere,

Paa det at vi kan Med Israel synge og sige:

Vi ere et Folk uden Lige.

Gud lad os i mange Aar nyde den Glæde For hvilken vi ere saa glade i Dag.

Ja gid vi maae sildig vor Konge begræde,

Gud i din Beskiermelse naadig Ham tag.

Sæt Engle paa alle de Veye Han farer Til sikkerste Vagt,

Ja selv den Almægtigste Hannem forsvarer,

Og nøye gir Agt At intet i alle Hans Dage Skal være Ham mindste til Plage.

Saa lev da, velsignede Christian, længe I Glæde og Ære og Lykke og Fred!

Ey noget i Verden skal kunde Dig trænge,

Og Smerte skal aldrig omkring Dig faae Stæd; Men Norden lyksalig skal stedse forblive Allene ved Dig.

Ja Norden lyksaligst skal kunde sig skrive,

Og høyst lykkelig Allene ved dit Regimente,

Som for os det beste bestemte.

Og naar Du staaer ned fra Din Jordiske Throne Og legger Dit Scepter og Krone fra Dig, For hisset at nyde en Herligheds Krone Og blive i Evighed Englene liig:

Da faaer Du en Glæde at finde og smage Som evig bestaaer;

En Glæde som vil Dig langt bedre behage,

Og aldrig forgaaer;

Men Himlen den Naade os give,

For hastig det maatte ey blive.

✂

Forræderiets

og

Troeskabs Striid

i Anledning af

forrige Cabinets-Minister

Greve Struensees Befalning

til

(S. T.) Hr. Obrist og Stadshauptmand

Søren Treeld,

Kiøbenhavns Borgerskabs Gevæhrers

Aflevering.

Til

skyldigst Æreminde

fra

en borger.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Hermann Höecke. 1772.

Tænk hvilket dristig Verk! tænk hvilket dristig Stykke! Men Himmelen skee Tak! det fik ey Held, ey Lykke! Dets Lige er ey hørt i disse Lande for,

Man usædvanligt det med Rette kalde bør.

En dristig Undersaat sig nærmer hen til Thronen,

Og med forvovent Mod vil tragte efter Kronen,

Han vil den have paa, han nu regiere vil,

Han som en Undersaat ey meer vil være stil.

Tænk hvilken Dristighed! da Kongen endnu lever, Og idel Kierlighed om ham allene svæver Af Undersaatterne, som er fornøyet naar De deres Christian kuns udi Sigte faaer.

Mon det ey dristig er! og et forvoven Stykke Som ingen er i Stand til fulde at besmykke,

At vilde have dræbt to Rigers Souverain,

For at bemægtige sig Kongens Stoel igien.

See hvilken Tour han tár! først søger han at trænge Sig frem paa Lykkens Vey, det varer og ey længe, Han naaer sit Ønske, da han udi Rigerne Den allerstørste blir af Undersaatterne.

Da Kongen ham nu har den største Ære givet,

Som nogen Uudersaat kan ønske sig i Livet,

Han med den Ære dog ey reent fornøyet er,

Han med Begierlighed til Konge-Kronen seer.

Fra Cabinettet ham den Magt og blev forundet,

At deele Ordre ud hvortil enhver var bundet.

En Naadig Konge gav ham ene denne Magt;

Men han misbrugte den, ey tog den ret i Agt.

Paa alle Sider han sig soger at forskandse,

Saa at der ingen ham udi sit Løb skal standse.

For at beskytte sig nu meere, han da gaaer Til nogle Store, som paa sit Partie han faaer.

Af denne Høyhed han sig mesterlig benytter,

Hvem han vil have frem, han mægtig dem beskytter. Han skaffer dennem bort, han vidste tiente troe, Saa de ey hindre skal ham i hans Lykkes Boe.

See alting var parat, kuns dette stod tilbage, Hvorledes han nu det saaledes kunde mage

Med Borgerskabet, saa de ey forhindre skal, Ey giore noget Skaar i hans bestemte Val.

En medfød Kierlighed, og hvad som giver Ære, Det han hos alle saae indgroed nok at være. Han vidste de forhen sig tappert viiset har, Og den der nu er til, sig let ey narre lár.

Saa saae han nok forud, det var ey let at spøge Med denne Magt, derfor med List han vilde søge, At undertrykke dem ved sit Bedragerie,

Saa de Ulydige ey skulde slippe frie.

Stads-Haupmand blir kaldt frem, ham villig er at lyde Hvad som hans Konge ham i alle Ting vil byde.

En Ordre gives ham: at alle og enhver Af Borgerne skal strax levere sit Gevæhr.

Men see! Stads-Hauptmand, see! den brave Sören Treelde, Fornuftig varer sig for slig en Rotte-Fælde,

Som ved Bedragerie for ham opstillet var,

Han seer den alt forud, og Mod strax til sig tár.

Han mærkede det strax, det var ey Kongens Villie,

At Borgerskabet skal ved sit Gevæhr sig skille,

Hvormed det tappert har forhen forsvaret sig I den betrængte Stad, og det ret lykkelig.

Han tænkte saa ved sig: vor kiære Konges Hierte Og medfød Mildhed kan ey foraarsage Smerte, Den Kierlighed han bær til Undersaatterne Kan ey tillade slig Befaling skulde skee.

Kiækmodig svarer han: jeg villig er og lyder Alt hvad min Konge at befale har og byder,

Men til den Ordre, mig er bleven forelagt, Jeg reent ud svarer Ney: jeg tár den ey i Agt.

Stads-Hauptmand er jeg vel, og haver at befale; Men ingenlunde jeg med Ret kan overtale

Hver Borger, at han skal levere sit Gevæhr, Jeg kan forsikkre at det ingenlunde skeer.

Sandt nok! hver har Gevæhr; men for sin egne Penge, Det nytter derfor ey at slaae paa disse Strenge,

De selv vil bruge sit Gevæhr naar det er Tiid,

Og naar forlanges skal de alle bruge Fliid.

For Kongens, Landets Vel, og heele Statens Nytte, Med samtlig Borgerskab jeg Staden skal beskytte; Naar det skal giælde paa, vi alle som en Mand, Skal vove Liv og Blod for vores Christian.

Slet ingen er i Stand mig til at overtale,

At troe, vor Souverain har kundet sligt befale,

Hans kiærlige Gemyt slig Ordre giver ey,

Hvad det end giælde skal, jeg derfor svarer Ney.

Sandt nok, Stads-Hauptmand har og giettet vist og rigtig I denne store Sag, som er saa høy og vigtig,

Udfaldet viiste det, han sluttet rigtig nok,

At slig Befaling var fra en forførisk Flok.

Vor naadig Konge see! ham derfor og belønner;

Han paa Oprigtighed og ærlig Troeskab skiønner,

Med Obristernes Rang han alt beklædet er, Stads-Haupmand har ey haft endnu den Rang forher.

Stads-Capitainerne benaades og med Ære,

De skal en Portepee herefterdags nu bære.

Beviis paa Kongens Gunst, og at han skiønner paa Enhver, som redelig for hannem vil fremgaae.

Den, som er sat i Rang, i Myndighed og Ære,

Og søger udi alt sin Konge troe at være,

Som at befale har, og naar befales da Staaer troelig paa sin Post og den ey viger fra.

Som Viiser Tapperhed, og det i rette Tide,

Saa Kongen, Landet kan bestandig paa ham lide,

Han ilde da ey blir belønnet for sin Dyd;

Men Ærens Krandse faaer, som er den beste Pryd.

Tak da Stads-Haupmand! Tak! for du din Sag udførte Saa vel, af Glæde vi derover ere rørte,

Det Ære er for dig, hver Borger glædes ved,

At see dit kiække Mod og ægte Kiærlighed.

En Adgang aabnet er for dig til Kongens Throne Nu større end forhen, bliv ved, beskyt hans Krone Fremdeles, da enhver vil villig følge dig Naar du befaler, og sig viise tapperlig.

Naar alle og enhver vil Troeskabs Fahne følge,

Og ægte Kiærlighed, naar Tid er, ey vil dølge,

Det andet ey end vel kan Land og Rige gaae,

Hver for sin Troeskab da kan Laurbær-Krandse faae.

Tak milde Forsyn for, da dette var paa Færde,

Du selv forhindrede, det ikke kom i Giærde.

Tak! for du Kongens Liv bevarede saa vel,

Han sine Fiender nu kan knuse med sin Hæl.

Hver ærlig Undersaat sig over dette fryder,

Og takker Himlen for det Gode de nu nyder,

Ja hver en Patriot raab med mig selv nu an:

Gud ved vor Borgerskab beskytte Christian!

✂

For Kongen.

Bondestandens underdanigste

Ihukommelse af

Dagen den 17de Januarii 1772, allerunderdanigst nedlagt den 5te Martii

Bondestandens Navn.

allerunderdanigst udgivet

af Forfatteren H. Hansen.

2
3

Da de misbrugte Lyksaligheder et nedrigt Anhang ved Foden af Din Throne anmassede fordunklede Din Majestæt og giorde Adgangen til Dig mørk;- Ranede den forstilte Udyd Lejlighed under Vittigheds og Dydens Masqve at nærmes Dig. Stolthed hidsede Flag; Letsindighed greeb til Roeret, for at faae Dig Omborde; Men Forvovenhed kappede de Ankere, de Redskaber, fra sig, ved hvilke Skibet skulde holdes stille og Bølgerne tvinges: Du, Konge! førtes hemmelig inden for de Skiær, hvor Seiladsen var farligst og Landgangen usikkerst. Dine Kostbarheder bleve kastede over Borde: Men Du vidste det ikke! — Da først bleve vi Faren vaer; Thi vi kunde umuelig troe det skeede for at bierge Dig —. Dine troeste Un-

dersaatter stoede da meest forbausede, og Gudsfrygt og Dyd, Din Thrones Grund-Pillere, skjelvede selv! Dine befarne Mænd krydsede forgjæves for at naae Dig; Thi Frygt lagde fra Dit Skib alle Aarer om Bord, og der tykkeste Haab om Bytte ved Skibbrudet drev dem! Dine Søe-Stæder beklagede; at Din Flode ej i disse snevre Vande kunde bruges! Og Lands-Byerne ønskede forgjeves; at Havet var Land! Styrken stod moedløs, og Redelighed forsagt! Men Ædelmodighed og Højhed vovede sig saa yderlig; at Du mærkede det. Roeret greeb Du; da Skibet var forstødt og Faren størst. Men den Højeste, som tvang Stormen og truede Bølgerne, beskjermede Dig. Da erfarede Du, Konge! det rørende i de Pligter, Kjerlighed har avlet; og det ævige i den Almagt, som kronede Dig. — Børnenes Fryde-Skrig bevidnede, at Dine Undersaatters Troeskab er stor; Men at intet er større, intet ømmere, end en Moders og Broders Pligter: Dette Rørende saae Du af en Juliana og Friderich! — Ophøjet over de farligste Gjenstande Tillid nogensinde kunde skabe, eller en misbrugt Naade forskaffe sig, knækkede Din Viisdom de Kiæder Frækhed havde smedet, og Underfundighed havde anspændt imellem Dig og Os. — Skjulet, som mørknede for Din Throne, refv Du tilside. Da læste vi af Dit Aasyn (midt igiennem det Ubehagelige) Retfærdighed og Naade, som kronede Dig. — Da Du, Konge! reddede Din Højhed fra Vold, og Dine Riger fra de inderlige Farer med hvilke de truedes. Da blev Din Majestæt udødelig! Og fra nu af skal Dit Navn foræviges iblant os! —

Dine Ædle og Dine Lærde Undersaatter have i dette Øjeblik bevidnet deres fornyede Hengivenhed til Dig. Den Olie i Dine Borgeres Bryst, som, alle Forandringer og Omstændigheder uagtet, imod Dø-

den selv bestaaer fra Slægt til anden, har Du atter i Dag seet, i sin fulde Glands og Kraft, at staae i Lue for Dig.

"Men, vi! vi have intet kundet udrette til Ære for dette Dit velsignede Foretagende, eller til denne Din Dags uforglemmelige Ihukommelse.,,

Vi kunde allene sige: Du, Konge! reddede Kirken fra Vold; Sæderne fra Fald; Eenighed fra Oprør; Stænderne i Landet og Folket i Stænderne fra de Ødeleggelser, Himmelen syntes at have givet Naturen Raade-Rum til: Men Gnisterne slukte Du, da Luen var nær.— Gid derfor værdige Talere vilde opstaae, og paa vore Vegne besiunge Din Udødelighed, O! Konge. Thi i Dag blev Du det!

Tale-Kunst og Marmor-Tavler eje vi ikke; hvorved at forævige Din uindskrænkede Majestet. Derfor skal den Tak; vi skylder Dig saa uendelig, forblive til en varig, og for Tiden uforanderlig Ihukommelse indplantet i vore, og de sildigste Efterkommeres Hjerter; thi denne er den eneste Ærestøtte vi eje; Dig, vor Fader og uforglemmelige Velgiørere! Dig, Fæderne-Landets store Elskere, værdig!

Stoert er det Haab vi nu have! Større er Du, som gav os det! Store vare de Forjættelser Du gjorde os, i Dit velsignede Val-Sprog, "Om Kjerlighed til Fædrenelandet;„ Men større er Du Selv, Kon-

ge! Som i Din Regierings blomstrende Ungdom needlod Dig til de nederste af Dine Undersaatter: Fra Din Bondestands Forbedring; fra Din Thrones og Dit Septers Grundvold lagde Du Haanden paa Dit Regimentes glorværdigste Førelse. Een Plan, den værdigste Konge værdig! og vi haabe ey forgjeves: At Dit Navn iblant Kongernes skal blive det udødeligste, og Din Ære af Kjerlighed til Fædernelandet den uforglemmeligste; thi hvo har saa tiidlig lagt Haanden paa Regieringen? saa betiids tillige antaget en saa viis Plan? Med saa gylden Attraae bestemt en saa ædel Punct, fra hvilken at lægge Haanden paa Grundvolden til sine Undersaatters varigste Lyksalighed?

Dog, Konge! vaklede Din Ære, og vor Lyksalighed snublede; Dine viiseste Foranstaltninger, Dine ivrigste Ønsker for vort Vel uagtet; thi de Mænd, som ranede Dit Huses Lyksaligheder, berøvede Landet, og Folket i Landet sine Velsignelser. Enighed i Huusstand; Kjerlighed i Ægtestand; Troeskab i Pligter; Oprigtighed i Omgang, Redelighed i Venskab; Ærbarhed i Sæder; Alvorlighed i Dyder; disse det borgerlige Livs stærkeste Scener nærmedes Forraadnelsen med stærke Skridt; og Gudsfrygt og Dyd tabte Styrken og lod af at være Sjælen i de fælleds Bestræbelser; men Selvraadighed og Frækhed, og Ondskab og Letsindighed forenede sig.

Da Landet negtede, at betale den Allerhøjeste sine Løfter, da vovede Ærbarhed sig yderlig, og, med denne, den dydige Eenfoldighed tog Deel i det beklageligste Fald. Vanart og Vanvittighed og Skrøbelighed rasede imod sig selv; men Modløshed erobrede Viisdom og

Vittighed; og Styrken ventede med god Grund, det Endeligt: "At begraves under Ruinerne af sit eget Gruus.,,—Da, Konge! saae vi; at Forræderske Hænder havde smittet Dine Ønsker, og, at den borgerlige Lyksalighed ikke længere havde Sted. — "Under formummed Skikkelse smigredes Din højeste Attraa til Landets Beste; mens Vold holdte de Veje rydelige hvor Du kom frem. Trædskhed lurede allevegne ved Foden af Din Throne: Og under Troeskabs Maske holdte Tigre selv Vagt om Din Person; at Din Majestet ej skulde undgaae dem, eller et Echo af Dine Undersaatters Troeskab advare Dig. Med Din egen Højhed forskandsedes de værste Anlæg! og, ved Din egen Magt skulde den uhørligste Gruesomhed spilles, til Menneskelighedens Fornedrelse i Verden, af den umenneskeligste Trop!,, — Saaledes, Konge! bragte Rygtet og Tiderne os Tildragelserne for Øre: og, At denne græsselige Scene blev paa Din Liv-Vagt begyndt. Men, den Troeskab og Tapperhed, som altid er ædel, reen, uskyldig og stor, hos Heldte af dette Slags, standsede maaskee Anlægget i at give mere til Priis! — Da Din Throne saaes blottet fra sine bevæbnede Børn! Da først frygtede vi med Overbeviisning det farligste Forræderie; thi vi troede, Hverken det Nedrige eller det Høje; ja, ikke Dit Liv, Konge! at være sikkert i de Hænder, som havde væbnet sig imod Dyden og Gud. Frygt needslog os; men Almagten oprejste os. Forsynet, som kronede Dig, understøttede vort Haab. For Dig, Konge! og for Landet, blev vort Aften-Offer helliget den Alværende med en fornyet Kraft. Vore Bønner trængte igjennem Skyerne, og vore Sukke bevægede Himlene; men Englene igjentog vor Bøn for Thronen: Da blev Lyden for Thronen stoer; thi vore Hjerter raabte eenstemmig:— "Gud! lad det gaae Kongen vel! saa gaaer det og os vel!„

Takket og æret være derfor den alviise Gud, som igien gav i Din Haand og i Dit Hjerte: At redde Sin egen, Din, og Landets Ære. Ihukommet og æret skal den Dag, den Morgenrøde være, i hvilken Du, Konge! gjorde saa saare vel: I hvilken Gud selv lod see saa store Ting imod det gandske Land. En Dag, saa ærefuld for Din Regiering; som vigtig for Dine Riger! Fra nu af skal Dine smaae og Dine store Undersaatter tilbede Dig, med en fordoblet Kjerlighed, som deres Jordiske Gud!

Uforglemmelig Erindring skylder vi alle den ømme Kjerlighed, de rene Hensigter, de viise Beraadslutninger, de høje Foranstaltninger, i Hvilke Din og Landets sande og uskatteerlige Moder, vor Dyrebareste Dronning Juliana, har gaaet Dig til Haande. — Men, Din Værdige, Din Viise Broders Trofasthed imod Dig, Konge! og Fæderne-Landet, vil blive saa udødelig, som den Arve-Rettighed til de højeste Egenskaber i hans høje Siæl er os bekiendt. Som det Haab er stort, Hans Manddom i Ungdom har givet os: Som Den Arbejdsomhed; den Fliid og ædle Drift; Den Viisdom er skinnende; De Kongelige Dyder fuldkomne, med hvilke alle Hans Kongelige Højheds Foretagender ere ziirede; — Paa den Belønning, Dyrebare Prinds! Du i Dag gav Din Konge og Landet; Din Broder og Folket, os og vort Haab, skal vort store Haab og vore største Rettigheder til Dig og Dine Høje Bestræbelser for Kongen og Fædernelandet fra i Dag af være grundede. — Eders Fortjenester af Landet, Elskværdigste Juliana og Friderich! ere de største: Eders Raad for Kongen de dyrebareste: Eders Troefasthed den uforanderligste! Din Haand og Din Styrke, Prinds! under Regierings-Byrderne for Hans

Majestæt, som den største, saa og den troeste, den Helligste Lettelse! For dette Alt, skal igien Kongens Naade; Landets Bønner; Undersaatternes Troeskab; Scepteret i Hans Majestæts Haand; Hans Majestæt selv i den Allerhøjestes Haand fra i Dag uforandret udbrede og betryge Eders Lyksalighed.

Med Naade, Ære og Belønning, ønsker vi alle de sande Patrioters Troeskab kronet, som Forsynet undte Lejlighed, at lægge for Dagen Dine Undersaatters priiselige Hengivenhed til Dig, Konge! ihukommet og æret skal den Ærekierhed stedse være iblant os, med hvilken de vovede dem, for at række Dig Haanden, og stillede sig selv i Gabet imod de Ødeleggelser, med hvilke det Almindelige truedes.—

Men til evig Tid, ja i Evigheden selv, skal den almægtige og allene alviise Gud være æret og ophøjet af os; som ved Din Myndighed, Konge! ved Eders Viisdom, I? Guds og Statens Engle; ved Eders Troeskab, I! sande Patrioter og Heldte; beskiermede den Kongelige Throne for Efterslegten! — Formeret vorde Eders Antal, I Fromme!, i Landet; for hvis Skyld Gud endnu denne gang holdte det Uvejr tilbage, for hvilket Fædernelandet paa alle Sider stoed blottet! — Blomstrende vorde den retfærdige Slægt; tiltagende det Antal, for hvis Skyld de Ødeleggelser bleve dempede, med hvilke Residents-Staden truedes! — Oplivet blive alle Undersaatter; opmuntrede blive alle Embedsmænd til en sand og hellig patriotisk Iver ved denne, saa store, som merkelige

Dag. Og, Du, Konge! blive fra i Dag, saa lykkelig i Din

Regiering, som det Haab er stort, Du har givet os! saa stor i Vel-

gierninger imod Fædernelandet; som Dine Undersaatter ere Dit Scepter troe, af hvilket de beherskes! —

— Bliv ved at efterkomme de Løfter Du gav Gud, da Du imodtog Kronen af hans Haand, og de Løfter Du da gav os om Din Kjerlighed til Landet. — Du, Konge! er selv den kronede Klippe i Landet, omkring Foden af hvilken de rigeste og mægtigste, med de ringeste og afmægtigste Undersaatter bevæge sig. Gjør derfor aldrig Adgangen til Din Throne saa frie, eller Vejen saa magelig for de første; at deres Lyst-Farter skulde kunde hindre, eller gjøre Vejen for trang for de sidste! lad Vejen til Din Stoel være som en Kongevej, der strækker sig til hver Bye i Dine Riger, indtil Grændserne af Dine Lande; thi Konge! Du kan ej forestille Dig; hvormange fattige, eenfoldige, nødlidende, raadvilde Børn Du har i Dit gandske Rige (og disse Stakler trænge dog haardest til Dig) lad da Dit Øje, som vaager over alle Stænder i Almindelighed, agte paa hver Stand efter sin Værd i Særdeleshed! men lad Dit Øre i Besynderlighed være tilstæde hos de Fortrængte, og Din Myndighed stedse være en sikker Tilflugt, for de mindst Formaaende: Da skal Du ikke allene kaldes den Store; men den Retfærdige, den Viise, den Gode; fordi Du selv skaffede Dine fortrængte Børn Ret, og selv saae til for Dine Enker, Dine Faderløse og Dine Umyndige. — Beløn stedse Ædelmodighed, og Troeskab og Redelighed hos Dine Embedsmænd; men sæt Stænger for de Egennyttige og Uredelige: I det, Du selv seer, selv hører, selv giør Dig bekiendt, endog Dem ubevist, Dit Folkes Anliggende. — Lad det Du erfarer hos de Mænd, Din Lov og Folkets Ret nu dømmer, tiene Dig som en Regel for Eftertiden: At ej Forstilte og Hyklere skal have Lejlighed at udøve. Selvraadighed; thi Skrøbelighed er stedse Menneske-

ligheden nær; men Ondskab behøver en stadig Tugtelse. — Glem aldrig Konge! at Grunden til Din Magt over os, er bygget paa Dine faderlige Pligter imod os! — Lad Din Haand aldrig trættes! den Allerhøjeste skal aldrig lade Din Arm mangle Styrke, til at værge for os! —

Dine Agerdyrkere, de ere de fleste; Men tillige de vanvittigste, de slettest opdragne og de umyndigste af alle Dine Børn. - Bliv ved at opelske denne Din Stand, som hidindtil pialten og moedløs nok har gaaet kroget og nedbøjet under Statens, Omstændighedernes og Tidernes forskiellige Byrder. Holdt, som Fader, det Løfte Du gav os! Udføer som Konge den Begyndelse Du har giort med os! Fuldkom Dine ønsker og bliv lykkelig i dette Store: Da skal Din Regiering blive den mærkværdigste, og Din Kiærlighed til Fædernelandet den Uforglemmeligste.— Giør, Konge! At Dine Lands-Byer kan blive rensede fra de Uordener, som hindre deres tiltagende Fuldkommenhed, og Sædeligheden dæmpe den Vanart, som ødelegger dem! Lad Billighedens og Naturens Grundlove med Eftertryk haandthæve vore Rettigheder; Thi efter Christendommens og Naturens første Grunde besidde vi eene den Færdighed; at kunde gaae i Rette, baade med os selv, og andre. Indhægn denne Din Stand, som den skrøbeligste, som den umyndigste, som mindst forstaaer at værge for sig selv; som troeligst sveder for Dig, Konge! For Staten, og overaldt for det Almindelige; At ej nogle med Vold skal behærske os, eller med Renker fornærme os. — Giør, Fader! At hverken vore Sukke, eller vore Selvraadigheder skal drage Ulykker over Landet! — Straf uden Skaansel! Straf efter Din strængeste Retfærdighed Enhver i sær; som forsætlig tør vove at forarge, at forgribe sig paa een eneste af disse Dine Smaa; Men glem ikke at legge Ære, og, om Du saa vil? Belønning paa Dem, som, i at befordre

Dine priselige Hensigter og Ønsker med os, viser sig meest omhyggelige og medvirksomme. Forman vore Herrer, Dine mægtige Mænd: At de bære Byrden troelig med Dig i Din muntre Ungdom, ved at plante Retfærdighed og Frugtbarhed; En sund og gavnlig Friehed i Landet: Da skal det falde dig let i Manddommen; At stafere Staten med Stæder og Sejlads, Fiskerier og Handel. Da skal Du og vist høste Frugten deraf i Alderdommen; naar Du skal see, Dine diende og graaehærdede at velsigne Dig. Tillad, vor Fader! hverken det Møjsommelige at afskrække Dig, eller det behagelige, Din Højhed medfører, at hindre Dig! lad ingen af de Gjenstande, der vist nok møder Dig i Alt; men fornemmelig i, at udføre Dine store Hensigter med os, afholde Dig fra, at fare fort i Dine høje, Dine Viise, Dine faderlige Bestræbelser! — Tillad aldrig moedløse Slaver, og endnu mindre egennyttige og dumdristige Vovehalse, at legge Haanden paa Din Villies, Dine Ønskers Fuldførelse: At ej de sidstes Ubesindighed, eller de førstes Fejhed skal svække den guddommelige Kraft i Dit Majestætiske Bliv. Befal alle dem, som vilde forestille Dig vor Tilstand, som fuldkommen og uforbederlig; at staae længst fra Din Throne! og ønsk dem, som torde nærme sig Dig med Forestilling om vor Stands Uværdighed til Din høje Omsorg, sand Omvendelse! da skal Du først see de sande Heldte nærme sig. De, under hvis Beskyttelse Tyranner saa ofte har hersket over os; Voldsmænd i det smaae, liig dem i det Stoere, Din Majestæt nyelig styrtede; De, i hvis Hænder det er givet, at kunde med Eftertryk gaae Dig til Haande, skal da med Lyst see, med egne Øjne, paa Deres og Deres Underhavendes sande Beste. — Opmuntrede ved Dit Majestætiske Exempel, skal dydige Handlinger; ædle Beraadslutninger; det Almindelige, Undersaatterne, Fædernelandet, som den sikkerste Grund til Deres egen Lyksaligheds Forbedring, gavnende Foranstaltninger blive Maalet for den Ædelmodighed, som i Troeskab, Tapperhed, Kjærlighed til Dig, Konge!

og Fædernelandet, er i en saa ulignelig Grad Dine Mænd, ja de ringeste af Dine Undersaatter, som medfød og saa egentlig tilhørende. Du skal da selv blive den største Sejer-Herre, for Dine Stater; naar utiidig Egennyttighed og hemmelig Vold (de skadeligste Fjender i den lyksaligste Staat) ere ved Dit Scepter fordrevne. Ja! Verden skal selv forene Beundring og Udødelighed med den Ædelmodighed, det danske Navn ved Tapperhed fortjener, ved Fliid og Enighed i de Fælleds Bestræbelser til det Almindeliges og Statens Vel forhverver sig. —

— Lad, Konge! baade Din Viisdom og Din Myndighed vande og haandhæve den Lyst, de Indsigter, den Erfarenhed i Videnskaberne, Fabrik-Væsenet og Handelen, Din, og Dine Rigers fromme og stoere Fader med saa stoere Bekostninger forskaffede os. — Lad det Ziirlige, som kan bære Navn af Hannem ej forfalde! og de Nyttige af Hans Anlæg blive de udødeligste Vidner for Efterkommerne om Folkenes Lyksalighed under Hannem; Deres uforglemmelige Velgiørere, og Fredelskende Friderich! — Men;

Bliv Du størst, Konge! ved at krone den Lyksalighed, Landet nød under Hans Regjering, med Din Høje Omsorg for alle Stænder: At den ene Haand stedse maa understøtte den anden: Og den ene Stand være den andens Ophielpere! — At Frugtbarheden af Landet maa yde den Forraad, vi behøve til at indhøste Velsignelsen og Frugtbarheden af Havet! At Vel-Velsignelsen og Frugtbarheden af Landet og Havet maa fremme og formere alle tienlige Anlæg! — At ej selvraadig og skadelig Egennyttighed skal forblinde nogle, eller slavisk Tvang hindre andre i at lægge Haanden paa de Ting, som gavne det Almindelige! —

Lad Viisdom og Vittighed vare de Mænd betroet. Du betroer Dine Raad: At Deres Raad maa stedse vare en Tolk for Folket, og en Støtte for Staten hos Dig. — Gid! viise, rene, redelige Hensigter, fra i Dag følge Dem, som følge Dig. Og Din Naade igjen leedsage og belønne dem, som saaledes raade Dig. —- Velsignet vare de Mænd, hvis Kræfter fortæres saa helligen for at gavne Rigerne! —

— Giv hver Stand stedse ordentlig Hævd paa sine Fordele; Belønning efter Troeskab; Løn efter Fortjeneste — Tillad ej nogle at svæmme i Vellyst; saa, at andre skal sukke! — Skabe Enighed! straf Uredelighed, den Ukjerlighed haart, den ene Stand maatte udøve imod den anden. —

— Forædle den Begjærlighed, den Lyst Du finder hos Andeel af de

Formuende, de mægtigste af Dine Undersaatter, til at udbrede Deres Fordele og udvide Deres Formue: At ej, Bondestandens uendelige Slaverie skal stedse forblive een Evigheds Synspunct; (lkke for den nyttige) men, for den skadelige og umættelige Egennyttighed. — Viis Dem Havets utømmelige Riigdomme; og siig Dem, Konge! at den samme Lyst, som giør dem til Tyranner imod Mennesker, skulde gjøre Dem til Helgene, Gyldene Patrioter, naar De undfangede Begjerlighed til at erobre de bundløse Havets Rigdomme. — Giv Dem den store Verdens Handel: Giv Dem Fiskerierne, Valfiskene og Selhundene til Priis! lad Havet plyndres! giv Dem Belønning der for! naar kuns Dine Bønder-Byer, Dine fattige Agerdyrkere, efter Naturens, Billighedens og Menneskelighedens Rettigheder; Standens Vigtighed og Forbedringernes Nødvendighed kan blive haandhævet. — Tillad ej vor Trældom at være utaalelig, eller, vore Byrder utallige; at ej, vor og Dit Riges Trang, skal strække sig til det Uendelige!

Stræb med os, Konge! at vi nyde en roelig Besiddelse, en Medborgerlig Belønning for vor suure Møje: Da skal velbygte Steder, overflødig frugtbringende Agre, Fliid og Vindskibelighed blomstre i Dine Lande. Vi vilde skaffe Træer nok til at forsyne alle Havne med Skibe, Victualier, ja Ladninger nok til alle Fahrvande: Foruden en talriig Armee; Folk nok til at bemande Dem, i den Grad Dine Kjøbstæder maatte mangle.

Spaer alle Stænder, saasnart Du kan, for de trykkende Byrder; at de engang kunde faae Evne at udvide deres egentlige og naturlige Haandtæring. Lad Dine Kjøbstæder ej forfalde; ej overgaae til Bondestandens Møjsommelighed! en Nærings-Vej, som i sig selv er Dine Stæder saa tvungen, saa uvedkommende. Und hver Stæd sine egne, sine naturlige Fordele; men lad de Fordele i hvilke Naturen var meest gavmild være for alle Tilfældelige! tilstop ej gandske den Overflødigheds Strøm, vi drage til os fra Fremmede; men lad i en viis Grad en medborgerlig Forhold imellem os og dem stedse have Sted; thi og denne kiende vi for en Vindskibeligheds Spore i Staten, naar den ikkkuns bruges varlig. Men tillad saa lidet stoere som smaae at feile imod Vejr og Strøm, til Skade for det Almindelige. Hav til den Ende stedse et hjelpsom og agtsom Øje paa Handelen!

Gjør, Konge! at Din Krigskasse engang maa blive en Fond, en Brødkurv for de Tappre, de Lysthavende af Dine egne Børn; ja for Afskummet af Landene, i det Lønningen og Medfarten til den Ende nærmer sig gradviis det borgerlige! da skal Din Throne, snart faae saa megen større indfød Styrke; Du og Dine Lande samle saa megen desstørre Formue. Og Heldte rygte Dit Erinde der, hvor Løbere plejer at sendes.

Lad Viise Love endog gjøre de uviise Borgere i Staten til nyttige Lemmer; Giv til den Ende for al Ting Agt paa Lovenes Efterlevelse.

— At Retfærdighed maa stedse være Din og Din Thrones Prydelse! — At paa Guds og Dit Huuses Grundvold maa stedse bygges med Viisdom!— At Velsignelsen heroven fra maa befrugte Dine Lande! — At Frugtbarheden af Landene maa række hver i sin Stand det Fornødne, det Nødtørftige og det Nødvendige!—At en sand, uhyklet, uforfalsket Gudsfrygt maa blive det stærke Baand, som holder, som knytter de selvskabelige Pligter! — At Dit Hof maa være det ziirligste og det fornøjeligste, det kostbareste og det lyksaligste!— — At, Konge! det maa uforandret gaae Dig vel, og Dit Huus vel!

Saa gaaer det og os vel!

Denne er Summen af vore Bønner.

Til Dig og for Dig

vor Fader. Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade 245.

✂

Die Nachrichten von London mit gestriger Post im London Chronicle vom 6ten Februar melden folgendes:

Zufolge den Nachrichten von Kopenhagen von gestern, ist ein anderer Expresser diesen Morgen dahin abgefertiget worden. Verwichene Nacht wurden alle hier residirende Ambassadeurs und Staatsministers citiret, bey Sr. Majestät zu St. James zu erscheinen. Diesen Morgen war der Schwedische Minister, Baron Nolcken, bey dem König, und überlieferte Depechen von seinen Hofe, welche eine weit mehr deutlichere Nachricht von dem geben, was in Kopenhagen am 17ten und 18ten verwichenen Monats paßirt ist, als wir noch bisher in kurzem haben erhalten. Couriers sind an die Höfe zu Wien, Berlin, Petersburg und Stockholm abgefertiget worden. Der Englische Minister am Dänischen Hofe, Colonel Keith, hat sich bey der Revolution mit besonderem Geiste bezeiget. Es schien, daß der Senat in der ersten Hitze der Königin das Leben zu nehmen gedachte, ohne Ihre Defension zu hören oder weiteres Gericht über Sie zu halten. Sie wurde des Ehebruchs beschuldiget und daß Sie den König mit Gift habe vergeben wollen. Hierauf begab sich Colonel Keith nach dem Senat-Hause, und protestirte öffentlich wider eine solche Acte Violence, welche der Königin sollte gethan werden; er vertheidigte Ihre Unschuld, und zeigte die Unmöglichkeit einer solchen Beschuldigung gegen Sie, und kündigte ihnen die Rache an, welche die Englische Nation durch ihre Flotten u. d. gl. gegen den Senat und das Dänische Volk nehmen würde, ob sie mit einer solchen Violence gegen eine Tochter von Großbritannien und seines Königs Schwester, ausüben würden. Die Folgen wider die Königin hätten vielleicht schröcklich seyn können, wenn Herr Keith sich nicht mit einem so großen Eifer und Geist hervor gethan hätte.

Der Herzog von Cumberland wird in einer Königlichen Jacht nach Kopenhagen segeln.

Dieses ist zu haben in Altona, in der Spieringkischen, nunmehro Haberkornischen Buchdruckerey, wie auch in Hamburg bey der Frau Tramburgs im Brodschrangen.

From the LONDON CHRONICLE, for February 4, 1772, No. 2363.

To the PRINTER.

SIR,

THE concern and vexation, which appeared in every countenance at the report which seems to have gained full credit respecting the Consort of a Northern Potentate, are very great; but as there is reason to believe the said report is a wicked and gross falshood and imposition on the English nation, should we not suspend our judgment? We seem to have judged ex parte; and have, in this case, gone even beyond credulity, let us nave a little patience. Recollect the manner in which that Lady was educated, and that, when delivered into the hands of her husband, she was in full possession of every virtue. All the graces were in her; she nothing knew but what was good. Can it then, with any degree of reason, be concluded, that in so short a time the Lady can forget every virtuous precept, and abandon herself to infamy? My dear Countrymen, it cannot be; and until we have a certainty of guilt, believe it not, though an angel from Copenhagen should affirm it. It was but the other day we were made happy in being told of certain regulations which had taken place, and are for the advantage of the people of that kingdom, and which were wholly attributed to the counsel of that Lady. Alas! there is too much reason to fear the exalted character, justly acquired with the populace, hath produced in those of rank, envy, hatred, confusion, and ruin.

The intrigues and disputes in that Court have long existed, and the exceeding wickedness of it is universally known. The Minister who has the greatest sway there, is Well known in Germany to be a bad man; confusion is his forte; and I make no doubt it well at length appear, that the young and amiable pair owe their present misery to the diabolical intrigues of him and his associates. Peace and quietness would have ruined him long ago.

Hence the source of all their troubles; and the cause of this Minister's intrigues is, that, in the midst of confusion, he may revel in security on the spoils of others. Accept from me then, by way of voucher, the outlines of the life of this man, and amongst hundred actions, each of which deserved a halter, but which I have forgot, permit me to present you with a few of equal merit which I do remember. This extraordinary person is now a Baron, and was Treasurer to that amiable Monarch on his tour. A few years before the invasion of Saxony by the King of Prussia, this man was a Merchant's Clerk in Hamburgh, and being discharged for some offence, became very poor; but gaining the assistance of a person on whom he waited as — and whom he sufficiently duped for his kindness, he became a petty Merchant in Hamburgh, but shortly decamped a la sourdine. After some time, he appeared as an inferior Clerk either in the Court of the late Elector of Saxony, or in one of the Offices belonging to the China Manufactory, and was in a place that gave him the knowledge of the most secret repository of the most valuable effects belonging to the Court; but no sooner was Dresden,

&c. in possession of the King of Prussia’s troops but away flies this faithful servant, and, for reward of promise and favour, makes a full discovery of the said repositories, to the extreme vexation of his royal and unhappy Master.

The invalidable sets of china round therein, the King of Prussia ordered to be sold; but this artful genius privately conveyed out of every set one piece, so that the Merchants finding them incomplete, and thinking on that account to have them very low, refused at that time to purchase, being privately advised by him so to do. He immediately informs the King that the Merchants would not buy, but said he would undertake to sell them: having by his address gained the King, he was permitted, and caused many waggons to be loaded and sent away to Hamburgh, &c. at the expence of the King and the poor country people. The Nobility, Gentry, and connoisseurs, all flocked to the sales; and the stolen pieces being restored to the respective sers, an immense sum was raised. However, it afterwards appeared, that the allowance he thought proper to make to his Royal Employer was at the rate of 1 s. 9 d. per pound sterling; nor had the King, being duped by his address and seeming sincerity, the least suspicion of being cheated, until our hero’s next exploit, respecting the contract for coining of a large quantity of silver, fully opened the King's eyes: but it was then too late; he had decamped, and flown to the court of Denmark; where, taking the advantage of the then King's want of money, he advanced it, and got himself appointed Danish Resident at Hamburgh, with the title of Baron; consequently he became protected by the Senate of Hamburgh as well as by the King of Denmark. His hatred to the English is rooted, and publickly spoken of, and the disgrace lately suffered by a young and noble Count is attributed to the advice of our Baron, as the Count loved the English, and his King and Queen. Thus, my countrymen, I have endeavoured to shew, that it is more than probable that our amiable and Royal country wornan, as well as the King her husband, have fallen by the wicked art and cunning of this monster. I should also have observed, that he is most assiduous in his court to one of the Dowager Queens, whose hatred to the reigning Queen is enormous.

It is wickedly asserted, that the Monarchs illness is attributed to some medicine given him by his Physician, &c. "Hear this, O Heaven, and be astonished, O Earth!" The truth is, that you ought rather to wonder that his Majesty is now alive, than that he is afflicted with nervous or paralytic disorders. My eyes were witness to the manner and excess of his living when he was at Altena. I could say a great deal, but it does not become me. I shall only say this one thing, which is an indisputable truth: That many who then saw his Majesty concluded, from his delicate constitution, it could not hold long, and execrated our Baron for his introducing him to, and encouraging him in, the most destructive vices. Therefore, if any disorder affects the head of his Majesty, may it not be more justly attributed, either to such excess, or to the diabolical act of the Baron, than to the Queen, who was educated in the fear of God?

C. P.

✂

NUMERO X. NOUVELLES EXTRAORDINAIRES DE

DIVERS ENDROITS

du MARDI 4. Février, 1772.

De PÉTERSBOURG, le 6. Janvier.

Pour prévenir, autant qu’il est possible, la communication de la Contagion, en ménageant la liberté du Commerce à la circulation des Denrées dans l’intérieur de l’Empire, l'Impératrice vient de faire émaner une Ordonnance, consistant en 23. Articles. (Cette Pièce est trop étenduë pour la donner actuëllement.)

La Comtesse de Scheel, Veuve du Ministre de Danemarc, mort depuis peu, a pris ces jours-ci congé de S. M. Impériale, qui lui a fait présent d'une très-belle paire de Boucles d’oreilles de Diamans. Le Lieutenant-Général de Weymarn, qui a dirigé à Varsovie les opérations de nos Troupes en Pologne, en est de retour, & a pris séance dans le Collège de guerre à la place du feu Lieutenant-Général Diets. On attend ici dans peu les Comtes d'Orlow, Commandans nos Armemens dans l'Archipel.

De VERSAILLES le 25. Janvier.

Le Roi a fait le 23. de ce mois, avec beaucoup de solemnité, la cérémonie de mettre au Cardinal de la Roche-Aymon la Barrette ou Bonnet, marque de sa nouvelle Dignité. Elle avoit été apportée par l’Abbé Comte de Riva, Camérier-Secret de Sa Sainteté. Après la Cérémonie, Son Eminence fut admise à l’Audience du Roi, auquel Elle fît ses remercîmens, & ensuite à celles de Mgr. le Dau¬

phin, de Madame la Dauphine, & des autres Princes & Princesses de la Famille Royale. A l'Audience de Madame la Dauphine on approcha au Cardinal un Tabouret. sur lequel il s'assit. L'Abbaye de St. Germain des Prez, que ce Prélat vient aussi d’obtenir, est de 130. mille Livres par an: Mais, comme nous l’avons dit, il en a été fait plusieurs démembremens. Le Cardinal de la Roche-Aymon est né le 17. Février 1697. Le 5. Août 1725. il fut sacré Evêque de Sarept; en 1729. il fut nommé à l'Evêché de Tarbes; en 1740, à l’Archevêché de Toulouse; en 1752, à celui de Narbonne; & enfin en 1762. il fut transféré à celui de Rheims, qui lui donne la qualité de Premier-Pair Ecclésiastique du Royaume. Il est actuëllement le Doyen des Evêques de France, Grand-Aumônier, & pourvu de la Feuille des Bénéfices depuis la disgrace de l’Evêque d'Orléans.

SUITE des Nouvelles de LONDRES des 21. & 24. Janvier.

Jamais Adresses de remercîment n’ont passé dans les deux Chambres du Parlement avec plus d’unanimité, que celles qui y furent arrêtées le 21. de ce mois. Il n’y eut dans la Chambre des Communes qu’une seule Voix, qui se fit entendre au moment que l’Orateur alloit prononcer le nemine contradicente, ce qui occasionna, comme de coûtume, un éclat de rire général. Cependant la Chambre étoit

très-nombreuse, & les principaux Membres de l'Opposition s’y trouvoient. La Séance des Seigneurs dura jusqu’à deux heures & demie, & celle des Communes jusqu’à trois heures après-midi. Lorsque les Seigneurs présentèrent le 22. leur Adresse au Roi, Sa Majesté y fit la Réponse suivante.

MYLORDS & MESSIEURS,

Je vous remercie de cette fidèle & respectueuse Adresse. Je reçois avec plaisir vos congratulations sur l'accroissement de ma Famille, & les assurances de l'attention que vous prêterez aux objets, que je vous ai recommandés pour le bien public. Rien ne sçauroit m'être plus agréable que l'idée, que vous me témoignez, de mon désir d'avancer le bien-être de mon Peuple. La Chambre des Seigneurs s’est ajournée jusqu’au Lundi 27. de ce mois. Celle des Communes a ordonné, qu’on ne reçoive des Requêtes pour des Bils particuliers qu’après le 9. du mois prochain. On n’avoit dessein d’entamer tout-au-plutôt la levée des Subsides (the Budget) que vers la fin du même mois, à moins que quelque chose de très-imprévu ne hâtât le développement de notre situation Nationale. Un évènement, dont on ne parle encore que mystérieusement, pourroit bien y donner lieu.

De LEIDE, le 3. Février.

Plusieurs Lettres de Copenhague du 17. & du 18. Janvier, ainsi que d'Altona & de Hambourg du 21. & du 22. en annonçant- l’importante Nouvelle de la Révolution, arrivée à Copenhague le 17. & le 18. rapportent différentes circonstances, qui ont accompagné & suivi cet évènement. Nous avons cru faire plaisir à nos Lecteurs de les rapprocher & de les leur présenter sous un seul point de vuë dans le Précis Historique, que voici.

La nuit du 16. au 17. Janvier a été marquée par un des événement les plus singuliers, que fournisse l’Histoire de notre tems, à qui fera sans doute un des traits les plus remarquables des Annales du Danemarc. Avant que d’entrer dans le détail des circonstances, qui l’ont accompagné, il ne sera pas inutile de dire un mot de celles qui l’ont précédé, & qui pourront faire conjecturer les motifs, qui ont opéré cette étonnante révolution.

Le Roi de Danemarc est d’un naturel flexible & sujet aux impressions. Dès son avènement, ce Prince fit divers changemens à sa Cour & parmi les Ministres, qui avoient eu la principale part aux affaires sous le Règne de son Père; & ces changemens se continuèrent de tems en tems. La Reine, son Epouse,

crut devoir prendre quelque part à l'Administration; & ce fut principalement par ses conseils, que le Roi se servit particulièrement du Ministère de Mr. de Struensée, Seigneur d’une naissance à la vérité peu illustre, aïant ci-devant exercé la Médecine à Altona, mais de talens supérieurs, desintéressé, plein de vuës salutaires pour le Royaume, & zélé pour le service de son Maître. |

La Reine Douairière Julienne-Marie, seconde Epouse du feu Roi, & Belle-Mère du Roi Régnant, ne se voyoit qu’à regret hors de toute participation au Gouvernement, ainsi que le Prince Frédéric, son Fils, qui l’accompagnoit toujours dans le séjour qu’Elle faisoit dans l’un des Châteaux du Roi.

il est aisé de concevoir, quels effets ont pu & dû avoir ces dispositions. La Reine Régnante & les Ministres, qu’Elle soutenoit, se faisoient des créatures: La Reine Douairière de son côté avoit son Parti, composé de tous les anciens Ministres éloignés de la Cour, & de tous ceux qui étoient mécontens de l’Administration.

Ainsi dès longtems l’orage se formoit, & l’on s’attendoit à la perte de l’un des deux Partis, qui devoit naturellement résulter de leur choc mutuël.

La révolte ouverte des Soldats du Régiment réformé des Gardes, arrivée il y a quatre semaines, les mouvemens qu’on remarquoit parmi les Matelots & le petit Peuple, les Placards seditieux & les Satyres contre les Personnes en place, qu’on répandoit avec affectation, annonçoient. depuis environ deux mois, la crise la plus violente, & avoient préparé les esprits à de grands évènemens. Enfin l’époque funeste arriva la nuit du 16. au 17. Janvier. La Cour étant revenuë au Château de la Capitale, pour y passer l’hyver, l’ouverture des divertissemens de la saison se fit le soir, qui précéda cette Révolution. Il y eut Bal masqué au Théâtre de la Cour & ensuite partie de jeu. Le Roi, après avoir dansé, joua au Quadrille avec le Général de Gaehler, son Epouse, & le Conseiller de Justice Struensée, Frère du Ministre. Le Prince Frédéric se trouva aussi au Bal, mais éloigné, comme de coûtume, de la personne du Roi & des principaux de la Cour. Le Roi quitta la Compagnie à minuit & se retira dans son Appartement. La Reine Julienne-Marie avoit attiré dans son Parti le Comte de Rantzau d'Aschberg, le Général-Major d'Eichstädt, & le Colonel de Köller, & avoit concerté avec eux, dans le plus grand secret, le Projet de débusquer le Parti opposés. La nuit du 16. fut d’autant plus propre à favoriser leur dessein, que le Bal du soir précédent avoit fourni une occasion naturelle de doubler les Gardes aux avenuës du Château, & que c’était le Regiment de Falster, que commande le Colonel de Köller, qui avoit monté la garde ce jour-là, & qui occupoit tous les Postes de la Ville & du Palais. A quatre heures du matin, le Prince Fré-

déric se leva, & se rendit avec la Reine Julienne-Marie, sa Mère, à la Porte de l’Appartement du Roi; ils ordonnèrent au Valet de Chambre Burghel de l’éveiller. Sa Majesté étoit profondement endormie, & ne songeoit à rien moins qu’au grand évènement qui se préparoit. La Reine Douairière & le Prince Frédéric passèrent ensuite dans sa Chambre, & lui représentèrent, qu’il se trouvoit dans le plus grand danger de perdre son Autorité, puisque la Reine, son Epouse, de concert avec le Ministre Struensèe, travailloit à un Acte, par lequel il devroit renoncer au Gouvernement, & leur remettre entièrement le timon de l’Etat. Le Sr. Ove Guldberg, Conseiller d’Etat, & Précepteur du Prince Frédéric, avoit préparé & écrit les différents ordres nécessaires pour arrêter & conduire en lieu de sureté la Reine Régnante & tous ceux qui étoient de son Parti. La Reine Julienne-Marie & le Prince Frédéric présentèrent ces ordres au Roi pour les signer. Le Roi, dans la plus grande perplexité, eut de la peine à s’y resoudre. Mais enfin, vu l’impossibilité de s’y refuser, ces ordres furent signés de la main de Sa Majesté.

Un de ces ordres étoit adressé au Général-Major d’Eichstädt, Commandant du Régiment de Zeelande, Dragons, en Garnison à Copenhague. Ce Général y étoit nommé Commandant de cette Capitale à la place du Général-Major de Gude; & il lui étoit enjoint de prendre les mesures nécessaires dans les circonstances où l’on se trouvoit. Il notifia en conséquence, à la tête d’un Détachement de Dragons, ces ordres aux Commandans des Postes, & il fit renforcer la Garde du Château par 40. Hommes de celle de l'Arsenal. D’ailleurs le Colonel de Köller, engagé par le Comte de Rantzau, s’étoit assuré d’avance des Officiers de son Régiment.

La Reine Régnante fut préparée à son malheur par un petit Billet; & un moment après le Comte de Rantzau se rendit dans son Appartement, accompagné des Lieutenans Bay, Pech, & Oldenbourg, & lui annonça qu’il avoit ordre de la conduire Prisonnière au Château de Kronenbourg à Helsingör.

La Reine, extrêmement etonnée d’une situation si imprévue, en témoigna son indignation & sa colère dans les termes les plus expressifs, & dit au Comte de Rantzau, que son entreprise lui coûteroit un jour la tête. Quoique piés nuds, Elle voulut sortir, pour aller parler au Roi, & le Lieutenant Bay lui barrant le passage, Elle lui ordonna, en Langue Danoise, de se retirer de son chemin: Mais le Comte de Rantzau défendit absolument de la laisser sortir, en disant qu'effectivement cela coûteroit la tête à lui & à ceux qui l'accompagnoient, si la Reine parvenait à voir son Epoux.

Sa Majesté protesta de n’avoir rien à se reprocher, d'avoir suivi en tout les mouvemens de sa conscience, d’avoir satisfait à son devoir, & de n’avoir cherché que le salut du Royaume & le bien des Sujets. Enfin

voyant, qu'il n’y avoit pas d’autre parti à prendre que celui de céder à la force, & de se laisser conduire à Kronenbourg, elle se borna à demander, qu’on lui permît d’emmener avec elle le Prince Héréditaire, son Fils, pour avoir en lui quelque consolation; Mais on lui refusa encore cette demande; & S. M. fut conduite par le Comte de Rantzau, accompagné d’un Détachement de 30. Dragons du Régiment de Zeelande, à la Voiture, qui la mena immédiatement au Château de Kronenbourg à Helsingör. Cependant, comme la Reine allaite elle-même ses Enfans, on lui a permis d’emmener avec elle la Princesse Louïse-Auguste, sa Fille, née le 11. juillet de

l'année dernière. Sa Majesté a été Accompagnée dans la Voiture par la Dame de Cour Mösting & par le Major Kastenschiöld, qui etoient déjà de retour à Copenhague le 17. au soir. La Reine leur a très-peu parlé pendant le trajet, qui a été de deux heures. Les principales Personnes du service de S. M. se sont rendues le 18. au matin à Kronenbourg: Mais, à ce que l’on assure, très-peu de Personnes ont la permission de la voir & de lui parler.

Pendant que ceci se passoit au Château, les principales Personnes du Parti, qui, aïant eu jusqu’ici la grande faveur, venoit de succomber en ce moment, furent aussi arrêtées de la manière qui avoit été concertée d’avance entre la Reine Julienne-Marie, le Prince Frédéric, & les trois Seigneurs que nous avons nommés. De ce nombre sont le Comte de Struensèe, principal Ministre, le Conseiller de Justice Struensèe, sonn Frère, le Comte de Brandt, le Lieutenant-Général de Gaehler & son Epouse, le Général de Gude, Commandant de Copenhague, le Chambellan Colonel de Falkenschiöld, le Grand-Ecuyer Baron de Bülow & son Epouse, le Contre-Amiral Hanssen, le Lieutenant-Colonel Hasselberg, le Professeur & Premier-Médecin Berger, le Conseiller Wildebrand, les trois Sécrétaires du Cabinet, la Comtesse de Holst, Madame Fabricius, & le Lieutenant de Marine Arboë.

Le Comte de Struensèe & le Lieutenant-Général de Gaehler étoient les principaux de ceux qu’on vouloir mettre en lieu de sureté. Le Colonel de Köller se chargea de la Commission de saisir le premier de ces Seigneurs. Il se rendit à son Hôtel, accompagné des Capitaines Malville, Frank, & Eiben; & lui signifia les arrêts, quoiqu’il ne fût pas encore muni d’ordre par écrit à cet effet. Le Comte de Struensèe lui demanda, s’il scavoit à qui il signifioit ces ordres; ouï, lui dit le Sr. de Köller, à vous, ci-devant Ministre du Cabinet & Comte, mais actuëllement mon Prisonnier. M. de Struensée insista qu’on lui montrât les ordres du Roi: Mais le Sr. de Köller répliqua, qu'il répondoit de sa tête, que c’étoit la volonté du Roi, qu’il venoit de lui annoncer.

Ensuite le même Colonel se rendit chez le Général de Gaehler, & lui signifia les ordres du Roi, ainsi qu’à son Epouse. Celle-ci, quoi-

que sortant du lit & en chemise, voulut se sauver par une Porte de derrière; mais elle la trouva gardée par deux Dragons. Des Officiers du Régiment de Zeelande avec quelques Dragons se rendirent chez le Colonel Falkenschiöld, & chez le Lieutenant-Colonel Hasselberg, pour les emmener Prisonniers à la Citadelle de Copenhague, où le Comte de Brandt, M. & Madame de Gaehler, MM. de Gude, Berger, Hanssen, & Arboë ont été pareillement conduits. Les autres Personnes, que nous avons nommées, sont gardées dans leurs Maisons.

Tout ceci se passa vers les 5. heures du matin; &, avant que le jour ne parût, la Nouvelle d’un évènement si extraordinaire & si imprévu remplit toute la Ville; le Peuple accourut en foule au Château; &, comme le bruit s’étoit répandu, qu’il étoit arrivé un malheur à la personne mêne du Roi, S. M. se montra aux Fenêtres, accompagnée de la Reine Julienne-Marie & du Prince Frédéric. La multitude témoigna sa joie par de grandes acclamations.

A midi, le Roi & le Prince Frédéric se promenèrent dans un Carosse de parade, attelé de six Chevaux blancs, par les principales Rnës de la Ville, au milieu des cris d’allegresse de la Populace, qui adore constamment l'astre au point de son lever, prête à lui faire mille imprécations, lorsqu’il est sur son déclin.

A 2. heures après-midi il y eut grande Cour au Château; & après le Dîner Comédie Françoise au Théâtre de la Cour. Lorsque le Roi parut dans sa Loge, ce furent de nouveaux Huzza's, parce que l’on regardoit la Révolution,

qui venoit d’arriver, comme la suite de la découverte d’une conspiration formée contre sa Personne, pour la dépouiller du Gouvernement.

Le soir, toute la Ville fut illuminée; & la Populace, toujours excessive dans son amour & dans sa haine, poussa sa joie jusqu’à piller toutes les Maisons des disgraciés & de ceux qui leur étoient attachés, au nombre de plus de cinquante, entre autres l’Hôtel, qui a appartenu ci-devant au Comte de Schulin, & que le Peuple se persuadoit avoir été acheté par le Comte de Struensée, pour en faire une Maison de débauche publique. La fureur fut telle, qu’on confondît parmi les objets de déstruction la belle Bibliothèque du Comte de Schulin, qui n’avoit pas encore été transportée, & plusieurs autres Effets qui lui appartenoient.

Ces excès obligèrent le Roi à faire publier, à son de Trompe, une Ordonnance, portant en substance, “que, quoique S. M. fut trés- contente de l’amour & de l’attachement, que lui avoient marqué ses fidèles Sujets, Elle n’a voit pu cependant apprendre sans un extrême déplaisir les excès & les desordres, auxquels son Peuple s’étoit porté la nuit précédente; qu’en conséquence Elle défendoit d’en commettre de pareils à l'avenir, ordonnant à un chacun de se retirer chez soi, &c."

( Pour ne pas interrompre trop longtems le Narré des circonstances, qui ont accompagné & suivi cette bruyante affaire, nous le continuërons dans, le Supplément. )

Je sous-signé aïant appris que quelques Négociants d'Instrumens à Prague s'arrogent depuis quelques années de faire fabriquer à Leipzig, Pfaffendorf, & Johannesberg, des Cors de chasse, des Trompettes, & plusieurs autres Instrumens de cette nature, en y mettant mon nom & ma marque, & de les débiter comme mon propre travail en tous lieux, principalement en Pologne: Et comme par là les Amateurs de pareils Instrumens sont non seulement surpris & trompés, mais que les Instrumens de ma façon pourroient par cette contrefaction se décréditer; &, pour que ceux qui voudront les acquérir sçachent si ces Instrumens sont de ma façon ou non, j'ai jugé à propos de publier par la Présente, que je n'ai jamais vendu, ni ne vendrai jamais aucun Instrument ou Marchandise à aucun Négociant; & que les Instrumens de ma Fabrique seront toujours munis de la Marque & Inscription, que l'on trouve au bas de la présente notification: En conséquence Messieurs les Amateurs de toutes sortes de pareils Instrumens, ainsi que des Cors de chasse d'invention que l'on peut mettre sur tous les tons, sont priés de s'adresser toujours directement à moi, comme pouvant répondre de mon travail; & je ne manquerai pas de leur fournir des Instrumens bons & bien conditionnés, à un prix raisonnable.

Antoine Kerner, Fabriquant de Cors de chasse & de Trompettes de S. M. Imp. & Royale à Vienne en Autriche, demeurant å la Waldzeil vis-à-vis du Bureau de Poste.

Anton Kerner K.K. Privil Hoff und Cammer Walchorn und Trump. Macherin Wienn. 1771

Avec PRIVILEGE de Nos Seigneurs les Etats de Hollande, & de West-Frise, A LEIDE, par ETIENNE Luzac.

SUPPLEMENT AUX NOUVELLES EXTRAORDINAIRES

DE DIVERS ENDROITS du NUMERO X.

De Leide, le 4. Février, 1772.

DE Stokholm, le 14. Janvier. Les Plena des Etats s’assembleront demain pour la première fois cette année. On esl dans l’attente de voir alors l'issuë des négociations qui se sont faites pendant les Vacances pour la réunion des esprits: Les Chefs des deux Partis se sont, dit-on, beaucoup rapprochés; mais quelques intérêts particuliers paroissent encore difficiles à concilier. On craint, que la publication du Discours du Roi aux quatre Orateurs ne cause de nouveaux embarras. On dit, que cette impression illégale fera la matière des premiers débats à la rentrée des Chambres; & que l’on fera éprouver à ceux, qui ont osé violer les Loix de la Police du Royaume, une animadversion rigoureuse.

Sur les instances, que la Diète a faites l’année dernière, le Roi a donné une Ordonnance qui prolonge le terme de la défence de toute exportation, soit de Grains, soit de toute autre Denrée quelconque.

Sa Majesté, qui est revenue ici le 11. du Château d’Eckbolmsund avec la Reine & les deux Princes ses Frères, a de nouveau ouvert les Audiences publiques; & il a été permis à tous Sujets de s y rendre, trois jours chaque semaine.

Les Comédiens François avoient été congédiés il y a quelque tems. Mais, comme le Public paroit goûter le Spectacle, il leur a été permis d’ouvrir Je Théâtre pendant le Carnaval prochain, à condition néanmoins de pourvoir eux-mêmes à leur entretien.

De Stokholm, le 17. Janvier. Les affaires de la Diète ont repris actuëlement leur train ordinaire; & avant-hier, Mécredi, les Plena ont de nouveau été assemblés pour la première fois cette année. On ne délibéra guères dans les quatre Chambres que sur des affaires particulières. La Noblesse prit en considération les Requêtes de quelques Villes, qui demandent la permission d’ériger, pour leur avantage, des Loteries dans leurs Districts respectifs, ainsi que les demandes de plusieurs Officiers, qui croyent avoir droit à quelques avancemens ou Pensions. Ensuite elle délibéra fur l’Extrait du Protocolle du Clergé, concernant l'élection d'un nouveau Chancelier de Justice. Cet Extrait avoit déjà été remis à la Chambre il y a quelques mois, mais on n’avoit encore pris aucune résolution à ce sujet.

Le Clergé procéda a l'élection d’un Député de sa part dans la Députation pour la Banque, à la place du feu Prieur Werandberg; & elle se fit en faveur du Docteur Rosen, Prédicateur de la Cour, & Curé de l'Eglise de Ritterholm. Après cette élection, la Chambre prit en considération un Mémoire, présenté & composé par un des principaux Membres de l’Ordre. Ce Mémoire est de la plus grande importance, puisqu’on y soutient la nécessité de ne pas décider définitivement dans la Diète présente tous les Points concernant les Privilèges des Ordres non Nobles, ou tous autres changemens projettés aux Loix fondamentales du Royaume, insistant que tous les Points en contestation entre la Noblesse & les trois autres Ordres soient renvoyés à la Diète suivante, en conformité de l'Ordonnance faite à celle de 1766. La proposition & le Mémoire qui la contient ont excité d’autant plus l’attention, qu'ils partent d’un Membre, qu’on a toujours regardé comme Partisan du Parti, qui a prévalu jusqu’ici dans la Chambre. Ainsi on le considère comme la marque d’un changement heureux, qui s'est opéré dans les esprits pendant les Vacances, & comme l’Avant-Coureur d’une prochaine réconciliation des quatre Ordres, pour laquelle on fait les voeux les plus ardens. Cependant ce Mémoire resta provisionnellement sur le Bureau, & l’on est encore à en attendre les effets,

Dans la Chambre des Paysans il ne se passa rien qui concernât les affaires publiques, si ce n'est qu'on rejetta l'érection d'un Lotto Génois dans cette Capitale. Ainsi ce Projet aïant été déjà désapprouvé par deux Ordres, & la Bourgeoisie n'étant, dit-on, pas disposée plus favorablement, il est vraisemblable, que la Capitale demeurera privée de cet Etablissement, quedans la rareté actuëlle des Espèces & l’état de langueur, où fit se trouve l'industrie par tout le Royaume, l’on juge avoir été imaginé assez mal à propos.

Le Committé-Sécret a délibéré fur le Discours du Roi aux Chefs des quatre Ordres & sur sa publication. Mais tout ce que l'on avoit craint ou prédit des suites, que pourroit avoir cette affaire, s’en est allé en fumée. Les sentimens n’ont, à la vérité, pas été fort unanimes, & quelques Membres étoient très-animés contre la liberté, dont on avoit usé; cependant on

n'a pris aucune résoIution sévère contre l'Editeur; &, quant nu fond même du Discours, le Committé-Secret a fini les délibérations à ce sujet par témoigner an Roi sa très-humble reconnoissance & son entière approbation des soins paternels, que S. M. avoit bien voulu avoir à cette occasion.

On apprend aussi, que le Committé-Sécret a résolu d’abolir la Commission, établie depuis quelques années en Poméranie, & de rappeller les Membres, qui l’ont composée jusqu’ici. Cependant, avant leur dissolution , ils seront chargés, dit-on, de visiter & d’examiner l’état actuël de l’Université de Greifswalde.

Les affaires de Finance & le règlement du cours du change, matière qui a toujours été du plus grand intérêt pour ce Pays, attirent à présent l’attention du Public: Il paroît journellement sur ces objets de nouveaux Ecrits sous le Titre de Considérations, Réfutations, Apologies, &c. Il s’agit principalement de déterminer, s'il vaut mieux fixer le cours du change fur l'ancien pié de 36. Marcs, monnaie de cuivre, pour un Rixdale en espèce, ou bien le porter à un taux plus haut, pour le bien du Royaume? Les opinions sur cette Question ont été très partagées il y'a nombre d’années, & elles le sont aujourd’hui plus que jamais. En attendant que quelque esprit d’une trempe supérieure trouve le moyen de réunir les avantages & d’écarter les difficultés, qui se trouvent des deux côtés, l’on parle beaucoup d’un Projet très-bien dressé, qu’un Commissaire de la Banque se propose, dit-on, d'offrir à la considération de ceux qu’il appartiendra. Il contient, à ce que l’on assure, des moyens de rétablir, dans l'espace de Ï2. ans, l'ordre le mieux entendu dans les affaires des Finances publiques, sans préjudicier le moins du monde au Commerce, & sans causer aucune perte aux Créanciers de la Banque. Dans l’idée avantageuse qu’on a de ce Projet, on languit de le voir soumis aux délibérations des Etats.

De BOLOGNE, le 15. Janvier. De mémoire d’homme on n’a vu tant de neige amonceiée fur les Alpes. Le Courier de la Toscane, qui doit les traverser, n'est pas arrivé depuis quinze, jours. .

De Marseille, le 20. Janvier. Nous venons de recevoir de Syrie la Nouvelle de la prise de la Ville de Seyde par les Troupes du Cheik Daher, En voici les circonstances.

Le 13. Octobre dernier, le Cheik Daher, Allié d'Aly-Bey & ennemi irréconciliable d’Osman, Pacha de Damas, fit sommer Dervich-Pacha, Gouverneur de Seyde, de quitter la Ville, s’il ne vouloit pas être forcé d’en sortir par la voie des armes. Le Pacha intimidé obéït & évacua la Place avec tout son monde.

L’Emir Youssouf, (Joseph) Chef des Druses & Allié d'Osman, instruit de cette retraite précipitée, envoya d’abord 5. mille Druses à Dervich-Pacha, & l’exhorta à rentrer dans la Ville avec ce secours. Ce dernier retourna donc à Seyde & se mit en état de défenses.

Le 18. Youssouf parut lui-même aux Portes de la Ville avec une Armée de près de 40. mille Hommes : Il marcha, sans perte de terms, contre les Mutualis, Peuple qui habite les Campagnes situées entre Acre. & Seyde, & qui, originaire de Perse, diffère des Ottomans en ce qu’il régarde Aly comme le vrai Successeur de Mahomet. Youssouf brûla & saccagea tout le Pays, tandis que le Cheik Aly Zamboudat resta auprès de Dervich-Pacha avec 2. ou 3. mille Druses pour défendre la Vide de Seyde en cas d’attaque.

Le 20, dix-sept Cayasses. gros Bateaux qui vont à voile & à rame, venues de Damiette à Seyde, canonnèrent la Ville: Mais le Château fit un feu si vif fur cette Flotte, qu’elle fut obligée de se retirer.

Cependant l’Emir Youssouf marchoit avec toute son Armée vers celle de Daher, Cheik d'Acre. Son Avant-Garde , aïant rencontré le 22. dans la Plaine trois cens Cavaliers de celle de Daher, crut devoir les attaquer sans attendre l’arrivée de l'Emir: Mais elle fut repoussée avec tant de vigueur, qu’elle prit la fuite en desordre. L’épouvante se mit bientôt dans toute l’Armée. L’Emir, après avoir fait des efforts inutiles pour rallier ses Troupes, qu’une terreur panique avoit saisies, fut obligé de se retirer sur la Montagne du Liban.

Le Cheik Aly Zamboulat, aïant appris cette Nouvelle, quitta les environs de Seyde avec tout son monde. Dervicb-Pacha le suivit, & la Ville se trouva abandonnée & presque sans Habitans.

Le 23. les Mutualis y entrèrent, & mirent tout au pillage. Trois heures après, le Fils aîné du Cheik Daher arriva: Il fit cesser le pillage, & rétablit la tranquillité dans cette Ville. L'après-midi les 17. Cayasses mouillèrent dans le Port, & débarquèrent le Kiachif nommé par Aly-Bey Gouverneur de Seyde. Il avoit avec lui 700. Hommes, qu’il distribua dans le Châ-

teau & aux Portes de la Ville. Il reçut avec honneur les Dragomans ou Interprètes & Agens des Francs, & les assura, que l'intention d'Aly-Bey, son Maître, étoit de favoriser le Commerce de leurs Nations.

On dit, qu'il est arrivé à Gaza une Armée de 60. mille Hommes, pour marcher de nouveau vers Damas.

De Leide, le 3. Février Voici la continuation du Précis historique de l’évènement arrivé à Copenhague (que nous avons entamé dans la Gazette de cet Ordinaire.)

Le 17. Janvier, on envoya un Capitaine au Conseiller-Privé Comte de Thot , qui se trouvoit sur ses Terres à dix miles de Copenhague, pour le rappeller au Conseil-d’Etat. Le Prince Frédéric y présidera, dit-on, à l’avenir, & aura le pouvoir d’un Premier-Ministre;

& la Reine sa Mère aura la principale part au gouvernement. Quelsques-uns des anciens Ministres seront aussi rappellés. On a donné au,jeune Prince Royal une Dame, qui, sous le nom de Grand’Maréchale, aura soin de son éducation. Les ordres du Cabinet seront signés, jusqu’à nouvelle disposition, par le Conseiller de Conférence Schumacher. Deux Commissaires ont été nommés pour rechercher la conduite des Prisonniers, dont les Papiers ont été scellés & mis sous la garde du Conseiller d’Etat Ove Guldberg, Précepteur du Prince Frédéric,

& qui a été nommé ces jours-ci Sécretaire du Cabinet."

"Pendant que cette Révolution, de laquelle le Comte von der Osten, ancien Ministre, a été, dit on, préalablement instruit, s’opéroit, & que l'on conduisoit les Prisonniers à la Citadelle, les Portes de la Ville sont restées fermées. Cependant le tout s'est fait avec assez de tranquillité & sans effusion. de sang; &, outre la Garde ordinaire, l’on n’y a employé qu’environ 150. Dragons. Les principales Personnes, qui y ont eu part, ont été recompensées par des Dignités & des avancemens. Le Comte de Rantzau d'Aschberg a été nommé Général de l'Infanterie & Chevalier de l'Elephant; le Général. Major d'Eichstädt Général de la Cavalerie & Commandant de Copenhague; le Colonel de Köller Lieutenant-Général, & Chevalier de Dannebrog; & M. de Büringskiöld Chambellan. Les Officiers du Régiment de Falster, qui ont arrêté les Prisonniers d’Etat, ont été tous avancés d’un grade; sçavoir deux Majors, quatre Capitaines, quatre Lieutenans, & quatre Sous-Lieutenans."

"Le Régiment des Gardes du Corps, récemment licencié, a été d’abord rétabli après cette Révolution; &, comme tous les Officiers & la plus grande partie des Soldats se trouvoient encore en Ville, il a monté dès le 18. au matin la Garde au Château, après qu’on lui eût rendu ses Drapeaux."

"Il est facile de se figurer la surprise où cette grande affaire a jetté tout le monde; &

il n’est pas étonnant, qu’il courre mille bruits au desavantage des Prisonniers. Le plus général est, que la Reine & les Ministres auroient eu dessein de se rendre formellement maîtres du Gouvernement, en faisant signer au Roi un Acte de Rénonciation. On dit même, que ce Projet auroit déjà existé plusieurs mois, & qu’on l’auroit mis à exécution, si quelques Officiers s’y étoient voulu prêter. Ce seroit pour cette raison, que la Reine, lorsqu’elle se vit arrêtée, se seroit plainte, d'avoir toujours trouvé les Militaires contraires à ses intentions. On remarque, qu'il a été trouvé chez le Comte de Brandt 20. mille Rixdales en Espèces, & on tire de-là des argumens contre son desintéressement. Mais dans toute cette affaire & dans les diverses imputations les Personnes impartiales ne voient que l’animosité de deux Partis, également avides du Gouvernement. Comme nous l’avons déjà dît, on ne peut refuser au Comte de Struensée des talens, du désintéressement, des vues salutaires mais on lui auroit voulu plus de prudence, sur-tout vu la jalousie que devoient naturellement faire naître son crédit, son peu de naissance, & l’éloignement des anciens Ministres & de la première Noblesse, qui avoit toujours été revêtuë des principaux Emplois, lesquels ne se donnoient à présent qu’à ses créatures & Amis. On ne peut niet, que plusieurs des Réformes & des nouveaux Règlemens, faits sous son Administration, n’aient eu des motifs d’utilité publique: Mais les changemens ont été trop subits & trop peu ménagés. L’abolition des jours de Fête a choqué les préjugés du vulgaire; & l’Ordonnance concernant les Mariages, les dégrés de parenté, & le divorce, a d’autant plus révolté les esprits, qu’elle a paru contraster avec les principes de Religion généralement reçus. Les Membres, du Conseil, récemment supprimé, ne se sont vus qu’à regret dépouillés de toute autorité. La cassation des Gardes peut avoir eu pour motif l’épargne d’une dépense peu nécessaire: Mais elle a Indisposé les Militaires, qui en général ont été mécontens des nouveaux Règlemens concernant le Service & les Congés: Et l’évènement, qui vient d’arriver, prouve assez, quel a été l’effet du peu de soin qu'on a

eu de se concilier un Corps si important dans l'Etat. On observe, que le Comte de Rantzau d'Aschberg, qui a été, pour ainsi dire, la cheville ouvrière de la Révolution, a vécu, lors de son séjour à Altona, dans la plus intime familiarité avec le Comte de Struensée, qui y exerçoit alors la pratique; & que c'est à ce Médecin, parvenu ensuite à la faveur, qu’il doit son rappel à la Cour.

On est curieux de voir les suites de cette affaire éclatante, donc la Cour de Londres a été d’abord informée par le Colonel Keith, son Envoyé, qui dès le 17. a fait partir en toute diligence son Sécretaire pour l'Angleterre. Le Gouvernement actuel a suffi expédié. d’abord a suffi expédié, d’abord après l'emprisonnement de la Reine & des Ministres, des Estafettes en différentes Cours pour les prévenir sur cet évènement.

La Cour d'Angleterre a reçu bientôt cette triste Nouvelle, puisque les Papiers Anglois du 21. (jour même de l’ouverture du Parlement) en parlent en ces termes.

Des Lettres du Continent affirment authentiquement l'avis, qu’une Prisonière Royale est dètenuë dans une Tour, inaccessible à qui que ce soi, excepté à ceux qui sont nommés pour la servir: Mais qu'un silence absolu sur cette affaire est imposé par tout le Royaume.

P.S. Des Lettres postérieures de Copenhague du 21. au 25. nous apprennent., que le Général-Major Gude & les Sécrétaires du Cabinet Zoege & Martini avoient été relâchés & mis en liberté, ainsi que le Grand-Ecuyer Baron de Bulow, qui avoit donné sa parole d’honneur de ne pas sortir de sa Maison. On avoit préparé pour Madame de Gaehler le meilleur Appartement de la Citadelle de Frederikshaven: Mais, après avoir été détenuë quelques jours, cette Dame a obtenu la permission de retourner chez elle. Quelques autres Prisonniers ne sont pas traités avec tant d’égards, & leur sort paroît même devenir plus accablant. Le Comte de Struensée, mal-vêtu & dans les fers, est enfermé dans un cachot obscur, où, ce qui est le plus triste pour un Homme de sentiment, le Peuple & les envieux de ce Ministre disgracié ont la permission d’aller repaître leur vengeance de cet affreux spectacle. Le Conseiller de Justice Struensée, le Comte de Brand, & le Premier-Médecin Berger sont aussi, diton, chargés de fers, & traités avec beaucoup de rigueur. Toute la Famille des Struensèe est enveloppée dans ce malheur, & parmi les Prisonniers se trouve une troisième Personne de ce nom, qui a la qualité de Lieutenant. Le Colonel Falkenschiöld et le Lieutenant-Colonel Hasselberg ont été transférés aux Casernes. Le Conseiller de Légation & Directeur des Postes

Sturz a été arrêté le 21. après-midi, & conduit à la Grand'Garde.

Toutes les Lettres, adressées aux Prisonniers d'Etat, doivent être remises au Cabinet-secret. La Commission, nommée pour leur faire le Procès, est composée du Conseiller-Privé Baron Juel Wind, des Conseillers de Conférence Braem, Stampe, Luxdorff, & Carstens, & des Confeîllers d’Etat Sevel, Koeford, Ancher, & Guldberg. On compte, qu'elle pourra avoir achevé son travail dans deux mois.

Toutes les Personnes, attachées au service de la Reine Régnante, qui se trouvoient encore a Copenhague, en sont parties le 19 pour se rendre à Kronenbourg, à l’exception cependant de trois Dames de Cour, qui ont été congédiées. Il y a un bruit sourd, que deux Seigneurs ont été envoyés, dans le plus grand secret, par la Hollande à Londres, pour remettre à S. M. Britanique le détail de cette grande affaire, & la prévenir sur les motifs de la détention de la Reine, sa Soeur.

Outre les récompenses, que nous avons déjà dit avoir été accordée aux Comte de Rantzau, Général d'Eichstädt, & Colonel de Köller, nous apprenons, que le second a aussi été revêtu de l’ordre de Dannebrog, & que le troisième a été nommé Premier-Aide-de-Camp-Général du Roi, & Membre du Collége Royal de la Généralité & du Commissariat. Les Srs. Guillaume de Huth & Seback Carl ont été pareillement élevés au grade de Lieutenant-General.

Au reste les mêmes Lettres ajoutent, que tout étoit actuëllement à Copenhague dans la plus grande tranquillité, & que le Roi avoit assité le 19it à l'Opera.

Jusqu’au 27. du mois dernier, il ne s'est rien passé de fort considérable_ dans les deux Chambres du Parlement de la Grande-Bretagne. Tout y est tranquille, et les Séances n'y passent guères les trois heures après-midi. Au départ du Courier le 28. les Actions de la Banque étoient à 152. & un huitième, celles de la Compagnie des Indes à 218. Les Annuités consolidées à trois pour cent à 88. celles de quatre poui cent à 96.

✂

XX, SUPPLEMENT A LA GAZETTE DE COLOGNE Du MARDI, 10 MARS 1772. Lettre de Copenhague, le 25 Février.

Monsieur!

LES nouvelles de Leide du 4 Février donnent un précis historique

de l’événement arrivé le 17 Janvier, si plein de faussetés & de mensonges, qu’à Copenhague, où je suis, les uns s’en moquent, & les autres en sont indignés. Je ne prendrois jamais la plume pour réfuter de si misérables contes, si vous ne m’aviés ordonné de vous informer du vrai & du faux. Puisque vous le voulés, Monfieur, vous serés obeï; vous trouverez ici la vérité: & heureusement je ne suis pas dans la nécessité de m’en écarter.

Le Roi de Dannemark aime son Peuple, & a toujours visé au bien-être de ses Etats. Pour obtenir la confiance de ce Prince, Mr. de Struensée fit parade de plusieurs projets qu’il scavoit être du goût du Maître. Protégé particulièrement, il ne fit que monter: enfin se croïant tout affermi, il porta ses vües audacieuses jusqu’à vouloir partager la Puissance supréme. Personne ne doit ignorer, qu’en dépit du VIIme & du XXVIme Article de la Loi fondamentale du Roiaume de Dannemarck, il se fit donner une autorité qu’aucun Sujet ne peut, ni souhaiter, ni exercer, sans se rendre coupable du crime de léze-Majesté. Son credit anterieur avoit déjà renversé l’ancienne Constitution du Païs; mais le pouvoir immense, qu’à présent il usurpoit, fut si violent & si arbitraire, que tout d’un coup on se croioit transféré de Copenhague à Consiantinople.

Dans peu on verra, qu’outre nombre d’autres attentats, il a pillé avec ses adhérens les coffres de son Souverain. Il ne faut ni Juge, ni recherche pour scavoir que lui & ses complices ont oublié tout le respect dû au Roi & à sa Maison: pour cela on n’avoit qu’à ouvrir les yeux. Il n'est pas moins incontestable, qu’ils encouragerent la licence & la corruption des mœurs : qu’ils tournerent en ridicule la Religion & dédaignèrent d’en sauver même les apparences; que leurs opérations politiques jettérent tous les Ordres de l’Etat dans la plus pénible incertitude, & génèrent tous les moiens de subsister. Les indignités , qu’on voioit, scandaliserent jusqu’à l’étranger; & ce qu’un bruit constant répandoit, êtoit horrible & trèsinjurieux à la NaTion, Moi, qui suis un peu incrédule, je fus obligé d’en croire à la fin plus que je n’aurois voulu. Je vous supplie, Monsieur, de rendre la justice aux Danois de croire, qu’ils aiment tendrement leur Roi & sa Maison héréditaire: qu’ils chérissent leur Patrie, & ne sont point faits pour être de vils esclaves d’un Ministre despotique & de ses Créatures méprisables.

J’ai l’honneur de vous assurer, que dans le cours de quelques mois, le zéle de ce Peuple pour le Roi & sa Maison & sa Patrie s’accrût si palpablement, que les gens sensés prévoioient autant une révolution, qu’ils la souhaitoient avec ardeur; mais ce qu'on craignoit fût, que le petit Peuple ne portât un coup mortel à l’Etat, qu’il méditoit de sauver. En même tems, le Parti ministérial fît de certains arrangemens qui annonçoient quelque trahison noire. La crise étoit violente: & croiés-moi, Monsieur, il faut avoir été alors à Copenhague, pour s'en faire une vraie idée.

Le Roi, instruit de tout, se vit dans la nécessité de mettre sa perfsnne en sureté, de sauver l’honneur de sa Maison & de dissiper la tempête qui grondoit déjà autour de son Trône. Il prit ses mésures, & l’effet a fait voir la sagesse de son Plan. La grande & vertueuse Princesse Julie Marie, Reine Douariere, fut du sécret, aussi bien que le Prince son Fils. Jamais elle n’avoit voulu participer au Gouvernement, sous le régne du feu Roi son Epoux: aimant la retraite & les occupations paisibles, elle se refusa aux grands rôles jusqu’au moment, que le péril du Roi & de sa Maison & celui de l’Etat la forcerent à paroitre pour remplir des dévoirs sacrés & indispensables: son Fils le Prince Frédéric, Frère zélé du Roi & vrai Citoien, êtoit déterminé de mourir plutôt, que de laisser périr la gloire de la Maison & l’honneur de sa Patrie.

Il n’êtoit nullement nécessaire que la Reine & le Prince se fissent un Parti; car les Sujets fidèles & attachés à leur Maître s’empresserent d’offrir leurs bras & leurs vies à son service & au salut de l'Etat. Le zéle de plusieurs, étant trop vif pour approuver la prudente lenteur de ces Personnes roiales, on risquoit à tout moment de voir s’allumer un feu, qu’on ne pouroit plus éteindre. Enfin on se détermina pour Mr. le Comte de Rantzau, le Général-Major d'Eichstedt & le Colonel de Köller. Les mesures en furent prises, & on fixa, le matin du 17 Janvier, pour l’heureux changement qui alloit s’effectuer.

A 5 heures & un quart, Mrs. de Rantzau & d’Eichstedt, avec plusieurs autres Officiers, entrèrent dans la Chambre d’audience du Prince & suppliérent, au nom de toute la Nation Danoise, la Reine & son Fils de se mettre à leur tête

& de les conduire chès le Roi. Msgr. le Prince marqua à cette occasion une tranquilité

admirable; il dit à un de ses Serviteurs qu’il honore de sa confiance: j'ai examiné mon cœur, mes intentions sont pures: fai voué ma vie à l'exécution de l'affaire.

S. M. étant éveillée par son valet de Chambre, se trouva entre les bras de sa Mère & de son Frère. Elle se hâta de signer les deux ordres, que Msgr.

le Prince lui présentoit, & depuis d'un front serein & d’un esprit calme, elle expédia

tout ce qui êtoit nécessaire pour l’exécution de ses ordres; sa sagesse les lui avoit fait résoudre; la bonté de son ame n’osoit plus en différer l’éclat.

Dans un instant, les Comtes de Struensée & de Brandt & le Professeur Berger, tous trois logés au Château, furent arrêtés. Le Colonel de Köller en eût la commission, & avoir si bien concerté ses mesures, que tout se fit tranquillement & d'un si bon ordre, qu’au Château même il y eut des personnes qui furent près de trois heures, sans scavoir ce qui venoit d'arriver.

Mr. dä'Eichsledt, que S. M. avoit nommé Commandant de la Ville, alla à Ia tête d’un détachement de Dragons, notifier à l’Arsenal, aux Corps de Garde & aux casernes la charge que le Roi avoir bien voulu lui confier. Le Général-Major de Gude, ci-devant Commandant de la Place, eut ordre de restier à sa Maison. Le Colonel de Falckenschiold & Mr. de Hesselberg, son Lieutenant-Colonel furent arrétés. En même tems, Mr. de Köller fit transporter à la Citadelle le Lieutenant-Générai de Gähler & son Epouse, le Conseiller de Justice Struensée & encore ceux, dont on s’êtoit saisi au Chateau. Le Baron de Bülau , le Contre-Amiral de Hanssen, le Conseiller d’Etat Willebrandt & Mr. Aboë, Lieutenant de Marine, furent gardés dans leurs maison: Pour ce qui est de la Comtesse de Holst & de Mad, de Fabricius, c'est le Gazettier qui les a mises au nombre des arrêtés.

La Reine Caroline-Mathilde partit vers les 9 heures pour Cronbourg, avec sa Fille Louise-Auguste. Le Gazettier, qui a été fort mal instruit, auroit mieux fait de se taire sur les propos, qu’il prête à cette Princesse, Cependant la nouvelle de tous ces événemens surprit agréablement les Bourgeois, déjà clandestinement armés pour racheter de leur sang la vie & l’honneur du Roi. Ils coururent au Château, & voiant-là S. M. se montrer aux fenêtres avec la Reine Julie-Marie & le Prince Fréderic, ils n’écouterent que la sensibilité de leur cœur, & firent tout retentir des acclamations les plus vives & les plus sincéres. A midi, le Roi accompagné du Prince fon Frére, alla se promener en carosse par les principales rues de la Ville, au milieu des cris d'allegresse, non seulement de la Popu lace (comme dit le Gazettier menteur) mais de tous les Citoiens, qui poussés par l’excès de leur joie, versérent les larmes, entourérent le carosse de leur Roi & adorérent la Providence. Le soir, toute la Ville fut illuminée, & alors la Populace, furieusement animée contre les Femmes de mauvaise vie, se jetta sur les maisons de débauche & les ruina. Pas une maison des disgraciés 6c des honnêtes gens ne fut touchée. Il est vrai, que l’Hôtel du feu Comte de Schulin subit le sort des bordels; mais la raison est qu’un certain Gabel, protégé de Struensée, l’avoit acheté & étoit fortement soupçonné de vouloir en faire un Temple de Venus. Ce qui resloit de la Bibliothéque vendue du feu Comte de Schulin, fut pillé.

Le lendemain, la tranquilité se rétablit par une ordonnance du Roi. Tous ceux qui a voient contribué a l’exécution des ordres du Roi, ont été dignement récompensés. Le Lieutenant-Général Schack-Carl Comte de Rantzau-d’Ascheberg a été nommé Général de l’Infanterie & Chevalier de l’Ordre de l'Elephant. Le Général Major d'Eichstedt, Général de la Cavalierie, Chevalier de 1’Ordre de Dannebrogue & Membre du College de la Généralité; le Colonel de Köller, Lieutenant Général de l’Infanterie, Chevalier du même Ordre, Membre du dit Collège & Premier Aide de Camp-Général du Roi: tous les Officiers des Regimens d’Eichstedt & de Köller qui avoient participé à la révolution, furent avancés d’un grade. Mr. de Beringskiold eût la clef de Chambellan, & peu après Mr. de Kaas en a aussi été décoré.

Le Roi a établi une Commission pour examiner la conduite des personnes arrêtées & les juger. Le choix de S. M. a été géneralement applaudi. On assure que les Commissaires ont déjà entre leurs mains plus de preuves qu’il n’en faut pour justifier la demarche qu’on a été obligé de faire. Les Comtes de Struensée & de

Brand, ainsi que le Frere de Struensée, sont dans les fers; mais personne ne les voit, excepté ceux qui sont chargés de les garder.

"Le Roi a érigé un Conseil d'Etat, duquel les Membres sont: Msgr le Prince son Frère, le Comte de Thott, le Général de Rantzau, le Conseiller Privé de Schack, le Général d'Eichstedt, l’Amiral de Römeling & le Comte d'Osten. Aucun Membre du Conseil n’est Chef d’un département; aussi les Colléges n'ont subi aucun changement. Ils font, chacun à son tour, raport au Conseil d’Etat, où le Prince assiste; c'est alors que l’on discute les affaires & qu’on les prend en délibération. Depuis, le Roi étant dans son Conseil, après avoir pris les éclaircissemens nécessaires, donne ses décisions, signe les ordres & les brevets, & les fait expédier par les Colleges réspectifs. Il ne faut que du sens commun pour préferer cette forme de Gouvernement au Déspotisme ridiculement imaginé par Mr. de Struensée. Lui seul s'était arrogé plus de pouvoir, qu’à présent il n’en réside dans l’ensemble du Conseil & des Collèges. Il chassa tout le Magistrat de la Ville de Copenhague par un ordre du Cabinet, addressé au Présidenr sa Créature, sans qu’il daignât en faire lui-même la communication aux Bourguemaitres & au Conseil de la Ville. Ce trait, je le crois, suffit seul pour faire toucher au doigt l’insolence extréme de ce Médecin. Son Frère, Mathématicien à Liegnitz, fut appellé par lui a l'administration des Finances de Dannemarck, sur lesquelles il étoit dans une ignorance parfaite; pour réformer la Marine, le Docteur-Ministre fit marcher un certain Willebrand, qui n’en sçavoit pas plus que de l’Algèbre ou de la Nécromancie,

"Si je ne craignais pas de vous fatiguer, Monsieur, je vous ferois une Liste bien longue de ces sottes opérations; mais l’échantillon, que j’ai eû l’honneur de vous présenter, suffit pour vous faire juge du mérite de cet homme, dont la Gazette de Leide prône les lumières & la probité. Assurément il ne doit fa chute, qu’à l’insolence de son caractére, & à l'étourderie de sa politique & de ses plaisirs, Ce n'est, je le sais, ni la Noblesse, ni les anciens Ministres, qui l’ont culbuté; celle-là étoit tout à fait abbatuë; & pour prouver, que ceux-ci n’y ont point contribué, vous voiés, Mr., que de ces Messieurs, on n’a rappellé que le seul Comte de Thott, vieilli dans les affaires & respecté de la Nation entière. Mr. d’Osten, que la Gazette de Leide fait ancien Ministre, n’est point du tout de ce Corps; il n’a pas eû non plus de part à l’événement qui lui etoit inconnu jusqu'au moment, que le Roi le fit appeller le 17 au matin.

"L'Etablissement du Conseil & la forme qu’on a donnée à l'Administration vous prouve, Monsieur, que le Prince Fréderic nest pas Premier-Ministre. Ce Prince, croiés moi, est trop au dessus de la Place d’un Struensée. Et la Reine son auguste Mére! cette Princesse, chérie par le Dannemarck, a deux millions de témoins & d’adorateurs contre les Partisans de l’impudicité & du déspotisme.

Je suis etc.

✂

No. 1772. No. 26.

De til

Forsendelse med Posten allene privilegerede

Kiøbenhavnske Tidender. Mandagen, den 30te Martii.

Af disse Tidender udgives ugentlig 2de Stykker, ved Brødrene Johan Christian og Georg Christopher Berling.

Seide i Syrien, den 20de Februarii.

Paa den Tid, da denne Stad blev erobret, har den her boende Franske Købmand Hr. Dûrand distingueret sig ved en forvoven Gierning. Han blev midt i Tumulten vaer en Rytter af Scheik Dahers Tropper, som han overtalede til at begive sig med ham til Kan eller Frankernes Bolig. Med dette Menneske fulgte endnu 2 af hans Camerader, Hr. Dûrand føyede til disse 3 Mand endnu 2 af sine Betiente, og trængte med saa svag en Bedækning midt igiennem Staden, hvor alting var i Forvirring. Han kom lykkelig til Døren paa Consulens Huus, og til Magazinerne, som de hidsige Soldater just da vilde opbrække. Derpaa udraabte han til disse Røvere Scheik Dahers Navn, lod sin liden Hob gribe til Sabelen, og naaede herved sit Øyemærke, at adskille disse Soldater, og at redde Magazinerne tilligemed Consulens Huus og de omliggende Huse. Roligheden er nu her ganske bragt i Stand, formedelst den nye Gouverneurs vise Foranstaltninger. Endog de Mutualers tilbageblevne Effecter ere efter hans Befaling bragte i Sikkerhed.

Stockholm, den 23de Martii.

I underdanigst Følge af Hs. Kongel. Majests. allernaad. Bevilgning giøres nu Begyndelse med et Kongel. Svensk musicalsk Academies Oprettelse i Stockholm, og dette Academie har udi dets, af Hs. Kongel. Majest. tillige naadigst fastsatte, Grundregler antaget, at udsøge af den Svenske Indfødde Ungdom tienlige Subjecta, og paa Academiets Bekostning at undervise dem udi Composition, Sang og paa Musicalske Instrumenter enhver efter sin Tilbøyelighed. Academiet lader desaarsag bekiendtgiøre, at de Unge af begge Kiøn, som have god Røst og lade see Lyst og Beqvemhed til noget musicalsk Instrument, og ville benytte sig af Academiets Underviisning, kunde personlig eller ved Fuldmagt melde sig hos Academiets Directeur, Hof-Capellmester Ferdinand Zelbell. Skulle nogen af dem endnu staae under Forældres eller Formynderes Opsyn, saa bør de fremvise deres Samtykke dertil tillige med Beviis om god Beqvemhed. Det Kongel. Academie vil helst have saadanne Lærlinger, eller nogenledes forhen øvede Subjecta,

som søge at faae udi denne Videnskab den største Færdighed som kan erlanges.

Fra Wallachiet, den 20de Februarii.

Russerne have befæstet sig paa hiin Side Donau i Isachzi, Tulza og Babadagh, og Cosakkerne, Tartarerne og andre lette Tropper giøre Tid efter anden Indfald i Bulgarien, saa at Tyrkerne frygte for, at de torde maaskee vove sig til Demotica, som ligger ikkun nogle Mile fra Adrianopel. Lige over for Widdin have Russerne paa denne Side af Donau oprettet

en stærk Leyr. Den sidste Storvizier er forviist til Gallipoli,

og er efter Forlydende bleven stranguleret. Hans Eflerfølger Mussun Oglu er den, hvis Klogskab og Tapperhed Tyrkerne have at takke for at de beholdt Morea. Han sendte de der værende Fæstninger Hielp i rette Tid, og standsede derved Russernes Foretagende mod samme. Han var den, som i forrige Feldtog standsede Russernes Seyervindinger, da han borttog deres Giurgeivo, og forsvarede samme indtil imod Feldtogets Slutning. Han rykkede med et Corps nær til Bucharest, og havde han kundet tvunget sine Troppers ubesindige Hidsighed, som ville erobre Bucharest, saa vilde Feldttoget maaskee ikke have faldet saa ulykkelig ud for Tyrkerne. Alle Efterretninger, som man erholder fra Tyrkiet,

mælde, at de Anstalter, som Keyseren giør til det forstaaende Feldttogs Aabning, ere overmaade store.

Mayland, den 3die Martii.

Man forsikrer, at Hs. Catholske Majest. nu har tilstaaet Infanten Hertugen af Parma større Frihed i Henseende til Regieringen. Hs. Kongel. Høyhed har nylig incognito bivaanet en her opført Opera, og er derpaa ved en Omvey reyst tilbage til Parma. Hertuginden paastaaer i hendes Gemahls Fraværelse at ansees som Regentinde. Det Parmesanske Ministerium er misfornøyet over, at det ikke blev underrettet om Hertugens sidste Reyse.

Christiania, den 18de Martii.

Christopher Larsen, en Normand, som næsten har været sin egen Lærmester, har her forfærdiget et Stue-Uhr, der, som almindelig, viser og slaaer sine Timer nøyagtig, og haver

desuden denne Indretning, at det hver tolvte Time afspiller en Psalme, ikke med Klokkespil, men med Piber som i et Positiv, og, naar denne Psalme er begyndt, fremkommer fra den ene Side af en Dør de 12 Apostler, og naar de passere forbi deres Herre Christus, som sidder i en Ovale, snoer enhver af dem sig til ham, dreyer sig derefter igien, og endelig tilsammen gaaer ind ad en Dør paa den anden Side, som da lukker sig igien.

Corsøer, den 27de Martii.

Aarets Tid og den stærke Tøe har tilligemed vestlig Vind og god norden Strøm giort en særdeles stor Forandring paa Isen, at hvor den langs med Fyhn stoed en fierding Miil at trække Baaden paa til og fra Landet, er den nu ikke allene drevet reent derfra, men og langt inden for Knudshoved, saa at nu om Dagen med Iisbaade kan skee god Transport, thi formedelst en Deel Driviis, som paa Vester Kende, og langt Sønder er at see kan Transporten ey endnu skee med Jagterne, hvilket man dog snart haaber, hvorefter og Postmester Peltzner og Borgemester Hr. Mathiesen i Nyeborg vente. Den 26de indkom en Engelsk Cabinets Courier til Kiøbenhavn. I Dag udgik Kiøbmand Hachson fra Sverrig til Hamborg. Helsingør den 30te Martii.

Den 17. huj. ankom her i Havnen 2 store aabne Fartøyer fra Eylandet Segerøe under Sielland, 12 Mile herfra, som Dagen tilforn med V. S. V. vare afseylede derfra, og havde ikke fornummet ringeste Iis Hidreysen. Bemældte Fartøyer vare ladne med Byg, Rug, Erter, som de alt have solgt, og ere igien i Dag gaaet til Seyls med en god Vind af O. S. O. og stærk udgaaende Strøm. I Havnen og Sundet er nu ey ringeste Iis. Meslingerne grassere endnu her temmelig stærk.

Kiøbenhavn, den 30te Martii.

Den 7de Decbr. 1771 haver Hs. K. M. allern. bestikket Auditeur Wilhelm Anthon Lindeman til at være Secretair ved den almindelige Pleye Anstalts Indretning udi Kiøbenhavn. Den 26de Febr, a. c. er Hans Christian Torverd allern. beskikket til at være Grændse Controlleur ved Toldskiellet imellem Hertugdømmet Schleswig og Jylland. Den 18de Martii er Architect Georg Erdman Rosenberg allern. bestilt til Huus-Bygmester ved Søe-Etaten.

Fra det Tydske Kammer er under 25de Martii h. a. efter Interessenternes Ansøgning i Saltværket ved Oldesloe bekiendtgiort, at samme nu befindes i saadan Stand, at i det mindste 5000 Tdr. Salt der i dette Aar kan sydes. Man seer sig derfor anlediget til paa beste Maade at recommendere alle og enhver denne nyttige Lands-Product, og dens Brug frem for andet Salt til Saltværkets Opkomst og Understyttelse. Man kan saa meget tilforladeligere giøre saadant, da efter anstillet chymisk Undersøgning af dette Salt er befundet, at samme har alle det Lyneborgske Salts Egenskaber, er af god Lugt og Smag, og er blevet erklæret for et ganske got Kiøkken Salt. Hvo som nu agter at forsyne sig med det Oldesioer Salt, som er i Tønder af lige Størrelse med det Lyneborgske, har at mælde sig ved Saltværket, og at vente al billig Behandling, saavel i Henseende til Prisen, som i andre Maader.

Man troer ikke at mishage Publicum, om man indrykker en Oversættelse af et Suplement til den Cølniske Gazette af10de Martii 1772. Det er et Brev fra Kiøbenhavn, dateret den 25de Februarii.

Min Herre!

De Leidenske Efterretninger af 4de Febr, give om den Tildragelse, som skeede den 17de Januarii, en historisk Efterretning, saa fuld af Urigtigheder og Usandheder, at i Kiøbenhavn, hvor jeg er, lee nogle deraf, og andre ere forbitrede derover. Jeg skulde aldrig tage Pennen, for at igiendrive saa elendig Snak, dersom De ikke havde befalet mig at underrette Dem om hvad som deri var sandt og falsk. Efterdi De saa vil, min Herre! skal De blive adlydt; De skal her finde Sandheden: og til Lykke, jeg har ikke nødig at vige fra den. —— Kongen af Danmark elsker sit Folk, og har altid sigtet til sine Staters Lyksalighed. For at erholde denne Fyrstes Tillid, kom Hr. Struensee frem med endeel Forslag, for han vidste at være Kongen behagelige. Ved Hielp af en besynderlig Beskyttelse steeg han stedse høyere. Endelig i den Troe at han aldeles var befæstet, udstrakte han sine dristige Hensigter lige indtil at ville deele den øverste Magt. Ingen bør være uvidende om, at han, tvertimod den 7de og 26de Artikel af Danmarks Riges Grundlov, lod sig give en Mandighed, som ingen Undersaat kan enten ønske eller udøve, uden at giøre sig skyldig i Majestætens Fornærmelse, hans Foregaaende Yndest havde allerede omkastet Landets gamle Forfatning; men den umaadelige Magt, som han nu havde tilvendt, sig, blev saa voldsom og saa vilkaarlig, at man troede; sig med eet forflyttet fra Kiøbenhavn til Constantinopel. — Inden kort Tid vil man faae at see, at han foruden en Mængde andre Forgribelser har med sine Tilhængere ranet hans Konges Casse. Der behøves hverken Dommer eller Undersøgelse, for at vide, at han og hans Medskyldige have tilsidesat al den Ærbødighed, der skyldes Kongen og hans Huus; for at mærke dette, behøvede man kun at aabne Øynene. Det er ikke mindre afgiort, at de opmuntrede Ryggesløshed og Sædernes Fordærvelse: At de giorde Religionen latterlig, og værdigede ikke engang at iagttage den mindste udvortes Anstændighed: At deres Stats-Foretagender kastede alle Stænder i den allerængsteligste Uvished, og giorde alle Nærings Veye vanskelige. Det ekle Tøy, som man saae, forargede endog Fremmede: og det, som et bestandigt Rygte udbredede, var græsseligt og meget fornærmende imod Nationen. Jeg, som er noget vantroe, blev nødt til at troe omsider meer, end jeg havde villet. Jeg beder Dem, Min Herre! at giøre. de Danske den Ret at troe, at De inderligen elske Deres Konge og hans Arvehuus: at De have Deres Færdreneland kiær, og ere ikke skikkede til at være nedrige Slaver af en despotisk Minister og hans foragtelige Creature. — Jeg har den Ære at forsikre Dem, at dette Folks Iver for Kongen og Hans Huus og Fædrenelandet voxede en Tid af nogle Maaneder saa øyensynligen, at kloge Folk saae forud en Omveltning lige saa vist, som de ønskede den ivrig; men det man gysede for, var at den kiære Almue skulle bringe Staten, som den tænkte at frelse, et dødeligt Stød. Paa samme Tid gjorde Ministeren og hans Partie visse Indretninger, som forkyndede et hesligt Forræderie. Der farligste Øyeblik var for Haanden, og troe mig, Min Herre! det behøves at have været den Tid i Kiøbenhavn, for at kunne giøre sig et ret Be-

greb derom. Kongen, underrettet om alt, saae sig nødt

til at sætte Sin Person i Sikkerhed, at redde Sit Huses Ære, og at adsprede det Uveyr, som buldrede omkring Hans Throne. Han giorde Sine Indretninger; og Følgen har viist Klogskaben af Hans Plan. Den store og dydige Princesse, Enke-Dronningen Juliane Marie, vidste af Sagen tilligemed Printsen Hendes Søn. Aldrig har Hun villet tage Deel i Regieringen under den salige Konges, Hendes Gemahls, Regiering: Hengiven til Stilhed og rolige Sysler, undslog Hun Sig for de store Roller indtil det Øyeblik, da Kongens Fare og Hans Huses og Statens tvang Hende til at træde frem for at opfylde hellige og uforbigiængelige Pligter, Hendes Søn, Prints Friderich, en nidkiær Broder af Kongen, og en sand Borger, var færdig at døe heller, end at lade Sit Huses

Hæder og Sit Fædrenelands Ære gaae til Grunde. —— Det

behøvedes slet ikke, at Dronningen og Printsen skulle giøre et Parti; thi De troe og Deres Herre hengivne Undersaatter kappedes om at anbyde Deres Arme og Deres Liv for Hans Tieneste og Statens Frelse. Efter som nogles Iver var alt for levende til at bifalde disse Kongelige Personers sindige Langsomhed, stod man hvert Øyeblik Fare for at see en Ild antændt, som man ikke mere skulde kunne slukke. Endelig bestemte man sig for Græv Rantzau, General Major Eichstedt og Oberst Køller. Anstalterne bleve giorte, og man fastsatte Morgenen den 17de Januarii til den lykkelige Forandring, som nu

skulle gaae for sig. Kl. 5 1/4 begave de Herrer Rantzau og

Eichstedt, med flere Officierer, sig til Printsens Audience-Gemak, og bad i den heele Danske Nations Navn, Dronningen og Hendes Søn at anføre dem, og ledsage dem til Kongen. Printsen lod ved Denne Leylighed see en forunderlig Sinds Rolighed; Han sagde til en af sine Betiente, som Han værdigede Sin Tillid: Jeg har randsaget mit Hierte, mine Hensigter ere rene, og Jeg døer for dem. Hans Majestæt vækket ved sin Kammertiener, befandt Sig i Sin Moders og Sin Broders Arme. Han hastede at underskrive de to Ordrer, som Printsen overleverede Ham, og derpaa udfærdinede Aller høyst samme Selv med et blidt Ansigt og et roligt Sind alt hvad som var fornødent til Hans Villies Iværksættelse. Hans Viisdom havde bragt Ham til at beslutte, og Hans gode Hierte torde ikke længer opsætte Virkningen. —— I et Øyebiik bleve Græverne Struensee og Brandt, og Professor Berger, alle tre boende paa Slottet, arresterede. Oberst Køller var dette anbetroet og han havde føyet sine Anstalter saa vel, at alting gik for sig saa stille og med saa god Orden, at der endog paa Slottet vare Folk, som i tre Timer ikke vidste, hvad skeet var. —— Den kloge og sindige General-Major Eichstedt, som Hans Majestæt havde udnævnet til Stadens Commendant, gik i Spidsen af endeel Dragoner, for at forkynde Tøyhuset, Vagterne, og Casernerne, den Post, som Kongen havde behaget at betroe ham. General Major Gude, tilforn Fæstningens Commendant, fik Ordre at blive tilstæde i sit Huus. Oberste Falkenskield, og Hr. Hesselberg hans Oberst Lieutenant, blive arresterede. Paa samme Tid lod Oberst Køller henføre til Castellet General Lieutenant Gæhler

og Hans Frue, Justice-Raad Struensee og endnu dem, som man havde bemægtiget sig paa Slottet. Baron Bülow, Contra-Admiral Hansen, Erats-Raad Willebrandt og Hr. Aboe, Lieutenant i Søe-Etaten, bleve bevogtede i deres

Huse. —— Dronning Caroline Mathilda reyste Kl. 9 til

Cronborg med Princessen hendes Datter Lovise Augusta. Imidlertid satte Tidenden om alle disse Tildragelser Borgerne i den behageligste Forundring. Allerede havde de hemmeligen væbnet sig, for med Deres Blod at redde Deres Konges Liv og Ære; og nu ilede til Slottet, og, da de der saae Hans Majestæt i Vinduerne med Dronning Juliane Marie og Prints Friderich, overlode de sig til deres for Kongen saa følelige Hierte, og fyldte Luften med de meest levende og oprigtigste Glædes-Raad. Om Middagen kiørte Kongen i Sælskab med Printsen, Hans Broder, igiennem Stadens fornemste Gader midt imellem Frydeskrig af alle Borgere, som, besielt af den fyrigste Glæde, fældede Taare, omringede Kongens Vogn, og tilbade Forsynet. Om Aftenen var heele Byen illumineret; og da var det, at den ringe Almue, grummeligen opbragt imod løse Qvinder, faldt an paa liderlige Huse og forstyrrede dem. Ikke eet Huus af deres, som vare faldne i Unaade, eller af skikkelige Folks blev rørt. Det er sandt, at den afdøde Græv Schulins Gaard leed samme Skiæbne som Hore-Husene; men Aarsagen er, at en vis Gabel, beskyttet af Struensee, havde kiøbt den, og var stærk mistænkt for at ville giøre den til et Tempel for Venus. Det som var tilovers af den afdøde Græv Schulins solgte Bibliothek, blev ranet.

—— Dagen efter kom Roeligheden tilbage ved en Kongelig

Befaling. Alle de, som have bidraget noget til at udføre Kongens Ordres, ere blevne værdigen belønnede. General Lieutenant Schak Carl Græve af Rantzau til Ascheberg er udnævnet til General af Infanteriet og Ridder af Elephanten; General-Major Eichstedt, til General af Cavalleriet, Ridder af Dannebroge, og Medlem i Generalitetet; Oberst Køller til General-Lieutenant af Infanteriet, Ridder af samme Orden, Medlem i samme Collegium, og Kongelig Ober General Adjutant: Alle Officier af Eichstedts og Køllers Regimenter, som havde Deel i Forandringen, bleve een Grad forfremmede. Hr. Beringschiold fik Kammerherre Nøglen, og noget derefter

er og Hr. Kaas bleven beæret med den. —— Kongen har

anordnet en Commission, til at undersøge de fængslede Personers Opførsel, og for at dømme dem. Hans Majestæts Val er bleven almindeligen bifaldet. Man forsikrer, at Commissarierne har allerede flere Beviser i Hænde, end der behøves, for at retfærdiggiøre det Skridt, man har været nødt til at giøre. Græverne Struensee og Brandt tilligemed Struensees Broder ere i Jern; men ingen seer dem, uden de, som ere

beordrede at bevogte dem. Kongen har oprettet et Stats-Raad,

hvis Medlemmer ere: Printsen Hans Broder, Græv Thott, General Rantzau, Geheime-Raad Schack, General Eichstedt, Admiral Rømling, og Græv Osten. Intet Medlem af dette Raad er Hoved for noget Departement: Collegierne have og ikke lidet nogen Forandring. De fremføre, hver i sin Orden, Sagerne for Stats-Raadet, hvor Print-

sen er overværende. Da er det, at man undersøger Sagerne, og tager dem i Overveyelse. Hvorpaa Kongen i sit Raad, efter at have taget de fornødne Oplysninger, erklærer Sin Vilie, undertegner Befalingerne og Konge-Brevene, og lader dem udstæde ved vedkommende Collegier. Der behøves kun sund Sands for at give denne Regierings Maade Fortrin for Struensees latterlige opspundne Despotisme. Han selv havde tiltaget sig meer Magt, end der nu er i samtlig Raad og Colleger. Han bortjagede Kiøbenhavns Magistrat ved en Cabinets Ordre, tilskreven Præsidenten hans Creatur, og værdigede ikke selv at give Stadens Borgemestere og Raad Underetning derom. Dette Træk, troer jeg, er nok til at kunde tage og føle paa denne Læges yderlige Uforskammenhed. Hans Broder, Mathematicus i Liegnitz, blev indkaldet af ham, for at forvalte Danmarks Financer, som han var fuldkommen vankundig i. For at støbe Søe-Etaten om, satte han en vis Willebrandt i Gang, som ikke forstod mere deraf end af Algebra eller af den sorte Konst. —— Dersom jeg, Min Herre!

ikke frygtede at besvære Dem, skulde jeg give Dem en skikkelig lang Liste paa disse daarlige Foretagender; men den Prøve, som jeg har haft den Ære at forelægge Dem, er tilstrækkelig for at sætte Dem i Stand til at dømme om dette Menneskes Fortieneste, hvis Indsigter og Retskaffenhed den Leidenske Avis har udbasunet. I Sandhed hans Fald maae han tilskrive sin stolte Siæl og sin dumme Stats Kunst og Vellyst. Det er hverken Adelen, jeg veed det; ey heller de gamle Ministre, som har styrtet ham. Hiin var aldeles undertrykt; og for at kiende, at disse have intet bidraget dertil, seer De selv, Min Herre! at af disse Mænd har man allene kaldet Græv Thott tilbage, den erfarneste Mand, og som hele Folket ærer. Græv Osten, som den Leidenske Avis giør til gammel Minister, er aldeles ikke af dette Tal; ey heller har han haft nogen Deel i denne Tildragelse, som var ham ubekiendt indtil det Øyeblik, da Kongen lod ham kalde den 17de om Morgenen.

Et Raads Oprettelse og den Form, Kongen har givet Sagernes Bestyrelse, gotgiør Dem, Min Herre! at Prints Friderich er ikke Premier-Minister. Denne Prints, troe mig, er langt oven over en Struensees Plads. Og Dronningen hans høye Moder! denne Fyrstinde, saa elsket af det hele Folk, har to Millioner Vidner og Tilbedere imod Ukydskheds og Slaveriets Forfægtere.

Jeg er & c.

Høyeste-Rets paadømte Sager i forrige Uge: No. 12. Stats-Raad Johan Jacob Hæseker, contra, Cancellie Raad Mathias Kølbolt Stauning. 45. Skoleholder Nicolai Damgaard, contra, Ole Olsen med flere, høye Tostrup Waldbyes Bønder. 123 Afg. Daniel Hassings Enke med flere, contra, Cancellie-Raad Jacob Peter Hersleb. 124. Peder og Erich Høyen med flere, contra, Cancellie-Raad Hersleb. 37. Jochum Christian Lund, contra, Christian Poulsen, paa Skipper Bruns Vegne. 17. Caspar August Friderich Smidt, contra, Claus Schou. 18. Anders Olsen Hofgaard, contra, James Ewardt og Maren Jens Datter. 22. Johan Adam Schnabel, contra, Anna, afg. Eberharts Enke. 33. Adam Plum, contra, Hans Schack de Bæhr.

Udi den i forrige Ro. Anførte Fortegnelse paa de af Landhuusholdnings

Sælskabet tildømte Præmier skal ved denne Afhandling om Tegne Kunstens Udbredelse til Smaa-Stæderne & c. i Stedenfor mindre Guld-Medaille læses mindre Sølv-Medaille.

Ved det Kongel. privilegerede Tal-Lotteriets 13de Trækning udi Kiøbenhavn udkom i Dag følgende Nummere:

38, 69, 61, 11, 87.

Ved Døden ere afgange: I Wiborg den i 13de Martii Mad. Sophia Amalia Laurberg, fød Lessou, Enke af sal. Provst Laurberg i Sønderholm, 74 Aar gl. I Aalborg den 10de hujus Kisten Selgensdotter, 74 Aar. Den 15de afg. Christian Feilkes Enke, Sophie Dahl, 94 Aar, som noget særdeles mærkværdigt kan tillige mældes, at hun over 67 Aar havde beboet det Sted; hvor hun døde. I Helsingør 2 af Hr. Diskers, Sognepræst til Bircherod Meenighed Sielland, hans Sønner, Discipler i denne Byes Skole. Her i Staden den 21de Mart. Bertel Pedersen Aarevads Kone, Else Marie Møller, 50 Aar. Den 25de Anders Jensen Harreschou, 26 Aar gl.

Vacancer: Byeskriver-Tienesten i Hiøring og annecterede Herred. Herredsskriver Tienesten til Horns og Wenneberg Herreder.

Posten fra Hamborg og Provincerne for i Dag er ikke ankommen Kl. 9 Aften.

NB. Den Kongel. Hof- og Stads-Calender er til kiøbs at bekomme i det Kongel. Bogtrykkerie.

HErren vor Guds Tale om Fred og Frelse til et Folk, der søger ham, forestillet i en Prædiken, som blev holden af Hans Høyærværdighed Hr. Biskop Harboe udi Christiansborgs Slots-Kirke, paa 3die Søndag efter Hellig Tre-Konger 1772., til taknemmelig Erindring for den Høyestes naadige Forsyn og Varetægt over Hans Majestæt Kongen, det Kongelige Huus, og disse Riger og Lande. Efter Befaling til Trykken leveret, findes til Kiøbs hos Hof-Bogtrykker Møller i Friderichsberg-Gaden No. 230. saa og paa Børsens Boglader og hos Mad. Kanneworff i Silkegaden, paa fiint Papiir for 1 Mk. og Tryk-Papiir 12 Sk.

Endnu ere nogle Exemplarer af Hr. Lauritz Bøtchers almindelige Betragtninger over JEsu Christi Lidelse, som kan læses med Opbyggelse baade i Henseende til Fordraget, som Tidernes Omstændigheder til Forhandling at bekomme i Kiøbenhavn hos Mad. Kanneworf i Silkegaden, Msr. Lante i Løvstræde, og Bogtrykker Thiele i store Helliggeistesstræde, i Odense hos Bogbinder Milo, i Aarhuus hos Velærværdige Hr. Stauning, i Ribe hos Bispens Amanuensis Hr. Fogh, i Salling hos Velærværdige Hr. Patberg i Jeberg Præstegaard; Prisen er 4 Mk. Tryk Papiir og 5 Mk. 8 Sk. Skriv Papiir.

Kiøbenhavns Beleyring, en Tragedie i 5 Handlinger, forfattet af Johanna Maria Weyde, er i stor Median-Octav til Kiøbs paa Skriv Papiir for 2 Mk. og paa Tryk-Papiir for 1 Mk. 8 Sk., eller indbunden for 30 Sk., i Brøggergaarden No. 49. paa Hiørnet af Compagnie- og Knabroestrædet, hos Forfatterinden.

Zarine, et Sørgespil 15 Optog i Vers, et Dansk Original-Stykke

af Johan Nordahl Brun, sælges hos Forfatteren i No. 83. i Badstuestrædet, uinbunden for 28 Sk. Exemplaret.

Svar paa den i Magazinet for Patriotiske Skribentere Aar

1771. No. 65. og 66. inddragne Islandopbilus til Author for Skriftet: Upartiske Tanker om Handelen paa Island & c., stort 2 og et halv Ark, er til Kiøbs for 8 Sk. paa Tryk og 10 Sk. paa Skriv-Papiir hos Boghandlerne paa Børsen, Mad. Kanneworff og Brødrene Berling.

✂

Stockholms N:O II Post-Tidningar Af den 6 Februarii. År 1772.

Tryckt hos IOHAN GEORG LANGE Warschau, d. 15 Jan.

Hans Majst år efter de undfängna blessurerne nu blefwen så återstäld til hälsan, at han redan til allmän fägnad rest ut. Man har utsett af Ulanerne 130 man, hwilka skola tjena honom til Escorte, när han far ut i Staden. Rossarne hafwa ock gjordt anstalter til H. M:s så wäl som den allmänna säkerheten. Uti et hällit Senatus Consilium är beslutit at üfsaâr twänne Ministrer ifrån Konungen och Republiquen Polen. Den ena, Gref Oginsky, kommer at gå til Wien med 3000 Ducaters underhäll och Chritewfki med 1500 Ducaters underhäll til Berlin. Man har funnit dessa bestickningar nödiga, for at befordra, om möjeligt är, den allmänna ron och lugnet här i Polen.

De Confedererade hafwa nu hos sig öfwer 100 Franska Officerare. Generalen Viemesnil har nyligen warit i Czenstochow til at besörja om samma orts ‘säkerhet. Han gör ock hwarjehanda andra tjenliga anstalter til mera Krigsordnings införande bland dem, såsom at de Confedererades Troppar blifwit indelte i Regementer och öfwade i manoeuvrerne. För öfrigt och likasom Stor-Polen och Polska andelen af Prensen äro nästan öfwer alt besatte af Preusiska Troppar, så är Lill-Polen upfyllt af Ruska Troppar. Desse sednare äro så fördelte, at Ryska General Majoren Smvorow commenderar dem som stå i Lublin, Lange har befålet i Opoczno, Stakelberg i Cracau, Obchelwiz i Sendomir och Galagin i Pinczow. Det förljudes at Gref Potocki och flere af de förnämsta bland de Confedererade, hwilke hittils uppehållit sig wid Turkiska Armeen, nu äro stadde uppå återresan til Polen och hålla qvarantaine. Dyrheten hår i Landet tager til alt mer och mer. En Scheffel Mjöl kostar i stora och lilla Polen 7 Polska Riksdaler.

Största delen af de 4000 Prensiske Husarer, hwilka för en tid sedan ryckte in i Polen, til at Recrutera Cavallerie-hästarne, hafwa qwarstadnat icke långt härifrån, och är det allenast några Majorer med et föga talrikt medfölje, som i förenämde affigt fortsatt resan til Ukraine.

Köpenhamn d. 27 Jan.

Uti de i dag utkomne Köpenhamnske Tidningar finnas följande omständigheter anförde;

Den 17 nästl. war det, som wår nådigste Konung lät igenom General Lieutenanten Gref Ranhau, General Majoren von Eichstedt och Öfwersten von Röller på Slottet Christiansborg om morgenen kl. imellan 5 och 8 arrestera de förr omnämde Personer. Deras Paper blefwo ock förseglade. Tiden skal framställa för werldenes ögon Konungens rättmätiga orsaker til desse steg: men hela Staden war allaredan så öfwertygad om Hans Maj:ts rättwisa, at glädjen war obesfrifwelig, och intil följande morgenen yttrade sig på alla de sätt, som kunde uptänkas. Emot middagen behagade Hans Maj:t Konungen med Deß Herr Broder Arf-Prinsen köra igenom Staden, nästan buren på sina Undersätares skuldror. Samma dag reste Drottning Carolina Mathilda med Prinsessan Louisa Augusta til Cronborgs Slott. Wid detta tilfälle skedde de befordringar, som i förra Tidningarne äro omförwälte.

I Inquisitions Commissionen öfwer de arresterade äro på Kongl. befallning utnämnde följande Ledamöter: neml. Geheime Rådet Baron Juel Wind, Conference Råderne Bram, Stampe, Lurdorf och Carstens; Stats Råderne Kofödancher, Guldberg och Sevel. Til at genomse Papper, Bref och Penningar äro utnämde General Lieutenanten von Banner, Conference - Råderne Schumacher och Suhm samt Stats Rådet Guldberg. Den sistnämde har warit Hans Kongl. Höghets Prins Friedrichs Informa-

tor. Fönämnde Inquisitions Commission har Låtit kungöra, at alla de, som af de arresterade hafwa bekommit och hos sig innestående antingen reda Penningar, Papper eller andre saker, skola innom 8 bagar efter dato det inlefwerera til Inquisitions Commissionen.

Som hela uplagan af den lilla Skrift til Konungen, författad af Conference-Rådet Peter Friedrich Sum, i dag gratis är blefwen utgifwen ifrån Boktryckeriet, där Köpenhamnske Tidningarne utkomma; så at inga Exemplar mera af samma Skrift äro at tilgå; har man til Läsares förnöjelse infört den samma i nyßberörde Köpenhamnske Tidn., så lydande:

"Länge nog hafwa Religion och dygd hos oß warit trampade under fötter; rättsinnighet och ärbarhet alt för länge förwiste ifrån wåra gränsor. Dock är Du, o Konung! oskyldig häruti. En skändelig sammangaddning af nedriga Personer hafwa bemästrat sig Din Person, gjordt tilgången til Dig omöjelig för alla rättsinta; Du såg och hörde endast genom deras ögon och öron; Medan Ditt Land simmade i tårar; fruktan, förskräckelse och ångest herrskade allestädes; medan Danska namnet war blifwit til wanära; och man atomlands ej tordes bekänna sig til det samma; medan Patrioterne stodo håpne, Rikena blefwo utsugde, det Kongl. Husets Sol förmörkades, och all ting war gifwit til spillo för Åreskändare, för Röfware, för Guds bespottare, för dygds och mensklighets Fiender; medan alt detta skedde, då war Du förnögd, förty Du tänkte, at alla woro förnögde, at Undersåtarnes lycksalighet befrämjades. Wälsignad ware Juliana! uphögd ware Prins Friedrich ! tacksamhet bewises emot alla Patrioter, emot alla dem, som af rena afsikter rifwit det band ifrån Dina ögon, hwilket hindrade Dig at se; som hafwa hämnat Dig och Riket; som hafwa wågat deras lif för wår räddning; som hafwa igengifwit Dig Din rätta och wäsenteliga Magt. Och sannerliga det war hög tid; ty jag såg Borgare hwässa deras swärd emot medborgare; Folk, som tilforene warit fredliga, uphitsas til mord; torde hända Din Residence-Stad innom få dagar blifwit et offer för lågan, och endast warit en ömkelig stenhop; samt Danmark och Norrige olyckeligit under den Konung, som ifrigast önskade deras wälfärd. Se, o Konung, glädjen i Dina Undersätares ögon! Beskåda med eftertanka deras frögde-eld, som är friwillig. Lät så många Konungars blod, hwilket rinner i Dina årar, upwärma Dit hjerta, til at Sjelf se Ditt Folk. Så gjorde Christian den Fjerde; så gjorde Friedrich den Fjerde; ewigt wördade namn ! Låt smickrare ej inbilla Dig, at Du är allaredan det De woro, utan sträfwa at blifwa som De. Af Gud och Dit Folk har Du Enewälds-magten. Du är också Gudi räkenskap skyldig, huru Du brukar densamma. En förfärlig magt! Enwälds magt! Ju större magt, ju större plikter. Sätt Sjelf skarnkor för denna magt, med at erkänna Gud öfwer Dig; med at se på Dit Folks bästa; med at utwälja wärdige Män, och Du

har den wärdigaste i Din Broder; med at ej döma och afsattja någon utan efter Lagarne; med at uphöja mäst Dina egna Undersätare. Låt oß igen i Dina befallningar höra wårt egit kära Språk. Du är ju Dansk, och jag wet, at Du förstår Danska; låt det främmande Språket wara et kännemärke på den nedriga Förrädaren, som war för orkelös til at wårda sig lära wårt språk, för spotsk öfwer oß, til at førnedra sig så långt. Lägg band på de sjelfrädige, och låt ej någon förorättas, aldraminst med uppenbart Wåld, om det ock skedde mot de aldraringaste människor. Låt de med orätt afsatte och landtförwiste komma tilbaka; låt nyttige Män bland dem igen bekläda Embeten; gjör ej för många och hastiga forändringar, at ej den tilkommande tiden blir lik den förbigångna; låt ej urgamla saker undersökas och rifwas up igen, men undersök noga de sidsta; bruka lindrig räfst emot dem, som möjeligen kunna behandlas med nåd, men straffa rättwisligen utan skonsmål dem, som hafwa wanärat Dig och oß. Afböj, at Din Faders Monumenter ej förfalla; inskränk de kostsamma lustbarheter; undersök noga Landets gäld och betala den rättmätiga; låt Norrige, det trogna och tappra Norrige få sit Mynt igen; låt deras Hjeltar aldrig mera blifwa förjagade från Thronen; Hjeltar, som äro Thronens säkraste Stöd; glöm ej Banquens, Handelns tilstånd, och låt den sistnämde ej mera wara et mål för några få egennyttige; om det är möjeligit, så afskaffa de hårda Skatter, som betunga Dina Undersåtare, och til det minsta utdela dem jämnare; med glädje skal jag efter ämne bära den det, som förut låg på den usle. Då skal Enwälds-magtens Land wara frihets, glädjes, ymnoghets, trygghets Land; mera än det fria England sjelft, hwarest egennyttiga och nedrige Ministrer wäl ej kunna hindra Folkets Rådslag at komma för Konungen, men hwarest de dock hindra werkningen deraf; hwarest de understå sig at fängsla Folkets Förswarare, dem som tala i en helig sak. Danmark, Norrige och Furstendömerne tala genom min mun til Dig, o Konung. Hwarken hycklerie, smickran, hopp eller fruktan drifwa min Penna; icke har jag nedrigt eller flitigt gjordt upwagtning hos de förre Ministrerne; aldrig har jag en gång besökt, hälsat på, heller bugat för de sista afskum; aldrig har jag som en Tiggare nalkats Din Thron: Försynen och min Hustru tackar jag före at de hafwa satt mig i stånd, at ej bedja om något. Hör därföre sanning af min mun; en sanning, som ej kan wara mißtänkt; en sanning, som nästan altid utestänges från Konungens Säte: frukta Gud, älska Dit Folk, regera Sjelf, tro Din Broder. Då wilja wi och Efterkommande kalla Dig Konung Christian den Store, den Wise, den Gode. Wår förmåga, wåre barn, wårt blod står til Din tjenst; för Dig, för Juliana, för Friedrich, för Fäderneslandet flyter det. Dit Konunga Hus, det Danska och Norrska Riket står då til deß at werlden faller. Den som ej tänker så, är ingen Dansk, ingen Norrman; men ho tänker annorledes, utan de, som äro sälde til laster? Ho ärar

och uphöjer icke den farliga men ärefulla Natt, som sönderbröt wåra bojor, som gjorde oß igen til et Folk. Härlige Natt! tilkommende homerer och Virgilier skola sjunga om dig. Så länge Danske och Norrske Hjeltar äro til, skal Julianas och Friedrichs beröm wara, men icke förökas, ty det är omöjeligit; Werlden skal således förr blifwa til intet, än deras ära förgås. Ewige Gud! Du som herrskar öfwer Konungar, öfwer Människor och Werldar; Du som med Dit wäders anda har förskingrat de ogudaktiga och gjort deras anslag til intet; gif oß förstånd och hjertan, til at inse Din Wisa Styrsel, til at erkänna Din Allmagt, til at följa Dina Heliga Lagar. Gif wår Konung kraft til at hänga fast wid Dig! låt honom inse, at Du är Hans Konung, och han wår Fader. Det ske! Det ske!

(I en Utländsk Tidning är infördt, at Gref Struensee och Gref Brant samt Justitiä-Rådet Struensee äro med hårdare arrest och Järn-fjettrar belagde: at enkannerligen Gref Struensee är i et mörkt Arrest-rum, där gemena Mißgerningsmän plåga inneslutas, i en flått klädning, och at en hwar kan se honom genom Järn-Gallret för Fenstren: at den ena Lif-Medicus Berger, som kom til samma sysla efter Gref Struensee, likaledes är belagd med Bojor; at den förra Hans Maj:ts Lif-Medicus, som äfwen har samma namn, och har Stats-Råds Charactere, är som en rättskaffens Man, åter kallad til Lif-Medici syslan; at alla bref, som komma til de fångna, aflemnas til Hemliga Cabinettet, och at man tror Rättegången wid Cabinettet kunna inom et par manåder wara til slut bragt.

Wien, d. 11 Jan.

I går aftons hitkom den nya Kongl. Franska Ambassadeuren Prinsen af Rohan, som är Coadjutor af Stiftet Strasburg, hwilken i dag aflagt des första besök hos Riks-Vice-Canzleren Fursten af Colboredo, och hos Hof-Canzleren Furst Kauniz.

Berlin d. 25 Jan.

I går, som war Hans Maj:ts Konungens Födelse-dag, spisade Han hos Hans Kgl. Höghet Prins Henric, hwarest äfwen Hennes Maj:t Drottningen, Hennes Maj:t Enke-Drottningen af Swerige, Kongl. Prinsessan Sophia Albertina, samt Kongl. Huset spisade til middagen. Efter middagen for Hans Maj:t til Potsdam.

Hamburg d. 27 Jan.

I går afled Kejserl. Kongl. General Lieutenanten Riddaren af Theresie Militair-Orden och Commendanten här i Staden Baron Janus i deß 61:sta år.

NOTIFICATIONER.

Följande Edictal - Citation införes i desse Tidningar på begäran, ord ifrån ord, sådan som den blifwit hit öfwersänd, afl. Großhandlarens i Stockholm Walter Graingers Arfwingar til efterrättelse, hwilka, enligt samma Citations innehåll, böra wid förlust af all widare talan, antingen sjelfwe, eller genom Laga Ombud, aldrasist inom Måndagen efter Söndagen Quasi modo geniti, som infaller

d. 27 Apr., sig inställa wid Stor-Furstel. Hollstenska Lands-Rätten i Kiel, och derstädes bewaka deras fordran af 2000 Ducater, som dem, i förmågo af framl. Generalens Gref von Dernaths til berörde Großhandlare lifstiden på nyinämnde summa gifne Förskrifning af d. 6 Oct. 1721, tilkomma kan, samt alla til saken hörande bewis och Handlingar då äfwen upte. Citationen lyder så: wir CHRISTIAN der Vll::de, von GOTTES Gnaden, König zu Dännemarck, Norwegen, der Wenden und Gothen, & c. & c. und von Desselben Gnaden Wir PAUL PETRO WITZ, Kayserl. Cron-Printz, Thron-Folger und Groß-Furst aller Reußen & c. Erbe zu Norwegen, beyde Herzöge zu Schleswig, Hollstein, Stormarn und der Dithmarschen, Grafen zu Oldenburg und Dellmenhorst & c. & c. Gevettere: Fügen denen nicht nahmhaft gemachten Erben des weil. Großhändlers zu Stockholm, Walter Grainger nomine, derer gegen Unsern, des Königs, Cammarherrn und Land-Rath, auch Unsern Landsassen, und lieben Getreuen, Herr FRIEDRICH OTTO Graf von Dernath auf Hasselburg, Övelgönne & c., bey dem gemeinsamen Hollsteimschen zu Rendsburg im vorigen Jahre gehaltenen Quartal-Gericht eine Ladung, in puncto prætensi debiti von 2000 Ducaten ex prætensa obligatione avita de dato Stockholm d. 6:te Octobr. 1721, ausgebracht worden, hiedurch zu wißen, was gestalt bemeldter Graf von Dernath, nach dem eurer seits die Sache jetzo nicht weiter afterfolget werden wollen, nunmehro bey dem diesjährigen Quartal-Gericht, wider euch, pro citatione edictali provocatoria ut & mandato de edendis documentis samt was dem anhängig, aller-und unterthänigste Ansuchung gethan. Wann Wir nun den verwaltenden Umständen nach solchem Petito Statt gegeben und darauf nachstehende Edictales, juncto Mandato, zu Recht erkannt; Als citiren, heischen und laden Wir euch, aus hoher Landesfurst:er Obrigkeitlicher Macht und Gewalt, auch von Gerichts- und Rechtswegen, hiemit ein für alle mahl und also peremtorie, aller - und gnädigst wollende, daß vor dem am Montage nach Quasi modo geniti des instehenden 1772:te Jahres hieselbst zu eröfnenden gemeinsamen Hollsteinischen Land-Gericht ihr nach Ordnung des Catalogi Causarum sub pæna præclusi & perpetui filentii entweder persönlich oder durch einen gnusam bevollmächtigten Anwald unausbleiblich erscheinet, nach von Supplicanten beschaftem Provocations-Antrage, eure bey dem im December vorigen Jahrs zu Rendsburg gehaltenen Quartal-Gericht, in puncto prætensi debiti liquidi von 2000 Ducaten, ex prætensa obligatione avita, vom 6:te Octbr. 1721, cum usuris & expensis gegen den Supplicanten ein citirte Sache fortsetzet, eure Klage rechtlich an - und ausführet, und nach hine inde verhandelter Noth - und Gegen-Nothdurft Sprüch Rechtens gewärtiget, mit der ausdrücklichen Commination und Verwarnung, ihr erscheinet als denn, und thuet deme also oder nicht, daß nichts destoweniger ans des gehorsamen und erscheinenden Theils anhalten in der Sache weiter, was Rechtens, ergehen, auch ihr auf den fall eures Außenbleibens, nicht nur mit gemeldeter eurer angeblichen Schuldforderung gäntzlich præcludieret, und ein ewiges Stillschweigen euch solcherhalb auferleget, sondern auch die vorberegte ausgebliche Verschreibung des Supplicantis Groß-Vaters, des weyl. Generals Graf von Dernath, an den Walter Grainger gerichtlich mortificiret und für null und nichtig erkläret werden solle. Wobeneben Wir auch, unter gleichmäßiger Commination hiedurch anbefehlen, daß ihr binnen sechs Wochen a die publicationis

hujus Citationis, so wohl die zu eurer Legitimation erfoderliche Urkunden, als auch sonst alle uns jede diese angebliche Schuld-Forderung directo vel per indirectum betreffende documenta ins besondere die angebliche Verschreibung des vorbemeldten weyl. Generals Grafen von Dernath, und die zwischen demselben und dem Walter Grainger desfalls zugelegt seyn sollende Liquidation in Originalibus hieselbst bey Unserm gemeinschaftlichen Land-Gerichts-Notario Cirsovius allenfals jurato einleget. Wornach ihr euch zu achten und für Schaden zu hüten. Gegeben unter Unsern vorgedruckten Königl. und Groß-Furstl:n Secreten in Unserer des Groß-Fursten und Hertzogs Stadt Kiel den 2:te Decbr. 1771.

(L. S. / R.) (L. S. / M. D.)

Christian Ludewig Rachel.

Commendeuren John Byrons Resa omkring Jordklotet, åren 1764, 1765 och 1766: innehållande Beskrifning öfwer Ön Madera, Brasilien, Falklands Öarne, Magellanska Sundet, Patagonske Jättarne, Ön Masa Fuero , de förut obekanta, men af honom uptäckta sju Öar i Söderhafwet, Ladroniska Öarne, Batavia, Goda Hopps udden, med flere förefallande märkwärdigheter; är på Bokhandlaren David Segerdals förlag af trycket nyß utkommen och säljes i des Boklåda på stora Rygatan a 3 dal. k:mt Exemplaret.

I morgen d. 7 Febr. kommer på Bok-Auctions Kammaren at försäljas resten af de Böcker, som efter tr. Förtekning börjades d. 5 Ejusd. , jämte div. andra Böcker efter skr. Catalog. Den 8 dito, som är en Lördag, kommer därstädes at göras början med försälgningen af et förnämt Sterbhus Bibliotheque, bestående i div. språk och Wetenskaper, enligt tr. Förteckning, hwarmed början sker med Octaverne.

Ben 12 Febr. nästk. blifwa följande i Riksens Ständers Banque pantsatte samt til försälgning behörigen lagfarne och tagståndne fasta Egendomar, bel. här i Staden, genom offentel. Auction å wanligt ställe i Banco-Huset kl. 3 e. m. förfälde, neml. 1) Fasta Egendomen N:o 45 på Norrmalm mid Holländaregatan i Qw. Lindansaren, å fri grund bel., wärd. til 12000 dal. k:mt. 2) Fasta Egendomen N:o 22, wid hörnet af Prästgatan och Ankaregränden i Qw. Ajar, å fri grund belägen, wärderad til 12000 dal. k:mt. 3) Fasta Egendomen N:o 23 wid Trångfund, uti Qw. det mindre å fri grund belägen, wärderad til 18000 dal. k:mt. 4) Fasta Egendomen N:o 125, wid hörnet af Swartman och Kinstugugatorne, å fri grund belägen, wärderad til 30000 dal. k:mt. 5) Fasta Egenbomen N:ris 127 och 140, belägen wid Österlång- och Baggensgatorne, fri grund, wärderad til 75000 dal. k:mt. Likaledes den 11 Martii försäljas följande i Banquen pantsatte Egendomar, 1) Fasta Egendomen här i Staden på Norrmalm och Drottninggatan under N:o 24 uti Qw. Adam och Ewa belägen, wärderad til 150000 dal. k:mt. 2) Louiseholms Järn - och Manufactur Werk, bestående af en Plåthammare och 2 Knivsmedjor samt en större och en mindre Hammare, hwarest förfärdigas åtskilliga sorter Manufactur-smiden, jämte tillydande kronoskattehemmanet Berg et helt och 3:ne oskattlagde Torp, en oskattlagd Såg och 2 skattlagde Mjölqwarnar, med skog och fiske, belägit uti Elfsborgs Län, Wedbo Härad och Toftedals sochn, wärderad til 61333 dal. kopp:mt. Närmare underrättelse om desse Egendomars beskaffenhet

kan inhämtas af de i Banquens Cancellie öefintlige wärderings-Instrumenter.

Den 17 Martii nästk. kommer uti Skara Stad uppå öppen Auction at uplåtas, til den, som lämnar de lindrigaste wilkor, nedannämde beklädnings persedlar för Kgl. Wästgöta Cavallerie Regemente, hwilka persedlar af Lefweranten i bemälte Stad komma at fritt lefwereras, neml. blått Kläde til Råckar 3937 1/2 aln., gult dito til wästar , 2312 1/2 dito, gult Boj 2750 dito, Foderwäf 7250 dito, Mässings Råckknappar 2333 1/3 dassin, dito Wästknappar 1833 1/3 dito.

Uti Kgl. Lif-Gardets Raportsalen blifwer d. 10 Apr. f. m. kl. 9. Uphandlings-auction anstäld på följande Monderings-persedlar för berörde Regemente at lefwereras medium Oct. innew. år, neml. 1836 st. Skjortor, 1836 par Ullstrumpor, 1836 par skor och 3672 aln. Stöflettwäf.

Nästk. Måndag som är d. 10 Febr. kommer på Stadsens Auctious Kammare at försäljas en wacker Kappsläda med tihbehör.

Den 28 innew. Febr. månad kl. 4 e. m. behagade Slagtaren Hans Pet. Lundgrens Borgenärer sammanträda på Källaren Stockholms Bours wid St. Jacobi gränd, at emottaga den andel dem af Concursmassan kan tilkomma. Åliggandes hwar och en wisa det han med Ed sin fordran wederbörligen fåstat, den som däri brister, äfwen som den, hwilken da är frånwarande, har at skylla sig sjelf, om hans rätt går förlorad.

Gullsmeden Gustaf Staffels samtel. Borgenärer, behagade d. 8 innew. Febr. kl. half 4 e. m. på Malmens Källare, med Curatorerne sammanträda til here angelägna ärenders öfwerläggan- och afgörande, som ej tola upskof; hwarföre de uteblifwande få, årnöjas med de närwarandes tagande beslut.

Concurs-Twister.

Hos wederbörande Domhafwande har Bruks-Patronen Johan Runer anmält sig wara sinnad på nästa Härads-Ting med Mora. Wenjans och Serna soknar, som infaller uti Mora Soknestufwa d. 6 Martii innew. år,

göra ansökning om sina Borgenärers sammanfallande, at til dem all sin Egendom på en gång få afstå, hwilket Borgenärerne til efterrättelse kungjordt warder, på det de må äga tilfälle at å berörde Ting sig infinna och med den gäldbundna Egendomen samt Bruksförwaltningen taga de mått och steg, som nödige wara kunna.

Härmed kungöres at Skattebondens Olof Jacobsons och des Fader Jacob Olsons i lilla Herdals Kyrkoby och Gesteborgs Län samtel Borgenärer komma at enligt anslagen Proclama sig inställa wid Härads-Tinget på Swegs Gästgifwaregård d. 6 nästk. Martii.

Tredje gången kungöres, at offenlel. anslagstiden fôr Commerce-Rådets och Riddarens Rob. Finlais & Compagnies samtel. Borgenärer löper til ända d. 17 nästkommande Martii.

Tredie gången kungöres, at handlande Borgaren Bengt Falks Concurs infaller d. 21 Febr. 1772 wid Eksid Rådstufwu-Rätt.

Den 10 nästk. Febr. blifwer wid Trosa Rådstufwu-Rätt slutelig Dom afsagd imellan för detta Mölnaren And. Söderbergs samtel. Creditorer, som til efterrättelse länder.

✂

En accurat Afbildning

paa

Grev Struensees

Grevelige Vaaben.

Forklaring

over

Grev Struensees

Grevelige Vaaben.

Skioldet er deelt i fire Deele, af hvilke den første og sidste indeholde

tvende blaae Floder paa skak i Guld-Feldt, i den anden Deel, som er rød, sees tvende Sølv-Nøgler satte imod hveranden, og i den tredie, som har samme Farve som den anden, ere tvende Sølv Laurbær-Greene over Kors, omgivne med en Guld-Krone. Hierte-Skioldet er af Sølv, ziiret med en Grevelig Krone, og forestiller et udrustet Skib.

Oven paa Skioldet ere trende aabne Hielme med elleve Traller og en Grevelig Krone over hver af dem. Paa den første Hielm sees en Ugle, holdende en Sølv-Nøgle i Næbet; paa den mellemste et udrustet Skib, og paa den tredie tvende Sølv-Vinger, imellem hvilke ere tvende Laurbær-Greene af Sølv, omgivne med en Guld-Krone.

Skioldholderne ere tvende Bevere, staaende lige op, med funklende Øyne, og med Halen imellem Beenene.

At Æres-Tegn ey altid er Med Ære og Fortienester forbunden, Derpaa et nyt Beviis er her:

Vel før man og en hielmet Skielm har funden — Ey Jordens Guder er alseende,

Og ærer derfor tit Uværdige. —

Tit skiuler Høyhed, List og Vold: Tit Æres-Krandse, onde Raad og Hierter; Hvad Struensee bar i sit Skiold,

Det alle veed; ja det til mange smerter;

En Skygge af hans Pragt er dette Tegn, Hans Skiændsel døer ey ud i Nordens Egn.

Hans Skib med Lykke-struttet Seyl Foer høyt og let ind i ukiendte Fiorde —

Men af forønsket Havn tog Fejl Skiønt Pluto og Frue Venus var om Borde, I Havnen det med eet kuldseylede Ved Himmelens alviise Styrelse.

Han Hoved-Nøglen listig stial Til Rigets Guld — og til Monarkers Hierter —

Han lukte efter eget Val —

Men lukte op for Synd — og mange Smerter —

Han lukte Døren i til Kongens Stoel —

Ja! Kundskabs-Nøglens Rov — det var Hans Maal. —

Han som en Flod i voldsom Fart Bortskylte manges Lykke — Penge — Glæder — Hans Vellyst intet var for rart,

Han hærdede sin Siel — i bløde Klæder. Han smittede det Vand, som før var klart — Men standsedes midt i sin snelle Fart. —

Her visnede den Laurbær-Krands Han drømte om, som Viis — som Sejer-Herre, Her sluktes Grevens gyldne Glands Som Rigets Soel berøvedes — desværre!

Her hialp ey Guld- og ey Sølv-kronet Glands Her visnede vor Greves Laurbær-Krands.

Her blev Veltalenheden stum,

Her tabtes Mast — og Last — og Roer — og Anker, Her Uglen gribes i en Slum,

Her styrtes mange sorte Natte-Tanker;

Ulykkens Fugl imod Sædvane sov I Nattens Mulm — og skiltes ved sit Rov.

En vinget Hevn anfaldt den Trop,

Som fløy saa høyt — den deres Vinger stækker — Et Mørkets Sælskab hæves op;

Ey Bever, Vid og Fliid og Vagt tiltrækker — Ey kronet Hielm— ey røversk Ugle-Vold; Med os var Gud, vor Hevner, Soel og Skiold.

✂

En accurat Afbildning paa Grev Brandts Grevelige Vaaben.

2
3

Forklaring over Grev Brandts

Grevelige Vaaben. Skioldet er deelt i fire Deele, af hvilke den første og den fierde forestiller en Salamander midt i en brændende Lue udi sort Feldt, men den anden og tredie, som er blaae, sees en hviid Stør, svømmende i Havet, holdende Hovedet og Halen oven for Vandet.

Midt paa dette Skiold er et mindre Skiold med en Grevelig Krone over, hvorudi sees en Guld Grannød i rødt Feldt.

Oven paa Skioldet ere satte trende aabne Hielme med elleve Traller, og en Grevelig Krone paa enhver af dem. Paa den første ere tvende Guld-Ild-Vifter satte paa Kors igiennem en Guld-Krone med Skafterne ned ad. Paa den mellemste viiser sig den øverste halve Deel af en Vildmand prydet med Krandser og Belter af Løv, holdende i den høyre Haand en Kølle, og med den venstre Haand i Siden. Over den tredie skinner en Guld-Stierne imellem tvende udstrakte Sølv-Vinger.

Skioldholderne ere ved den høvre Side en sort Ørn, som seer tilbage, har udstrakte Vinger og Kløer, rækker Tungen ud af Næbet, og har en Guld-Stierne paa Brystet; ved den venstre Side en rød Løve, som har en bister Aasyn, seer sig tilbage, og rækker Tungen ud af Munden.

De ere blevne Grever 1771 den 30 Septembr.

Uvisse Høyhed — korte Greve-Stand

Et Veyrlys liig — ja liig den kolde Brand,

Her brændte — Herskesyge høyt — og Iver i at synde, Begierlighed til Guldet — og de onde Lysters Brynde. Hvad nytter Skiold og Hielm og Ærestand,

Naar Hiertet blusser høyt i Ondskabs Brand?

I denne Ild sig Sielen hærdede Mod Loven døv — feed af Vellysterne.

Rovsyg og vild den bygte høit blant Ørnene sin Reede, Indbildte sig en Styrke, som en veeg for Kuld og Heede,

En Løve-Magt — en Salamander-Hud Og spottede med Dievel — Konge — Gud —

Men Skiold og Hielm forsvandt i Hevnens Nat, Den hærdede i Dommens Ild blev mat,

Hans Stierne faldt, og Rigets Soel brød frem i dette Mørke, Hans Løve-Grumhed — Større-Kraft— hans Ørne-fart

og Styrke.

Faldt ned for Himlens Hevn og Kongens Bud —

Holdt ey den sidste heede Lue ud. —

Trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

✂

Struensees Poenitentse og Tale til sine Medskyldige i Fængselet.

Kiøbenhavn Trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

2
3

Enhver begierlig er mit Levnets Løb at vide,

Det er naturligt nok, jeg selv det og maae lide,

At Folk, nysgierrige, vil vide alt om mig;

Thi jeg tilstaaer, mit Liv har været underlig.

Først var jeg Theolog, og tænkte Præst at blive;

Men Satan i betids mig derfra vilde rive,

I steden for en Præst jeg blev Frietænkere Udaf de fiineste og meest forhærdede.

Jeg fulgte drabelig Vantroens, Fandens Fahne, Frietænker-Skrifterne best smagede min Gane,

Jeg derfor Afskeed gav til min Theologie,

Iførdte mig i Hast Juristers Liberie.

Jeg og i Hue og Hast har vildet avancere,

Derfore vilde jeg min Jura sterk studere,

Ved dem man Ære nok kan naae, naar Lykken vil, Og største Høyhed man ved dem opklavrer til.

Men ved Theologie man sielden meere bliver End simpel Præste-Mand, en Stand, som ikke giver Forønsket Rigdom, og den høye Ære; thi For meget hersker nu fordømt Frietænkerie.

Men see! mit Haab slog Feyl, jeg nød det jeg søgte, Med mine Jura en fortrædlig Lykke spøgte.

Jeg som var hurtig i mit Væsen og Forstand,

Gav Jura Afskeed og greb Medicinen an.

At alle gode Ting er tree, det maae jeg sige;

Thi jeg har avanceert i Hast og uden Lige Ved dette tredie og sidste Studium,

Saa det har rygtedes all Verden runden om.

Jeg Conferentz-Raad blev i Hast, det lod sig høre,

En Doctor slige Spring saa ofte sees at giøre,

Men at jeg kort derpaa blev Greve og Vizir,

Det stor Forundring hos enhver, som tænker, gîr, Opfyldt med Ære, Fryd, med Rigdom, søde Dage,

Jeg havde kundet nu all Jordisk Glæde smage,

Hvis ey Ærgierrighed reent havde blindet mig,

Ved den jeg i en Hast blev høystulykkelig.

Jeg kuns til Urter fød, har Sceptret vildet føre,

Og høyst formastelig en Konge-Krone røre,

O Brandt! o Helveds Brand! din Brand mig lysede, indtil jeg Veyen fandt til Død og Helvede. Durchdrevne Gæhlert, fuld af Satans Kneeb og Renker, Du og en Aaarsag er i mine Baand og Lænker,

Forvovne Falkenschiold, som trodser Himmel, Jord, Du og er Aarsag, at min Jammer er saa stor.

Men hvortil hielper det Forbandelser at lyse,

De Karle lade sig af Eder ikke kyse,

Selv Fanden troer jeg dem ikke kyse kan;

Thi de forvendte er i Hierte og Forstand.

Brandt.

(forestilles at have hørt dette og siger:)

Holdt Munden, din Cujon! holdt inde med din Klage, Vort Liv dog engang her jo Ende skulde tage,

En ofte Straae-Død døer, som større Smerter har, End den, som Bøddelen udi en Hast giør klar.

En ofte paa sin Seng maae mange Dage sukke,

For den forønskte Død hans Øyne vil tillukke,

Men vores Død, hvor haard den endog blive vil, Dog hastig ende maae sit Theatralske Spil.

Struensee.

Saa tør du da endnu forvovne Ord udgyde?

Brandt.

Ja det, som mere er, med Spill og Sang mig fryde,

Struensee.

Dit Spill vist Ende faaer, man tager det fra dig, Brandt.

Saa synger jeg engang og derved fryder mig.

Jeg kan saa vel med Fryd som sukkende fordrive.

De Leve-Dage, som tilovers for mig blive,

Et Centner vægtig Sorg dog ikke redder mig,

Den Død, mig er tiltenkt, er u-omgiengelig.

Struensee.

Men Evighden da! vil du dig ey omvende?

Er vi ey Syndere; maae vi det ey bekiende,

Er vi ey Syndere, de allergroveste,

Som topmaalt har fortient det Heede Helvede?

Brandt.

Det er kuns lutter Væv om Helvede og Fanden Det kan din Tosse troe, som er forrykt i Panden,

Jeg aldrig nogen Tiid har troet om Helvede:

Thi ellers havde jeg ey hiulpen Struensee.

Falkensciold.

Ey hvad er det for Snak, en prater vek om Fanden,

En anden zittrer, som alt Øren var for Panden,

Vi bør med List og Mod afkaste Lenkerne,

Og søge vores Vel iblandt Soldaterne. Den heele Guarnison ey faaer os før at skue,

At den jo tændes an af Kierlighedens Lue,

I Spidsen af en Hær vi alting knuse bør,

Ey Klagemaal; men Mod vor Held og Ære giør.

Struensee.

Ey List, ey fyrigt Mod kan brekke vores Kieder,

Og om forgieves Hielp du hos Soldaten leder,

Enhver Soldat er troe imod Kong Christian Og Struenses Parthie er ingen tilgedan.

Ja! om Soldaterne saa galne skulde være,

At de til vores Fryd Gevæhret vilde bære,

Hvad vilde det forslaae? hver Borger er Soldat, Studentens Mod og Sværd er heller ikke mat.

Gählert.

Messieurs! jeg siger dem: vi skulde ikke trenge,

Hvis jeg kuns havde strax den Mængde Guld og Penge, Som jeg ved tusind Kneeb for til mig revet har, Potz tausend! daß ist Geldt, som alle Ting giør klar.

Struensee.

Jeg meere stiaalet har end Gähler trende Gange,

Men om jeg kunde end mit heele Rov erlange,

Jeg ingen Udvey saae til vores Redning; thi Enhver nok passer paa, at vi ey slippe frie.

Hvem vilde vel engang os Kiederne afføre,

Ey Magt, Forvovenhed kan dette Arbeyd giøre,

Tilmed hver hader os, som er i Rigerne,

Og ingen findes meer, som vi, forræderske.

Men om vi ogsaa slap af vore Baand og Lenker,

Jeg ingen Redning seer ved disse Kneb og Renker;

Thi vi i Dannemark ey ene er forhadt,

Vi paa all Jordens Kreds af alle er forladt.

Saa langt som Verden gaaer, enhver os bander, hader. Vi var Forrædere imod den beste Fader,

Den store Christian, den vise Scepter-Mand,

Og altsaa ingen Fred for os i noget Land.

Brandt.

Eh! bien, Monsieur! ret talt! Vi kan ey haabe meere, I Os, Vi Jer igien med Steilen gratulerer,

Men dog en Attendant jeg spille vil engang,

Og nogle Triller slaae i en parisisk Sang.

Man mere end en Død dog ikke os kan give,

Daß ist ein Uebergang, alt Levende skal blive

Engang igien til Støv, derfor kuns lystigt Mod, Lad Verden kiølnes ved at see vort Hierte-Blod. Naar vi først qvalte er, saa er det samme,

Vi føle da ey meer til Harme, Oval og Blame,

Jeg har den samme Troe, som Epicurus før,

At Siel og Legeme med eet de begge døer.

Dervaa jeg drikke vil bort all min Sorg og Smerte Udi et godt glas Ponch, som glæde kan mit Hierte,

Ja jeg fornøyer mig, saa længe jeg er til Jeg spille, synge, og jeg drikke, sladre vil.

Struensee.

Jeg og en Atheist var i de glade Dage,

Men Ak! vi liden Trøst i dette kuns kan smage,

En Helved avled Skræk er i min Siel antændt Mit heele Hierte er med Angst og Vee bespændt.

Ak! jeg fortvivle maae, ey Salighed kan vente,

Hvor skal jeg Trøst mod Død og Helveds Luer hente,

For Bødlen zittrer jeg; men tusind gange meer For Sarans aabne Gab, som grudsomt ad mig leer. Som K — ge-M — re hvor skal jeg finde Liise,

Hvem kan mig Veyen vel til Roe og Frelse vise,

Jeg nævner Frelse, ja der er en Frelsere;

Men han ey Frelser er for mig usalige.

Jeg forud er fordømt, det kan ey andet være,

Jeg gloend Kroner skal i Satans Rige bære,

Fordi i Norden jeg Guldkronen ønskede,

O at saa dybt jeg faldt for Satans Fristelse.

Dog holdt! en Gnist af Trøst frembryder i mit Hierte, Jeg føler Lindring i min store Angst og Smerte,

Jeg hører Frelseren, som raaber kierligen:

Jeg er hver sønderknuust, bodfærdig Synders Ven.

O søde Jesu! vil du da min Frelser være,

Skal jeg til evig Tiid din Død og Naade ære

O ja! Du haver talt. — Dit Ord stal evig staae, Jeg evig Salighed ved dine Saar skal faae.

Gid hver Medskyldig sig af Hiertet og omvende,

For Dig, for Kongen og for hver sin Synd bekiende Gid ey Haardnakkenhed hos nogen haver Sted,

Som slutter Veyen til for evig Salighed.

Gid hver og een af os vor grumme Synd fortryde Da skal vi trøstes her, og hisset hos dig nyde

Fuldkommen Salighed for din udstandne Død.

Det være skal min Trøst i Siels og Legems Nød.

✂

An Mo Nützliche MWàt zu Dannemark, Norwegen, rc. rc. Meme» allergnädigsten König und Herrn in Christiansborg.

Schreibe« an den König von dem Grafen von Struensee, oder Mrunterthänigste Bitte für sich und seine Mitgefangenen, um einige Erleichterung und Befreyung von den wohlverdienten Strafen/ nebst dem ehrerbietigsten Wunsche: Lieber sogleich mit dem Leben zu büßen. .>V; ME ' ' EEE - Sen Gelegenheit des hohen Königlichen Geburtsfeffes,

am 29sten Jenner «nterthänrgst abgelassen.

Allerdurchlarrchtigster, Großmächtigster,

Allergnadigster Lrbkönig und Hert

$ n allertiefster Unterthänigkeit, von Schrecken erfüllet und von Angst V bend, wage ich, zu Eurer Königlichen Majestät Füßen diese geringen Zeilen nieder zu legen. O möchten dieselben vor meines theuresten Königes Augen kommen!

Wie sehr, allergnädigster König , wünschte ich, an diesem Feste Eurer Königlichen Majestät, mich, nebst Höchstdero Unterthanen, einfinden zu dürfen, welche das Glück und die Gnade geniessen, vor meines allergnädigsten Königes Thron zu stehen , um Hochdemselben des Himmels Segen anzuwünschen, und Hochdesselben Gnade zu erflehen. Wie sehr wünschte ich, an einem so hohen, so freudenvollen, und für beyde Reiche so erwünschten Tage, an der ehrfurchtsvollen Freude Theil zu nehmen, die Heute alle Unterthanen im Herzen fühlen und davon entzückt werden! Wie gerne führte ich jetzt meine Feder zu meines allergnädigften Königes und meines geliebtesten Vaterlandes Ehre! aber sie ist ermattet; Schrecken umringt mich, daß die Hände zittern ; mein Blick schwärzet das Papier; und entfärbet die Dinte»

Die hohe Gnade, deren Eure Königliche Majestät mich vorhin gewürdiget haben, Hochdenenselben zunächst zur Seite zu sitzen, und deren ich selbst mich so freventlich beraubet habe, die macht jetzt mich äusserst beschämt. Die Erinnerung der Gewalt, die Eure Königliche Majestät mir allergnädigst anvertrauet hatten , das Ruder des Reichs zu führen, die schlägt mich jetzt mit Schrecken. Daß ich, der ich sonst auf dem Königlichen Schlosse überall, wo ich wollte, umhergehen durfte, jetzt mich in einem engen Gefängnisse sehen muß, das verdoppelt meinen Kummer. Statt des ersten Staatsministers, bin ich jetzt der niedrigste und elendeste Gefangene. Statt meiner ausserordentlichen Freyheit, trage ich Ketten. Statt meines vorigen großen Ansehens, habe ich alle Verachtung. Alle diese Erinnerungen verstärken meinen Schmerz, ich werde ohnmächtig, und mir entfällt die Feder. —

Doch die Hoffnung auf meines allergnädigsten Königes Milde und Gnade gibt mir sie wieder.

Verheelen kann ich nie, was überall nur gar zu bekannt ist. Meines allergnädigstm Königes Verfügung mit mir, mein unerwarteter Fall, meine gegenwärtige Wohnung, alles dieses quälet mich nicht; da mein Gewissen, das nun erwachet ist, mich überweiset, daß mein allergnädigster König höchst gerecht mit mir verfahret, daß meine Verstoßung noch

MER Gnade

| a (I

| a (I m

Gnade ist, und daß ich meine harte Gefangenschaft verdienet habe; und doch ist nichts widerwärtiger, nichts quälender, nichts anstößiger für eine hohe Seele, als eben dieses. Die, über welche vorhin meine Gewalt so groß war, daß sie mich fürchten und ehren mußten; die, welche meinem kleinsten Winke gehorchten; die, welche von einem einzigen meiner gebietenden Blicke keinen Schritt abwichen; die, welche vor meiner kleinsten zornigen Mine bebten, und vor meiner Stimme erzitterten; die, welche wetteifernd meine Gnade suchten, und zu meiner Gunst sich zudrangten; die, welche aus Eigennutz mich stets durch heimliche Entdeckungen zu beschützen bemühet waren; die, welche vor mir knieten, um den Saum meines Kleides zu küssen: alle die, sageich, verspotten, verspeyen, verhöhnen und verlaumden mich; keiner bedauert mich, und waren noch Einige, die Mitleiden mit meinem Jammer hatten , so dürfen sie es nicht äussern. Keiner beklaget mich; sondern alle sind sich darin einig, mich zu hassen. Ich weiß, ich bin versichert, daß ich jetzt, in meinem elenden Gefängnisse, mehrere Hasser habe, als vorhin, auf dem erhabnen Schlosse, Anbeter und Freunde. Vorhin war das Glück mir so günstig, daß es mir erlaubte, an meines attergnädigsten Königes Seite zu sitzen: jetzt aber ist es entflohen, und an dessen Stelle ist das Unglück getreten, das nun so stark geworden ist, daß mir kaum erlaubt wird, dem Elendesten und Verachtesten in Seiner König« lichen Majestät Reichen zur Seite zu stehen. Erbärmlicher Zustand! nichts kann mich retten, nichts wird mir helfen. Fern sind die, welche mich trösten sollten. Je mehr ich nachdenke, je mehr verzweifle ich. Ich fange an zu seufzen, aber vergebens? Ich rufe um Hülfe, aber umsonst. Ein nagendes Gewissen quälet mich Tag und Nacht, und laßt mir nirgends Ruhe oder Erleichterung finden. Kaum bricht der Tag an, so wünsche ich, daß er zum Ende sey; und kaum wird es Abend, so grauet mir vor der langen Nacht. Mein finstrer Kerker hat nun meine Augen geöfnet; ich sehe einen Stral hereinbrechen, und mir grauet; ich sehe ihn, und seufze mit dem großen Grieffenfeld,

"Kaum ward die Welt mir gram, als ich die Sund' erkannte;

"Gestürzt sah ich mit mir auch Freunde und Verwandte.

"Die Schuld ist offenbar, entdeckt sind unsre Ränke,

"O Gott! o mein Monarch! in Gnaden mein gedenke!"

Vorhin dachte ich, gewissermaaßen die höchste Gewalt mit dem Königlichen Hause zu theilen: aber mir ist sogar die Macht, die ich über mich selbst zu haben. glaubte, benommen. Aller meiner Günstlinge bin ich beraubet; der Umgang mit meinen Vertrauten ist mir verboten: sie alle sind gefangen, und was man jetzt Betrug und Ranke heißt, das ist offenbar. Kaum will uns Gott helfen; kaum kann uns die Vernunft retten. Die Gerechtigkeit überweiset uns, das

Recht

Recht klagt uns an; unsre Furcht wird größer, unsre Hoffnung wanket und will schon sinken. Nun erst seufzen wir zu Gott; nun erst stehen wir zu der Gnade des mildesten Königes.

Meine Mitbrüder und Mitgefangnen, allergnädigster König und Hert, seufzen mit mir, und ihre leisesten Seufzer dringen durch die Mauren meines Kerkers in meine Ohren. Die Freude, deren wir vorher genossen haben, verursachet uns jetzt Betrübniß; die Würde und das Ansehen, das uns zuvor die Königliche Gnade gab, verdoppelt unfern Jammer.

Unser Unternehmen gegen das Königliche Haus und gegen das Vaterland können wir nicht verheelen, da es Allen bekannt geworden ist; wir können es kaum laugnen, da unsre Bande, unsre Ketten, unser Gefangniß Beweises genug sind. Wider unfern Willen sind wir getrennet worden, da wir es am wenigsten vermntheten. O Jammer! o Noth! wir dürfen nicht mit einander sprechen, wir dürfen uns nicht einander trösten. Einige gar zu schlaue Personen haben unsre Heimlichkeiten entdecket, und wider unfern Willen uns ges trennetz; sie haben unsre Anschläge bemerkt, und uns eingekerkert. Das einzige, was jeden unter uns insbesondre trösten kann, ist unsers allergnädigsten Königes mildes Herz und angebohrne Großmukh, nach welcher Er nicht anders als recht und billig handelt; und daß, wer Seinen heiligsten Gesetzen und Verordnungen folget, er keinen als den Schuldigen bestrafet, und dem Unschuldigen Recht und Gnade angedeihen läßt.

Nie hatte ich es gewagt, allergnädigster König und Hert, meine Feder in der Absicht anzusetzen , daß ich mein und meiner Mitgefangenen Vergehen und Verbrechert gegen das Königliche Haus und Reich ablangnen wollte. Zwar ist nichts theurerals das Leben: aber doch würde ich es nie gewagt haben, darum zu bitten; «lie würde ich dieses nur gedacht haben. Verwirkt habe ich es, das weiß ich: aber mein einziges Flehen ist Gnade! Gnade!

Ich erkenne es vor Gott, ich bekenne es vor Eurer Königlichen Majestät, daß meine Verbrechen größer sind, als ich sie zu erkennen vermag , und Daß ihrer mehr sind, als ich zu zählen weiß. Mein finstres Gefangniß hat nun meine Augen eröfnet; und der strenge Zwang, in welchem ich jetzt lebe, hat mich vollkommen überwiesen, daß ich meiner Freyheit gemißbrauchet habe. Von einer Ehrenstuske zur andern erhob Eurer Königlichen Majestät Gnade mich; Sie liebten mich, Sie traueten mir, und liessen mich thun, was ich wollte: O hatte ich doch nicht, da mein allergnädigster König mich zum Nächsten nach Sich erhob, alle Unterthanigkeit, Ehrfurcht und Erkenntlichkeit bey Seite gesetzt; wie sehr glücklich wäre ich gewesen ! Betrübnißvoller Tag für mich, da ich! zuerst das Licht der Welt erblickte! unglücklicher Tag, da ich zuerst meines

X 3 aller-

i I i

I EEE M c i

c : i.

allergnädigsten Königes Angesicht fchauete! Verfluchter Tag, da ich

verzweifle; — Doch nein; die Hoffnung zu Eurer Kömglichen Majestät Gnade erhält mich, und stärket mich.

Doch, was darf ich hoffen? was soll ich hoffen ? Recht? — das wieder: fährt mir, Leben? — das habe ich verwirkt. Freyheit? — die habe ich ge: mißbraucht, und sie ist verlohren. — Was denn nun? — Gnade! Gnade!

Ewiger Gott! steh mir bey: ich verzweifle! ich verzweifle!

O laß. mich einen Schimmer der Gnade erblicken, die ich vorhin verachtete. Eile zu mir mit Deinem Tröste, den ich zuvor kaum gesucht habe. Rette mich! rette meine Seele!

Je mehr ich nachdenke, desto mehr verfalle ich in Tiefsinn; und mir grauet, nicht vor dem Tode, sondern vor einer schrecklichen Ewigkeit.

Allergnädigster König und Hert! Ehemals war es Gebrauch, an gewissen Festen Gefangne loszugeben. — Aber nie darf ich es wagen, Eure Königliche Majestät, an diesem Tage Ihrer hohen Geburt, um mein Leben anzuflehen. — Hochdieselben erquicken, an diesem Ihrem Feste, so viele mit erfreulicher Hoffnung: aber dieser Freude habe ich selbst mich beraubet. Eure Königliche Majestät erfreuen und erheitern Alle, die so glücklich sind, Hochdenenselden nahe zu styn. O lassen Sie doch, allergnädigster König, einen kleinen Trost von Ihnen mich erquicken! Eure Königliche Majeftät geruhen zu erwägen, daß ich nicht so kühn bin, an diesem hohen Feste, um Befreyung von meinem Gefängnisse zu flehen: nein, nur um Erleichterung.

Die schweren Bolzen und Ketten, die auf Eurer Königlichen Majestät allergnädigsten Befehl ich tragen muß, drücken mich so hart, daß ich matt und ohnmächtig geworden bin. Ich bin zugleich entwaffnet und entkräftet, und mein finstrer Kerker hat mich muthlos gemacht. O allergnädigster König! möchte ich, o möchte ich den geringsten Schimmer der Gnade erblicken, die Eure Königliche Majestät heute so vielen schenken! 0 möchte Hochdero Königliche Milde und angebohrne Großmurh vorwalten, so dürfte ich an diesem großen Tage hoffen, daß meine Bande ein wenig gelöset, meine Ketten ein wenig erleichtert, meine Gefangenschaft ein wenig gemildert, und ich von dem harten Zwange ein wenig befreyer würde. Hörete mein allergnädigster König mein Flehen, so weiß ich, Er würde mich erhören. Aber, weil ich so mancher Unterthanen Bitte nicht der Königlichen Gnade vorgetragen habe, so muß ich zweifeln , ob es meinem Flehen verstattet seyn werde, meines allergnädigsten Königes Gehör und hohen Beyfall zu finden.

. Ja, allergnadigster König, ich weiß, daß ich Leben, Ehre und Güter verwirkt habe; da à nagendes Gewissen mich überweiset, daß ich es vollkommen verdimet habe, und nie es wagen darf, dieses zu läugnen. Aber geruhen

Eure Königliche Majestät, diejenige Gnade, die in Hochdero Macht steht, mir unverzüglich wiederfahren zu lassen: so nehmen doch alle meine Klagen ein Ende. Sie, allergnädigster König, haben die unumschränkte Macht, alles zu geben, was Sie wollen. D! nach Hochdero Königlichen Weisheit, zu zu deren Seiten Milde und Gerechtigkeit stehen , dieselbe zu unterstützen und zu leiten, geruhen Eure Königliche Majestät, mein Todesurtheil zu unterschreiben; so bin ich vergnügt, so will ich mit Freuden sterben.

Ich weiß, Erhabner König, der Tag der Geburt Eurer Königlichen Majestät ist ein Freudenfest für Hochdero beide Reiche; ja ich habe bemerket, wie sehr die treuen Unterthanen ihren allergnädigsten König lieben, und wieder von ihrem Landesvater geliebet werden. Daraus schließe ich, und bin überzeugt, daß jene mit Eurer Königlichen Majestät höchst zufrieden, und Eure Königliche Majestät es mit ihnen sind. Dürste denn ich mir die Gnade erflehen, mich, obgleich in Ketten und Banden, unter den freyen Unterthanen einzufinden, damit sie vor die Ohren Eurer Königlichen Majestät, mein allerunterthanigstes Flehen bringen, das ich für Hochdieselben, und für mich zum Himmel absende.

Ihr starken Pfeiler des Reichs, die Ihr meinen attergnädigften König in Seinen Reichsgeschäften unterstützet! Ihr, denen der letzte Blutstropfen nicht zu theuex ist, um Ihn zu beschützen! Ihr, deren Gedanken ganz darauf gerichtet sind, Seiner Weisheit zu Hülfe zu kommen, und Ihm Seine hohen Vatersorgen zu erleichtern! zuerst flehe ich jeden von Euch an; habet Mitleiden mit mir, der ich vorhin so unbescheiden war, und kaum jemanden kennen wollte. Vergebet mir meinen Spott über Euch, und meine Verachtung Eurer Verdienste. Begnüget euch an der Freude, daß ich mein Verbrechen gestehe , obgleich Ihr sie kaum achtet. Begnüget Euch an der Ehre, daß ich meines allergnädigsten Königes, Euer und des Reiches Gefangener bin, obgleich Ihr auch dieses kaum achtet. Seyd mir günstighöret mein Flehen! seyd mir gewogen! Jetzt gesteheich es jedem von Euch zu, und muß es Euch zugestehen, daß Ihr des Königlichen Hauses und des Reichs Bestes kennet und befördert, und daß Ihr unsers Monarchen Gnade habet. Verlasset mich! ich bin gegen jeden von Euch unbescheiden gewesen:, doch erlaubet mir, zu bitten, daß Ihr dieses mein Flehen vor jedermanns und vor meines a.llergnädigsten Königes Ohren bringet. Ihr helft mir, soböild Ihr dieses bekannt machet ; Ihr tröstet mich, sobald Ihr zu schneller Ahndung reitzet. Seyd mir günstig, und überbringet mein Flehen, das ich zu Eurem und meinem allergnädigsten Könige richte.

"Noch lang erhalte Gott des besten Königs Lehen!

“D mocht’ Er heute mir mein Todesurtheil geben!"

Dank sey meinem liebenswürdigsten Könige fur jeden Athemzug, der in Seinem Schlosse mir ist erlaubt gewesen; Dank für jeden Tritt, der in Sein Cabinet mir verstattet war; Dank für jeden Augenblick, da ich aus Seinem holden Munde Gnade vernahm! O allergnädigster König und Hert, an diesem Feste Eurer Königlichen Majestät, da jedes Herz neues Leben fühlet, tödten Sie mich, aus Erbarmung. Je mehr ich an Eurer Königlichen Majestät Milde gedenke, die jeden Unrerthanen entzücket; desto mehr fühle ich Schaam und Niedergeschlagenheit. Herrschen Sie min, allergnädigster König, allein und glückselig; das wird mich, so lang ich noch lebe, innigst erfreuen: wann aber Eure Königliche Majestät, nach Höchstdero unumschränkten Gerechtigkeit, mir mein Todesurtheil werden ankündigen lassen, werde ich dafürHöchstdero Milde, in tiefster Unterthanigkeit danken.

Noch einmal, allergnädigster König, das heutige Fest ist ein wonnevoller Tag für beide Reiche. Weil Eure Königliche Majestät herrschen, hoske ich mit allerunterthanigster Zuversicht, Höchstdieselbm werden, wenn mein Flehen so glücklich seyn sollte, vor Höchstdero Thron zu gelangen, mich allermildest erhören. Eure Königliche Majestät geruhen zu glauben, daß mein Herz die Feder geführet hat, welche meine allerunterthänigsten Wünsche niederschreibt.

Und nun gebe Gott, allergnädigster König und Hert, daß Hoch: dero Geburtsfest mein Todestag, Dero Ehre meine Schmach, Dero Leben mein Tod werde. Mein erwachtes und überzeugtes Gewissen ist mein Dolmetscher, und mein Herz redet seine Empfindungen. Eure Königliche Majestät geruhen, mir die Hoffnung zu versüßen, die auf Hochdero Milde ich zu setzen wage. Wie sehr hätte ich gewünschet, an diesem Feste Eurer Königlichen Majestät, Hochdenenselben Glück wünschen zu dürfen: aber Eure Königliche Majestät würden dieses verachten. Dennoch rufe ich; o geruhete mein allergnädigster König, es zu hören ! Niemanden, als Eurer Königlichen Majestät, wünsche ich Gnade, Weisheit und Macht vom Himmel, Hoch: dero Reiche Selbst zu beherrschen. Unter dieser unumschränkten Herrschaft aber, die in der Handhabung der Gerechtigkeit bestehet, wage ich, für mich und meine Mitschuldigen, um gnädige Strafe zu flehen.

Allerdurchlauchtigster, Großmachtigster, Atlergnadigster Erbkönig und Hert,

Eurer Königlichen Majestät

allerunterthanigster Knecht,

I. 5, Struensee.

✂

LETTRES

ÉCRITES

PAR

UN ANONYME

À

ENEVOLD BRANDT,

TROUVEES

DANS LE PORTE-FEUILLE,

QU’IL AVOIT TOUJOURS PORTÉ SUR LUI.

COPENHAGUE,

CHES PIERRE STEINMANN, LIBRAIRE.

1772

2
3

Monsieur!

Vous serez peut-tre surpris de recevoir une lettre

anonyme sur une affaire d’une si grande importance

& d’un ami, qui, en d’autres occasions vous a dit la vérité tout uniment; mais les temps, dans lesquels nous vivons, ne permettent pas, qu’on s’expose, peut-être inutilement.

Les deux derniers jours de Cour à Hirschholm j’ai épié l’occasion de vous dire deux mots à l’oreille, mais il m’a été impossible. Vous avez pu le remarquer, si vous y avez fait attention. Je vous ai trouvé si occupé d’un autre objet, que je n’ai pu approcher de vous d’assez près pour vous le faire observer, & je n’ai pas jugé à propos d’aller à Hirschholm exprès pour vous voir.

Vous avez une fois montré, Monsieur, que la gloire de Vôtre Mâitre vous etoit chère. On vouloit alors soutenir, que ce n’etoit ni par zèle ni par atta-

chement, que vous agissiez, mais uniquement par un effet de jalousie & par intérêt, éspérant, que, si vous réussissiez à culbuter le Comte de H---, vous succèderiez

à sa faveur & à son crédit. Le plus grand nombre vous supposoit pourtant alors des vues plus nobles & plus desintéressées. Il se peut très-bien, que les suites, qu’eut alors cette action, ayent fait sur vous une si forte impression, que vous n’osiez plus rien. Vous avez pourtant appris par l'évenement, que votre disgrace d’alors vous à été plus avantageuse que nuisible. N’allez donc pas croire, Monsieur, que tout cela est un pur effet du hazard; il y a une main puissante, qui a dirigé cette affaire. Je ne sais pas quelle idée vous avez de Dieu, si vous en croyez un, ou si vous n’admettez qu’un fatum stoicum. Il seroit assez inutile de disputer avec vous sur un article si essentiel. Le temps viendra, que par expérience vous serez convaincu, qu’il y a un Dieu, qui voit tout, qui connoit tout, qui dirige tout, qui recompense la vertu, & qui punit le crime, tôt ou tard.

Il ne s’agit pas à présent, Monsieur, de vous convertir; mais il s’agit de vous déterminer à faire votre devoir, qui n’est que celui, auquel chaque Payen

au dessus du commun du peuple se croiroit obligé envers son Roi, sa Patrie, soi-même & ses parens, & auquel les loix payennes obligent tout sujet et & tout homme, qui veut passer pour avoir de l’honneur.

Vous voyez, Monsieur, de quelle maniére on traite votre Roi & votre Bienfaiteur. Vous voyez les infamies, qui se passent sous vos yeux, & auxquelles vous n’avez que trop de part. Vous voyez le Royaume sans-dessus-dessous. Il m’a paru quelquefois, que vous n’y etiés pas insensible. Rentrez-en-vous même, rappellez-vous à vous même & vous ne resterez pas long temps irrésolu. Vous-savez surement, s’il est vrai, (& il ne l’est que trop) que les jours de Sa Majesté sont en danger, & que peut-être on arrange tout pour attenter au moins à sa liberté. Il ne se peut que vous ne sachiez le jugement que le Public en porte, & que tôt-ou-tard on vous demandera la vie & la liberté de ce Prince, à vous, qui êtes autour de lui, qui voyez & qui savez tout. Tôt-ou-tard votre tête en répondra: sauvez-la, je vous en conjure par l’amitié, que j’ai pour vous & pour votre propre bien-être, & vous le pouvez. Vous voyez que ce Prince le sent, par l’envie, qu’il a de s’éloigner d’un endroit & d’une Societé, qui le

maltraite, & par la répugnance qu’il a d’y retourner. Un jour il vous échappera, ou par quelque événement heureux il sera tiré de vos mains, où en serez-vous alors? Ne vautil pas mieux qu’en faisant votre devoir, vous sauviez votre tête, & que vous établissiez votre fortune d’une manière solide & glorieuse, que vous ne devrez alors qu’à votre zéle, à votre fidélité & à votre attachement pour le Roi, qui par reconnoissance vous comblera de biens & d’honneurs, & n’en fera jamais assez au gré du Public. Vous & votre fortune dépendez uniquement du caprice d’un misérable, qui tôt ou tard vous écrasera, quand il n’aura plus besoin de vous, dont il se sert à présent comme le singe du chat. Je crois même, qu’à moins de vouloir vous faire illusion, vous devez déjà avoir pu le remarquer plus d’une fois.

Quand le Roi viendra un jour en ville, faites en sorte, que Sa Majesté se retire au Château, & déterminez la à faire venir en sa présence un ou deux de ses fidèles Serviteurs pour l’assister de leurs conseils sur ce qu’Elle a à faire: malheureusement le nombre en est bien petit & peutêtre réduit à une ou deux personnes, car on a eu soin d’éloigner les meilleures têtes du Royaume. Vous trouverez bien cette personne, sans que je vous la nomme: la fermeté, la droiture & l’expérience sont les qualités aux

quelles vous devez la reconnôitre. Je pourrois vous la nommer, mais je m’en abstiens pour ne point vous faire croire, que j’y ai quelque intérêt. Toujours je dois vous

dire, que ce ne doit pas être ni Mons.-- ni Mons.--

qui sont également detestés du Public. Votre tête dépend de ce conseil d’ami & de fidèle Serviteur du Roi, que je vous donne. Si vous ne le suivez pas & que vous manquiés de fidélité à votre Roi & à votre Bienfaiteur, vous pouvez être très-persuadé, qu’il y va de votre vie, de votre honneur, & de tout ce qu’un honnête homme a de plus cher, sans que l’on vous plaigne: Et au contraire si vous agissez, comme vous devez, en sauvant le Roi des mains sacriléges, entre lesquelles Sa Majesté est tombées, vous pouvez être assuré, qu’il n’y a sorte de grandeurs, de bonheur & de prospérité, qui ne vous attendent au gré de tous les fidéles sujets du Roi.

Vous pouvez peut-être vous résoudre à montrer cette lettre à votre Struensée pour lui marquer la fidélité que peut-être vous lui avez jurée au préjudice de celle, que vous devez à votre Roi & pour le déterminer à

accorder quelques nouvelles grâces au mari de la --

---- il le fera peut-être & vous trompera

pour vous tenir encore quelque temps en ses filets. Mais

comptez que quand on aura fait un mauvais parti au Roi, vous serez malheureux & peut-être s’en prendra-t on à vous.

Je vous déclare, que vous répondrez sur votre tête de la personne du Roi, vous êtes toujours auprès de Sa Majesté, vous l’acompagnez par-tout, sa personne vous est confiée. Et afin que vous n’en prétendiez cause d’ignorance; je vous donne ma parole d’honneur qu’en ce cas la minute de cette lettre sera produite contre vous en temps & lieu, & afin que vous ne vous y trompiez pas, souvenez-vous du cachet, où sont les lettres initiales de mon nom, & qui sera aussi produit contre vous.

La vie & la santé du Roi, aussi bien que la prospérité de votre Patrie sont entre vos mains: conduisez vous, comme vous jugez pouvoir en répondre devant tous vos Concitoyens, je ne veux pas dire devant Dieu, car je ne sais quelle idée vous en avez: quoiqu’à en juger par un entretien, que nous avons eu ensemble, il y a quelque temps, dans votre chambre; une fois à Christiansbourg, & une autre fois à Hirschholm, vous n’en avez pas celle, que vous en devriez avoir.

Vous voyez bien, que je ne crains pas de vous faire deviner, qui je suis: Toujours je puis vous assurer que si vous vous conduisez, comme je me le promets de votre naissance, vous verrez, que vous n’avez pas d’ami plus fidèle & plus attaché que moi.

Ce 8 de Juillet 1771.

Le 19 de Septembre 1771.

Eh bien! Monsieur, ma prédiction s’ést vérifiée, vous sentez déjà les effets de la conduite indigne, que vous avez tenue. Vous avez trahi votre Roi & vôtre Bienfaiteur, & on vous trahit à votre tour. On s'est servi de vous comme le singe se sert du chat. On vous a joué, à présent on se moque de vous, depuis que l’on vous a assujetti; on vous renverra au prémier jour avec mépris, & peut-être pour vous ôter le moyen de jaser, on vous enfermera pour le reste de vos jours, ou de façon ou d’autre on vous enverra dans l’autre monde. Digne récompense de vôtre trahison, de vôtre lâcheté & de vos bassesses. Je vous l’ai prédit, Monsieur, dans ma lettre du 8 de Juillet. L’amitié,

que j’ai eue pour vous, & dont je vous ai donné des preuves indubitables, s'est beaucoup refroidie depuis: Vous n’en méritez pas la continuation, n’ayant pas été capable de suivre un bon conseil, ni de faire ce que vôtre honneur & votre devoir exigent de vous. Vous y avez préféré la vie infame que vous menez. Si alors vous eussiez suivi mon conseil, vous auriez mis le Roi en liberté. Vous auriez acquis une gloire immortelle en le sauvant. Vous auriez satisfait au devoir de bon sujet de fidéle Serviteur & d’honnête homme. Vous auriez mérité l’approbation non seulement de tous vos concitoyens sans exception, mais de l’Europe entière. Tout le monde auroit concouru à vous procurer des grâces, des récompenses & des distinctions, dignes de vôtre fidélité & proportionnées au service, que vous aviez rendu à votre Roi & à votre Patrie. Eh! certes, jamais récompense n’eut été mieux méritée. Au lieu, qu’aujour* d’hui on vous déteste, par tout le Royaume & par toute la terre, dont vous êtes devenu la fable & l'exécration. On avoit compté sur vôtre fidélité, votre attachement pour le Roi & votre devoir, on s’est trompé grossierement: aussi vous en punit-on, on vous diffame par tout le Royaume, & votre nom est en horreur: à la Cour on se moque de vous: on vous nourrit avec de la crême fouettée; on vous montre dans le

lointain des grandeurs imaginaires; on vous amuse d’un vain titre de Comte, qui sera un monument éternel de votre infidélité, de votre faiblesse, de votre lâcheté & de vos infamies, pendant qu’un Struensée insulte au Roi, à la famille Royale, à tous les gens de bien, qui jamais ne l'ont offensé, mais seulement pour faire parade de sa toutepuissance, attire à soi toute l’autorité, se rend maître du gouvernement, des affaires, du Royaume, du Roi, qu’il deshonore aux yeux de toute la terre, dispose des finances en Souverain & contre tout ordre: Un misérable qui a osé se mettre de niveau avec son Souverain, en faisant donner, par l’ordre du Cabinet contresigné par lui même à sa signature, l’autorité, qui selon les loix fondamentales du Royaume n’est due qu’à celle du Roi. C’est vôtre lâcheté & votre conduite indigne qui l’ont aidé à monter si haut, vous seul auriez pu l’en empêcher: & par conséquent, ce sera vous, qui en repondrez. Il commet des crimes & des assassinats, mais c’est pour régner: vous au contraire, vous y contribuez par lâcheté & pour obéir aux volontés d’un Cromvel, qui, pour se sauver, sacrifiera mille fois la vie de votre Roi à ses vues obliques & à sa sureté: au lieu d’avertir Sa Majesté de tout ce que vous voyez & savez mieux que tout autre, car vous êtes assez clairvoyant sur vos propres intérêts momentanés, vous aidez ce Dietrich Schlagbeck à usurper l’autorité Royale, à tenir votre Souverain en tutele & à le prostituer aux yeux de ses sujets, pour effacer totalement ou au moins pour diminuer l’amour ineffaçable des sujets; & même au dire de tout le monde de le maltraiter.

Vous qui pouvez empêcher tous ces malheurs & sauver le Roi des mains d’un miserable, & qui ne le faites pas, vous en êtes seul responsable & plus punissable que le traitre même, & comptez qu’aussi vrai qu’il y a un Dieu, votre tête en répondra tôt-ou-tard.

Vous voyez comme les affaires vont sans dessusdessous: on renverse tout, on bouleverse tout, on brouille tout avec une étourderie, qui n’a point d’exemple dans l’Histoire, on renvoie les plus honnêtes gens du Royaume, qui ont servi long temps & fidélement, sans reproche, & sans que l’envie ait osé mordre sur eux. On les chasse ignominieusement, dès qu’ils n’entrent point dans les projets destructeurs de ce miserable médecin ou que l’on craint leur droiture. On met à leurs places des misérables sans connoissance du Pays & de la situation des affaires, qui n’ont jamais étudié la partie du gouvernement dont ils se chargent: en un mot des gens; dont on ne s’est jamais douté qu’ils ayent acquis les premiers élémens de l’administration.

Je vous prie pour l’amour de Dieu ce que cela veut

dire de mettre à la tête des finances un --- un ---

Professeur de Mathematiques de Liegnitz, qui à peine a

su trouver le Dannemarc sur la Carte, un --- Et à

ces gens on donne 3000 Rthlr. par an, tandis qu’on laisse mourir de faim des gens qui ont servi fidèlement & sans reproche 40 à 50 ans & au delà: mais ces gens n’étoient pas capables de trahir leur Roi & leur Patrie, ni d’entrer dans des vues turbulentes & destructives. Pour-

tant ces ignorans osent se charger d’un fardeau, qui en tout temps & principalement en ces temps malheureux ferait trembler l’homme de tête & d’expérience le plus courageux: mais, il est vrai: ce dernier connoit le danger, & n’ose ni ne veut exposer l’état ni sa réputation; au lieu que les autres n’ont rien à perdre, & n’entrevoyent pas les malheureuses suites de leur incapacité & de leur ignorance.

Vous voyez, Monsieur, que le Public ne l’ignore pas, qu’il le sent, & que les suites d’une si mauvaise administration sont capables de le porter à toutes les extrémités, & cela d’autant plus, qu’il l’annonce déjà publiquement & montre son mécontentement tout à découvert. Vous le savez, Monsieur & vous le cachez au Roi; vous qui seul approchez de Sa Majesté; car l’accès du Throne est fermé au reste des sujets: Vous seul pouvez instruire le Roi de la situation desespérée, où Sa Majesté se trouve, aussi bien que ses Royaumes, dont peut-être Elle n’est pas éloignée de perdre l’un par l’extrême indifférence, qu’on a & que l’on témoigne pour ces braves & fidéles sujets; de façon que si Sa Majesté continue à écouter ces mauvais conseils, tout sera bientôt perdu & sans ressource.

Vous voyez, Monsieur, comme nous sommes conduits au dehors & à quel point les affaires étrangéres s’embrouillent, par la conduite de la Cabale & la malhabileté de notre grand Ministre de Cabinet, qui ose s’en mêler, de sorte que le nom Danois est devenu un opprobre.

Vous voyez & vous savez comme son Excellence notre grand Premier-Ministre Monseigneur le Comte de Struensée dispose en souverain de nos finances, le sang le plus pur des pauvres sujets.

k -

, \

Vous, Monsieur, vous êtes Danois, gentil-homme, & aimé du Roi, de qui vous & votre famille avez reçu tant de bienfaits, & vous vous taisez! n’en rougissez-vous pas, & n’êtes vous pas convaincu en honneur & en conscience, que le premier, qui sera la victime d’une telle conduite, ce sera vous, qui l’avez pu empêcher, ou redresser mille fois.

S’il y a quelque émeute ou rébellion, ce que le bon Dieu par sa miséricorde veuille détourner! à qui un peuple irrité s’en prendra-t-il? ne sera-ce pas à vous, qui êtes au moins aussi coupable que Struensée, de sorte que tôt ou tard vous risquez votre vie par une conduite si indigne d’un honnête homme.

Revenez-à vous & à votre devoir, je vous en conjure par les cendres de votre Pere, que vous n’avez pas connu, par les larmes de votre vertueuse mere, qui en verse peut-être d’avance sur votre cadavre & qui plus est, par celles, que peut-être un jour le Roi & la famille Royale & votre desolée patrie verseront & versent déjà.

Vous ne craignez pas de vous brouiller avec le Medecin Ministre pour des interêts particuliers, mais vous êtes assez lâche pour vous raccommoder avec lui pour 10000 Rthlr., qu’il vole au Roi & au peuple pour vous donner. Ne rougissez vous pas d’une telle bassesse? Craindriez vous donc plus cet homme, quand il s'agiroit du bien de votre Roi & de votre Patrie? vous qui alors auriez pour vous deux Royaumes sans exception, car les traîtres & les faquins, qui auroient une mauvaise cause à défendre, n’oseront pas prendre parti ni même faire semblant d’être contre vous, de peur d'exposer leurs têtes, qui leur branlent déjà sur les épaules.

Vous, dis-je, vous sauveriez Votre Roi & Votre Patrie. Vous auriez & demanderiez même dès lors à juste titre des récompenses, que surement on ne vous feroit pas attendre & que l'on vous refuseroit encore moins, & moi, qui vous écris, je serois le prémier à me dépouiller & de bon coeur, pour vous combler de biens. Eh! avec quelle satisfaction & quel droit ne possederiez vous pas des biens, des distinctions & des honneurs, quand ce seroit de l’aveu & des voeux mêmes de vôtre Roi, de vôtre Patrie & de tous vos concitoyens. Réfléchissez-y, Monsieur, quoique je vous croye trop de sentimens, pour que les récompenses puissènt quelque chose sur vous.

Voici comme je pense que vous devriez vous y prendre. Vous êtes seul avec le Roi: vous allez, à ce que j’appris mercredi à Hirschholm, le soir faire un tour avec le Roi. Vous avez trouvé Sa Majésté très-indisposée contre la tutèle, sous laquelle on la tient. Profitez, Monsieur, d’un tel moment favorable, ou faites le naître. Vous avez assez d’esprit pour cela. Détaillez au long la malheureuse situation, ou Sa Majesté se trouve, combien peu de cette façon Elle est en état de remplir les devoirs, que Sa Dignité lui impose, & qu’après le pas, que le Roi a fait en signant l’ordre du Cabinet du 15 de Juillet, qui partage entre Sa Majesté & Struensée le Thrône & l’autorité Royale, Elle, la famille Royale, le Royaume, tous les sujets, tous les revenus, la vie & les biens d’un chacun sont à la discrétion de cet archigrand-Vizir, homme sans expérience, sans honneur, sans religion, sans foi, sans loi, qui est Maître de tout, & oserai je le dire, de la vie même du Roi. Vous savez, que les grands crimes rendent de plus grands crimes nécessaires & les font

toujours craindre. Quand vous aurez expliqué tout cela: faites sentir à Sa Majesté le désespoir de tous les sujets, & à quoi le bouleversement de l’Etat & la misére sont capables de les porter, le danger auquel le Roi & l’Etat font exposés, si ce malheureux a le temps de tout renverser sans dessusdessous. Quand vous aurez touché le Coeur de Sa Majesté, & que vous Lui aurés fait concevoir la nécessité de conserver Sa Personne Royale, Sa famille & l’Etat; proposez-lui alors d’aller en droiture à Copenhague, où Elle sera en toute sureté, & se rendre au Château & que là Elle fasse venir en la présence deux ou trois personnes de distinction, qui savent donner un bon conseil selon les occurrences, afin que l’on ne fasse point d’écarts, qui puissent avoir des suites, dans un temps, ou le Public voudroit venger ses injures & ses haines sur les auteurs de ses malheurs & de sa misére. Je pourrois vous les nommer, mais le public les nommera sans moi. Ils doivent être des départemens, afinqu’ils conseillent avec connoissance de cause. Toujours ce

ne sera pas, le ---, ni Monsieur de ---, ni le

---, qui sont également détestés du public & qui par

conséquent gâteroient tout.

Pour l’amour de Dieu, de Votre Roi, de Votre Patrie, de votre famille & de vous même songez-y bien & ne différez pas trop long temps de venir au secours de votre malheureuse Patrie. Sauvez l’Etat, le Roi & votre tête.

✂

Breve fra en Ubenævnt til

Envold Brandt,

fundne

i den Brevtaske,

som han bestandig havde baaret hos sig.

Oversatte efter den franske Original.

Kiøbenhavn,

findes tilkiøbs hos Peter Steinmann, Boghandler, 1772.

2
3

Min Herre!

De vil uden Tvivl falde i Forundring over at erholde et Brev uden Navn, allerhelst i en saa vigtig Begigivenhed, og endnu mere, da det er fra en Ven, som ved andre Leyligheder aabenhiertet har sagt Dem Sandhed, men nærværende Tider tillade ey, at man vover noget, uden engang deraf at vare forvisset om Virkningen.

I de tvende sidste Dage, da Hoffet opholdt sig paa Hirschholm, søgte jeg, skiøndt forgieves, Leylighed at tale med Dem i Eenrum, hvilket De vel kunde mærke, om De derpaa havde givet Agt. Men da jeg fandt Dem saa beskæftiget med andre Forretninger, at jeg ey kunde komme Dem nær nok, for at giøre Dem opmærksom, saa har jeg ey siden haft Leylighed at giøre en Reyse til Hirschholm, allene for at tale med Dem.

De har eengang viist, at Deres Herres Ære var Dem magtpaaliggende, og den Gang paastod man, at det hverken var Nidkierhed eller Forbindtlighed, som drev Dem; men at saadant allene var en Virkning af Misundelse og Egennytte,

og i det Haab, at skaffe Grev H – – af Veyen, da i hans

Sted, at erholde den Yndest, han havde. Eendeel troede dog derimod, at Deres Hensigter vare langt ædlere og mere uegennyttige. Det kan imidlertid gierne være, at Følgerne af dette Deres Foretagende har giort saa stærke Indtryk hos Dem, at De nu intet mere tør foretage sig; men dog alligevel har De lært, at den Unaade, som De da faldt i, har været Dem mere til Gavn end til Skade. Alt dette maae De ey troe allene at have været en blot Hændelse; ney min Herre! der er vist nok en mægtig Haand, som saaledes har styret det, og uden at vide, hvad Begreb De har om Gud, enten De troer nogen at være til, eller De allene antager et Stoisk Væksen, vil det være unyttigt at trætte med Dem om saa alvorlig en Sag; imidlertid vil der vist komme den Tiid, da Erfarenheden vil overbevise Dem, at der er en Gud til, som seer, tiender og styrer alting, og som enten tilig eller silde belønner Dyden og straffer Laster.

Det er ey min Sag, for nærværende Tiid, at omvende Dem, min Herre! men allene at formaae Dem til at vise Deres Pligter, og det endda kuns allene de, som enhver Borger, der er lidet ophøyet over Hoben, vil troe sig forbunden til at vise imod sin Konge, sit Fædreneland, sig selv og sine Beslægtede, ja til hvilke de borgelige Love forbinde enhver Undersaat og ethvert ærekiært Menneske.

De see, min Herre! selv paa hvad Maade man behandler Kongen, Deres Velgiørere. De see de skammelige Foretagender, som gaae for sig i Deres Nærværelse, og i hvilke De selv har alt for megen Deel. Ja De see selv hvorledes man vender op og ned paa Riget, hvilket dog har forekommet mig,

som om De ey derved var aldeles følesløs, derfor gaae i Dem selv og betænk Dem, da jeg er forsikret, at De snart vil tage en Slutning. De veed selv, om det er sandt, (hvilket det desværre er,) at Hans Majestæts Liv daglig er i Fare, og at man maaskee tilbereder alting, for i det mindste at stille ham ved sin Frihed. Det er umueligt at De jo maae vide de Domme, som man i Almindelighed fælder, og at man i sin Tiid vil kræve denne Herres Liv og Frihed af Deres Haand, som er om ham, og seer og veed alting. Deres Liv vil engang komme til at undgielde det; hvilket jeg dog, formedelst vores Venskab og Deres egen Velfærds skyld, beder Dem tage i Agt, da intet er Dem lættere. De see selv den Længsel, denne Herre har for at komme fra et Sted og fra et Selskab, som mishandler Ham, saavelsom den Ulyst, Han finder ved at reyse didhen tilbage; og om Han engang enten undflyer Dem, eller ved een eller anden lykkelig Handelse kommer Dem af Hænder, hvad vil da Deres Skiebne blive? Var det ey meget bedre, at De, ved at opfylde Deres Pligter, satte Deres Liv og Deres Velfærd i Sikkerhed paa en ordentlig og anstændig Maade, som havde sin Grund allene i Nidkerhed, Troskab og Hengivenhed til Deres Konge, der af Erkiendtlighed belønnede Dem med Rigdom og Værdighed, hvilken, hvor stor den end var, en ville blive stor nok for det Almindelige. Da nu derimod baade De og Deres Lykke beroer allene af et Indfald af den, som i sin Tiid stræber at rydde Dem af Veyen, naar han ey mere behøver Dem, da han nu allene betiener sig af Dem til sin egen Fordeel, og jeg troer, uden at jeg har nødig nøyere at forklare mig, De har allerede selv kunder mærke det mere end eengang.

Naar derfor Hans Majestæt kommer til Byen, da bør De mage det saa, at Han strax tager ind paa Slottet, og at Han lader kalde een eller to af sine troe Tienere, hvis Raad kan vare Ham behielpelige i hans Foretagende; Men til all Ulykke er Tallet paa disse kun lidet, og maaskee kun een eller to, da man har været omhyggelig for at skaffe de beste Mænd bort; dog findes de vel, uden at jeg har nødig at nevne dem, da Mod, Retsindighed og Erfarenhed ere de Egenskaber, som bør giøre dem kiendelige, og omendskiøndt jeg kunde nævne saadan een, vil jeg dog ey, paa det De ey skal troe, at jeg deraf skulde have nogen Fordeel. Imidlertid maa jeg dog sige Dem, at det for alting ey maa være hverken Hr. — — eller Hr. — —, som begge ere lige forhadte blant det Almindelige. Deres Lykke beroer paa dette Raad, hvilket jeg giver Dem, som en Ven og Kongens troe Undersaat, og dersom De ey følger samme, men tilsidesetter den Troskab, De er Kongen og Deres Velgiørere (skyldig, da kan De være fuldkommen forsikkret, at det vil koste Deres Liv, Ære og alt hvad et ærekiært Menneske elsker, uden at man nogensinde vil beklage Dem; da De derimod, naar De handler efter Deres Pligter, og rædder Hans Majestæt af de Røveres Hænder, i hvilke Han er falden, kan være forvisset om, at der hverken er Høyhed, Ære eller Lyksalighed, hvori jo enhver troe Undersaat vil ønske Dem deelagtig.

Maaskee De kan overtale Dem til at vise dette Brev til Deres kiære Struensee, for at overbevise ham om en Troeskab, som De maaskee har svoret ham, til Skade for den, som De skylde Deres Konge, samt for at bringe ham til at

bevise nye Velgierninger imod — — —, hvorudi han maaskee

føyer Dem, og saaledes bedrager Dem, for endnu nogen Tiid

at holde Dem i sine Snarer. Men betænk, at om Kongen blev tilføyet nogen Ulempe, da er De ulykkelig, og maaskee man da alleene holder sig til Dem.

Ja jeg erklærer, at De med Deres Liv kommer til at svare for Kongens Person, da De altiid og allevegne er om Ham, og Han er Dem betroed, og i saa Fald, paa det De ey skal undskylde Dem med Uvidenhed, forsikkrer jeg Dem, at dette Brev, til Tiid og Sted, skal blive fremlagt, samt, for at De ey skal tage feyl, da erindre Dem kuns Seglet, hvorudi staae Begyndelses Bogstaverne til mit Navn, som tillige skal blive fremlagt imod Dem.

Da nu Kongens Liv og Helbred, saavel som Deres Fædrenelands Lyksalighed, staae i Deres Haand, saa opføer Dem saaledes, som De troe at kunde forsvare for Deres Medborgere, da jeg ey vil nævne GUd, om hvem jeg ey veed Deres Begreb, omendskiøndt, naar jeg skal dømme af en Samtale, som vi har holdt for nogen Tiid siden i Deres Kammer, eengang paa Christiansborg, og eengang paa Hirschholm, da er samme ey saaledes, som den burde være.

Heraf seer De, at jeg frygter aldeeles ikke, at De jo maae giette hvem jeg er; og imidlertiid, kan jeg forsikkre Dem,

at om De opfører sig saaledes, som jeg kan vente efter Deres

Fødsel, skal De erfare, at De en har een meere troe og hengiven Ven end jeg.

Den 19 September 1771.

Nu vel! min Herre, seer De nu at jeg har spaaet Sandhed. Ja De mærker uden Tvivl allerede Virkningen af Deres Skammelige Opførsel. De har paa en nedrig Maade bedraget Deres Konge og Velgiørere, og paa samme Maade har man igien bedraget Dem. Man har betient sig af Dem for egen Fordeel skyld. Man har forført Dem. Nu foragtes De, efterat man først har giort Dem forsagt, og med det første vil man ansee Dem med den yderste Haanhed; ja De vil maaskee enten komme i ævig Fængsel, eller paa een eller anden Maade blive bragt af Dage, paa det man derved kan betage Dem Lejlighed at fortælle noget, hvilket da bliver en værdig Belønning for Deres skammelige og nedrige Bedragerie, og som jeg forud har sagt Dem, min Herre, i min Skrivelse af 8 Julii sidstleden; Det Venskab, jeg altid har baaret for Dem, og hvorpaa jeg har givet Dem tilstrækkelige Prøver, er siden mærkelig aftaget, da De ey har fortient, at samme skulle vedvare, siden De ikke har været i Stand til at følge et godt Raad, eller udføre det, som Deres egen Ære og Skyldighed udfordrede: derimod har De agtet Deres. skammelige Levemaade høyere, i Steden for, at naar De havde fulgt mit Raad, havde De befordret Kongens Friehed, og derved erhvervet Dem en ubødelig Ære. De havde opfyldt en god Undersaats, en troe Tieneres og en ærlig Mands Pligter: De havde fortient Berømmelse ey allene af alle Deres Medborgere, men endog af

heele Europa, ja Heele Verden havde giort sig en Fornøyelse af at forskaffe Dem Yndest, Belønninger og Værdigheder, fortiente ved Deres Troeskab og passende paa den Tieneste, som de havde viist Deres Konge og Deres Fadreneland; Ja! aldrig kunde Belønninger være bedre fortiente, imod at De nu er forhadt overalt baade i Rigerne og uden for. Man havde stolet paa Deres Troe, Deres Hengivenhed til Deres Konge, og paa Deres Pligter; men man har høylig bedraget sig. Nu seer De Frugterne, da man vanærer Dem overalt i Riget, hvor Deres Navn er bleven til en Skræk; ved Hoffet selv beleer man Deni og opholder Dem med Veyr og Vind. Man viser Dem langt udseende og indbildt Høyhed, og imedens fornøyer Dem med at tom Greve-Titel, som vil blive et evigt Mindesmærke paa Deres Utroskab samt slette og nedrige Tænkemaade, da en Struensee imidlertid mishandler Kongen, og det Kongelige Huus, tilligemed alle brave Folk, som dog aldrig har fortørnet ham, og allene, for at giøre sig stor af sin store Magt, trækker al Myndighed til sig, spiller Mester af Regieringen, Forretningerne, Riget og Kongen, som han offentlig vanærer, og behandler Rigets Indkomme som Enevoldsherre. Et Menneske, som har tordet vove at sette sig i Liighed med Kongen, da han ved en Cabinets-Ordre, som var parapheret af ham selv, tilvendte sin Underskrift en Myndighed, der efter Rigets Grundlove allene tilkommer Kongen. Det er Deres nedrige og uanstændige Opførsel, som har hjulpet ham til det han er, og da De allene har kundet hindre saadant, saa bliver det og allene Dem, som dertil vil blive ansvarlig. Han begaaer Laster og Misgierninger for at regiere; De derimod hielper til af Nedrighed, og for at føye en Cromvell, som for at see sig selv i

Sikkerhed, opofrer paa tusinde Maader Deres Konges Liv, hvem De i dets Sted burde tilmelde alt, hvad de see og veedbedre end nogen anden, da De i Henseende til Deres egen Fordeel er grandseende nok. Denne Diderich Schlagheck hielper De i at misbruge den Kongelige Myndighed, og i at holde Deres Enevoldsherre tvungen, samt at prostituere ham i Undersaatternes Øyne, for enten gandske at udrydde eller i det mindste formindske Deres ellers uudslettelige Kierlighed.

De, som er i Stand til at forhindre disse Ulykker, og at redde Kongen af saadanne Hænder, men ey giør det, De allene vil derfor blive ansvarlig og mere strafskyldig end Forræderen selv, og vær vis paa, at saa sandt der er en Gud til, vil Deres Liv engang undgielde det.

De see selv hvorledes Sagerne gaae op og ned: manomstøber alting, man forderver alting, og det med en Frekhed, hvis Lige ey findes i Historien. Man sender de ærligste Mænd udaf Riget, som har tient længe og troe, uden Lyde, ja saaledes, at Misundelse selv ey har tordet røre Dem; disse jages bort paa en skammelig Maade, paa det de ey skal faae Nys om denne Læges fordervelige Forslage, eller fordi man er bange for Deres Retsindighed. I Deres Sted settes saadanne, som hverken kiende Landet eller Sagernes Beskaffenhed, og som aldrig har lagt sig efter den Deel af Regieringen, som er dem paalagt; med eet Ord, saadanne Folk, som deraf neppe forstaae det allerringeste.

Jeg beder Dem dog for Guds skyld, at betænke hvad det vil sige, at sette en — — —, en Professor Matheseos fra Liegnitz, som Deputeret for Financerne, der neppe har vidst, paa et Land:

kort, at finde Danmark, en — — —, ja at give saadanne 3000 Rdlr.

aarlig, imens at andre, som har tient lange og vel i 40 til 50 Aar, ja derover, ere færdige at døe af Sult, fordi de ey har varet i Stand til at bedrage deres Konge og Fædreneland, eller tage Deel i oprøriske og fordervelige Hensigter.. Hine U yndige har dog tordet paatage sig en Byrde, som altid, men i sær i disse slette Tider, afstrækker en fornuftig og erfaren Mand, hvor meget Mod hart endog besidder: Men, det er sandt, denne indseer Faren, og hverken tør eller vil udsette Staten og sin egen Ære; da derimod de andre har intet at tabe, og indsee en de ulykkelige Følger af Deres Uduelighed og Uvidenhed.

De see, min Herre! at det Almindelige ey herom er ubekiendt, og at Følgerne, af en saa slet Forvaltning, er i Stand til at bringe samme til det Yderste, saa meget mere som det allerede offentlig er forkyndt, og Publicum gandske aabenbare viiser sin Misfornøyelse. Saadant veed De, min Herre! og dølger det for Kongen; De, som allene er om Hans Majestæt, da Adgang til Thronen ellers er lukket for de andre af Hans Undersaatter. De allene er i Stand til at underrette Kongen om den Tilstand, i hvilken Han, saavelsom Hans Riger, befinde sig, af hvilke Han maaskee snart vil miste det eene, formedelst den Ligegyldighed, man har viist og endnu visser imod disse brave og troe Undersaatter.

De see, min Herre, hvorledes vore Sager staae Udenlands, og hvorledes de bringes i Uorden ved vores Cabinets-Ministers slette Opførsel og Uduelighed, saa at det Danske Navn er bleven en Skiændsel.

De see og veed, hvorledes Hans Excellence Geheime-Cabinets-Ministeren Hr. Greven af Struensee skalter og valter med en Enevolds-Magt over vore Financer, som er de elendige Undersaatters beste og kiæreste Deel.

De min Herre! De er en Dansk, en Adelsmand, og elsket af Deres Konge, af hvem De og Deres har erholdt saa mange Velgierninger, og det er Dem mueligt at tie! undseer De Dem en, og er De ey overbeviist ved Deres egen Ære og Samvittighed, at De vil blive det første Offer for saadan Opførsel, som De mere end tusinde Gange har kundet hindre og forebygge.

Dersom der er nogen Sammenrottelse eller Oprør i Gierde, hvilket dog Gud i Naade afvende! hvem meener De da et opirret Folk vil holde sig til, uden til Dem, der i det mindste er ligesaa straffældig som Struensee, saa at De, naar det endog skeer, vil sette Deres Liv i Fare, ved een, et ærligt Menneske, saa uværdig Opførsel.

Betænk Dem derfor, og vend tilbage til Deres Pligter, jeg besvar Dem dertil ved Asken af Deres Fader, som De aldrig har Kendt, ved Deres dydefulde Moders Taarer, som maaskee alt i Forveyen begræder Deres Død, ja hvad endnu

mere er, ved de Taarer besværer jeg Dem, som maaskee engang Kongen, den Kongelige Familie og Deres forstyrrede Fædreneland vil udgyde og allerede udgyder.

Formedelst færdeles Fordeele frygter De en at blive uenig med den Medicinske Minister, men er derimod nedrig nok til at blive hans Ven ved 10000 Rdlr., som han, for at give Dem, berøver Kongen og Landet. Undseer De Dem ey ved saadan Nedrighed? frygter De endnu for denne Mand, naar det gielder om Kongens og Landets Vel? da De dog, i saa Fald, har paa Deres Side to heele Riger, siden ingen af de, som har saa slet en Sag at forsvare, tør giøre Opstand, eller engang lade som de ere Dem imod, af Frygt for at miste deres Hoveder, som allerede vakler dem over Skuldrene. De, siger jeg endnu, De bør frelse Deres Konge og Fadreneland. De kan da med Billighed forlange og faae saadanne Belønninger, som De vist nok ey har nødig at vente efter, og ingen vil nægte Dem; Ja jeg, som skriver dette, vil gierne være den første, som vil tage fra mig selv, for at overøss Dem med Velgierninger. O! med hvilken Forsikkring og med hvilken Ret kunde De da besidde Riigdom, Ære og Værdighed, naar saadant var samtykt af Deres Konge, og tilønsket Dem af Deres Fadreneland og Deres Medborgere. Betænk dog dette, min Herre! omendskiøndt jeg troer at De tænker alt for vel til, at Belønninger kan udrette noget hos Dem.

Her er Maaden, paa hvilken jeg tænker De bør fuldføre Sagen. De ere allene hos Kongen, og som jeg har hørt

i Onsdags paa Hirschholm, skal De om Aftenen giøre en Tour med Hans Majestæt. De har seet Allerhøystsamme meget ilde tilfreds med den Tvang, hvori Han holdes. Betien Dem, min Herre, enten af saadant et lykkeligt Øyeblik, eller stræb at søge anden Leylighed, hvortil De har Forstand nok, for at aabenbare Ham gandske den ulykkelige Tilstand i hvilken Hans Majestæt besinder sig, og hvor lidet Han, formedelst samme, er i Stand til at opfylde de Pligter, Hans Værdighed paaligger Ham, og at, efter det Skridt, som Hans Majestæt har giort, ved at underskrive Cabinets-Ordren af 15 Julii, som deeler Thronen og den Kongelige Myndighed imellem Ham og Struensee, beroer baade Han, det Kongelige Huus, Rigerne, og enhver Undersaat, med Liv, Ære og Velfærd, af denne Ærts - Storvezier, der hverken har Erfaring, Ære, Religion, Troe eller Love, som spiller Mester af alt, og om jeg tør sige det, endog af Kongens Liv. De veed, at store Laster giør de større nødvendige, og bliver altid mere at frygte. Naar De har aabenbaret alt dette, da maae De tilkiendegive Undersaatternes Fortvivlelse, saavelsom hvorvidt Statens Omstøbning og sammes elendige Tilstand kunde bringe dem, ligesom og den Fare, som Kongen og det Kongelige Huus ere udsatte for, dersom denne Ulykkelige faaer Tid at vende op og ned paa Alting. Naar De da har rørt Hans Majestæts Hierte, og De har faaet Ham til at indsee Nødvendigheden af at bevare sin Allerhøyeste Person, det Kongelige Huus og sit Land, overtael Ham da til at reyse strax til Kiøbenhavn og at begive sig til Slottet, hvor Han er i Sikkerhed, og at Han der lader kalde to eller tre værdige Mænd, som veed at give Ham de beste Raad efter Omstændighederne, paa det man ey giør saadanne Anstalter, som kun-

de drage Følger efter sig, paa en Tiid, da det Almindelige søgte at havne ald Uret og Had paa dem, som var Aarsag til dets Ulykke og Elendighed. Jeg kunde vel nævne dem, men de blive nævnte af Publico uden mig. Det maa være saadanne, som sidde i Collegterne, og som, underrettede om Aarsagen, kan være i Stand til at raade. For alting maa det ey være Hr. — — —

eller Hr.— — — eller Hr. — — —, som alle tre ere lige

forhadte, og følgelig ville forderve alt.

Betænk nu dette vel, for Guds, Deres Konges, Deres Fædrenelands, Deres Paarørendes og Deres egen Skyld, og bie ey for lange for at komme Deres ulykkelige Fædreneland til Hielp; men frels Staten, Kongen og Dem selv.

✂

Briefe

eines

Ungenannten

an

Enewold Brandt,

welche

in der Brieftasche,

die dieser bestandig bey sich trug, gefunden sind.

Aus dem Französischen überseht.

Kopenhagen,

dey Peter Steinmann, Buchhändler, 1772.

2
3

Mein Herr,

Sie werden Sich vielleicht wundern von einem Ungenannten einen Brief zu erhalten, der eine Sache von so großer Wichtigkeit betrift. Der Ungenannte ist ein Freund. Bey andern Gelegenheiten hat er Ihnen gerade zu die Wahrheit gesagt; allein in der Zeit, worin wir jetzt leben, ist es nicht rathsam, daß man sich, vielleicht ohne Nutzen dadurch zu stiften, bloß stellet.

An den beyden letztern Cour-Tagen in Hirschholm, habe ich auf Gelegenheit gelauret, Ihnen einige Worte ins Ohr zu sagen, es ist mir aber nicht möglich gewesen dazu zu kommen. Sie haben es bemerken können, wenn Sie Darauf geachtet haben. Ich fand Sie mit einem andern Gegenstände so beschäftigt, daß ich nicht nahe genug an Sie kommen konnte, um Ihnen einen Wink zu geben, und ausdrücklich nach Hirschholm zu reisen, um mit Ihnen zu sprechen, fand ich nicht für gut.

Sie haben es einmahl bewiesen, daß die Ehre Ihres Herrn Ihnen lieb sey. Man wollte zu der Zeit behaupten, Ihr Unternehmen gründe sich nicht auf Eifer und Treue, sondern auf Eifersucht und Eigennutz: Sie hätten sich Hofnung

gemacht, wenn es Ihnen gelänge den Grafen H – – –

zu stürzen, der Nachfolger seiner Gunst und seines Ansehens zu werden. Indessen traute der größte Hausse Ihnen dazumahl edlere und uneigennützigere Absichten zu. Es kann sehr wohl seyn, daß die Folgen, die diese Handlung damahls hatte, so starken Eindruck auf Sie gemacht haben, daß Sie nun nichts weiter wagen mögen. Sie haben aber doch nachher gesehen, daß die Ungnade, in die Sie damahls fielen, Ihnen mehr vortheilhaft als schädlich gewesen ist. Glauben Sie nicht, mein Herr, daß das alles durch einen bloßen Zufall so gekommen sey: eine mächtige Hand hat die Sache gelenket. Ich weis nicht, was für einen Begrisk Sie sich von Gott machen: ob Sie einen Gott glauben, oder ob Sie bloß ein fatum stoicum annehmen. Es würde sehr überflüßig seyn, sich mit Ihnen über einen so wichtigen Lehrpunkt in Streit einzulassen. Die Zeit wird kommen, da Sie durch Erfarung überzeugt seyn werden, daß ein Gott sey, daß dieser Gott alles sehe, alles wisse, alles regiere, daß er Tugend belohne und das Laster früh oder spät bestraffe.

Von Ihrer Bekehrung, mein Herr, ist jetzt nicht die Rede; aber davon ist die Rede, daß Sie sich entschließen sollen Ihre Pflicht zu erfüllen, und zwar eine Pflicht, die ein jeder Heyde, der nicht zum gemeinen Hauffen seines Volks gehörte, seinem Könige, seinem Vaterlande, sich selbst

und den seinigen schuldig zu seyn, glauben würde; die selbst heydnische Gesetze einem jeden Unterthan und jedem Manne auflegen, der auf Ehre Anspruch machen will.

Sie sehen, wie man mit Ihrem Könige und Wohlthäter umgehet. Sie sehen die Unanständigkeiten, die unter Ihren Augen Vorgehen, und an denen Sie selbst nur gar zu vielen Theil haben. Sie sehen wie man mit dem Königreiche schaltet, und das unterste oben kehret. Zuweilen ist es mir so vorgekommen als wenn Sie es nicht ohne Empfindung ansähen. Schlagen Sie in sich! besinnen Sie sich nur, so werden Sie nicht lange unschlüßig seyn. Sie wissen gewiß, wenn es anders wahr ist, (und es ist nur allzu wahr) daß das Leben des Königs in Gefahr ist, und daß man vielleicht alle Vorkehrungen macht, um böse Anschläge, wenigstens wieder seine Freyheit, auszuführen. Es ist unmöglich, daß Sie nicht auch wissen sollten, wie das Publikum diese Sache ansieht, und daß man dermahleinst das Leben und die Freyheit dieses Prinzen von Ihnen fordern wird, der Sie jetzt um ihn sind und alles sehen und wissen. Ueber kurz oder lang wird Ihr Kopf dafür haften müssen. Retten Sie ihn, ich beschwöre Sie darum bey der Freundschaft, die ich für Sie habe, bey Ihrer eignen Wohlfahrt beschwöre ich Sie! und Sie können es. Sie sehen, daß dieser Herr es merket: aus seiner Begierde sich von einem Ort und von einer Geselschaft zu entfernen, wo er gemißhandelt wird, und aus seinem Wiederwillen dahin zurückzukehren, können Sie es abnehmen. Er wird Ihnen einmahl entwischen, oder durch irgend eine glückliche Begebenheit Ihren Händen entzogen werden, und wie wird es

alsdann um Sie stehen? Wäre es nicht besser, daß Sie Ihre Pflicht thäten, und dadurch auf eine dauerhafte und ruhmvolle Art Ihr Glück machten? Sie würden es in dem Falle sich selbst, Ihrem Eifer, Ihrer Treue und Liebe zum Könige zu verdanken haben. Der König würde aus Erkenntlichkeit Sie mit Gütern und mir Ehre überhäuffen, und nie würde der Unterthan Sie für sattsam belohnt halten. Gegenwärtig hängen Sie und Ihr Glück einzig und allein von dem Eigensinne eines Elenden ab, der Sie eben so braucht wie der Affe die Katze, und der über lang oder kurz, wenn er Ihrer Dienste nicht weiter bedarf, Sie in den Staub treten wird. Wenn Sie nicht vorsätzlich blind seyn wollen, so glaube ich sicher. Sie müssen es schon mehr als einmahl haben bemerken können.

Wenn der König einmahl in die Stadt kömmt, so suchen Sie es so zu machen, daß er sich aufs Schloß begiebt, und bewegen Sie ihn, einen oder zwey seiner getreuen Diener vor sich kommen zu lassen, damit sie ihm über die Maaßregeln, die er zu nehmen hat, mit ihrem Rathe beystehen. Zum Unglück ist die Anzahl solcher Leute sehr klein, und erstreckt sich vielleicht nur auf eine oder zwey Personen: denn man hat die besten Köpfe im Reiche sorgfältig entfernt. Sie werden die Person zu finden wissen, ohne daß ich sie nenne. Muth, Redlichkeit und Erfahrung sind die Eigenschaften, wobey Sie sie erkennen sollen. Ich könnte sie Ihnen nennen, aber damit Sie nicht glauben, daß ich darunter besondere Absichten hege, will ich es lieber nicht thun. So viel muß ich Ihnen indessen sagen, es darf weder Hr. – – – noch Hr. – – –

seyn: beyde sind in gleichem Grade dem Volke verhaßt. Ihr.

Leben hängt an diesem Rath, den ich Ihnen als Ihr Freund, und als ein getreuer Diener des Königs gebe. Folgen Sie ihm nicht, und setzen Sie die Treue gegen Ihren König und Wohlthäter an die Seite; so können Sie gewiß versichert seyn, es kostet Ihnen Leben, Ehre, und alles was einem ehrlichen Mann das liebste in der Welt ist: und kein Mensch wird Sie beklagen. Werden Sie aber dagegen so handeln, wie es Ihre Pflicht erfordert, werden Sie den König aus den ruchlosen Händen erretten, in die er gefallen ist; so können Sie sicher seyn, daß keine Ehre, kein Glück, kein Wohlstand zu erdenken ist, worauf Sie nicht, mit Einstimmung aller getreuen Unterthanen des Königs, Rechnung machen dürften.

Vielleicht entschließen Sie sich Ihrem Struensee diesen Brief zu zeigen, um ihm einen Beweis der Treue zu geben, die Sie ihm vielleicht zum Nachtheil derjenigen Treue geschworen haben, die Sie Ihrem Könige schuldig sind, und

um ihn zu bewegen, dem Gemahl der – – – einige neue

Vortheile zufliessen zu lassen. Es kann seyn, daß er es thut, daß er Sie betrügt, um Sie noch einige Zeit in seinem Netze zu behalten. Aber glauben Sie nur, Ihr Unglück ist gewiß, so bald man etwas Böses wider den König ausgeführt hat, und wer weis, ob man nicht alsdann alle Schuld auf Sie schieben wird?

Ich erkläre Ihnen hiemit, daß Sie mit Ihrem Leben für die Person des Königs einstehen müssen: Sie sind allezeit

bey ihm, Sie begleiten ihn überall, und Ihnen ist seine Person anvertraut. Und damit Sie sich keine Hoffnung machen, als könnten Sie mit dem Vorwande der Unwissenheit durchkommen; so gebe ich Ihnen mein Ehrenwort, daß in diesem Falle, das Concept dieses Briefes, zur rechten Zeit und am gehörigen Orte wieder Sie aufgezeiget werden sott. Erinnern Sie sich, um hierin nicht zu irren, an das Siegel, worin die Anfangsbuchstaben meines Rahmens stehen; auch, dieses soll wieder Sie beygebracht werden.

So Wohl das Leben und die Gesundheit des Königs, als auch die Wohlfahrt Ihres Vaterlandes, sind in Ihren Händen. Betragen Sie sich so, wie Sie glauben, es vor Ihren sämmtlichen Mitbürgern verantworten zu können; ich will nicht sagen vor Gott, weil ich nicht weis, was für eine Idee Sie von Gott haben. Soll ich aus der Unterredung schließen, die wir vor einiger Zeit, in Ihrem Zimmer, und zwar das einemahl auf Christiansburg, das andremahl in Hirschholm mit einander gehabt haben; so ist Ihre Idee nicht diejenige, die Sie billig haben sollten.

Sie sehen wohl, daß ich mich nicht scheue, Ihnen Anleitungen zu geben, nach welchen Sie errathen können, wer ich bin. Bey dem allen kann ich Ihnen dieses versichern: wenn Sie sich so verhalten, wie ich es mir von Ihrem Stande verspreche, so sollen Sie finden, daß Sie keinen getreuern, keinen ergebnern Freund haben, als mich.

Den 8ten Julius 1771.

Den 19 September 1771.

Da sehen Sie es, mein Herr, meine Prophezeyung trift richtig ein: Sie sehen schon die Früchte des unwürdigen Betragens, das Sie beobachtet haben. Sie sind treulos gegen Ihren König und Wohlthäter gewesen, andre gehen treulos mit Ihnen um. Man hat Sie gebraucht, so wie der Affe die Katze braucht; man trieb sein Spiel mit Ihnen; nun, da man Sie unters Joch gebracht hat, lacht man Sie aus. Nächstens wird man Sie mit Verachtung fortschicken; vielleicht sperrt man Sie auch auf die übrigen Tage Ihres Lebens ein, damit Sie nichts ausplaudern können, oder man findet wohl gar für gut, Sie auf eine oder die andre Art in die andre Welt zu schicken. Solcher Vergeltung war Ihre Verrätherey, Ihre Feigheit und Niederträchtigkeit werth. Ich habe es Ihnen in meinem Briefe vom 8 Julius vorhergesagt. Die Freundschaft, die ich für Sie hatte und von der ich Ihnen unleugbare Beweise gegeben habe, ist seit der Zeit sehr erkaltet. Sie verdienen nicht, daß ich länger Ihr Freund bleibe, da Sie nicht fähig waren einem guten Rathe zu folgen, oder das zu thun, was Ehre und Pflicht von Ihnen forderten. Das schändliche Leben, das Sie jetzt führen, galt Ihnen mehr. Hätten Sie den Rath annehmen wollen, den ich Ihnen damahls gab, so würden Sie den König in Freyheit gesetzt haben. Sie würden sich durch diese Handlung einen unsterblichen Ruhm erworben haben. Sie würden der Pflicht eines guten Unterthanen, eines getreuen Dieners und ehrlichen Mannes nachgekommen seyn Sie würden, den Beyfall aller Ihrer Mitbürger

ohne Ausnahme, ja den Beyfall von ganz Europa verdient haben. Alle Welt würde dazu beygetragen haben, Ihnen Gnadenbezeigungen, Belohnungen und Vorzüge zu verschaffen, die Ihrer Treue, und dem Dienste, welchen Sie dem Könige und dem Vaterlande geleistet hätten, angemessen wären. Ich wüste auch in der That nicht wie jemals Belohnungen vollkommner hätten verdient seyn können. Und was sind Sie dagegen jetzt? abscheulich in aller Menschen Augen: das Gespräch und der Fluch des Königreichs, ja des ganzen Erdbodens. Man hatte auf Ihre Treue, auf Ihre Liebe zum Könige und auf Ihre Pflicht Rechnung gemacht; man hat sich gröblich betrogen: nun folgt die Straffe nach. Man verkündigt im ganzen Königreiche Ihre Schande, und nennt mit Abscheu Ihren Nahmen; bey Hofe sind Sie für nichts geachtet: man speiset Sie mit leeren Worten ab, zeigt Ihnen in der Ferne Schattenbilder von Hoheit und Würde, und läßt Sie an dem leeren Titel eines Grafen, an diesem ewigen Denkmahl Ihrer Treulosigkeit, Ihrer Schwachheit, Feigheit und Schande Ihre stolze Freude haben, da indessen ein Struensee den König und die Königliche Familie ins Angesicht beleidigt; alle rechtschaffene Leute angreift, nicht weil sie ihn beleidiget haben, sondern um seine Allmacht sehen zu lassen; alle Macht an sich zieht; sich zum Herrn aufwirft über die Regierung, Geschäfte, Königreich, ja über den König selbst, den er in den Augen des ganzen Erdbodens entehret; mit den Finanzen unumschränkt und wieder alle Ordnung schaltet. Dieser Elende durfte es wagen, sich mit seinem Herrn im gleichen Rang zu setzen: durch einen Cabinetsbefehl, den er selbst paraphirt hatte, seiner Unterschrift ein Ansehen zu verschaffen, das nach den Grundgesetzen des Reichs einzig und allein der Unterschrift

des Königs zukömmt. Ihre Feigheit und Ihr unwürdiges Verhalten sind ihm behülflich gewesen so hoch zu steigen; Sie allein hätten ihn daran verhindern können: Ihnen wird also auch die Schuld davon beygemessen. Wenn er Schandthat und Meuchelmord begeht, so thut er es um zu regieren: Sie hingegen tragen dazu das ihrige bey aus Zaghaftigkeit, und um dem Willen eines Cromwel zu gehorchen, der, um sich zu retten, tausendmahl das Leben Ihres Königs seinen strafbaren Absichten und seiner Sicherheit aufopfern wird. Anstatt den König von allen den Dingen zu unterrichten, die Sie besser sehen und wissen, als irgend ein andrer Mensch: denn scharfsichtig genug sind Sie, das sieht man so bald es auf Ihre eigne flüchtigen Vortheile ankömmt: statt dessen, sage ich, sind Sie diesem Diederich Schlagheck behülflich, sich der Königlichen Gewalt anzumassen, Ihren Souverain von sich abhängig zu machen und in den Augen seiner Unterthanen herunter zu setzen, um dadurch die Liebe der Unterthanen auszulöschen oder wenigstens diese unauslöschliche Liebe zu verringern; ja, wie alle Welt sagt, tragen Sie sogar dazu bey, ihn zu mishandeln.

Sie, der Sie alles Unglück abwenden, der Sie den König aus den Händen eines Nichtswürdigen erretten können, und es doch, nicht thun, Sie sind strafbarer als der Verräther selbst, Sie allein haben es zu verantworten und werden auch, so gewiß als ein Gott im Himmel ist, es dereinst mit Ihrem Leben verantworten müssen.

Die Staatsgeschäfte gerathen, wie Sie sehen, in die äusserste Unordnung. Alles wird über einander und unter einander ge-

worffen. Man verwirret alle Dinge mit einer Unverschämtheit, von der die Geschichte kein Beyspiel aufzuweisen hat. Die rechtschaffensten Leute im Lande, Leute, die lange, getreu, untadelhaft und vom Neide unangefochten gedient haben, schickt man fort. Man jagt sie schimpflicher Weise weg, wenn entweder sie sich nicht auf die zerstörende Entwürffe dieses elenden Artztes einlassen wollen, oder man Ihre Redlichkeit fürchtet. Ihre Stellen besetzt man wieder mit untüchtigen Leuten, mit Leuten, die weder das Land, noch die Lage unsrer Sachen kennen, die sich nie auf den Theil der Reichsgeschäfte gelegt haben, den sie übernehmen; mit einem Worte, mit Leuten, denen niemand jemahls zugetrauet hat, daß sie auch nur die ersten Grundsätze der Staatsverwaltung erlernet hätten.

Was heißt das, ich bitte Sie um Gottes Willen, einen

— — —, einen — — — Professor der Mathematick

aus Lignitz, der Dännemark kaum auf der Landkarte zu finden

gewust hat, einen — — — an die Spitze der Finanzen zu

stellen? Und solchen Leuten giebt man jährlich 3000 Rthlr., da man indessen andre, die 40 bis 50 Jahre und noch länger, treulich und untadelhaft gedient haben, Hungers sterben läßt: warum? weil diese nicht fähig waren ihren König und das Vaterland zu verrathen, oder an aufrührerischen und verderblichen Anschlägen Theil zu nehmen. Jene Unwissende erkühnen sich eine Bürde auf sich zu laden, vor der ein Mann von Kopf und Erfarung, wäre er auch der allerentschloßenste, zu allen Zeiten und besonders in diesen unglücklichen Zeiten erzittern würde: doch, es ist wahr: dieser kennet die Gefahr, und hat nicht Lust, weder das Wohl des Staats, noch seine eigne Ehre aufs Spiel zu setzen; da hingegen jene nichts zu

verlieren haben, und die unglücklichen Folgen ihrer Untüchtigkeit und Unwissenheit nicht übersehen können.

Sie sehen, mein Herr, daß das Publikum dieses alles weis und empfindet. Die Folgen einer so Übeln Verwaltung sind im Stande das Volk bis zu dem gewaltsamsten Verfahren aufzubringen; und zwar ist dieses um so viel mehr zu befürchten, da es bereits öffentlich davon redet und sein Mißvergnügen ohne Zurückhaltung zu erkennen giebt. Sie, mein Herr, wissen dieses, und Sie verbergen es dem Könige; Sie, der allein Seiner Majestät sich nähert; denn den übrigen Unterthanen ist der Zugang zum Throne verschlossen: Sie allein können den König von der höchst gefährlichen Lage unterrichten, worin so wohl Er als seine Königreiche sich befinden. Vielleicht ist Er nahe dabey das eine derselben zu verlieren, und zwar der ausserordentlichen Gleichgültigkeit wegen, die man gegen diese behertzte und getreue Unterthanen äussert; und wenn Er fortfährt diesen bösen Anschlägen Gehör zu geben, so wird in kurzem alles, ohne Rettung, verlohren seyn.

Sie sehen, mein Herr, wie unsre Sachen ausserhalb stehen, und in welchem Grade die ausländischen Angelegenheiten verwirret werden unter der Führung der Cabale und durch die Unfähigkeit unsers großen Cabinets-Ministers, der sich darin mischet. Es geht so weit, daß der Nahme der Dänen ein Vorwurff geworden ist.

Sie sehen und wissen wie unumschränkt Seine Excellenz, unser großer erster Minister, der Herr Graf von Struensee über die Landeseinkünste, über dieses reinste Blut der armen Unterthanen gebietet.

Sie, mein Herr, sind ein Däne, ein - Edelmann, Sie sind von dem Könige geliebt, Sie und Ihre Familie haben so viele Wohlthaten vom Könige empfangen, und Sie schweigen stille! müssen Sie sich nicht schämen, und sind Sie nicht nach Ehre und Gewissen überzeugt, daß Sie selbst, und zwar zuerst, das Opfer einer solchen Aufführung seyn werden? Sie, der Sie es tausendmahl hätten verhindern oder hintertreiben können.

Sollte ein Aufruhr oder eine Empörung entstehen, welches Gott nach feiner Barmherzigkeit abwenden wolle! an wen würde ein aufgebrachtes Volk sich halten? an wen anders als an Sie, der Sie wenigstens eben so strafbar sind, als Struensee? Sie stehen in Gefahr, eine Aufführung, die eines ehrlichen Mannes so sehr unwürdig ist, dereinst mit Ihrem Leben büssen zu müssen.

Wachen Sie auf, und kehren Sie zu Ihrer Pflicht zurück! Ich beschwöre Sie darum bey der Asche Ihres Vaters, den Sie nie gekannt haben, bey den Thränen Ihrer tugendhaften Mutter, die vielleicht schon im voraus über Ihre Leiche weinet, ja, was noch mehr ist, bey den Thränen beschwöre ich Sie, die vielleicht der König, die Königliche Familie und Ihr zerstörtes Vaterland dereinst vergießen werden, und wohl jetzt schon vergießen.

Sie fürchten sich nicht, sich persöhnlicher Angelegenheiten wegen mit dem Minister aus der medicinischen Facultät zu überwersfen, aber Sie sind niedrig genug, sich wieder mit ihm auszusöhnen für 10000 Rthlr., die er dem Könige und dem Volke entwendet, um sie Ihnen zu geben. Erröthen Sie

nicht über eine solche Niederträchtigkeit? würden Sie denn wohl mehr Furcht vor diesem Menschen haben, wenn es auf das Wohl Ihres Königs und Vaterlandes ankäme? hätten Sie doch in diesem Falle zwey Königreiche ohne Ausnahme auf Ihrer Seite: denn die Verräther und ihres gleichen, die eine faule Sache zu verfechten hätten, werden sich nicht einlassen, ja sie werden nicht einmahl den Schein haben wollen, als wären sie wieder Sie, aus Furcht ihre Köpfe zu verlieren, die ihnen ohne dem schon nicht recht fest mehr auf den Schultern sitzen. Nein, ich lebe der Hoffnung, Sie würden Ihren König und Ihr Vaterland retten. Sie würden alsdann mit Recht Belohnungen annehmen und so gar fordern können; man würde Sie nicht auf dieselben warten laßen, noch weniger würde man sie Ihnen versagen; und ich, der ich dieses an Sie schreibe, wollte mit Freuden der erste seyn, der das seinige Hingäbe, um Sie mit Gütern zu überhäuffen. O! mit welcher Zufriedenheit und mit welchem Rechte würden Sie nicht Güter, Vorzüge und Ehren besitzen, wenn Sie dieselben mit Einwilligung und selbst nach dem Wunsche Ihres Königs, Ihres Vaterlandes und aller Ihrer Mittbürger besässen. Bedenken Sie dieses, mein Herr, wiewohl ich Ihnen zu viele Denkungsart zutraue, als daß Belohnungen etwas über Sie sollten vermögen können.

Hören Sie, nun wie ich meine, daß Sie die Sache angreiffen müßten. Sie sind mit dem Könige allein: Sie machen, wie ich Mittewochen in Hirschholm gehört habe, des Abends eine Spatzierfahrt mit dem König. Sie haben diesen Herrn sehr unzufrieden über die Einschränkung gefunden, worin man ihn hält. Machen Sie sich einen solchen günstigen Augenblick zu nutze, oder veranlaßen Sie denselben; Sie haben dazu Verstand genug.

Legen Sie dem Könige die unglückliche Lage, worin Er sich befindet, umständlich vor Augen; zeigen Sie Ihm, wie wenig er auf die Art im Stande ist die Pflichten zu erfüllen, die seine Würde ihm auflegt, und daß nach dem Schritt, den er gethan, als er die Cabinets-Ordre vom 15ten Julius unterschrieben, die zwischen Ihm und Struensee den Thron und die Königliche Gewalt theilet, Er, die Königliche Familie, das Reich, alle Unterthanen, alle Einkünfte, das Leben und die Güter eines jeden in der Hand dieses Erz-Großveziers stehen, der weder Erfarung noch Ehre hat weder Religion, noch Treue, noch Gesetz, der Herr von allem, und, wenn ich es sagen darf, selbst von dem Leben des Königs ist. Sie wissen, daß große Verbrechen noch größere nothwendig machen: zuletzt ist alles zu befürchten. Wenn Sie dieses alles angeführt haben; so schildern Sie die Verzweiflung aller Unterlhanen: zeigen Sie, wozu die Umkehrung des Staats und das Elend im Stande sind das Volk zu bringen, und welcher Gefahr der König und der Staat ausgefetzt sind, wenn dieser Unglückliche Zeit behält alles von Grund aus zu verwüsten. Wenn es Ihnen gelingt, das Herz des Königs zu rühren, und Sie ihm alsdenn die Nothwendigkeit seine Königliche Person, seine Familie und den Staat zu erhalten begreiflich gemacht haben; so schlagen Sie ihm vor, gerade nach Kopenhagen zu gehen, wo er ganz sicher ist, sich aufs Schloß zu begeben, und daselbst zwey oder drey angesehene Männer zu sich kommen zu lassen, die einen guten und den Umständen angemessenen Rath zu geben wissen, damit man keine Schritte mache, die Folgen nach sich ziehen könnten, zu einer Zeit, da das Volk bereit seyn würde sein erlittenes Unrecht und seinen Haß an den Urhebern seines Unglücks und Elendes zu rächen. Ich könnte Ihnen die Männer nennen, aber das Publikum wird sie ohne mich nennen. Sie müssen aus den Departements seyn, damit sie einen Rath geben können, der sich auf hinlängliche Kenntnis der Sache gründet. Doch muß es

durchaus nicht Hr. — — — seyn, noch Hr. von — — —, noch Hr. — — —,

die dem Volke in gleichem Grade verhaßt sind und folglich die ganze Sache verderben würden.

Seyn Sie aus Liebe zu Gott, zu Ihrem Könige, zum Vaterlande, zu Ihrer Familie und zu sich selbst sorgfältig hierauf bedacht, und säumen Sie nicht alzulange Ihrem unglücklichen Vaterlande zu Hülffe zu kommen. Retten Sie den Staat, den König und Ihr Leben.

✂

Dom,

afsagt af den anordnede

Inquisitions-Commission

paa

Christiansborg Slot,

den 25. Aprilis 1772.

over

Johan Friderich Struensee.

Med den paafulgte

Kongelige Approbation,

af 27. Aprilis 1772.

Kiøbenhavn,

Trykt med Kongelig allernaadigst Privilegio udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Dom

udi Sagen imellem General-Fiscalen, som

anbefalet Actor, paa den eene, og Greve Johan Friderich Struensee, paa den anden Side.

Foruden det at Greve Friderich Struensee allerede forher er overbeviist, og selv har tilstaaet, at have begaaet en grov Misgierning, som involverer Forgribelse imod Kongens Høyhed, eller Crimen læsæ Majestatis i en høy Grad, og i Følge Loven, og i sær dens 6te Bogs 4de Capituls 1ste Articul, ' fortiener en haard Døds Straf; Saa er det og noksom baade bekiendt og gotgiort, at hans heele Forhold og Opførsel i den Tiid, han har havt Deel i Affairernes Bestyrelse, har været en Kiede, sammensat paa den eene Side af idel daarlig og forvoven Fremfusenhed, og paa den anden side af lutter Finter og Intriguer, som

alle sigtede til at tilvende ham alleene ald Magt og Myndighed, med alle andres Udelukkelse; Derved han dristig har antaget og benyt-

tet sig af alle de Midler, som han formeente at kunde tiene til at opnaae denne hans Hensigt, og det uden i mindste Maade at betænke, om de vare tilladelige eller ey, og hvorvidt de enten komme overeens med Regieringens Forfatning og Form, Nationens Genie og Landets Indretninger og Love, saavel de Borgerlige som Grund-Lovene, eller og directe streede derimod.

Hans store Øyemeed var, deels at blive Geheime Cabinets-Minister, med den overordentlige og uhørte Magt, som han i sidste Julii Maaned tilsneeg sig, dels at udelukke alle Undersaatter fra deres Konge, og Kongen fra dem, deels at udøve ved Hoffet, og over det Høyeste selv, saadan en utæmmet Magt, som man med Forbauselse har seet.

Til denne Hensigts Opnaaelse havde han, paa Hans Majestæts Udenlands-Reyse, arbeydet paa at erholde Allerhøystsammes Naade, ved den Omhue han udviiste for Kongens Sundhed og Fornøyelse. Da Hans Majestæt var kommen hiem, holdte Struensee sig stille, og syntes at være ikke mindre end sindet til at attraae de Charger og Værdigheder, som hans Ærgierrighed og Herskesyge dog higede efter.

Han levede ved Hoffet, fornøyede sig, forlangte ingen Forhøyelse i sin Gage, og lod til at være tilfreds med Rolighed og Vellyst. Men i samme Tiid arbeydede han med Iver hemmeligen paa at legge den Grundvold, hvorpaa han vilde opføre sin stolte Lykke.

Hans Sag var det ikke at lære Landets Sprog, at udstudere dets Forfatning og Indretninger, at kiende dets Tilstand og sande Interesse, og at forstaae dets Borgerlige Love og Grund-Lov. Det var den Vey han burde have gaaet. Men om alt dette var og forblev han i den største Ukyndighed; Han tvertimod valgte at udgrunde de Principer, som Hans Majestæt Kongen i sin Regiering vilde følge, paa det at han af dem kunde betiene sig til at skiule sine skadelige Anslag. Og, som han endnu havde ald Aarsag at frygte, at enten troe Mænd skulle aabenbare hans Hensigter, eller Kongen selv mærke dem: Saa, for at forhindre Virkningen af det første, bagvaskede han hos Kongen uden Forskiæl alle dem, som havde den Naade at nærme sig til Monarchen: Og for at erholde der sidste, arbeydede han paa at skaffe sig en mægtig Protection, og at have hos Kongen en saa nær, bestandig og paalidelig Ven, at det skulle næsten blive umueligt for Hans Majestæt at opdage denne Mands Veye og Hensigter.

Aldrig saasnart har han i Aaret 1770. faaet sin Machine fuldkommen færdig, førend han strax satte den i Bevægelse.

Vore Konger have uafbrudt, siden Souveraineteten, have et Raad, bestaaende af saadanne Mænd, som vare kyndige i Landets Love og Indretninger, og havde udstuderet det rette Stats-Systema og Landets virkelige Interesse og Fordeele, samt vidste de Regler, som i Følge deraf burde og kunde appliceres paa forekommende Tilfælde.

Deres Embede var, at være om Kongen, saa ofte Sager af Vigtighed skulde Ham forestilles, og at give Hans Majestæt den nødvendige Oplysning om alt, hvad Han forlangte at vide, for at give sin Decision.

I det øvrige havde disse Mænd, som Lemmer af Conseillet, intet Votum, ingen Expedition, ingen Secretaire; Thi alt kom an paa Kongens Villie, og alt blev udfærdiget fra vedkommende Departements.

Dette Raad, saa gammelt, saa naturligt, vilde Struensee og hans Tilhængere have gandske ophævet og casseret; Thi denne Mand frygtede for, at, om noget saadant Raad var til, skiønt det endog kunde bestaae af hans egne Venner, vilde det aldrig mangle i Tiden at sætte sig imod hans skadelige Anslag, og aabenbare dem for Kongen, siden han ikke kunde excludere dem fra at tale med Hans Majestæt, og forestille Ham Hans egen og Landets Tarv.

Til den Ende havde Struensee allerede i Forveyen ved allehaande Insinuationer calumnieret de da værende Ministre, og med sorteste Farver afskildret endog saadanne Handlinger, som vare unegteligen til Kongens, og Statens Fordeel.

Hans Majestæt, som inderligen elsker sit Folk, og ønsker Redelighed hos sine Embedsmænd, og er nidkiær for sin souveraine Myndighed, tabte da Tilliden til sit Conseil, og havde villet besætte det med andre Mænd, og give det en anden Indretning;

Men Struensee satte, ved de falskeste Foregivender og de listigste Trekker, saadanne Hindringer for Kongens Hensigter, at Conseillet efterhaanden ophørte, og endog tilsidst blev ved Acten af 27 Decembris 1770. solenniter afskaffet.

I samme Tiid blev han selv Maître des Requetes; og, som hans Plan gik ud paa alleene ar være berettiget til at tale med Kongen om Affaires, og derfra at udelukke alle andre, saa syntes de øvrige tilovers blivende Collegier endnu heri at kunde legge ham nogen Hinder i Veyen.

I den Henseende blev det af ham forestillet Hans Majestæt Kongen, som ønskede at være grundigen underrettet om de Sager, der fra Collegierne indkom til Allerhøystsammes Decision, at intet var til dette Øyemeed tienligere, end at Collegierne fik Ordre, i en Porte-feuille at sende eller levere deres skriftlige Forestillinger, paa det Kongen kunde have den fornødne Tiid til at læerse og overveye samme.

Ved dette glimrende, og til Anseelse saa nyttige, Raad erholdte Manden sin Hensigt, at excludere Collegierne fra Kongen.

Snart bemægtiger han sig Porte-feuillerne, og bliver saaledes eene Mester af at forestille Sagerne, hvorledes han vilde, for Kongen.

Vilde da de vedkommende Collegier, til Kongens nærmere Oplysning, have de behørige Grunde anbragte, maatte de vende sig til Struensee; og saaledes blev han, hvad baade Conseil og Collegier tilforn havde været.

Under Paaskud af at befordre adskillige Sagers hastigere Expedition, og tillige at viise den Kongelige Myndighed i sin rette Høyhed, udstædede han og adskillige Cabinets-Ordres, som bleve iverksatte, uden at det vedkommende Departement derom fik Underretning: Et Foretagende, som nødvendigen maatte forvolde den yderste Confusion, og som en Mand vovede, der hverken kiendte Landet eller dets Love, eller dets Tilstand, eller dets Sprog. Men alt dette var ikke hans Bekymring, naar han kuns kunde drage ald Myndigheden og Anseelsen til sig.

Denne Grev Struensees Ukyndighed i det, som enhver Minister i Danmark burde vide, og hans saare liden Omhue for at erhverve Kundskab derom, har medført utallige Uleyligheder, saavel for det Almindelige, som for private Personer.

I de Collegier, som alletider forher vare vandte til at indsende deres Forestillinger paa Dansk, maatte en aparte Betient employeres til at oversætte dem paa Tydsk, paa det at Grev Srruensee i dette Sprog kunde læse dem. Det Danske Cancellie, som det eeneste Collegium, der bestandig blev ved at indsende Forestillingerne paa Dansk, havde alt for ofte Leylighed til at erfare, at disse Forestillinger aldeles ikke bleve læste, da alleene en Extract

deraf, som var befalet paa det korteste at forfattes, og anføres paa den saa kaldte Rotulo, blev oversat paa Tydsk, og læst af Grev Struensee, derefter da Resolutionen faldt paa Tydsk, som igien blev oversat paa Dansk i Cancelliet. Det kunde derved ikke feyle, at jo Resolutionen ofte blev tvetydig, uforstaaelig, og lidet passende paa Sagen, som den, der forestillede samme for Hans Majestæt, sielden havde ret Begreb om.

Private Folk, som vilde indgive Ansøgning til Cabinettet, og havde opsat samme paa Dansk, løbe om, for at faae een til at oversætte den paa Tydsk, staaende i den, maaskee ey ugrundede, Tanke, at, naar Memorialen alleene var paa Dansk, blev den ikke læst; Da derimod disse Tydske for got Kiøb erholdte Oversættelser ofte geraadede saaledes, at man deraf ikke kunde erfare, hvad der egentlig intenderedes med Ansøgningen.

Grev Struensees Ukyndighed om Collegiernes Indretning, hans Ulyst til at erhverve sig Kundstab derom, og hans Attraae til at omstøbe Statens heele gamle Forfatning, og at formeere sine Tilhængere, ved at placere allevegne og i betydelige Poster Mænd, som skyldede ham deres Lykke: Alt dette bragte ham til at legge Haand paa det eene Collegium efter det andet, og, som han selv hverken kunde eller vilde arbeyde, da at bruge til disse betydelige Forandringer andre Mænd, hvoriblant endeel selv siden har bekiendt, at de aldeles ikke vidste eller havde søgt Underretning om den forrige Indretnings Beskaffenhed, Fordeele eller Mangler, saasom de alleene vare befalede at forfatte en Plan til en nye Indretning, efter visse forudsatte Data.

Efter at Grev Struensee saaledes ved det Geheime Conseils Afskaffelse, og ved de fleeste øvrige Collegiers Svækkelse, Omdannelse og Udelukkelse fra mundtlig Forestilling, havde draget ald Magt og Myndighed til sig, varede det ikke længe, førrend Hans Majestæts Undersaatter i Almindelighed baade mærkede og følede Virkningen af hans despotiske Principiis og Tænkemaade.

I Følge af den forhen ommeldte Faderlige og milde Regiering, som man forher i Danmark i saa lang Tiid havde været vandt til, og syntes at have faaet en Slags Hævd paa, holdt enhver, som fik en Kongelig Betiening, sig berettiget til at troe, at han kunde være forvisset om at beholde samme, saalænge han opførte sig som han burde, og iagttog sit Embeds Pligter, og at han ikke stod Fare for at miste den mod hans Villie, med mindre han, formedelst Malversation, Forseelse eller Forsømmelse, blev ved Dommerens Kiendelse eragtet at have forbrudt den. Disse moderate Principia, som caracteriserede Regieringens Mildhed, og havde mange ypperlige Virkninger, vare aldeles ikke efter Grev Struensees Smag, som ikke vilde være gêneret, allermindst, naar det kom an paa at giøre Folk ulykkelige, og derved indjage Skrek i andre.

Af den Aarsag hørte man jævnlig, og fast daglig, nu at een, nu at en anden, Kongelig Betient vare ved Cabinets-Ordres afsatte fra deres Embeder, uden at de engang havde faaet at vide, hvorudi de havde forseet sig, og hvorudi deres Forbrydelse bestod.

Adskillige mistede deres Embede, uden at faae nogen Kongelig Resolution derfor at see, og uden at vide noget deraf, førend de hørte, at Embedet, ved en Cabinets-Ordre, var givet til en anden. Dette extenderede sig og til heele Collegier.

Heele Kiøbenhavns Magistrat, som bestod af 18 à 20 eller fleere Personer, blev afsat, og en nye Magistrat igien indsat, ved en Cabinets-Ordre af 3 April 1771. til Ober-Præsidenten, som faa Dage forher, ligeledes ved en Cabinets-Ordre, var beskikket til dette Embede, hvorfra den forrige var dimitteret, og som lod sig nøye med, ved et Brev at tilkiendegive de forrige, at de vare afsatte, og de nye, at de havde at indfinde sig paa Raadstuen, uden at de Afgaaende i nogen Maade fik at vide, hvorudi de havde forseet sig, og hvorfore de vare afsatte.

Foruden Magistraten var der endnu et andet Collegium eller publiqve Forsamling i Kiøbenhavn, nemlig de saa kaldte 32 Mænd; Da det ved de Kiøbenhavn saa solenniter, i Henseende til Borgerskabets under Beleyringen og ved Souveraincteten udviiste Troeskab og Tapperhed, forundte Privilegier af 24 Junii 1664, var bleven Borgerskabet tilstaaet, at de, tillige med Magistraten, maatte af de beste og fornemmeste Borgere udvælge 32, som med Magistraten kunde overlegge Byens og Borgerskabets Beste og Fordeel, samt Indtægt og Udgift. I den Henseende dem og med nogle af Magistraten var forundt Adgang til Hans Majestæt selv.

Denne Forsamling, der ansaaes som en Perle i Byens Privilegier, der havde adskillige gode og nyttige Virkninger, og ikke kostede Hans Majestæt eller Byen det allermindste, blev ligeledes ophævet ved den samme Cabinets-Ordre, i Følge af hvilken den ommeldte Ober-Præsident lod viide, at de ikke mere maatte forsamle sig, og derhos lod den til deres Forsamling destinerede Sahl paa Raadhuuset tillukke. Disse og mange andre Exempler af samme Beskaffenhed, som alle viiste, at intet var helligt for denne ligesaa uforsigtige som voldsomme Mand, der var ligesaa stor Hadere af Klogskab og Mildhed, som af Orden og gode Sæder giorde en forunderlig Indtryk paa Nationen, der syntes paa eengang at see sig henrykket under et andet og østerlandsk Clima.

Nogle lamenterede og sukkede, andre yttrede deres Forbavselse eller Forbittrelse nu paa een, nu paa en anden, Maade; Alle vare dog eenige derudi, at Hans Majestæts milde og Faderlige Hierte til hans Undersaatter var det samme, som forher, naar kuns deres Suk og Klage kunde trænge igiennem til Thronen, og Sagens rette Sammenhæng blive Hans Majestæt forestillet.

Men dette syntes umueligt formedelst de Præcautioner, Struensee i den Henseende havde taget. Han havde hos Kongen placeret hans intime Ven, Grev Brandt, og da han mueligt, i Følge det bekiendte Ordsprog: Nulla amicitia nifi inter bonos, ikke var saa aldeles forvisset om dette Venskabs Vedvarenhed; saa søgte han at forsikre sig dets Vedligeholdelse ved fælles Interesse, og, som strax skal viises, paa Hans Majestæts og den Kongelige Casses Bekostning.

Grev Brandt, som var immer om Kongen, bestyrkede Ham i det, Struensee insinuerede og foregav, og hindrede, at ingen kom til at overbeviise Hans Majestæt om den Sandhed, som var tvert derimod.

Der var ingen Conseil, og saa at sige ingen Minister. Ingen kom til at tale med Kongen alleene, uden de, Grev Struensee holdt sig forvissed om; skeede det, var det kuns paa et Øyeblik, eller saare kort Tiid, som ikke tillod nogen vidtløftig Fortælning eller Discussion. Alle andre bleve eloignerede fra Hans Majestæts Person, hvilket endog strakte sig til Hans Majestæts egen allerhøyeste Familie og allernærmeste Paarørende, for hvilke Hans Majestæt alletider forher havde viist en øm Tendresse og Kiærlighed; Men fra den Tiid af, at Grev Struensee havde bemestret sig Bestyrelsen af Hoffet, ligesaavelsom af heele Landet, kom de kuns sielden til Kongen, og fik aldrig Leylighed at tale med Ham alleene, da de ikke havde manglet at frembære Landets og Undersaatternes Tarv og Bekymring for Ham; Derpaa disse høye Personer siden, saasnart Leylighed gaves, have aflagt saa uomstødelige Prøver, som aldrig noksom kunde prises og erkiendes.

Det kunde ikke feyle, at jo Grev Struensee ved saadan despotisk, voldsom og ufornuftig, Omgang maatte giøre sig overalt forhadt.

Hans Emissarier og Tilhængere, af hvilke han dog havde endeel, naar de ikke torde vove ligefrem at justificere eller und-

skylde hans Foretagende, søgte i det mindste meget at berømme og vidt at udbrede hans foregivne store Desinteressement, som de satte derudi, at han lod sig nøye med den ham tillagde moderate Gage, uden at forlange, enten for sig eller sine, enten Penge eller Ære, Hvorvidt saadant den Tiid blev troet, lader man staae ved sit Værd: Vist er det, Grev Struensee havde taget gandske vel overlagde Messures, til at skiule hans Egennyttighed paa den Tiid, og saalænge det varede. Men det er siden alt for tydelig erfaret og gotgiort, at han har været en overmaade interesseret og egennyttig Mand, der med god Føye kand siges at have pilleret Hans Majestæts Cassa.

Han havde en gandske skikkelig og anseelig Gage, med hvilken han saa meget bedre kunde komme ud, som han havde alle Ting frit til Hove, lige indtil de Giestebudder han giorde: Han vidste, og havde noksom udraabt, den slette Tilstand, i hvilken Hans Majestæts og den publique Cassa allerede fra forrige Tider af befandt sig.

Dette uanseet, lod han neppe 2 á 3 Maaneder gaae forbi, efter at Conseillet var afskaffet, og han var bleven Maitre des Requetes, førend han ved at misbruge Hans Majestæts gode Hiertelag, af Høystsamme forlangte og erholdte en Present for sig selv paa 10000 Rdlr. og for sin Ven, Grev Brandt, paa lige Summa. Man skulle tænke, at en saa anseelig Present, for disse tvende Personer, af hvilke den eene var Maitre des Requetes, og den anden Directeur des Spectacles, og begge kuns kort Tiid havde været i

samme Charger, skulle for en Tiid lang mættet deres Gierrighed; Men samme befindes derimod at have voxet og tiltaget; Da Grev Struensee, efter at de havde faaet ommeldte Present i Februarii eller Martii Maaned, atter i May Maaned, og altsaa efter 2 à 3 Maaneders Forløb, erholdt af Hans Majestæts Casse 50000 eller 60000 Rdlr., og lige saa meget for Grev Brandt; Saa at disse

tvende Personer have, paa en kort Tiid af 3 a 4 Maaneder, foruden deres ordentlige Gehalt, kostet Hans Majestæt enten 140000 Rdlr. eller i det mindste 120000 Rdlr. (thi hvilken af Deelene det er, kan man i Henseende til den Confusion, Grev Struensees Regnskaber ere udi, endnu for Tiden ikke med Vished sige) og det foruden de Presents, de baade for og efter den Tiid have tilvendt deres gode Venner, saasom, Justiz-Raad Struensee 4000 Rdlr., Grevinde Holstein 3000 Rdlr., Kammerherre Falkenschiold 3500 Rdlr. eller meere, og saa fremdeles.

Ak denne Grev Struensees uforsvarlige Egennyttighed har været ret overlagt og reflecteret, det seer man af den konstige Maschine, han havde opført, alleene for at kunde faae og annamme disse Penge, uden at nogen skulde faae det at vide.

I den Henseende foreslog han først at ophæve det saa kaldede Tresor (som var en Summa Penge, der var lagt til Side, for at kunde betiene sig deraf i paakommende hastige Tilfælde) og at lade samme indlevere i den publique Cassa. Men, som de paa Veyen til den publique Cassa maatte passere Cabinettet, foreslog han atter Hans Majestæt deraf at tage 250000 Rdlr., og af samme at for-

mere en saa kaldet Speciel Cabinets-Cassa, som skulde være under hans Opsigt alleene.

Derved fik da Grev Struensee god Anledning til at erholde og imodtage anseelige Summer, uden at nogen anden kunde faae Kundskab derom.

Han haver og saaledes holdt Huus med denne Cassa, at da den blev oprettet i April Maaned 1771, og den Tiid bestod af 250000 Rdlr., saa var deraf ved den næstpaafølgende May Maaneds Udgang kuns 118000 Rdlr. tilovers, uanseet Cassen ikke havde havt anden Udgift end slige Presents.

Disse tilovers værende 118000 Rdlr. vare rimeligviis efterhaanden gangen den samme Vey, som de øvrige, naar Struensee ellers dertil havde faaet Tiid og Raaderum.

Grev Struensees skammelige Gierrighed og Egennyttighed er herved saaledes lagt for Dagen, at de, der have udraabt ham som u-interesseret, have Aarsag at tilstaae, at de kuns lidet have kiendt ham, og derhos have været slet underrettede.

Men dette er ikke nok. Her er den allerstærkeste Præsumtion for, at Grev Struensee, under denne Handel, har begaaet et ublue, skammelig og høyststrafværdig, Bedragerie. Da den iblant Grev Struensees Papiirer forefundne, og af Hans Majestæt approberede, Beregning

Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Kvartbindet

Tanker

over

Jule-aftens Feyde

1771.

Kiøbenhavn 1772,

Tanker

over

Jule-Aftens Feide

1771.

Skrevet af Forfatteren til nye Prøve af

Frimodige Tanker over Den saa uventede, som store Hevnens Dag, Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn. Trykt og at bekomme hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

Til Kongen. Af Peter Friderich Suhm. Kiøbenhavn, Trykt hos Brødrene Berling. 1772.

Seltnes Denkmahl patriotischer Freymüthigkeit, und großmüthiger Königlicher Wahrheitsliebe.

I Anledning

af

Herr Conferenz-Raad

P. F. Suhms

ypperlige Tale

De

Retsindiges

Kritik

over

Hr. Conferentsraad Peter Friderich Suhms

Erindringer

ved den

velhMmendes Krim

over

Suhms Moraler.

Til Hr. Conferents-Raad i Anledning av Hans Brev til Kongen

NO. 1772.

Bergen,

trykt hos Kong. Maj. privil. Bogtrykker, h. Dedechen.

Tillas os at takke Dig, Du store Dannemarkes og Norges Patriot! Tillad os at tegne her Dit uforglemmelige Navn, Hr. Conferentsraad SUHM !

for at sætte

disse taksigelses Linier

i en klarere glands.

1772. 6te Aargang. No. 12.

Tronheims Kongelige allene privilegerede Udresse- Contoirs

Ugentlig Udgivende Efterretninger

ved Commerce-Secreterer Rissen,

Som

Et Brev til Hr. Konferentsraad Peter Frid Suhm. fra

Josias Leopold Bynch.

Et Digt over Frieheden.

Skreven

i et

kummerfuld Fangsel

af

I. A. C. O d e über Dännemarks Errettung Den 17. Jänner 1772.

Zum Druck gegeben

von

B.

Copenhagen

OB HOSTEM PATRIAE

DEVICTUM

A. D. XVII. IANVARII CICICCCLXX11.

HAVNIÆ, typis HOECKII.

Afbrudte Tanker i Anledning af Beskiermelses-Dagen den 17de Januarli 1772. af E. B.

Kiøbenhavn Trykt hos Paul Herman Höecke 1772.

Guds hævn over kongens Fiender udført Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og til kiøbs at bekomme hos August Friederich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

Den

Uforglemmelig Fredag

den 17 Januar. 1772.

Som

under den allerhøyestes besynderlig

Det frelste Tvilling-Riges Fryd over sin elskte og frelste Konge

paa

allerhøistsammes høie fødsels Dag

den 29 Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Rigernes Bøn til Kongen At Han vil handhæve det Gode, men afhielpe det Onde,

som

under Struensee er stiftet,

paa

allerhøjstammes fødsels Dag

Nordens Glæde