[Jacob Langebek] Tanker over Jule-Aftens Feyde 1771.

Tanker

over

Jule-aftens Feyde

1771.

Kiøbenhavn 1772,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiol-Stædet.

2

        

3

Saa kan et Tordenskrald, et Veyr, sendt fra det Høye, @De ranke Ceder-Træer tidt ned til Jorden bøye,

Heltinden segner med sin Helt i Hyrde Boe,

Naar et forfløyet Skud forstyrrer deres Roe.

Selv Jovis Cabinet det tabte sine Sandse,

Og maatte midt udi sin fulde Stræbning standse,

Dets virksomme Betient, dets stærke Drivehiul,

Fra Bord og Pen og Segl tog Flugt og krøb i Skiul. Er her den glubske Ulv, og ey den grumme Tiger,

Ey Ræven vidste Raad; Den Abe-Grevling skriger:

Sal Hesten op, jeg maa derind og høre til,

Vil Bjørne-Ungen nu opføre Skue-Spil.

Jo Theatralske Helt! Kom hid, kom op at age!

Saa stolt du kom og saae, saa slut du drev tilbage;

Coureer reed paa Coureer, og bragte Sørge-Bud;

De alt paa Veyen er med stærke Skrit herud.

4

Hvem? Spurgtes, er saa dierv, det er vel aldrig Fanden?

Han er jo vores Ven. Ney, Ney, det er Nordmanden,

Det Folk, den kiekke Slegt, der for et tusind Aar Kom Engelsk, Fransk og Tydsk at skielve som et Faar. Som hine agtede ey Fyrste, Konge, Keyser,

Langt mindre disse dem, der nu med Nakken kneyser, Nordmanne-Blodet er nu atter blevet varm,

Og vist vil have Hevn for den dem giorte Harm.

En skreeg: Det vrimler alt paa alle Stadens Gader,

En anden: Ingen Nød, vi har jo Palisader,

Men for en Visheds skyld slaaer alle Porte i,

Indtil vi faaer Succurs af Folk, som staaer os bi.

Ak, ak! hvad seer jeg — en af Livvagts Offiicerer@Jo! — i sin Stats-Mondur — heel daarlig figurerer,

Med Pidsk — i fuld Galop — paa usel Bondemær, Wie stehts Hr. Kapitain? — Han skriger: Feydefærd. Ak, raabtes — Greven — Ak! Han blegner, ak! Han daaner, Er ingen dog, som os lidt Vand, en Snelle laaner.

Pak ind, pak ind, afsted, fahr nach Hirscholmen zu,

Der er vort faste Slot, der frelses vi bedst nu.

5

Der skiultes vi jo sidst, da Fienden var for Døren,

Da de Neptunier kom seylendes med Børen,

Der nøde vi jo trygt den søde Sommer-Roe

Og jog med Glæde bort got Folk fra Brød og Boe.

Jo jo! Ey Borg, ey Berg, ey Holm skal Eder frelse,

I blødeklædte Folk, I dyrebare Pelse!

Den Pan, som daglig slaaer paa Eders Hiertes Dør,

Skal vist nok volde meer og mere Skræk end før.

Hvor gik det Bukken, som steeg op i Løvens Leye,

Hvad vandt Løvinden ved at løbe Gedens Veye *)?

Saa følger Haan og Spot, og Skrek, og uselt Liv,

Indtil der mørke Hul giør sidste Tidsfordriv.

Saa længe Josephs Navn kan Eders Stikblad være,

Har Eders Gierninger en Tilflugt, Skiul og Ære,

Men om han rives jer engang af Haanden vek,

Da ynsker, at I laae indsvøbte i en Sæk.

O ulyksalig Dag! bedrøvet Jule-Aften!

Her bliver Død for Brød, og Blod for Drue-Saften,

Vor franske Drama vil omvendes til en Graad,

Hvad er vor Storhed nu, vort Vid, vort Bud, vor Daad? * Læs Misantis Fab. 23.

6

Er Veller Port tillukt? Velan, vi veed en anden,

March! fort til Nørre-Port, vi skal vel finde Manden;

Raab kun Hr. Lieutnant, Halt! Vek med din hele Vagt, Opplantet Bajonet sig aabner Vey med Magt.

Naar ikke Hoved-Vagt, ey Slottets stærke Porte,

Ey begges Helligdom kan holde Magten borte,

Hvad vil en Nævfuld Folk, en mindre Officeer,

Ja en nedfældet Bom, Nordmanden deraf leer.

Nu March til Friderichsberg! vor Friehed og vor Ære!

Casernerne -— Skal de for Troeskab Lønnen være!

Med Cavalliers-Parol vi ikke nøyes vil,

Vor Fader, Kongen, maa sit Amen lægge til.

Hvad var at gribe til, nu gode Raad var dyre,

Modløshed knap fandt paa, sligt Uveyr at afstyre

Fred maatte bydes til, Herolden blev udsendt,

De vendte — Men dermed var Legen ikke endt.

Det store Christiansborg imidlertid berendtes,

Det til en formelig Beleyring strax omvendtes,

Kort sagt: De løbe Storm og toge Slottet ind, Slotsvagten var den Punkt, som rørte deres Sind.

7

Her kom det til et Slag, det gieldte Tydskens Pande,

Her hialp det lidet, at ved Höll und Teufel bande,

Ney Vagten maatte til, Gevær og Flint herud,

Sex Tydske, leider, blev en Nordmands Karre-Klud. Et Optrin giøres af de høye Officerer,

Gaaer det saa oftere, de af Honneur creperer,

En fnøs, en truede, en anden slog i Bord,

Men hver fik Texten læst i faa og danske Ord.

En tog til Kaarde-Greb, ham Nordmand tog i Brystet: Hvad tænker, Stakkel, Du, og ham en Smule rystet.

Ey Obrist, General, var for den Næve-Ret.

Langt bedre det dem gaaer i Damers Cabinet.

Paa sidste Helte-Tog, i de Dramaters Krige,

Der vandt I Seyren ved at høde og at skrige,

Her Eders eget Folk ey kiender Eders Røst For Land og Rige, See! en overflødig Trøst. Graae Haar blev seet til Hest af Flokken ud at ride,

Vel giort! For Graat og Grønt al Frygt var sat tilside, Her hialp ey gode Ord, ey Løfter, Trusel, Snak, Naar vi see Kongens Navn, vi da vil sige Tak.

8

Af mindre Høvedsmænd, een beed sig i sin Læbe,

En blegnede, en skialv, en færdig var at flæbe,

Kom nogen af de smaa paa Gaden med Respect,

Han stod for Nordmands Haand med Fier i lige Vegt.

Matrosen flokker sig i alle Udenværker,

Med fyrig Aand seer til, med opbragt Øre merker:

Slaaer Karle, I har Ret, vi staae som Venner bi,

Lad dem kun true Jer med Død og Slaverie.

Victoria blev raabt, Nordmanden fik sin Ville,

Dermed begyndte det at blive noget stille,

Mad, Øll og Brendeviin fra Staden sendtes op Til Vederqvægning for den Seyerrige Trop.

Te Deum Juule-Dag hos dennem laae paa Tungen,

Af hvem Halleluja i lang Tid ey var siungen.

Var Torden ikke til, blev Verden ødelagt Af Trolde, som belee den store Overmagt.

I Løvens gode Land tidt saadant skeer og meere,

Thi, som det siges, skal en Svaghed der regiere,

Som giør, at hver, der vil sin egen Hensigt naae,

Tør vove, Staten selv at sette Briller paa.