? Til Hr. Conferents-Raad SUHM i Anledning av hans Brev til Kongen Ao. 1772.

Til Hr. Conferents-Raad i Anledning av Hans Brev til Kongen

NO. 1772.

Bergen,

trykt hos Kong. Maj. privil. Bogtrykker, h. Dedechen.

2

        

3

Hvad følede vi ikke, da vi læste det, som var kommen fra Dit patrotriske hierte? Hvad Virkninger giorde ikke saadant udi vores opfelse og Hengivenhed, udi vo-

res Nidkierhed og kierlighed for vores dyrebare Monarch, Kong CHRISTIAN den syvende, for det Kongelige Huus og for fædernelandet?

4

4

Men end vores ømhed? - - - Denne har aldrig været større, end den Tid vi fik høre, at dette Alt havde været nær ved en Fare, der var saa meget mere græsselig, som den var tilberedet av dem, som helst burde have beskiertmet det: Av dem, som var nærmest, og derfor burde have været de første til at afværge alle stød: Av dem, som var forbundet ved De stør- fre velgierninger, og derfor saa meget mere vare forpligtede, at hellige dette Alt en uforrykket Troskab.

Faren er forbie, og de Skyldige staae til Regenskab for deres Formastelser, for deres Ondskab og frækhed.

Vi skiønner med den inderligste Taknemmelighed og Erkiendtlighed paa Dem i som haver ladet sig bruge som værdige Midler til at anvende det avskyelige, som var tiltænkt vor

Konge,

5

5

Konge, det Kongelige huus og vores gandske Forfatning. Vi vil i vore Hjerter oprette Dem de Æreminder, som De verved have fortjent. Vi vil ikke glemme nogen af Dem, som haver havt Deel i at udføre dette, og at redde os fra en Forrykkelse, som var nær for Haanden.

Priisværdige ZULZANA! elsk-

værdige FRIDERICH! Disse Navne skal endog mere forherliges, end de allerede ere. Ja, vore seneste Efterkommere skal erindre Dem med Velsignelse og Taknemmelighed.

De øvrige mænd, de retskafne patrioter, som har været med, skal have et værdigt Sted udi vores og vores Avkoms Minde. Efterslægten skal endog binde de Laurbær-Krandse

6

6

for Dem, som De have fortient, ved at opfylde Deres Pligter. Disse Pligter vare ligesaa søde, som nødvendige og haarde:

Forvovenhed giorde, at de kunde kaldes nødvendige, men Retskaffenhed var den Aarsage, der giorde den sod og behagelig.

Men Du, vores forskrækkelige SUHM! hvad skylder vi ikke Dig? Du baade tænker, taler, skriver og handler som patriot. Vi ærer Dig, vi takker Dig! Men er ikke dette noget, som er vor Pligt? Jo, vi har længe kiendt Dig, som en Menneske-Ven/ som Patriot og en retskaffen Medborgere; vi har kiendt Dig, som den, der ved Dine Skrifter har giort Dig fortient: men vi har ikke uden ved denne betydelige, denne beklagelige Leilighed lært at kiende Dig paa den Side, som Du haver viist Dig ved Din Tale, Dit Brev, eller hvad vi

7

7 skal kalde det, til Kongen. Du taler for Dig Selv og os Alle; og hvert Ord af din Pen er noget, som rører og opvækker. Du taler ikke som en Smigrer, men Sandhed Dit Vidne, Din forskandsning og Forsvar. Lyksalige Tid! da Undersaattere tør, kan og vil nærme sig til Tronen med det, der binder begge Dele sammen med uopløselige Baand! Du taler ikke som den, der vil giøre Dig stor paa andre brave Folkes Regning. Du op høier Dyd og retskaffenhed, hvor den findes. Du giør forskiel imellem de virkelige Onde og dem, som paa en uskyldig Maade kan have taget Fei! i en god Hensigt. Du veed, hvor let det er at underkiende Andres Gierninger: endog dem, som aldrig, i de paagieldende øieblikke, kunde rettes og forbedres, uden at forfalde ti! storre Feil. Du taler ikke som den, der vil krybe i skiul, naar Udgifter skal udredes for det Almindelige; men Du tilby-

8

8

der Dig selv frivillig at bære den Deel, som førhen laae paa den Usle. retskafne, for-

træffelige Medborger! Gid den ædle drift, som besiæler Din Patriotisme, måtte føles hos mange, og antænde Gnister der, hvor denne søde Glød synes at vare uddød! Ja, gid at dette Roesværdige hos Dig, maatte binde den ene Stand nærmere til den anden! da skal vi tilhobe blive et saadant Folk, som skal misundes af fremmede slægter.

Skrevet i Bergen den 16de Februarii Anno 1772.