Et Digt over Frieheden.
Skreven
i et
kummerfuld Fangsel
af
Kiøbenhavn 1772. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store helliggeiststrædet.
23
Et
Brev
til
Deres høihed
herr
Schack Rathlau,
Hans Maiestets hemmelige Stats-Raad,
Ridder af Dannebroge. o. v.
Naadigste Høibaarne Herre!
Tillad, at jeg udsender nogle Tanker til Deres høihed fra fra et graaeligt fængsel. Denne Friehed kan ikke overtrække Deres Ære med Skyer; — men hvilke straaler giver den ikke mit Digt, dersom det ikke ligner mit fænsel. Tykke muure, som Klipper; — tilbagejagede og ved Sprinkelværk
formørkede Straaler; — den kysende Foragt, som groer paa besmittede Gibserier, indelukke, formørke og smitte aldrig den Siel, som en ædel og blyefærdig; — en vittig og dydig; — en høimodig og ydmyg Friehed kildrede. — Deres høiheds øie er klarseende; — Deres Vei er lige og Deres Maal er Viisdommens.
4dommens. Af disse saa glimrende Egenskaber ønskede min Digteraand at bestraales; — i dette Soelskin er det de gotter sig. Derfore hæver den sig til deres høihed. — Ingen anden Høihed tilbeder jeg, end den, der er foreenet med Insigter; — skinnende af retviished og forherliget ved en evig Viisdoms Lineamenter. Dumme og naadehungrige Hyklere forvanske ofte, — og treffe sielden en saa stor Mands Skilderie, som Deres høiheds. Men at den dydige Skare, i Staten, harmonerer med min underdanigste høiagtelse for dem, det udmærker Deres høihed, som den værdige Besiddere af en moralsk høihed.
En Menneskeven viiste mig Anledning til, selv at sætte Pris paa Deres høihed. — Jeg leerte da, at en viis Veltalenhed, en ædelmodig Yndighed, som Deres høiheds Siel, ikke kan andet end udviise; — en om Menneskekierlighed, — en grundig lærdom, — ja! alle fine og rare Egenskaber, som smykke Dem, de opløfte, (Dem Selv halv ubevidst,) Deres høihed til den øverste Rang i Staten.
Er Deres høihed da ikke sat langt oven over alle Veltaleres Kroninger? — Kan et heelt Folks taknemmelige hænder række saa høit, at de skulle kunne indgyde de Vellyst-Strømme i Deres høiheds Siel, som nu og evig lædske Dem?
Ingen bævende Higen efter en afkortet løsladelse; — thi Hvad er Lydighed imod Kongen, og hvad er lydig Hengivenhed?— Intet snedigt Kunstgreb til at udlokke paa det snareste, Opfyldelsen af de løfter, jeg fik af Deres høiheds Maade til mig. — Hvor var da den Klippe, hvorpaa mit Haab hviler? — Intet Redskab til at forøge Deres høie Bevaagenhed imod mig; — forbedres jeg i Videnskaberne; — dyrker jeg den sande Dyd; — da glemme Deres høihed mine Ungdoms forseilinger; — da forhøies Deres naade imod Mig; — slet heller ingen uædel Instinkt, har drevet mig til at udtænke og oversende Deres høi-
5hed dette sandseliggiordre Stykke af sielelæren; alleneste for at lade Nyttige Tanker faae Overhaand over de Bebreidende, som ville ellers have sværmet om i mit fængsel, derfore har jeg, ved Frihedens Omgang, vederqvæget mig.
Deres høihed vilde, at Sanheds Kierlighed;— Insigt;— almindelig Kierlighed og ædel Egenkierlighed giøre den Fangne ligesaa krye, som den Friebaarne; — ja skabe Slaven til det i det
væsentlige hvortil det tilfældige dannede Monarken. — Kan
fængselets skummelheder forblinde;— kan dets insperrelse forvirre;— eller Eensomhed vanskabe en Indbildningskraft, som Gud ikke nægtede et matskimrende Lys? — Frieheden er den Grundindstinkt;— det Klenodie, som bliver eet og det samme, skiønt det forvandles i Millioner Skikkelser. Herpaa tænkte jeg, under melodiske Forlystelser, det første jeg hævede mine Fødder indenfor mit fængsels Laage. I øjeblikket blev jeg benaadet med Skriververktøi og opsat mine Eftergrandskninger. — Jeg vidste, hvor megen tilbøielighed Deres har for videnskaber og at Deres Viise Haab ikke ville forkaste et saa mat prøvestykke, fra en varies lærling, som dette er. Dette blev altsaa en medvirkende aarsag for den Fyrrighed, som helligede disse Riim til Deres høiheds naadigste Eftersigt. — Er en eeneste Tanke heri saa lyk kelig, at den fortiener Deres Opmerksomhed; — da vil jeg ansee den ligesaa gyldig, som manges Biefald og dette skal giøre mig beleven, endnu engang i mit fængsel, at udpolere et Digt,
som jeg, da Deres høihed blev vor Konges hemmelige statsraad, for længe siden sammenbant i raae Materie; — indviede for Deres høihed, efter det Begreb, jeg, alt den Gang, fik af indsigtsfuldes Lovtale over dem; og benævnede: Den reddelige Statsminister. Fordi det vil udgiøre nogle Ark, nødes jeg til at forskaffe mig subskribentere;— men prænumeration er bleven alt for mistænkelig
6Og skal jeg underdanigst give Aarsag, hvorfore jeg, i denne Tid, er alt for fligtig, med at udkramme Noget af hvad jeg veed, for mit Publikum, som elsker Lærde, med saa riig Bekostning,— og som opmuntrer Eftertanke og Vindskibelighed med Biefald, da er det allene for at faae nogle Dukater, slet væk, udlirket til Reisepenge; — thi om jeg herefter anskaffede mig aldrig saa æreværdige klæder, saa ville dog fængselets Skyggeværk fordunkle dem; — saa ville de dog altid føre en saa skarp Damp med sig, som ville rive i de forfinede næser; — som ikke ville formildes ved de meest lugtende Sager; -- den ville, i nydelige sælskaber dampe al den Vellugt, som kiøbenhavns Dukker uddunste; ja Rosenborg Hauge ville blive saa ildelugtende, ved min nærværelse, at de dybsindige pigesælskaber maatte savne Naturens søde Kryderier og opbruge meere Aadlavandte, end en Vogn kunne koste, ud af Porten.
Ansee deres Veldømmende høihed ikke disse for gyldige Aarsager, til Landflygtighed, da ville bedre end min Underdanighed behøver at sige, naadigst beskue de sande Aarsager til min Udenlandsrejse.
Hvad enten i fængsel — eller Friehed; — i Forfølgelse — eller Benaadning; — i Underkuelse — eller Ophøielse; — i Armod — elker Rigdom; — i Utaalmodighed — eller Lydighed; — i Straf — eller Belønning; — i Foragt -—eller Ære; .— i Modløshed — eller Haab ; — i Beskyldning — eller Forsvar; — i Dom — eller friekiendelse — i skiul -— eller Offentlighed; — i Forglemmelse — eller Ihukommelse; — Hvad enten Udenlands — eller Indenlands, skal jeg aldrig blive træt af Sandheds Kierlighed; — af folke-Kierlighed; af alle de Dyders øvelse, som krones i ævigheden, ja! af en sand ydmyghed og høiagtelse for alle dem, som prange Med Menneskelighedens sande præg, og i kraft heraf skal jeg heller aldrig forsømme at dyrke Deres høihed og med usvækket Flid besegle Dem:
At jeg er
Deres Naade og høibaarenheds
underdanigste og indigste Tienere.
7Frieheden som en Person.
Hvad er det vel som Daarens Tanke priiste? Hvad snøs ad Dydens Ord, naar Gud beviiste? Hvad fængslede en vidbegiering Aand?
Hvad skiulte Sandheds Soel? — Hvad loe ad Rettens Haand? Hvad hialp selvraadighed i Lidenskabers strømme?
Hvad blæste Dumhed op i sine grumme drømme?
84
Hvad er en lygtemand i Lykkens skumle Skov? --
Hvad trives ofte ved de rige Dyders Rov?
Hvad fik et giftigt Spyd, som dræbte Millioner?
Hvad stavlte Bierge op og synderknuste Throner?
Hvad var en Konge, som knap vidste selv at tænke?
Hvad var en Slave i en selvgiort lænke?
Hvad var saa starblind, som det mindste kryb? Hvad styrte Scepteret i ligevægtens Dyb?
Hvad var sig selv for klog og glemte sine Ævner?
Hvad strudler Galde op, naar Gudsfrygt det instavner?
Hvad skyder selv en piil i sit forvovne Bryst?
Hvad er i Hævede sin egen Piinsels lyst?
95
Hvad tør antaste det, som helligdomme kaldes?
Hvad har den Tordensteen, hvoraf vor Tvve anfaldes?
Hvad var Tyran imod den værgeløse Hob?
Hvad leer ad Jammerskrig? — Hvad døver Angstens raab? Hvad svømmer seierrig og glad i strømme Blod?
Hvad spodsker over dem, som kysse almagts Fod?
Hvad danser rasen paa sin sønderhugne Nakke?—
Hvad seer paa hævnens Sværd laer propheter snakke? — Hvad sysselsættes ei med sit forsvurpne Bryst?
Hvad boer i Drive-Skye? —- Hvad tordner med sin Hvad lyner rædsel ud til armods glade Slaver? —
Hvad sætter Glands paa støv: og føler Himlens Gaver?
106
Hvad kysser Daarens Gab og vrænger ad en Viis?
Hvad klapper Slangehud og giver troeskab Riis?
Hvad væbner sig med Gift, naar ømhed vil det standse?
Hvad skier sin Tinding selv med smiggers ærekranse?
Hvad gier den Handling vægt, som ingen aarsag har?
Hvad raader eenevolds og sielden Raad antar?
Hvad kan sin slappe haand med vælde snart udstrække? — Snart lade føle ømt; — snart slaae; —- og snart forsnakke! — Hvad kan udpege sig en hviilesød Minut? —
Hvad har sin Krone selv, naar alting er forbrudt?
Hvad væmmes ei ved sig; — skiønt Hud det har forskudt, Hvad kan udvælge een af lige smukke veie?
117 Hvad joeg Aarvaagenhed tit fra et kiedsomt Leie?
Hvad kan bortskremme selv en skreksom dievle-Flok? Hvad kan udsvinge sig, skiønt Kroppen er i Blok?
Hvad kan af dorskhed sig til udvalgt Tid opvaagne? Hvad muntrer sig hver Gang det sperrer øielaagne?
Hvad moerer sig nok selv; Fint Lykkens Lys gaar ud? Hvad kroner sig ved dyd, i fængslet, til en Gud? — Hvad bruger Vingen meest til Flugt i haabets Arme? Hvad bærer Himlens baand i helligt Venskabs Varme? Hvad dræbes ikke ved Mord, Trudsel, Baal og qvalm? Hvad sover sødt paa Ild? — Hvad elsker trygt paa Halm? Hvad kan sig snige bort fra Frygtens gloene tænger?
128 Hvad undgaaer alle Hug fra rids ildsprudne Stænger?
Hvad krydrer tvende bræd i Pestens sorte fængsel?
Hvad skifter vand til Vin og gisper et af længsel?
Hvad mættes af sig selv og drikker ingen graad? —
Hvad glædes ved sin Sorg? — Hvad salver Dydens raad? Hvad tæmmes ikkun i en troe venuindes Arme?
Hvad elske Englene; — mens Dievlene sig Harme?
Hvad gaaet Viisdoms Eng, som Soelen i sin Kreds?
Hvad ængstes ved sin Feil- — men er i Gud tilfreds?
Hvad bær Heimodigt Bryst skiønt Lykkens Afgud tviner?
Hvad trodser løverne, som griine mens de hviiner?
Hvad har sit paradiis, om Soele luftes ud? —
139
Hvad fryder sig ved Roes, som skuuler ei for Gud?
Hvad kan vel Ryggen knap for Lasters Kiemper bukke?
Hvis Ligegyldighed kan Skierdsild kunstig slukke?
Hvad klemmes mangen Gang af Folkekierlighed?
Hvad smager Dydens smiil;— naar Udyd bliver vred? Hvad holder Almagts Skiold mod mægtig Afmagts Piile?
Hvad kan i Forsyns Favn sit brudte Hoved hviile?
Hvad kan, ved ærlighed udtrække falskheds Braad?
Hvad har reentalenhed, en grum Ulykke, spaaed?
Hvad tumles om af Frygt, som Vandet i en Baad?
Hvad har Fortroelighed; — men tugtes af en Slange?
Hvad maae af kaade dyr sig ofte lade stange?
1410 Hvad bliver sielden for en selvklogs næver bange?
Hvad kan vel brække ud af Fordoms Fangetaarn?
Hvad har dog sanheds roes i evig Demant skaarn?
Hvad bor paa Viisdoms vei, knap skielve for en daare? Hvad svinger Sandheds sværd kun for sig selv at saare? Hvad glemmer vaersomhed i Heltegierninger?
Hvad er en spinken Arm, som over Himle seer?
Hvad ynker Skumleren og høit blant Engle leer?
Hvad maae, ved Armods Damp, tit skæmme sine Dyder? Hvad qvæler andre med, naar Manglens Love byder?
Hvad vil ei bildes ind af grillenfænger-Baand?
Hvad vil i Lydighed kun kysse sandheds Haand?
1511
Hvad tør nok sie sig om i Soelenes afgrunde?
Hvad seer paa soelen stivt og tvinges ei at blinde? Hvad slukker offerpræstens lumske svovel-ild?
Hvad droner Helgene og veed at Gud er mild?
Hvad river altre ned, som stod fra noæ Tider?
Hvad troer, at Guddoms Lov ei gammel Fordom lider?
Hvad seer, at ondskab best paa sleben Bane glider?
— At dumme avindsmæn en ydmyg klogskab bider,
Hvad hiiger efter Det, som er dog skadeligt?
Ja! hvad foskyder Det, som er tilladeligt?
Hvad kildres ved at faae et Formaals ønske fyldet Hvad seer ei avindsyg, at Viisdom bliver hyldet?
1612 At insigts skuldes Glands blir ogsaa lit forgyldet?
Hvad ærgrer sig kun ved, at tit en Dummerjan Bespotter;— blæser pan; — ja praler med et Gran? Hvad faaer af Svindsot løn for patriotisk Iver?
Hvad skraaler sig kun hæs; mens vanen Haabet river£ Hvad klappes fint paa Kind af mordisk løgnere,
Som ikke vedgaae vil, at sanhed snertede?
Hvad kan dog aldrig paa høilærde Kapper kysse?
Hvad glemmer nok sin Pligt i Frygtens Sparebysse? Hvad spøger altid med en frygtsom Smigrers Gunst? Hvad troer at skiebnen tit knap brugte fæisk Kunst? Hvad blusser tit af Angst for løgnens smaae Uhyrer?
1713
Hvad lærer og Fornuft af lærerige myrer?
Hvad græder aldrig for et haabet løftes Tab? —
Hvad gyser ikke ved at see uskyldigt Drab?
Hvad kan reenøiet see en skummel ind i øiet?
Hvad Har saa meget Ondt i Viisdoms Skole døiet? —
Hvad græder ikke ved at see sig venneløs? —
Hvad kroer sig kiek i Strid; mens Feighed staaer i døs?
Hvad har ved vægelsind tit Grave for sig gravet?
Hvad har ved kielenskab sig spændt Aag og travet? —
Hvad ruinerer og sin egen Flids Kastel?
Hvad rever fra sig selv? — Hvad er forgieves træl?
Hvad smelter langsom hen; — mens daarens soele skinne?
1814
Hvad maae forsmaae al Lyst, for at oplyse blinne? Hvad kan optrone smukt en sand lyksalighed? —
Ja! hvad forgriber sig i det den ikke veed?—
Hvad er ei snedig nok? — Hvad laer ei dumhed raade; Indtil den falder bort i hævnerens Unaade?
Hvad rider ikke paa spærlæmmet Fattigdom? —
Hvad laer bebreidelser ei gaae til fængslet Rum?
Hvad føler vexelviis Straf; — løn; — og Sorg og glæde; Snart Medhold; — snart Forliis? — Hvad gaaer i Purpurklæde, — Men og i Vadmel klædt?— Hvo har det væsen seet,
Som jeg i spørsmaal nu saa grant Har efterseet?
Vi nogen kiender fuldt de Millioner ævner,
1918 En Daare spør om meer, end Gud kan selv besvare;
Dog!— Den lom spør sig for, han undgaaer mangen Fare;
Forvendte friehed! slyv fra disse Sprinkelværker!
Opbyg dig et Palads blant Verdens Underværker.
Opled dig (gid du vil) et bedre Monument,
End det, hvor skyldig Krop af Synden er omspendt!
Hvor snue Bebreidelse til Frekhed dig forvandler;
Hvor selv Forsoneren ei bleger dine Handler.
Straf; — angest — nød og Nag, staaer malet i din Pande;
2016
Du lever kun ved Ild i grumheds sorte Lande. Kom ædle Friehed! — kom og hviil i dette Bryst. Du er, skiønt skrøbelig dog al mit Lives lyst. Naar andre tørste for at have mange Venner;
Naar Verdens matte Glands der svage Øie blænner; Da er du Eene kun min Tidsfordriv og trøst.
Du jubilerer jo udi mit snevre Bryst.
Et evigt jubelaar skal du mig hist forskaffe.
Lad da kun Korsets Riis mig her i Verden straffe!
Til Bogbinderen:
Brevet til (S. T.) Hr. Schack Rathlau, bindes strax ved Titelbladet.