Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Kvartbindet

Tanker

over

Jule-aftens Feyde

1771.

Kiøbenhavn 1772,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiol-Stædet.

2

        

3

Saa kan et Tordenskrald, et Veyr, sendt fra det Høye, @De ranke Ceder-Træer tidt ned til Jorden bøye,

Heltinden segner med sin Helt i Hyrde Boe,

Naar et forfløyet Skud forstyrrer deres Roe.

Selv Jovis Cabinet det tabte sine Sandse,

Og maatte midt udi sin fulde Stræbning standse,

Dets virksomme Betient, dets stærke Drivehiul,

Fra Bord og Pen og Segl tog Flugt og krøb i Skiul. Er her den glubske Ulv, og ey den grumme Tiger,

Ey Ræven vidste Raad; Den Abe-Grevling skriger:

Sal Hesten op, jeg maa derind og høre til,

Vil Bjørne-Ungen nu opføre Skue-Spil.

Jo Theatralske Helt! Kom hid, kom op at age!

Saa stolt du kom og saae, saa slut du drev tilbage;

Coureer reed paa Coureer, og bragte Sørge-Bud;

De alt paa Veyen er med stærke Skrit herud.

4

Hvem? Spurgtes, er saa dierv, det er vel aldrig Fanden?

Han er jo vores Ven. Ney, Ney, det er Nordmanden,

Det Folk, den kiekke Slegt, der for et tusind Aar Kom Engelsk, Fransk og Tydsk at skielve som et Faar. Som hine agtede ey Fyrste, Konge, Keyser,

Langt mindre disse dem, der nu med Nakken kneyser, Nordmanne-Blodet er nu atter blevet varm,

Og vist vil have Hevn for den dem giorte Harm.

En skreeg: Det vrimler alt paa alle Stadens Gader,

En anden: Ingen Nød, vi har jo Palisader,

Men for en Visheds skyld slaaer alle Porte i,

Indtil vi faaer Succurs af Folk, som staaer os bi.

Ak, ak! hvad seer jeg — en af Livvagts Offiicerer@Jo! — i sin Stats-Mondur — heel daarlig figurerer,

Med Pidsk — i fuld Galop — paa usel Bondemær, Wie stehts Hr. Kapitain? — Han skriger: Feydefærd. Ak, raabtes — Greven — Ak! Han blegner, ak! Han daaner, Er ingen dog, som os lidt Vand, en Snelle laaner.

Pak ind, pak ind, afsted, fahr nach Hirscholmen zu,

Der er vort faste Slot, der frelses vi bedst nu.

5

Der skiultes vi jo sidst, da Fienden var for Døren,

Da de Neptunier kom seylendes med Børen,

Der nøde vi jo trygt den søde Sommer-Roe

Og jog med Glæde bort got Folk fra Brød og Boe.

Jo jo! Ey Borg, ey Berg, ey Holm skal Eder frelse,

I blødeklædte Folk, I dyrebare Pelse!

Den Pan, som daglig slaaer paa Eders Hiertes Dør,

Skal vist nok volde meer og mere Skræk end før.

Hvor gik det Bukken, som steeg op i Løvens Leye,

Hvad vandt Løvinden ved at løbe Gedens Veye *)?

Saa følger Haan og Spot, og Skrek, og uselt Liv,

Indtil der mørke Hul giør sidste Tidsfordriv.

Saa længe Josephs Navn kan Eders Stikblad være,

Har Eders Gierninger en Tilflugt, Skiul og Ære,

Men om han rives jer engang af Haanden vek,

Da ynsker, at I laae indsvøbte i en Sæk.

O ulyksalig Dag! bedrøvet Jule-Aften!

Her bliver Død for Brød, og Blod for Drue-Saften,

Vor franske Drama vil omvendes til en Graad,

Hvad er vor Storhed nu, vort Vid, vort Bud, vor Daad? * Læs Misantis Fab. 23.

6

Er Veller Port tillukt? Velan, vi veed en anden,

March! fort til Nørre-Port, vi skal vel finde Manden;

Raab kun Hr. Lieutnant, Halt! Vek med din hele Vagt, Opplantet Bajonet sig aabner Vey med Magt.

Naar ikke Hoved-Vagt, ey Slottets stærke Porte,

Ey begges Helligdom kan holde Magten borte,

Hvad vil en Nævfuld Folk, en mindre Officeer,

Ja en nedfældet Bom, Nordmanden deraf leer.

Nu March til Friderichsberg! vor Friehed og vor Ære!

Casernerne -— Skal de for Troeskab Lønnen være!

Med Cavalliers-Parol vi ikke nøyes vil,

Vor Fader, Kongen, maa sit Amen lægge til.

Hvad var at gribe til, nu gode Raad var dyre,

Modløshed knap fandt paa, sligt Uveyr at afstyre

Fred maatte bydes til, Herolden blev udsendt,

De vendte — Men dermed var Legen ikke endt.

Det store Christiansborg imidlertid berendtes,

Det til en formelig Beleyring strax omvendtes,

Kort sagt: De løbe Storm og toge Slottet ind, Slotsvagten var den Punkt, som rørte deres Sind.

7

Her kom det til et Slag, det gieldte Tydskens Pande,

Her hialp det lidet, at ved Höll und Teufel bande,

Ney Vagten maatte til, Gevær og Flint herud,

Sex Tydske, leider, blev en Nordmands Karre-Klud. Et Optrin giøres af de høye Officerer,

Gaaer det saa oftere, de af Honneur creperer,

En fnøs, en truede, en anden slog i Bord,

Men hver fik Texten læst i faa og danske Ord.

En tog til Kaarde-Greb, ham Nordmand tog i Brystet: Hvad tænker, Stakkel, Du, og ham en Smule rystet.

Ey Obrist, General, var for den Næve-Ret.

Langt bedre det dem gaaer i Damers Cabinet.

Paa sidste Helte-Tog, i de Dramaters Krige,

Der vandt I Seyren ved at høde og at skrige,

Her Eders eget Folk ey kiender Eders Røst For Land og Rige, See! en overflødig Trøst. Graae Haar blev seet til Hest af Flokken ud at ride,

Vel giort! For Graat og Grønt al Frygt var sat tilside, Her hialp ey gode Ord, ey Løfter, Trusel, Snak, Naar vi see Kongens Navn, vi da vil sige Tak.

8

Af mindre Høvedsmænd, een beed sig i sin Læbe,

En blegnede, en skialv, en færdig var at flæbe,

Kom nogen af de smaa paa Gaden med Respect,

Han stod for Nordmands Haand med Fier i lige Vegt.

Matrosen flokker sig i alle Udenværker,

Med fyrig Aand seer til, med opbragt Øre merker:

Slaaer Karle, I har Ret, vi staae som Venner bi,

Lad dem kun true Jer med Død og Slaverie.

Victoria blev raabt, Nordmanden fik sin Ville,

Dermed begyndte det at blive noget stille,

Mad, Øll og Brendeviin fra Staden sendtes op Til Vederqvægning for den Seyerrige Trop.

Te Deum Juule-Dag hos dennem laae paa Tungen,

Af hvem Halleluja i lang Tid ey var siungen.

Var Torden ikke til, blev Verden ødelagt Af Trolde, som belee den store Overmagt.

I Løvens gode Land tidt saadant skeer og meere,

Thi, som det siges, skal en Svaghed der regiere,

Som giør, at hver, der vil sin egen Hensigt naae,

Tør vove, Staten selv at sette Briller paa.

1

Tanker

over

Jule-Aftens Feide

1771.

Skrevet af Forfatteren til nye Prøve af

Skrivefriheden.

Tredie Oplag igiennemseet af Forfatteren og forøget med Anmærkninger.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade i No. 245. og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Saa kan et Tordenskrald, et Veir, sendt fra det Høie,De ranke Ceder-Træer tidt ned til Jorden bøie,

Heltinden segner med sin Helt i Hyrde-Boe,

Naar et forfløiet Skud forstyrrer deres Roe,

Selv Jovis Cabinet det tabte sine Sandse,

Og maatte midt udi sin fulde Stræbning standse,

Dets virksomme Betient, dets stærke Drivehiul,

Fra Bord og Pen og Segl tog Flugt og krøb i Skiul. Ei her den glubske Ulv, og ei den grumme Tiger,

Ei Ræven vidste Raad; Den Abe-Grevling skriger:

Sal Hesten op, jeg maa derind og høre til,

Vil Biørne-Ungen nu opføre Skue-Spil.

Jo Theatralske Helt! Kom hid, kom op at age!

Saa stolt du kom og saae, saa slut du drev tilbage:

Coureer reed paa Coureer, og bragte Sørge-Bud;

De alt paa Veien er med stærke Skrit herud.

4

Hvem? Spurtes, er saa dierv, det er vel aldrig Fanden?

Han er jo vores Ven. Ney, Ney, det er Normanden,

Det Folk, den kiekke Slegt, der for et tusind Aar Kom Engelsk, Fransk og Tydsk at skielve som et Faar. Som hine agtede ei Første, Konge, Keiser,

Langt mindre disse dem, der nu med Nakken kneiser, Nordmanne-Blodet er nu atter blevet varm.

Og vist vil have Hevn for den dem giorte Harm.

En skreeg: Det vrimler alt paa alle Stadens Gader,

En anden: Ingen Nød, vi har jo Palisader*),

Men for en Vished Skyld staaer alle Porte i,

Indtil vi faaer Succurs af Folk, som staaer os bi.

Ak! ak! hvad seer jeg -- en af Livvagts Officerer,

Jo! — i sin Stats-Mondur — heel daarlig figurerer,

Med Pidsk — i fuld Galop — paa usel Bondemær, Wie stehts Hr. Kapitain? — Han skriger: Feidefær. Ak, raabtes—Greven — Ak! Han blegner, ak! han daaner,

Er ingen dog, som os lidt Vand, en Snelle laaner.

Pak ind, pak ind, afsted, fahr nach Hirschholmen zu, Der er vort faste Slot, der frelses Jeg og Du.

*) Den ny Anstalt i Friderichsberg-Have.

5

Der skiultes vi jo sidst, da Fienden var for Døren, Da de Neptunier kom seglendes med Børen*),

Der nøde vi jo trygt den søde Sommer-Roe,

Og jog med Glæde bort got Folk fra Brød og Boe.

Jo jo! Ei Borg, ei Berg, ei Holm skal Eder frelse,

I blødeklædte Folk, I dyrebare Pelse!

Den Pan, som daglig slaaer paa Eders Hiertes Dør,

Skal vist nok volde meer og mere Skrek end før.

Hvor gik det Bukken, som steeg op i Løvens Leie,

Hvad vandt Løvinden ved at løbe Gedens Veie**)?

Saa følger Haan og Spot, og Skrek, og uselt Liv,

Indtil det mørke Hul giør sidste Tidsfordriv.

Saa længe Josephs Navn kan Eders Stikblad være,

Har Eders Gierninger en Tilflugt, Skiul og Ære,

Men om han rives jer engang af Haanden vek,

Da ønsker, at I laae indsvøbte i en Sæk.

O ulyksalig Dag! bedrøvet Jule-Aften!

Her bliver Død for Brød, og Blod for Drue-Saften,

Vor franske Drama vil omvendes til en Graad,

Hvad er vor Storhed nu, vort Vid, vort Bud, vor Daad? *) Matrosernes Optog for Hirschholm i fior Sommer. **) Læs Misantis Fab 23.

6

Er Vester-Port tillukt? Velan, vi veed en anden,

March! fort til Nørre-Port, vi skal vel finde Manden,

Raab kun Hr. Lieutnant, Halt! Vek med din heele Vagt, Opplantet Bajonet sig aabner Vei med Magt.

Naar ikke Hoved-Vagt, ei Slottets stærke Porte,

Ei begges Helligdom kan holde Magten borte,

Hvad vil en Nævfuld Folk, en mindre Officeer,

Ja en nedfældet Bom, Nordmanden deraf leer.

Nu March til Fridrichsberg! vor Frihed og vor Ære!

Casernerne - Skal de for Troskab Lønnen være!

Med Cavalliers-Parol vi ikke nøies vil,

Vor Fader, Kongen maa sit Amen lægge til.

Hvad var at gribe til, nu gode Raad var dyre,

Modløshed knap fandt paa, sligt Uveir at afstyre,

Fred maatte bydes til, Herolden blev udsendt,

De vendte - Men dermed var Legen ikke endt.

Det store Christiansborg imidlertid berendtes,

Det til en formelig Beleiring strax omvendtes,

Kort sagt: De løbe Storm og toge Slottet ind, Slotsvagten var den Punkt, som rørte deres Sind.

7

Her kom det til et Slag, det gieldte Tydskens Pande,

Her hialp det lidet, at ved hóll und Teufel bande,

Nei Næven maatte til, Gevær og Flint herud,

Sex Tydske, leider! blev een Nordmands Kare-Klud.@Et Optrin giøres af de høie Officerer,

Gaaer det saa oftere, de af Honneur creperer,

En fnøs, en truede, en anden slog i Bord,

Men hver fik Texten læst i faa og danske Ord.

En tog til Kaarde-Greb, ham Nordmand tog i Brystet:

Hvad tænker Stakkel, Du, og ham en Smule rystet,

Ei Obrist, General, var for den Næve-Ret,

Langt bedre det dem gaaer i Damers Cabinet.

Paa sidste Helte-Tog, i de Dramaters Krige,

Der vandt I Seiren ved at høde og at skrige,

Her Eders eget Folk ei kiender Eders Røst,

For Land og Rige, See! en overflødig Trøst.

Graa Haar blev seet til Hest af Flokken ud at ride,

Vel giort, for Graat og Grønt*) al Frygt var sat tilside,

Her hialp ei gode Ord, ei Løfter, Trusel, Snak, Naar vi see Kongens Navn, vi da vil sige Tak.

*) ɔ: For baade Gamle og Unge.

8

Af mindre Høvedsmænd en beed sig i sin Læbe,

En blegnede, en skialv, en færdig var at flæbe,

Kom nogen af de smaa paa Gaden med Respect,

Han stod for Nordmands Haand med Fier i lige Vegt. Matrosen flokker sig i alle Udenværker,

Med fyrig Aand seer til, med opbragt Øre merker:

Slaaer Karle, I har Ret, vi staae som Venner bi,

Lad dem kun true Jer med Død og Slaverie.

Victoria blev raabt, Normanden fik sin Ville,

Dermed begyndte det at blive noget stille,

Mad, Øll og Brendeviin fra Staden sendtes op Til Vederqvægning for den Seierrige Trop.

Te Deum Jule-Dag hos dennem laae paa Tungen,

Af hvem Halleluja i lang Tid ei var siungen.

Var Torden ikke til, blev Verden ødelagt.

Af Trolde, som belee den store Overmagt.

I Løvens gode Land tidt saadant skeer og mere,

Thi, som det siges, skal en Svaghed der regiere,

Som giør, at hver, der vil sin egen Hensigt naae,

Tør vove, Staten selv at sette Briller paa.

1

Frimodige Tanker over Den saa uventede, som store Hevnens Dag, Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn. Trykt og at bekomme hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Der mere end et Qvart-Seculum, siden jeg drømte om en Skrive-Frihed. Jeg blev hentagen i en sterk Hvirvelvind, som vendte alles Øine til mig. En lang Tid og Tingenes Omskiftelser har skrevet dette Selsome i Forglemmelsens Bog. En Mulm og et stille Lugn har siden omgivet mig, indtil man langt om længe saae Landets Tilstand, efter mange Kastevinde, at nærme sig til en Omstyrtning. Det gik indtil Forgribelse imod Majesteten (*), og var paa det nærmeste kommet til Ødeleggelsens Vederstygelighed. Jeg sukkede, under et Aag, der trykkede andre, andre mere end mig: Under Byrder, der, ved at trykke min Næste og mit Fæderneland, næsten undertrykkede mig: Og under en Tøile, der var lagt paa Sandheds Mund, at den ikke kunde tale sit Sprog forstaaeligt.

(*) Prøv de Ulykkeliges Handlinger efter Lovens 6te Bogs 4 Cap. 1, 2, 4, 10, 12 og 15 Art. Conf. Lovens 1ste Bogs 1ste Cap. 1. Art. Item Konge-Loven, Art. 3, 4, 7, 26.

4

En Sygdom indfandt sig, mere kanskee af Sorg over det Almindelige, end af andet Tilfælde eller naturlig Aarsag. Om Svaghed giør den Virkning hos andre, som den da giorde hos mig, kan jeg ikke sige. Men det veed jeg, at der paa Sengen veltede sig mange Tanker i en bekymret Siæl. Skrive-Friheden var nogen Tid forud given, som jeg før havde drømt om. Jeg saae, den blev misbrugt, til at fornærme Sandheden, til at vanære Nationen, til at undertrykke Næsten, til at kuldkaste alle gode Indretninger, til at beskæmme Religionen, til at svække Landets Love, til at døde store Kongers Ihukommelse og Deres vise Anordninger, og med eet Ord, til at sette Landet i en yderlig bestyrtelse og fast uoprettelig Forvirring. Jeg saae Hykle- riet, Nedrigheder, Dumhed, Egen-Nytten, indtil den dybeste Ondskab, at herske, at anstikke endog den tilvoxende Verden. De sloges og droges med hverandre. En og anden god Pen visede Levning af den halvdøde Patriot. Var der nogen, som kastede sig op til en Muur for Sandheden, skede det med en Ømhed, som hos Følesløse lidet udretter, og paa Maader, som mere lindrede de Lidendes Smerter, end tiente til eftertrykkeligt Forsvar. Langt fra, der var Mandighed og Styrke nok til at gaae Sandheds Fiender under Øien, til at angribe Frekhed i sine Forskandsninger. Det er ikke nok, at give Fienden et Skud igiennem en Arm, eller igiennem Hatten, dersom han ikke faaer et Hiertestød. De vilde ikke ret ud med Sproget. Det Gode, som var eller skulde skee, rosedes, men man glemte at afmale det Onde, som regierede, med sine Farver. Man blev ved Halen, og lod Hovedet urørt. Der fattedes, at Sagen maatte forestilles, ei alene som den var, men og som den burde være.

En Aand sagde til mig: Skriv, og skriv en Skaldesang, den efterlader dog en Klang og Efterklang i Øret. Jeg vegrede mig, jeg som aldrig var Poët. Fodselen havde ikke

5

giort mig dertil, Kunsten meget mindre. Den Smag, som hersker i den høie Skalde-Digt, afskrekkede mig. Poësie er mig modbydelig, naar jeg ikke har Poëtens Forstand. Jeg læser den med ingen Fornøielse, naar min Tid og min Grunden skal unyttig spildes. Jeg kaster den, naar min Tanke skal standse ved det Høie, naar jeg ikke kan følge Poëten i hans Sind. Jeg støttede ikke om at være Poët, naar jeg ikke skulde forstaaes af alle, eller opbygge de fleste. Dog maatte jeg være Skald (*).

Det skede, men det blev da og som det blev. SkriveFriheden var der, Tænke-Friheden havde jeg. Kunde der alene opfindes et Middel, til at redde Sandhed af sit Baand, til at vække Eftertanken op hos saavel de over- som underliggende Parter, til at sætte nogen Frygt i de første, og Mod til Redning i de sidste. Jeg blev kanskee mere lykkelig, end jeg ventede. Som Sygdomen tog af, saa tog Nidkiærheden til. Jeg skrev de faa Blade, som kaldes Nye Prøve af Skrive-Frihed. Pressens Frihed havde da nær givet et Beviis for sin Ufuldkommenhed. Stykket kom for Dagen, det blev læst, og gav Opmerksomhed. Om den anden Edition, som med nye Tillæg blev forbedret, er udkommen, troer jeg ikke. Men jeg troer, at Indholdet svarede til Titelen. Vel mueligt, at jeg havde saltet mit Vers for meget. Men der skal bidende Lægedome til at indæde sig i fordervede Saar. Jeg har hørt Fornuftige sige derom: Det er sandt, men det er hart. Der behøvedes Midler til at lindre og til at læge. Der maatte Vendinger til, at udmerke saavel det Latterlige som det Onde, og til at ophøie det rette og det sande Gode.

(*) Jeg skriver dette gode og gamle Danske Ord, som det ret bør skrives; Der er alene Uvidenhed og en fordervet Brug, som har indført Skialdrer, Skialdresang, Skialdredigt, Skialdrekunst, i Stedet for Skald, plur. Skalder, Skaldekunst & c.

6

Jeg naaede en god Deel af min Hensigt, og feilede ikke ganske i mit Ønske. Min Nye Prøve giorde et virkende Indtryk, saavel paa onde Siæle som paa gode. Om noget smertede mig derhos, var det, at mit Exempel siden blev misbrugt til at overdrive Sandhedens Glands. For skærpede de nye Skribenter alene sine Penne imod Næsten og de gamle Indretninger. Det var saadant, de Herskende vilde have det. Og saa længe blev Skrive-Friheden i sit Væsen. Men da de hvæssede Pennene imod Herskerne selv, da de begyndte at legge disses Gierninger og Deres store Anleg paa Vegtskaalen, da de overskrede Ærbarheds Grændser og bleve utaalelige, paafulgte Skrive-Frihedens Indskrænkelse. Jeg tænkte da aldrig mere at bruge Pen til Riim eller noget, som skulde ligne Poësie.

Men hvad skeer? Et selsomt Optog, som satte Hoffet, Staden, og Landet i Bevægelse, foregaaer i Kiøbenhavn den 24de December, og ligesom kroner det uforglemmelige Aar 1771.@Jeg overtraadde mit Forsæt. Jeg kom anden Gang, og erindrede Vedkommende om deres fortiente Ulykke. Det Indfald jeg havde, at samme Optog forvarslede et nær forestaaende Fald for dem, giorde mig oprømt, og gav mig Pen i Haand, til at udtrykke nogle Tanker om Jule-Aftens Feide. Jeg holdt denne Handling værd at bevare et Minde af til Eftertiden. Neppe var jeg kommen over Halvveien i Arbeidet, for min Aare mat- tedes. Og det er Aarsagen, hvorfor Stykket synes noget mat og afbrudt. Jeg satte mig atter i den Stilling, ikke oftere at ville rime.

Endelig indfalder, paa den 17de Januar. 1772, en over begge de andre vigtig og værdig Skrive-Ævne. En saa stor og for de Danske Stater og den Kongelige Familie saa betydelig Forandring, fortiente af de mest heldige Penne at beskrives og til Efterkommerne at overlevnes. Jeg ventede, at de største Hoveder

7

havde beskæftet sig dermed. Mit Forsæt blev nu igien overvunden af Lysten. Og endskiønt jeg fand mig vanmægtig til at besynge Sagens Værdighed, overtaledes jeg dog af min Nidkiærhed, at sette mine Tanker paa Papir. Jeg var sindet at undertrykke dem, saa- snart jeg havde seet noget af den Beskaffenhed, som jeg havde ventet og ønsket. Da jeg nu intet andet saae end Smaa-Stykker, nogle heel gode, flere maadelige, men ingen at gaae ind i det Hele, fik jeg, i sær da jeg blev udfordret, Mod nok til at lade mit lobe med, haabende, at det i Henseende til Arbeidet kan i det mindste settes ved Siden af de sidste, men i Henseende til Fuldstændighed foredrages endog de første.

De Data, jeg har haft at gaae imellem, har været deels paalidelige, deels forskiellige. Af de sidste har jeg maattet vælle det rimeligste, og ladet Skalde-Geisten undertiden opfylde Manglerne. Fra de almindelige Bye-Rygter har jeg afkappet det Utrolige. Er der endda noget urigtigt blevet vedhængende, da er det skeet, fordi der er nogen Sandsynlighed udi. Naar jeg har slumpet til at tale med en og anden, som selv har været med, har jeg fundet dem for- nøiede nok over Æren at have været medvirkende, men og forsigtige nok, i at meddele de rette og med Tingenes Orden og Tildragelse eenstemmige Sandheder. Vi beskylde de ældere Skribenter med Uret, at de, ofte i de vigtigste Tilfælde, har indviklet Historien i Fabeler. Men hvorfor skulde de været lykkeligere end vi? vi, som leve i mere oplyste Tider, og ikke maae trænge ind i de skiulte Handlinger, for at oplyses selv og oplyse andre.

Kort sagt: Jeg giver mit, det beste mig har været mueligt at faae det. De Mangeler, som det har, og som det har mange af, maae da ikke tilskrives min Modvillie eller Skødesløshed, men det Vanheld, at jeg har savnet den fornødne Underretning. Jeg lader mig nøie med, at fortælle Sagen saadan som jeg veed den, at give nogle Lærdome, som ikke ere skadelige, at sige nogle Sandheder,

8

som ikke enhver vil sige. Jeg bliver ved min Tænkemaade, thi jeg er ikke betalt for at hykle. Friheden er ung over alting klar og dyrebar. Jeg har derfor kaldet dem Frimodige Tanker. For at giøre disse mere smagelige, har jeg, efter min Maade, her og der bestroet dem med Salt, og giort dem, hvor det behøvedes, noget bidende. Hvad her fattes, har jeg for sagt i Nye Prøve af Skrive-Frihed, men mere kan tillegges af Hr. Conferentzraad Suhms vise Moraler. At jeg kalder den Syttende Januarii, som ellers var det Kongelige Huses og vores store Frelses Dag, Hevnens Dag, det har jeg laant af Propheten Esaias. Jeg har søgt at vise Hevnens Grund, dens Udførelse, og Forhaabningen om dens, Gud give, lyksalige Følger. I Noterne har jeg anført Bibelske Sprog. Jeg veed det behager ikke alle. Det skeer, for at give visse Talemaader deres Eftertryk, og fordi Bibelen er min Hovedbog. En Bog, som indeholder Lærdome, der, endog i verdslig Regiering, overgaaer alle Verdsligvises Skrifter.

Bliver jeg, som jeg ret vel kan fortiene, sat til rette for Forseelser imod Poësiens og Sprogets Regler, da veed jeg ingen anden Tilflugt, end det Privilegium, som jeg i Nye Prøve haver hen- skudt mig til. Jeg haaber nu ikke at opleve flere saa store StatsVeltinger, der ydermere skulle friste mig til at blive Poët. Ønsker alene at have skilt mig saa vel af med dette, at jeg hermed kan give min Poëtiske Aand, som i eet Aar tre Gange har sat mig i Rørelse, en ganske venlig Afsked.

In Februario 1772.

9

End sidder Kongen fast og ene paa sin Trone,

Vel! at ei nogen Steen er rokket i den Krone,

Som Han med rette bær af sine Fædres Arv, Den Dennem Folket gav til begges sande Tarv.

Den Tredie Friderich, den Sagtmodige og Vise,

Hos hvem man Christendom og Mildhed (a) end maae prise,

Paa disse Klippers Grund har ført en Bygning op,

Som, vel vedligeholdt, bør ævig holde Trop.

(a) I den Taksigelses Tale, som Kong Frederick den III. ved Souveraini- tetens Overdragelse paa Arvehyldings-Dagen, den 18 Octob. 1660. ved Cancelleren lod holde til Rigets Stænder, gav Kongen Dem den Forsikring, at alle Hans Majestets Arve-Undersaatter i disse Kongeriger skulle hos Hans Kongelige Majestets Arvinge og Efter- kommere have en Christelig og Mild Regiering at forvente, og derpaa fuldkommeligen være forsikrede.

10

2 Et Uveir truer at kuldkaste Husets Piller,

Vandbølgen reiser sig, og paa dets Grundvold spiller,

Men Stormen vender sig og kaster Skibet om (b),

Det stolte Skib, som bar en Vellystproppet Vom.

Det Skib, som seglede for Vinden, mens det kunde,

Som alt, hvad forekom, nedseglede i Grunde,

Blev ved en Hvirvelvind i Afgrunds-Svelget stødt,

Hvo troede, at fligt saa hastigt skulde mødt.

Saa let Guds Almagt kan henstøde den fra Tronen,

Som med et voldsomt Greb tør nærme sig til Kronen.

Men end staaer Huset fast, skiønt Ondskab gaaer saa vidt,

At Morder-Englen har til Konger Appetit (c).

Hvo skiønner ikke, at det store Forsyns Øie Med sine Straalers Funk veed Herlig at afbøie

Fra hine Salvede hver brusende Orcan,

Som med en vældig Magt paa Dennem stormer an.

(b) Sigtes til Cabinet-Ministerens omineuse Grevelige Vaaben, hvori

Hierte-Skioldet forestiller et udrustet Skib.

(c) Man regner vor Konge for det syvende Kronede Hoved i dette Seculo,

som der har været forræderske Anslag imod.

11

3 lad veiret rase ud, lad fristes og hvad verre,

Syv Tider (d) skiftes om, saa tiendes Magtens Herre,

Det var min Sang i Fior, og gid jeg spaade sandt,

Vist Kongen da med os, og vi med Kongen vandt. Begyndelsen er giort, Gud giøre Kongens Scepter Saa stort, saa retviist, og saa frygteligt herefter,

At det kan værge af fra Kongens Huus og os Al Skam og Skiendsel, som selv byder Hevnen Trods.

I Dyre-Riget skeer, saa Phyfici det kalder,

At Loven nu og da til en Slags Vanmagt falder,

Man strax blant Dyrene en Giæring bliver vår,

For Lovens Magt og Slegt den store følger har.

(d) Nonnens regierings Syvende Aar var begyndt tre Dage tilforn, før dette store og lykkelig udfaldne Verk blev foretaget. Ellers var dette i Nye prøve Pag. 37. laant af Daniels 4de Cap. hvor det heder Vers 25. Og Syv Tider skal omskiftes over Dig, indtil Du kiender, at Den høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det den han vil. Vers 36. Paa den samme bestemte Tid kom min Forstand til mig igien, og min kon- gelige ære, min herlighed og min Skikkelse kom til mig igien, og mine Raadsherrer og mine førster søgte mig, og jeg blev stadfæstet over mit rige, og mig blev større Herlighed tillagt. Vers 37. Nu priser og ophøier og æret jeg Himmelens konge, thi al hans gierning er Sandhed, og hans Stier ere rette, og han kan fornedre dem, som vandre i Hofmodighed.

12

4

Naar abe, ræv og Ulv sig op paa Bagbeen setter,

Naar tiger bliver tam og skifter sine pletter,

Staaer en Omveltning for, til Frelse eller Fald,

Saa stilles Veiret ved et heftigt Lyn og Knald.

Naar Buen høit er spændt, den da er nær at briste,

saa gik det hine, som mindst ventede at miste

Gaa pludselig den Magt, de vare Herrer af,

Og falde udi den til andre gravet Grav.

De tænkte os et Bad, de slog paa mange Toner,

Vi truedes med snert og bidske Skorpioner,

Dog! det var ikke nok, et varigt Trældoms Aag For kongens Huus og os. Skriv det i Tidens Bog.

For Juliane de og Friderich leve sikker,

Og ikke engang ind i deres Hierte kikker,

De ikke troe, at De har øre eller Syn,

Gaa blindt og modigt bar de deres øiebryn (e).

For Nationen de ei heller ere bange,

" Vi, sige de, med os har mægtige og mange,

Artillerie, Armee, Dragon- og Flyve-Corps,

Lad kun det feige Folk og Pobel knye et Ord.

(e) Ordspr. I, 32, Daarere Tryghed skal forderve dem.

13

5

De sige: uChristian, leg ned Dit Spir og Krone, Det største Folk, som er, beherskes af en Kone,

Riv Dine Skuldre fra den tunge Byrde løs,

Lev i Din føde Roe, giør noget glorieux.

Du har en Søn, som skal engang beklæde Tronen,

Til Ham, vi giør en Ced, vi skal bevogte Kronen,

Hans Ungdom dannes skal til Lands og Rigers gavn,

Din Heihed og Din Lyst paa intet have Savn.

For Juliane og for Fridrich vi skal sørge,

De og Charlotte kan Guds Rige kun adspørge,

For Land og Riger vi anvende Vidd og Flid,

at alting blomstre skal til en beleilig Tid.

Om os de tænkte saa: I søvnige og Lade!

Ah vidste I, hvad vi, I vare ei saa glade,

Hvo ikke følger os, vi dennem sinde snart,

naar vort det store Raad skal vorde aabenbart.

Jeg saae dem ofte, men hver gang jeg saae dem komme,

I Daarer! tænkte jeg, naar engang Herrens Domme Skal overfalde Jêr, hvad vil her blive af,

Jeg saae, jeg gruede ved deu dem visse Straf.

Jeg sagde: "Ach min Gud, naar vil Du Dig forbarme!

Dit Zion trænger til Din Naades strakte Arme,

Fra Kongen og hans Folk afvend dog Vredens Riis,

Og lad de falskes Raad bortsmelte som en Vis.

14

6

Saa tænkte de og jeg, vi tænkte, men ulige,

De loe i siælene; Jeg vovede at sige:

"Den boer i Himmelen og i det høie, som er Eders anslag ud, og svækker Eders Dom.

De skynde sig i alt og ile kun til Maalet,

Som Oxen løber frek og modig ind i Baalet,

Som Fuglen i sin Flugt til Snaren haster hen (f),

Af en forsigtig Frygt ei Levning er igien.

De deres Maal opnaae, og vente ærekrandsen,

De dandse (g), og ei veed, de dandse døgning-dandsen,

Men allermindst de troe, at Hevnens stkarpe Sverd,

Fra Himmelen udrakt, dem over Issen er.

De legge sig i Fred paa Lysters sikre Leie,

Men sattes Engle-Vagt om Seng, paa Sti og Veie,

De tiende ei Guds Magt, Guds Hevn, og ei GudsFred (h), Hvad Under, dem paakom i Fred en Bitterhed.

(f) Ordspr. 7, 23 Ligesom en Fugl skynder sig til snaron, og veed ikke, at det gielder dens Liv.

(g) Den 16de Januani om Aftenen var paa det Kongelige Hof - Theatre Bal- masque paré en Domino for alle 9 Classer af Rangen, som varede til Kl. 2. om Natten.

h) Esa. 59, 8. De kiende ikke Fredens vei.

15

7

" O fæle Mulm, o Nat, fordømt blant alle Nætter!

Med Smerte, Qval og Veer, for Vellyst, du os mætter,

bør føde søvn blev til forskekkelsers Uroe,

Og Helved-Lenker har omspændt vor Seng og Boe.

Hvo sig ophøier selv, saaledes skal fornedres,

Saa skal hofmodige forrædere vanhærdes,

Skam, Skiendsel, Spot og Spee vil følge hver den Aand, Som sig oprejser mod sin Herres høire Haand.

Lad kun Handlangerne og disses Marketenter,

gaae hen en liden Tid og trekke nogle Renter

Af deres ildske Raad og af Projecters Tal,

Den Haand, som hine fandt, dem ogsaa finde skal, Endskiønt nu dette Folk er dennem fremmed vorden,

For hvem de, smigrende, før bukkede til Jorden,

Med Peder kiende de ei, hvem der tales om,

Ja fælde over dem den mest umilde Dom.

En Nedrigsindet er sig lig i alle Stykker,

Han nedrig var og er i Lykke og Ulykker,

Den, før hans Engel var, er bleven diævel nu,

Og den, Ham kostede, han kommer er ihu.

Jeg seer de Ansigter, og tænker: Gud, min Styrke!

Tak, at Du frier mig fra Baals Huus at dyrke,

Tak, at jeg æret kan udi min lille Roe Paa Verdens Tumle-Plads med nøisomt Hierte boe.

16

8

Mens mangen Ulv endnu i faareklæder stikker,

Som, lurende paa Rov, sig end om Munden slikker,

høinakket før, og stolt, og stiv i Krop og sind,

Nu myg og bøielig, som Roret for en Vind.

Mig synes, at jeg seer, hvor de sig havde stillet,

Om Lykken havde ret for hines anlæg spillet,

Men Tak, Almægtig Haand! at hine og at de En Vending, sig ti! Skrek, i Sagen fik at see.

Min Sang (i) var nylig om løvindens vrange veie,

See nu, om bukken er, som vorde Løvens Leie,

Faaer nok af Haan og spot og Skrek og uselt Liv,

Og end det mørke Hul tu sidste Tids-Fordriv.

I Lovens gode Land man den Huusholding kiender,

At hver, der uden for sin Kreds og Amt sig vender,

Den uden Maade hen i Merket kastes ud,

Thi Lovens Vrede den er dødens visse Bud (k).

Jeg haver levet op en halv Snees, om ei flere,

Af Stats-Forandringer og Maader at regiere,

Snart Andagt, Politik, og ret, har overhaand,

Snart Ungdom, ødselhed, snart Militairisk Aand.

Enhver

(i) Udi Tanker over Jule-Aftens feide.

(k) Ordspr. 16, 18. En Konges førfærdelse er som en ung Loves brølex, den ham fortorner, synder imod sit Liv.

17

9

Enhver af disse har haft Mangler og Fordeele,

I hver har nogle vidst sin Kage vel at meele

Og helde til den Kant, hvor Hovedet var svagt,

For sig og Herren dog holdt hæderen i Agt.

Den, grundet paa Gudsfrygt, og fri for Hykle-Griller,

bær vel for alle Prlis, naar den ei settes Briller,

naar kun Justitia maae følge Pietas,

Da er Regieringen retskaffen og tilpas.

Den medicinske blev Barbarisk over alle,

Man den med rette kan grum og desporisk kalde.

For Eftertiden den vil blive en Roman,

Og vist vil findes saa af lige selsom Plan.

Et Aar, som dette var (1), fortiente at beskrives,

I vor Historie dets Mage ikke gives,

Saa fuld af tusindfold og ny Begivenhed,

Min Pen sig drifter kun at røre lidt derved.

Stats-Legemet var sygt, man Doktoren lod komme,

Man havde ei Behov at lade slaae paa Tromme,

Thi alt, hvad Doktor heed, kom uden Tromme op,

Og skulde slikke paa den svage Danske Krop,

(1) Nemlig Tiåret 1771, som altid vil blive eet af de allermærkværdigste Aar i den Danske Historie, og fortiener Navn af hiemføgelsens Aar. Disse Ulykker begyndtes i Aaret 1770, men dæmpedes den 17de Jan. 1772.

18

10

Alt hvad De vendte an af indsigt og af hierte,

Ikkun forøgede det svage legems Smerte,

Den visse Død stod for, om Himlens lægebud Ei Havde flenget bort det Medicinske krud.

Man gyste, da man først fik høre disse Navne,

paa røst og fierene man kiendte flige Ravne,

Knap kom De, før man seer Dem giøre Spring i Spring, Indtil De svinge sig i sin den store ring.

Den løber frekkest frem, som fattes Tro og Love,

og den, der intet har, kan trygest alting vove,

De, som af Moders Liv, kom nøgne til os hen,

Men agted ikke at gaae nøgne bort igien.

De tænkte ikkun paa, for sig at sammenskrabe

Guld-Minerne De fandt: "Vær hid, lad Kongen tabe,

Lad Landets Guld og Sølv, De sagde ved sig selv, @ Og Rigdom strømme hid til os som vandriig elv.

vi, vi vil leve vel, og giøre os til gode (m),

Vor Vellyst er vor Lyst, vor Frihed er vor Mode,

I Dragt, ved nat og Dag, paa Slot, i Land og Bye,

I kiørsel, Ridt og Gang, og en Hund skal knye.

(m) viisd. 2, 6 = 10. Kommer da, og lader os nyde de gode Ting, som ere tilstæde, og bruge det, vi eie, flitteligen, som i Ungdom. Lader os skyldes med kostelig Wiin, og Salver, og Foraars Blomster skal

19

11

Lad Landet blive Land, og Konge hede Konge,

De Deres Stand og Kor vel finde skal saa tunge,

At hver faaer nok i sit og ingen bliver var,

Hvad under masqvens Skiul vi os bag Deel har. Naar vi har sækken fuld og kan førstmesig leve, Lad gaae da, som det vil: Farvel, nu kan I sveve

I Armod, nøgenhed, Suk, Afmagt, tunge Kor,

I er ei bedre værd, I dumme. Danske faar.

Sandt nok, Taalmodighed er nationens ære,

Viis mig et Land, et Folk, paa hvem man skulde bære

Saa megen Uret, Vold, Skam, trængsel og Foragt, Som disse Onde har paa danskes Skuldre lagt.

Men landsmænd! ville I et engang blive vist.

Skal hver en Fremmed Jer med saadan Kost afspise.

nei! Skryder, skærer op, og brumler, giører Vind, Ja vender Kloen ud, Respect I prenter ind.

De listig speide ud, og tage Kiendemerker paa Lejlighederne eg alle Udenverker

Om Christians Person og Kongens Majestet,

Dem De bemestre sig. Som tænkt, saa rigtig skeet,

ikke gaae os forbi. Lader os bære Krandse af unge Roser, før de visne. Lader ingen af os være udeelagtig i vor drasken. Lader os allevegne lade glædskabs løsen efter os; thi denne er vor Deel og vor Lod.

20

12 Paa alle Kanter De sig vide at omskandse,

Og hver der ikke vil ved Deres Pibe dandse,

Maae vente uforhørt og strax at dandse vek;

Med Lov, Retfærdighed og Dom De spille Giek.

De Kongens Øre og Hans Øie slet tilslutte,

Og da begynde De for Alvor ret at rutte,

De sig nok lystige paa vor Bekostning giør,

Det heder, Kongen Vil, det være skal og bør.

Om vi nu levede i fordum Vantroes Dage,

Man skulde troe, at meer end Levning var tilbage

Af en Fortryllelse, som Krop og Sands forgiør,

Jeg staaer henrykt og stum, ved det jeg seer og hør.

De skabe sig en Magt, hvis Lige aldrig hørdes,

Hvert Hierte fandt et Sting, hvert Hoved sank og rørdes,

Naar et saa hadet Navn, for Kongens, gielde skal (n), Thi da blev ære, Liv, og Gods, og Velfart fal.

De satte Ced, Respect, og kiærlighed tilside,

Ei nogen kunde troe, at Kongen fik at vide

Alt det, hvortil Hans Navn, Hans Seigl, Hans Konge-Magt Blev misbrugt, indtil det, som vel var værdt Foragt.

21

13

En utaknemlighed mod Herre og velgiører,

Utrolig næsten for hvert øre, som det hører,

Han ærer, lønner Dem, Han troer Dem, er Dem god,

Dog tør De tage Ham paa en gevorben Fod.

De Kongens unge siæl og Folkets ømme Hierter Indhylle i en Dunst og i Forvirrings Smerter,

Den ene ikke veed, hvem anden den tør troe,

Af Kroppens rørelser nok kiendtes siæls Uroe. Fandt Kongen Drift engang, Guds Ord at ville høre,

Det lyder græsseligt i et rethørigt øre,

De lukke Døren i, at Kongen ikke maae,

naar det ei staaer Dem an, i herrens huus indgaae. Og som De lukke ud fra Kongers Konges Trone Vor Konge, naar Han sig med Herren vil forsone,

Saa lukke De enhver fra Kongens Trone ud,

Og øve lige Vold mod Konge, næste, gud.

End videre, man fik uhørte Ting at høre.

Formasteligt det var, hvo tær og kan dem røre?

Men Hevnens Gud, som seer i Løndom, og har seet,

Hvad Kongens hellige Person af Dem er skeet.

Ved tusind Kunstgreb De os søge at forblinde,

De bilde Kongen ind, at blive stor, og vinde,

Ved at kuldkaste, hvad Hans fædre havde giort Med beste overlæg, det være magt og stort.

22

14 Til første ærestand De rigtigt Veien hitte,

Vel for det Danske Navn, De er kom til at smitte

Det æble Danske Blod og Kongens Ordener (o).

Lad Greve-Titelen med Dennem ligge der. Spectakel-Directeur og Cabinets-Minister,

Den Titel-Art os blev, som ny, saa bos og bister;

Vi nok af levende Spectakler fik at see,

Og cabinettets riis os ærlig tugtede.

De ære-Titler og de Ahuer (*), Dem blev skienket,

Med Deres Grevedom lad være sammenlenket!

De Nye Titeler ei meget Got os spaaer,

Gid aldrig nogen Dansk, uværdig, Titel faaer!

Den Ære, som jeg mig ved Dyd tilveiebringer,

Langt dennes overgaaer, som sig i høiden svinger

Ved Smiger, Kunst og Fund og en forslagen Aand, Naar hin en Slave er, jeg lever Uden Baand.

Ved at ophæve sig, De trykte alle under,

naar De et MaadeBlink uddeelte mellemstunder

For dem, De søgte at paa Deres Side faae,

Til Landets ægte børn med al Foragt De saae.

23

15 Og som med Folket, saa med Landets skik og Love, Ja for det Danske Sprog (p) De aabenlyst tør vove @At vise væmmelse, som det De ei forstod.

Ei heller agted værdt, De det sig lære lod.

Det Danske Guld og Brød dog angenemt Dem smagte,

skiønt Folk og Lund og Sprog De ikkun ringe agte.

En lige Tcenke-Art har flere nedrige,

Men nogle tænke dog langt ædlere end De.

Hvo kunde ikke strax Politske Anslag merke,

De vilde mage det, vi blev dem ei for sterke,

Naar Nationen var splidagtig, qvindisk, arm,

Den lettere gled i den herskesyge Barm.

I qvindelige Raad De søgte Deres ære,

Thi qvinder vare Dem. langt over alting kiære;

Ved qvinder herske de, og Qvinderne ved Dem (q),

Vel land! som styres saa imellem ro og fem.

(p) fra visse collegier alting begyndt og befalet i Tydsk Sprog at forestil- les. Alle cabinettets Ordre til Danske Collegier, tll danske Folk, og i Danske Provineers Anliggende, udstader paa Tydsk. Giv Agt paa Suhms syndige Udtryk om Sproget i hans Tale til kongen. Ved det ny kongelige Conseils Oprettelse, har det danske Sprog igien faaet nogen Oprejsning paa sin ære.

(q) Est. 3, 12. Døren trænge mit Folk og qvinder herske over det.

24

16 De en elændigs Suk ret søgte at forøge;

En Fattig, en fortrængt, og den, som har at søge

Sin Ret hos Kongen og ved Hans collegier,

Hver Tilgang giøres tung, hver Vei som sperret er (r).

De ryddede af Vei, alt hvad Dem hindre kunde:

Ministre (s), og Conseil (c), og hvad der nogenlunde Af øvrighed (u) og af Collegler (v) bar Navn,

(r) Man hørde mange og besynderlige nye anstalter om Post-Væsenet og Porto-Frihed, om Stemplet Papir, om Supplicationer, om Pensioner & c., hvorved Armoden meest maatte lide.

(s) Greve Bernstorfs Fald og afsked den 15de Septemb. 1770. blev Terminus a qvo for Landets allerede begyndte, men derefter daglig tilvoxende Ulykker.

(t) Det Kongelige Conseil, som altid havde været et Gierde om Landets Velfærd, om Kongens Souverainitet og det Kongelige Huses Arve ret, blev ved besønderlige Foregivender ophævet den 27de Decemb. 1770.

(u) Kiøbenhavns Stads gamle Magistrat blev udelukt af Raadhuset, og de 32. mænds Collegium ophævet den 3die April 1771. under det Navn, at borgerskabets Tynger skulde lettes. See Placat af samme Dato, altsammen alene ved en Greve U. A. v. Holsteins Billet, som beraabte sig paa Cabinettets Ordre. Til at besmykke denne Handling, lod De i fremmede Gazetter udsprede usandfærdige beskyldninger imod Magistraten.

25

17 Ja Garde (x) og livvagt (y) maae bort, til Landets

Gavn.

De alt, hvad gammelt var, i flokketal udfeie.

Og Hver, der ikke vil for Baals Alter neie.

Naar man den blakked Hest og røde rytter saae,

Med Skrek man vidste, at det gieldte nogen paa.

1771. Hvad før heed Contoir, blev nu kaldet Buran, og con- toir-Chef fik Navn af Deputeret. Rente- og Generat-Told-Kammeret ophævet, og Navnet forandret til finanz-Collegium den 6te Jun. 1771. Forhen i Februario var besluttet, at anlegge Provincial-Kammere i Norge og Hertugdommene. Nyt Reglement for Cancellierne og Finans Collegium den 6te Jun. 1771. søestatens Collegium forandret den 28de Martii 1771. Land krigs-statens Forandringer ere mig ikke saa bekiendte. General-Commerce-Collegium ophæves den 18de Julii 1771, og forandres til en Deputation. General-Først-Amtet ophæver den 14de Januarii 1771. General-landevæsens Collegium forandres til en Commission den 7de Dec. 1770. Denne Commission er siden inddraget under Kammeret.

(x) Resten af den skiønne og over al Europa berømte, Livgarde til Hest,

(thi den var forhen sterk reduceret) fik afsked den 19de Maji

1771.

(y) Livvagten til Fods, som bestod af det mest udsøgte mandskab af Dan-

ske, norkse og nogle Tydske Folk, dens afskedelse den 24de Dec. 1771s. vil, som en forløber for den kort efter paafulgte store Revolution, i Historien blive uforglemmelig.

26

18

De sætte af ogi, ophøie, undertrykke,

De giøre sig en Lov af eget Vild og Tykke:

Vort Bud, vor Billie om ogsaa Kongens er, Muk ikke, om Du har Liv, Gods, og Ære kiær.

Blant nogle Gode og Erfarne, som De satte,

Løb mange Unge med og til Forretning matte,

Naar det kun var Clients Client og intet Drog,

Blev ei saa nøie seet paa Landets Skik og Sprog,

Alt fik det rare Skin, at Kongen skulde spare,

Og at Han kunde frit til Landets Vel fremfare,

Gud bedre Kongen, jo! og Landet, hvad de vandt,

Men Creaturene sin Regning rigtig fandt.

Thi den, der intet var, sprang andre over Hoved,

Fordi med Iver han heltmodig havde vovet,

Imod Samvittighed, og uden for sit Kald,

At giøre forslag, og befordre andres Fald.

Og hvor der før var een, blev trends fat i Stedet,

Ja een fik tre Mænds Løn, fordi han havde smedet,

Hvad tredive tilforn, nu koster fem gang ti,

Jeg spør: Er Landet da for Byrder blevet fri?

Blev derfor mere giort? Er derfor større Orden Udi Collegier og Landets Sager vorden?

Saa hedde det, men var det saa i Gierningen?

De giorde alting for at giøres om igien.

27

19

De gav det store Haab, naar De kom til at styre,

Da skulde blive let de Ting, som før var dyre,

Da Skatter høre op, da Nøden skinde bort.

Da blive hvidt og skiønt, det for var fælt og fort.

Har vi da under Dem en Gylden Tid oplevet?

Er Extra - Skatten ei af Dennem bleven hævet?

Nei! Er Rangskatten? Nei! Er Gageskatten? Nei! Er ingen I Jo, for Salt og Cent, den gik sin Vei. Dyrtid De følte ei, De dandsede paa Roser,

De commanderede Skatkamrets store Poser,

"Vi selv bør være fri, og vore Skabninger,

For Skatter og Dyrtid; lad andre give her.

Desverre! Landets Nød faa lidet blev forlindret,

Som neppe Kongens Gield er kiendelig formindret,

Tvert om, det sagdes, at man giorde paa en nye,

Det svie vil til Marv og Been for Land og Bye. Søemagten den blev slap, Landmagten Modet tabte,

Da man saa ofte dem og deres Skik omskabte.

Hvordant med Myntningen og Landets Mynt det stod? Vist nok for Landet ei paa fordeelagtig Fod.

Vort Guld og sølv gik bort, og Landets rede Penge;

Det lige meget var, om andre skulde trænge,

Naar kun Clienterne og selv de havde nok,

At troe og tænke saa, var Deres faste Stok.

28

20 Den skiulte Krukke faaer man vel engang ved hanken,

tæl Deres actier i Lotterie og Banqven,

Rens Lediker, luk, i og uden Landet, op,

Drag Vexlere her frem, og hver en hæle-krop.

Til Preussen med det Kram, der vanker complimenter,

Af capitalerne der gives Rentes Renter,

Man rigtig skilte os, vi glemme det ei let,

Ved Landets Velstand og en anden gammel ret.

De fluttede i Hast, naar noget skulde smelde,

Ei Raad, er Overlæg, ei Orden maatte gielde,

Derfor hvert øieblik igien De giorde om; Hvad blev Henviist i Gaar, i Dag paa banen kom.

Smaa - creaturene i høie Toner tale,

Hver løb med Kongens navn, og kunde kun befale,

De raabe offentlig: respect for Magistrat,

Og vidne selv, hvad Folk De ere i en Stat.

Fra Morgenstunden af, og indtil Aftens Ende,

Man friske Ordrer faae fra cabinettet rende,

Kom noget Got (z) iblant, man kiendte Kongens

gud, Men Deres eget Doent som Avner fløi for vind.

(z) Saasom: Om Veienes Forbedring, gadernes nye omlægning, nye ga- de lygter, Stadens Reenholdelse, characterets indskrenkning ingen

Rang

29

21

Hver næsviss Idiot, hver Tolder vg Hver synder,

Som kom med noget nyt, fandt Tilflugt og Velynder.

Le Geister hentede fra Syder og fra Nør,

til at fuldkaste det, som ingen vilde før.

Man ikkun peger, men ei spør vor syge Moster,

forskriv, hvad haver Navn, lad komme Hvad det koster,

vel! reisepenge ind og Reisepenge ud,

Kost, tæring, løn, Accord, til alt det løbe-krud.

De brokkede i Hob Det ene om det andet

af alt, Hvad Latter gav i Staden og paa landet (a),

Spectacler, veddeløb, Burst, Giro, syndicat, Real, lott, Pharao, Call, Casse, og Castrat.

Rang i collegierne, Titulaturs afskaggelse, Politiens Forbedring, Processers Forkortning, commissorier, justitien i gields-sager, Skrive-Friheden, Exspectancers Formindskelse, ingen at have tvende Embeder, Betleriets Hammel, inoculationen, Toldfrihed paa Bøger, og deslige nyttige Ting, som enhver Patriot ønsker, at maatte fremdeles holdes over.

a) Den gemene Mand er ikke altid billig i sine Domme, fordi en Ting er nye, holde De den for ikke at være nyttig. De vide ei at skielne det Gode fra det Onde og Skadelige. De har saadan fordom for det Gamle, og de af forfædrene med god Overlag giorte Indretninger, at De troe, at ingen fremmed Ting og Titel, som passer sig paa den Tydske Stat, kan have Sted i Danmark.

30

22 Lad oxer steges, og lad vinen lystig springe!

Marinens Folk sig op i glædskab for os svinge!

optender blus, lad gaae, frisk janitskar-musik,

Lyst-Ild, Fyrverkerie, Tourbillons, Pirik. Fransk, Tydsk, italiensk, og alt hvad kunde sprade,

Comedie, Ballet, Redout, Sang, Masqverade,

kunstmester, Operist, Ponsch-Huse, Lykkespil, Kort sagt: Al Daarlighed frit strømmede hertil.

Elandigt Tids-Fordriv, naar Skuespil og Dandse,

Naar Masqver, Blindetøi, skal føre vore saude (b)

Fra øiemedet, som Gud gav os dennem til.

Den sande viisdom ei en Daare kiende vil.

Sandt, Daarers Tal er stort, men tanker I at blinde Den hele Nation? Nei! I vil faae at finde:

Jo nærmere I troe at komme Eders Maal,

Jo snarere I selv fuldskienke Eders Skaal.

(b) Det er den vise konges Salomons Ord, præd. 2, 8. Jeg bestikkene mig Sangere og Sangersker og menneskens børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik. V. 9. Og jeg blev mægtig og tog til over alle Dem, som havde været for mig i Jerusalem, og min Viisdom stod med mig. Vers 10. Og alt, hvad mine øine begierede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit hjerte ingen glæde. Vers 11. da saae jeg, jeg om til alle

31

23 Voltaire, Deres Gud, De reise op et Alter;

Til Pios ufus De med landets Indtagt skalter,

Ti tusinde til det og tusinde til dat,

Bed saadant offer man Velsignelsen faaer fat.

Lad kun Voltaire nu besynge Deres skiæbne,

Som nylig har begyndt mod Tyrken sig at væbne

For Christendomens Sag; Hev kV en aaben Felt,

her store Gierninger, her meer end dobbelt Helt.

Lad nu Fritankeren frit i Ufrihed tænke,

Frigeisten svinge sig op over Baand og lænke,

Da Tankens Herre kom, Fri-Tanken hørde op.

Thi tøile lagdes paa den usle siæl og Krop.

De lode kun staae til, alt hvad som kunde trække Og tænkes op, vor Pung og Ungdom med at svække,

Men under saadant Skiul de klippede og skar,

Og Kongens casse end en Rem af Huden har.

De dreve Spor og Trods, til christnes Skam at sige,

Med Gud, med Bibelen, med christi Navn og Rige,

De syndede mod hver udaf de ti Guds Bud Med oprakt Haand, fordi de troede ingen Gud.

alle mine Gierninger, som mine Hænder havde giort, og til det Arbeid, som jeg arbeidende havde giort, og see, det var alt for, fængelighed og Aands fortærelse.

32

24 Sabbaten (c) blev ik priis for Arbeid og for synder,

Med ond exempel De selv pøbelen tilskynder.

stoi, Optog, nattefurr, og Franske Skuespil Den Andagt var, hvormed hver Søndag bragtes til. hver Dag i Ugen fik forfængeligheds Tynder,

Som villig tendte an; Nye Dag var nye Synder,

Og, for man vidste det, gik Dag og Uge bort,

Men til det Nyttige Dem Tiden blev for kort.

God Politie og Skik, det heder, De vil have.

Dog maae Uordener i sikker Frekhed trave,

(c) Port-Passagen frigiver om Søn- og Hellig-Dage, saavelsom om ræt- terne, Cabinets-Ordre den 6te maji 1771. In novembri 1770. begyndtes her at spilles Opera og Comedier om Søndagen, og fik hver Dag i Ugen sine Lystigheder, som varede hele Vinteren igiennem, imedens enhvers eget huus var et Bochim, et sørge- huus. Jerem. 17, 24. 25. 27. Om I hellige Sabbathens Dag, at ikke giøre nogen Gierning paa den, da skal Konger og førster komme ind igiennem denne Stads Porte, som sidde paa Davids Trone. Men dersom I ikke høre mig, til at hellige Sab-

batens Dag, og til at ikke bære Byrde, og indgaae igiennem Portene i Jerusalem om Sabbatens Dag, da vil jeg lade antende en Ild i dens Porte, og den skal fortære Jerusalems Palladser, og ikke udslukkes. Ezech. 20, 13. De vanhelligede mine Sabbater saare, da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over Dem, at giøre Ende paa Dem.

33

25

Saa stærk De vil og kan, paa Gade og i Kroe,

Og ingen Politie forstyrre Deres Roe (d).

Det gik i Fleng og spreng, og alting var fremsuset,

For skikkelige Folk blev Stald og Ridehuset

tilsperret, Derimod blev Haven (e) giort til PriiS For Buk og Gied og Kalv og Kid og Lam og griis.

De friheds breve gav til Laster og til Lyster,

Vor Ungdom kappedes at vove Satans Dyster,

Indtil en bitter Sorg og ømme følelser

Bred ud i tusinde beeklager her og der.

For al Uteerlighed stod Der og Porte aaben,

Man agtede kun lidt forældres Suk og Raaben,

Forbudet blev giort frit, og frit forbudet blev,

Hvad før uagte var, sig nu for ægte skrev (f).

(d) Den ny Magistrats Placat af 3die April. 1771. Art. 2. Skal enhver nyde i sit huus fuldkommen Frihed, uden at blive forhindret af politiet Dag eller Nat i deres particuliere Forretninger.

(e) Rosenborg Have given til Priis In Majo 1774,

(f) Anstalter om ægteskab i forbudne Led, ægteskabs Brud, Leiermaals Beder, uægte børn, Casser-børn & c. Som alt skulde tiene til at justificere deres egen Opførsel, og hvad samme i Fremtiden skulde

34

26

De sige saa: "Derved skal folkemængden vinde,

I alle stænder maae en jævnlighed sig sinde,

Dyd, Rang, og ædel Byrd maae ikke være til,

en gamle Landevei vi ikke følge vil.

I Daarer! Har I da skabt Himmelen og Jorden,

At I omstøbe vil Guds og Naturens Orden?

Stand, Dyd og Byrd nok selv sin Ret forsvare skal,

Giv ægteskab sin Skik, faa voxer Folkets Tal.

Af anden Rod der knap opvoxer gode Stammer,

Et Land af gode Folk og ei af mange brammer,

Giør godt det som vi har, det da vel bliver stort,

For stort, og ikke godt, ei passer liden ort.

For Pøbel, Bondestand, og Ungdomen at vinde,

Al Friheds Skin De saa optænke og paasinde,

Nu heed det: Kongen vil jo Folket giøret fri,

Imedens spinde De et ævigt Slavene,

I Hvilket Kongen selv fik Æren først at træde,

Og Kongens huus dernæst anviistes Rang og Sæde,

Hver Dansk og Norsk faaer Lov at fare med der ned,

Som ikke vilde gaae i Deres Pligt og Eed.

føde af sig. Den sidst udkomne, og flere ventende Forordninger, lover os herudi, som i flere Ting en ønskelig og med Chnstendom Overeensstemmende Forandring.

35

27

Men holdt! hvor vil jeg hen, min Pen har sagt for meget,

Gud være Tak, at ei en Tragisk Leeg blev leget.

De ikke mættes i de Levendes Fortred,

Men selv ei dødningen for Dem kan have Fred.

De Døde ikke maae om Dagen gaae til Hvile,

Lad kun de spøgelser ved Nat til Graven ile (g),

Langt bort fra Stad og Vei med Mindelser af Død Fra Dem, der har sit Liv i Lysters kaade Skiød.

For Dødelighed De saa vidste sig at hytte,

udødelighed var den store ærestytte,

De vilde reise sig, De fik den rigtig klar,

For Gud og Verden den staaer blot og aabenbar.

I usle! Seer I nu, med Eders Digt og Tragten,

Hvad I udrette kan ved Klogskab eller Magten,

Ei Døden, Modgang, Sorg, ei tilige graa Haar Vil skaane Høihed, Magt, og beste Ungdoms Aar. Religion, og Dyd, og alle gode Love,

I saadan Hurlumhei, sig lagde til at sove,

Hver Ærlig patriot sit Ansigt skiulede,

Og lukte øret, at ei høre eller see.

(s) Placat om Ligenes Begravelses Tid af 20de April. 1771. Det var paa Tapetet, at ingen liig meere skulde begraves i Stadens Kir- ker eller Kirkegaarde, men alle uden for Byen.

36

28

Man seer formørkelse i Landets Sool og maane,

Hver af Dem er et Rov for sin kulsorte blaane,

Saa slet fordunkle de Din Magt, Din Glands, Din Ven, At lidet af Dig selv, o Konge! er igien.

Selv Bord, og Stald, og Dragt, og agetøi forandret,

Man seer en anden Smag fra Fremmede indvandret,

Alt skulde være Tydsk, og Engelsk (h), eller Fransk, Bort, sagde De, med hvad som lugter Norsk og Dansk.

Til Hest og Fods og Vogns ei manglede Escorte,

Men Hoffet kiendtes ei, alt Kongeligt var borte,

Det Lange stumpet blev, det Stumpede blev langt,

Hvad snevert var, blev vidt, det viide blev for trangt. Hvad før blev kiørt, det veed, og Rytteren han kiørte,

Hun-Kiønnet blev usnørt, men en Hannerne indsnørte,

Et Konge-Barn skal nu en Hyrdes være liig,

Et Folkes Hyrde maae saaledes danne sig.

Det Kuldede fik Horn, det Hornede fik Kulder,

Et selsomt Syn at see, naar Hulder gik til Bulder,

Saa Kongen have vil, saa være skal og maae,

Kun fattedes, at mænd ubuxet skulde gaae.

(h) engelske Dragter, engelske Drenge og Staldfolk, Engelsk kiøre- og Ride-Tøi, engelske Fri Huse, engelske Forlystelser, med flere Ting, som end ikke vare ankomne eller i Verk satte.

37

29

De giorde Nat til Dag, og Dagene til Nætter,

I Vellysts søle sig umætteligen mætter,

Som Jehu Min Søn, saa fore De afsted,

At Folk og creatur selv sukkede derved.

De skabte Qvinder om til Mænd og Mænd til Qvinder,

Og gav Modeller op for Mænd og for Mandinder,

De sagde: Hvidt er sort, og sort skal være hvidt.

Hvo ikke sagde Ja, han var kun agtet lidt.

Hver Jurisdiction (i) skal ændres og omstøbes,

Og Landets velfært maae i al Slags Skin indsvøbes,

De Regning giør paa fleer og ny Tilhængere,

Men vist nok deri, som i meer, De seilede.

Commercren den blev, som sagdes, vel forsynet,

Fabrikerne forsvandt, al Held foor bort som Lynet,

Hver ærlig Handelsmands og Borgers næring laae; Med Suk, og Haand i Haand, een paa den anden saae.

(i) Alle Stadens Civile, Geistlige og Militaire Jurisdictioner sammendragne under hof- og Stads-Retten den 15de Junii 1771. Ved nogle Jurisdictioner i hertugdømene skeede og Forandringer, men flere saavel der, som i begge Kongeriger, vare endnu ikke bragte til Fuldkommenhed.

38

30

Lad sukke, tænkte De, det er for Kongen vovet,

Men Sukkene de faldt den paa de Rettes Hoved,

Den Haand, som Hierters Suk opsamler i sin Skaal,

Veed at bestemme Dem til rette Tid og Maal.

Med Kiøbenhavn i sær det syntes være ude;

Og Staden til sit Fald og Undergang at lude,

Dens Privilegier og gamle Glands gik bort,

Og Husene paa Folk og Velstand kom til kort.

Den Stiftelse og Skienk, som Friderich den Store (k)

Til Residenzen gav, maae nær sin Kraft forlore,

Betænk det, Konge, vel, og tak Dit Kiøbenhavn,

At ei udslettet blev Dit Huus og danskes Navn.

(k) Kiøbenhavns privilegier, givne af Kong friderick III. efter Son-

verainiteten den 24de Junii 1661. Eftersom, næst Guds

den Almægtigstes naadigste Vistand, vores Kongelig Residenz-Stad Kiøbenhavn, udi sidste besværlige krigstid, og særdeles i den haarde Beleiring, sig imod Os og Vores Kongelige Huus saa troe og lydig, og mod Vores fiender saa modig og tapper haver deteet, som det den nu levende Verden noksom er bekiendt og vitterligt, da have Vi, paa det ogsaa, saadan Deres underdanigste og skyldigste Troskab og tapper Modighed, til Deres ævige Berømmelse, Posteriteten, saa længe Verden staaer, kunde notificeres, og samme vor Kongl. Residenz-stad Kiøbenhavn frem-

39

31

Lad dog belønning ei, og ævig Æreminde

For Borgerskabets Tro og Tapperhed forsvinde;

deles derudi mod Os og Vores Kongelige Huus at continuere, desbedre kunde foraarsages, saavelsom ogsaa andre vore kiære og troe Undersaatter, udi flige og andre Tilfælde et got Exempel til at efterfølge, kunde for øien stilles, samme Vores Kongel. ResidenzStad Kiøbenhavn, samt alle dens Indvaanere, Geistlige og Verdslige, de nu levende, saavelsom Deres Efterkommere, med efterfølgende Privilegier allernaadigst anseet og begavet. Art. 25 Præsident, Borgemestere og Raad, med Borgerskabet, maae udlegge 32. af de beste cg fornemste Borgere her udi Staden, hvilke, tillige med præsidenten, Borgemestere og Raad, Stadens og Meenighedens Beste, saavelsom dens Indtægt og Udgift, efter Tidens Beskaffenhed kan overveie, og derom handle og slutte. Af bemelte 32. Borgere maae udvælges Tvende, som tillige med præsidenten og een af Borgemesterne, maae altid have fri Tilgang til Os, Stabens og det gemeene Anliggende at andrage. Art. 9. Og paa det Vor Kongelig Residenz- og fri Rigs-Stad Kiøbenhavn, samt dens Indbyggere, Vor Kongelig Propension og Naade des bedre kan

have at bemerke og ndi Gierningen at see da have Vi Den-

nem Vores Leyn Roskild, saavidt det ikke allerede til andre er afhendet, til en Kvindelig Eiendom givet og foræret & c. Art. 10. Indkomsten af bemelte Roskild Lehn skal Halsparten til Stadens Raadstue og Magistratens reputeerlige Underholdning, og den anden halve part til Stadens politiers og Menighedens Forbedring anvendes, over hvilket Magistraten skal haveDispositionen & c.

40

32

Den jo Din Kongemagt og Arv og Stormens Dag For Verden har tilkiendt det storte LEres-Flag.

Det var i Grevens Tid, da det Og mere skede,

Hvo skulde andet troe, end Kongens store Vrede

Kom over Stad og Raad og To og tredive,

Men Kongens Haand derfor man aldrig fik at see (l). Det heed, som Sproget var, at Byen skulde spare,

Og at Indvaanerne nu skulde snart forfare,

Hvor Stadens Velstand og dens casse voxte til (m),

Man venter ikkun paa, det snart sig vise vil.

Hver gammel Stiftelse De truede at rygge,

For Kirker, slog De paa, theatrer (*) at opbygge,

Med Landets Tab og Guds Foragt og Sprogets Spot,

For Kunstneren det var og Haandverksmanden got.

(1) Tvende saa anseelige og gamle Collegier maatte lade sig udvise ved en

Tydsk P. M. af Greve U. A. v. som læses i Veiviseren for dette Aar, Pag. 164. Hvor og samme Herres 17. Tydske Puncter findes, med magistratens Danske Besvarelse.

(m) See Placat af 8de April. 1771. Conf. Reglementer af 5te Jun, 1771.

Adresse-Contoirets Efterretninger No. 56. 209.

(*) Der taltes om et nyt Fransk Theatrum, som skulle bygges, og koste over 1 â 2 Tønder Guld; en herlig Stiftelse i et lidet og forarmet Rige.

41

33

Med mindre Kirker (n) en Begyndelse De giorde,

Der fattedes kun lidt, at De jo ogsaa torde

De større (o) gribe an, om Peblens Frygt og Magt Ei havde hindret at fuldføre Deres Agt.

Den Marmor-Tempel, som Kong Friderich den femte Sig til et mindetegn og til Guds Lov bestemte,

Skal staae, hvis Bygnings Pragt ei Norden vise kand,

Som en Ruin, til skam, for Konge, Stad og Land (p). De snakke Kongen for, at Folk er misfornøiet;

Thi blev til Sikkerhed unyttig Anstalt føiet.

Nei! Kongen kunde frit sig lagt i hver Mands

skiød (q),

Og ikke frygtet for den mindste Modgangs Stød.

(n) I Veisenhuset hørde Gudstjenesten op ved slutningen af Aaret 1771. Friderichs Hospitals Kirke blev forandret til Legement for Veneriske Syge.

(o) Hellig Geistes Kirke stod stor Fare for at blive nedbrudt.

(p) In Septembri 1771. blev befalet, ikke mere at arbeides paa Friderichs

kirke, og de dertil brugte Jern- og Træ:Machiner nedrevne.

De tvende store Konger Christian den fierde og Friderik den fierde giorde sig heraf en Roos.

42

34 men den samvittighed, som Deres Hierter trykte,

Forvoldte, at De selv bestandig maatte frygte (r),

Hvert Løv, der rørde sig, var Dem en hareskrek,

For Krigsmand og Matros man saae Dem løbe vek (S). De gav da Ordrer, fom uholdelige vare,

At hver en Chef han skal til den opførsel svare,

Som øvedes udaf hans Underhavende (t),

Let sagt, men ikke let flig Anstalt kunde skee.

Af Mammon søgte De sig Venner nok at giøre,

Som skulde hiulpet til at Deres Plan udføre,

Mindst tænkende, i Dem at finde Banemænd,

Men rette Tid og Maal var ikke kommen end.

(r) Viisd. 17, 11. Ondskab, som er fordømt efter ens eget Vidnesbyrd, er en frygtagtig Ting, og i det den ængstes formedelst Samvittigheden, formoder den sig altid svare Ting. V. 12. Thi Aarsag til Frygt er intet andet, end at man forsager paa ald den Hielp, som som er givet Forhaabning om af Fornuften.

(s) Man erindre kun Matrosernes Optog for Hirschholm forrige søm- mer, og livvagtens afsked den 24de Dec. 1771.

(t) Cabinets Ordre den 17de Septemb. 1771.

43

35 Den skrive-frihed, som de bragte selv til veie, Vel brugt, var god, men strax begyndte at udskeie,

Den tiente mesterlig i Deres onde Kram,

Indtil den spidsedes Dem selv til Skrek og Skam (u).

Kanuter sendes ud, de Dunster ad adsprede,

Som sig fra vores Luft begyndte at udbrede

Til tydskes, Britters og hvert europæisk Land,

Men Smitten havde alt faaet meer end Overhand.

Blant mere Anstalt, som De sunde paa og giorde,

End denne for enhver fordægtig maatte vorde:

udlændske Breve, som til Kongens huus indløb,

Vil Cabinettet først see, under Seigl og svøb.

I andre Lande De et Rygte lader sprede (x),

At Kongens Helbred den er tvilsom, skal det hede.

Den daglig tager af, Hans Tid er ikke lang,

Man mærker Hensigten, om sagen kom i Gang.

(u) Skrive-Friheden blev given den 14de Sept. 1770, indskrænket igien den 7de Octob. 1771. og helder nu til sin Undergang. (x) Man lærte herom, og om andre ting, besønderlige artikler indrykte i de Engelske og andre fremmede Gazetter.

44

36 Pariser Bryllup og Sicilianske Msper

Her var aspecter til, thi Pierre, Jean, og Jesper Med Penge sendtes ud, at kiøbe alting ind:

Fra Franske Svovelstik til Engelsk pølsepind.

Recryter hverves maae af Piger og af Drenge,

De Danske have skal ny Meubler, andre Senge,

Alt Engelsk, slæde, Vogn, Kudsk, Sadel, ride-Sven, Pak ind, saa meget, som kan fylde Ladningen.

Kom nogen Dansk her hiem, som havde været ude Alene to Aars Tid, han maatte frit bebude,

Han kiendte ei igien sit kiære Fædreland,

Saa plat kolbyttet var hver Ting og hver en Stand.

Hver Stiftelse blev rørt, og hver Indretning dristet (y),

Ei agtet Hensigten af Dem, der havde stiftet.

(y) Saasom Frideriks-hospital, alle Hospitaler og de Fattiges Væsen, Ma- ler-Academiet, Opfostrings-Huset, Banken, det Kongelige Universitet, Geistlighedens Indkomster og Privilegier. Der var prælude-

ret til disses Omstøbning, men ikke begyndt paa dem alle. Ikke at tale om postvæsenet, toldvæsenet, Landvæsenet, Bygningsvæsenet, myntvæsenet, Odels-Retten, Bergverkerne, Islands-Handelen, og compagnierne, & c.

45

37 Sidst med en vældig Haand, De vilde kaste om

De faderløses huus (z), og Fridrichs helligdom.

(z) Det Kongel. veisenshuses fundaz, dateret 21de Julii 1727. dens 1ste Artikel siger, at de af høisalig kong Friderich den fierde skienkede Capitaler og Gaver, maae eller bør udi ingen optænkelig Maade til anden Brug anvendes, end til de i dette Huus indlagte forældreløse børns Opdragelse i Gudsfrygt og til nyttig Haandgierning. 8de Artikel, at derved kan ventes Guds Velsignelse over Landet i vore og vores Arve-Successorers langvarige Tider. 9de Artik. Vores alvorligste allernaadigste Intention ogsaa gaaer derhen, at dette Verk skal vare bestandig, og vedligeholdes indtil Verdens Ende: Saa ere Vi forsikrede om, at Vores kongelige Arve-Successorer i Regieringen, vores Funday urygge- ligen holder, og dette i sig selv gudelige og høi magtpaaliggende Verk kraftig haandhæver og befordrer, paa det ei Guds strenge Vrede og uforbigiængelig haarde Straf skal paafølge over alle Dem, som dette Verk og denne fundaz kuldkaste, eller derimod noget handle eller udøve ville. Det hosføiede aabne Brevs 13de Artikel tillader enhver, som Gud haver givet Forstand og Forfarenhed, til at kunne erindre eller fremføre noget til dette Verks fuldstændige Drift, det vare hvo eller hvor ringe han er, at meddele sine Raad, hvoraf de Tilforordnede ere villige at antage alt det, som kan være til Nytte, og i Verk stille. Dette store Huus blev efter Kiøbenhavns Ildebrand opbygget fra 1731. til 1734. da det og dets Kirke blev indviet. I samme har den ordentlige Guds Tieneste nu over 47 Aar været holden, indtil den ved sidste Afskeds-Prædiken den 29de decemb. 1771. blev nedlagt.

46

38

Som det Dem kiære Huus løb ud af Banke-Stokken,

Da sagde Seeren: Nu ringer storme-klokken,

De Faderløses (a) Suk, den store Konges Band Nu kalder Himlen, til at redde I Folk og Land.

Man tænker ei derpaa, jeg troer, Charlottes Taare Paa Himlen har giort Vold, foreenede med vore,

Vist en alvorlig Bøn af en retfærdig Siæl Udretter store Ting til Lands og Rigers Vel.

Men da en Stormerhaand sig syntes ville væbne

Mod Presters, Skolers, og Academiers Skiæbne,

En Ebenezer kom, og stympede den Arm,

Hvis Fingre havde giort Forstyrrelser og Harm.

Her har I Skyggen af den mediske Regiering,

Gid ei den Partiske os spiller en Forkering,

Det sidste Onde blev et sildigt Efterspil,

Naar nye lægers Hielp vi skulde trænge til.

(a) Ordspr. 23, 10. II. Kom ikke paa de Faderløses Ager; thi deres

løser er sterk, han, han skal udføre Deres Sag imod Dig. Esaiæ

10, 1. 2 See dem, som beskikke uretfærdige Skikke, og de Skrivere, som skrive nøie: At vende de Ringe fra deres Ret, og bortrive de Elendiger ret iblant mit Folk: at Enkerne maae være deres Rov, og de kunde berøve de faderløse.

47

39

Vil nogen kroppen nu livagtigen afmale,

At Billedet for den og Mesteren kan tale,

han giøre, hvad han kan, i Farve eller Blek,

Naar kun de fine sees, med samt de grove Trek.

I herrer Medici! Bliv kun ved Eders Draaber,

Lad Stat og Cabinet beholde sine Kaaber

For Dem, hvis Hierte helst og Indsigt nytter der,

Mest plages Land og Folk, naar Bonden Foged er.

I Fremmede! som vil iblant os Brødet søge,

Om I med vores Tab vil Eders Gods forøge

Og herske, Vider da: Her fælde er og Spot;

Vi elske Eder, om I lær os noget Got.

I Hyklere! som har tilbedet de Heroer,

Og Deres Gierninger forsvaret, om I troer,

At Dem nu Uret skeer, da taler Sandheds Ret,

Og kaster Kappen, den I vender alt for let.

Her ligger Hamans Raad og Achitophels Renker,

Her ligger Vidd og Kunst og List og Snærelenker,

Et skreksomt øieblik (b) omstyrtede den Mand,

Hvis kunstig Bygning var opført paa Flyve-Sand.

(b) Psalm. 73, 19. Hvorledes blive de i et øieblik til en ødeleggelse? De omkomme. De saae Ende for Forskrekkelser. 5 Mose D. 32, 35. Deres Ulykkes Dag er nær, og de Ting, som ere beredte, haste at komme til Dem.

48

40

Nu kom det Tordenskrald, fom Cedertræet fældte (c),

Her segner Helten, som vil Rigers Stat omvelte,

Ulykke, raser Du! tør Du ved Nattens skiul Angribe den, hvis Haand regierer Lykkens Hiul.

I Afmagt Vellyst faldt, og smiger tabte næsen,

Den kaade Frekhed selv forlorede sit væsen,

Hin dumme Spotter-Geist og Hofmod, sandt et

Skaar (d),

I det at Dyret fik det dødelige Saar.

Giem, Sundets vogter, vel den Skat, Du fik at giemme,

Et vagtsomt forhæng skal dens Skiebne snart bestemme,

Forbandet ublu Veir! den Dag Du Dig indfandt,

Thi Blomstret knap sprang ud, før det igien forsvandt.

(c) See Jule-Aftens Feide. 2 Sam. 22, 14. Herren tordnede af Him-

melen der kom Lynet, og han forfærdede dem. Domm. 9,

15. Og Tornebusken sagde til træerne: er det i Sandhed saa, at I vil salve mig til Konge over Eder, da kommer, skiuler Eder un- der min Skygge: Men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken, og fortære de Cedere paa Libanon. Ezech. 17, 24. Og alle Træer paa Marken skal fornemme, at jeg Herren, jeg haver fornedret et høit træ, giort et grønt Træ tørt.

(d) Esa, 29, 20. Naar det er ude med den forfærdelige, og Spottere have faaet Ende. ordspr. 16, 18. For Forstyrrelse er Hofmodighed, og for fald en høi Aand.

49

41

Lad Daare-Viddet nu paa Daare-Gierning Hvile,

Og vente, angestfuld, Hvad Lov og Ret vil stile.

O Christian! O Folk! Kiend dog en Overmagt;

Thi ingen, uden Gud (e) har fligt tilveiebragt.

Han veed, Han kan, Han vil, paa rette Tid og Maade Udføre Kongens huus og os af al Slags Baade,

Da vi sov sødelig, Han vogede heel vel,

Han, som regierer og bevogter Israel (f).

Tak være Gud for den livsalig blide Morgen (g),

Som stillede vor Suk, som reddede af Sorgen,

Ulykker truede, men see! den sterke Haand Udriver Kongens huus, og styrer Ondskabs Aand.

(e) 5 Mose B. 4, 35. Dig er det bleven viist, at Du skal vide, at Herren han er Gud, ja ingen, uden han alleene. Psalm. 118, 23. Dette er skeet af Herren, det er underligt for vore øine.

(f) Psalm. 121, 4. See, han skal ikke stumme, og ei sove, som bevarer Israel.

(g) Psalm. 5, 4. Herre, Du skal tilig om Morgenen høre min Røst. Ps. 143, 8. Lad mig aarle høre Din Miskundhed; thi jeg haver forladt mig paa Dig. Viisd. 16, 28. At det skulde vitterligt giøres, at man skal takke Dig, førend Solen gaaer op, og komme for Dig, naar Lyset oprinder.

50

42

Jo, jo! Ei ene Du, vor Konge, haver fundet En Frelsning, men og vi, vi alle have vundet

Med Dig en herlig Seir, en seir, som overgaaer De blodige, hvorom i Tidens bøger staaer.

Men har Du, Konge! og Din Gud et offer givet (h),

Han, som bevared Dig ved Magten, æren, Livet,

Glem aldrig Tak og Bøn, giv Gud Dit Hierte hen(i),

Og i Din Ungdoms Tid tænk dog paa skaberen.

Saa skal Dig, Gud, vor Gud! ske Tak og ævig ære;

For det, for hint, for alt, Dit Navn høilovet være!

Psalm. 66, 13. Jeg vil gaae ind i Dit huus med brænd-offer, Jeg vil betale Dig mine Løfter. Esa. 25, 1. Herre, Du er min Gud, jeg vil ophøie Dig, jeg vil bekiende Dit Navn; thi Du giorde en underlig Ting. De anslag, som Du haver sagt langt tilforn, er Trofasthed og Sandhed. Psalm. 71, 24. Min Tunge skal tale den gandske Dag om Din Retfærdighed, thi De ere beskæmmede, thi De ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke. Psalm. 124, 7. 8. Vor siæl er undkommen, som en Fugl af Fuglefangerens Snare, Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne; vor Hielp er i Herrens Navn, som giorde Himmel og Jord.

(i) Psalm. 57, 8. Gud, mit Hierte er rede, mit Hierte er rede, jeg vil synge, ja jeg vil synge Psalmer; Vaag op, min Ære, Vaag op, Psalter og Harpe, jeg vil opvaagne aarle.

51

43

Vor siæl paa Styrke gik, vor Suk fik Overvegt,

Forkynd Guds vælde, Folk! fra Slegt til sildig Slegt (k).

glæd os, vor Gud, igien (1); Men see! hvad større glæde, End Kongen atter sees i Herrens huus at træde,

Og ærlighed igien til Tronen finder Vei,

I Unge giver Agt! I Gamle sørger ei!

Til holofernis Fald Gud rustede en Qvinde,

Judith, den snilde og den heldige Mandinde,

En liden David slog den stærke Goliath,

Ved Begge Israel beholdt sin Friheds Hat.

Dig, Juliane! og Din Søn! vi høit ophøie.

Du har forsøgt med os, Sorg, Haan og Ondt at døie,

Det ømme Hierte, vi bar for hverandres Kor,

Udbristede i Fryd: Vi frelste, du er stor.

Lært havde Du den Kunst, at give Tid og fire, Nu kom den rette Stund, at spille prævenire,

At tage Brodden bort, for De os forekom,

Og dryppe Dennem ned i Deres egen dom.

(k) Psalm. 102, 19. Dette skal rives for den Slegt, som herefter form- mer, og det Folk, som skal skabes, skal love Herren. Psalm. 145, 4. En Slegt skal derømme for den anden Dine Gierninger, og De skal forkynde Din vælde.

(I) Psalm. 90, 15. Glæd os efter de Dage, som Du haver plaget os; efter de Aar, som vi have seet Ulykke.

52

44

Gud gav Dig Viisdom nok og kraftig Raad i Sinde,

Gud styrkede Din Arm (m), og hialp Dig, Folk at sinde,

Endog af dem, som før var hines Venskab værd,

Til vel at føre ud en saa fortvilet færd.

I Tro, mandhastighed, og allerbeste Orden,

De Helte samles til Minut, for Dag er vorden (n),

Hos vores danebod, som raadde Bod den Nat,

Al Hinder ryddes bort, hver Tilgang blev besat.

Siig os, Aarvaagne Prinds! hvor staaer det med Dit Hierte? Er ingen Mindelse af Frygt og Mishaabs Smerte?

Nei! Hiertet det er frisk, min Hensigt den er god, For Kongen og mit Folk jeg ofre vil mit Blod.

(m) Psalm. 18, 33 - 38. Den Gud, som omgiorder mig med Kraft, og

og giør min vei fuldkommen. Han giør mine fødder, som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine høie. Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobber-Bue brydes med mine Arme. Og Du giver mig Din Saligheds Skiold, og Din høire Haand understytter mig, sg Din Sagtmodighed giør mig stor. Du giør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke. Jeg forfølger mine Fiender, og naaer Dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.

(n) Klokken 4. om Morgenen begyndte De ar samles, og Klokken 5. var

den bestente Time til angribelsen.

53

45

Gud er med os i Dag (o), faa sagde Juliane,

I vædige til Strid! gaaer frem paa Ærens Bane,

See! her er Eed og Pligt, See! der er Krands og løn

Udfrier Kongen, Mig, Min Søn, og Kongens Søn. Vor Dagmar, med sin søn, sig teer for Kongens Leie,

Vaagn, a Milde Konge, op, en Sag at overveie,

Dit Liv, Dit huus, Dit Folk, Din Majestet

gaaer an,

Vel da i Herrens Navn, Han skrev sit Christian.

Vor Konge vaagner op, Han seer, betænker, skriver,

Her standser Tankekraft, jeg næsten undrykt bliver:

Min Konge legger sig med en besknyttet Aand,

Han vaagner, bliver väer den frelsende Guds Haand (p).

Saa vaagned Kongen op, og gid Han stedse vaage!

Hans Morgensool vil snart fordrive Nattens Taage,

(o) Psalm. 108, 14. Ved Gud vil vi giøre mægtige Gierninger; og han, han skal undertræde vors Fiender.

(p) Psalm. 3, 6. Jeg, jeg lagde mig, og sov; Jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig. Psalm. 139, 18. Opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos Dig.

54

46

Nu taler Kongen, Nu beordrer selv igien,

Hvo større canzler saae, end Hans trofaste Ben (q).

"I Ulyksalige! Jeg lader Eder vide,

At Timen er, I skal for Eders Forhold lide,

Har I i ærens Glands paa Tid og Roe haft

Savn,

I nu i centrum kan betænke Eders Gavn.

Den Leilighed, I før har manglet til at tænke, Og til at tænke ret, Jeg Eder nu vil skienke,

I veed, I mig har giort formædelse og Tort,

Jeg derfor Eder fra mit Ansigt viser bort.

her kiendes Kongens Røst, her vises, Han kan skrive,

Hans Hurtighed i Raad, Hans Viisdom er i Live,

Hans Frelse og Hans Magt er nu Hans Tankes Maal, Bort fra mit huus og Folk, Ulykkers fyldte

skaal!

Giør snart, hvad giøres skal, her er ei Tid at spilde, Flux overfalder Dem, som tænkte os saa ilde,

See denne Dagen er, som Herren haver giort, Hos Tungemaal og Folk hans Navn skal være

stort.

(9) Hans Kongel. høyhed Prinds frierich paragrapherede de Kongelige ordrer.

55

47

Omringer, griber Dem, lad ingen siæl undkomme, Om ellers dette Verk skal være os til Fromme.

Saa giort, som sagt. De gik i stille Tavshed hen,

Og efterkom, saa vel, som strax, Befalingen.

De gik, hver til sin Post, det lykkes uden Hinder,

Med blandet Mod og Frygt til hver De Veien finder,

Saa meget gladere, som Driften den var reen,

Os nok! at lettet blev den tunge Hierte-Steen.

Hvad høre vi og see; Er det i Syn og Drømme?

I Natte-spøgelser maae uden Ophold rømme (r).

"Nei! vi til Eder har vor Konges Ord og Navn,

At I maae lande nu hver i en anden Havn.

Een raabte (s): Jeg vil indtil Kongen, hvor er Greven?

Een: Jeg har intet giort, at jeg er Fange bleven.

Een pukkede og skreg: Veed I vel, hvem jeg er?

Jo, veed jeg, den I var, den er I ikke meer.

(r) Viisd. 17, 3. Der De mente at ligge forborgen i lønlige Synder under mørk Forglemmelses Skiul, bleve De adspredte, frygtende gruseligen, og bleve forfærdede af Spøgelser.

56

48

Her laae det stolte Mod, let vare overvundne De, allerede af Samvittigheden bundne,

Her gieldt ei flyve-Corps (t) og er Artillerie (u), Kunst, Renker, oplagt Raad, blev nu til Phantasie.

Al den Forsigtighed og Anstalt, De anvendte Til egen Sikkerhed, Dem selv tilsidst omspendte,

Det store Navn, De før til Upligt havde brugt Og Hiernens fine Spind, blev Dennem nu til Tugt.

Saa, længe pirrede, stod op de fromme Danske,

Og giorde det saa got, som Russer eller Franske,

Ei med Fremfusenhed, ei uden Grund og Skiel; Raad, Overlæg og Mod udfører Sagen vel.

Var før det Danske navn et Ordsprog uden Landet For hines Galenskab, som og maaskee for andet,

see, om det Danske Folk ei reddede sit Navn,

Da De faae Lejlighed at fremme Landets Gavn.

(t) In Junio 1771, blev ved Hirschholms Slot en Flyvende Garde oprettet, som in novembri ved Dragonerne afløftes.

(u) De besønderlige Anstalter, som sagdes at foregaae ved artilleriet, giorde et betænkeligt Indtryk paa stadens Indbyggere.

57

49 Den klare Morgen kom, Dem Solen Ryggen vendte,

Hver, i sin mørke Vraa, sin glædskabs Morgen endte,

De Nattens egne børn gik ud fra Nat til Nat,

Og aldrig mere De fik Dagens Klarhed fat.

Fra rolig Sevn og Seng De føres hen at vaage I bitter siæls Uroe, fra Glands til ævig Taage,

Et Speil for Eder, som misbruge Kongers Gunst, Naar mørkheds Time er, da sover Vidd og Kunst.

Knap skeet, før Rygtet fløi ud over hele Staden,

Folk løb i tusind Tal til Slottet og paa Gaden,

Imellem skrek og Haab; thi Frygten var saa sterk For det modsatte Ondi, at der var sat i Verk.

Tænk, hvad Forskrekkelse Hvers Hierte havde inde,

At ingen vidste sig i glædens Sprog at finde;

Ret nylig gruede hver Mand, at see sit huus,

Om ild og Sverd brød løs, nedlagt maaskee i Gruus.

Et Øieblik man løb i saadan Vilderede,

Een efter een man saae geleides bort; Hvad skede?

Det Kongelige Huus for Folket stiller sig,

Selv Jord og Himmel skialv ved Folkets frydeskrig.

Bort, raabtes, Pik og Pak, bort hver forbandet Greve,

naar Kongen lever, Jo! Han lever, Gid Han leve! Hurra, Hurra, Hurra, indtil den mørke Nat,

Sving Seier-Fanen op, Sving Friheds Fryde-hat.

58

50

Min siæl ophøie Gud i Dag og alle Dage,

Saa sagde, i sin Krog, den Gamle og den Svage,

Guds ære bliver stor (v), Hans Godbed aldrig endt,

Thi dødsens Snare brast, som havde os omspendt.

Nu deeler kongen ud belønninger og Ære,

I Helte triner frem, I som bør Prisen bære,

I gav et Mynster op paa Tro og Duelighed,

Som I, saa giøre hver, der staaer i Kongers

eed!

Et Optog Kongen giør igiennem Stadens Gader,

Enhver paa Hænderne vil børe Landets Fader,

Hvert huus, ja Jorden selv, blev ret som løftet op Ved Hurra-Skriget af den overgivne Trop.

Man seer, at Kongen har sin Beste Ven ved Siden,

Troe mig, da glæden ret brast ud, og blev ei liden,

De tvende sønner af vor Femte Friderik,

Gav Dagens Glands et Syn, som alting overgik.

Een Slegt den anden skal det rare Syn forkynde,

Det var en Olie i Glædens rene Brynde,

Hvert Hierte stod i Brand, hvert øie gnistrede,

Hvert øre, Haand og Mund, faldt i Henrykkelse.

(v) psalm. 138, 5. De skal synge om Herrens Veie, thi Herrens ære er stor.

59

51

Hver Patriot, som før i Dvalen maatte sveve,

krøb siungende herfrem og raabte: Kongen leve!

Fra Vugge-Glutten af til Gravens Candidat Paa Vivat: Christian! man kunde giøre Stat.

Velsignet være Du, vor Konge, med Din Broder,

Samt Juliane, Din og Landets hulde Moder,

Du blev i Dag vort Liv, vor Frelse, Fred og Fryd,

Vor Sang, vor Harmonie, vor Munds og hiertes Lyd, Man Aften-Stiernen seer, og Dagens Fryd fuldender,

Strax hele Staden sig i Lys og Lue tender;

Fra førsternes Pallads til mindste Hytte-Vraa Hvert Huus forkyndte, hvad i hver Mands Hierte laae.

Mit Hierte brænder, ja det luer, blusser, flammer,

Gud gav os Liv for død, og glædskabs Raad for Jammer, Min Konge blev urørt, vor Konge-Huus blev

fri(*),

Og Folket frelstes fra et skiendigt Tyrannie.

(*) Psalm 18, 50. 51. Derfor vil jeg bekiende Dig, Herre, iblant hed- tingene, og synge Dit Navn Lov; Som beviser sin Konge store Saligheder, og giør Miskundhed imod sin Salvede, imod David, og imod hans sæd ævindeligen. Psalm. 20, 7. Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham af sin hellige Himmel, hans høire haands Frelse skeer ved megen Styrke. Ps. 805, 15. Rører ikke ved mine Salvede.

60

52

Men Gruset synge skal om pøblens Rasesyge,

Der slutter Natten med, at tugte og ydmyge

De Nattens Boliger, som fremmede Udyd,

Man saae en prøve af en overdreven Fryd.

Hvad, om vi havde seet den ulyksalig Elte,

Hvormed De tænkte; at den danske Skat omvelte,

Lad Tanken løbe om, og slut af dette Smaa I hvad for søle, død og Jammer vi nu laae.

Men, frelste Kiøbenhavn! Ja frelste Tvilling-Rige! Glem aldrig denne Dag, Naar har Du haft dens Lige? Kom Synderne ihu, Gud løste Straffens Baand, ydmyger Eder for den vældige Guds Haand.

Her seer Du, Konge! at Dit Folk Dig trolig ærer,

Og for Din Trones Fod sit Fryde-offer bærer,

Enhver sin Frelse seer, i det at Du er frelst,

Hver seer, og seer igien, sin Konge allerhelst.

Du elskes, elsk igien (x), elsk Folkets Sprog og sæder,

Føl deri glæde, at Du Millioner glæder,

Giv Landets Love Kraft, Bring Rigerne til Flor,

Giør Dig, til Folkets Tarv, ved Din bestræbning stor.

(x) De klogeste og lykkeligste Regenter har altid holdt Deres Underdaners

Affection for den beste beskæftning og sikkerste Garde. — Affe-

61

53

Den Gode Konge fæt ved Siden af den Store,

Da Tronen sikkert vil al Dunkelhed forlore,

Da Kongen vife sig i Majestetens Trin,

Thi Solen varmer, naar den har sit fulde Skin.

Troe ei, fordi Du seer om Dig en Glimre-Skare,

At Land og Folk er vel, og haver ingen Fare, <A

Men troe, at og blant Dem er Armod under Guld,

Og Gøde skal der til den synlig-beste Muld.

Beklæd Din Domstoel selv (y), See til med eget Øie,

Hvo skulde vove da at ville Retten bøie,

ction giør en Herre uovervindelig, thi det er aldrig hørt, at nogen Potentat, som er elsket af sine Underdaner, er overvunden, og den høieste Titel, som de mægtigste Herrer i Verden haver søgt efter.

er Pater Patriæ.

Affection kan udrette umuelige Ting, og

De, som give en Potentat Anledning til at gravere, degoutere og med udragelige Udgifter sine Undersaatter at belegge, De maae sette hvad Farver De vil, derpaa, saa søger De at disarmere Hannem, og blotte Hannem for den trygeste Garde. Af et gammelt Manuicript, som kaldes førstelig Tanke-Ring.

(y) Ordspr. 20, 8. En Konge, som sidder paa Domstolen, adspreder alle Onde med sine Øine. Cap. 29, V. 14. En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Trone skal stadfæstes ævindelig.

62

54 Skaf al Slags Misbrug af, og giør Processen let, Faa Love (z), gode Folk, som elske Gud og Ret.

Brug Spiret, som det bør, giør ingen misfornøiet,

Straf, Du har Sverdet, men vær ikke ubesøiet,

Men lad Retfærdighed (a) og Mildhed følges ad, Den Tvilling-Dyd giør Dit og hver Mands Hierte glad.

I Viisdoms Hænder er et langt Liv, Rigdom, Ære,

Gøg, Konge, Viisdom (b), og lad den Din Leder være,

Thi uden den Du ei den beste Konge er,

Ved den Du blive kan den største Konge her.

Lad Forslags-Mestere, som støde vil det Gamle,

Ei paa en slibrig Vei Dig komme til at famle,

Sæt Fordom bort, afvei med Rets og Viisdoms Vegt Hvert Skrit, som giøres skal for Slegt til Slegters Slegt.

(7) Jeg mane henvise til Nye Prøve Pag. 22.

(3) Psalm. 89, 15. Retfærdighed og Dom er Din Trones Besæstelse, Mistundhed og Sandhed skal gaae frem for Dit Ansigt.

(b) Biisd. 6, 21. 22. Begierlighed til Viisdom opfører en til et Rige;

derfor, dersom I Konger iblant Folkene have Lyst til Troner og Scepter, da holder Viisdom i Ære, at I kan være Konger ævin- delig.

63

55

Lad Skabe-Seister ei faae Overhaand og raade,

Kiend, Prøv og overvei, brug Mænd og Tid og Maade,

Tag bort unyttigt, men leg Sundt og Nyttigt til,

Lad et alvorligt Verk ei være Vove-Spil.

De ny Omskabninger ei altid ville lykkes.

Man agter ei, ved det hin lettes, denne trykkes,

For sildig giver man sig den Paamindelse:

Jeg havde ikke troet, at saadant skulde skee,

Alting forsøgt, man seer det Gamle tidt det beste;

Man fordum saae til Gud og glemte ei sin næste,

Naar nogen Anstalt blev indrettet eller giort,

Og gid man giøre saa endnu i Smaat og Stort!

Hielp den Betrængte Flok, Opret hver Forurettet,

Lad Landets Byrders Tal dog engang blive lettet.

Skab intet Stort og Nyt, med mindre det er gok,

Frygt Dig da ikke meer for Skade, Fare, Spot.

Hør Faderløses Sag, let Enkers Trang og Taare,

Lad Folkets dybe Saar Dit Faders Hierte saare,

Skaf Nærings-Veie frem, hielp Haandverksman-

den op,

Stats-Legemet helbred og rens fra Taa til Top.

Din Flode sæt i Stand, Krigsmagten hold ved Lige,

I Freden vær betænkt at værge Land og Rige;

64

56 Om Sommers Tid man bør forsyne Vinteren,

Sørg for den Tid som er, og den som staaer igien.

Giør Bondens Vilkor let, opmuntre Flid og Dyder,

Du ærer Folket, naar Du Land og pryder,

Giv Bergverk, Agerbrug, Fabrikerne sin Skik, God Mynt, god Volitie skal altid holde Stik.

Hielp Fiskerier op, rens Havne, Fiord og Strømme,

Fra Kiøbmands-Handelen bort Phantasie og Drømme, Skaf Landprang, Fuskerie, og Smuge-Handel af, Al Underfundighed ved Told og Cise straf.

Glem ikke Norges Tarv, ei Jyllands Colonier,

Glem ingen Din Provinds, fra Amt til Fogedier,

Byg Forraads-Huse op, plant Skov, leg Veie an,

Lad give Dig, men prøv, og drist hver given Plan.

Brug Landets egne Børn, Agt vel en Fremmeds Veie,

Dit Øie gribe den, som tør fra Stien skeie!

Løn Dine Tienere saa, af Du giør enhver Uovervindelig imod Anfegtninger.

En Herre er sit Folk en sand Fortunæ Faber

Helst, naar Han fremmer og opmuntrer Videnskaber,

Frem Kunsters, Skolers, og Academiers Flor,

Her er en Neben-Vei at blive høi og stor.

65

57

Ophøi, Kong Christian, Din og Dit Folkes Moder,

Elsk, ær, og troe Dig til en saa elskværdig Broder (c),

Som Gud gav Dig til Raad og Daad og os til Trøst,

Lad Fridrich være Din og vores Mellem-Rost.

Ved Guds og Deres Raad Du slap fra Ulvens Tænder,

Hold Loss og Tiger nu fra Dine frie Hænder,

Din Souveraine Magt paa ny sin Reenhed naaer,

Og Landet læges kan fra et fortvilet Saar.

Det staaer nu til Dig selv, ei meer at blive Slave,

Brug, Konge, brug i Fred en saadan Himlens Gave,

Giør, at for Dig og os den spildes ei igien,

Hvad Redning er der meer, hvem har Du da til Ven.

I hvad af Hyklere og Onde DU skal friste,

Lad ingen Rooret ud af Haanden paa Dig vriste.

Styr selv Dit Folk og Land, og hevn Din Konge-Ret,

Lad intet Arbeid, Stød og Tørn Dig giøre tret,

(c) Psalm. 133. See, hvor godt og hvor lifligt det er, at Brødre toe og- saa tilsammen. Det er ligesom den gode Olie paa Hovedet. -— Det er ligesom Dug paa Hermon thi der haver Herren be-

falet Velsignelsen at være.

66

58

Lad ingen mere med Dit Hierte spille Mester,

Lad ingen Hverving skee fra Øster eller Vester (d),

Klek ingen Basilisk, ei Øgle-Unge op,

Din Barm den sidste stak og sad paa Hoved-Top.

Vist nok de tiene Dig, men mest sig selv de tiene Og deres Hykler-Flok, som sig med dem foreene Til at udsue Dig, og stille Landet blot For Armod, Uselhed, Vanære, Fare, Spot.

Man hugser gierne, hvad i Ungdoms Tiden nemmes,

Saa bor om Phaëton den Fabel aldrig glemmes,

Lad ingen Solens-Kudsk paa Bukken komme meer,

Thi Land og Rige ei ved saadan Færsel leer.

Forundringsværdt det er, man knap en Første hitter,

Hvis største Æreglands jo denne Plet besmitter.

Man læser aldrig, at det været har Profit For Første eller Land, at holde Favorit.

Du veed nu, hvad det er, at have Minioner,

Af slige, to og tre, betyder Millioner,

Lad hver, der viser Tro, og Flid, og Nidkiærhed For Dig, Dit Land og Folk, beklæde Yndlings Sted.

(d) Psalm. 75, 7. Ophøielse kommer ikke af Øster eller Vester, ei heller

af Ørken.

67

59

Betroe Dig ikke meer til een og to (e), men mange,

Giv ei Dit Hierte og Din Villie til Fange,

Til alle Dine Børn deel ud Din Kiærlighed,

Til Vidd og Værdighed rek Maade:Spiret ned.

I, som den Lykke har, og de Naturens Gaver,

Der .Eder stikket giør tit Herregunstens Slaver,

Attraaer dog ei for sterk det søde Slaverie,

I alt for mange har at speile Eder i.

(e) Et Dansk Manuscript, kaldet Førstelige Tanker, siger et Steds: En herres Respect formørkes merkelig derved, at han en eneste Minister alting betroer, thi da stirrer Underdanerne meer paa hannem, end herren selv, og han bliver deelagtig i den Re- spect, som herren allene tilkommer. Kong Valdemar den Første, betroede sig sikkert til sin Absalon alene, ved ham fandt Kongen sig vel, ved ham blev Han Valdemar den Store. Men hvor mange Kongelige Ministre, af det Slags som Absalon, kan Historien opvise? Her var Troskab foreenet med Hengivenhed til Kongen og Kiærlighed til Fædernelandet, her var Tapperhed og Hurtighed forbundne med Forstand, Raad og Forsigtighed, han passede Maalet imellem Kongens Villie og Landets Velfært, han lod Egen-Nytten og private Hensigter vare uden for Minister-Æm-

68

60

Naar I en Herres Gunst begynde at forhverve,

Den da, og Hykleren, strax Eder maae forderve,

Om ikke Herren veed, at langtsomt raade Bod Paa et til Høihed og til Rigdom hidsigt Mod.

Og I, som Lykken sidst befalede at vende Vor Skrek til Fryd, men gav hint Folk en skreksom Ende, I giorde Eders Pligt, I giorde den saa vel,

Lad Egen-Nytte ei slaae Eders Roos ihiel.

Tag Dig for Jøder og for Jesuiter vare,

Set, Konge, Dig ei ud for Skade eller Fare,

Hvo ofte taber, han af Skaden bliver viis,

Og, frelst af Faren, bør man give Herren Priis.

Udslet troløse Folk, og dem, som Ondt forvolde,

Elsk ikke dennem, som for vel for sig huusholde,

Og de, som ei forstaae at holde Huus for sig,

Langt borte være fra at holde Huus for Dig.

Driv fra Dit Ansigt bort en hykler og en Stymper,

Prøv Deres Smigre-Krud og skadelige Ymper,

Giv ei for snart Dit Ja, Spør Dit trofaste Raad, For Gud og Folket da Du bliver stor i Daad.

Lov lidt og varsomt, men hold nøie, hvad Du lover,

Du ellers paa en Fis Din Konge-Ære vover,

69

61

Viis den, som stiller Dig urigtigt fore, bort,

Ved slige kommer Du og andre let til kort.

I Hoffolk! bruger ret de milde Øieblikke,

Som Lykken laaner kun, men hævder Eder ikke,

Iblander Eder ei foruden Eders Ring,

Men hugser, at I staae hvert Øieblik paa

Spring.

Følg, Konge, sunde Raad, troe Alder og Erfaring (f),

Dit Liv, Din Magt, Dit Huus, er da i god Bevaring,

Prøv Med Forsigtighed og kiend hver den Du troer,

Derpaa Dit Folkes Vel og Sikkerhed beroer.

(f) Den vise Erasmus skriver, at en ung Første skal længe have Mistanke til sin Alder, baade for Uvidenheds og Naturens Hastigheds Skyld, eg ikke tage sig nogen merkelig Ting for, uden kloge og gamle Mænds Raad, blant hvilke Han altid skal være, paa det Ungdommens uskyndighed kan tempereres ved de Gamles Klogskab. Syr.

25, 5. 6. Hvor deilig er de Gamles Viisdom. Megen

Forfarenhed er de Gamles Krone.

70

62

I Landets Vægtere, I Tronens gamle Piller!

For Kongens Trone I nu atter Eder stiller (g),

Ledsager Kongens Sind ved en sagtmodig Aand, Lad Hierte giøre eet med Hierne, Mund og Haand.

I har vel noksom lært, i denne Modgangs Skole,

At ei paa Høihed, Gunst, Forstand og Venner stole,

Lad ikke Hyklerens og ei den Riges Buk Bortvise Ærlighed og den Fortrængtes Suk.

O bruger Øiets Lys, og tænker dog paa hine,

Og drager, Syv som Een, paa een og samme Line,

O, sigter troligen tit eet og rette Meed,

Til Kongens sande Vel, til Landets Flor og Fred.

Guds Ord det siger os, at Konger ere Guder,

Guds Tienere, Guds Arm, Guds Magtes Sendebuder,

Men og De ere Riis, De ere Mennesker,

Og gid De ret indsaae i disse Titeler.

(g) Esa. 1, 26. Jeg vil give. Dig Dommere igien, som i Førstningen, og Raadsherrer, som i Begyndelsen, derefter skal du kaldes en Retfærdigheds Stad, en trofast Stad.

71

63

Find, Konge, Lyst udi at læse (h), høre (i), skrive,

Du med fornøiet Sind skal Tiden da fordrive.

Lad Pønsning, Arbeid paa Dit og Dit Folkes Vel,

Indtage største Plads udi Din Krop og Siæl.

Giør Dig er dagligt Speil af hine Konge-Dyder,

Som Dine Fædres Støv saa glimrende bepryder;

Det gode Hierte, som Din milde Fader bar,

Den sande Gudsfrygt, som Din Oldefaders var.

(h) Der møder tidt et godt Raad i en Bog, som en Raadgiver af sine Aarsager holder inde med. Derover en berømmelig Konge har sagt. Han heller vilde miste alle sine Klenoder, end sine Studeringer. 5 Mose B. 17, 18 - 20. Og det skal skee, naar Rongen sidder paa sit Riges Trone, da skal han skrive sig denne Lovs Udskrift i en Bog; Og den skal være hos ham, og han skal læse i den alle sine Live Dage paa det at han kan lære at frygte Herren, sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord, og disse Skikke, at giøre efter dem; At hans Hierte skal ikke ophøie sig over sine Brødre, ei heller vige fra Budet til høire eller venstre Side, at han maae forlænge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.

(i) Høre sine Undersaaters Anliggende, høre Sandhed. Ved at høre

skulde en Herre erlange det, som en fortreffelig Konge beklagede, at store Herrer frem for andre ringe Stands-Personer vare ulykkelige, i det de fik saa sielden Sandhed at vide. 2 Sam. 14, 17. Som en Guds Enge! er, saa er min Herre, Kongen, til at høre det Gode og det Onde.

72

64 De store Gierninger af Friderich den Fierde,

Den Retviished, som var den Femtes tryge Gierde,

Hans Faders Omsorg for sit Kongehuus og Folk,

Vil blive Dem og Dig en varig Æres Tolk.

Det store Ære-Navn, som Konger bør at hædre,

Af Landets Fædre og af Kirkens Fosterfædre (K)

Har Disse alle naaet, Slip DU ei et Klenod,

Der er for Kongers Liv og Magt saa tryg og god.

Din Søn lad drages op i Dyd og Jesu Lære,

Den Brynd, hver drikker af, bør reen og hellig være,

En Prinds maae dannes ret, skal Hart regiere vel,

Bort Modens Lære-Art fra Prindsers spæde Siæl!

Det synes, Gud en Stund sit Ansigt vilde skiule,

Og af Velsignelser kun unde os en Smule,

Han viiste ikkun, hvad for Dig og os er tabt,

Naar vi forglemme den, os haver frelst og skabt (I).

(k) Esa. 49, 23. Konger skal være Dine Fosterfædre.

(i) Jerem. 9, 13. 15. Fordi De forlode min Lov, og hørde ikke paa miu

Røst, og vandrede ikke derefter. Derfor vil jeg spise Dem

med Mal-Urt, og give Dem Galdevand at drikke. 1 Kong. B. 9, 9. Fordi De forlode Herren, Deres Gud, som udforde Deres

73

65 Erkiend, Med Land og Folk, o Konge, Herrens Domme,

Saa skal Velsignelsen igien som Dugen komme (*),

Lad det ei være nok, at kaste Aaget af.

Men søg at redde os fra al Slags Lande-Straf.

Til dette Maal ar naae, Du Dig med os foreene I Bøn og Stræbning, men Gud skal sin Kraft forlene,

Tænk paa den Unges Vei, driv Daarligheder ud,

Elsk Ret, og Vellyst dæmp, thi sligt behager Gud.

Dyd og Retfindighed lad falde i Dit Tykke;

Thi Dyd indfatter alt, og Dyd er Siælens Smykke,

Fædre af Ægypti Land. Derfor haver Herren ladet komme

alt dette Onde over Dem. 5 Mose B. 32, 18. Den Klippe, som avlede Dig, glemte Du, og Du har forglemt Gud, som fødde Dig.

(*) 3 Mose B. 26, 3. 4. Dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud, og giøre dem, da vil jeg give Eder Regn i sin Tid, Og Jorden skal give sin Grøde, og Træ paa Marken skal bære sin Frugt. 5 Mos. B. 28, 8. Herren skal byde Velsignelsen at være hos Dig, i Dine Lader, og i alt du udrekker Din haand til.

74

66

Gudsfrygt, Retfærdighed (m) ledsage Dine Trin,

Lad Folket ofte see Dit Ansigts milde Skin (n).

Bort saa bekymret Aand, bort Frygt og Sindets Smerte,

Indfind Dig Siæle-Roe, giv Fryd i Kongens Hierte,

Men Kongens Hierte er, o Gud, udi Din Haand (o), Bøi selv og lenke det ved Viisdoms Gode Aand.

Sæt Kongen til et stort Exempel paa Din Naade,

Viis, hvad ved Herrens Frygt og Venskab er at baade,

Lad Ordet i Hans Siæl slaae en bestandig Rod,

Dets Glands omstraale Ham og lyse for Hans Fod.

(m) Den Majestetiske Character, Gud har lagt hos Konger, bør som det

allerdyrebareste Klenod i Agt at haves, at den af alle tilbørligen respecteres, hvilket erlanges, naar Gudsfrygt og Retfærdighed mainteneres, thi intet giør en Konge Gud ligere, eller giver Hannem større Respect, end disse tvende Dyder. Pietate & Justitia var derfor Kong Christian den femtes ypperlige Symbolum.

(n) Ordfpr. 16, 15. I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagen-

hed er som en Skye med sildig Regn.

(o) Ordspr. 21, 1. Kongens Hierte er som Vandbekke i Herrens Haand, til alt det han haver Lyst til, skal han bøie det.

75

67

Den Himmel-Viisdom, som vi hørde hos Dig være,

Den Tid Du vidnede Religionens Ære,

Den Røst, som prydede Din Ungdoms Siæl eg

Mund (p),

De Glimre-Straaler af et himmelskienket Pund,

Igiennem Skyen skal som Morgenrøden bryde (q),

Og som den klare Sool igien vor Norden fryde,

Dens Skin meddele skal fra Tronen Lys og Kraft, Dens Varme give os ny Frugtbarhed og Saft!

(p) Czech: 16, 60. Jeg vil ihukomme min Pagt med Dig i Din Ung-

doms Dage, og oprette Dig en avig Pagt. Læs den Kongelige Confirmations-Act af 31te Martti 1765. Pag. 24 - 26. Der heder det blant andet: Men da jeg, font et svagt Menneske, let kan falde; Saa haaber jeg, at Gud vil styrke og opholde mig, paa det jeg ikke maae komme under Satans Snarer. Til den Ende er jeg forsikret, at ikke alene denne Menighed, men ogsaa alle Landets Indbyggere vil forene deres Forbønner med mine Bønner, paa det jeg maae stride Troens gode Strid til Enden, og holde det, som er befalet, uden Besmittelse, og ufstraffelig, indtil vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse.

(q) Esa. 58, 8. Da skal Dit Lys frembryde som Morgenrøden, og Din

Lægedom skal snart grønnes. Psalm. 110, 3. I saare hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, fremkomme Dig Din Afkoms Dug,

76

68

Men Juliane! Som, næst Gud, tilkommer Æren (r),

Du, som en Debora, i Spidsen gik for Hæren,

Bliv i vor Israel en Moder og en Ven,

Bevogte Gud Din Fod, den ikke glider hen (s).

Den unge Løve Du, Du løste ud af Hilden,

Du mandig reddede os, som en Brand af Ilden,

Dit modne Overlæg Tid, Folk og Maaden fandt.

Hvormed Du Stolthed, List og Ondskab overvandt.

Gud, Dronning i giøre Dig forsigtig og aarvaagen;

Der længe blive vil en Levning udaf Taagen,

En Gnist kan tende an den allerstørste Ild,

Bliv derfor ikke tryg, men vaagen, kiek og snild,

De kloge Anslag skal Din store Siæl bevare,

For Svig og Snuble-Trin Du da er uden Fare.

Men Julianes Roos, saa længe Verden staaer, Vidt Semiramiders i Norden overgaaer.

(r) Domm. 5, 24. Velsignes skal Jaël frem for Qvinderne, velsignes skal Hun frem for Qvinderne i noget Paulun.

(s) Psalm. 121, 3. Han skal ikke lade Din Fod snuble, Han skal ikke stumme, som bevarer Dig.

77

69 Og Du, vor Friderich! Vor Trøst og Landets Glæde!

Den store Bane Du begynder at betræde,

Træd lykkelig her frem, løb, naae det glade Maal, Vort Haab, vor Kiærlighed, bliv en Magnete-Naal!

Fortien alt meer og meer vor Kiærlighed og Ære,

Lad Villien til Got at fremme, større være

End Magten rekke kan, Døm selv Din egen Barm,

I Førster ere jo Guds Billede og Arm;

Vil Du, at Himlens Dug Din Tilvext skal velsigne.

Stræb den Original, mest mueligt er, at ligne,

Barmhjertig, ydmyg, mild, retraadig, viis og

from (t),

Lign Gud, løb som en Sool i denne Cirkel om.

Med varsom Mandighed gaae frem paa Dine Veie (u),

(t) Mich. 6, 8. Hvad kræver Herren af Dig, uden at giøre Ret, og at elske Miskundhed, og at ydmyge Dig, at vandre med Din Gud.

(u) Psalm. 119, 133. Befæst mine Trin i Dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig. Iesv. 1, 7. Vær saare frimodig og sterk, at tage vare paa, at giøre efter al den Lov, som Mose, min Tiener, bød Dig, viig ikke fra den til høire eller venstre Side, at Du kan faae Forstand paa al den Vei, som Du skal vandre paa.

78

70

Du da, Elskværdig Prinds! er rolig paa Dit Leie (v),

Glem ei Guds Pagt og paa Din Ungdoms Leder

skiøn (x)

En deilig Krone den er Viisdoms store Løu (Y),

Charlotte, Dyders Sool! Prinzessers Ziir og Ære,

Gid, til Velsignelse, Du længe blant os være!

Den Bøn for Kongens Huus Du daglig øser ud,

Hvo kiender ei, at den blev hørt af Himlens Gud.

Dit Samfund med Din Gud, o dyre Konge-Dotter!

For Riger, Lande, og for alle Undersaatter

Langt større Stytte er, end vi indsee og troe,

Bliv stedse herlig i Din Gud-hengivne Roel

(v) Psalm. 4, 9. I Fred vil jeg legge mig tillige og sove; thi Du Herre, alene skal lade mig boe tryggeligen.

Psalm, 119, 9. Hvormed skal en Ung holde sin Stie reen; At Han holder sig efter Dit Ord. Ordspr. 2, 17. Den, som forlader sin Ungdoms Ledere, og som haver glemt sin Guds Pagt. Jer. 3,

4. Skulde Du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader, Du er Min Ungdoms Leder.

(y) Ordspr. 4, 7. 8. 9. Kiøb Viisdom. — Ophøi den, saa skal den

ophøie Dig. Den skal sette Naades Smykke paa Dit Ho-

ved, den skal give Dig en deilig Krone,

79

71

Kom Juliane da, Kom Fridrich, og Charlotte,

Und os, i fælles Fryd at vi med Eder maatte

Opsende Offer, Bøn, og Tak til Himmelen,

Der, ligesom paa nye, os Kongen gav igien (z).

Vor Konges Liv, o Gud, Dig dyrebart lad være,

Udbred Hans Navn, Hans Magt (*), Hans Dages Tal (a).

Hans Ære,

(Saae

(z) Psalm. 98, 1, Synger Herren en ny Sang, thi Han haver giort Underlige Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

(*) 1 Sam. B. 2, 10. Han skal give sin Konge Styrke, og ophøie sin Salvedes Horn.

(a) Psalm. 61, 7. 8. Du skal legge Dage til Kongens Dage, at hans Aar maae være som fra Slegt til Slegt; At Han maae sidde ævindelig for Guds Ansigt; Dereed Miskundhed og Sandhed, at de maae bevare Ham. 5 Mos. B. 30, 20. At Du maae elske Herren Din Gud, at høre paa hans Røst, og at hænge ved Ham; thi Han er Dit Liv og Dine Dages Længde.

80

72 Slaae Fienden (b), Glæd Hans Siæl (c), Sid hos

Ham ved Hans Roor,

Giør, thi Du ene kan, Ham her og ævig Stor!

Domm. 5, 31

Saa skulle, Herre, alle Dine Fiender omkomme, Og De, som elske Dig,

Skal være ligesom Solen udgaaer i sin Kraft,

Og Landet hvilede.

(b) Psalm. 132, 17. 18. Jeg vil tilredde en Lygte for min Salvede. Jeg vil klæde hans Fiender med Skam, men hans Krone skal blomstres over Ham. 2 Mos. B. 15, 6. Herre, Din høire Haand er be: viist herlig at være med Styrke; Herre, Du skal nedslaae Fienden med Din høire Haand.

(c) Psalm. 63, 12. Men Kongen skal glædes i Gud.

1

Til Kongen.@Af Peter Friderich Suhm. Kiøbenhavn, Trykt hos Brødrene Berling. 1772.

2

        

3

Længe nok have Religion og Dyd været hos os traadde under Fødder; Retsindighed, Ærbarhed alt for længe forviste fra vore Grændser. Dog er Du o Konge uskyldig herudi. En skammelig Sammenrottelse af nedrige Folk havde bemestret sig Din Person; giort Adgangen til Dig umuelig for alle retskafne; Du saae og hørte kun igiennem deres Øyne og Ørne. Imedens dit Land svemmede i Taarer; Frygt, Forskrækkelse, Angest herskede allevegne; Imedens det Danske Navn var blevet til en Vanære, og man udenlands ei torde bekiende sig til det; Imedens Patrioterne stode forbausede, Rigerne udsuedes, der Kongelige

4

4 Huses Soel formørkedes, og alting var til Priis for Æreskiøndere, for Røvere, for Guds Bespottere, for Dyds og Menneskelighedens Fiender; Imedens alt dette skeede, da var Du fornøyet, fordi Du tænkte at alle vare fornøyede, at Undersaatternes Lyksalighed fremmedes.

Velsignet være Juliane! Ophøyet være Prinds Friderich! Takket være alle de Patrioter, alle de som af rene Hensigter have revet det Baand fra Dine Øyne, som hindrede Dig i at see; Som have hævnet Dig og Riget; Som have vovet deres Liv for vor Frelse; Som have igien givet Dig Din rette og væsentlige Magt. Og sandelig det var paa høy Tid, thi jeg saae Borger hvæsse sit Sværd mod Borger, forhen fredelige Folk at ophidses til Mord; Maaskee havde Din Residence-Stad inden faae Dage bleven et Offer for Luen, kun været en ynkelig Steenhob; og Dannemark og Norge ulyksalig under den Konge, som ivrigt ønsker deres Vel.

See Konge, Glæden af Dine Undersaatteres Øyne! Be- skue med Eftertanke deres Fryde-Ild, deres frivillige FrydeIld. Lad saa mange Kongers Blod, som rinder i Dine Aarer, opvarme Dit Hierte til selv at see til Dit Folk. Saa giorde Christian den Fierde; Saa giorde Friderik den Fierde; forævigede Navne! Lad Smigrere ei indbilde Dig, at Du er alerede dem, men stræb at blive som De. Af Gud og Dit

5

5

Folk har Du Eenevolds Magten; Du er ogsaa Gud og det Regnskab skyldig, hvorledes Du bruger den. En forfærdelig Magt, Eenevolds Magt! Jo større Magt, jo større Pligter. Sæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkiende Gud over Dig, ved at tilsee Dit Folks Beste, ved at udvælge værdige Mænd, og Du har den værdigste i Din Broder, ved ei at dømme og afsætte nogen uden efter Lovene, ved at ophøye meest Dine egne Undersaatter. Lad os igien i Dine Befalinger høre vort eget kiære Sprog, Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk; Lad det fremmede Sprog være et Kiendemarke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at nedlade sig saavidt. Leg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, endog om den traf de allerfletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forviiste komme tilbage; Lad nyttige Mænd iblant dem igien beklæde Æmbeder; Gior ei for mange og hastige Forandringer, at ei den tilkommende Tid skal blive lig den forbigangne; lad ei æld- gamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøye de sidste; revs lemfældig dem, som det er mueligt at behandle med Naade straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg, at Din Faders Monumenter ei forfalde; Indskrænk de bekostelige Lystigheder; Undersøg nøye Landets Giæld, og betal den ret- mæssige; Lad Norge, det troe og tapre Norge, faae sin

6

6

Mønt igien; Lad deres Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikkerste Stytte; Glem ei Banquens, Handelens Tilstand, og lad den sidste ei mere være et Maal for nogle faae egennyttige; Er det mueligt da afskaf de haarde Skatter, som betynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddeel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Ævne bære den Deel, som forhen laae paa den Usle. Da skal Eenevolds-Magtens Land vare Friheds, Glædes, Overflødigheds, Trygheds Land, mere end det frie Engelland selv, hvor egennyttige og nedrige Ministre vel ei kunne hindre Folkets Raad at komme for Kongen, men hvor de dog hindre Virkningen deraf, hvor de tør understaae sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem som tale en hellig Sag.

Danmark, Norge og Fyrstendømmene tale giennem min Mund til Dig o Konge. Hverken Hyklerie, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; Ikke har jeg nedrig eller flittig giort Opvartning for de forrige Ministrer; Aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa, eller bukket for de sidste Afskum; Aldrig har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takker jeg for, at de have sat mig i Stand ei at bede om noget. Hør derfore Sandheden af min Mund, en Sandhed, som ei kan vare mistænkt, Sandhed, som fast altid udelukkes fra Kongens Sæde: Frygt Gud, elsk Dit Folk, regier

7

7 selv, troe Din Broder. Da ville vi og efter Tiden kalde Dig Kong CHRISTIAN den Store, den Vise, den Gode. Vor Formue, vore Børn, vort Blod staae til Din Tieneste; for Dig, for Juliane, for Friderich, for Fædernelandet flyder det. Dit Konge-Huus, det Danske og Norske Rige ville da staae til Verden falder.

Den, som ei tænker saa, er ingen Dansk, ingen Normand; men hvo tænker anderledes, uden de, som ere solgte til Laster. Hvo ærer og ophøyer ei den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som giorde os igien til et Folk. Herlige Nat! tilkommende Homerer og Virgiler skulle besiunge Dig. Saa længe Danske og Norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Roes vedvare, men ei forøges, thi det er umueligt; Verden vil altsaa før blive til intet, end deres Ære forgaae.

Ævige Gud! Du som hersker over Konger, over Mennesker og Verdener; Du som med Dit Veirs Aande haver bortspredet de Ugudelige, og giort deres Anslag til intet; giv os Forstand og Hierter til at indsee Din vise Bestyrelse, til at erkiende Din Almagt, til at følge Dine hellige Love. Giv vor Konge Kraft til at hænge fast ved Dig, lad Ham indsee at Du er Hans Konge, og Han vor Fader. Det skee! Det skee!

8

        

1

Seltnes Denkmahl patriotischer Freymüthigkeit, und großmüthiger Königlicher Wahrheitsliebe.

2

        

3

Vorbericht.

Glüklich, dreymal glüklich das Volk, welches unter viner Regierung lebt, die es dem edlen Patrioten verstärket, freymüthig aufzutreten, und laut die Wahrheiten vorzutrageu, die Len Fürsten groß, und die Unterthanen glüklich machen! Ihr auf eure Freyheit stolzen Völker verehret mit mir ein Denkmahl der wahren monarchischen, d. h. väterlichen Regierung. Es sie diese Schrift ein Fragment aus den entfernten Jahrhunderten, da die Menschen noch immer die natürliche Gleichheit erkannten, und den Würdigsten unterallen zu ihrem Beschützer und Wohlthater wählten; oder sie sey eine Vertheidigung unsrer spätem, so oft getadelten Zeiten: Das Land, wo der Freund der Wahrheit, der Tugend und Religion herrscht, der diese Schrift mit Königlichem Wohlgefallen aufnam, sey mein Vaterland, dem Fürsten sey mein ganzes Leben geweiht, für ihn fliesst mein Blut! Nur in dieses Königs eigenem Herzen kann der Verfasser die grossen Gedanken zur Beglückung der Völker geschöpft haben; nur aus Furcht, der Schmeichelet) verdacht zu werden, mag er das Lob in Lehren verwandelt haben.

4

zu lange waren Religion und Tugend den uns unrer die Fusse getreten ; zu lange waren Rechtschaffenheit und Ehrbarkeit von unfern Grenzen verscheucht. Du aber, o König, warst hieran unschuldig. Eine schändliche Rotte niedriggesinnter Leute hatte sich Deiner geheiligten Person bemächtigt, und den Rechtfchafnen den Zugang zu Dir unmöglich gemacht; Du sahst und hörtest nur durch sie. Dein Volk fchwam in Thränen; Furcht, Schrecken und Angst herrschte überall; der Name der Nation war eine Schande worden, so daß niemand sich in fremden Ländern zu selbigem bekennen durfte; die Patrioten stunden betroffen, die Reiche wurden ausgesogen, der Glanz des Königlichen Hanfes verdunkelt; alles war Ehrenschandern, Räubern, Gottes: lástrern, Feinden der Tugend und Menschlichheil Preist: Bey dem allem warft Du zufrieden, weil Du glaubtest, daß alle zufrieden wären, und daß die Wohlfarth der Umerthanen befördert würde.

5

Gesegnet fty Juliana! Verherrlicht sey Friedrich! *) Gepriesen seyn alle Patrioten, die aus reinen Absichten die Binde von Deinen Augen gerissen haben, die Dich und das Reich gerächet, ihr Leben für unsre Rettung gewagt, und Dir Deine rechtmässige, angeerbte Macht wieder gegeben haben! Und wahrlich es war einmal Zeit; denn ich sah den Bürger wider den Bürger das Schwerd wätzen, und die sollst friedlichen Völker zum Morden gereizt werden. Binnen wenig Tagen wäre vielleicht Deine Königs-Stadt ein Opfer der Flammen, und in einen elenden Steinhaufen verwandelt worden; vielleicht wäre D . . . und N . . . unter eben dem Könige unglücklich worden, der ihre Glückseligkeit am eifrigsten wünscht.

Sieh, König, die Freude die aus Deiner Unterthanen Augen stießt; steh auf ihre Freuden - Feuer, auf ihre freywiüigen Freuden-Feuer! und denke nach! Laß das Blut so vieler Könige, das in Deinen Adern rinnt, Dein Herz beleben auf Dein Volk herab zu schauen! Gleiche Christian dem Vierten; gleiche Friedrich dem Vierten; verewigte Namen! Traue nicht Schmeichlern, daß Du jenen schon gleich feyst; sondern eyfre ihnen nach. — Von Gott und von Deinem Volk hast Du die unumschränkte Gewalt ; aber auch Gott und Deinem Volk bist Du von dem Gebrauch derselben Rechenschaft schuldig. — Eine fchrekliche Gewalt, die unumschränkte Gewalt! — Je grösser die Macht, desto grösser sind die Pflichten.— Sehe Du selber dieser Macht Schranken!

KFZ darum

*) GeschichkSkundige Theologen mögen entscheiden, ob diese Namen verklärte oder noch ans Erden wandelnde Schutzheilige bezeichnen.

6

darun erkenne Gott über Dir; arbeite an dem Wohl Deiner Völker; wähle würdige Rathgeber, und Du hast an Deinem Bruder den würdigsten; verurtheile Du niemanden, und sehe niemanden ab als nach dem Gesees erhebe vorzüglich Deine gebohrne Unterthanen! laß uns wieder in Deinen Befehlen unsre eigne geliebte Sprache hören; denn Du bist ja D .., und ich weis daß Du D ... kannst. Die ansläntische Sprache sey ein Denkmal des niedrigen Verrätherö, der zu träge war unsre Sprache zu lernen, und zu Hönisch sich bis zu ihr nieder zu lassen. Bezähme die Eigenwilligen, und laß niemand Unrecht leiden, am wenigsten durch offenbare Gewalt, sollte sie auch nur die allerschlechtesten Menschen tressen. Russe die unrechtmässig Abgesetzten und Verwiesenen zurück; laß nützliche Männer unter ihnen wieder Aemter bekleiden; mache nicht zu viel und zu schnelle Veränderungen, daß die kommende Zeit nicht der nun vergangnen gleich werde; laß nicht veraltete Dinge hcrvorgesucht und geprüft werden, untersuche nur die leztern genau; züchtige diejenigen gelinde, die noch mit Gnade behandelt werden können; die aber, welche Dich und uns geschändet haben, strafe ohne Nachsicht. Gieb nicht zu, daß Deines Vaters Monumente verfallen; schränke die kostbaren Lustbarkeiten ein; erforsche die Staatsschulden genau, und bezahle die rechtmässigen. Laß N . . ., das treue und tapfre N . . ., seine Münze wieder bekommen; laß seine Helden nie wieder von Deinem Throne verjagt werden, die Helden die Deines Thrones sicherste Stütze sind. Vergiß nicht den Zustand der Bank und des Handels, und laß leztern nicht blos einen Gewinn für wenige Eigen-

7

nüßige feyn. Ist eS möglich, so hebe Die schweren Schatzungen aus, die Deine Unterthanen drücken, und wenigstens vcrkheile sie mit Mehrer Gleichheit; freudig will ich nach meinem Vermögen einen Theil übernehmen, der auf Dürftige lag. Dann soll das Land der unumschränkten Gewalt, das Land der Freyheit, der Zufriedenheit, des Ueberstusses, der Sicherheit seyn, mehr als das freyeEngland selber, wo eigennützige und niederträchtige Minister zwar nicht das Gesichrey des Volks vom Könige abhalten können, wo sie aber doch die Wirkung desselben verhindern, und die Vertreter des Volks, die für die geheiligte Sache reden, in Fesseln schlagen dürfen.

Deine Reiche und Provinzen reden, o König, durch meinen Mund zu Dir. Weder Verstellung noch Schmeicheley, weder Hofnung noch Furcht führen meine Feder. Den vorigen Ministern habe ich nicht kriechend noch fleissig aufgewartet; und niemals habe ich den leztern Bösewicht besucht, gegrüßt, oder mich vor ihm gebeugt, selbst deinem Thron habe ich mich nie als ein Bettler genaht; ich danke es der Vorsehung und meiner Ehe, die mich ausser der Nothwendigkeit gesezt haben, um etwas zu bitten. Darum höre die Wahrheit aus meinem Munde, die Wahrheit die nicht verdächtig styn kann, die Wahrheit, die fast immer von dem Sitze der Könige entfernt ist: Fürchte Gott, liebe Dein Volk, regiere selbst, traue Deinem Bruder! Dann wollen wir und die Nachwelt Dich den GrdMtt, den Wkl' fett, den Guten nennen. Unser Vermögen, unsre Jugend, unser eigen Blut soll zu Deinem Dienste bereit seyn; für Dich/ für Juliane, für Friedrich, fürs Vaterland fließe

8

es; und so wird Dein Königs-Haus, Dein Reich stehen, bis die Welt cinsinkt.

Wer nicht also denkt, ist des Namens seiner Vater unwerth; doch wer denkt anders, als nur die, welche den Lastern verkauft sind ? Wer verehret und erhebt nicht die gefährliche aber ruhmvolle Nacht, die unsre Bande zerriß, und uns wieder zu einem Volk machte? Herrliche Nacht! Homere und Virgile werden dich besingen. So lange Helden sind, soll AîîilMMs, Friedrichs Ruhm dauern, aber nicht vermehrt werden; denn das ist unmöglich; und also wird die Welt eher als ihr Ruhm vergehen.

Ewiger Gott! Du Beherrscher der Könige, der Menschengeschlechter und Welten, der Du mit deinem Hauch die Gottlosen zerstreuet, und ihre Anschläge vernichtet hast, gieb uns Verstand und Herzen Deinen weisen Führungen nachzuforschen, Deine Allmacht zu erkennen, und Deinen heiligen Gesehen zu gehorchen! Gieb unserm Könige Kraft fest an Dich zu hangen; laß Ihn erkennen, daß Du sein König bist, und Er unser Vater. Das geschehe! das geschehe!

1

I Anledning

af

Herr Conferenz-Raad

P. F. Suhms

ypperlige Tale

til

KONGEN

ere disse Tanker opsatte og

Ham tilegnede.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke 1772

2

        

3

Ærværdige Landsmand? — Store Patrioth! — som fri og opløftet over de farlige Gienstande Frygt

og Haab — havde Mod nok til at sige hvad Du

tænkte, og Indsigt at tænke som Du burde. —

Som en Dansk Mand, som en dydig Borger,

som en Sandheds Elsker, sagde Du Sandhed!

Sandhed af det Slags, som neppe er fremkommen i den Gestalt i de nyere Tiider, uden Sminke,

reen! u-indhyllet, nøgen! saaledes som de

ældre Tiiders store Talere fremførte den. —

Du Værdige! — talede for os, og udtrykte saa viiseligen alles Hierter; Du lod derved see, at Du kiendte ligesaavel Dine Medborgeres Tanker, som vores fælles Land Faders faderlige Hierte. — Vores Tiid, Tilstand og Tarv ere Beviis-Grunde for Dine Meeninger, og det heele Danske og Norske Folk ere talende Vidner, og yde Dig Tak. —

4

Stor ved Retfærdighed imod Forbryderne, viiste vores Monarch sig ikke mindre Stor, da Han gav den ellers fortrykte Sandhed Frihed, og hørte den af Dig, Du rare Borger, paa alle Dine Medborgeres

Vegne! — Han gav derved det største Beviis paa

Sit ømme Hierte, og det sikkerste paa det Gode vi

kan haabe! Han lod heele Verden see, at

Sandheder af Hans Børn altid skal være Ham behagelige, som de allerværdigste til Hans Høyhed,

bleve de berettigede fri Adgang til Hans Throne! —

Han ansaae dem som Sin Krones Glands, som Hans Scepters Magt, og som Hans Majestæts Pragt, fordi Retfærdighed er Hans Thrones Støtte. Saaledes gav Han os det Haab, at herske over Sit Folks

Hierter! over Hierter fri for Smigrerie og

Løgn: over Undersaattere, over Børn, over Dydige! Derfor skal hvers Hierte være

Hans rette Eyendom! — derfor skal Han, vores

Konge være alles Haab! alles Lyst! — og derfor er alles Glæde: at Sandheds og Retfærdigheds Ven er det Danske og Norske Folkes Fader. —

1

De

Retsindiges

Kritik

over

Hr. Conferentsraad Peter Friderich Suhms

Moraler

til Kongen.

Opsat efter manges Begiering af en

Veldømmende.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos J. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde, og findes sammesteds tilkøbs.

2

        

3

Disse velmeente Erindringer nedlægges for min Konges Trone

allerunderdanigst af

4

        

5

Jeg elsker Philint. Ingen Under! vi ere opdragne i eet Huus, i een Tænkemaade, i een Religion tilsammen. Opdragelsen havde næsten eens Virkning paa os begge, saa at den eene ligesom kunne læse sin egen Tænkemaade og Opførsel i den andens. Denne Harmonie vi følte i hinanden, den oplivede os til en fælles og stærk Kierlighed. Vi troede, i vor Ungdom, og det ikke uden Grund;. thi andre troede det med, at der herskede de beste Inretninger i vor Familie; de beste Love; de beste Lærere. Vi ansaae os da selv lykkeligere og bestemte til noget højere, frem for saa mange andre. Ingen i Sælskabet var værdigere i mine Øjne, end min Philint; thi just i det samme mine Tanker ærede ham, saa glædede de mig, at jeg var deelagtig i hans Fortrin. Intet viist Ord stod ud af hans Mund, uden jeg jo gottede mig lige saa meget, som om jeg

6

2 selv havde sagt det; ja! Philint selv havde ikke saa glade Følelser over sine opbyggelige Ord, som jeg; thi min Taushed, imedens han talede, tillod mig at udmerke det Skiønne og det Nyttige i de Meninger han fremførte. Hænte det sig, at min Philint, (formedelst de overflødige Tanker, som ulmede i hans Siæl), kom til at fortale sig, naar vi vare i Sælskab sammen, saa lod jeg et hastigt og omhyggeligt Blik løbe om til Sælskabets Medlemmer, for at udsee, om nogen havde lagt Merke til hans Fejltagelse; var dette skeet, saa kunne ingen være ivrigere og beredvilligere end jeg til at undskylde, tilhylle, eller om mueligt, tilintetgjøre Sælskabets fornærmende Dom over hans Ord.— Ville jeg være deelagtig i Philintes Ære, saa var jeg jo pligtig at afbøde hans Vanære.— Philintes ædle Handlinger vare mig til ligesaa sød en Vellyst, som, om jeg selv havde iverksat dem. I Følge af min Kierlighed til ham, var jeg ligesaa øm over ham, som over mig selv; jeg ville lige saa nødig at han skulle forsee sig, som jeg. Fordi Dyden havde opløftet os oven over den ryggesløse Hob, saa maatte ingen ubesindig, skadelig eller forargelig Handling, sætte en Plæt paa denne vores Højhed. Jeg skielvede, blot ved at forestille mig at dette kunne skee. Om min Philintes Skrøbeligheder fik ham til at slippe sin Højhed af Sigte; fik ham til at begaae noget, hvorover Sælskabet billigen opholte sig; ach! min Gud! hvor blussede jeg da af Unseelse, at den, som formedelst sine høje Egenskaber, var mit Venskab, min Højagtelse allene værdig, skulle bevise, at mit Vennevalg ej havde været rigtigt. For at afbøde denne Unseelse, som Philints uagtsomme

7

3 Opførsel foraarsagede mig, kunne jeg dog ikke nenne at vende Vaaben imod ham. Han var mig alt for kier dertil. Jeg sat meget heller min største Ære deri, at jeg kunne byde dem Spidsen, som ville saare Ham med deres Spidsfindighed. Mange Gange anvente, et eller andet misundeligt Lem i Sælskabet, al sin forgiftede Veltalenhed paa at fortære Lyset af min Vens Fuldkommenheder, og giorde alt Sit til, at hans Fortrin skulle blive anseete, som Mangler; thi jo flere Fulkommenheder en Person lader see, desto omhyggeligere viser Avind sig i at forringe saa- dan en Person med sin Løgn, med sit Ordgyderie og med sin Sladdervurrenhed. Min Philint var en Menneskeven, ansaae Avinds Feil for menneskelige, og var alt for høitænkende til at bestraffe dem. Dydens Glans formørkes allermeest med Plætter, naar den Dydige vil afværge al Formørkelse. Det vidste min Ven, det holdt han sig efterrettelig. Han vidste nok, at han, saa længe han var et Menneske, maatte begaae Feil; men Nedrigheder begik han aldrig; derfor forblev han altid min Ven; jeg elskede hans Fortrin saa meget, at hans Mangler sielden faldt mig i Øine; jeg ærede hans Fulkommenheder, og saae igiennem Fingre med hans Ufulkommenheder; derfor var ingen mig væmmeligere, end den, som i min Nærværelse vovede at hvæsse sin Tunge imod ham, og at tvinge andre til at holde inde med den Roes, som de havde paa Munden at ville give ham. Blev jeg frugtsommelig med en Morale, som kunne tildeels nytte ham, og tildeels være nødvendig for ham i Betragtning af det vanskelige Embede han beklædede; saa søgte jeg ikke at giøre min Umage,

8

4

Omhu og Indsigt selv betalt i hans Misunderes Lovtaler over mig; men mit Hierte var min rigeste Belønnere, og min Philint glemte ei at takke mig derfor; denne Tak var mig langt sødere, end om jeg havde forledt mig selv til at fyldestgiøre min Forfængelighed. Naar jeg da havde en Morale hos mig, som jeg@holdt for at være værdig til min Philints Opmærksomhed, saa var det mig en plat Umuelighed, at jeg kunne moralisere for min Ven i et vidtløftigt Sælskab, hvor jeg, (som altid forfulgte hans Handlinger med den nøieste Eftersigt), ved at foreholde ham een eller anden Feilspost, som jeg frem for mange andre havde be- mærket, lettelig kunne bringe andre paa Spor til at oplede de Feiltagelser hos ham, som de før aldrig engang havde drømt om. Dette var en Aarsag, hvorfor jeg ikke kunne bære det over mit Hierte, at sige Philint sine Feil, naar andre vare Tilhørere; men det var ikke den eneste. Jo flere Feil andre opdager hos min Ven, desto meere skamfuld maa jo jeg ogsaa blive; derfore maa jeg skiule min Vens Feil, paa det at jeg ikke tilsidst skal kiedes ved, og opsige ham mit Venskab. Desuden! dersom jeg sat min Ven til Rette i andres Nærværelse, saa ville de Ildedømmende, uden Tvivl, giøre saadan en Slutning over mine Ord, i hvor læmfældige og vaersomme de end vare: Siger Philintes

Ven ham slige Haardheder i Øinene; saa maa Phi- lint, uden Modsigelse, være skyldig i mange grove Forseelser; en Ven er jo alt for øm over den anden, at han skulle vise den brogede Side udad af sin Vens Handlinger; naar nu Philints Handlinger,

9

5 efter sin Vens mildeste Domme ere saa modbydelige, hvor slemme maa de da virkelig være i sig selv!

— En offentlig Irettesættelse har altid noget Bidende i sig for den, som irettesættes; endskiønt jeg faaer saadan en Irettesættelse af min beste Ven, saa antager jeg den ikke uden med samme Hierte, som jeg tager imod en Bebreidelse fra min Fiende. Jeg elsker mig saa meget selv, at jeg troer, at ingen uden min Ven har udmærket sig mine begangne Daarligheder; derfor vil jeg heller ikke gierne have det, at han just skulle lade andre vide dem; giør han tvert herimod, saa anseer jeg ham, imedens det varer, ikke som min Ven; og giør han det altid, saa troer jeg, at han har paataget sig mit Venskabs Maske, for at faae den beste Leilighed til at skiere mig med sine Bebreidelser. Saaledes som jeg nu ønsker at mine andre Venner stulle opføre sig imod mig, saaledes opfører jeg mig imod min Philint. Af en øm Kierlighed til ham drives jeg hver gang jeg aabner ham de Raad, som til hans Beste, hvile i mit Hierte. Ingen Myndighed giver mine Ord den Vægt, som min Aarvaagenhed, for ham, allene bør give dem. Ingen Stolthed tør udslette min Ømhed, Tilbøielighed og Hengivenhed for ham, af mit Ansigtes Lader. Den Higen efter allene og allermeest at tækkes min Philint, den forbytter mit Hierte da ikke med Tørst efter, at nogle Mennesker, (dem jeg for Resten kunne være ligegyldig) stulle sige at jeg var klogere end Philint. Hvad vant jeg vel ved denne Roes? intet! Og Tabet var uendelig stort; min Underviisning maatte Philint foragte, fordi den ganske meget lignede en Bebreidelse.

10

6 I Steden for at forbedre min Ven, giorde jeg ham jo forbitret, og hvor kunne jeg da naae min Paamindeldes Hensigt, som var Philintes Forbedring.— Philint ville med i rige Beviser søge at tilintetgiøre mine Beskyldninger imod ham, endskiønt hans Hierte overbeviste ham langt kraftigere, end jeg, at han var skyldig i dem; men hvorfor det? Allene fordi Philint med sit Forsvar ville befri sig fra den Foragt, som Sælskabet, af mine Overbeviisninger, kunne fatte imod ham. Nedrige og hærdede Siæle, som ingen hemmelig Irettesættelse kan bide paa,@de maa revses med offentlige Bebreidelser; men min Philint har et ædelt, ømt og bøieligt Hierte; det eneste Middel til at giøre hans Hierte kiedsommelig over sin Dyd, og ligegyldig mod Laster, det var ved at udstryge hans Navn af de Dydiges Ruller, og sætte hans Smaafeil i samme Rubrike, som Lasterne staae. Saa længe han troer, at Folk tænker om ham, at han er dydig, saa stræber han af alle Evner at giøre fyldest for deres gode Tanker om sig; men falder andres gode Tanker om ham, saa svækkes og hans Lyst til at vise sin Dyd; thi saa længe Philint bliver et Menneske, saa blander der sig noget forfængeligt i med hans allerædelste Handlinger; og jeg forlanger ingen Engel til Ven, saa længe jeg selv er et Menneske.— For altsaa at undgaae den Skade, der flyder af at oprippe min Vens Feil i andres Nærværelse, saa søger jeg Lejlighed til at komme i Eenrum med ham. Her siger jeg ham mit Hiertes reene Mening om ham, lige under Øinene. Skulle jeg feile i min Dom over ham, saa er jeg her ikke i Fare for at skade ham, eller beskiemme mig selv. Er min

11

7

Irettesættelse grundig og grundet, saa giver han mig, efter en kort og kierlig Strid, en fuldkommen Ret og Philint glæder sig da lige saa meget ved at være overvunden af mig, som jeg ved min Seier. Saaledes er min Opførsel mod Philint; jeg forandrer den aldrig, saa længe mit Sindelag mod ham bliver det samme.—

Min Læser forstaaer lettelig af Titelbladet, hvad jeg har sigtet til med denne Lignelse. Vor Konge er vor beste Ven; er den Philint, som jeg; som Patrioten; som alle elske. I ham er vort Haab; for ham er vor Frygt; af ham er vor Lykke. Naar jeg kun er dydig, saa haaber jeg vist ikke at erlange nogen Yndest af min Konge, som jeg er uværdig til; ved Hyklerie lover jeg mig ikke at vinde et ædelmodigt Hierte, og langt mindre min Konges; men mon ikke den fremfusende Sandhed være ligesaa mishagelig for min Konge, som den underfundige Smigren? Jeg har en sønlig, men ingen slavisk Frygt for Kongen, og mon ikke den Søn, som i en lykkelig Familie blev utrængende til sin Faders Hielp; mon ikke han, (siger jeg), ogsaa skylder sin Fader denne Ømhed, denne Varsomhed, denne Frygt for at giøre ham imod? — Om jeg den ene Dag var saa lykkelig, at jeg boede ved Gabet af min Gulmine; mon jeg da ikke den anden Dag, overfalden af en Røverbande, kunne ligge nedstøt og dræbt i dens i dens Hule, hvis min Konge ville lade mig savne sin Varetægt? — Fordi jeg vil ikke have Rang med haabefulde Betlere, fordi jeg vil at Folk skal vide, at jeg ikke trænger til nogen; fordi jeg

12

8

lære andre at sætte Unseelse til Side, og sige hvad dem synes,@uden at frygte for, eller overveie Skaden; fordi jeg kan mætte mig selv med den Lykke, som jeg allene har taget af Forsynets og min Kones Haand; mon jeg derfore tør give mig selv Myndighed nok til at sætte Plætter paa min Konges Purpur; til at opdage Feil i Regieringen, som jeg, der er saa langt fra Tronen, og saa kortsynet tillige, aldrig med fuld Vished kan give Navn af Feil? Nei! — — jeg for min Deel ville hellere lade Rigets og Kongens nye antagne Venner forbedre Feilene, dersom der kunne være nogle, som behøvede det. Dog! — i hvor meget jeg end eiede, saa troer jeg dog, at jeg lever lykkeligere i en Stat, hvor den hjelpsomme Haand, som min Medborger rækker mig, forsøder min Tilstand uendelig meere, end om jeg levede i en Ørken med alle mine Guldklumper. Tager jeg Deel i det Gode, som Sælskabet giver, saa bør jeg og afværge det Onde, om det er mig mueligt. Jeg maa ikke være ørkesløs, og lade mine Penge allene betale det jeg skylder min Stat. Har jeg Insigter, da bør de nytte min Stat ligesaa meget, som mine Penge, jeg lader rullere. Heri maa vi forære Hr. Conferentsraad Suhm. Endskiønt han kunne hvile i Lykkens Skiød, saa er han dog een af de flittigste Borgere i Staten, til at forbedre andre med sine Insigter. Jeg sigter nu i sær til hans Skrifter, hvis velfortiente Berømmelse de fleste af os har læst i Efterretningerne og Journalen. Alle ærer ham, fordi han lader den lærde danske Verdens Oplysning være sig saa magtpaaliggende, og hans Ære vil vist ikke døe med ham selv; men et Fejltrin i sin Bevaagenhed

13

9 for det danske Publikum, har han dog, uden Tvivl, giort i disse sidste Tider. Hans Ære skinnede jo klart nok, hvorfor ville

han da vel forøge dens Straaler ved at begaae en Feil? Bør

jeg sætte mig selv i Lyset, ved at formørke det, som eene og i sær er skabt til at lyse? Nei! — — og jeg troer vist, at Hr.

Conferentsraaden selv vil blive rød over at han, imedens han

bestemte sine sidste Tanker for Kongen til Trykken, har forglemt den adelmodige Sindighed, som ellers er ham saa væsentlig. Naar jeg, som en Patriot, vil forherlige min Konge eller mit Fæderneland ved en Lovtale, saa vil jeg ikke at en snever Omkreds af Venner allene skal glædes ved vor Lyksalighed, som jeg har udmærket; men min Kierlighed til Kongen og Medborgerne øn- sker og at andre skal ære os for vore fælles Fortrins skyld; derfore lader jeg min Lovtale offentlig bekientgiøre ved Trykken. Dersom den omædende Bagtalelse havde udspret noget Ont om mit Fæ- dreneland, omkring i andre misundelige Naboe-Riger, saa giør jeg mit til at aftoe disse Plætter med min Lovtale; jeg anfører sandfærdige Exempler paa vore Fortrin, og udstryger dem saa meget, at Læserne glemme at sætte Liid til det feilbare Rygte. Af en oprigtig Kierlighed til mit Fæderneland ønskede jeg at vore Mangler ikke vare opdagede for andre Øine, end for de, som Havde Insigt nok til at udsee Raad imod dem. Hvor skadelig er ikke en almindelig Misfornøielse i en Stat, og bør da jeg, blot betragtet som Menneskeven, kaste Olie i Ilden? —

14

10

Hr. Conferentsraaden skrev til vor Konge; en ædel Gierning, for saa vit at Inholden sigter til Kongens og Fædrenelandets Vel; men havde han vovet meget ved dette Skrift, saa havde det forædlet hans patriotiske Iver endnu meere; men nei! — han vovede intet; thi han viste det alle veed, at vor Konge er sagtmodig, uskyldig, menneskekierlig, og allerhelst hører Sandheden tale.—

Jeg stoler paa, at Hr. Conferentsraaden vil ligne vor store Konge i disse Dyder; thi ellers vovede jeg ikke at lade Dannemarks, Norges og Fyrstendømmenes retsindige Skare tale disse Erindringer igiennem min Mund.— Troe ikke, at enten Hykleri, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; jo dog! Frygt rører mit Hierte, mens jeg skriver, saasom jeg er bange for at fornærme Sandheden; — intet skulle smerte mig meere, end om man i mine Erindringer til Hr. Conferentsraaden, ville beskylde mig for en Myndighed, som endog i den Viisestes Mund falder modbydelig.— Intet skulle saare mig meere, end om man i Eftertiden ville bebreide mig, at jeg i mine Ord havde glemt den Ærefrygt, som den Vanvittige skylder en lærd Mand.

— Men Ulighed i Stand siger ikke noget, naar det er om@Sandheden at giøre; dog! disse Erindringer burde jeg, (dersom jeg ville beholde Navn af en Menneskeven), sende Hr. Conferentsraaden under en forseglet Convolut; thi saa ville de maaskee frugte best; — dersom hans begangne Feil ei havde skadet det Offentlige, og dersom Irettesættelsen ei kunne, i Ufulkommenhed,

15

11 oprette Skaden; saa var det langt fra, at jeg skulle skeie ud fra en Vens Pligter. Jeg kan jo være Sandheds Tolk uden at opbringe Sanheds Elskeren imod mig; og jeg tiltroer Hr. Conferentsraaden saa megen Ædelmodighed, at han vil glæde sig over mit Foretagne, dersom jeg har været nogenlunde heldig i at naae Hensigten.—

Nu til Stykket selv! — imens jeg overseer det Hele, saa miskiender jeg ganske og aldeles den forsigtige, den Viise, den sindige, den ydmyge, den sagtmodige og grunlærde Hr. Conferentsraad Suhm.

En Undersaats Eenevoldsmagt strækker sig ei videre end til hans egen Familie, og knap der engang. Lad en skammelig Sammenrottelse formørke Kongens Ære, og bemestre sig hans Person, jeg, som en dydig, bør dog bevise med min Ærbødighed og Lydighed, at jeg troer, at Kongen sidder eenevolds paa sin Trone.—

Mon Retsindighed og Ærbarhed være forviste fra vore Grændser?— Alt for haarde Bebreidelser mod vort kiere Fædreneland! just fordi utallige Skarer af Retsindige saae, at Letfærdige og Uretsindige havde slaget Kreds om Tronen; derfore var deres Lyst til at sætte sig imod disses dårlige Anslag, desto fyrigere; deres Kierligheds Lue til Kongen antændes klarere, og deres Mod, paa at udrydde Hans Fiender, desto graadigere. Mon de Sammenrottede ikke havde formaaet meere paa Under- saatternes Hierter, dersom de havde skiult sig bag Dydens og

16

12 Gudfrygts Masse? Jeg kiender en heel Flok dydige Folk, som kort førend Forræderiet blev opdaget, havde sammensoret sig til at aabne Hans Majestæt deres Frygt for Forræderne, og til- kiendegive Ham de Forvarseler, som spaade Blod og Ødelæggelse; men inden den Tid, de havde fastsat, var udløben, saa forekom Gud deres Kierlighed til Kongen. Vi saae mange ublue Personer af begge Kiøn at streife om paa Gaderne; men mon ikke de mange Afskedigelser for en Deel tvang disse til Leddiggang og Frekhed?

Det er mig umueligt at forstaae, hvad Hr. Conferentsraaden indbefatter under de Ord: At bemestre sig Kongens Person. Hans Majestæt viste jo, hvad Magt Himmelen og Jorden havde givet ham; skulle Majestæten da vel have glemt sig selv saa aldeles, at man med Magt kunne komme til at tage Ham Scepteret af Haanden? — At bemestre, det kommer mig til at tænke paa en Overmagt, og Kongen tilkommer jo allene denne Overmagt. At jeg skal ligne smaa Ting med store; saa forestiller jeg mig Forrædernes Omgang med Hans Majestæt, ligesom en Kone der bevogter sin Æg- temand fra at komme hans Venner i Tale i Eenrum, naar hun ei er nærværende; saasom hendes onde Samvittighed frygter, at Mandens Venner ellers skulle aabenbare ham hendes Hiertes Falskhed og hemmelige Raad. Hun sparer ingen Veltalenhed, og ingen Leilighed, for at inbilde Manden, at hans sande Venner ere egennyttige, falske og hadefulde i Hiertet mod hans Per-

17

13

son. Besidder hun Snedighed nok til at erhverve sig hans Godtroenhed, ved Smigrerie; saa formummer hun Ham saaledes, at han mistroer dem, som meene ham det oprigtig, og selv vegrer sig ved at tale med sine Venner; saa har Konen udfriet sig fra den Tvang, at afbøde for den Forvirrelse, som Mandens Venner kunne giøre i hendes nedrige Trækker; ja hun har dermed lettet sig fra den Umage, hun før havde, med at udrydde de Mistanker om hendes Huldskab, som Manden tilforn undertiden fattede, af een eller anden fiin Erindring, som Vennerne gave ham; thi Vennerne havde vel lit Unseelse for hendes Nærværelse; men det var kun lit.—

Ved nedrig Smigren og forstilt Oprigtighed intoge Forræ- derne Kongens Hierte. Kongens Uskyldighed og Sagtmodighed gav dem en hastig Seier over Ham Selv; saaledes bemestrede de sig Kongens Person. De giorde Undersaatternes Hjerter fordægtige og forhadte for Kongen, og sparede intet nedrigt Kunstgreb til at giøre Kongen ligegyldig i Undersaatternes Øine.— Dersom min Tiener stikker Betlerens Breve under Stolen, at jeg ikke engang faaer dem at see; kan jeg da vel ansees for ubarmhjertig? Dersom han afskediger de Folk, som vil have mig i Tale, med myndige og dumme Ord, vil man derfore nægte mig Sted iblant de Vise og blant Menneskevennerne? Dersom han, uden at jeg faaer det at vide, i mit Navn, lemmelæster mine Love, mon jeg da kan ansees for uagtsom i Henseende til min Families Velgaaende? — indskrænkes

18

14 min Magt, bemestres min Person, fordi min Tiener spiller mig slige Stræger? Nei! ingenlunde.—

Mon Adgangen til Hans Majestæt var umuelig, for saa vit at den hængte af Kongens egen allernaadigste Villie? Nei! — men den var umuelig for alle Retskafne, allene for saa vit at Forræderne søgte af alle Kræfter at forebygge og forbyde, at ingen skulle faae Kongen i Tale. At man ikke med Ret skal kunne antaste mig for Smigreri, saa vil jeg anføre det Beviis, som jeg har paa min Satnings Vished. Tvende Borgermand vare, i en vigtig Anliggende, reiste til Hirschholm, for at andrage deres Ansøgning muntlig for Majestæten Endskiønt de tænkte med Ræven i Fablen: Nos vestigia terrent; saa ville de dog vove et Forsøg. Hvad skeer? — som de gaae over Hirschholms Slotsgaard, staaer Kongen i sit Vindue, bliver dem vaer, og Borgerne have den Lykke at værdiges med Majestætens Opmærksomhed. De anmelde sig, og blive uden Ophold strax inlat for Kongens egen Person. Denne Lykke som saa mange andre, i de formummede Tider, ønskede sig, tilskrev Borgerne vor naadige Konges udtrykkelige Befaling. Beviis nok for Kongens vaagne Øie og aabne Ører til at see Undersaatternes Trang, og høre deres Bøn. Min Konge er selv saa naadig at erindre sig min anførte Histories Sanhed, og naar Kongen veed, at jeg ingen Hykler er, saa er det mig ligegyldigt, at mine Ord ikke kan klinge behagelig i nogles Øren. Laae jeg ikke allerlængst fra Tronen, ubemærket i Støvet, saa er

19

15

jeg vis paa, at jeg var i Stand til at anføre langt flere Beviser paa min Konges Hengivenhed for Undersaatternes Vel; i hvor ofte man bestormede Majestætens Bevaagenhed, med de Vaaben, som vare henrettede paa at omkomme Kongens og Undersaatternes Kierlighed paa engang.—

Tilforn var det danske Navns Vanære, (maaskee andre Nationer hellere ynke, end bespotte os) i disse senere Tider, grundet paa et blot Rygte, eller paa nogle Skribenteres Ubluehed, som lettelig kunne falde mistænkelig for Retsindige; — men nu — giver Hr. Conferentsraaden, som en anseet og æret Mand, alle Europes Magter ligesom Haand og Besegling paa, at vore Ulykker gaae over vore Hoveder; men Gud give! at — og Gud skee Lov! at een saa værdig Mand kan fejle. Endnu har jeg ikke nødig at skamme mig ved mine Forfædres ærlige og tapre Blod, som rinder i mine Aarer! — Endnu tør jeg fremkalde alle Landets Børn til Vidner paa, at den forrædiske Antastelse kunne ikke spaae sig andet af hver ærlig Indbyggeres Mund, end den grummeste Hevn. Behøver man vel i fredelige Tider andet Beviis paa, at den gamle Tapperhed ikke er uddød af de danske Hierter? — skielver kun alligevel I andre Riger! for det danske Glavind; om I fik Lyft til at besøge det dejlige Dannemark; endskiønt Hr. Conferentsraad Suhm lover eder, at I skal finde et udsuet Rige for jer, som ikke er i Stand til at lønne sine tapre Soldater; saa trøster jer ikke derved; thi, skiønt jeg ej talte Skatkammerets Formue, saa kan jeg dog lade jer saa meget

20

16 vide: at, dersom Grev Struense tragtede efter Kronen, og han besad lit meere Forstand, end et Barn, saa var der jo ingen Aarsag for ham til at bestiele Skatkammeret; uden for saa vit det kunne hielpe ham til sit Maal; han var, uden Tvivl, alt for vis paa at faae sin Formastelse sat i Verk, dertil, at han skulle, af Forsigtighed, og for at forskanse sig mod Eftertidens Ulykker, røve af Rigets Ankomster. Om en stor Minister faaer saa mange af Rigets Penge at han kan for dem føre en prægtig Eqvipase, det siger vel ikke meget til at udsue et Rige. Desuden sætter ingen viis Mand Tillid til et Rygte, som baade kan være falskt og sant. Man siger og skriver meget om Forrædernes Forbrydelser; men intet kan bestemmes, uden det at vi viide: at Kongen er frelst fra forrædiske Raadgivere.—

Naar Hr. Conferentsraaden behager at fortælle os: at alting har været til Priis & c. saa forstaar han, uden Tvivl Adelens forrige Embeds Inkomster; ja saa ere vi eenige! men forstod han det enhver@forstaar ved Alting paa dette Sted, nemlig: alle Stændernes Fordeele; saa troer jeg ikke at jeg, dersom jeg vil følge Sanhed, tør tage mig paa at forsvare Hr. Conferentsraaden; tvertimod troer jeg, at privat Venskab formaaede allerminst at forskaffe Embeder; maaskee Gaver formaaede meere; dog! hvad behøver den Gaver, som raader over saa meget? — I hvor meget jeg sukker efter et Embede, giorde jeg mig dog aldrig Umage for at erholde noget hos Kabinets Ministerne. Der var noget, som jeg følte inden i mig, hvilket holt mig fra at tye til ham; jeg veed ikke enten Mistillid til ham, eller Stolthed og Frygt have været Aarsagen hertil. —

21

17 Jeg er beredvillig til at afbede mine Forseelser, dersom jeg begaaer nogle imod Sanheden; et ædelt Hierte kan tage Fejl af Uvidenhed; men Dumdristighed skal aldrig have forført mig til een eeneste Fejl. Jeg dømmer kun billig efter de Data jeg har; men det skulle giøre mig meget Ont, dersom Hr. Conferentsraaden, fordi han maaske har passet meere paa Tronen; end jeg, havde gyldigere Beviser til sit Forsvar.—

Stoicismus er ikke meget i Moden i vore Tider. Et føleligt Hierte tilvenner sig, fra spæd af, at udtrykke sine Fornemmelser i Ansigtet. Min Ven var mig aldrig saa behagelig, som han er; dersom han var en Mester i at forstille sig. Naar Glædens blide Straaler oplyser Hans Ansigt, saa veed jeg hvordan hans Hierte er og hvordan mit skal være; men seer jeg at hans Aasyn er overtrukken med mørke Skyer, saa er jeg ret bekymret for at faae Ham til at sige mig, hvad der qvæler ham om Hiertet; jeg er da ikke roelig, førend jeg faaer vederqvæget ham med min Trøst; jeg opripper intet, som kan forøge hans Sorg; for at slippe for den Umage at trøste ham, lader jeg ikke, som jeg troer, at han er fornøiet.— Dem, som i disse sidste Tider ei have havt den Lykke, at see Majestæten, dem, siger jeg, kunne Hr. Conferentsraad Suhms Anseelse været Borgen for, at Hans Majestæt var fornøiet, imedens Forræderen opvakte Misfornøielse hos Undersaatterne.— Mine egne Øine overbeviste mig om det, som var tvertimod.— Førend Freds og Glædes Forstyrreren insneg sig i Kongens Yndest; saa saae jeg, at min

22

18

Konges Aasyn næsten altid skinnede af Glæde; men ak! — ligesom Forræderen intog Kongens Hierte, saa aftog de Glæ- des Træk, som tilforn passede sig saa vel i Kongens Lineamenter. Den Naade, som tilforn smilede paa Majestætens Læber, forvandledes da til en Alvorlighed, som lod enhver elskende Undersaat slutte Hans Misfornøielse; den belevne og sysselsatte Glæde maatte vige for en nedslagen og urolig Dybsindigved; den kierlige Mildhed og Tillid til Undersaatterne, som vi før saae hos Kongen den forsvant; og dette gav os Anledning til at giøre adskillige Gisninger om Forrædernes Opførsel mod Majestæten. Jeg vover da med en sikker Pen at forandre Hr. Conferentsraadens Ord saaledes: Da var min Konge bedrø-

vet, fordi han troede det Forræderne sagde, at alle vare misfornøiede. Dersom vi havde lignet det Skilderie Forræderne gav Majestæten paa os; ingen Under da! at vor Konge maatte bleven mismodig over os.— At vor Konge skulle have været fornøiet mit i de bedrøveligste Omstændigheder, det er desuden ganske utroligt; saasom det forudsætter en Ligegyldighed imod de Pligter, som en Konge, der vil have Navn af Stor, iagttager.—

En Deel af Hr. Conferentsraadens Moraler maa jeg lade falde uden for min Kritik, eftersom den Ærbødighed, jeg bør have for Kongens helligede Person, befaler mig det.—

23

19

Saa meget tør jeg skrive: Kongen kunne ikke give os et større Beviis paa Hans Naade og Dydighed, end om Han behagede at høre disse saa offentlige Erindringer at oplæses for Sig i Sit allerhemmeligste Gemak.

Hr. Conferentsraadens Skrift er nok allerede bleven almindeligt ved de engelske, tydske, hollandske og franske Aviser; jeg skielver! naar jeg tænker paa, at andre Riger vil herefterdags bebreide de Danske den Fripostighed, som giør den engelske Nation saa modbydelig i Retsindiges Øine.—

Hr. Conferentsraaden anpriser fremdeles for Majestæten: ikke at afsætte nogen uden efter Loven; men mon Efterladenhed, hos Embedsmand, i de ufuldkomne Pligter, (som de kaldes) ikke i mange Henseender, kan være skadelig for Staten? — Er det da ikke tillige en retsindig Konges Pligt, at skaffe Staten af med slige Byrder, som Lovene ikke kan hielpe den af med? —

Enhver Patriot bør elske sit Sprog. Sant! — Hvorfor? — Videnskaberne udbredes, naar Sproget beriges og forbedres.— Man bliver da ei nød til at nedlade sig til andre

Sprog, og borge Ord af dem, for at tilkiendegive sine Tanker. Mon disse ædle patriotiske Hensigter opnaaes ved Cancellieformu-larerne? Endnu saae vi ingen offentlig bekientgiort Befaling i det Tydske; Kabinets-Orderne bleve saa tydelig fordanskede, at alle kunne forstaae dem; men disse vare jo sielden Kongens munt-

24

20 lige og høie Villie.— Da Hans Majestæt ingen Kabinetsminister brugte; da hørte vi jo Hans egne dyre Befalninger, fra ham selv egenhændig udsætte i vor Modersmaal; altsaa inseer jeg ikke de vise Hensigter af Hr. Conferentsraadens underdanige Erindring til Kongen.— Conferentsraadens

Ord ere disse: Lad os igien i dine Befalninger høre vort eget kiere Sprog; du er jo dansk, og jeg veed, at du kan Dansk. Hvilke Ord! — Ord, som udmærke sig blant de øvrige, ved den Ydmyghed og ved den Ærefrygt, som en adel Siæl, der kiender sine Pligter, skylder sin Konge, Ord, som i den Forbindelse de staae med hele Indholden selv, passe sig der saa got, at ingen kunne være beqvemmere; Ord, som bevise Styrken af de skiønne Videnskabers Regler! —

Jeg begriber ei, om det var fornuftigt, at hade det franske Sprog, fordi Cartouche talede Fransk? —

Hvorledes var det mueligt, at Majestæten kunne, om han fant det nyttigt, uden at giøre store Forandringer, lade de forviste duelige Embedsmænd igien komme til at beklæde deres Embeder? Eller vil Hr. Conferentsraaden maaskee tænke, at meget faae Afsatte skeede Uret; naar hans Hensigt er denne, saa ere vi fulkommen af eens Tanker; — saa har Hr. Conferentsraaden rigtig nok vogtet sig fra at begaae Feil imod Modsigelsens Regel.—

25

21

Vor Konge blev, paa sin Udenlansrejse, beriget med dybe Insigter; Han lærte, ved Sammenligning, at kiende Dannemarks Fortrin og opdage dets Mangler. Man fortalte os mange Beviis paa de store Raad da Majestæten giemte paa, for at iværksætte ved sin Hjemkomst. Dannemarks Konge holder en vigtig Samtale med een af Europes store Konger. Den eene foreholder den anden de store Pligter, som Kroner føre med sig. Den eene forklarer den anden hver sit Riges Vanskeligheder, som de maatte overvinde. Begge føle Tyngden af de Kongelige Byrder; begge føle at menneskelige Kræfter forslaae, som intet, til at bære dem; begge udbede sig saa megen Styrke af Guddommen, som enhver for sig ville behøve; fordi ingen af dem ville blive matte under Regieringens Vægt. De overlagde og raadsloge; den Erfarne gav den Uerfarne sine Raad; den eene med den anden fastsatte at ville blive Konger med forevigende Navne; at ville oprette Ærestytter, som de ville efterlade sig og som først skulle forgaae med Jorden. Den unge Konge, soer ved sine Forfædre at ville giøre Dannemark til Friheds, Glædes, Over- flødigheds og Trygheds Land, og græd af Glæde og af Forventelse efter at see sine ædle Forsæt fulførte. Kongen kom hiem og besaae sit Rige med et ømt og insigtsful Øie.

Kongen ville have alting paa en bedre Fod; Han ville, om mueligt, i saae Aar, lade Verden see, at han var saa stor en Konge, som han er. Enhver nye Anretning er underkastet Kritiken; saasom der alle Tider nogle maa lide derved. En Reformator

26

22 forfølges derfor med en nøjere Eftersigt, end den Regent, som lader det blive ved den gamle Slendrian og som ikke saa meget antager sig sit Riges Tarv.— Dette insaae vor Konge tillige, da han besluttede at blive stor; thi han viste at en Konge kan ikke blive meere anseet ved Noget i Efterslægtens Øine, end derved at han har vundet Seier over det som stred mod hans ædle Hensigter.— Enhver af de forrige Inretninger (i hvor stærkt Hævd Alderdommen havde givet dem) som skadede det Almindelige Beste, ville

Kongen nu af en reen Kierlighed til sit Fæderneland,

kulkaste; vore Børn og Børnebørn skal bedre kunne forherlige Majestætens Iver, end vi, naar de med seende Øine skal see Frugter af den forbedrede Plan, som vor Viise Christian selv har lagt. Det blev allene et vigtigt Spørgsmaal for de Forslagsmestere som veilete vor Konge! om Ulæmperne der stod og vil flyde af de nye Inretninger ere mindre betydelige for det Almindelige, end de af de forrige gamle Vedtægter? En særskilt Person kan umulig besvare det; men mange upartiske og uegennyttige vare vel i Stand dertil.— Nok er det! vor Konge ville lyksaliggiøre sine Undersaatter. Han viste at Lyksaligheden maatte plantes ved en forbedret Huusholdning med de offentlige Penge endskiønt den ikke kunne voxe saa hastig.— Ja Dannemark! hvor lyksalig var du allerede blevet dersom din adelmodige Konge kunne have faaet alle sine Udsigter med dig opfylt.— Forslagsmesterne fik Nys om, at Kongens Tanker idelig grundede paa Forbedring i Staten. Utallige infant sig med Forslag. Enhver eller dog de fleste glemte at anføre Ulæmperne der ville følge efter

27

23 deres nye Forslag og kerte sig ikke efter at sammenligne og beregne dem med Ulæmperne af de forrige Inretninger; eller om de, for at smykke deres Forslag anførte, sammenlignede og beregnede nogle; saa glemte de dog de vigtigste ude, ved hvilke deres Forslag kunne staa Fare for at forkastes. Jeg sætter dog, at een i det minste af dem led selv ingen Skade ved at være ærlig og var det virkelig ogsaa; denne Ærliges Manuskripter blandes med de andre Forslagsmesteres, hos den Herre, som taer imod slige Dokumenter til Forestilling. Forestillings-Herren er enten alt for magelig, eller alt for vanvittig til selv at giennemsee Forslagsmesternes Fornuftigheder. Enten overdrager da Forestillings-Herren denne vigtige Sag i sin Sekretærs Hænder, (hvis Dom er overensstemmende med den Forslagsmester, der giver ham den beste Haand). Eller og anseer Forstillings-Herren, uden videre Tvivl, det Forslag for ufeilbart, hvis Mester har meest Rekommendationer. Dennes Udarbeidning forelægges Majestæten tilligemed utallige andres, som udfordre et heelt Aar blot til at giennemlæses; men den paalidelige Forestillings-Herre drager Majestætens Opmærksomhed i sær paa det, som ham er bleven anprist. Hvad skal nu Kongen giøre? — Udfordres der ei guddommelig Viisdom til at kunne vide de tilladelige og utilladelige Fordele og Mangler i enhver Stand og Omstændighed i Riget? Overgaaer det ei uendelig vit de Menneskelige Kræfter? En Konge er jo dog ingen Engel! Hvor let kan der da ikke være betydelige Feil i Forslaget, som bliver liggende skiult for Majestæten! — Kongen giver sit høie Samtykke til Forslaget; det bliver iverksat; Forandringer

28

24 skeer. Nu er der en nye Forslagsmester atter paa Færde igien; Han viser nye og betydelige Feil. Kan da en stor Konge vel, uden med Ubillighed, ansees som vægelsindet, om han atter ved en nye Forandring, ivrigere vil forbedre den første nye Inretning? ingenlunde! — En god Forandring kiøbes ikke for dyre, end- skiønt de første Anlæg adskillige Gange mislykkede Ham. — Sæt! at man forklarede Kongen Grundene til alle de nye Anlæg; mon det da vel ikke var alt for meget til at oversee for menneskelige Øine, som ikke kan see uden i en vis Distantse, og fra nogle visse Synspunkter? Ingen kan vel nægte det!

Iblant disse Forslagsmestere forestilte een, som selv fant best sin Regning derved, at det var nyttigt for Riget, om Majestæten ophævede Konseilet. Dette var den besynderligste Forandring. En Forandring, som sømmede sig meget got i et Enevolds-Rige, dersom Kongen var en Gud; thi, som Menneske var det vel umueligt at Kongen allene var i Stand til at afgiøre alle Rigets Sager. Aarsagen, hvorfor Forslaget fant Bifald, har uden Tvivl været, fordi de overtalte Majestæten til at troe, at Rigets Undersaattere maatte hielpe Aldelsmændene, som da vare ved Roret, til at vedligeholde den Pragt, som deres Stand og Embede medførte; naar disse prægtige Herrer kom væk fra Tronen, saa ville man tillige lette den Byrde, som de tilforn havde lagt pan Undersaatternes Skuldre; men — ak! hvor meget leed den kiøbenhavnske Borger derved? —

29

25

Hovedhensigten hos Forslagsmesteren har nok været denne, at han ville bortfore Adelsmændene fra Tronen for selv at komme den desto nærmere, Dybe Insigter, Vittighed og Viisdom have ikke allene taget deres Sæde i Adelsmændenes Siæle; — adskillige af disse bleve just forkielede ved den ypperlige Lejlighed, de havde til at blive nyttige.— Uadelige og Smaaefolk, som ved Flid opgrave sig af Støvet for at gribe den sande Ære; de kunne ligesaavel, i det minste, som Adelsmændene være Kongens Embedsmand.— Dette viste Majestæten. Ulæmperne, der ville komme af denne Forandring, forelagde man ikke tillige for Kongen. Forandringen blev iverksat.— Enten ved Smigren; eller ved Dumdristighed; eller ved at pløie med andres Insigter, intog Struense Majestætens Hierte. Ved en anden Persons Mellemmegling blev han ved alle Lejligheder anbefalet Kongen, som en værdig, vigtig, høistnødvendig og årlig Minister for Riget. Vor Konge, som var alt for uskyldig til at undersøge Sanheden, fattede herved gode Tanker om Struense. Han blev da den fornemste Minister i Conferensen; igiennem hans insigtsfulde Hierne skulle alting refereres til Kongen; igiennem hans ærlige Hænder skulle da alle Rigets Sager vandre.— Jeg krømper mig ved at jeg er alt for vantroe (dog min Vantroe er en Ære for min Kierlighed til Kongen! nødig ville jeg blive anderledes overbeviist) til at tænke; og al for forvisset om min Konges Fulkommenheder til at troe, at Majestæten Selv, af fri Drift, har givet Struense Sin Eene- voldsmagt i Hænderne. Neppe har Struenses Underfundighed

30

26

formaaet saa meget, at den har kunnet snakke Majestæten Sit Septer af Haanden. Kilden til alle Struenses Forbrydelser har været, at han reent sat sin Frygt og sin Høiagtelse til Side for Majestætens uinskrænkede Magt. Heraf flød den Formastelse at han med at efterskrive Majestætens Navn, stillede Livvagten tilfreds. En Fornuftig kan, a posteriori, slutte sig til, at dette Rygte maa være sanfærdigt; thi hvorfor skulle ellers Livvagten, Dagen efter hans Arrest, være bleven oprettet igien? Beviis nok paa hans græsselige Formastelse! tager jeg Feil i denne Henseende, saa har min Samvittighed dog intet at bebreide mig derfor.— Kunne Struense dengang begaae den Formastelse, saa var det ikke urimeligt at troe: at han selv har givet sig den Myndighed og den Selvraadighed, ved hvis Magt han i de siste Tider var nærmest ved at faa sit grueligste Forsæt bragt til Modenhed.— Saaledes blev den Minister til en Forræder, med hvilken vor Konge ville deele sit Riges tunge Byrde; saaledes misbrugte denne Majestætens Tillid til Selvraadighed; Hans Godtroenhed til Falskhed; Hans Kierlighed til Forræderi og Hans Ære til Dannemarks Vanære.— Kan jeg ikke og blive fortryllet af en Hykler? — Er Kongen saa fulkommen at ingen menneskelige Skrøbeligheder skulle findes hos ham? Hvad tænker da den, som vil tale om de mærkelige Forandringer, Hvoraf vor Konges Regiering er inviklet? Hænger der ikke altid noget ufulkomment ved de menneskelige Hanlinger? Dog skal

Christian den Syvendes hellige Bestræbelser berømmes fra Slægt til Slægt!

31

27

Skiønt jeg er ikke ret gammel, saa kan jeg dog med Sanhed troe, at det er længe siden man hørte saa hyppige og saa almindelige Jammerklager i Dannemark, som under vor naadige Konges Regiering; men lad os undersøge Kilden til disse Misfornøielser; er det vel hos et hvert patriotisk Lem en Bekymring over, at de nye Inretninger kunne geraade dem til Skade i Staten, som udgiøre den største Deel, og som bære den kummerligste Byrde iblant Undersaatterne? Ønskede vel de Rige med Conferentsraaden at ville paalægges tungere Aag end de have, allene for at lette det paa de Skuldre, som ei have Kræfter nok til at bære det. Enhver tigger meget mere til sin egen Pose; enhver ønsker sig selv alle de Fordele en Stat har at meddele, og er saa ubarmhjertig, at han jager efter at nyde det, om saa en utallig Hob af hans Medborgere maa lide derunder. Saadan een erindrer sig ikke at fælles Lyksalighed er Øiemedet hvortil alle Lemmerne i Staten bør stræbe; er Hensigten hvorfor Lemmerne have forbundet sig med hinanden. Hans Egennyttighed opvækker Misfornøielse, naar hans Fordele, som tilforn vare Medborgerne til Skade, blive ham beskaarne.— En Konge, som søger Ære i at elske sin Stat; Han elsker ikke et Lem frem for det andet; Han giver ikke eet saa megen Styrke at et andet maa miste sin; men øiner Han, at nogle Lemmer trækker Nærings-Saften fra de andre, saa giør Han en bedre Ligning imellem dem; saa uddeler Han de Kræfter til ethvert Lem, som det efter sin Beskaffenhed og Bestemmelse trænger til.— Fingrene i Staten bør ikke have saa mange Kræfter, som Hovederne, og disse maa ikke

32

28

være kraftfuldere eller kraftesløsere, end de andre Lemmer kan taale. Vi har en Konge, som veed og hanler det Han bør og om den graadige Egennyttighed tusinde Gange skulle lide derunder. Han selv, viser sig, som et Mynster for andre Konger og for os. Han afknappede først sin egen Huusholdning, saa vit mueligt var, paa det, at Han, med sit store Exempel ville giøre Egennyttige lit meere rolig, naar Radden kom til dem.—

Ligesom det er latterligt, at Ormen vil mestre Skaberen, fordi han skabte denne beste Verden, enskiønt han saae, at Ulyksalighed, formedelst vor Jordklodes fornuftige Skabningers Fald, ville komme til at herske i denne snevre Kreds, vi beboe; saa er det og den største Urimelighed, at vi vil lægge en stor Konge det til Last, om Han ved at inrette sin Stat paa det viiseste, til en retskaffen Lyksalighed, om Han da, for at naae sit store Sigte, foraarsager een eller anden Ufuldkommenhed i sin Stat. Ikke de vises Mester selv, ville forskyde den beste Verden fra at blive skabt, fordi han nok forud saae de Ufuldkommenheder i det Smaa; som ville være uundgaaelige, med mindre Han ville skabe en Verden som ikke var saa god, som vores nærværende. En Ufulkommenhed i en af Deelene, kan jo ikke tilintetgiøre det Heeles Fulkommenhed. Kongen kunne jo altsaa, som en viis ikke være i Stan til at fornøie alle Lemmerne i Staten ved de nye Inretninger. En liden Deel maatte sukke efter deres forrige Beqvemmeligheder; det var dog en liden Skare, naar man sammenligner den med alle Invaanerne i begge vore Riger; men eftersom deres For

33

29 dele fra Arilds Tid havde slaaet saa dybe Rødder, saa smertede deres Oprykkelse dem desto meere; ja Redderne selv mistede i kort Tid ogsaa derved den fornødne Væske; maaske man kunne, uagtet denne Omgang, dog have bevaret dem fra Forvisnelse; men her, havde Forslagsmesterne ikke brugt deres rette øjeglas; saasom alle Ufulkommenheder i det Smaa, som ere virksomme nok til at omkomme det Heeles Fulkommenhed, de baade bør og kan ungaaes; thi naar en nye Inretning maa være fulkomnere, end den gamle; saa maa jo ikke en ringe Tings Ufulkommenhed strække sig ud over det Heele, saaledes at det Heele Nye skal kunne nytte mindre og skade meere end det Heele Gamle.

De nye Forandringer altsaa, som foraarsagede Kongen og Landet meere Ulejlighed end de gamle, de bleve paa det allerbitterste efterseete og giennemheglede af de Egennyttige, der havde taget Skade ved dem, som virkelig vare nyttige for Staten. Disses Gift udbrede sig næsten over alt og intet Sælskab fant sig fornøiet uden ved at beviise sin Misfornøielse.— Nu kom Forrædernes Kalfatringer hertil.— Desto meere forbitrede bleve Undersaat-

ternes Hierter; men de Retsindige insaae let at deres Arvekonge var alt for uvidende om det Alt, at de jo skulle blive ved at elske med en reen Kierlighed. Undersaatternes Fryderaab, da Majestæten, friede dem fra Forræderne, vare Ham intet andet end utallige nye Eeder, til Bekræftelse paa deres Kierlighed til Ham; ja hver en Fryds Taar i de ædelmodige Borgeres Øine, bevidnede Majestæten deres hellige Ærbødighed for Hans høi-

34

30 tænkende uskyldige og kiekke Omgang med Sine og vores Fiender; — nu hørte man intet andet end Taksigelse af alles Munde, som bleve opsendte til Gud og Kongen paa eengang.— Den største Deel, som ikke overgav Hevnen over Forræderne i Guds og Kongens Hænder, de opkastede sig som Dommere og Bødler til lige.— Glæden var stærk hos dem paa den eene Side, og den lange underkuede Forbittrelse ligesaa stærk paa den anden Side. De sagde: blev en Dronning Maria i Begyndelsen af det 16de Sekulo i Engeland halshugget for Forræderi, hvad vil man da ikke nu optænke for Pinsler til Struense, (som i Ligning med hiin er kun en Maddike), og hans Komplot? Enhver anlagde da al sin Veltalenhed for at tilegne ham de Piinseler, de ønskede ham og glemte at vi levede i det i 18de Sekulo.—

Saaledes kan den allerbeste Konges Ønske, om at lyk- saliggiøre sit Folk, slaa Ham Feil, ved ubesindige Forslagsmestre; ved efterladne Forestillings-Herrer og ved falske Raadgivere; men den Ære Han haaber Sig af Sit Folkes Kierlighed; den skal Han aldrig gaa glip af, saalænge Ydmyghed, Lydighed og Oprigtighed føles af danske og norske Hierter.—

Om den tilkommende Tid da blev underkastet store og vigtige Forandringer, som kunne meere fyldestgiøre Majestætens Ønske over os, var det vel for meget? Mon Dommerne, der ere langt fra Tronen, ikke behøve et nøie Eftersyn? jeg har, i det minste, troet det af adskillige Klagemaal, som de Fattige foruret-

35

31

tede til sine Tider fremførte.— Men ak! — hvor daarlig er denne Tanke: — At ville udrydde alt det manglende; det var jo det samme, som at inføre Dyden overalt; men fordi det aldrig lader sig giøre; derfor kan dog nok een eller anden Lov meere skierpes; derfor kan man dog med nye og bedre Inretninger afværge adskillige af de i Svang gaaende Laster.—

Jeg har alt for inkneben Insigt i Statsvidenskaben; derfor længes jeg inderlig efter at viide Aarsagen hvorfore ældgamle Ting ei bør oprippes og undersøges? sant nok! for saa vit at jeg ved ældgamle forstaaer Oldsagerne; saasom de Vidner der burde føres i disse Sager, ere kun døde Papiirlapper; at naar jeg læser dem igiennem, saa kunne jeg kun saa at viide hvortil Rigets Kapitaler ere bleven brugte; eller forvanskede; jeg kunne lære at raade Bod paa det Onde i vore Tider, som lignede de Gamles; — men tænker jeg ved det Ord: Ældgamle ikke saa langt tilbage i Tiden; tænker jeg paa de Forurettelser Riget er vederfaret i vore Leve-Dage; saa veed jeg slet ingen gyldig Aarsag: hvorfor disse siste bør hellere at undersøges end de forrige.— Veed min Konge ikke nok den store Pligt, som Scepteret fører med sig, nemlig: ikke at efterlade noget af alt det, som kan geraade Riget til Beste.— Ville det ikke blive en foræringsværdig Handling, dersom Majestæten, om det var Loven muligt, fik de levende Personers Sager oprippet, som kunne altsaa blive tvungen til at giengive Staten det de have molket.— Det ville jo giøre vor Konge Ære og nytte Staten; skiønt nogle ville lide derunder.—

36

32 Min patriotiske Iver vil jeg aldrig lade forlokke til at ønske andet; saasom jeg kan kun bryste mig af den Lykke, at mine Oldefædre have været Hyrder paa Dannemarks Enge i tusinde Led; hverken Yndest eller Slægtskab skal kunne omdanne mit patriotiske Sind.—

Inskrænk de bekostelige Lystigheder. Jeg gad vist

Navnet paa disse. Er det vel den franske Komedie? — Mon ikke vor Hof, i en Tid, har været et Mynster for heele Europa i Tarvelighed og en inskrenket Huusholdning? — Jeg ville i Steden for disse Ord sat saaledes: Alle Konger bør ligne dig,

vor Christian! i Tarvelighed og Sparsommelighed; men ak! — hør mit ydmyge Raad! — Lign dem i at udhvile din Siæl, naar den er udmattet af at tænke paa vores Vel; naar den er ligesom tung af Tanker og Beskæftigelser. Den enfoldige Hob, som er den største, ærer Kongen lige saa meget for Hans udvortes glimrende Pragt, som for Hans væsentlige; inskrænk da derfor, min Konge! ikke for meget det, som funkler i de Enfoldiges Øine. — Giør Din Naade mig, som den Ringeste under dit Scepter, fyrig nok til at fremlægge en ydmyg Bøn; opfyld du da selv, efter din Viisdom, disse Suk: Du ville forvise de udenlandske Forlystelser, som ikke ere til ligesaa almindelig Nytte for os, som for Dig! Du ville anvende meget til Dit eget og vores eget

37

33 Sprogs Fremtarv! Du ville med udsatte Belønninger lokke min og andres Flid, til at giøre Din Ihukommelse, i samme Henseende, ligesaa evig, som den fiortende Ludeviks i Frankerig! —

Betal den retmæssige Gield. Hvad for Gield

kan vel i denne Henseende, føres in under den uretmæssige Klasse? — Unslaaer Majestæten sig fra at betale, et andet Rige, en Gield, som ei er kommet Dannemark til Nytte; hvad kan da flyde deraf? Skal min Godtroenhed, da jeg laante Forøderen noget til at redde sig med, blive saa slet belønnet? Kan jeg noget derfor, at han forødte det, som jeg saa beredvillig og i saa reddelig en Hensigt laante ham? Skal min Beredvillighed og Troefasthed imod ham betales med en haanlig Afviisning, naar jeg fordrer Mit igien? — Det var jo Synd om man behandlede mig saaledes. — Nu til Rigerne! — Vegrer een Magt sig for at betale een anden sin Gield; saa maa den forurettede nødvendig skaffe sig Ret. Krigen er Rigernes endelige Dommere. At udholde en Krig, det koster et Land meere baade af uskatterlige Mennesker og af Penge, end om det betalte Gielden. —

Riget ville dernæst spilde sin Kredit, saa at ingen ville redde det, om det stod til at trænge. — Hr. Conferentsraaden tilraader Majestæten, ikke at lade Hans Faders, (af høi Ihukommelse) Monumenter forfalde;

38

34 men hvis vor Konge ikke var alt for viis til at betale al Rigets Gield, under hvad Paaskud Han end kunne vegre sig derved, saa ville vist Høisalig Frideriks Æremonumenter forfalde.— Disse tvende siste anførte Ulæmper er en Følge af at lade ligesaavel den offentlige, som private Gield blive ubetalt. Private Folk kan ei bruge Magten; bør dem da forurettes? Nei! — ingen- lunde! det taaler aldrig en høi Kongesiæl.

Det var at ønske: at en Patriot, som havde et ligesaa oprigtigt Hierte, som grundig Insigt, ville oplyse Majestæten om Bankeherrernes Omgang med Landets Penge.— Var det ikke mueligt, at der kunne giøres saadan en Inretning, ved hvilken Kongens Kasse kunne beriges med Den Fordel, som nu kryber i Kommissarernes? — Hr. Niels Tranberg er en Mand, som er bekient af sin patriotiske Styrke, som, Trods alle Anstød, ikke blev slap, førend han fik Sundet forsynet med Fyr for Reisende. Jeg ville kun ønske ham og os den Lykke at han, endskiønt han er en Inføt, maatte opmuntres til at nytte Riget med sine grundige Insigter og Forslagsvittigheder, som nu have tabt Modet, ved idelige Strid mod Egennyttige, og som snart vil siunke ned i en uvirksom Dvale, dersom man ei lokker dem til den Virksomhed, de ere bleven kiede af.—

Hr. Conferentsraaden fremskinner med al sin Ømhed; med al sin patriotiske Høimodighed og Kierlighed i disse Linier; Med

Glæde, skal jeg efter Ævne bære den Deel, som før

39

35 laa paa den Usle. Af et ligesaa ømt og oprigtigt Hierte vil jeg anpriise, Hr. Conferentsraadens Ædelmodighed, for alle Formuende. Min Ømhed over Medmenneskene tillader mig ikke at forbigaa et Exempel paa en vis Magistrats Ubarmhiertighed mod en Familie. Kongen vil have dem udtaget fra Skatten, som selv ere Nødlidende; enten Kaprise eller Fordeel formaaede denne Magistrat til at tage den siste Dyne fra et Par Folk. Disse havde en Søn der var saa studeret, at han kunne klage Magistratens Ubillighed for Majestæten.— Ansøgningen kom tilbage til denne Magistrat, fordi at den skulle give sin Erklæring over den. I Steden for at give den sanfærdige Tilstaaelse om deres ugudelige Medfart med Studentens Forældre, saa fik de en ondskabsfuld Pen til at giøre al sin mulige Flid for at faae Studentens timelige Velfært ødelagt; de misrekommenderte ham, allene for selv at ansees uskyldig; de anførte, tvertimod Sanhed, at Sønnen ved slet Opførsel havde giort Forældrene Uformuende; da han dog i Sanhed maatte underholde dem med sine Informationer.

— Da jeg ved en Hændelse, kom til at læse dette deilige Inlæg mod Studenten, saa kunne jeg sandelig, af Medynksomhed over ham, ikke holde mine Taarer inde.— Ja Gud vil visselig samle alle de Taarer, som ubillige Magistrater udpresse af Nødlidende tilligemed Maanedsskatten!— tvertimod Majestætens Villie.

En Solicitant forsømmer megen Tid ved sin flittige Opvartning hos de Fornemme; naar denne Tid blev nyttigere anvent, saa skulle en langvarig Solicitation ikke længere være et stumt

40

36 Vidne, om Solicitantens Udygtighed.— Imedens jeg hundrede Gange løber forgieves efter at faa en høi Herre i Tale, saa kunne jeg jo lige saa mange Gange i det minste, have forøget min Insigt; jeg vil ikke tale om al den Tid, man tillige slendrer bort. Det er sielden at jeg kan overtale mig til, at øde en Dag paa slige Opvartninger; hvis Nytte, jeg seer kun ved Hielp af Haabet. Jeg trænger til at tiene min Stat; men om jeg aldrig trængte, saa befaler min Pligt mig dog, at anbyde min Tieneste. Hvo befordres da vel snarest, enten den, som (i det han altid bliver den samme han er) overtrygler sine Patroner; eller den som ved at befordre sin Insigt; glemmer sin Befordring. Just fordi jeg troer, at disse siste tilsist reent forglemmes og kun i en kort Tid, nemlig i deres sildige Mandom og Alderdom, faa Leilighed til at giøre Fædernelandet den Tieneste, de ønske sig; saa har jeg for længe siden anseet Studenterskabet med bedrøvede Øine.— Lykkelig er den Student, som Skiebnen ikke tvang til at være skiødesløs med sin Siæl, for at tage vare paa sit Legeme.— Gid alle alle de høie Herrer, i hvis Hænder vor Lykke er, ville ligne vor ulignelige Superintendent Kramer, en Mand, ved hvis Karakter ingen vil unsee sig; en Mand, hvis Værd Universitætet først kiente, da det savnede ham; en Mand, hvis Savn neppe saa let nogen anden, i alle Henseender, kan oprette. Naar nogen søgte noget, som han havde i sine Hænder til at uddele, saa maatte denne først overbevise ham om sin Værdighed til det han attraaede. Saasnart dette var skeet; blev samme Persons Navn og Beqvem- hed inskreven i en Bog, som han just havde inrettet til dette Brug;

41

37

ligesom Turen falt til de antegnede Personer, i samme Orden bleve de uryggeligen fyldestgiorte i deres Ansøgte; saa at man ei havde nødig at umage sig til Professoren, i det høieste, oftere, end tvende Gange; vi kunne da sidde allerbest hiemme i Roe at studere, naar der kom Bud fra ham, med vore ønskers Opfyldelse.— Jeg skriver dette af Erfaring, og med hvilken Glæde ville jeg ikke kunne skrive ligesaa sanfærdigt og roesværdigt om mange andre!—

Jeg hilser et Afskum meget høflig, fordi jeg troer at hans Dyd ikke holder ham fra at efterstræbe mig uforskylt. Er jeg, med saa ringe Midler, i Stan til at bøde af for slige Folks Efterstræbelse og skadelige Ligegyldighed, da bruger jeg dem gierne, uden at min Høimodighed i minste Maader skal fornærmes derved.— En liden Tue er i Stan til at vælte et Læs. Det veed jeg; men i Hiertet ærer jeg kun de Dydige og Insigtsfulde.—

Desto længere Lykken sat mig uden for mine Medborgeres Vanheld; med desto mindre Mistanke kan jeg nedlægge mine ydmyge Bønner, som sigte til deres Vel, for Tronen. Desto værdigere er min Ædelmodighed, naar jeg vaager for at befordre deres Lykke, som ikke kan forøge min.— En Patriot udmærker sig just til Efterslægtens retmæssige Beundring, naar han ved Majestæten har udvirket, de Fordeele for Undersaatterne, som ikke giver ham anden Belønning, end den føde Glæde, han føler af at giøre Vel, uden at have Hensigt til Egennytte. Saadan en Patriot, som kunne takke Forsynet, fordi det sat ham i Stan til ei at bede om Noget, saadan en Patriot (siger jeg) kunne just

42

38 med forønskelig Nytte tale Folkets Ønske til Kongen; han kunne giøre Forslag om at forbedre, fornye, anlægge og underholde de Inretninger, som han troede at geraade til Fædernelandets Lyksalighed; han kunne betle for de Forarmede, hvis Tarv han ikke selv kunne fordrive; han kunne betle for de Betrængte, som sukke under Uretferdigheds Aag; han kunne betle Majestæten om Naade imod dem, som have Beqvemhed og Lyst til at blive in- sigtsfulde og nyttige for Landet. Og det altsammen burde og kunne han giøre efter sine Pligter uden at staa Fare for at hans Ord skulle tabe deres Værd ved de Plætter, som besmitte mange andres; endskiønt de i sig selv kan være komne af reene Kilder. Hvor meget Got kunne da ikke slig en utrængende Patriot udrette, til Ære for sig og til Gavn for Fædernelandet.—

Det er da, dyre Hr. Suhm! de Erindringer, som jeg, efter min Eenfoldighed, har givet mig den Frihed at fremlegge for Kongens; Deres og Publikums Øine. Ingen troe! at nogen Feil har insneget sig heri af nedrig Ondskab, eller Lyst til at fortolke Ord paa en vrang Maade. Alle troe! at de Feil, deres Øine opdage, ere allene udsprungne af min uslebne og i det Offentlige endnu ubrugte Tankekraft. — Slet Ære for mig, om jeg ville søge den i Skiendsel! — Jeg har anvent det lidet Lys jeg har til at oplede Sanheden.— Har jeg gaaet Glip af mit Maal; da gid dette Arbeide var falden under en hældigere Pen! — Kierlighed til min Konge har allene været Drivefiederen til denne Handling. Naar Hensigten var saa ædel, hvor

43

39

ædelmodig og læmfældig maa Menneskevennen da ikke dømme mig.— Ja dem Hr. Conferents Raad! dem tænkte jeg ikke engang paa at fornærme, imedens jeg skrev.— I Fald jeg var saa lykkelig at være kient af dem, saa haaber jeg end ydermere, at jeg ved disse sagtmodige Erindringer, har forskaffet mig Deres Venskab.— Er det alt for uselt skrevet; da venter jeg ædel- modige Siæles Medynksomhed over mig; hvorfor da ikke Deres med? — For Kongen og for Fædernelandet helliges alle mine Idrætter; at blive anseet værdig nok til at yde dem mine ringe Kræfter, det er mit Ønske; mit tilladelige og brændende Ønske.

— Men saasom Forsynet ikke var mig saa naadig, at det gav mig Evne til at tiene, uden at trænge til Tienesten; saa kan min Anbydelse ikke være saa ædel; saa frie for Mistanker, som jeg øn- skede.— Dog skal jeg aldrig blive skyldig i nogen.—

44

        

1

Erindringer

ved den

velhMmendes Krim

over

Suhms Moraler.

Af den Oiennemlcesende.

Kiobe nhavn, 1772. Trykt og at bekomme hys August Friderich Stein, boende i Skibenstradet i No. 171.

2

        

3

Læser! Læs ikke mit Blad, uden du legger Suhms og den veldømmendes Blade for Dig. Hold Øiet i dem begge, og merk vel, at den sidste siger Pag. 7. rundt ud, hvo hans Philint er. Spør ikke, hvo enten den Veldøm- mende eller den giennemlæsende er? Vi har aftalt, at ikke røbe hverandre. Saa meget kan Du selv stave Dig til, at den første er commissionair for de Retsindige i tvende Kongeriger og tvende Hertugdommer, og den sidste kan sub rosa sige Dig, at han alene har Befaling fra sit eget Hierte. Til den førstes Forsvar, vil den sidste ikkun anføre dette ene, at han synes ikke saa meget at have skrevet, for at flaae sig til Ridder paa S., som for at faae sin egen Besyv indført, og vise sin Nidkærhed og sine Indsigter for tro- nen og i Publico. Læser! Troe langt fra, at jeg i Hast Har indseet og skrevet alt, hvad her indsees kunde og skrives Burde. Tag fra, leg til, grandsk og døm.

4

Veldømmende!

som taler hver Retsindigs Sag, Giv os lidt mere af Din Viisdom for en Dag.

Du løfter Patrioten op som en Bebreider,

Dit rene Hierte her Din flebne Pen geleider. Hvo skulde undre, at Du kan og tør En flig philints velskrivning giøre, som Du giør.

Kun Skade, at Du nævner Din Philint.

Du roser Dig af denne såre Naade,

Religion, Opførsel, Tænkemaade

At have haft tilfælles med philint.

Din Tankekraft og Pen, de løbe for gesvint. Bevare Gud philint fra Din og fliges Tænkemaade;

Den Kongen og hans Land saa lidet kom til Baade,

Som det. Du skriver, Dig til Ære vil geraade.

5

Du ene vare vil Philintes Speil,

Og ingen, uden Du, man røre nogen Feil,

Du kun Uagtsomhed og Ufuldkommenheder Saa ømt og varsomt selv om Landet leder,

hans roos, forblommed viis, Du vidt og bredt udbreder. Du mesterlig bemestrer Dig Philintes Ære,

Og uden Dig bør ingen Patriot at være.

Kort sagt: Jeg seer. Du til Bestilling trænger, Jeg i vor næste Samling tale skal for Dig,

At Patriote -Selskabet saaer giøre sig

En værdig præses af en saadan Patriot, der giver Saa store prøver af sin Indsigt, Hierte, Iver.

6

Pag. 2. hilints Feiltagelser — afbøde hans Vanære — Hans Skrøbeligheder — Hans uagtomme opførsel.

Pag. 3. Nedrigheder begik han aldrig. Jeg faae igiennem fingre med hans Ufuldkommenheder.

Pag. 4. At foreholde ham een og anden Feilspost, som jeg frem for mange andre havde bemerket. Jeg maa skiule min Vens Feil, paa det jeg ikke tilsidst skal opsige ham mit Venskab. Ilde faren, om han havde mistet Dit Venskab, hvem skulde i løndom og saa ømt have moraliseret for ham.

Pag. 5. Du ophøyer Din Vens Tankemaade, at han skulde tage en forskyldt og velgrundet paamindelse for en Bebrei- delse fra sin Fiende.

Ibid. Din Vens begangne Daarligheder.

Pag.

7

7

Pag. 6. Philints Forbedring. Der blander sig noget forfængeligt i med hans allerædelste Handlinger. Lykkelig, at Du i Eenrum kan sige Din 'Ven hans Feil; den Adgang fattes andre, der kan og tør sige Sandhed.

Pag. 7. Naar den Veldømmende forud har beskrevet sin og Philints venlige Omgang med hinanden, falder man i Forundring over, at han navngiver ham. Han er derfor ingen Hykler, han vil ikke være mishagelig, enten med underfundig Smigren eller fremsusende Sandhed. Dine Indfald om den fremsusende Sandhed, Dine Moqverier om Guldminen, Dine Beskyldninger om Pletter paa Purpuret Pag. 8, røber et godt og Patriotisk Hierte.

Pag. 8. Ilde, at Du er saa langt fra Tronen, og saa kortsynet, at Du ikke har kunnet see de begangne Feil. Du giør meget vel, at Du lader Rigets og Kongens Venner forbedre Feilene, tvil ikke paa, der jo ere nogle, og flere end Du kunde rette, om Du og sad ved Foden af Tronen. Kanskee Du har selv hiulpet til at begaae nogle.

Jeg for min Part tager heller Guldklumpen, end hielper til at drage noget fra mine Medborgere, hvad glimrende Skin det og kan have.

Leg ikke for megen Roos paa Suhms Skuldre; thi han kan ikke bære saa svar en Byrde. Læs hans Skrifter selv, og døm dem ikke af Journaler, disse bestemme ikke Værdet af en Skribent. Det Fejltrin, Du nævner, man være indskrænket inden Dit Begreb og Dine Retsindiges lille Cirkel.

8

8

Pag. 9. Uden tivl tiender Du ikke efter de Cha- racterer Du tillegger ham. Ha, ha! Du vil have en lovtale af af ham over landets fordervede Tilstand og dens aarsager; den er Du selv best i Stand til at skrive. Her skinner Hykleren frem. Sandheder skal vare feilbare Rygter. Af kiærlighed til Dit Fæderneland ønskede Dit, at vore Feil og Mangeler ikke maatte opdages af dem, der har Indsigt og Mood nok, til at vende den rette Side ud paa dem.

Pag. 10. En fornuftig Tilstaaelse, at Kongen allerhelst hører Sandheden tale. Her giver Du S. det Vidnesbyrd, at det er fandt han har talt.

Du giør Dig for megen Umage, at Du vil tale for de Retsindige i begge Riger og Hertugdommene. Du har neppe Commission fra dem alle. Der tør være nogle af andre Tanker. Giør ikke for stor Forsikring paa Hykleriets Vegne. Om Du og bruger en modbydelig Myndighed, vil dens Virkning ikke blive andet end en Latter. Lad ikke Eftertidens Ufornuftighed saare Dig for sterk; thi allerede den nærværende gotter sig med Din Ærefrygt og den Vanvittigheds Titel, Du selv giver Dig.

Pag. ii. Du kan være ei alene Sandheds Tolk, men og Hykleriets, uden at opbringe enten den enes eller andens El- skere imod Dig. Troer Du om S. at han glæder sig over Dit Foretagende, saa troe tillige, at han og ikke græder derover. Øs ikke alle Dine gode Titeler ud paa eengang over en mand, som Du miskiender.

9

9

Det er vel, Du troer, at Kongen sidder eenevolds (som Du kalder det) paa sin Trone, Du havde ellers en vrang Troe. S. troer det ogsaa. Og der er flere, som troer det stamme. Endog Dine Utallige Skarer af Retsindige troer det.

Pag. 12, Du synder, at Du ikke navngiver dem, som havde sammensvoret sig. Deres Velmening har fortient Ærestyt-ter af Publico. Men De havde maaskee biet saa længe, at det var blevet for sildig. Troe Tienere bør strax aabenbare Forræ- derier.

Du kan umueligt begribe, hvad det er, at bemestre sig Kongens Person. Bliv i Din Vankundighed. Men det begriber Du Pag. 11, at letfærdige og Uretsindige havde flaget en Kreds om Tronen.

En vel passet Lignelse om Konen, der spiller Mester over hendes Mand, og som giør Ære til dem, Du skriver om.

Pag. 13. End videre udsøgte Lignelser om Din Tieneres Opførsel imod Dig; de giør Din Forstand og Conduite liden Ære, og der ligger jo ingen Bebreidelse i for Dig selv, som Herre.

Pag. 14. S. nævner jo ikke Kongens Villie, og hvem har villet tvivle derom. Dit anførte Exempel beviser lidet. Du raaber Kongen selv til Vidne, derfor bør Du troes. Men troe, at der kunde anføres mange flere og større Beviis, baade for Hans gode Villie og Hans Aarvaagenhed, til at see sit Folkes Nød. Lykkelig er Du, at Kongen veed, Du ingen Hykler er. Men hvad Han ikke har vidst før, det lærer Han af denne

10

10

Din Kritik. Her ligger Du allerlængst fra Tronen, men paa andre Steder synes Du at være med i dens Hemmeligheder.

Pag. 15. Du troer, at andre Nationer maaskee hellere ynke end bespotte os. Vexelviis og maaskee begge Deele, i det mindste har de, efter vore Udseender, kunnet have Anledning dertil.

Her røber Du, hvad det er for Retsindige Du skriver for, dem nemlig: der ansee Sandheder som blotte Rygter & c.

Jeg troer gierne med Dig, at S. kan feile, men neppe i dette Stykke. Ønsker vil nok heri være forgiæves.

Du tør kalde alle Landets Børn til- Vidner. Du kommer for sildig, Veldømmende! Nu er det bag efter. Det skulde Du have giort for sex Uger siden.

Pag. 16. Det er en nye Anekdote, at Struense tragtede efter Kronen. Ney, det Slags Kroner passe ikke til saadanne Hoveder. Her seer vi, Du har Indsigt i Hemmeligheder, og ak Du kan troe blotte Rygter, naar Du vil.

Tag Dig ikke paa, at forsvare den store Ministers ømhed over Rigets Indkom ster. Du kunde let feile. I Anledning af der, nævnte Eqvipage, vil jeg give Dig et Exempel: Naar Folk, som kommer nøgne herind, neppe har været et Aar i Landet, før de kiøbe sig Heste til 800de Rigsdaler Stykket. Slut nu til Proportionen af det større, og dom, sin Din store Minister kan ansees for andet, end en stor Røver af Rigets Indkomster og en Landers Udsuer.

11

11

Forræderie vil Du troe og ikke troe, det er Din modestie og Din Menneske-Kierlighed. Men sæt Dig ikke selv ud for Mistanker.

Andre forstaaer nok, hvorvidt alting har været til priis: det kan være ligegyldigt, at Du ikke begriber det.

Men forklar, hvad Du forstaaer ved Adelens forrige Indkomster? Er her nogle Embeder og Indkomster, som tilhøre Adelen meere end andre? Det synes, Du har forglemt, hvad Land Du lever i, siden Du ikke kiender dets Forfatning.

Hvor kan Du sukke efter Embede, som er Philints saa Fortroelige og saa mange Retsindiges Talsmand. Der maae hænge en mørk Skiæbne over Dig, eller nogen Uretviished regiere inden Din Cirkel. Jeg troer vist, Du havde faaet noget hos Kabinet-Ministeren, i Fald Din Høimodighed havde tilladt Dig, at tye til ham; thi Du synes at have en god Deel af de Egenskaber, som hans Kreaturer skulle have. Mon man og kan troe Din Ærlighed, at Du ikke, som en god Deel af Dine Retsindige, har bøiet Dig for ham.

Pag. 17. Med al Din modestie roser Du Dig selv formeget, men at Du ikke bedre har passet paa Tronen, det bør Du lastes for, i Fald Du har været fat til dens dørvogtere.

Tvil aldeles intet paa, Du jo begaaer Forseelser imod Sandheden. Maae jeg spøre, hvortil Du bruger Din Dumdristighed, om ikke ti at begaae Feil? Du skiønner selv, hvor

12

10

artig Du er, siden Junior Philopatrejas ikke vil kiendes ved Dig; Du kan og bør sættes ved Siden af den gamle.

Det synes, som Du ikke forstaaer det Danske Ord for- nøiet, i alle dets Bemærkelser; Du kunde ellers have sparet den ' heele Commentarius, Du giør derover.

Pag. 18. Det giør Du betænksomt i, at Du lader nogle af S. Moraler falde uden for Din Critiqve; thi de deraf, som Har den Lykke, ere faldne i god Jord.

Pag. 19. Meener Du Suhms eller Dine egne Erindringer? De første ere allerede mere end eengang hørte og læste af Kongen. Men meener Du Dine, vilde Han maaskee ikke meget opbygges deraf, men troe om Dig, at Du er den, som Du viser Dig at være.

Du skielver af Patriotismo, lad Dig aarelade; jeg frygter ellers Du faaer en Feber.

Du synes, at beskylde vore Love, naar Du troer, at de ikke kan skaffe Staten af med efterladne Embedsmand. Du inclinerer noget for Despotismus. Og Du synes, at ville skrive Apologie for Forræderne, imod saa mange ulykkeliggiorte uskyldige Embedsmand.

For det Danske Sprog taler Du anstændigt. Her er enBlanding af Hyklerie, ondskab, og, som det synes, tillige Uvidenhed. I de skiønne Videnskaber har Du Styrke, og kan see de Feil, som ingen andre.

13

13

Pag. 20. Naar Du skriver om de afsatte Embedsmænd, røber Du Din retsindige Tankeinaade. Den vilde Du, Hans Majestæt skulde læse, og vel ønskede, Han vilde følge. Kan- skee der kunde blive en ledig Plads for Dig. Kongens Viisdom og Retfærdighed bestemmer vel Deres skiæbne, uden Din Raadførsel. Du kalder Dig selv Veldømmende, og gid Du var det.

Pag. 21. Her viser Smigreren sig i sin Styrke. Hvor Har Du alle de Hemmeligheder fra om Kongens Reise? Du raisonnerer artig om Kongers fastsættelser, om at blive Store og give sig forævigede Navne. Men der vil andet til. Og Du indseer neppe, eller ikke vil indsee, hvorfor det ei skeer, naar det mislykkes. Men det mislykkes ofte, især, naar der falder Misvext ind i fuldførselen af Midlerne, som skulde drage til Maalet.

Pag. 22. Jeg fatter Mistanke, at Du Har været med at giøre nogle af de velmeente og velgrundede Projecter, Hvorefter de gamle Indretninger ere kuldkastede. Har Du nok indseet, Hvor skadelige De have været? Har Du nok overveiet, Hvor nyttigt det, som er kommet i Stedet? Jeg tviler paa, Kongen selv bifalder din Lovtale i det, som Du hellere bør tillegge de Ulyksalige, som vare daarlige nok, til at tage for gode Vahre alt, Hvad enhver enten til Egennytte, eller til at skade sin næste, kom frem med. Der er ingen Tvivl paa, at Kongen jo ville lyksaliggiøre sine Undersaatter, men om Han traf de rette Folk, den rette Tid, og de rette Maader, det er en anden Sag. Og Han bør ikke ville giøre de eene lykkelige paa de andres Bekostning. Det var ellers en stor Mangel i Projektmagernes Forslag, at de ikke anføre Ulemperne, lige saa vel fom fordeelene.

14

14

Pag. 23 Saa nysgierig er jeg, at jeg gierne vilde vide, hvem denne eene iblant de ti Rensede var, som beskyldes for Er: lighed, og hvis Manuscripter vare saa ulykkelige, at blandes med de gemene Forflags-Mesteres. Det var vel aldrig Dig selv, siden Du har saa nøie Kundskab om Sagernes Sammenhæng.

Pag. 24. 25. Du har et underligt Begreb om Adelsmand her i Landet. Veed Du ikke, at Kongelige Embedsmænd, Rangs - Personer og Kiøbenhavns Borgere ere saavel Adelsmænd, som enten de gamle eller nye Nobiliterede. Forskillen veed enhver. Det har saa været fra Souverainiteten, og det vil saa blive, saa længe den Regierings Form staaer ved Magt, Gud give i sin væsentlige Reenhed, indtil Verdens Ende!

Pag. 25. Du taler noget dristig, naar Du siger: at Kongen var alt for uskyldig, til at undersøge Sandheden. Du er dog den, som, vil beskylde andre for Bebreidelser. Jeg kan ikke sige, at denne er af de fine. Siden snoer og vender Du Dig heel artig.

Pag. 26. Atter en rar Anecdote, at Struense efterskrev Kongens Navn, for Livvagten at tilfredsstille. Her er Du bleven lettroende, maaskee til et blot Rygte. Førhen har Du ikke villet troe virkelige og hver Mand vitterlige Sandheder.

Skal jeg lade mig fortrylle af en Hykler? Hører det med til Fuldkommenhederne?

15

15

Pag. 28. 29. Gode Politiske Raisonnements om de gamle og nye Indretninger. Forslags - Mesternes Hensigter og Menneske Kiærligheden slaaes her med hverandre.

Pag. 30. Du skriver ret vel for de stakkels Dommere. Fordi der kan skee Misbrug i et Embede eller ved en Person, derfor skal der skee en total Forandring. Det er det gode Princi- pium, som har hersket en Tid lang, hvorved een og anden har fundet sig vel, naar flere ilde. Den beste Orden bliver dog vel den gamle, naar den med Fornuft og Sagtmodighed bliver renset fra Misbrug og Omsvøb. Overalt tænk paa den vise Konges

Ord: kroget kunde ikke vorde rer, og Brøst kunde ikke tælles. Prædik. 1, 15.

Pag. 31. Her lærer Du Kongen en nye Pligt, ikke at efterlade noget, som kan geraade Riget til Beste. Det er godt, at Du forud har tilstaaet Din indknebne Indsigt i Stats*Vi

Det synes, som Du giør en vrang Udtydning af S. Ord om gamle Ting, som ikke skulde oprippes. Troe ikke, at han forsvarer Forurettelser, som Landet er skeet ved endnu levende Personer. Du skulde lade være ar nævne Dem. Her stikker Dit Hierte frem. Du er haard. Lad Hevnen høre Gud til, og flige Sagers Behandling til Kongens Viisdom, Retftærdighed og Mildhed, og til sin beleilige Tid.

Pag. 32. Ilde er det, at Din Patriotiske Iver skal være saa indgroet Hos Dig, og at saa Heedt Blod skal rinde i Dine Aare.

16

16

Du vil vide Navn paa Lystighederne. Er Du en Eremit eller eene fremmed i Jerusalem? Har Du ikke læst alle de Daarligheder i Aviserne, som i Fior til hver Dag i Ugen, og flere paa hver Dag, bleve anstillede og tilladte baade Vinter og Sommer, som gik paa Kongens, paa Stadens, paa Publici, paa Ungdommens Bekostning. Den zirlige Tale, som Du vil legge Suhm i Munden, den anstaaer og ligner Dig, men ingenlunde ham, som siger andre og store Sandheder i saa og syndige Ord. Dit Raad var uforligelig i en Hedensk Regiering. Du sætter Kongens glimrende Pragt i Comedier, Opera, Mas- querader og deslige. Du vil have de Eenfoldiges Øine hellere forblindede end oplyste. Du vil have de udenlandske Daarligheder forviiste, men beholde de indenlandske, det er at være Patriot. Du troer, at Ludvig den Fiortendes Ihukommelse er ævig ved flige Lystigheders Stiftelse. Det er vel saa, efter din og ligesindede Philosophers Tænkemaade. Er der intet andet, som kan giøre Ham stor, blev Han en liden Helt for Gud og den kloge Verden. Den christelige Moral synes Du ikke at Have megen Smag og Respect for, siden Du anpriser saa meget de forfengelige Lystigheder. Du taler intet om Siælens Forlystelser, eller hvor lidet af vor korte Levetid vi har at spilde til unyttige, skadelige og synd-nærende Ting, i Steden for at bruge Tiden til Gud behagelige og Fædernelandet nyttige Forretninger og Betragtninger, ei heller om den Regning vi har at giøre for Tidens og vore sandsers Anvendelse.

Pag. 33. Gode Lærdomme til Gieldens Afbetaling. Du forstaaer ikke ret Suhms Sprog. Forøderen er en smuk Inscription, at sette paa Herrers Monumenter af høi Hukommelse, som Du skriver.

17

17

Pag. 34. Det er en forfærdelig Beskyldning Du giør @imod Banco-Commissarierne.

Du er leiet af Dine Retsindige, eller rettere af dit eget gode Hierte, til at angribe en Mand, som al Verden anseer @med de rette Øine. Er Du og leiet til at angribe andre? Du gaaer uden for Cirkelen. Du raser og er paa Veien til det Blaa Taarn. Men bekiend smukt, om her ingen fremmed Slange stikker i Din Hud.

Den gode Mand, Du navngiver at være bekiendt af sin Patriotiske Skyrke, er mig ubekiendt. Vel for Dig, at Du dog kiender og kan recommendere een ægte Patriot, ellers er der vel nogle uagte iblant Dine Retsindige.

Pag. 35. Her kommer Du atter frem med Dine Angivelser. Magistrater har Du stort Moed paa. Man skulde troe, Du havde været paa Raad med, at afsætte under den strenge Regiering. Man maae rose Din medynsksomhed, og gid Dine Taare kunde betale Maanedskatten for de Nødlidende. Lacrima Crocodilinæ. Ellers kan der maaskee være indløben nogen Urigtighed i Relationen om Din angivne Magistrats Forhold.

Pag. 35. Du skriver meget om Tids Spilde ved Sollicitation og Opvartning, da den dog nytter dem, der trænge til dens Brug. Men Tidens Forsømmelse ved Comedier, Opera, og unyttige Lystigheder, den har Du forhen givet Samtykke til.

18

18

Pag. 36. Du trænger til at tiene Din Stat. Men gid Staten aldrig trænge til at tiene Dig, førend Du faaer sund-dere og mildere Tænkemaade.

Det ønske, Du giør for Studenten, bør Du giøre mere almindelig og extendere til flere. Den gode D. Cramer har vel ikke drømt om, at Han skuæde blive Din anden Heros og et Mynster til Sollicitanters Behandling. Du burde være Chef for nogen af collegierne, hvor Du da kunde indføre saadan god Tour for Sollicitanter.

Pag. 36. 37. En utrængende Patriot kunde giøre mange flere Ting, end dem Du opregner, naar han, med sin Velsignelse, var af Din Tænkemaade, og havde Lyst til at blande sig i fremmed Handel. Naar han bliver kaldet, veed han nok, hvad han skal giøre, og hvorvidt, uden Dine Erindringer. I sin Frihed udretter han ulige større Ting, end bunden og i en vis Cirkel indsluttet.

Det synes, som Du vil forekaste S. , at han ikke taler Folkets ønsker til Kongen, at han ikke taler for Indretninger, for Forarmede, for værdige og Beqvemme. Hvad er det da Han taler I Det er jo alt det han taler. Det er just Dyden og Livet i hans mandige Tale. Det er jo derfor han er bleven op- høiet over al Dabel. Det er derfor, han er bleven kronet med Patrioters belønning, som er Ære og kiærlighed. Han driver sin Velmeenenhed langt videre, og behøver ikke, at Du legger ham Ordet i Munden. Alene at agere Projectmager, som Du vilde have ham til at være, er alt for hadelig en Titel for ham og enhver af hans Tænkemaade. Du tænker i Dit Hierte, at

19

19 disputere ham Prisen, og at nappes-med ham om Æretronen. Du kommer til kort. ophøi Dig ikke selv, Du bliver ellers fornedret.

Pag. 38. 39. I Din Slutning taler Du lykkelig for Dig selv. Hvo vilde misunde Dig den Lykke, at Dine eenfoldige Erindringer Matte komme for Kongens Øine, for Publikums ere De. Gid enhver, efter Dit Ønske, maatte styrkes i den Troe om Dig, at Du ikke har skrevet noget af nedrig Ondskab eller Lyst til vrange Fortolkninger over Ord. Spøg ikke med Dit eget Omdomme. Om Kiærlighed til Din Konge har været Din Drive-Fieder, det tilstaaer Du Dig selv; men kiærlighed til Sandhed har neppe, varet den. Og hvor denne sidste fattes, er det Qvæstio, om og hvorvidt den første kan have Sted. Dog troer jeg, at Menneske-Vennen dømmer Dig langt lemfældigere, end jeg, og meget ædelmodigere, end Du ved dette Skrit har fortient.

Hvor usleben og ubrugt Din Tankekraft er, indseer Du selv, men at Din Pen ikke er usleben og ubrugt, det seer flere end Du og jeg. Lad og Dit Hierte slibe lidt, det kan ret vel

trænge dertil.

Min sidste Erindring til Dig, skal være, at, naar Du skriver igien, og vil forstaaes af alle, Du da vil studere lidet paa Ordenes Etymologie, og skrive noget mere Orthographisk, Dansk som Dansk, og Latin som Latin, og ikke: Unseelse,

Valg, Forsvant, Glans, Gulmine, Sank, San- hed, grunlærde, Forevigende, Kulkaste, Fant, Stan, væske, ungaae, minske, Jn, inføt, in-

20

sigtsful, fulførte, udenlanskrejse, ikke heller: Eqvipase (da var Ekipase bedre), Kritik, Sekretær, Kabinet, Klaske, Kredit, Manuskripter, rekommendation, conferensen (hvorfor tør Du ikke Drive Konferensraad), Septer, sekulo, kommissarer, Kaprise, Karakteer, Publikums. Men er det Bogtrykkerens Orthographie, da slet ham til rette, og true ham med den latinske Skole, hvor der, vanker haandtag for dem, der skrive ilde.

1

Til Hr. Conferents-Raad i Anledning av Hans Brev til Kongen

NO. 1772.

Bergen,

trykt hos Kong. Maj. privil. Bogtrykker, h. Dedechen.

2

        

3

Hvad følede vi ikke, da vi læste det, som var kommen fra Dit patrotriske hierte? Hvad Virkninger giorde ikke saadant udi vores opfelse og Hengivenhed, udi vo-

res Nidkierhed og kierlighed for vores dyrebare Monarch, Kong CHRISTIAN den syvende, for det Kongelige Huus og for fædernelandet?

4

4

Men end vores ømhed? - - - Denne har aldrig været større, end den Tid vi fik høre, at dette Alt havde været nær ved en Fare, der var saa meget mere græsselig, som den var tilberedet av dem, som helst burde have beskiertmet det: Av dem, som var nærmest, og derfor burde have været de første til at afværge alle stød: Av dem, som var forbundet ved De stør- fre velgierninger, og derfor saa meget mere vare forpligtede, at hellige dette Alt en uforrykket Troskab.

Faren er forbie, og de Skyldige staae til Regenskab for deres Formastelser, for deres Ondskab og frækhed.

Vi skiønner med den inderligste Taknemmelighed og Erkiendtlighed paa Dem i som haver ladet sig bruge som værdige Midler til at anvende det avskyelige, som var tiltænkt vor

Konge,

5

5

Konge, det Kongelige huus og vores gandske Forfatning. Vi vil i vore Hjerter oprette Dem de Æreminder, som De verved have fortjent. Vi vil ikke glemme nogen af Dem, som haver havt Deel i at udføre dette, og at redde os fra en Forrykkelse, som var nær for Haanden.

Priisværdige ZULZANA! elsk-

værdige FRIDERICH! Disse Navne skal endog mere forherliges, end de allerede ere. Ja, vore seneste Efterkommere skal erindre Dem med Velsignelse og Taknemmelighed.

De øvrige mænd, de retskafne patrioter, som har været med, skal have et værdigt Sted udi vores og vores Avkoms Minde. Efterslægten skal endog binde de Laurbær-Krandse

6

6

for Dem, som De have fortient, ved at opfylde Deres Pligter. Disse Pligter vare ligesaa søde, som nødvendige og haarde:

Forvovenhed giorde, at de kunde kaldes nødvendige, men Retskaffenhed var den Aarsage, der giorde den sod og behagelig.

Men Du, vores forskrækkelige SUHM! hvad skylder vi ikke Dig? Du baade tænker, taler, skriver og handler som patriot. Vi ærer Dig, vi takker Dig! Men er ikke dette noget, som er vor Pligt? Jo, vi har længe kiendt Dig, som en Menneske-Ven/ som Patriot og en retskaffen Medborgere; vi har kiendt Dig, som den, der ved Dine Skrifter har giort Dig fortient: men vi har ikke uden ved denne betydelige, denne beklagelige Leilighed lært at kiende Dig paa den Side, som Du haver viist Dig ved Din Tale, Dit Brev, eller hvad vi

7

7 skal kalde det, til Kongen. Du taler for Dig Selv og os Alle; og hvert Ord af din Pen er noget, som rører og opvækker. Du taler ikke som en Smigrer, men Sandhed Dit Vidne, Din forskandsning og Forsvar. Lyksalige Tid! da Undersaattere tør, kan og vil nærme sig til Tronen med det, der binder begge Dele sammen med uopløselige Baand! Du taler ikke som den, der vil giøre Dig stor paa andre brave Folkes Regning. Du op høier Dyd og retskaffenhed, hvor den findes. Du giør forskiel imellem de virkelige Onde og dem, som paa en uskyldig Maade kan have taget Fei! i en god Hensigt. Du veed, hvor let det er at underkiende Andres Gierninger: endog dem, som aldrig, i de paagieldende øieblikke, kunde rettes og forbedres, uden at forfalde ti! storre Feil. Du taler ikke som den, der vil krybe i skiul, naar Udgifter skal udredes for det Almindelige; men Du tilby-

8

8

der Dig selv frivillig at bære den Deel, som førhen laae paa den Usle. retskafne, for-

træffelige Medborger! Gid den ædle drift, som besiæler Din Patriotisme, måtte føles hos mange, og antænde Gnister der, hvor denne søde Glød synes at vare uddød! Ja, gid at dette Roesværdige hos Dig, maatte binde den ene Stand nærmere til den anden! da skal vi tilhobe blive et saadant Folk, som skal misundes af fremmede slægter.

Skrevet i Bergen den 16de Februarii Anno 1772.

1

Tillas os at takke Dig, Du store Dannemarkes og Norges Patriot! Tillad os at tegne her Dit uforglemmelige Navn, Hr. Conferentsraad SUHM !

for at sætte

disse taksigelses Linier

i en klarere glands.

Men havde jeg en Tolk fra hine Sandheds Enge, Som kunne lære mig, hvor Du besiunges bør, Du Sandheders Herold! som Himlen udsaae længe Til den Beundring, der foreviged Dig giør. Hør, Bergen! knæl dog ned! ja ned for Himlens Throne! Og tak den Viisdom, hvorav bestyret blev! Da Han, til Landets Vel, sang i cherubers Tone, Og Himlen denne i Monarchens Hierte skrev. Ved mig Du ikke kan en saadan Helt besiunge, Saaledes som sig bør: og hvo var værdig nok? Men viid! din Pligt--og Han vil smile til den Tunge, Som nynner ikkun klækt blandt Norges SangerFlok.

2

høystfortiente herre!

Saa stor magt har Dit dyrebare Brev, som du paa Rigernes Vegne skrev til vor Velsignede Konge, faaet over vore hierter, at vore ringe ævner ikke kan holde os fra at bringe Dig er ydmygt taksigelses offer, som burde være Dine høye fortienester værdigt. En ligesaa værdig Pen, som den, Din dyre Haand bestyrer, skulle her sætte Dine Fuldkommenheder i Lys; Men hvor mange cre betroede de gaver, Forsynet allene seer saadanne hierter, som Dit, forbeholdne! Du har Roes og ophøyelse nok i Dine n-almindelige Egenskaber, og derfor ikke trænger til vore berømmelser, som, om de naae den høyde, vi øn-ske, dog aldrig strække til Dine fortienesters høyhed. Hvo ville synes ilde om, at Borgere besiungede en Viisdom, som har Kongens og landets velfærd til øyemeed? Hvilken Viisdom er Dig saa naturlig i alle Dine Foretagender, Du store Patriot i vor sælskabelige Verden! Ingen uden den, som var saa ulyksalig at synes ilde om, naar det gik Kongen og Landet vel. Har Du, som hiin, i guddommelige Monumenter Foreviged, der fordum stod imellem gud og Folket, staaet imellem vores jordiske Gud og os, for at tale saa hellig Sag, som den, hvorpaa Dine Med borgeres Del beroede; saa tillad, vi ophøye Dig med den Lov og Taksigelse, der ey saa tydelig i disse Linier kan udtrykkes, som den er indtrykt i vore Hierter, for aldrig at forglemmes, førend den sidste Forglemmelse virkes hos os av alt! Du ind- saae med det klareste Lys de uomstødelige Grunde, hvorpaa riger bør bygges, naar de skal blive lyksalige: Men Han, som gav Dig Viisdom at indsee dette, gav dig og Frimodighed at aabenbare dette for Ham, vor Dyrebare Chri- stian, som har en hærskende Magt over Sine Riger, men ligesaa hærskende villie til at giøre dem lyksalige. For

3

bandede Ischariother! som, ved at ville forraade saa Velsigned Monarch, ville tillige anrette almindelige øde-læggelser for vore riger og Lande; thi Rigernes velfærd er just concentrered l Ham, som i sin Middel - Punct. Evig velsigned være Gidd vor Zebaoth! Hvo knæler ikke for den majestætiske Aarsag til Dannemarks og Norges frelse! Han har i denne Tid ikke mindre herliggiort sin Magt og Maade for os, end fordum for sit Folk, som han med en vældig Haand udfriede fra hiin egyptiske trældom. Med os skal hærskarernes Mangfoldighed istemme: Du er værdig at tage Æren, prisen Og Kraften, Gud, vor Immanuel! Du har og vil giøre vore Fiender, Forstyrrerens Avkom, til offere for din havnende retfærdighed. saaledes stiger endnu den tykkeste røg av vore Tak-Altere til det høye; thi vi glemme aldrig den Nat, Almagten lod det blive lyst igien paa vor nordre Poel, og sadt rigernes soel i Sin medfødde Glands. Med Dig, høyst-fortiente Herre! (Du har viist os denne allerstyldigste Pligt) med Dig velsigne vi vor Velsignelse værdige Ju-liana! Med Dig ophøye vi den beste Prints, vor Dyre Friderich, som besidder de Egenskaber, Himmelen ønsker, til Kongens og Labdets Del! Gid, Din værdige Tunge ville sige Høystsamme, at vi evig velsigne Dannemarks oa Norges Enke-Dronning Juliana, og arve-prints Friderich! Liv og Blod, børn og Gods er den beste Be-

segling paa vore ønsker over tør uskatteerlige konge, umistelige kron-prints, og det velsignede kongeli- ge huus. Hvad skylde vi nu Dig, høystfortiente Herre! som, da Du ikke kunne tale, fordi Molochs Zirener havde liftet sig til Thronen, sukkede til alle throne: behærskede om et vaaged øye over den danske Throne: men nu, da retfærdigheden, i eet øyeblik, som altid skal være os helligt, stødte disse Uhyrer fra Thronen, har talet, som en kroned menneske-ven, i de Udtrykke, der viser Din Redelighed mod Kongen, Din Iver og Nidkierhed for Landets

velfærd.

4

Velfærd. Det, Du har talet tit vor Velsignede konge, ønske vi, maatte skee! Vi ønske det med den inderlige kierlighed og dybe soumission undersaatterne skylde sin dyrebare Monarch. Gid, vor Dyrebare Christian ligne Sine Belsignede forfædre, og blive den vinseste, Mildeste og Beste Konge i Norden! Gid høystsamme, vor Lyksaligheds Kilde, maatte av forsynet velsignes med de Viise Raad, som kunne lette Hans tunge Byrde, blive Rigernes Styrke, frugtbargiørende Floder over det gandske Land! Den lyksalige Plan har Du, høystfortiente Herre! lagt for Kongens naadige Dyne; over den gloede vi os; for den ere vi Dig evig forbundne. Vi kan ikke betale Dig uden med den ydmygeste Taknemmelighed, og de inderligste Dukker. Vor Tak skal altid være dig helliget, fordi den virkes af Hierter, fom elske en fornuftig Borgere, en redelig Patriot, en dydig menneske-ven. Vore ønsker skal stedse udbede Dig av Forsynet saa stor Lyksalighed, som i ønsker kand have Sted. Gid det maatte gaae Kongen og Landet vel; thi da naaer Du Dine ønskers Maal, som nu har vidst Verden, Du vil gierne være et Middel hertil! Gid Du og Din høye Familie leve længe! og ligesaa lyksalig, som længe!

Det skee! det skee! saa ønske vi: Gid Himlen det

samtykke,

Og krone saadan Patriot med beste Held og Lykke!

Indtil at Verden ikke meer vil unde os et Rum, Vi takke, ønske, unde godt Hr. Konferentsraad

SUHM.

1

1772. 6te Aargang. No. 12.

Tronheims kongelige allene priveligerede udresse contoirs

ugentlig udgivende Efterretninger

ved Commeree-Seereterer rissen,

Forsendes med Posten Fredagen den 20 Mart.

Forfatteren af det Skrift:

til kongen. Tak ædle Herre, Tankers Tolk! som før har længe skrevet:@ Af Lærdom, Dyds og Sandheds Træk navnkundig blandt os blevet, De Dig ej kiendte, kiende Dig dog af der rare Pund; Bar Du end aldrig Navn af Raad, gaae de ej af din Mund; Din Pen det havde dog fortient; hvorfra de flyde sunde, At Store Rigers Skade selv ved dem helbredes kunde; Jeg skal ej sige, om de fik udrette meget Godt, Da de, som før blandt andet sundt, foragtedes med Spot. Du bruger ej qvaksalverie og pillerie forgylder, Som have døds Forgift i sig, slaae ud i slemme Bylder.

2

Forsynet selv vil bane Vej for nyttig Lægedom,

Naar fuskerie har viist sin Konst, at giøre Laden kom.

Vi boe, GUD Tak! i Sundheds Land, hvor Pesten ikke trives,

Ej Barbariets Plante (*) kan i Norden vel oplives.

De glatte Navne, Vidd og Smag, vi gierne bytte hen,

Maa sand Religion og Lov staae pille-fast igien. (**)

Hvad Sum Du med Dig førde bort, kan Norge aldrig anke,

Da den langt bædre staaer hos Dig, end i Venedisk Banqve:

Liv - Rente kan der ventes af. Tak rene Sandheds Helt!

Hvis ære-navn jo længer gaaer, end Wardoe er fra Belt. Blandt os har mangen seedet sig med vores Lands Formue,

betient sig deraf ridderlig selv samme at udsue.

Du ynder vores Land og Folk, ej yder Skam til Løn:

Vi unde Dig Din Deel, Du fik, som Dydens ægte Søn.

Vi priise GUD, for Sandheds Aand end bruger Raad og Storke, Naar løgnens i masqveret Skin vil alles øyne mørke,

At GUD oplyser Kongers siæl, til nye Velsignelse

Paa Jorden; lærer Dem sin Dom. Der skee! Det skee! Det skee!

(*) Som beskrives i A. v. Hallers bekiendte Fortale.

(**) Owen. Duo omli Reipiiblicæ:

Lex & Relligio junxerunt fædera; pravas Hæc hominum mentes eomprimit, illa manus,

Erik Herlov, som haver fordansket 3 Bøger af Owen. trykt kiøbenhavn 1726. setter: "Religion og Lov er knyttet i et Baand;

hiin tømmet vores Sind og denne vores Haand."

de, løfter i hans døds Sygdom. saa- snart structuren med tvende Stemmer var i kirken opsat og til Gudstienesten kunde bruges, blev det af Stedets Sognepræst velværdige Hr. Ole højer i en meget talriig Forsamling af høye og Lave, ind- viet den 9de Søndag efter Trinitatis a. p. da der i prædikenen af textens Ord Luc. 16 Lap. v. 9. blev forestillet: Guds boli- ger: 1) De foranderlige. 2) uforanderlige, og til Hentydning paa Orgelværker af Psalm. 84. fremsat: 1) Guds børns løst til Guds Boliger. 2) Deres forløstelse i Guds Boliger, med inderlig bøn til

den

udskililgt nyt.

Til priisværdig æreminde og et rart Exempel paa, at pryde Guds huus og Guds tieneste, kand følgende meddeles: Forhen værende Eyere af Sparboe præ- stegields kirker, nu afdøde velædle Hr. Lieutenant Caspar Hendrich Mestervald, har bekostet og givet til den grundmuret Hoved-Birke Mehre, et af structur smukt og af Lyd sterkt og vellydende Orgel. Paa dette var begyndt og noget bekosted for Sal. Hr. Lieutenantens døden, mens siden med Bekostning, fuldført af Hans Respective børn efter Deres, Faderen gior-

3

den Høyeste om Orgelets sande Nøtte. Saadan en Donation til en Kirke af en eeneste Familie maae ansees roesværdig, og maaskee bliver rar. Dette Orgel er bygget af Orgelbyggeren Msr. Gloger, som og ved Gudstjenesten spiller derpaa, imod at nyde en liden Told og anden Goddæ- dighed af Mehre Sogns Almue, som den godvillig har tilbudet sig at give aarlig, hvilket tiener til samme Almues Berøm- melse paa denne villighed til Godgiørenhed, naar det tiener til Guds Ære, Meenighedens Opbyggelse og Kirkens Zirat.

3 Søndag i Faste prædiker formodentlig:

Høymesse. Aftensang.

Dom-K. Hr. Hegge. Msr Krog.

Frue-K. Msr. Hoff. Hr. Lehman.

Hospit. Msr. Lind.

Dødsfald.

Frue Wagenfyr død paa Christiansieen og Mad. Anna Malena Reiner død her i Byen.

Indpasserede.

Hr. Grev Wedell og Hr. Lieut. Heide fra Kiøbenhavn. Hr. Proviant-Commissair Friedlieb fra sin udenlandske Reise. Kiøbmand Sr. Hansen fra Brunsviger Market og Sr. Laarsbye fra Amsterdam.

Udpasserede.

Hr. Henrich Meinche til Tydskland.

Efterretninger for Publico.

Paa Tirsdag den 24de Martin førstkommende afgaaer Posten herfra til Nordland,

da de Breve, som med samme skal bortsendes, bliver Mandagen forud paa Post-Contoiret indleverede.

Bekiendtgiørelse.

Til alle Vedkommendes Efterretning bekiendtgiøres herved: at de, som udi min Fraværelse, enten maatte have at betale, eller hos mig at fordre Penge, i begge Tilfælde vilde adressere dem her i min Sal. Faders Huus, til Msr. Christian Hoe, som dertil af mig er committeet. Tronhiem Den 19 Mart. 1772.

Henrich Meinche.

Da min Kone Martha Olsdatter modvillig og uden stiellig Aarsag har forladt mit Huus, og imod min Villie og Samtykke opholder sig hos Hr. General-Auditeur Bruun paa Ringved, saa bekiendtgiøres herved, at jeg undertegnede Ole Halvorsen Ørstad ej vedtager at betale, hvad hun i mit Navn laaner eller borger, men de som crediterer hende maae have Skade for Hiemgield. Tronhiem den 13de Martii 1772.

Ole Ørstad.

Da jeg udi forrige Uges Adresse Contoirs Efterretninger har bekiendtgiort det Indbrud, som er skeet udi mit Huus i min fraværelse til Levangers Market, hvor,ved baade det, som allerede er opgivet, og siden end meere, blandt andet: En Guld Ring og Et par forgyldte Kaabe-Spender, som og er bleven mig frastiaalet: saa skeer dette nu igien, for at advare den eller de, som maatte have enten købt, tilbyttet eller modtaget til Bevaring saadanne fra mig bortstiaalne Vahrer, at de da angiver samme til mig, paa det de ikke siden skal vorde anseet for Hælere af saadanne Tyve-Koster, og derfore vorde anseer og straffet efter Fortieneste. Tronhiem den 19de Martii 1772.

Elen Sal. Guddes.

proclamara.

Herved indkaldes alle, som nogen Fordring i Tronhiem kan have hos Sr. Nicolay Anthony Fyhn, der var boende paa Gaarden Sandtorv i Senjens Fogderie og har giort Opbud, at beviise deres Fordringers Rigtighed og modtage den Andeel dennem af hans paa Sandtorv efterladte Fallit-Boes Beløb kand blive udlagt; hvilken Forretning sluttes paa min Gaard Sandnes i Tromsøe Fogderie den 27 Julii indeværende Aar 1772. Sandnes den 7de Januarii 1772.

W. M. Thomæsøn.

Auctioner.

Efter De Herrer Opbuds-Forvaltere i Hr. Raadmand Archdalls Opbuds-Boe, Hr. Procurator og Lavtingsskriver Lorentz Ewensen og

4

Sr. Søfren Holst, Deres skriftlige Reqvisition af 28de Passato, bliver udi Tronhiem i Hr. Raadmand Archdalls endnu iboende Gaard den 8de April førstkommende ved offentlig Auction opbuden, Tiltnæs Saug paa OdelsGrund i Stods Tinglaug udi Inderøens Fogderie, hvorpaa efter Høy-Kongelig Bevilling aarlig er tilladt at skiæres, for det meedste af Odels- og Selv-Eyer Gaarders Skove 4000 enkelte Bord, hvoraf nemlig af Saven med sit Inventarium og det aarlige Qvantum, Opbuds-Boet ikkun er eyende den halve Part; Men Med-Eyern derudi, efter bemelte Reqvisition iligemaade lader sin anden halve Part under det samme opbydes, og om fornøyelig Bud skeer overalt bortsælges, men i vidrig Fald alleene Opbuds-Boets eyende halve Part at afhandles. Iligemaade bliver paa samme Tiid og Stæd opbuden Spøttens Almindings Sav i Stods Tinglaug paa samme Maade, efterdi Opbuds-Boet ey heller derudi er eyende meere end den halve Part, og hvorpaa overalt, efter en af General Forstamtet udstæd, og af Rente-Cammeret ratificeret Forpagtnings Contract, kan skiæres aarlig af Spøttens Almindings Skov 6240 Bord, hvilket vedvarer til 1774 Aars Udgang, da, om Forpagtningen i den tilkommende Periode ey kommer til at continuere, Savbygningen til Hans Kongel. Majestæts frie Dispensation hiemfalder; Til hvilken Ende de Lysthavende sig om Formiddagen Klokken 10 Slet behagelig ville indfinde, da de fuldstændigere Conditioner til enhvers Efterretning nærmere bliver bekiendtgiort. Fossum den 7de Martii 1772.

P. Rosted.

Da (S. T.) Frue Cammerherreinde Schøller har ladet udi Skrivelse af 29de Passato, reqvirere Auction over Marie-Lunds eller Støens og Gotvasliens Savbrug udi Sparboe og Inderøens Tinglauger i dito Fogderie beliggende: Gaa giøres herved almindelig bekiendt, at samme Auction bliver holdet udi Tronhiem i Hr. Raadmand Archdalls iboende, Frue Cammcrherreinden tilhørende Gaard den 8de April om Eftermiddagen Klokken 2 Slet, førstkommende, og meldes tillige til Liebhaveres behagentlige Efterretning, at Gaarden MarieLund, skylder med Bøxel og Landskyld 1 Øre,

samt at det derunder kiggende beqvemme Aargangs Savbrug er den 3die Junii 1769. allernaadigst bevilget for det meedste af OdelsSkoves Tømmer til 6000 Bords aarlig Skiørsel. Gaarden Gotvaslie skylder med Bøxel og Landskyld 4 Mkl hvorunder Saugbruget ligger, og hvortil af Gaardens egen Skov er d. 12 Jan. 1768. allernaadigst bevilget at skiæ- res 4000 Bord. Iligemaade er til samme Sav efter Forpagknings-Contract af 19 Febr. 1768. d. 5 Mart. nestefter i Rente-Cammeret ratificeret, henlagt Sandsetter Almindings Sko til 15000 Bord aarlig udi 5 combinerede Aar, fra 1770 til 1774 Aars Udgang. Den eller De som maatte blive Høystbydende paa disse Gaarde og Savbruge samt Almingens Benyttelse til benævnte Tiid, paa de Conditioner, som paa Auctions-Stædet bliver bekiendtgiort, og paa Høyvelbaarne Frue Cammerherreindens nærmere Approbation, kan om forlanges bekomme den største Deel af Kiøbe-Summen mod første Prioritets Forpantning, og noget aarlig til Afdrag paa Capitalen at betale. Fossum den 7de Martin 1772.

P. Rosted.

Efter Catechete Sr. Knud Lorch, bliver Auction holdet paa Gaarden Belboen i Strinden; hvor allerførst Gaarden med VaaningsHuuse bliver opraabt den Første Gang Mandagen den 6te Aprilis om Formiddagen, Anden Gang samme Dags Eftermiddag Klokken 3, og endelig Tredie Gang, da Gaarden absolut bortsælges, den 7de Apr. Formiddag, Klokken 11 Siden fortfares samme og efterfølgende Dage med Auctionen over Boets Effecter, hvorover trykte Fortegnelser bliver at bekomme Tirsdagen den 24 Martin hos Kiøbmand Sr. Lemmich. Dem som ellers i dette Stervboed maatte ville have noget fremført, be- kiendtgiøres at Skifte-Samling skeer Mandagen den 6 Apr. paa Arvetomten. Skifte-Retten den 10de Martii 1772. Skifteforvalteren. Bortkomne Sager.

I Søndags den 15de hujus, er tabt paa Gaden, imellem Raadstuen og Hr. Agent Lysholms Huus, en hvid brocheret Damastes Lommepung med Sølv Laas for og nogle Penge i; skulde nogen have fundet samme, som vil levere den tilbage mod en Douceur, bedes, at anmelde det paa Adresse-Contoiret.

1

Et Brev til Hr. Konferentsraad Peter Frid Suhm. fra

Josias Leopold Bynch.

2

        

3

Ædelmodige

Hr. Konferentsraad!

Dette Tillægsord udmærker mig Dem i den Høivelbaarne Haab. De ville med Ret forsmaae en misbrugt Titulatur, giver de mig da ikke Friehed nok til at lægge den afsides og fremstille Deres Ædelmodighed for mine Tanker, til at trøste min nedslagne Banghed? — Viisdommen har De tilfælles med faa; men Ædelmodigheden med ferre — Vel mig da! at denne forvandler min ordqvælende Undseelse til reen Friemodighed! — Ikke Modbydelighed for den Ydmyghed og Høiagtelse enhver Dydig skylder Dem; — ikke den fineste Følelse af Mistillid til Deres Ædelmod; — ikke Frygt for de ømme og billige Bebreidelser, hvormed jeg for længesiden har bestraffet mig selv, holder, min Person tilbage fra at yde Dem den Tilstaaelse, som, førend den bryder ud, er en Uroe i den Feilen-

4

4 Des Bryst; — men kun Hiigen efter at Deres Ædelmodighed kunne viide, at den ikke beskiemmede en Uværdig; — kun Frygt for de oprippede Piinsler i min Siel, som ville mere forøges, naar jeg strax nød Deres Velvillighed til at forlade, inden jeg havde beroliget mit eget Hierte, med den Handling, som lovede mig en tillidsfuld Glæde, den første Gang jeg indstillede mig for Dem;— kun Lyst til Lejlighed, efter at udvikle min Selvkiendelse for Hr. Konferentsraaden, som Undseelse og Ærbødighed muntlig maatte fortie, — bruge nu min Pen, som en fyrrig Forløbere til Deres Hierte. — Hvo kan fremviise det Papiir, som jeg besmittede med Smigger, uden naar Modens Talebrug eller den strænge Nødvendighed, som forkuer Høimodigheden, tvang mig dertil? — Smigger er Gift for en Taabe; for meget Viin for en Selvklog og en satirisk Slange for en Fornuftig; — de Piile rive meest i den Retsindiges Hierte, som udskydes under Bedækningen af Smigreriets Skiold.— Hvad Bevæggrund har jeg da til at smigre for Dem, der ere en Selvkiende- re; en Veltænkende; en Viis?—Deres billige Foragt og mit Hiertes Bebreidelse ville da blive min Straf. Ingen Mangel formaaer at kyse mig dertil. O! hvor lykkelig havde jeg været, dersom jeg altid havde vedblevet at bære denne Maske, naar adskillige mødende og sielemyrdende Ulykker, have truet mig til at krybe, for et Øjeblik, i Skiul bag dens forsminkede Yndighed.—Nei! ikke den Mangel engang, der sammenkrymper andre, som Orme, har kunnet nedtrykke mig i Støvet, for der at sluge de Fordele, som Smigrerne gabe efter. —- Forventende Fordeele udlokke heller ikke Smiger af mig. Høihed bestemmer jeg kun efter Insigt og Dyd; — bliver jeg Insigtsfuld; bliver jeg Dydig, da bliver jeg høi nok; om jeg saa forresten kun blev en Degn. Mit Guld er Hviile i min Siel og en Forstkandsning for ikke at blive antændt af Gidshalsens Luer; — ligesaa stor Nøisomhed naar jeg har lidt, som naar jeg har meget; — det Klenodie jeg meder efter, er, Lejlighed til at smage et oprigtigt Venskab og udviide mine Indsigter. Skulle jeg da vanære mig med Smigger? — skulle jeg bruge den for at faae een saa billig Fordring underkient? Nei ingenlunde! — Ligesaa vist, som Hr. Konferentsraaden, ved sin sædvanlige Omdømmenhed, troer, at jeg i dette Skilderie om mig selv ikke skeier uden for Beskedenheds Ran, ligesaa lidet vil De have mig mistænkt for skuul-

5

5

øiet Smigrerie. — Smiggerfri; — tum fra uædle Hensigter; — befielet afDyden og med Sandhedens klare Ansigt, tør jeg da nu iværksette den Pligt som saa længe har ulmet i mit Hierte.

Nu først en almindelig Kritik over mit Foretagende! — Et Exempel skal vare Talsmand og Dommere tillige i min Sag. — Jeg kan ikke fremlede noget værdigers Exempel end Hr. Konferentsraaden selv. Sandheden har herved intet at befrygte; saasom Dyden formælet med Viisdommen aldrig avler Partiskhed. — Om Hr. Konferentsraaden, fik et Brev, hvori det frie; det reene, oprigtige og uforbeholdne Vennesprog hernede og Let fra deres Ven, som var bleven beivrek, til at sirive det, af fin faa lange indebrændte Tilbøielighed for Dem; — som udveiede det ved Vægten af de hyppigste Følelser og udskrev det midt i den Beklumring, som lynedlige Ønsker foraarsagede; ville da Hr. Konferentsraaden ikke (forlad at jeg spørger) see hen til den klare Kilde; det retskafne Vennehierte, hvorfra de havde faret en saa rar Ædelsteen? — ville De ikke føle en kildrende Velbehag hos dem, ved at see Deres Vens velmenende og smeltende Øiekast over alt i Brevet? Deres groende Velbehag ville blive til Glæde; — Glæden ville søge Medhold og troe at finde sig selv hos alle; thi det er Glædens Natur. De meente da, at andre, deres Venner, skulle; at de ville læse deres Vens Brev med samme Fornøielse, som De; — at Deres Venner havde ligesaadan et Begreb om Deres Ven fom De; - - Deres Hierte lærte Dem denne Mening; — i en ædel Troeskyldighed lod De da Deres Vens Brev besøge Deres Venner; men hvor modbydeligt ville det ikke blive dem, dersom een af dem opholt sig over Deres Ven, fordi hans stærke Følelser havde glemt at bruge den gængse Titulatur, dem tilkom? — De ville vide sig selv som Anledning til denne tagne Forargelse og blive meget fortrydelig paa deres Vens Kritikus, som var uvidende om den Forhold der er imellem Deres Ven og Dem, som Venner, og det Mellemrum der er mellem Dem i Henseende til Titelen;

Politikken giør jo i det samme Menneske Forskiel imellem Embedsmanden og Privatpersonen.

6

6

Dette er Exemplet, som jeg i en usminket og ukunstlet Ydmyghed, lader fordømme mit Foretagende i at bedømme Hr. Konferentsraadens: Til Kongen; — Exempeloriginalen (exemplatum) danner sig selv. — Aar- sagen til trykte Skrifters Bedømmelse, bør være: Omhue for Sandheden; men kan denne Aarsag forsvare mig nu, efter at jeg fik denne Oplysning?

— Nei ingenlunde ! — Naar Aarsagen til en Handling ophører, saa bør den, for saavidt det er muligt, giøres ugjort. — Venner afgiøre selv deres Sandheder indbyrdes; — Hvis Pligt er det at saare deres Hierter? — Om saa meget kan jeg dog, til at formilde min Dom, paa det helligste forsikre Hr. Konferentsraaden, at jeg ikke vidste det ringeste om at Dette forholdt sig saaledes, førend efter at den Veldømmende havde seet Lyset; Thi jeg kommer sielden i Selskab.

For Resten indskyder jeg mig under Hr. Konferentsraadens beske- dene og ædle Hiertes Dom, om jeg med nogle Meninger, som den Veldømmende fremførte, har bortsneget mig, for ikke at øine Sandheden; — om jeg ikke følte Patriotisme, da jeg gav andre Sandheder en Sminke, som skulle formilde Mængdens Skræk for dem; — om jeg alle Steder har været falsk og ingen Steder oprigtig mod Sandheden? —

Beskrivelsen over Philint er ubesindig-lang og passer sig ligesaa got paa Exempeloriginalen, som en knyttet Haand paa et Øie,

Det Øvrige er udjaget næsten med løbende Haand; hvad Under da! at Sprogets Polering; Tankernes nøiagtige Bestemmelse og Udtrykkenes Styrke ere borkslendrede. — Jeg hastede kun for at faae min Fortjeneste;

— skiønt Lyst til at erhverve Noget, er ikke uædel hos en Manglende, naar den er et Bie-Øiemeed; — men Fordeelen deraf veltede sig ind i en anden Kasse.

Jeg burde ikke kaldt mine Tanker: en Kritik. — En Kritikus er Undertiden enten saadan een, som gisper og vansmægter under

Brynden af Autoritetsfordommene, og kravler idet tørre Støv;

eller en forvandlende Ovidius, som opklynger sig, ved Vittigheds Reeb, paa Dommer-Tronen; hvor han behager mest, fordi han bryster sig og efter blotte Indfald, enten ophielper; eller styrter;— hvis fortryllende Scepter, lige-

7

7

som Magnetnaalen, dreier sig efter hans Lidenskaber; — eller og en Menneskefiende, som bruger Dommen over Autors Skrift, til at sværte hans personlige Karakteer, og hvis Underretninger ere Fremfusenheds, Underkuelses og Misundelses Spyd, der stiiles lige ind paa Autors Hierte. — Om jeg har soret nogen af disses Fane, det overlader jeg til Hr. Konferentsraadens eget milde Øie. Dog! — Min Vittighed forførte mig til at be- gaae en Feil imod Dem, som mit Hierte bebreider mig. Ingen af mine Herrer Bedømmere, have, det jeg husker udmærket sig denne store Feil. Det Sted, hvor der tales om det udtømmede Rige og andre Stæder har jeg giort saadan en Udlægning af deres Ord, som ikke harmonerede med Deres Hierte. Her har jeg besmitttet mig med den almindeligste og afskyelsesværdigste Kritiksnildhed. Jeg har mere Møie med at forkaste og udvælges end med at opfinde Tanker; herudi ligger Kilden: Incidit in fcyllam, qvi vult evitare carybdim. Hos en saa stor Menneskeven, som Hr. Konferentsraaden, skiules paa denne Grund min Forseelse snart i Ømheds og Selvkiendelses Glemmebog. — Kan Menneskekierlighed vel ansee mit Hierte, som ophævisk, fordi min Stiil falder heroisk? — Aldeles ikke! — dog veed jeg at det er en Feil; — men ved at rette den, kunne jeg lettelig forfalde til den homiletiske Sladdervurrenhed; — og da blev min Ydmyghed til Slendrian.

Er det da en Sandhed, som mig er bleven sagt, at Hr. Konferentsraadens Vennerigdom allerede tilforn har overseet og undskyldt mine Feiltagelser; hvormeget mere munter maa da nu min Tillid til Dem, i denne Henseende blive, om jeg, med mine ularvede Tilstaaelser og Undskyldninger, faaer rørt Deres Hierte. I Kraft heraf ville De herefter og alle Menneskevenner, ansee den Veldømmendes Udsvævelser, som nogle hid og did beplettede Udviklinger (commentaires) over Deres Tanker; — De ville oversee min umodne Tænkekrafts Feil og troe at jeg kun havde udvalgt Deres Tanker til et Hovedmaal for mine, allene forat drage Folkes Opmærksomhed til mig og for at berolige den kort tilforn herskende Knurvurrenhed; —enhver vil da, ved den enkelte Fornufts Hielp, tydelig see: at jeg i Grundfætningerne stemmer i med Hr. Konferentsraaden. De ville da ogsaa nu prøve mine fremlag-

8

8

de Grunde og Deres Ædelmodighed frikiende mig fra det vederstyggeligeHyklernavn! —

Nu mens jeg er løsnet fra den almindelige Egen- og Foster-Kierligheds Tænker, tillader vist Hr. Konferentsraadens Langmodighed, at jeg forraader det jeg har tænke om mine Bedømmere. — Jeg vil være ligesaa reentalende om dem, som over mig selv.

Det veltænkte det yongske og nyttige i Aftenposten er for en stor Deel skreven af Emanuel Balling; en ædel Menneskeven eg min Ven; —@Hvo der var Autor til den mildeste Dom, som man har seet over den Veldøm- mende, viides ikke; — men — mon denne Dom ikke var alt for mild?— Enhver, som sammenligner den med denne Udladelse, vil ikke mangle Svar, og Hr. Konferentsraaden har selv Viisdom nok til at afsiige Dommen. — En Kritik bør ikke skære for dybe Flenger i de alt for ømme Autorhierter; og lige saalidet bør den giøre dem fra kry; saa selvstoelende og saa forfængelige, at de kunne tænke til, at erhverve sig en uindskrænket Autoritætsmyndighed;

— den bor være saaledes indrettet, som de to Stykker af den kritiske Jour- nal over 17 Januaris Skrifter: — endskiønt vens Autor har i en

anden Begivenhed, offentlig givet mig Prove paa sit Fiendskab til mig, saa maa jeg dog, for at vise Hr. Konferentsraaden min Beskedenhed, tilstaae at jeg anpriser den til et Mynster for mig. — Undtagen det Indfald over mig med L. F., som ventelig finder ingen Biefald hos nogen anden, uden hos Autor selv. — Det kielneste Venskab bor ingen Indflydelse have paa offentlige Afgiørelser. Menneskevennen og den feilende Autors Overbeviisere maa jeg tillige kun- ke see i Kritikken. Retfærdighed bestaar jo i Naade og Strænghed; men Menneskekierlighed er velvilligst til at yde Naade og denne Egenskab er en efter- givelig Feil hos Forfatteren af denne Læmfældighed i Aftenposten; Han er endnu skilt — Mine Fiender ytrede en alt for giennemtrængende Høflighed herover og hilsede mig, som Autor til Aftenposten. — En skarp Kritik fra en Ven, kildrer mig usigelig; thi jeg seer altid tilbage til Handlingens Hierte; — den Vanære derimod, som den ondskabsfulde Kritikus, fortjener sig med sin Banketærskel, er mig Fyldestgiørelse nok, til at hovere over ham med den inderligste Glæde. —

9

9 Bogtrykkerens Vindesyge fik Folk til at troe at Autor til den Giennemlæsendes Erindringer; — men hans Navn er S

Forresten vil jeg ikke retfærdiggiøre mig fra alle de Nedrigheder, som tildigter min Person. — Gud er den som dømmer. Hr. Konferents-

raaden er høimodig nok til at bestemme, om den Veldømmende viiste sig, som en Fiende af al Religion; af alle Love og af Dem; om han giorde sig bekient, som det fletteste og uværdigste Skumpelskud, som Jorden male af- snuppe om Erindringerne ikke, paa mange Steder, smage af den uforfalskede theologiske Melk, som Matronerne først pattede i Veisenhuuskirken,—@og af de Helgenes snevre Samvittighed, som efterat de, en Tid, havde lagt paa Hospitalet, bleve adspreddede over al Jorden. — om den Eenfoldigste behøver lange indviklede Slutningskieder for at udvikle de fornærmeligste; — og dumdristigste Satirer imod Dem selv og andre, som skiules i Hans Forsvar, ligesom Skedevand i Sukkeret; om de ikke frække en retsindig Læser med de Formastelser, som jeg af Ømhed over Autor ikke vil give det rette Navn? Dag 7 er Beviis nok for denne Kritiks Rigtighed. — Naar jeg undtager den Smerte, jeg har følt, over at see mig selv an, som Ophavs-Manden til en saa putgeil Autors Udladelse over Hr. Konferentsraaden har jeg forresten, giennemlæst Erinderingerne med Fornøielse, eftersom de Udpege mig et Skenie, som havde Ævne til at blive got og nyttigt, hvis det ikke var bleven befængt og formørket med fanatiske Spindelvæve og egyptiske Græshopper. — Enhver Grundigtænkende ville ligesaalidet, som Hr. Kon ferentsraaden ansee mig for en Krokodil, dersom jeg falt i Graad af Medlidenhed over de Pinsler, den gamle Adam har foraarsaget i S S Hierte,

da han i sine Erindringer forvandlede den Kristenkierlighed, han afhandler paa Prædikestolen, til Blodgierrighed. — Dog vil jeg, af et oprigtigt Hierte, afbede hans Forseelse hos Hr. Konferentsraaden og forsikre at Hans Eenfoldighed har meent det ret got, med hvad han skrev. — Hr. Konferentsraaden ville da behage, at lade hans Eenfoldighed være baade Talsmand og Friekiendere hos Dem.

Skulde ieg føle Noget til Fordoms-Ydmyghed, da maatte jeg selv med Smerte indtvinge Fordommen i mit Hierte. Denne Følelse ville

10

01 (10)

vist kun vare kort; — men Selvforelskelse vantriver den Siel, som higer efter at blive stor; — Hvo ville da maale mig efter sin daarlige Egenkierligheds Forhold, og troe, at jeg ikke, med et reent Øie, kunne insee; — og med et uforfalsket Hierte, kunne afbede og undertvinge mine Forseelser? — Ingen vil misunde mig den Sindsforfatning, at jeg, for at berolige min Siels Knurren over mig, er omhyggelig i at udslukke den Forargelse, som min letsindige, ubestemte og flyvegierige Tænkekraft har udsaaet. — Ingen vil fortænke mig, at jeg af mit inderste Hierte takker dem, som af Kierlighed til Sandheden og til mig, have forbedret min Smag; — at jeg af en hæftig Higen efter Fuldkommenhed, forestiller mig de ædelmodigste og beste Originaler, til at danne mig efter. — Ingen vil herefter tvivle, at alt for skarpe Bagtalelser jo have mangfoldiggjort mine Fejltrin. — Alle Høitænkende, som veed, hvad Fare Umodenhed er udsat, og De dyreste Hr. Konferentsraad! ville, i Drift af Deres forsonende Menneskekierlighed, for evig satte mine Ubesindigheder af Sigte.

Min oprigtigydmyge Selvfornægtelfe, vil nu igien øine de Kierligheds Luer, som jeg ved min himmelklyvende Uforsigtighed omhyllede med Skyer. — Ved Fejltrin stræbte jeg, som Daaren, at afbøde min Mangel, og just derved formerede jeg den. Mangel forbød mig altid, at blive saa nyttig, som jeg ønskede.— Et prosaisk Anlæg til et Sørgespil, Prinds Amlet kaldet og forfattet med Suk, har nu et Aar lagt færdig, og længtes efter at min kummerfrie poetiske Aand, skulle angribe og forbedre det. — Endnu har jeg ikke havt Udsigt til Mulig- heden af en stakket Tids Kummerfriehed, derfore er det bleven ube- tørt — Jeg er ikke engang saa lykkelig, som Holberg, da han var Student, at jeg, for at blive sleben og fat, og forbedret i Tænkekraften, kan komme til at beføge fremmede Folkeslag, ved Hielp af den Reisepenge, som mine Effekter kunne forskaffe mig.

Jeg er ligesom den Fugl, der med et skielvende Hierte, styver hid og did, eensom omkring i den gysende Udørkens Ødelæggelse. — Min forbigangne Tid indstiller sig for mig i een saa fæl Dragt, at mit Øie

11

11 skræmmes fra at skue min Skiæbne i Møde. Hvo ville da vel væ- re Grum imod en Ulykkelig; — hvo ville nedtrykke en moedløs og fordomme mig, fordi jeg yder den Pligt imod en viis, lærd, værdig og høitænkende Menneskeven, som jeg i Lykkens Arme, skyldede Verden?— Hvo ville undre sig over, at jeg, førend jeg besvimede i Uvirksomheds Dvale, tilfredsstillede mit eget, og opvakte Ømhed, med eftergivende Tilbøielighed, i alle Menneskevenners Hierte?— Min ytrende Selvkiendelse kunne let. overstige et Brevs Gierde, dersom jeg stykkeviis ville afskildre mine Domme over mig selv;—men det er min Trøst, at Hr. Konferentsraaden og alle Ædelmodige ere forsigtige nok, til at skille den udspredte Digt, fra mine virkelige Forseelser og medlidende nok til at antage min Overbeviisning, og Fortrydelse, og forandrede Forsæt, i Stæden for en Forsoning. — Jeg skal af alle de følgende Omvexlinger i mit Liv, udlede mange Andledninger til at besegle isår Hr. Konferentsraadens; — og i Almindelighed, alles Tillid til min Beqvemhed og Dyd;-— jeg skal af alle Ævner eftergaae de Pligter, som skal frikiende mig fra Hyklermasken og giøre mig mere og mere værdig til at udviise med hvilken retskaffen Høiagtelse

jeg er

Høivelbaarne

Hr. Konferentsraadens

underdanigste

Tiener

Josias Leopold Bynch.

12

12 Til Publikum:

Ingen vredes at jeg fremlægger en Brevvexling for alles Øine!

jeg tankte først at hylle mine Linier i et Brevsvøb (couvert) og oversende dem til Hr. Konferentsraaden; —- men Nei! — Hvad Prøve gav jeg da paa den Fortrydelse, mit Hierte føler. — Offentlig begik jeg dette og andre Feiltrin; — ligesaa offentlig og aaben- hiertet, bor ogsaa, om det er muligt, min Afbigt blive. — Gid Pub- likums Nysgierighed kun ville være mig behielpelig, i at nage dette Øiemeed. —

Var Brevet overleveret Hr. Konferentsraaden haandskreven, da frygtede jeg, at denne saa ypperlige Mands Selvfornægtelse ikke tillod mig, ved Sig, som en saa værdig Beskiermere, at sætte mig fra alt det, hvorved et reddeligsindet Publikum var bleven fornærmet.

Jeg kan ikke undlade at jeg maa afbede en besynderlig Feil, for den Veldømmende hos Publikum. — Jeg veed; at mange have, med god Grund, skumlet over, at den har anpriset en navngiven Person, som en ægte Patriot; — at denne ikke besidder de Dyder engang, som en jevn Borger, og meget mindre, som en ædel Menneskeven, en stor Siel, og rar Patriot bor besidde. — Endskiønt mine Ord ere temmelig varsomme paa dette Sted, kan min Selvkiendelse dog ikke lade mig undflippe fra denne rigtige Dom; — men enhver vil lettelig undskylde, at et ungt, troskyldigt og uerfarent Menneske lettelig kan lade sig fortrylle af en, som got forstaaer at handle under Ærligheds Maske. — Jeg tænker altid det bedste om mit Medmenneske indtil jeg bliver anderledes kraftigere overbeviist. Ingen Under da at slige eftergaae mig! — Der hører stor Erfaring til, at kiende og be- dømme det menneskelige Hierte. Jeg lider selv den største Skade, som oftest ved slige Overbevisninger, som ere tvert imod mit Haab og Ønske — Denne belønnede min hensigtløse Anbefalingsiver heel artig; — da sagde han sig, at have været min Medhielper, i at sammensatte den Veldømmende; — og nu har han ofte forsoeret sig paa, at jeg ikke har kunnet skrive Stats- og

Antistatsmanden — Eftertiden vil udvikle alt.

1

Et Digt over Frieheden.

Skreven

i et

kummerfuld Fangsel

af

Kiøbenhavn 1772. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store helliggeiststrædet.

2

        

3

Et

Brev

til

Deres høihed

herr

Schack Rathlau,

Hans Maiestets hemmelige Stats-Raad,

Ridder af Dannebroge. o. v.

Naadigste Høibaarne Herre!

Tillad, at jeg udsender nogle Tanker til Deres høihed fra fra et graaeligt fængsel. Denne Friehed kan ikke overtrække Deres Ære med Skyer; — men hvilke straa- ler giver den ikke mit Digt, dersom det ikke ligner mit fænsel. Tykke muure, som Klipper; — tilbagejagede og ved Sprinkel-

værk formørkede Straaler; — den kysende Foragt, som groer paa besmittede Gibserier, indelukke, formørke og smitte aldrig den Siel, som en ædel og blyefærdig; — en vittig og dydig; — en høimodig og ydmyg Friehed kildrede. — Deres høiheds øie er klarseende; — Deres Vei er lige og Deres Maal er Viis-

dommens.

4

dommens. Af disse saa glimrende Egenskaber ønskede min Digter- aand at bestraales; — i dette Soelskin er det de gotter sig. Derfore hæver den sig til deres høihed. — Ingen anden Høihed tilbeder jeg, end den, der er foreenet med Insigter; — skinnende af retviished og forherliget ved en evig Viisdoms Lineamenter. Dumme og naadehungrige Hyklere forvanske ofte, — og treffe sielden en saa stor Mands Skilderie, som Deres høiheds. Men at den dydige Skare, i Staten, harmonerer med min underdanigste høiagtelse for dem, det udmærker Deres høihed, som den værdige Besiddere af en moralsk høihed.

En Menneskeven viiste mig Anledning til, selv at sætte Pris paa Deres høihed. — Jeg leerte da, at en viis Veltalenhed, en ædelmodig Yndighed, som Deres høiheds Siel, ikke kan andet end udviise; — en om Menneskekierlighed, — en grundig lærdom, — ja! alle fine og rare Egenskaber, som smykke Dem, de opløfte, (Dem Selv halv ubevidst,) Deres høihed til den øverste Rang i Staten.

Er Deres høihed da ikke sat langt oven over alle Veltaleres Kroninger? — Kan et heelt Folks taknemmelige hænder række saa høit, at de skulle kunne indgyde de Vellyst-Strømme i Deres høiheds Siel, som nu og evig lædske Dem?

Ingen bævende Higen efter en afkortet løsladelse; — thi Hvad er Lydighed imod Kongen, og hvad er lydig Hengivenhed?— Intet snedigt Kunstgreb til at udlokke paa det snareste, Opfyldelsen af de løfter, jeg fik af Deres høiheds Maade til mig. — Hvor var da den Klippe, hvorpaa mit Haab hviler? — Intet Redskab til at forøge Deres høie Bevaagenhed imod mig; —forbedres jeg i Videnskaberne; — dyrker jeg den sande Dyd; — da glemme Deres høihed mine Ungdoms forseilinger; — da forhøies Deres naade imod Mig; — slet heller ingen uædel Instinkt, har drevet mig til at udtænke og oversende Deres høi

5

hed dette sandseliggiordre Stykke af sielelæren; alleneste for at @lade Nyttige Tanker faae Overhaand over de Bebreidende, som ville ellers have sværmet om i mit fængsel, derfore har jeg, ved Frihedens Omgang, vederqvæget mig.

Deres høihed vilde, at Sanheds Kierlighed;— Insigt;— almindelig Kierlighed og ædel Egenkierlighed giøre den Fangne ligesaa krye, som den Friebaarne; — ja skabe Slaven til det i det

væsentlige hvortil det tilfældige dannede Monarken. — Kan

fængselets skummelheder forblinde;— kan dets insperrelse forvirre;— eller Eensomhed vanskabe en Indbildningskraft, som Gud ikke nægtede et matskimrende Lys? — Frieheden er den Grundindstinkt;— det Klenodie, som bliver eet og det samme, skiønt det forvandles i Millioner Skikkelser. Herpaa tænkte jeg, under melodiske Forlystelser, det første jeg hævede mine Fødder indenfor mit fængsels Laage. I øjeblikket blev jeg benaadet med Skriververktøi og opsat mine Eftergrandskninger. — Jeg vidste, hvor megen tilbøielighed Deres har for videnskaber og at Deres Viise Haab ikke ville forkaste et saa mat prøvestykke, fra en varies lærling, som dette er. Dette blev altsaa en medvirkende aar- sag for den Fyrrighed, som helligede disse Riim til Deres høi- heds naadigste Eftersigt. — Er en eeneste Tanke heri saa lyk kelig, at den fortiener Deres Opmerksomhed; — da vil jeg ansee den ligesaa gyldig, som manges Biefald og dette skal giøre mig beleven, endnu engang i mit fængsel, at udpolere et Digt,

som jeg, da Deres høihed blev vor Konges hemmelige statsraad, for længe siden sammenbant i raae Materie; — indviede for Deres høihed, efter det Begreb, jeg, alt den Gang, fik af indsigtsfuldes Lovtale over dem; og benævnede: Den reddelige Statsminister. Fordi det vil udgiøre nogle Ark, nødes jeg til at forskaffe mig subskribentere;— men prænumeration er bleven alt for mistænkelig

6

Og skal jeg underdanigst give Aarsag, hvorfore jeg, i denne Tid, er alt for fligtig, med at udkramme Noget af hvad jeg veed, for mit Publikum, som elsker Lærde, med saa riig Bekostning,— og som opmuntrer Eftertanke og Vindskibelighed med Biefald, da er det allene for at faae nogle Dukater, slet væk, udlirket til Reisepenge; — thi om jeg herefter anskaffede mig aldrig saa æreværdige klæder, saa ville dog fængselets Skyggeværk fordunkle dem; — saa ville de dog altid føre en saa @skarp Damp med sig, som ville rive i de forfinede næser; — som ikke ville formildes ved de meest lugtende Sager; -- den ville, i nydelige sælskaber dampe al den Vellugt, som kiøbenhavns Dukker uddunste; ja Rosenborg Hauge ville blive saa ildelugtende, ved min nærværelse, at de dybsindige pigesælskaber maatte savne Naturens søde Kryderier og opbruge meere Aadlavandte, end en Vogn kunne koste, ud af Porten.

Ansee deres Veldømmende høihed ikke disse for gyldige Aar- sager, til Landflygtighed, da ville bedre end min Underdanighed behøver at sige, naadigst beskue de sande Aarsager til min Udenlandsrejse.

Hvad enten i fængsel — eller Friehed; — i Forfølgelse — eller Benaadning; — i Underkuelse — eller Ophøielse; — i Armod — elker Rigdom; — i Utaalmodighed — eller Lydighed; — i Straf — eller Belønning; — i Foragt -—eller Ære; .— i Modløshed — eller Haab ; — i Beskyldning — eller Forsvar; — i Dom — eller frie- kiendelse — i skiul -— eller Offentlighed; — i Forglemmelse — eller Ihukommelse; — Hvad enten Udenlands — eller Indenlands, skal jeg aldrig blive træt af Sandheds Kierlighed; — af folke-Kierlighed; af alle de Dyders øvelse, som krones i ævigheden, ja! af en sand ydmyghed og høiagtelse for alle dem, som prange Med Menneskelighedens sande præg, og i kraft heraf skal jeg heller aldrig forsømme at dyrke Deres høihed og med usvækket Flid besegle Dem:

At jeg er

Deres Naade og høibaarenheds

underdanigste og indigste Tienere.

7

Frieheden som en Person.

Hvad er det vel som Daarens Tanke priiste? Hvad snøs ad Dydens Ord, naar Gud beviiste? Hvad fængslede en vidbegiering Aand?

Hvad skiulte Sandheds Soel? — Hvad loe ad Rettens Haand? Hvad hialp selvraadighed i Lidenskabers strømme?

Hvad blæste Dumhed op i sine grumme drømme?

8

4

Hvad er en lygtemand i Lykkens skumle Skov?--

Hvad trives ofte ved de rige Dyders Rov?

Hvad fik et giftigt Spyd, som dræbte Millioner?

Hvad stavlte Bierge op og synderknuste Throner?

Hvad var en Konge, som knap vidste selv at tænke?

Hvad var en Slave i en selvgiort lænke?

Hvad var saa starblind, som det mindste kryb?Hvad styrte Scepteret i ligevægtens Dyb?

Hvad var sig selv for klog og glemte sine Ævner?

Hvad strudler Galde op, naar Gudsfrygt det instavner?

Hvad skyder selv en piil i sit forvovne Bryst?

Hvad er i Hævede sin egen Piinsels lyst?

9

5

Hvad tør antaste det, som helligdomme kaldes?

Hvad har den Tordensteen, hvoraf vor Tvve anfaldes?

Hvad var Tyran imod den værgeløse Hob?

Hvad leer ad Jammerskrig? — Hvad døver Angstens raab? Hvad svømmer seierrig og glad i strømme Blod?

Hvad spodsker over dem, som kysse almagts Fod?

Hvad danser rasen paa sin sønderhugne Nakke?—

Hvad seer paa hævnens Sværd laer propheter snakke? —Hvad sysselsættes ei med sit forsvurpne Bryst?

Hvad boer i Drive-Skye? —- Hvad tordner med sin Hvad lyner rædsel ud til armods glade Slaver? —

Hvad sætter Glands paa støv: og føler Himlens Gaver?

10

6

Hvad kysser Daarens Gab og vrænger ad en Viis?

Hvad klapper Slangehud og giver troeskab Riis?

Hvad væbner sig med Gift, naar ømhed vil det standse?

Hvad skier sin Tinding selv med smiggers ærekranse?

Hvad gier den Handling vægt, som ingen aarsag har?

Hvad raader eenevolds og sielden Raad antar?

Hvad kan sin slappe haand med vælde snart udstrække? —Snart lade føle ømt; — snart slaae; —- og snart forsnakke!— Hvad kan udpege sig en hviilesød Minut? —

Hvad har sin Krone selv, naar alting er forbrudt?

Hvad væmmes ei ved sig; — skiønt Hud det har forskudt, Hvad kan udvælge een af lige smukke veie?

11

7 Hvad joeg Aarvaagenhed tit fra et kiedsomt Leie?

Hvad kan bortskremme selv en skreksom dievle-Flok? Hvad kan udsvinge sig, skiønt Kroppen er i Blok?

Hvad kan af dorskhed sig til udvalgt Tid opvaagne? Hvad muntrer sig hver Gang det sperrer øielaagne?

Hvad moerer sig nok selv; Fint Lykkens Lys gaar ud? Hvad kroner sig ved dyd, i fængslet, til en Gud? — Hvad bruger Vingen meest til Flugt i haabets Arme? Hvad bærer Himlens baand i helligt Venskabs Varme? Hvad dræbes ikke ved Mord, Trudsel, Baal og qvalm? Hvad sover sødt paa Ild? — Hvad elsker trygt paa Halm? Hvad kan sig snige bort fra Frygtens gloene tænger?

12

8 Hvad undgaaer alle Hug fra rids ildsprudne Stænger?

Hvad krydrer tvende bræd i Pestens sorte fængsel?

Hvad skifter vand til Vin og gisper et af længsel?

Hvad mættes af sig selv og drikker ingen graad? —

Hvad glædes ved sin Sorg? — Hvad salver Dydens raad? Hvad tæmmes ikkun i en troe venuindes Arme?

Hvad elske Englene; — mens Dievlene sig Harme?

Hvad gaaet Viisdoms Eng, som Soelen i sin Kreds?

Hvad ængstes ved sin Feil- — men er i Gud tilfreds?

Hvad bær Heimodigt Bryst skiønt Lykkens Afgud tviner?