[Jacob Langebek] Frimodige Tanker over Den saa uventede som store Hevnens Dag, den 17de Januarii 1772.

Frimodige Tanker over Den saa uventede, som store Hevnens Dag, Den 17de Januarii 1772.

Kiøbenhavn. Trykt og at bekomme hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Der mere end et Qvart-Seculum, siden jeg drømte om en Skrive-Frihed. Jeg blev hentagen i en sterk Hvirvelvind, som vendte alles Øine til mig. En lang Tid og Tingenes Omskiftelser har skrevet dette Selsome i Forglemmelsens Bog. En Mulm og et stille Lugn har siden omgivet mig, indtil man langt om længe saae Landets Tilstand, efter mange Kastevinde, at nærme sig til en Omstyrtning. Det gik indtil Forgribelse imod Majesteten (*), og var paa det nærmeste kommet til Ødeleggelsens Vederstygelighed. Jeg sukkede, under et Aag, der trykkede andre, andre mere end mig: Under Byrder, der, ved at trykke min Næste og mit Fæderneland, næsten undertrykkede mig: Og under en Tøile, der var lagt paa Sandheds Mund, at den ikke kunde tale sit Sprog forstaaeligt.

(*) Prøv de Ulykkeliges Handlinger efter Lovens 6te Bogs 4 Cap. 1, 2, 4, 10, 12 og 15 Art. Conf. Lovens 1ste Bogs 1ste Cap. 1. Art. Item Konge-Loven, Art. 3, 4, 7, 26.

4

En Sygdom indfandt sig, mere kanskee af Sorg over det Almindelige, end af andet Tilfælde eller naturlig Aarsag. Om Svaghed giør den Virkning hos andre, som den da giorde hos mig, kan jeg ikke sige. Men det veed jeg, at der paa Sengen veltede sig mange Tanker i en bekymret Siæl. Skrive-Friheden var nogen Tid forud given, som jeg før havde drømt om. Jeg saae, den blev misbrugt, til at fornærme Sandheden, til at vanære Nationen, til at undertrykke Næsten, til at kuldkaste alle gode Indretninger, til at beskæmme Religionen, til at svække Landets Love, til at døde store Kongers Ihukommelse og Deres vise Anordninger, og med eet Ord, til at sette Landet i en yderlig bestyrtelse og fast uoprettelig Forvirring. Jeg saae Hykle- riet, Nedrigheder, Dumhed, Egen-Nytten, indtil den dybeste Ondskab, at herske, at anstikke endog den tilvoxende Verden. De sloges og droges med hverandre. En og anden god Pen visede Levning af den halvdøde Patriot. Var der nogen, som kastede sig op til en Muur for Sandheden, skede det med en Ømhed, som hos Følesløse lidet udretter, og paa Maader, som mere lindrede de Lidendes Smerter, end tiente til eftertrykkeligt Forsvar. Langt fra, der var Mandighed og Styrke nok til at gaae Sandheds Fiender under Øien, til at angribe Frekhed i sine Forskandsninger. Det er ikke nok, at give Fienden et Skud igiennem en Arm, eller igiennem Hatten, dersom han ikke faaer et Hiertestød. De vilde ikke ret ud med Sproget. Det Gode, som var eller skulde skee, rosedes, men man glemte at afmale det Onde, som regierede, med sine Farver. Man blev ved Halen, og lod Hovedet urørt. Der fattedes, at Sagen maatte forestilles, ei alene som den var, men og som den burde være.

En Aand sagde til mig: Skriv, og skriv en Skaldesang, den efterlader dog en Klang og Efterklang i Øret. Jeg vegrede mig, jeg som aldrig var Poët. Fodselen havde ikke

5

giort mig dertil, Kunsten meget mindre. Den Smag, som hersker i den høie Skalde-Digt, afskrekkede mig. Poësie er mig modbydelig, naar jeg ikke har Poëtens Forstand. Jeg læser den med ingen Fornøielse, naar min Tid og min Grunden skal unyttig spildes. Jeg kaster den, naar min Tanke skal standse ved det Høie, naar jeg ikke kan følge Poëten i hans Sind. Jeg støttede ikke om at være Poët, naar jeg ikke skulde forstaaes af alle, eller opbygge de fleste. Dog maatte jeg være Skald (*).

Det skede, men det blev da og som det blev. SkriveFriheden var der, Tænke-Friheden havde jeg. Kunde der alene opfindes et Middel, til at redde Sandhed af sit Baand, til at vække Eftertanken op hos saavel de over- som underliggende Parter, til at sætte nogen Frygt i de første, og Mod til Redning i de sidste. Jeg blev kanskee mere lykkelig, end jeg ventede. Som Sygdomen tog af, saa tog Nidkiærheden til. Jeg skrev de faa Blade, som kaldes Nye Prøve af Skrive-Frihed. Pressens Frihed havde da nær givet et Beviis for sin Ufuldkommenhed. Stykket kom for Dagen, det blev læst, og gav Opmerksomhed. Om den anden Edition, som med nye Tillæg blev forbedret, er udkommen, troer jeg ikke. Men jeg troer, at Indholdet svarede til Titelen. Vel mueligt, at jeg havde saltet mit Vers for meget. Men der skal bidende Lægedome til at indæde sig i fordervede Saar. Jeg har hørt Fornuftige sige derom: Det er sandt, men det er hart. Der behøvedes Midler til at lindre og til at læge. Der maatte Vendinger til, at udmerke saavel det Latterlige som det Onde, og til at ophøie det rette og det sande Gode.

(*) Jeg skriver dette gode og gamle Danske Ord, som det ret bør skrives; Der er alene Uvidenhed og en fordervet Brug, som har indført Skialdrer, Skialdresang, Skialdredigt, Skialdrekunst, i Stedet for Skald, plur. Skalder, Skaldekunst & c.

6

Jeg naaede en god Deel af min Hensigt, og feilede ikke ganske i mit Ønske. Min Nye Prøve giorde et virkende Indtryk, saavel paa onde Siæle som paa gode. Om noget smertede mig derhos, var det, at mit Exempel siden blev misbrugt til at overdrive Sandhedens Glands. For skærpede de nye Skribenter alene sine Penne imod Næsten og de gamle Indretninger. Det var saadant, de Herskende vilde have det. Og saa længe blev Skrive-Friheden i sit Væsen. Men da de hvæssede Pennene imod Herskerne selv, da de begyndte at legge disses Gierninger og Deres store Anleg paa Vegtskaalen, da de overskrede Ærbarheds Grændser og bleve utaalelige, paafulgte Skrive-Frihedens Indskrænkelse. Jeg tænkte da aldrig mere at bruge Pen til Riim eller noget, som skulde ligne Poësie.

Men hvad skeer? Et selsomt Optog, som satte Hoffet, Staden, og Landet i Bevægelse, foregaaer i Kiøbenhavn den 24de December, og ligesom kroner det uforglemmelige Aar 1771.@Jeg overtraadde mit Forsæt. Jeg kom anden Gang, og erindrede Vedkommende om deres fortiente Ulykke. Det Indfald jeg havde, at samme Optog forvarslede et nær forestaaende Fald for dem, giorde mig oprømt, og gav mig Pen i Haand, til at udtrykke nogle Tanker om Jule-Aftens Feide. Jeg holdt denne Handling værd at bevare et Minde af til Eftertiden. Neppe var jeg kommen over Halvveien i Arbeidet, for min Aare mat- tedes. Og det er Aarsagen, hvorfor Stykket synes noget mat og afbrudt. Jeg satte mig atter i den Stilling, ikke oftere at ville rime.

Endelig indfalder, paa den 17de Januar. 1772, en over begge de andre vigtig og værdig Skrive-Ævne. En saa stor og for de Danske Stater og den Kongelige Familie saa betydelig Forandring, fortiente af de mest heldige Penne at beskrives og til Efterkommerne at overlevnes. Jeg ventede, at de største Hoveder

7

havde beskæftet sig dermed. Mit Forsæt blev nu igien overvunden af Lysten. Og endskiønt jeg fand mig vanmægtig til at besynge Sagens Værdighed, overtaledes jeg dog af min Nidkiærhed, at sette mine Tanker paa Papir. Jeg var sindet at undertrykke dem, saa- snart jeg havde seet noget af den Beskaffenhed, som jeg havde ventet og ønsket. Da jeg nu intet andet saae end Smaa-Stykker, nogle heel gode, flere maadelige, men ingen at gaae ind i det Hele, fik jeg, i sær da jeg blev udfordret, Mod nok til at lade mit lobe med, haabende, at det i Henseende til Arbeidet kan i det mindste settes ved Siden af de sidste, men i Henseende til Fuldstændighed foredrages endog de første.

De Data, jeg har haft at gaae imellem, har været deels paalidelige, deels forskiellige. Af de sidste har jeg maattet vælle det rimeligste, og ladet Skalde-Geisten undertiden opfylde Manglerne. Fra de almindelige Bye-Rygter har jeg afkappet det Utrolige. Er der endda noget urigtigt blevet vedhængende, da er det skeet, fordi der er nogen Sandsynlighed udi. Naar jeg har slumpet til at tale med en og anden, som selv har været med, har jeg fundet dem for- nøiede nok over Æren at have været medvirkende, men og forsigtige nok, i at meddele de rette og med Tingenes Orden og Tildragelse eenstemmige Sandheder. Vi beskylde de ældere Skribenter med Uret, at de, ofte i de vigtigste Tilfælde, har indviklet Historien i Fabeler. Men hvorfor skulde de været lykkeligere end vi? vi, som leve i mere oplyste Tider, og ikke maae trænge ind i de skiulte Handlinger, for at oplyses selv og oplyse andre.

Kort sagt: Jeg giver mit, det beste mig har været mueligt at faae det. De Mangeler, som det har, og som det har mange af, maae da ikke tilskrives min Modvillie eller Skødesløshed, men det Vanheld, at jeg har savnet den fornødne Underretning. Jeg lader mig nøie med, at fortælle Sagen saadan som jeg veed den, at give nogle Lærdome, som ikke ere skadelige, at sige nogle Sandheder,

8

som ikke enhver vil sige. Jeg bliver ved min Tænkemaade, thi jeg er ikke betalt for at hykle. Friheden er ung over alting klar og dyrebar. Jeg har derfor kaldet dem Frimodige Tanker. For at giøre disse mere smagelige, har jeg, efter min Maade, her og der bestroet dem med Salt, og giort dem, hvor det behøvedes, noget bidende. Hvad her fattes, har jeg for sagt i Nye Prøve af Skrive-Frihed, men mere kan tillegges af Hr. Conferentzraad Suhms vise Moraler. At jeg kalder den Syttende Januarii, som ellers var det Kongelige Huses og vores store Frelses Dag, Hevnens Dag, det har jeg laant af Propheten Esaias. Jeg har søgt at vise Hevnens Grund, dens Udførelse, og Forhaabningen om dens, Gud give, lyksalige Følger. I Noterne har jeg anført Bibelske Sprog. Jeg veed det behager ikke alle. Det skeer, for at give visse Talemaader deres Eftertryk, og fordi Bibelen er min Hovedbog. En Bog, som indeholder Lærdome, der, endog i verdslig Regiering, overgaaer alle Verdsligvises Skrifter.

Bliver jeg, som jeg ret vel kan fortiene, sat til rette for Forseelser imod Poësiens og Sprogets Regler, da veed jeg ingen anden Tilflugt, end det Privilegium, som jeg i Nye Prøve haver hen- skudt mig til. Jeg haaber nu ikke at opleve flere saa store StatsVeltinger, der ydermere skulle friste mig til at blive Poët. Ønsker alene at have skilt mig saa vel af med dette, at jeg hermed kan give min Poëtiske Aand, som i eet Aar tre Gange har sat mig i Rørelse, en ganske venlig Afsked.

In Februario 1772.

9

End sidder Kongen fast og ene paa sin Trone,

Vel! at ei nogen Steen er rokket i den Krone,

Som Han med rette bær af sine Fædres Arv, Den Dennem Folket gav til begges sande Tarv.

Den Tredie Friderich, den Sagtmodige og Vise,

Hos hvem man Christendom og Mildhed (a) end maae prise,

Paa disse Klippers Grund har ført en Bygning op,

Som, vel vedligeholdt, bør ævig holde Trop.

(a) I den Taksigelses Tale, som Kong Frederick den III. ved Souveraini- tetens Overdragelse paa Arvehyldings-Dagen, den 18 Octob. 1660. ved Cancelleren lod holde til Rigets Stænder, gav Kongen Dem den Forsikring, at alle Hans Majestets Arve-Undersaatter i disse Kongeriger skulle hos Hans Kongelige Majestets Arvinge og Efter- kommere have en Christelig og Mild Regiering at forvente, og derpaa fuldkommeligen være forsikrede.

10

2 Et Uveir truer at kuldkaste Husets Piller,

Vandbølgen reiser sig, og paa dets Grundvold spiller,

Men Stormen vender sig og kaster Skibet om (b),

Det stolte Skib, som bar en Vellystproppet Vom.

Det Skib, som seglede for Vinden, mens det kunde,

Som alt, hvad forekom, nedseglede i Grunde,

Blev ved en Hvirvelvind i Afgrunds-Svelget stødt,

Hvo troede, at fligt saa hastigt skulde mødt.

Saa let Guds Almagt kan henstøde den fra Tronen,

Som med et voldsomt Greb tør nærme sig til Kronen.

Men end staaer Huset fast, skiønt Ondskab gaaer saa vidt,

At Morder-Englen har til Konger Appetit (c).

Hvo skiønner ikke, at det store Forsyns Øie Med sine Straalers Funk veed Herlig at afbøie

Fra hine Salvede hver brusende Orcan,

Som med en vældig Magt paa Dennem stormer an.

(b) Sigtes til Cabinet-Ministerens omineuse Grevelige Vaaben, hvori

Hierte-Skioldet forestiller et udrustet Skib.

(c) Man regner vor Konge for det syvende Kronede Hoved i dette Seculo,

som der har været forræderske Anslag imod.

11

3 lad veiret rase ud, lad fristes og hvad verre,

Syv Tider (d) skiftes om, saa tiendes Magtens Herre,

Det var min Sang i Fior, og gid jeg spaade sandt,

Vist Kongen da med os, og vi med Kongen vandt. Begyndelsen er giort, Gud giøre Kongens Scepter Saa stort, saa retviist, og saa frygteligt herefter,

At det kan værge af fra Kongens Huus og os Al Skam og Skiendsel, som selv byder Hevnen Trods.

I Dyre-Riget skeer, saa Phyfici det kalder,

At Loven nu og da til en Slags Vanmagt falder,

Man strax blant Dyrene en Giæring bliver vår,

For Lovens Magt og Slegt den store følger har.

(d) Nonnens regierings Syvende Aar var begyndt tre Dage tilforn, før dette store og lykkelig udfaldne Verk blev foretaget. Ellers var dette i Nye prøve Pag. 37. laant af Daniels 4de Cap. hvor det heder Vers 25. Og Syv Tider skal omskiftes over Dig, indtil Du kiender, at Den høieste haver Magt over Menneskens Rige, og giver det den han vil. Vers 36. Paa den samme bestemte Tid kom min Forstand til mig igien, og min kon- gelige ære, min herlighed og min Skikkelse kom til mig igien, og mine Raadsherrer og mine førster søgte mig, og jeg blev stadfæstet over mit rige, og mig blev større Herlighed tillagt. Vers 37. Nu priser og ophøier og æret jeg Himmelens konge, thi al hans gierning er Sandhed, og hans Stier ere rette, og han kan fornedre dem, som vandre i Hofmodighed.

12

4

Naar abe, ræv og Ulv sig op paa Bagbeen setter,

Naar tiger bliver tam og skifter sine pletter,

Staaer en Omveltning for, til Frelse eller Fald,

Saa stilles Veiret ved et heftigt Lyn og Knald.

Naar Buen høit er spændt, den da er nær at briste,

saa gik det hine, som mindst ventede at miste

Gaa pludselig den Magt, de vare Herrer af,

Og falde udi den til andre gravet Grav.

De tænkte os et Bad, de slog paa mange Toner,

Vi truedes med snert og bidske Skorpioner,

Dog! det var ikke nok, et varigt Trældoms Aag For kongens Huus og os. Skriv det i Tidens Bog.

For Juliane de og Friderich leve sikker,

Og ikke engang ind i deres Hierte kikker,

De ikke troe, at De har øre eller Syn,

Gaa blindt og modigt bar de deres øiebryn (e).

For Nationen de ei heller ere bange,

" Vi, sige de, med os har mægtige og mange,

Artillerie, Armee, Dragon- og Flyve-Corps,

Lad kun det feige Folk og Pobel knye et Ord.

(e) Ordspr. I, 32, Daarere Tryghed skal forderve dem.

13

5

De sige: uChristian, leg ned Dit Spir og Krone, Det største Folk, som er, beherskes af en Kone,

Riv Dine Skuldre fra den tunge Byrde løs,

Lev i Din føde Roe, giør noget glorieux.

Du har en Søn, som skal engang beklæde Tronen,

Til Ham, vi giør en Ced, vi skal bevogte Kronen,

Hans Ungdom dannes skal til Lands og Rigers gavn,

Din Heihed og Din Lyst paa intet have Savn.

For Juliane og for Fridrich vi skal sørge,

De og Charlotte kan Guds Rige kun adspørge,

For Land og Riger vi anvende Vidd og Flid,

at alting blomstre skal til en beleilig Tid.

Om os de tænkte saa: I søvnige og Lade!

Ah vidste I, hvad vi, I vare ei saa glade,

Hvo ikke følger os, vi dennem sinde snart,

naar vort det store Raad skal vorde aabenbart.

Jeg saae dem ofte, men hver gang jeg saae dem komme,

I Daarer! tænkte jeg, naar engang Herrens Domme Skal overfalde Jêr, hvad vil her blive af,

Jeg saae, jeg gruede ved deu dem visse Straf.

Jeg sagde: "Ach min Gud, naar vil Du Dig forbarme!

Dit Zion trænger til Din Naades strakte Arme,

Fra Kongen og hans Folk afvend dog Vredens Riis,

Og lad de falskes Raad bortsmelte som en Vis.

14

6

Saa tænkte de og jeg, vi tænkte, men ulige,

De loe i siælene; Jeg vovede at sige:

"Den boer i Himmelen og i det høie, som er Eders anslag ud, og svækker Eders Dom.

De skynde sig i alt og ile kun til Maalet,

Som Oxen løber frek og modig ind i Baalet,

Som Fuglen i sin Flugt til Snaren haster hen (f),

Af en forsigtig Frygt ei Levning er igien.

De deres Maal opnaae, og vente ærekrandsen,

De dandse (g), og ei veed, de dandse døgning-dandsen,

Men allermindst de troe, at Hevnens stkarpe Sverd,

Fra Himmelen udrakt, dem over Issen er.

De legge sig i Fred paa Lysters sikre Leie,

Men sattes Engle-Vagt om Seng, paa Sti og Veie,

De tiende ei Guds Magt, Guds Hevn, og ei GudsFred (h), Hvad Under, dem paakom i Fred en Bitterhed.

(f) Ordspr. 7, 23 Ligesom en Fugl skynder sig til snaron, og veed ikke, at det gielder dens Liv.

(g) Den 16de Januani om Aftenen var paa det Kongelige Hof - Theatre Bal- masque paré en Domino for alle 9 Classer af Rangen, som varede til Kl. 2. om Natten.

h) Esa. 59, 8. De kiende ikke Fredens vei.

15

7

" O fæle Mulm, o Nat, fordømt blant alle Nætter!

Med Smerte, Qval og Veer, for Vellyst, du os mætter,

bør føde søvn blev til forskekkelsers Uroe,

Og Helved-Lenker har omspændt vor Seng og Boe.

Hvo sig ophøier selv, saaledes skal fornedres,

Saa skal hofmodige forrædere vanhærdes,

Skam, Skiendsel, Spot og Spee vil følge hver den Aand, Som sig oprejser mod sin Herres høire Haand.

Lad kun Handlangerne og disses Marketenter,

gaae hen en liden Tid og trekke nogle Renter

Af deres ildske Raad og af Projecters Tal,

Den Haand, som hine fandt, dem ogsaa finde skal, Endskiønt nu dette Folk er dennem fremmed vorden,

For hvem de, smigrende, før bukkede til Jorden,

Med Peder kiende de ei, hvem der tales om,

Ja fælde over dem den mest umilde Dom.

En Nedrigsindet er sig lig i alle Stykker,

Han nedrig var og er i Lykke og Ulykker,

Den, før hans Engel var, er bleven diævel nu,

Og den, Ham kostede, han kommer er ihu.

Jeg seer de Ansigter, og tænker: Gud, min Styrke!

Tak, at Du frier mig fra Baals Huus at dyrke,

Tak, at jeg æret kan udi min lille Roe Paa Verdens Tumle-Plads med nøisomt Hierte boe.

16

8

Mens mangen Ulv endnu i faareklæder stikker,

Som, lurende paa Rov, sig end om Munden slikker,

høinakket før, og stolt, og stiv i Krop og sind,

Nu myg og bøielig, som Roret for en Vind.

Mig synes, at jeg seer, hvor de sig havde stillet,

Om Lykken havde ret for hines anlæg spillet,

Men Tak, Almægtig Haand! at hine og at de En Vending, sig ti! Skrek, i Sagen fik at see.

Min Sang (i) var nylig om løvindens vrange veie,

See nu, om bukken er, som vorde Løvens Leie,

Faaer nok af Haan og spot og Skrek og uselt Liv,

Og end det mørke Hul tu sidste Tids-Fordriv.

I Lovens gode Land man den Huusholding kiender,

At hver, der uden for sin Kreds og Amt sig vender,

Den uden Maade hen i Merket kastes ud,

Thi Lovens Vrede den er dødens visse Bud (k).

Jeg haver levet op en halv Snees, om ei flere,

Af Stats-Forandringer og Maader at regiere,

Snart Andagt, Politik, og ret, har overhaand,

Snart Ungdom, ødselhed, snart Militairisk Aand.

Enhver

(i) Udi Tanker over Jule-Aftens feide.

(k) Ordspr. 16, 18. En Konges førfærdelse er som en ung Loves brølex, den ham fortorner, synder imod sit Liv.

17

9

Enhver af disse har haft Mangler og Fordeele,

I hver har nogle vidst sin Kage vel at meele

Og helde til den Kant, hvor Hovedet var svagt,

For sig og Herren dog holdt hæderen i Agt.

Den, grundet paa Gudsfrygt, og fri for Hykle-Griller,

bær vel for alle Prlis, naar den ei settes Briller,

naar kun Justitia maae følge Pietas,

Da er Regieringen retskaffen og tilpas.

Den medicinske blev Barbarisk over alle,

Man den med rette kan grum og desporisk kalde.

For Eftertiden den vil blive en Roman,

Og vist vil findes saa af lige selsom Plan.

Et Aar, som dette var (1), fortiente at beskrives,

I vor Historie dets Mage ikke gives,

Saa fuld af tusindfold og ny Begivenhed,

Min Pen sig drifter kun at røre lidt derved.

Stats-Legemet var sygt, man Doktoren lod komme,

Man havde ei Behov at lade slaae paa Tromme,

Thi alt, hvad Doktor heed, kom uden Tromme op,

Og skulde slikke paa den svage Danske Krop,

(1) Nemlig Tiåret 1771, som altid vil blive eet af de allermærkværdigste Aar i den Danske Historie, og fortiener Navn af hiemføgelsens Aar. Disse Ulykker begyndtes i Aaret 1770, men dæmpedes den 17de Jan. 1772.

18

10

Alt hvad De vendte an af indsigt og af hierte,

Ikkun forøgede det svage legems Smerte,

Den visse Død stod for, om Himlens lægebud Ei Havde flenget bort det Medicinske krud.

Man gyste, da man først fik høre disse Navne,

paa røst og fierene man kiendte flige Ravne,

Knap kom De, før man seer Dem giøre Spring i Spring, Indtil De svinge sig i sin den store ring.

Den løber frekkest frem, som fattes Tro og Love,

og den, der intet har, kan trygest alting vove,

De, som af Moders Liv, kom nøgne til os hen,

Men agted ikke at gaae nøgne bort igien.

De tænkte ikkun paa, for sig at sammenskrabe

Guld-Minerne De fandt: "Vær hid, lad Kongen tabe,

Lad Landets Guld og Sølv, De sagde ved sig selv, @ Og Rigdom strømme hid til os som vandriig elv.

vi, vi vil leve vel, og giøre os til gode (m),

Vor Vellyst er vor Lyst, vor Frihed er vor Mode,

I Dragt, ved nat og Dag, paa Slot, i Land og Bye,

I kiørsel, Ridt og Gang, og en Hund skal knye.

(m) viisd. 2, 6 = 10. Kommer da, og lader os nyde de gode Ting, som ere tilstæde, og bruge det, vi eie, flitteligen, som i Ungdom. Lader os skyldes med kostelig Wiin, og Salver, og Foraars Blomster skal

19

11

Lad Landet blive Land, og Konge hede Konge,

De Deres Stand og Kor vel finde skal saa tunge,

At hver faaer nok i sit og ingen bliver var,

Hvad under masqvens Skiul vi os bag Deel har. Naar vi har sækken fuld og kan førstmesig leve, Lad gaae da, som det vil: Farvel, nu kan I sveve

I Armod, nøgenhed, Suk, Afmagt, tunge Kor,

I er ei bedre værd, I dumme. Danske faar.

Sandt nok, Taalmodighed er nationens ære,

Viis mig et Land, et Folk, paa hvem man skulde bære

Saa megen Uret, Vold, Skam, trængsel og Foragt, Som disse Onde har paa danskes Skuldre lagt.

Men landsmænd! ville I et engang blive vist.

Skal hver en Fremmed Jer med saadan Kost afspise.

nei! Skryder, skærer op, og brumler, giører Vind, Ja vender Kloen ud, Respect I prenter ind.

De listig speide ud, og tage Kiendemerker paa Lejlighederne eg alle Udenverker

Om Christians Person og Kongens Majestet,

Dem De bemestre sig. Som tænkt, saa rigtig skeet,

ikke gaae os forbi. Lader os bære Krandse af unge Roser, før de visne. Lader ingen af os være udeelagtig i vor drasken. Lader os allevegne lade glædskabs løsen efter os; thi denne er vor Deel og vor Lod.

20

12 Paa alle Kanter De sig vide at omskandse,

Og hver der ikke vil ved Deres Pibe dandse,

Maae vente uforhørt og strax at dandse vek;

Med Lov, Retfærdighed og Dom De spille Giek.

De Kongens Øre og Hans Øie slet tilslutte,

Og da begynde De for Alvor ret at rutte,

De sig nok lystige paa vor Bekostning giør,

Det heder, Kongen Vil, det være skal og bør.

Om vi nu levede i fordum Vantroes Dage,

Man skulde troe, at meer end Levning var tilbage

Af en Fortryllelse, som Krop og Sands forgiør,

Jeg staaer henrykt og stum, ved det jeg seer og hør.

De skabe sig en Magt, hvis Lige aldrig hørdes,

Hvert Hierte fandt et Sting, hvert Hoved sank og rørdes,

Naar et saa hadet Navn, for Kongens, gielde skal (n), Thi da blev ære, Liv, og Gods, og Velfart fal.

De satte Ced, Respect, og kiærlighed tilside,

Ei nogen kunde troe, at Kongen fik at vide

Alt det, hvortil Hans Navn, Hans Seigl, Hans Konge-Magt Blev misbrugt, indtil det, som vel var værdt Foragt.

21

13

En utaknemlighed mod Herre og velgiører,

Utrolig næsten for hvert øre, som det hører,

Han ærer, lønner Dem, Han troer Dem, er Dem god,

Dog tør De tage Ham paa en gevorben Fod.

De Kongens unge siæl og Folkets ømme Hierter Indhylle i en Dunst og i Forvirrings Smerter,

Den ene ikke veed, hvem anden den tør troe,

Af Kroppens rørelser nok kiendtes siæls Uroe. Fandt Kongen Drift engang, Guds Ord at ville høre,

Det lyder græsseligt i et rethørigt øre,

De lukke Døren i, at Kongen ikke maae,

naar det ei staaer Dem an, i herrens huus indgaae. Og som De lukke ud fra Kongers Konges Trone Vor Konge, naar Han sig med Herren vil forsone,

Saa lukke De enhver fra Kongens Trone ud,

Og øve lige Vold mod Konge, næste, gud.

End videre, man fik uhørte Ting at høre.

Formasteligt det var, hvo tær og kan dem røre?

Men Hevnens Gud, som seer i Løndom, og har seet,

Hvad Kongens hellige Person af Dem er skeet.

Ved tusind Kunstgreb De os søge at forblinde,

De bilde Kongen ind, at blive stor, og vinde,

Ved at kuldkaste, hvad Hans fædre havde giort Med beste overlæg, det være magt og stort.

22

14 Til første ærestand De rigtigt Veien hitte,

Vel for det Danske Navn, De er kom til at smitte

Det æble Danske Blod og Kongens Ordener (o).

Lad Greve-Titelen med Dennem ligge der. Spectakel-Directeur og Cabinets-Minister,

Den Titel-Art os blev, som ny, saa bos og bister;

Vi nok af levende Spectakler fik at see,

Og cabinettets riis os ærlig tugtede.

De ære-Titler og de Ahuer (*), Dem blev skienket,

Med Deres Grevedom lad være sammenlenket!

De Nye Titeler ei meget Got os spaaer,

Gid aldrig nogen Dansk, uværdig, Titel faaer!

Den Ære, som jeg mig ved Dyd tilveiebringer,

Langt dennes overgaaer, som sig i høiden svinger

Ved Smiger, Kunst og Fund og en forslagen Aand, Naar hin en Slave er, jeg lever Uden Baand.

Ved at ophæve sig, De trykte alle under,

naar De et MaadeBlink uddeelte mellemstunder

For dem, De søgte at paa Deres Side faae,

Til Landets ægte børn med al Foragt De saae.

23

15 Og som med Folket, saa med Landets skik og Love, Ja for det Danske Sprog (p) De aabenlyst tør vove @At vise væmmelse, som det De ei forstod.

Ei heller agted værdt, De det sig lære lod.

Det Danske Guld og Brød dog angenemt Dem smagte,

skiønt Folk og Lund og Sprog De ikkun ringe agte.

En lige Tcenke-Art har flere nedrige,

Men nogle tænke dog langt ædlere end De.

Hvo kunde ikke strax Politske Anslag merke,

De vilde mage det, vi blev dem ei for sterke,

Naar Nationen var splidagtig, qvindisk, arm,

Den lettere gled i den herskesyge Barm.

I qvindelige Raad De søgte Deres ære,

Thi qvinder vare Dem. langt over alting kiære;

Ved qvinder herske de, og Qvinderne ved Dem (q),

Vel land! som styres saa imellem ro og fem.

(p) fra visse collegier alting begyndt og befalet i Tydsk Sprog at forestil- les. Alle cabinettets Ordre til Danske Collegier, tll danske Folk, og i Danske Provineers Anliggende, udstader paa Tydsk. Giv Agt paa Suhms syndige Udtryk om Sproget i hans Tale til kongen. Ved det ny kongelige Conseils Oprettelse, har det danske Sprog igien faaet nogen Oprejsning paa sin ære.

(q) Est. 3, 12. Døren trænge mit Folk og qvinder herske over det.

24

16 De en elændigs Suk ret søgte at forøge;

En Fattig, en fortrængt, og den, som har at søge

Sin Ret hos Kongen og ved Hans collegier,

Hver Tilgang giøres tung, hver Vei som sperret er (r).

De ryddede af Vei, alt hvad Dem hindre kunde:

Ministre (s), og Conseil (c), og hvad der nogenlunde Af øvrighed (u) og af Collegler (v) bar Navn,

(r) Man hørde mange og besynderlige nye anstalter om Post-Væsenet og Porto-Frihed, om Stemplet Papir, om Supplicationer, om Pensioner & c., hvorved Armoden meest maatte lide.

(s) Greve Bernstorfs Fald og afsked den 15de Septemb. 1770. blev Terminus a qvo for Landets allerede begyndte, men derefter daglig tilvoxende Ulykker.

(t) Det Kongelige Conseil, som altid havde været et Gierde om Landets Velfærd, om Kongens Souverainitet og det Kongelige Huses Arve ret, blev ved besønderlige Foregivender ophævet den 27de Decemb. 1770.

(u) Kiøbenhavns Stads gamle Magistrat blev udelukt af Raadhuset, og de 32. mænds Collegium ophævet den 3die April 1771. under det Navn, at borgerskabets Tynger skulde lettes. See Placat af samme Dato, altsammen alene ved en Greve U. A. v. Holsteins Billet, som beraabte sig paa Cabinettets Ordre. Til at besmykke denne Handling, lod De i fremmede Gazetter udsprede usandfærdige beskyldninger imod Magistraten.

25

17 Ja Garde (x) og livvagt (y) maae bort, til Landets

Gavn.

De alt, hvad gammelt var, i flokketal udfeie.

Og Hver, der ikke vil for Baals Alter neie.

Naar man den blakked Hest og røde rytter saae,

Med Skrek man vidste, at det gieldte nogen paa.

1771. Hvad før heed Contoir, blev nu kaldet Buran, og con- toir-Chef fik Navn af Deputeret. Rente- og Generat-Told-Kammeret ophævet, og Navnet forandret til finanz-Collegium den 6te Jun. 1771. Forhen i Februario var besluttet, at anlegge Provincial-Kammere i Norge og Hertugdommene. Nyt Reglement for Cancellierne og Finans Collegium den 6te Jun. 1771. søestatens Collegium forandret den 28de Martii 1771. Land krigs-statens Forandringer ere mig ikke saa bekiendte. General-Commerce-Collegium ophæves den 18de Julii 1771, og forandres til en Deputation. General-Først-Amtet ophæver den 14de Januarii 1771. General-landevæsens Collegium forandres til en Commission den 7de Dec. 1770. Denne Commission er siden inddraget under Kammeret.

(x) Resten af den skiønne og over al Europa berømte, Livgarde til Hest,

(thi den var forhen sterk reduceret) fik afsked den 19de Maji

1771.

(y) Livvagten til Fods, som bestod af det mest udsøgte mandskab af Dan-

ske, norkse og nogle Tydske Folk, dens afskedelse den 24de Dec. 1771s. vil, som en forløber for den kort efter paafulgte store Revolution, i Historien blive uforglemmelig.

26

18

De sætte af ogi, ophøie, undertrykke,

De giøre sig en Lov af eget Vild og Tykke:

Vort Bud, vor Billie om ogsaa Kongens er, Muk ikke, om Du har Liv, Gods, og Ære kiær.

Blant nogle Gode og Erfarne, som De satte,

Løb mange Unge med og til Forretning matte,

Naar det kun var Clients Client og intet Drog,

Blev ei saa nøie seet paa Landets Skik og Sprog,

Alt fik det rare Skin, at Kongen skulde spare,

Og at Han kunde frit til Landets Vel fremfare,

Gud bedre Kongen, jo! og Landet, hvad de vandt,

Men Creaturene sin Regning rigtig fandt.

Thi den, der intet var, sprang andre over Hoved,

Fordi med Iver han heltmodig havde vovet,

Imod Samvittighed, og uden for sit Kald,

At giøre forslag, og befordre andres Fald.

Og hvor der før var een, blev trends fat i Stedet,

Ja een fik tre Mænds Løn, fordi han havde smedet,

Hvad tredive tilforn, nu koster fem gang ti,

Jeg spør: Er Landet da for Byrder blevet fri?

Blev derfor mere giort? Er derfor større Orden Udi Collegier og Landets Sager vorden?

Saa hedde det, men var det saa i Gierningen?

De giorde alting for at giøres om igien.

27

19

De gav det store Haab, naar De kom til at styre,

Da skulde blive let de Ting, som før var dyre,

Da Skatter høre op, da Nøden skinde bort.

Da blive hvidt og skiønt, det for var fælt og fort.

Har vi da under Dem en Gylden Tid oplevet?

Er Extra - Skatten ei af Dennem bleven hævet?

Nei! Er Rangskatten? Nei! Er Gageskatten? Nei! Er ingen I Jo, for Salt og Cent, den gik sin Vei. Dyrtid De følte ei, De dandsede paa Roser,

De commanderede Skatkamrets store Poser,

"Vi selv bør være fri, og vore Skabninger,

For Skatter og Dyrtid; lad andre give her.

Desverre! Landets Nød faa lidet blev forlindret,

Som neppe Kongens Gield er kiendelig formindret,

Tvert om, det sagdes, at man giorde paa en nye,

Det svie vil til Marv og Been for Land og Bye. Søemagten den blev slap, Landmagten Modet tabte,

Da man saa ofte dem og deres Skik omskabte.

Hvordant med Myntningen og Landets Mynt det stod? Vist nok for Landet ei paa fordeelagtig Fod.

Vort Guld og sølv gik bort, og Landets rede Penge;

Det lige meget var, om andre skulde trænge,

Naar kun Clienterne og selv de havde nok,

At troe og tænke saa, var Deres faste Stok.

28

20 Den skiulte Krukke faaer man vel engang ved hanken,

tæl Deres actier i Lotterie og Banqven,

Rens Lediker, luk, i og uden Landet, op,

Drag Vexlere her frem, og hver en hæle-krop.

Til Preussen med det Kram, der vanker complimenter,

Af capitalerne der gives Rentes Renter,

Man rigtig skilte os, vi glemme det ei let,

Ved Landets Velstand og en anden gammel ret.

De fluttede i Hast, naar noget skulde smelde,

Ei Raad, er Overlæg, ei Orden maatte gielde,

Derfor hvert øieblik igien De giorde om; Hvad blev Henviist i Gaar, i Dag paa banen kom.

Smaa - creaturene i høie Toner tale,

Hver løb med Kongens navn, og kunde kun befale,

De raabe offentlig: respect for Magistrat,

Og vidne selv, hvad Folk De ere i en Stat.

Fra Morgenstunden af, og indtil Aftens Ende,

Man friske Ordrer faae fra cabinettet rende,

Kom noget Got (z) iblant, man kiendte Kongens

gud, Men Deres eget Doent som Avner fløi for vind.

(z) Saasom: Om Veienes Forbedring, gadernes nye omlægning, nye ga- de lygter, Stadens Reenholdelse, characterets indskrenkning ingen

Rang

29

21

Hver næsviss Idiot, hver Tolder vg Hver synder,

Som kom med noget nyt, fandt Tilflugt og Velynder.

Le Geister hentede fra Syder og fra Nør,

til at fuldkaste det, som ingen vilde før.

Man ikkun peger, men ei spør vor syge Moster,

forskriv, hvad haver Navn, lad komme Hvad det koster,

vel! reisepenge ind og Reisepenge ud,

Kost, tæring, løn, Accord, til alt det løbe-krud.

De brokkede i Hob Det ene om det andet

af alt, Hvad Latter gav i Staden og paa landet (a),

Spectacler, veddeløb, Burst, Giro, syndicat, Real, lott, Pharao, Call, Casse, og Castrat.

Rang i collegierne, Titulaturs afskaggelse, Politiens Forbedring, Processers Forkortning, commissorier, justitien i gields-sager, Skrive-Friheden, Exspectancers Formindskelse, ingen at have tvende Embeder, Betleriets Hammel, inoculationen, Toldfrihed paa Bøger, og deslige nyttige Ting, som enhver Patriot ønsker, at maatte fremdeles holdes over.

a) Den gemene Mand er ikke altid billig i sine Domme, fordi en Ting er nye, holde De den for ikke at være nyttig. De vide ei at skielne det Gode fra det Onde og Skadelige. De har saadan fordom for det Gamle, og de af forfædrene med god Overlag giorte Indretninger, at De troe, at ingen fremmed Ting og Titel, som passer sig paa den Tydske Stat, kan have Sted i Danmark.

30

22 Lad oxer steges, og lad vinen lystig springe!

Marinens Folk sig op i glædskab for os svinge!

optender blus, lad gaae, frisk janitskar-musik,

Lyst-Ild, Fyrverkerie, Tourbillons, Pirik. Fransk, Tydsk, italiensk, og alt hvad kunde sprade,

Comedie, Ballet, Redout, Sang, Masqverade,

kunstmester, Operist, Ponsch-Huse, Lykkespil, Kort sagt: Al Daarlighed frit strømmede hertil.

Elandigt Tids-Fordriv, naar Skuespil og Dandse,

Naar Masqver, Blindetøi, skal føre vore saude (b)

Fra øiemedet, som Gud gav os dennem til.

Den sande viisdom ei en Daare kiende vil.

Sandt, Daarers Tal er stort, men tanker I at blinde Den hele Nation? Nei! I vil faae at finde:

Jo nærmere I troe at komme Eders Maal,

Jo snarere I selv fuldskienke Eders Skaal.

(b) Det er den vise konges Salomons Ord, præd. 2, 8. Jeg bestikkene mig Sangere og Sangersker og menneskens børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik. V. 9. Og jeg blev mægtig og tog til over alle Dem, som havde været for mig i Jerusalem, og min Viisdom stod med mig. Vers 10. Og alt, hvad mine øine begierede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit hjerte ingen glæde. Vers 11. da saae jeg, jeg om til alle

31

23 Voltaire, Deres Gud, De reise op et Alter;

Til Pios ufus De med landets Indtagt skalter,

Ti tusinde til det og tusinde til dat,

Bed saadant offer man Velsignelsen faaer fat.

Lad kun Voltaire nu besynge Deres skiæbne,

Som nylig har begyndt mod Tyrken sig at væbne

For Christendomens Sag; Hev kV en aaben Felt,

her store Gierninger, her meer end dobbelt Helt.

Lad nu Fritankeren frit i Ufrihed tænke,

Frigeisten svinge sig op over Baand og lænke,

Da Tankens Herre kom, Fri-Tanken hørde op.

Thi tøile lagdes paa den usle siæl og Krop.

De lode kun staae til, alt hvad som kunde trække Og tænkes op, vor Pung og Ungdom med at svække,

Men under saadant Skiul de klippede og skar,

Og Kongens casse end en Rem af Huden har.

De dreve Spor og Trods, til christnes Skam at sige,

Med Gud, med Bibelen, med christi Navn og Rige,

De syndede mod hver udaf de ti Guds Bud Med oprakt Haand, fordi de troede ingen Gud.

alle mine Gierninger, som mine Hænder havde giort, og til det Arbeid, som jeg arbeidende havde giort, og see, det var alt for, fængelighed og Aands fortærelse.

32

24 Sabbaten (c) blev ik priis for Arbeid og for synder,

Med ond exempel De selv pøbelen tilskynder.

stoi, Optog, nattefurr, og Franske Skuespil Den Andagt var, hvormed hver Søndag bragtes til. hver Dag i Ugen fik forfængeligheds Tynder,

Som villig tendte an; Nye Dag var nye Synder,

Og, for man vidste det, gik Dag og Uge bort,

Men til det Nyttige Dem Tiden blev for kort.

God Politie og Skik, det heder, De vil have.

Dog maae Uordener i sikker Frekhed trave,

(c) Port-Passagen frigiver om Søn- og Hellig-Dage, saavelsom om ræt- terne, Cabinets-Ordre den 6te maji 1771. In novembri 1770. begyndtes her at spilles Opera og Comedier om Søndagen, og fik hver Dag i Ugen sine Lystigheder, som varede hele Vinteren igiennem, imedens enhvers eget huus var et Bochim, et sørge- huus. Jerem. 17, 24. 25. 27. Om I hellige Sabbathens Dag, at ikke giøre nogen Gierning paa den, da skal Konger og førster komme ind igiennem denne Stads Porte, som sidde paa Davids Trone. Men dersom I ikke høre mig, til at hellige Sab-

batens Dag, og til at ikke bære Byrde, og indgaae igiennem Portene i Jerusalem om Sabbatens Dag, da vil jeg lade antende en Ild i dens Porte, og den skal fortære Jerusalems Palladser, og ikke udslukkes. Ezech. 20, 13. De vanhelligede mine Sabbater saare, da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over Dem, at giøre Ende paa Dem.

33

25

Saa stærk De vil og kan, paa Gade og i Kroe,

Og ingen Politie forstyrre Deres Roe (d).

Det gik i Fleng og spreng, og alting var fremsuset,

For skikkelige Folk blev Stald og Ridehuset

tilsperret, Derimod blev Haven (e) giort til PriiS For Buk og Gied og Kalv og Kid og Lam og griis.

De friheds breve gav til Laster og til Lyster,

Vor Ungdom kappedes at vove Satans Dyster,

Indtil en bitter Sorg og ømme følelser

Bred ud i tusinde beeklager her og der.

For al Uteerlighed stod Der og Porte aaben,

Man agtede kun lidt forældres Suk og Raaben,

Forbudet blev giort frit, og frit forbudet blev,

Hvad før uagte var, sig nu for ægte skrev (f).

(d) Den ny Magistrats Placat af 3die April. 1771. Art. 2. Skal enhver nyde i sit huus fuldkommen Frihed, uden at blive forhindret af politiet Dag eller Nat i deres particuliere Forretninger.

(e) Rosenborg Have given til Priis In Majo 1774,

(f) Anstalter om ægteskab i forbudne Led, ægteskabs Brud, Leiermaals Beder, uægte børn, Casser-børn & c. Som alt skulde tiene til at justificere deres egen Opførsel, og hvad samme i Fremtiden skulde

34

26

De sige saa: "Derved skal folkemængden vinde,

I alle stænder maae en jævnlighed sig sinde,

Dyd, Rang, og ædel Byrd maae ikke være til,

en gamle Landevei vi ikke følge vil.

I Daarer! Har I da skabt Himmelen og Jorden,

At I omstøbe vil Guds og Naturens Orden?

Stand, Dyd og Byrd nok selv sin Ret forsvare skal,

Giv ægteskab sin Skik, faa voxer Folkets Tal.

Af anden Rod der knap opvoxer gode Stammer,

Et Land af gode Folk og ei af mange brammer,

Giør godt det som vi har, det da vel bliver stort,

For stort, og ikke godt, ei passer liden ort.

For Pøbel, Bondestand, og Ungdomen at vinde,

Al Friheds Skin De saa optænke og paasinde,

Nu heed det: Kongen vil jo Folket giøret fri,

Imedens spinde De et ævigt Slavene,

I Hvilket Kongen selv fik Æren først at træde,

Og Kongens huus dernæst anviistes Rang og Sæde,

Hver Dansk og Norsk faaer Lov at fare med der ned,

Som ikke vilde gaae i Deres Pligt og Eed.

føde af sig. Den sidst udkomne, og flere ventende Forordninger, lover os herudi, som i flere Ting en ønskelig og med Chnstendom Overeensstemmende Forandring.

35

27

Men holdt! hvor vil jeg hen, min Pen har sagt for meget,

Gud være Tak, at ei en Tragisk Leeg blev leget.

De ikke mættes i de Levendes Fortred,

Men selv ei dødningen for Dem kan have Fred.

De Døde ikke maae om Dagen gaae til Hvile,

Lad kun de spøgelser ved Nat til Graven ile (g),

Langt bort fra Stad og Vei med Mindelser af Død Fra Dem, der har sit Liv i Lysters kaade Skiød.

For Dødelighed De saa vidste sig at hytte,

udødelighed var den store ærestytte,

De vilde reise sig, De fik den rigtig klar,

For Gud og Verden den staaer blot og aabenbar.

I usle! Seer I nu, med Eders Digt og Tragten,

Hvad I udrette kan ved Klogskab eller Magten,

Ei Døden, Modgang, Sorg, ei tilige graa Haar Vil skaane Høihed, Magt, og beste Ungdoms Aar. Religion, og Dyd, og alle gode Love,

I saadan Hurlumhei, sig lagde til at sove,

Hver Ærlig patriot sit Ansigt skiulede,

Og lukte øret, at ei høre eller see.

(s) Placat om Ligenes Begravelses Tid af 20de April. 1771. Det var paa Tapetet, at ingen liig meere skulde begraves i Stadens Kir- ker eller Kirkegaarde, men alle uden for Byen.

36

28

Man seer formørkelse i Landets Sool og maane,

Hver af Dem er et Rov for sin kulsorte blaane,

Saa slet fordunkle de Din Magt, Din Glands, Din Ven, At lidet af Dig selv, o Konge! er igien.

Selv Bord, og Stald, og Dragt, og agetøi forandret,

Man seer en anden Smag fra Fremmede indvandret,

Alt skulde være Tydsk, og Engelsk (h), eller Fransk, Bort, sagde De, med hvad som lugter Norsk og Dansk.

Til Hest og Fods og Vogns ei manglede Escorte,

Men Hoffet kiendtes ei, alt Kongeligt var borte,

Det Lange stumpet blev, det Stumpede blev langt,

Hvad snevert var, blev vidt, det viide blev for trangt. Hvad før blev kiørt, det veed, og Rytteren han kiørte,

Hun-Kiønnet blev usnørt, men en Hannerne indsnørte,

Et Konge-Barn skal nu en Hyrdes være liig,

Et Folkes Hyrde maae saaledes danne sig.

Det Kuldede fik Horn, det Hornede fik Kulder,

Et selsomt Syn at see, naar Hulder gik til Bulder,

Saa Kongen have vil, saa være skal og maae,

Kun fattedes, at mænd ubuxet skulde gaae.

(h) engelske Dragter, engelske Drenge og Staldfolk, Engelsk kiøre- og Ride-Tøi, engelske Fri Huse, engelske Forlystelser, med flere Ting, som end ikke vare ankomne eller i Verk satte.

37

29

De giorde Nat til Dag, og Dagene til Nætter,

I Vellysts søle sig umætteligen mætter,

Som Jehu Min Søn, saa fore De afsted,

At Folk og creatur selv sukkede derved.

De skabte Qvinder om til Mænd og Mænd til Qvinder,

Og gav Modeller op for Mænd og for Mandinder,

De sagde: Hvidt er sort, og sort skal være hvidt.

Hvo ikke sagde Ja, han var kun agtet lidt.

Hver Jurisdiction (i) skal ændres og omstøbes,

Og Landets velfært maae i al Slags Skin indsvøbes,

De Regning giør paa fleer og ny Tilhængere,

Men vist nok deri, som i meer, De seilede.

Commercren den blev, som sagdes, vel forsynet,

Fabrikerne forsvandt, al Held foor bort som Lynet,

Hver ærlig Handelsmands og Borgers næring laae; Med Suk, og Haand i Haand, een paa den anden saae.

(i) Alle Stadens Civile, Geistlige og Militaire Jurisdictioner sammendragne under hof- og Stads-Retten den 15de Junii 1771. Ved nogle Jurisdictioner i hertugdømene skeede og Forandringer, men flere saavel der, som i begge Kongeriger, vare endnu ikke bragte til Fuldkommenhed.

38

30

Lad sukke, tænkte De, det er for Kongen vovet,

Men Sukkene de faldt den paa de Rettes Hoved,

Den Haand, som Hierters Suk opsamler i sin Skaal,

Veed at bestemme Dem til rette Tid og Maal.

Med Kiøbenhavn i sær det syntes være ude;

Og Staden til sit Fald og Undergang at lude,

Dens Privilegier og gamle Glands gik bort,

Og Husene paa Folk og Velstand kom til kort.

Den Stiftelse og Skienk, som Friderich den Store (k)

Til Residenzen gav, maae nær sin Kraft forlore,

Betænk det, Konge, vel, og tak Dit Kiøbenhavn,

At ei udslettet blev Dit Huus og danskes Navn.

(k) Kiøbenhavns privilegier, givne af Kong friderick III. efter Son-

verainiteten den 24de Junii 1661. Eftersom, næst Guds

den Almægtigstes naadigste Vistand, vores Kongelig Residenz-Stad Kiøbenhavn, udi sidste besværlige krigstid, og særdeles i den haarde Beleiring, sig imod Os og Vores Kongelige Huus saa troe og lydig, og mod Vores fiender saa modig og tapper haver deteet, som det den nu levende Verden noksom er bekiendt og vitterligt, da have Vi, paa det ogsaa, saadan Deres underdanigste og skyldigste Troskab og tapper Modighed, til Deres ævige Berømmelse, Posteriteten, saa længe Verden staaer, kunde notificeres, og samme vor Kongl. Residenz-stad Kiøbenhavn frem-

39

31

Lad dog belønning ei, og ævig Æreminde

For Borgerskabets Tro og Tapperhed forsvinde;

deles derudi mod Os og Vores Kongelige Huus at continuere, desbedre kunde foraarsages, saavelsom ogsaa andre vore kiære og troe Undersaatter, udi flige og andre Tilfælde et got Exempel til at efterfølge, kunde for øien stilles, samme Vores Kongel. ResidenzStad Kiøbenhavn, samt alle dens Indvaanere, Geistlige og Verdslige, de nu levende, saavelsom Deres Efterkommere, med efterfølgende Privilegier allernaadigst anseet og begavet. Art. 25 Præsident, Borgemestere og Raad, med Borgerskabet, maae udlegge 32. af de beste cg fornemste Borgere her udi Staden, hvilke, tillige med præsidenten, Borgemestere og Raad, Stadens og Meenighedens Beste, saavelsom dens Indtægt og Udgift, efter Tidens Beskaffenhed kan overveie, og derom handle og slutte. Af bemelte 32. Borgere maae udvælges Tvende, som tillige med præsidenten og een af Borgemesterne, maae altid have fri Tilgang til Os, Stabens og det gemeene Anliggende at andrage. Art. 9. Og paa det Vor Kongelig Residenz- og fri Rigs-Stad Kiøbenhavn, samt dens Indbyggere, Vor Kongelig Propension og Naade des bedre kan

have at bemerke og ndi Gierningen at see da have Vi Den-

nem Vores Leyn Roskild, saavidt det ikke allerede til andre er afhendet, til en Kvindelig Eiendom givet og foræret & c. Art. 10. Indkomsten af bemelte Roskild Lehn skal Halsparten til Stadens Raadstue og Magistratens reputeerlige Underholdning, og den anden halve part til Stadens politiers og Menighedens Forbedring anvendes, over hvilket Magistraten skal haveDispositionen & c.

40

32

Den jo Din Kongemagt og Arv og Stormens Dag For Verden har tilkiendt det storte LEres-Flag.

Det var i Grevens Tid, da det Og mere skede,

Hvo skulde andet troe, end Kongens store Vrede

Kom over Stad og Raad og To og tredive,

Men Kongens Haand derfor man aldrig fik at see (l). Det heed, som Sproget var, at Byen skulde spare,

Og at Indvaanerne nu skulde snart forfare,

Hvor Stadens Velstand og dens casse voxte til (m),

Man venter ikkun paa, det snart sig vise vil.

Hver gammel Stiftelse De truede at rygge,

For Kirker, slog De paa, theatrer (*) at opbygge,

Med Landets Tab og Guds Foragt og Sprogets Spot,

For Kunstneren det var og Haandverksmanden got.

(1) Tvende saa anseelige og gamle Collegier maatte lade sig udvise ved en

Tydsk P. M. af Greve U. A. v. som læses i Veiviseren for dette Aar, Pag. 164. Hvor og samme Herres 17. Tydske Puncter findes, med magistratens Danske Besvarelse.

(m) See Placat af 8de April. 1771. Conf. Reglementer af 5te Jun, 1771.

Adresse-Contoirets Efterretninger No. 56. 209.

(*) Der taltes om et nyt Fransk Theatrum, som skulle bygges, og koste over 1 â 2 Tønder Guld; en herlig Stiftelse i et lidet og forarmet Rige.

41

33

Med mindre Kirker (n) en Begyndelse De giorde,

Der fattedes kun lidt, at De jo ogsaa torde

De større (o) gribe an, om Peblens Frygt og Magt Ei havde hindret at fuldføre Deres Agt.

Den Marmor-Tempel, som Kong Friderich den femte Sig til et mindetegn og til Guds Lov bestemte,

Skal staae, hvis Bygnings Pragt ei Norden vise kand,

Som en Ruin, til skam, for Konge, Stad og Land (p). De snakke Kongen for, at Folk er misfornøiet;

Thi blev til Sikkerhed unyttig Anstalt føiet.

Nei! Kongen kunde frit sig lagt i hver Mands

skiød (q),

Og ikke frygtet for den mindste Modgangs Stød.

(n) I Veisenhuset hørde Gudstjenesten op ved slutningen af Aaret 1771. Friderichs Hospitals Kirke blev forandret til Legement for Veneriske Syge.

(o) Hellig Geistes Kirke stod stor Fare for at blive nedbrudt.

(p) In Septembri 1771. blev befalet, ikke mere at arbeides paa Friderichs

kirke, og de dertil brugte Jern- og Træ:Machiner nedrevne.

De tvende store Konger Christian den fierde og Friderik den fierde giorde sig heraf en Roos.

42

34 men den samvittighed, som Deres Hierter trykte,

Forvoldte, at De selv bestandig maatte frygte (r),

Hvert Løv, der rørde sig, var Dem en hareskrek,

For Krigsmand og Matros man saae Dem løbe vek (S). De gav da Ordrer, fom uholdelige vare,

At hver en Chef han skal til den opførsel svare,

Som øvedes udaf hans Underhavende (t),

Let sagt, men ikke let flig Anstalt kunde skee.

Af Mammon søgte De sig Venner nok at giøre,

Som skulde hiulpet til at Deres Plan udføre,

Mindst tænkende, i Dem at finde Banemænd,

Men rette Tid og Maal var ikke kommen end.

(r) Viisd. 17, 11. Ondskab, som er fordømt efter ens eget Vidnesbyrd, er en frygtagtig Ting, og i det den ængstes formedelst Samvittigheden, formoder den sig altid svare Ting. V. 12. Thi Aarsag til Frygt er intet andet, end at man forsager paa ald den Hielp, som som er givet Forhaabning om af Fornuften.

(s) Man erindre kun Matrosernes Optog for Hirschholm forrige søm- mer, og livvagtens afsked den 24de Dec. 1771.

(t) Cabinets Ordre den 17de Septemb. 1771.

43

35 Den skrive-frihed, som de bragte selv til veie, Vel brugt, var god, men strax begyndte at udskeie,

Den tiente mesterlig i Deres onde Kram,

Indtil den spidsedes Dem selv til Skrek og Skam (u).

Kanuter sendes ud, de Dunster ad adsprede,

Som sig fra vores Luft begyndte at udbrede

Til tydskes, Britters og hvert europæisk Land,

Men Smitten havde alt faaet meer end Overhand.

Blant mere Anstalt, som De sunde paa og giorde,

End denne for enhver fordægtig maatte vorde:

udlændske Breve, som til Kongens huus indløb,

Vil Cabinettet først see, under Seigl og svøb.

I andre Lande De et Rygte lader sprede (x),

At Kongens Helbred den er tvilsom, skal det hede.

Den daglig tager af, Hans Tid er ikke lang,

Man mærker Hensigten, om sagen kom i Gang.

(u) Skrive-Friheden blev given den 14de Sept. 1770, indskrænket igien den 7de Octob. 1771. og helder nu til sin Undergang. (x) Man lærte herom, og om andre ting, besønderlige artikler indrykte i de Engelske og andre fremmede Gazetter.

44

36 Pariser Bryllup og Sicilianske Msper

Her var aspecter til, thi Pierre, Jean, og Jesper Med Penge sendtes ud, at kiøbe alting ind:

Fra Franske Svovelstik til Engelsk pølsepind.

Recryter hverves maae af Piger og af Drenge,

De Danske have skal ny Meubler, andre Senge,

Alt Engelsk, slæde, Vogn, Kudsk, Sadel, ride-Sven, Pak ind, saa meget, som kan fylde Ladningen.

Kom nogen Dansk her hiem, som havde været ude Alene to Aars Tid, han maatte frit bebude,

Han kiendte ei igien sit kiære Fædreland,

Saa plat kolbyttet var hver Ting og hver en Stand.

Hver Stiftelse blev rørt, og hver Indretning dristet (y),

Ei agtet Hensigten af Dem, der havde stiftet.

(y) Saasom Frideriks-hospital, alle Hospitaler og de Fattiges Væsen, Ma- ler-Academiet, Opfostrings-Huset, Banken, det Kongelige Universitet, Geistlighedens Indkomster og Privilegier. Der var prælude-

ret til disses Omstøbning, men ikke begyndt paa dem alle. Ikke at tale om postvæsenet, toldvæsenet, Landvæsenet, Bygningsvæsenet, myntvæsenet, Odels-Retten, Bergverkerne, Islands-Handelen, og compagnierne, & c.

45

37 Sidst med en vældig Haand, De vilde kaste om

De faderløses huus (z), og Fridrichs helligdom.

(z) Det Kongel. veisenshuses fundaz, dateret 21de Julii 1727. dens 1ste Artikel siger, at de af høisalig kong Friderich den fierde skienkede Capitaler og Gaver, maae eller bør udi ingen optænkelig Maade til anden Brug anvendes, end til de i dette Huus indlagte forældreløse børns Opdragelse i Gudsfrygt og til nyttig Haandgierning. 8de Artikel, at derved kan ventes Guds Velsignelse over Landet i vore og vores Arve-Successorers langvarige Tider. 9de Artik. Vores alvorligste allernaadigste Intention ogsaa gaaer derhen, at dette Verk skal vare bestandig, og vedligeholdes indtil Verdens Ende: Saa ere Vi forsikrede om, at Vores kongelige Arve-Successorer i Regieringen, vores Funday urygge- ligen holder, og dette i sig selv gudelige og høi magtpaaliggende Verk kraftig haandhæver og befordrer, paa det ei Guds strenge Vrede og uforbigiængelig haarde Straf skal paafølge over alle Dem, som dette Verk og denne fundaz kuldkaste, eller derimod noget handle eller udøve ville. Det hosføiede aabne Brevs 13de Artikel tillader enhver, som Gud haver givet Forstand og Forfarenhed, til at kunne erindre eller fremføre noget til dette Verks fuldstændige Drift, det vare hvo eller hvor ringe han er, at meddele sine Raad, hvoraf de Tilforordnede ere villige at antage alt det, som kan være til Nytte, og i Verk stille. Dette store Huus blev efter Kiøbenhavns Ildebrand opbygget fra 1731. til 1734. da det og dets Kirke blev indviet. I samme har den ordentlige Guds Tieneste nu over 47 Aar været holden, indtil den ved sidste Afskeds-Prædiken den 29de decemb. 1771. blev nedlagt.

46

38

Som det Dem kiære Huus løb ud af Banke-Stokken,

Da sagde Seeren: Nu ringer storme-klokken,

De Faderløses (a) Suk, den store Konges Band Nu kalder Himlen, til at redde I Folk og Land.

Man tænker ei derpaa, jeg troer, Charlottes Taare Paa Himlen har giort Vold, foreenede med vore,

Vist en alvorlig Bøn af en retfærdig Siæl Udretter store Ting til Lands og Rigers Vel.

Men da en Stormerhaand sig syntes ville væbne

Mod Presters, Skolers, og Academiers Skiæbne,

En Ebenezer kom, og stympede den Arm,

Hvis Fingre havde giort Forstyrrelser og Harm.

Her har I Skyggen af den mediske Regiering,

Gid ei den Partiske os spiller en Forkering,

Det sidste Onde blev et sildigt Efterspil,

Naar nye lægers Hielp vi skulde trænge til.

(a) Ordspr. 23, 10. II. Kom ikke paa de Faderløses Ager; thi deres

løser er sterk, han, han skal udføre Deres Sag imod Dig. Esaiæ

10, 1. 2 See dem, som beskikke uretfærdige Skikke, og de Skrivere, som skrive nøie: At vende de Ringe fra deres Ret, og bortrive de Elendiger ret iblant mit Folk: at Enkerne maae være deres Rov, og de kunde berøve de faderløse.

47

39

Vil nogen kroppen nu livagtigen afmale,

At Billedet for den og Mesteren kan tale,

han giøre, hvad han kan, i Farve eller Blek,

Naar kun de fine sees, med samt de grove Trek.

I herrer Medici! Bliv kun ved Eders Draaber,

Lad Stat og Cabinet beholde sine Kaaber

For Dem, hvis Hierte helst og Indsigt nytter der,

Mest plages Land og Folk, naar Bonden Foged er.

I Fremmede! som vil iblant os Brødet søge,

Om I med vores Tab vil Eders Gods forøge

Og herske, Vider da: Her fælde er og Spot;

Vi elske Eder, om I lær os noget Got.

I Hyklere! som har tilbedet de Heroer,

Og Deres Gierninger forsvaret, om I troer,

At Dem nu Uret skeer, da taler Sandheds Ret,

Og kaster Kappen, den I vender alt for let.

Her ligger Hamans Raad og Achitophels Renker,

Her ligger Vidd og Kunst og List og Snærelenker,

Et skreksomt øieblik (b) omstyrtede den Mand,

Hvis kunstig Bygning var opført paa Flyve-Sand.

(b) Psalm. 73, 19. Hvorledes blive de i et øieblik til en ødeleggelse? De omkomme. De saae Ende for Forskrekkelser. 5 Mose D. 32, 35. Deres Ulykkes Dag er nær, og de Ting, som ere beredte, haste at komme til Dem.

48

40

Nu kom det Tordenskrald, fom Cedertræet fældte (c),

Her segner Helten, som vil Rigers Stat omvelte,

Ulykke, raser Du! tør Du ved Nattens skiul Angribe den, hvis Haand regierer Lykkens Hiul.

I Afmagt Vellyst faldt, og smiger tabte næsen,

Den kaade Frekhed selv forlorede sit væsen,

Hin dumme Spotter-Geist og Hofmod, sandt et

Skaar (d),

I det at Dyret fik det dødelige Saar.

Giem, Sundets vogter, vel den Skat, Du fik at giemme,

Et vagtsomt forhæng skal dens Skiebne snart bestemme,

Forbandet ublu Veir! den Dag Du Dig indfandt,

Thi Blomstret knap sprang ud, før det igien forsvandt.

(c) See Jule-Aftens Feide. 2 Sam. 22, 14. Herren tordnede af Him-

melen der kom Lynet, og han forfærdede dem. Domm. 9,

15. Og Tornebusken sagde til træerne: er det i Sandhed saa, at I vil salve mig til Konge over Eder, da kommer, skiuler Eder un- der min Skygge: Men hvis ikke, da komme Ild ud af Tornebusken, og fortære de Cedere paa Libanon. Ezech. 17, 24. Og alle Træer paa Marken skal fornemme, at jeg Herren, jeg haver fornedret et høit træ, giort et grønt Træ tørt.

(d) Esa, 29, 20. Naar det er ude med den forfærdelige, og Spottere have faaet Ende. ordspr. 16, 18. For Forstyrrelse er Hofmodighed, og for fald en høi Aand.

49

41

Lad Daare-Viddet nu paa Daare-Gierning Hvile,

Og vente, angestfuld, Hvad Lov og Ret vil stile.

O Christian! O Folk! Kiend dog en Overmagt;

Thi ingen, uden Gud (e) har fligt tilveiebragt.

Han veed, Han kan, Han vil, paa rette Tid og Maade Udføre Kongens huus og os af al Slags Baade,

Da vi sov sødelig, Han vogede heel vel,

Han, som regierer og bevogter Israel (f).

Tak være Gud for den livsalig blide Morgen (g),

Som stillede vor Suk, som reddede af Sorgen,

Ulykker truede, men see! den sterke Haand Udriver Kongens huus, og styrer Ondskabs Aand.

(e) 5 Mose B. 4, 35. Dig er det bleven viist, at Du skal vide, at Herren han er Gud, ja ingen, uden han alleene. Psalm. 118, 23. Dette er skeet af Herren, det er underligt for vore øine.

(f) Psalm. 121, 4. See, han skal ikke stumme, og ei sove, som bevarer Israel.

(g) Psalm. 5, 4. Herre, Du skal tilig om Morgenen høre min Røst. Ps. 143, 8. Lad mig aarle høre Din Miskundhed; thi jeg haver forladt mig paa Dig. Viisd. 16, 28. At det skulde vitterligt giøres, at man skal takke Dig, førend Solen gaaer op, og komme for Dig, naar Lyset oprinder.

50

42

Jo, jo! Ei ene Du, vor Konge, haver fundet En Frelsning, men og vi, vi alle have vundet

Med Dig en herlig Seir, en seir, som overgaaer De blodige, hvorom i Tidens bøger staaer.

Men har Du, Konge! og Din Gud et offer givet (h),

Han, som bevared Dig ved Magten, æren, Livet,

Glem aldrig Tak og Bøn, giv Gud Dit Hierte hen(i),

Og i Din Ungdoms Tid tænk dog paa skaberen.

Saa skal Dig, Gud, vor Gud! ske Tak og ævig ære;

For det, for hint, for alt, Dit Navn høilovet være!

Psalm. 66, 13. Jeg vil gaae ind i Dit huus med brænd-offer, Jeg vil betale Dig mine Løfter. Esa. 25, 1. Herre, Du er min Gud, jeg vil ophøie Dig, jeg vil bekiende Dit Navn; thi Du giorde en underlig Ting. De anslag, som Du haver sagt langt tilforn, er Trofasthed og Sandhed. Psalm. 71, 24. Min Tunge skal tale den gandske Dag om Din Retfærdighed, thi De ere beskæmmede, thi De ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke. Psalm. 124, 7. 8. Vor siæl er undkommen, som en Fugl af Fuglefangerens Snare, Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne; vor Hielp er i Herrens Navn, som giorde Himmel og Jord.

(i) Psalm. 57, 8. Gud, mit Hierte er rede, mit Hierte er rede, jeg vil synge, ja jeg vil synge Psalmer; Vaag op, min Ære, Vaag op, Psalter og Harpe, jeg vil opvaagne aarle.

51

43

Vor siæl paa Styrke gik, vor Suk fik Overvegt,

Forkynd Guds vælde, Folk! fra Slegt til sildig Slegt (k).

glæd os, vor Gud, igien (1); Men see! hvad større glæde, End Kongen atter sees i Herrens huus at træde,

Og ærlighed igien til Tronen finder Vei,

I Unge giver Agt! I Gamle sørger ei!

Til holofernis Fald Gud rustede en Qvinde,

Judith, den snilde og den heldige Mandinde,

En liden David slog den stærke Goliath,

Ved Begge Israel beholdt sin Friheds Hat.

Dig, Juliane! og Din Søn! vi høit ophøie.

Du har forsøgt med os, Sorg, Haan og Ondt at døie,

Det ømme Hierte, vi bar for hverandres Kor,

Udbristede i Fryd: Vi frelste, du er stor.

Lært havde Du den Kunst, at give Tid og fire, Nu kom den rette Stund, at spille prævenire,

At tage Brodden bort, for De os forekom,

Og dryppe Dennem ned i Deres egen dom.

(k) Psalm. 102, 19. Dette skal rives for den Slegt, som herefter form- mer, og det Folk, som skal skabes, skal love Herren. Psalm. 145, 4. En Slegt skal derømme for den anden Dine Gierninger, og De skal forkynde Din vælde.

(I) Psalm. 90, 15. Glæd os efter de Dage, som Du haver plaget os; efter de Aar, som vi have seet Ulykke.

52

44

Gud gav Dig Viisdom nok og kraftig Raad i Sinde,

Gud styrkede Din Arm (m), og hialp Dig, Folk at sinde,

Endog af dem, som før var hines Venskab værd,

Til vel at føre ud en saa fortvilet færd.

I Tro, mandhastighed, og allerbeste Orden,

De Helte samles til Minut, for Dag er vorden (n),

Hos vores danebod, som raadde Bod den Nat,

Al Hinder ryddes bort, hver Tilgang blev besat.

Siig os, Aarvaagne Prinds! hvor staaer det med Dit Hierte? Er ingen Mindelse af Frygt og Mishaabs Smerte?

Nei! Hiertet det er frisk, min Hensigt den er god, For Kongen og mit Folk jeg ofre vil mit Blod.

(m) Psalm. 18, 33 - 38. Den Gud, som omgiorder mig med Kraft, og

og giør min vei fuldkommen. Han giør mine fødder, som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine høie. Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobber-Bue brydes med mine Arme. Og Du giver mig Din Saligheds Skiold, og Din høire Haand understytter mig, sg Din Sagtmodighed giør mig stor. Du giør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke. Jeg forfølger mine Fiender, og naaer Dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.

(n) Klokken 4. om Morgenen begyndte De ar samles, og Klokken 5. var

den bestente Time til angribelsen.

53

45

Gud er med os i Dag (o), faa sagde Juliane,

I vædige til Strid! gaaer frem paa Ærens Bane,

See! her er Eed og Pligt, See! der er Krands og løn

Udfrier Kongen, Mig, Min Søn, og Kongens Søn. Vor Dagmar, med sin søn, sig teer for Kongens Leie,

Vaagn, a Milde Konge, op, en Sag at overveie,

Dit Liv, Dit huus, Dit Folk, Din Majestet

gaaer an,

Vel da i Herrens Navn, Han skrev sit Christian.

Vor Konge vaagner op, Han seer, betænker, skriver,

Her standser Tankekraft, jeg næsten undrykt bliver:

Min Konge legger sig med en besknyttet Aand,

Han vaagner, bliver väer den frelsende Guds Haand (p).

Saa vaagned Kongen op, og gid Han stedse vaage!

Hans Morgensool vil snart fordrive Nattens Taage,

(o) Psalm. 108, 14. Ved Gud vil vi giøre mægtige Gierninger; og han, han skal undertræde vors Fiender.

(p) Psalm. 3, 6. Jeg, jeg lagde mig, og sov; Jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig. Psalm. 139, 18. Opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos Dig.

54

46

Nu taler Kongen, Nu beordrer selv igien,

Hvo større canzler saae, end Hans trofaste Ben (q).

"I Ulyksalige! Jeg lader Eder vide,

At Timen er, I skal for Eders Forhold lide,

Har I i ærens Glands paa Tid og Roe haft

Savn,

I nu i centrum kan betænke Eders Gavn.

Den Leilighed, I før har manglet til at tænke, Og til at tænke ret, Jeg Eder nu vil skienke,

I veed, I mig har giort formædelse og Tort,

Jeg derfor Eder fra mit Ansigt viser bort.

her kiendes Kongens Røst, her vises, Han kan skrive,

Hans Hurtighed i Raad, Hans Viisdom er i Live,

Hans Frelse og Hans Magt er nu Hans Tankes Maal, Bort fra mit huus og Folk, Ulykkers fyldte

skaal!

Giør snart, hvad giøres skal, her er ei Tid at spilde, Flux overfalder Dem, som tænkte os saa ilde,

See denne Dagen er, som Herren haver giort, Hos Tungemaal og Folk hans Navn skal være

stort.

(9) Hans Kongel. høyhed Prinds frierich paragrapherede de Kongelige ordrer.

55

47

Omringer, griber Dem, lad ingen siæl undkomme, Om ellers dette Verk skal være os til Fromme.

Saa giort, som sagt. De gik i stille Tavshed hen,

Og efterkom, saa vel, som strax, Befalingen.

De gik, hver til sin Post, det lykkes uden Hinder,

Med blandet Mod og Frygt til hver De Veien finder,

Saa meget gladere, som Driften den var reen,

Os nok! at lettet blev den tunge Hierte-Steen.

Hvad høre vi og see; Er det i Syn og Drømme?

I Natte-spøgelser maae uden Ophold rømme (r).

"Nei! vi til Eder har vor Konges Ord og Navn,

At I maae lande nu hver i en anden Havn.

Een raabte (s): Jeg vil indtil Kongen, hvor er Greven?

Een: Jeg har intet giort, at jeg er Fange bleven.

Een pukkede og skreg: Veed I vel, hvem jeg er?

Jo, veed jeg, den I var, den er I ikke meer.

(r) Viisd. 17, 3. Der De mente at ligge forborgen i lønlige Synder under mørk Forglemmelses Skiul, bleve De adspredte, frygtende gruseligen, og bleve forfærdede af Spøgelser.

56

48

Her laae det stolte Mod, let vare overvundne De, allerede af Samvittigheden bundne,

Her gieldt ei flyve-Corps (t) og er Artillerie (u), Kunst, Renker, oplagt Raad, blev nu til Phantasie.

Al den Forsigtighed og Anstalt, De anvendte Til egen Sikkerhed, Dem selv tilsidst omspendte,

Det store Navn, De før til Upligt havde brugt Og Hiernens fine Spind, blev Dennem nu til Tugt.

Saa, længe pirrede, stod op de fromme Danske,

Og giorde det saa got, som Russer eller Franske,

Ei med Fremfusenhed, ei uden Grund og Skiel; Raad, Overlæg og Mod udfører Sagen vel.

Var før det Danske navn et Ordsprog uden Landet For hines Galenskab, som og maaskee for andet,

see, om det Danske Folk ei reddede sit Navn,

Da De faae Lejlighed at fremme Landets Gavn.

(t) In Junio 1771, blev ved Hirschholms Slot en Flyvende Garde oprettet, som in novembri ved Dragonerne afløftes.

(u) De besønderlige Anstalter, som sagdes at foregaae ved artilleriet, giorde et betænkeligt Indtryk paa stadens Indbyggere.

57

49 Den klare Morgen kom, Dem Solen Ryggen vendte,

Hver, i sin mørke Vraa, sin glædskabs Morgen endte,

De Nattens egne børn gik ud fra Nat til Nat,

Og aldrig mere De fik Dagens Klarhed fat.

Fra rolig Sevn og Seng De føres hen at vaage I bitter siæls Uroe, fra Glands til ævig Taage,

Et Speil for Eder, som misbruge Kongers Gunst, Naar mørkheds Time er, da sover Vidd og Kunst.

Knap skeet, før Rygtet fløi ud over hele Staden,

Folk løb i tusind Tal til Slottet og paa Gaden,

Imellem skrek og Haab; thi Frygten var saa sterk For det modsatte Ondi, at der var sat i Verk.

Tænk, hvad Forskrekkelse Hvers Hierte havde inde,

At ingen vidste sig i glædens Sprog at finde;

Ret nylig gruede hver Mand, at see sit huus,

Om ild og Sverd brød løs, nedlagt maaskee i Gruus.

Et Øieblik man løb i saadan Vilderede,

Een efter een man saae geleides bort; Hvad skede?

Det Kongelige Huus for Folket stiller sig,

Selv Jord og Himmel skialv ved Folkets frydeskrig.

Bort, raabtes, Pik og Pak, bort hver forbandet Greve,

naar Kongen lever, Jo! Han lever, Gid Han leve! Hurra, Hurra, Hurra, indtil den mørke Nat,

Sving Seier-Fanen op, Sving Friheds Fryde-hat.

58

50

Min siæl ophøie Gud i Dag og alle Dage,

Saa sagde, i sin Krog, den Gamle og den Svage,

Guds ære bliver stor (v), Hans Godbed aldrig endt,

Thi dødsens Snare brast, som havde os omspendt.

Nu deeler kongen ud belønninger og Ære,

I Helte triner frem, I som bør Prisen bære,

I gav et Mynster op paa Tro og Duelighed,

Som I, saa giøre hver, der staaer i Kongers

eed!

Et Optog Kongen giør igiennem Stadens Gader,

Enhver paa Hænderne vil børe Landets Fader,

Hvert huus, ja Jorden selv, blev ret som løftet op Ved Hurra-Skriget af den overgivne Trop.

Man seer, at Kongen har sin Beste Ven ved Siden,

Troe mig, da glæden ret brast ud, og blev ei liden,

De tvende sønner af vor Femte Friderik,

Gav Dagens Glands et Syn, som alting overgik.

Een Slegt den anden skal det rare Syn forkynde,

Det var en Olie i Glædens rene Brynde,

Hvert Hierte stod i Brand, hvert øie gnistrede,

Hvert øre, Haand og Mund, faldt i Henrykkelse.

(v) psalm. 138, 5. De skal synge om Herrens Veie, thi Herrens ære er stor.

59

51

Hver Patriot, som før i Dvalen maatte sveve,

krøb siungende herfrem og raabte: Kongen leve!

Fra Vugge-Glutten af til Gravens Candidat Paa Vivat: Christian! man kunde giøre Stat.

Velsignet være Du, vor Konge, med Din Broder,

Samt Juliane, Din og Landets hulde Moder,

Du blev i Dag vort Liv, vor Frelse, Fred og Fryd,

Vor Sang, vor Harmonie, vor Munds og hiertes Lyd, Man Aften-Stiernen seer, og Dagens Fryd fuldender,

Strax hele Staden sig i Lys og Lue tender;

Fra førsternes Pallads til mindste Hytte-Vraa Hvert Huus forkyndte, hvad i hver Mands Hierte laae.

Mit Hierte brænder, ja det luer, blusser, flammer,

Gud gav os Liv for død, og glædskabs Raad for Jammer, Min Konge blev urørt, vor Konge-Huus blev

fri(*),

Og Folket frelstes fra et skiendigt Tyrannie.

(*) Psalm 18, 50. 51. Derfor vil jeg bekiende Dig, Herre, iblant hed- tingene, og synge Dit Navn Lov; Som beviser sin Konge store Saligheder, og giør Miskundhed imod sin Salvede, imod David, og imod hans sæd ævindeligen. Psalm. 20, 7. Nu veed jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham af sin hellige Himmel, hans høire haands Frelse skeer ved megen Styrke. Ps. 805, 15. Rører ikke ved mine Salvede.

60

52

Men Gruset synge skal om pøblens Rasesyge,

Der slutter Natten med, at tugte og ydmyge

De Nattens Boliger, som fremmede Udyd,

Man saae en prøve af en overdreven Fryd.

Hvad, om vi havde seet den ulyksalig Elte,

Hvormed De tænkte; at den danske Skat omvelte,

Lad Tanken løbe om, og slut af dette Smaa I hvad for søle, død og Jammer vi nu laae.

Men, frelste Kiøbenhavn! Ja frelste Tvilling-Rige! Glem aldrig denne Dag, Naar har Du haft dens Lige? Kom Synderne ihu, Gud løste Straffens Baand, ydmyger Eder for den vældige Guds Haand.

Her seer Du, Konge! at Dit Folk Dig trolig ærer,

Og for Din Trones Fod sit Fryde-offer bærer,

Enhver sin Frelse seer, i det at Du er frelst,

Hver seer, og seer igien, sin Konge allerhelst.

Du elskes, elsk igien (x), elsk Folkets Sprog og sæder,

Føl deri glæde, at Du Millioner glæder,

Giv Landets Love Kraft, Bring Rigerne til Flor,

Giør Dig, til Folkets Tarv, ved Din bestræbning stor.

(x) De klogeste og lykkeligste Regenter har altid holdt Deres Underdaners

Affection for den beste beskæftning og sikkerste Garde. — Affe-

61

53

Den Gode Konge fæt ved Siden af den Store,

Da Tronen sikkert vil al Dunkelhed forlore,

Da Kongen vife sig i Majestetens Trin,

Thi Solen varmer, naar den har sit fulde Skin.

Troe ei, fordi Du seer om Dig en Glimre-Skare,

At Land og Folk er vel, og haver ingen Fare, <A

Men troe, at og blant Dem er Armod under Guld,

Og Gøde skal der til den synlig-beste Muld.

Beklæd Din Domstoel selv (y), See til med eget Øie,

Hvo skulde vove da at ville Retten bøie,

ction giør en Herre uovervindelig, thi det er aldrig hørt, at nogen Potentat, som er elsket af sine Underdaner, er overvunden, og den høieste Titel, som de mægtigste Herrer i Verden haver søgt efter.

er Pater Patriæ.

Affection kan udrette umuelige Ting, og

De, som give en Potentat Anledning til at gravere, degoutere og med udragelige Udgifter sine Undersaatter at belegge, De maae sette hvad Farver De vil, derpaa, saa søger De at disarmere Hannem, og blotte Hannem for den trygeste Garde. Af et gammelt Manuicript, som kaldes førstelig Tanke-Ring.

(y) Ordspr. 20, 8. En Konge, som sidder paa Domstolen, adspreder alle Onde med sine Øine. Cap. 29, V. 14. En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Trone skal stadfæstes ævindelig.

62

54 Skaf al Slags Misbrug af, og giør Processen let, Faa Love (z), gode Folk, som elske Gud og Ret.

Brug Spiret, som det bør, giør ingen misfornøiet,

Straf, Du har Sverdet, men vær ikke ubesøiet,

Men lad Retfærdighed (a) og Mildhed følges ad, Den Tvilling-Dyd giør Dit og hver Mands Hierte glad.

I Viisdoms Hænder er et langt Liv, Rigdom, Ære,

Gøg, Konge, Viisdom (b), og lad den Din Leder være,

Thi uden den Du ei den beste Konge er,

Ved den Du blive kan den største Konge her.

Lad Forslags-Mestere, som støde vil det Gamle,

Ei paa en slibrig Vei Dig komme til at famle,

Sæt Fordom bort, afvei med Rets og Viisdoms Vegt Hvert Skrit, som giøres skal for Slegt til Slegters Slegt.

(7) Jeg mane henvise til Nye Prøve Pag. 22.

(3) Psalm. 89, 15. Retfærdighed og Dom er Din Trones Besæstelse, Mistundhed og Sandhed skal gaae frem for Dit Ansigt.

(b) Biisd. 6, 21. 22. Begierlighed til Viisdom opfører en til et Rige;

derfor, dersom I Konger iblant Folkene have Lyst til Troner og Scepter, da holder Viisdom i Ære, at I kan være Konger ævin- delig.

63

55

Lad Skabe-Seister ei faae Overhaand og raade,

Kiend, Prøv og overvei, brug Mænd og Tid og Maade,

Tag bort unyttigt, men leg Sundt og Nyttigt til,

Lad et alvorligt Verk ei være Vove-Spil.

De ny Omskabninger ei altid ville lykkes.

Man agter ei, ved det hin lettes, denne trykkes,

For sildig giver man sig den Paamindelse:

Jeg havde ikke troet, at saadant skulde skee,

Alting forsøgt, man seer det Gamle tidt det beste;

Man fordum saae til Gud og glemte ei sin næste,

Naar nogen Anstalt blev indrettet eller giort,

Og gid man giøre saa endnu i Smaat og Stort!

Hielp den Betrængte Flok, Opret hver Forurettet,

Lad Landets Byrders Tal dog engang blive lettet.

Skab intet Stort og Nyt, med mindre det er gok,

Frygt Dig da ikke meer for Skade, Fare, Spot.

Hør Faderløses Sag, let Enkers Trang og Taare,

Lad Folkets dybe Saar Dit Faders Hierte saare,

Skaf Nærings-Veie frem, hielp Haandverksman-

den op,

Stats-Legemet helbred og rens fra Taa til Top.

Din Flode sæt i Stand, Krigsmagten hold ved Lige,

I Freden vær betænkt at værge Land og Rige;

64

56 Om Sommers Tid man bør forsyne Vinteren,

Sørg for den Tid som er, og den som staaer igien.

Giør Bondens Vilkor let, opmuntre Flid og Dyder,

Du ærer Folket, naar Du Land og pryder,

Giv Bergverk, Agerbrug, Fabrikerne sin Skik, God Mynt, god Volitie skal altid holde Stik.

Hielp Fiskerier op, rens Havne, Fiord og Strømme,

Fra Kiøbmands-Handelen bort Phantasie og Drømme, Skaf Landprang, Fuskerie, og Smuge-Handel af, Al Underfundighed ved Told og Cise straf.

Glem ikke Norges Tarv, ei Jyllands Colonier,

Glem ingen Din Provinds, fra Amt til Fogedier,

Byg Forraads-Huse op, plant Skov, leg Veie an,

Lad give Dig, men prøv, og drist hver given Plan.

Brug Landets egne Børn, Agt vel en Fremmeds Veie,

Dit Øie gribe den, som tør fra Stien skeie!

Løn Dine Tienere saa, af Du giør enhver Uovervindelig imod Anfegtninger.

En Herre er sit Folk en sand Fortunæ Faber

Helst, naar Han fremmer og opmuntrer Videnskaber,

Frem Kunsters, Skolers, og Academiers Flor,

Her er en Neben-Vei at blive høi og stor.

65

57

Ophøi, Kong Christian, Din og Dit Folkes Moder,

Elsk, ær, og troe Dig til en saa elskværdig Broder (c),

Som Gud gav Dig til Raad og Daad og os til Trøst,

Lad Fridrich være Din og vores Mellem-Rost.

Ved Guds og Deres Raad Du slap fra Ulvens Tænder,

Hold Loss og Tiger nu fra Dine frie Hænder,

Din Souveraine Magt paa ny sin Reenhed naaer,

Og Landet læges kan fra et fortvilet Saar.

Det staaer nu til Dig selv, ei meer at blive Slave,

Brug, Konge, brug i Fred en saadan Himlens Gave,

Giør, at for Dig og os den spildes ei igien,

Hvad Redning er der meer, hvem har Du da til Ven.

I hvad af Hyklere og Onde DU skal friste,

Lad ingen Rooret ud af Haanden paa Dig vriste.

Styr selv Dit Folk og Land, og hevn Din Konge-Ret,

Lad intet Arbeid, Stød og Tørn Dig giøre tret,

(c) Psalm. 133. See, hvor godt og hvor lifligt det er, at Brødre toe og- saa tilsammen. Det er ligesom den gode Olie paa Hovedet. -— Det er ligesom Dug paa Hermon thi der haver Herren be-

falet Velsignelsen at være.

66

58

Lad ingen mere med Dit Hierte spille Mester,

Lad ingen Hverving skee fra Øster eller Vester (d),

Klek ingen Basilisk, ei Øgle-Unge op,

Din Barm den sidste stak og sad paa Hoved-Top.

Vist nok de tiene Dig, men mest sig selv de tiene Og deres Hykler-Flok, som sig med dem foreene Til at udsue Dig, og stille Landet blot For Armod, Uselhed, Vanære, Fare, Spot.

Man hugser gierne, hvad i Ungdoms Tiden nemmes,

Saa bor om Phaëton den Fabel aldrig glemmes,

Lad ingen Solens-Kudsk paa Bukken komme meer,

Thi Land og Rige ei ved saadan Færsel leer.

Forundringsværdt det er, man knap en Første hitter,

Hvis største Æreglands jo denne Plet besmitter.

Man læser aldrig, at det været har Profit For Første eller Land, at holde Favorit.

Du veed nu, hvad det er, at have Minioner,

Af slige, to og tre, betyder Millioner,

Lad hver, der viser Tro, og Flid, og Nidkiærhed For Dig, Dit Land og Folk, beklæde Yndlings Sted.

(d) Psalm. 75, 7. Ophøielse kommer ikke af Øster eller Vester, ei heller

af Ørken.

67

59

Betroe Dig ikke meer til een og to (e), men mange,

Giv ei Dit Hierte og Din Villie til Fange,

Til alle Dine Børn deel ud Din Kiærlighed,

Til Vidd og Værdighed rek Maade:Spiret ned.

I, som den Lykke har, og de Naturens Gaver,

Der .Eder stikket giør tit Herregunstens Slaver,

Attraaer dog ei for sterk det søde Slaverie,

I alt for mange har at speile Eder i.

(e) Et Dansk Manuscript, kaldet Førstelige Tanker, siger et Steds: En herres Respect formørkes merkelig derved, at han en eneste Minister alting betroer, thi da stirrer Underdanerne meer paa hannem, end herren selv, og han bliver deelagtig i den Re- spect, som herren allene tilkommer. Kong Valdemar den Første, betroede sig sikkert til sin Absalon alene, ved ham fandt Kongen sig vel, ved ham blev Han Valdemar den Store. Men hvor mange Kongelige Ministre, af det Slags som Absalon, kan Historien opvise? Her var Troskab foreenet med Hengivenhed til Kongen og Kiærlighed til Fædernelandet, her var Tapperhed og Hurtighed forbundne med Forstand, Raad og Forsigtighed, han passede Maalet imellem Kongens Villie og Landets Velfært, han lod Egen-Nytten og private Hensigter vare uden for Minister-Æm-

68

60

Naar I en Herres Gunst begynde at forhverve,

Den da, og Hykleren, strax Eder maae forderve,

Om ikke Herren veed, at langtsomt raade Bod Paa et til Høihed og til Rigdom hidsigt Mod.

Og I, som Lykken sidst befalede at vende Vor Skrek til Fryd, men gav hint Folk en skreksom Ende, I giorde Eders Pligt, I giorde den saa vel,

Lad Egen-Nytte ei slaae Eders Roos ihiel.

Tag Dig for Jøder og for Jesuiter vare,

Set, Konge, Dig ei ud for Skade eller Fare,

Hvo ofte taber, han af Skaden bliver viis,

Og, frelst af Faren, bør man give Herren Priis.

Udslet troløse Folk, og dem, som Ondt forvolde,

Elsk ikke dennem, som for vel for sig huusholde,

Og de, som ei forstaae at holde Huus for sig,

Langt borte være fra at holde Huus for Dig.

Driv fra Dit Ansigt bort en hykler og en Stymper,

Prøv Deres Smigre-Krud og skadelige Ymper,

Giv ei for snart Dit Ja, Spør Dit trofaste Raad, For Gud og Folket da Du bliver stor i Daad.

Lov lidt og varsomt, men hold nøie, hvad Du lover,

Du ellers paa en Fis Din Konge-Ære vover,

69

61

Viis den, som stiller Dig urigtigt fore, bort,

Ved slige kommer Du og andre let til kort.

I Hoffolk! bruger ret de milde Øieblikke,

Som Lykken laaner kun, men hævder Eder ikke,

Iblander Eder ei foruden Eders Ring,

Men hugser, at I staae hvert Øieblik paa

Spring.

Følg, Konge, sunde Raad, troe Alder og Erfaring (f),

Dit Liv, Din Magt, Dit Huus, er da i god Bevaring,

Prøv Med Forsigtighed og kiend hver den Du troer,

Derpaa Dit Folkes Vel og Sikkerhed beroer.

(f) Den vise Erasmus skriver, at en ung Første skal længe have Mistanke til sin Alder, baade for Uvidenheds og Naturens Hastigheds Skyld, eg ikke tage sig nogen merkelig Ting for, uden kloge og gamle Mænds Raad, blant hvilke Han altid skal være, paa det Ungdommens uskyndighed kan tempereres ved de Gamles Klogskab. Syr.

25, 5. 6. Hvor deilig er de Gamles Viisdom. Megen

Forfarenhed er de Gamles Krone.

70

62

I Landets Vægtere, I Tronens gamle Piller!

For Kongens Trone I nu atter Eder stiller (g),

Ledsager Kongens Sind ved en sagtmodig Aand, Lad Hierte giøre eet med Hierne, Mund og Haand.

I har vel noksom lært, i denne Modgangs Skole,

At ei paa Høihed, Gunst, Forstand og Venner stole,

Lad ikke Hyklerens og ei den Riges Buk Bortvise Ærlighed og den Fortrængtes Suk.

O bruger Øiets Lys, og tænker dog paa hine,

Og drager, Syv som Een, paa een og samme Line,

O, sigter troligen tit eet og rette Meed,

Til Kongens sande Vel, til Landets Flor og Fred.

Guds Ord det siger os, at Konger ere Guder,

Guds Tienere, Guds Arm, Guds Magtes Sendebuder,

Men og De ere Riis, De ere Mennesker,

Og gid De ret indsaae i disse Titeler.

(g) Esa. 1, 26. Jeg vil give. Dig Dommere igien, som i Førstningen, og Raadsherrer, som i Begyndelsen, derefter skal du kaldes en Retfærdigheds Stad, en trofast Stad.

71

63

Find, Konge, Lyst udi at læse (h), høre (i), skrive,

Du med fornøiet Sind skal Tiden da fordrive.

Lad Pønsning, Arbeid paa Dit og Dit Folkes Vel,

Indtage største Plads udi Din Krop og Siæl.

Giør Dig er dagligt Speil af hine Konge-Dyder,

Som Dine Fædres Støv saa glimrende bepryder;

Det gode Hierte, som Din milde Fader bar,

Den sande Gudsfrygt, som Din Oldefaders var.

(h) Der møder tidt et godt Raad i en Bog, som en Raadgiver af sine Aarsager holder inde med. Derover en berømmelig Konge har sagt. Han heller vilde miste alle sine Klenoder, end sine Studeringer. 5 Mose B. 17, 18 - 20. Og det skal skee, naar Rongen sidder paa sit Riges Trone, da skal han skrive sig denne Lovs Udskrift i en Bog; Og den skal være hos ham, og han skal læse i den alle sine Live Dage paa det at han kan lære at frygte Herren, sin Gud, at holde alle denne Lovs Ord, og disse Skikke, at giøre efter dem; At hans Hierte skal ikke ophøie sig over sine Brødre, ei heller vige fra Budet til høire eller venstre Side, at han maae forlænge sine Dage i sit Kongerige, han og hans Børn i Israel.

(i) Høre sine Undersaaters Anliggende, høre Sandhed. Ved at høre

skulde en Herre erlange det, som en fortreffelig Konge beklagede, at store Herrer frem for andre ringe Stands-Personer vare ulykkelige, i det de fik saa sielden Sandhed at vide. 2 Sam. 14, 17. Som en Guds Enge! er, saa er min Herre, Kongen, til at høre det Gode og det Onde.

72

64 De store Gierninger af Friderich den Fierde,

Den Retviished, som var den Femtes tryge Gierde,

Hans Faders Omsorg for sit Kongehuus og Folk,

Vil blive Dem og Dig en varig Æres Tolk.

Det store Ære-Navn, som Konger bør at hædre,

Af Landets Fædre og af Kirkens Fosterfædre (K)

Har Disse alle naaet, Slip DU ei et Klenod,

Der er for Kongers Liv og Magt saa tryg og god.

Din Søn lad drages op i Dyd og Jesu Lære,

Den Brynd, hver drikker af, bør reen og hellig være,

En Prinds maae dannes ret, skal Hart regiere vel,

Bort Modens Lære-Art fra Prindsers spæde Siæl!

Det synes, Gud en Stund sit Ansigt vilde skiule,

Og af Velsignelser kun unde os en Smule,

Han viiste ikkun, hvad for Dig og os er tabt,

Naar vi forglemme den, os haver frelst og skabt (I).

(k) Esa. 49, 23. Konger skal være Dine Fosterfædre.

(i) Jerem. 9, 13. 15. Fordi De forlode min Lov, og hørde ikke paa miu

Røst, og vandrede ikke derefter. Derfor vil jeg spise Dem

med Mal-Urt, og give Dem Galdevand at drikke. 1 Kong. B. 9, 9. Fordi De forlode Herren, Deres Gud, som udforde Deres

73

65 Erkiend, Med Land og Folk, o Konge, Herrens Domme,

Saa skal Velsignelsen igien som Dugen komme (*),

Lad det ei være nok, at kaste Aaget af.

Men søg at redde os fra al Slags Lande-Straf.

Til dette Maal ar naae, Du Dig med os foreene I Bøn og Stræbning, men Gud skal sin Kraft forlene,

Tænk paa den Unges Vei, driv Daarligheder ud,

Elsk Ret, og Vellyst dæmp, thi sligt behager Gud.

Dyd og Retfindighed lad falde i Dit Tykke;

Thi Dyd indfatter alt, og Dyd er Siælens Smykke,

Fædre af Ægypti Land. Derfor haver Herren ladet komme

alt dette Onde over Dem. 5 Mose B. 32, 18. Den Klippe, som avlede Dig, glemte Du, og Du har forglemt Gud, som fødde Dig.

(*) 3 Mose B. 26, 3. 4. Dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud, og giøre dem, da vil jeg give Eder Regn i sin Tid, Og Jorden skal give sin Grøde, og Træ paa Marken skal bære sin Frugt. 5 Mos. B. 28, 8. Herren skal byde Velsignelsen at være hos Dig, i Dine Lader, og i alt du udrekker Din haand til.

74

66

Gudsfrygt, Retfærdighed (m) ledsage Dine Trin,

Lad Folket ofte see Dit Ansigts milde Skin (n).

Bort saa bekymret Aand, bort Frygt og Sindets Smerte,

Indfind Dig Siæle-Roe, giv Fryd i Kongens Hierte,

Men Kongens Hierte er, o Gud, udi Din Haand (o), Bøi selv og lenke det ved Viisdoms Gode Aand.

Sæt Kongen til et stort Exempel paa Din Naade,

Viis, hvad ved Herrens Frygt og Venskab er at baade,

Lad Ordet i Hans Siæl slaae en bestandig Rod,

Dets Glands omstraale Ham og lyse for Hans Fod.

(m) Den Majestetiske Character, Gud har lagt hos Konger, bør som det

allerdyrebareste Klenod i Agt at haves, at den af alle tilbørligen respecteres, hvilket erlanges, naar Gudsfrygt og Retfærdighed mainteneres, thi intet giør en Konge Gud ligere, eller giver Hannem større Respect, end disse tvende Dyder. Pietate & Justitia var derfor Kong Christian den femtes ypperlige Symbolum.

(n) Ordfpr. 16, 15. I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagen-

hed er som en Skye med sildig Regn.

(o) Ordspr. 21, 1. Kongens Hierte er som Vandbekke i Herrens Haand, til alt det han haver Lyst til, skal han bøie det.

75

67

Den Himmel-Viisdom, som vi hørde hos Dig være,

Den Tid Du vidnede Religionens Ære,

Den Røst, som prydede Din Ungdoms Siæl eg

Mund (p),

De Glimre-Straaler af et himmelskienket Pund,

Igiennem Skyen skal som Morgenrøden bryde (q),

Og som den klare Sool igien vor Norden fryde,

Dens Skin meddele skal fra Tronen Lys og Kraft, Dens Varme give os ny Frugtbarhed og Saft!

(p) Czech: 16, 60. Jeg vil ihukomme min Pagt med Dig i Din Ung-

doms Dage, og oprette Dig en avig Pagt. Læs den Kongelige Confirmations-Act af 31te Martti 1765. Pag. 24 - 26. Der heder det blant andet: Men da jeg, font et svagt Menneske, let kan falde; Saa haaber jeg, at Gud vil styrke og opholde mig, paa det jeg ikke maae komme under Satans Snarer. Til den Ende er jeg forsikret, at ikke alene denne Menighed, men ogsaa alle Landets Indbyggere vil forene deres Forbønner med mine Bønner, paa det jeg maae stride Troens gode Strid til Enden, og holde det, som er befalet, uden Besmittelse, og ufstraffelig, indtil vor Herres Jesu Christi Aabenbarelse.

(q) Esa. 58, 8. Da skal Dit Lys frembryde som Morgenrøden, og Din

Lægedom skal snart grønnes. Psalm. 110, 3. I saare hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, fremkomme Dig Din Afkoms Dug,

76

68

Men Juliane! Som, næst Gud, tilkommer Æren (r),

Du, som en Debora, i Spidsen gik for Hæren,

Bliv i vor Israel en Moder og en Ven,

Bevogte Gud Din Fod, den ikke glider hen (s).

Den unge Løve Du, Du løste ud af Hilden,

Du mandig reddede os, som en Brand af Ilden,

Dit modne Overlæg Tid, Folk og Maaden fandt.

Hvormed Du Stolthed, List og Ondskab overvandt.

Gud, Dronning i giøre Dig forsigtig og aarvaagen;

Der længe blive vil en Levning udaf Taagen,

En Gnist kan tende an den allerstørste Ild,

Bliv derfor ikke tryg, men vaagen, kiek og snild,

De kloge Anslag skal Din store Siæl bevare,

For Svig og Snuble-Trin Du da er uden Fare.

Men Julianes Roos, saa længe Verden staaer, Vidt Semiramiders i Norden overgaaer.

(r) Domm. 5, 24. Velsignes skal Jaël frem for Qvinderne, velsignes skal Hun frem for Qvinderne i noget Paulun.

(s) Psalm. 121, 3. Han skal ikke lade Din Fod snuble, Han skal ikke stumme, som bevarer Dig.

77

69 Og Du, vor Friderich! Vor Trøst og Landets Glæde!

Den store Bane Du begynder at betræde,

Træd lykkelig her frem, løb, naae det glade Maal, Vort Haab, vor Kiærlighed, bliv en Magnete-Naal!

Fortien alt meer og meer vor Kiærlighed og Ære,

Lad Villien til Got at fremme, større være

End Magten rekke kan, Døm selv Din egen Barm,

I Førster ere jo Guds Billede og Arm;

Vil Du, at Himlens Dug Din Tilvext skal velsigne.

Stræb den Original, mest mueligt er, at ligne,

Barmhjertig, ydmyg, mild, retraadig, viis og

from (t),

Lign Gud, løb som en Sool i denne Cirkel om.

Med varsom Mandighed gaae frem paa Dine Veie (u),

(t) Mich. 6, 8. Hvad kræver Herren af Dig, uden at giøre Ret, og at elske Miskundhed, og at ydmyge Dig, at vandre med Din Gud.

(u) Psalm. 119, 133. Befæst mine Trin i Dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig. Iesv. 1, 7. Vær saare frimodig og sterk, at tage vare paa, at giøre efter al den Lov, som Mose, min Tiener, bød Dig, viig ikke fra den til høire eller venstre Side, at Du kan faae Forstand paa al den Vei, som Du skal vandre paa.

78

70

Du da, Elskværdig Prinds! er rolig paa Dit Leie (v),

Glem ei Guds Pagt og paa Din Ungdoms Leder

skiøn (x)

En deilig Krone den er Viisdoms store Løu (Y),

Charlotte, Dyders Sool! Prinzessers Ziir og Ære,

Gid, til Velsignelse, Du længe blant os være!

Den Bøn for Kongens Huus Du daglig øser ud,

Hvo kiender ei, at den blev hørt af Himlens Gud.

Dit Samfund med Din Gud, o dyre Konge-Dotter!

For Riger, Lande, og for alle Undersaatter

Langt større Stytte er, end vi indsee og troe,

Bliv stedse herlig i Din Gud-hengivne Roel

(v) Psalm. 4, 9. I Fred vil jeg legge mig tillige og sove; thi Du Herre, alene skal lade mig boe tryggeligen.

Psalm, 119, 9. Hvormed skal en Ung holde sin Stie reen; At Han holder sig efter Dit Ord. Ordspr. 2, 17. Den, som forlader sin Ungdoms Ledere, og som haver glemt sin Guds Pagt. Jer. 3,

4. Skulde Du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader, Du er Min Ungdoms Leder.

(y) Ordspr. 4, 7. 8. 9. Kiøb Viisdom. — Ophøi den, saa skal den

ophøie Dig. Den skal sette Naades Smykke paa Dit Ho-

ved, den skal give Dig en deilig Krone,

79

71

Kom Juliane da, Kom Fridrich, og Charlotte,

Und os, i fælles Fryd at vi med Eder maatte

Opsende Offer, Bøn, og Tak til Himmelen,

Der, ligesom paa nye, os Kongen gav igien (z).

Vor Konges Liv, o Gud, Dig dyrebart lad være,

Udbred Hans Navn, Hans Magt (*), Hans Dages Tal (a).

Hans Ære,

(Saae

(z) Psalm. 98, 1, Synger Herren en ny Sang, thi Han haver giort Underlige Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham.

(*) 1 Sam. B. 2, 10. Han skal give sin Konge Styrke, og ophøie sin Salvedes Horn.

(a) Psalm. 61, 7. 8. Du skal legge Dage til Kongens Dage, at hans Aar maae være som fra Slegt til Slegt; At Han maae sidde ævindelig for Guds Ansigt; Dereed Miskundhed og Sandhed, at de maae bevare Ham. 5 Mos. B. 30, 20. At Du maae elske Herren Din Gud, at høre paa hans Røst, og at hænge ved Ham; thi Han er Dit Liv og Dine Dages Længde.

80

72 Slaae Fienden (b), Glæd Hans Siæl (c), Sid hos

Ham ved Hans Roor,

Giør, thi Du ene kan, Ham her og ævig Stor!

Domm. 5, 31

Saa skulle, Herre, alle Dine Fiender omkomme, Og De, som elske Dig,

Skal være ligesom Solen udgaaer i sin Kraft,

Og Landet hvilede.

(b) Psalm. 132, 17. 18. Jeg vil tilredde en Lygte for min Salvede. Jeg vil klæde hans Fiender med Skam, men hans Krone skal blomstres over Ham. 2 Mos. B. 15, 6. Herre, Din høire Haand er be: viist herlig at være med Styrke; Herre, Du skal nedslaae Fienden med Din høire Haand.

(c) Psalm. 63, 12. Men Kongen skal glædes i Gud.