Et Brev til Hr. Konferentsraad Peter Frid. Suhm.

Et Brev til Hr. Konferentsraad Peter Frid Suhm. fra

Josias Leopold Bynch.

2
3

Ædelmodige

Hr. Konferentsraad!

Dette Tillægsord udmærker mig Dem i den Høivelbaarne Haab. De ville med Ret forsmaae en misbrugt Titulatur, giver de mig da ikke Friehed nok til at lægge den afsides og fremstille Deres Ædelmodighed for mine Tanker, til at trøste min nedslagne Banghed? — Viisdommen har De tilfælles med faa; men Ædelmodigheden med ferre — Vel mig da! at denne forvandler min ordqvælende Undseelse til reen Friemodighed! — Ikke Modbydelighed for den Ydmyghed og Høiagtelse enhver Dydig skylder Dem; — ikke den fineste Følelse af Mistillid til Deres Ædelmod; — ikke Frygt for de ømme og billige Bebreidelser, hvormed jeg for længesiden har bestraffet mig selv, holder, min Person tilbage fra at yde Dem den Tilstaaelse, som, førend den bryder ud, er en Uroe i den Feilen-

4

Des Bryst; — men kun Hiigen efter at Deres Ædelmodighed kunne viide, at den ikke beskiemmede en Uværdig; — kun Frygt for de oprippede Piinsler i min Siel, som ville mere forøges, naar jeg strax nød Deres Velvillighed til at forlade, inden jeg havde beroliget mit eget Hierte, med den Handling, som lovede mig en tillidsfuld Glæde, den første Gang jeg indstillede mig for Dem;— kun Lyst til Lejlighed, efter at udvikle min Selvkiendelse for Hr. Konferentsraaden, som Undseelse og Ærbødighed muntlig maatte fortie, — bruge nu min Pen, som en fyrrig Forløbere til Deres Hierte. — Hvo kan fremviise det Papiir, som jeg besmittede med Smigger, uden naar Modens Talebrug eller den strænge Nødvendighed, som forkuer Høimodigheden, tvang mig dertil? — Smigger er Gift for en Taabe; for meget Viin for en Selvklog og en satirisk Slange for en Fornuftig; — de Piile rive meest i den Retsindiges Hierte, som udskydes under Bedækningen af Smigreriets Skiold.— Hvad Bevæggrund har jeg da til at smigre for Dem, der ere en Selvkiendere; en Veltænkende; en Viis?—Deres billige Foragt og mit Hiertes Bebreidelse ville da blive min Straf. Ingen Mangel formaaer at kyse mig dertil. O! hvor lykkelig havde jeg været, dersom jeg altid havde vedblevet at bære denne Maske, naar adskillige mødende og sielemyrdende Ulykker, have truet mig til at krybe, for et Øjeblik, i Skiul bag dens forsminkede Yndighed.—Nei! ikke den Mangel engang, der sammenkrymper andre, som Orme, har kunnet nedtrykke mig i Støvet, for der at sluge de Fordele, som Smigrerne gabe efter. —- Forventende Fordeele udlokke heller ikke Smiger af mig. Høihed bestemmer jeg kun efter Insigt og Dyd; — bliver jeg Insigtsfuld; bliver jeg Dydig, da bliver jeg høi nok; om jeg saa forresten kun blev en Degn. Mit Guld er Hviile i min Siel og en Forstkandsning for ikke at blive antændt af Gidshalsens Luer; — ligesaa stor Nøisomhed naar jeg har lidt, som naar jeg har meget; — det Klenodie jeg meder efter, er, Lejlighed til at smage et oprigtigt Venskab og udviide mine Indsigter. Skulle jeg da vanære mig med Smigger? — skulle jeg bruge den for at faae een saa billig Fordring underkient? Nei ingenlunde! — Ligesaa vist, som Hr. Konferentsraaden, ved sin sædvanlige Omdømmenhed, troer, at jeg i dette Skilderie om mig selv ikke skeier uden for Beskedenheds Ran, ligesaa lidet vil De have mig mistænkt for skuul-

5

øiet Smigrerie. — Smiggerfri; — tum fra uædle Hensigter; — besielet af Dyden og med Sandhedens klare Ansigt, tør jeg da nu iværksette den Pligt som saa længe har ulmet i mit Hierte.

Nu først en almindelig Kritik over mit Foretagende! — Et Exempel skal vare Talsmand og Dommere tillige i min Sag. — Jeg kan ikke fremlede noget værdigers Exempel end Hr. Konferentsraaden selv. Sandheden har herved intet at befrygte; saasom Dyden formælet med Viisdommen aldrig avler Partiskhed. — Om Hr. Konferentsraaden, fik et Brev, hvori det frie; det reene, oprigtige og uforbeholdne Vennesprog hernede og Let fra deres Ven, som var bleven beivrek, til at sirive det, af fin faa lange indebrændte Tilbøielighed for Dem; — som udveiede det ved Vægten af de hyppigste Følelser og udskrev det midt i den Beklumring, som lynedlige Ønsker foraarsagede; ville da Hr. Konferentsraaden ikke (forlad at jeg spørger) see hen til den klare Kilde; det retskafne Vennehierte, hvorfra de havde faret en saa rar Ædelsteen? — ville De ikke føle en kildrende Velbehag hos dem, ved at see Deres Vens velmenende og smeltende Øiekast over alt i Brevet? Deres groende Velbehag ville blive til Glæde; — Glæden ville søge Medhold og troe at finde sig selv hos alle; thi det er Glædens Natur. De meente da, at andre, deres Venner, skulle; at de ville læse deres Vens Brev med samme Fornøielse, som De; — at Deres Venner havde ligesaadan et Begreb om Deres Ven fom De; - - Deres Hierte lærte Dem denne Mening; — i en ædel Troeskyldighed lod De da Deres Vens Brev besøge Deres Venner; men hvor modbydeligt ville det ikke blive dem, dersom een af dem opholt sig over Deres Ven, fordi hans stærke Følelser havde glemt at bruge den gængse Titulatur, dem tilkom? — De ville vide sig selv som Anledning til denne tagne Forargelse og blive meget fortrydelig paa deres Vens Kritikus, som var uvidende om den Forhold der er imellem Deres Ven og Dem, som Venner, og det Mellemrum der er mellem Dem i Henseende til Titelen;

Politikken giør jo i det samme Menneske Forskiel imellem Embedsmanden og Privatpersonen.

6

Dette er Exemplet, som jeg i en usminket og ukunstlet Ydmyghed, lader fordømme mit Foretagende i at bedømme Hr. Konferentsraadens: Til Kongen; — Exempeloriginalen (exemplatum) danner sig selv. — Aarsagen til trykte Skrifters Bedømmelse, bør være: Omhue for Sandheden; men kan denne Aarsag forsvare mig nu, efter at jeg fik denne Oplysning?

— Nei ingenlunde ! — Naar Aarsagen til en Handling ophører, saa bør den, for saavidt det er muligt, giøres ugjort. — Venner afgiøre selv deres Sandheder indbyrdes; — Hvis Pligt er det at saare deres Hierter? — Om saa meget kan jeg dog, til at formilde min Dom, paa det helligste forsikre Hr. Konferentsraaden, at jeg ikke vidste det ringeste om at Dette forholdt sig saaledes, førend efter at den Veldømmende havde seet Lyset; Thi jeg kommer sielden i Selskab.

For Resten indskyder jeg mig under Hr. Konferentsraadens beskedene og ædle Hiertes Dom, om jeg med nogle Meninger, som den Veldømmende fremførte, har bortsneget mig, for ikke at øine Sandheden; — om jeg ikke følte Patriotisme, da jeg gav andre Sandheder en Sminke, som skulle formilde Mængdens Skræk for dem; — om jeg alle Steder har været falsk og ingen Steder oprigtig mod Sandheden? —

Beskrivelsen over Philint er ubesindig-lang og passer sig ligesaa got paa Exempeloriginalen, som en knyttet Haand paa et Øie,

Det Øvrige er udjaget næsten med løbende Haand; hvad Under da! at Sprogets Polering; Tankernes nøiagtige Bestemmelse og Udtrykkenes Styrke ere borkslendrede. — Jeg hastede kun for at faae min Fortjeneste;

— skiønt Lyst til at erhverve Noget, er ikke uædel hos en Manglende, naar den er et Bie-Øiemeed; — men Fordeelen deraf veltede sig ind i en anden Kasse.

Jeg burde ikke kaldt mine Tanker: en Kritik. — En Kritikus er Undertiden enten saadan een, som gisper og vansmægter under

Brynden af Autoritetsfordommene, og kravler idet tørre Støv;

eller en forvandlende Ovidius, som opklynger sig, ved Vittigheds Reeb, paa Dommer-Tronen; hvor han behager mest, fordi han bryster sig og efter blotte Indfald, enten ophielper; eller styrter;— hvis fortryllende Scepter, lige-

7

som Magnetnaalen, dreier sig efter hans Lidenskaber; — eller og en Menneskefiende, som bruger Dommen over Autors Skrift, til at sværte hans personlige Karakteer, og hvis Underretninger ere Fremfusenheds, Underkuelses og Misundelses Spyd, der stiiles lige ind paa Autors Hierte. — Om jeg har soret nogen af disses Fane, det overlader jeg til Hr. Konferentsraadens eget milde Øie. Dog! — Min Vittighed forførte mig til at begaae en Feil imod Dem, som mit Hierte bebreider mig. Ingen af mine Herrer Bedømmere, have, det jeg husker udmærket sig denne store Feil. Det Sted, hvor der tales om det udtømmede Rige og andre Stæder har jeg giort saadan en Udlægning af deres Ord, som ikke harmonerede med Deres Hierte. Her har jeg besmitttet mig med den almindeligste og afskyelsesværdigste Kritiksnildhed. Jeg har mere Møie med at forkaste og udvælges end med at opfinde Tanker; herudi ligger Kilden: Incidit in fcyllam, qvi vult evitare carybdim. Hos en saa stor Menneskeven, som Hr. Konferentsraaden, skiules paa denne Grund min Forseelse snart i Ømheds og Selvkiendelses Glemmebog. — Kan Menneskekierlighed vel ansee mit Hierte, som ophævisk, fordi min Stiil falder heroisk? — Aldeles ikke! — dog veed jeg at det er en Feil; — men ved at rette den, kunne jeg lettelig forfalde til den homiletiske Sladdervurrenhed; — og da blev min Ydmyghed til Slendrian.

Er det da en Sandhed, som mig er bleven sagt, at Hr. Konferentsraadens Vennerigdom allerede tilforn har overseet og undskyldt mine Feiltagelser; hvormeget mere munter maa da nu min Tillid til Dem, i denne Henseende blive, om jeg, med mine ularvede Tilstaaelser og Undskyldninger, faaer rørt Deres Hierte. I Kraft heraf ville De herefter og alle Menneskevenner, ansee den Veldømmendes Udsvævelser, som nogle hid og did beplettede Udviklinger (commentaires) over Deres Tanker; — De ville oversee min umodne Tænkekrafts Feil og troe at jeg kun havde udvalgt Deres Tanker til et Hovedmaal for mine, allene forat drage Folkes Opmærksomhed til mig og for at berolige den kort tilforn herskende Knurvurrenhed; —enhver vil da, ved den enkelte Fornufts Hielp, tydelig see: at jeg i Grundfætningerne stemmer i med Hr. Konferentsraaden. De ville da ogsaa nu prøve mine fremlag-

8

de Grunde og Deres Ædelmodighed frikiende mig fra det vederstyggelige Hyklernavn! —

Nu mens jeg er løsnet fra den almindelige Egen- og Foster-Kierligheds Tænker, tillader vist Hr. Konferentsraadens Langmodighed, at jeg forraader det jeg har tænke om mine Bedømmere. — Jeg vil være ligesaa reentalende om dem, som over mig selv.

Det veltænkte det yongske og nyttige i Aftenposten er for en stor Deel skreven af Emanuel Balling; en ædel Menneskeven eg min Ven; — Hvo der var Autor til den mildeste Dom, som man har seet over den Veldømmende, viides ikke; — men — mon denne Dom ikke var alt for mild?— Enhver, som sammenligner den med denne Udladelse, vil ikke mangle Svar, og Hr. Konferentsraaden har selv Viisdom nok til at afsiige Dommen. — En Kritik bør ikke skære for dybe Flenger i de alt for ømme Autorhierter; og lige saalidet bør den giøre dem fra kry; saa selvstoelende og saa forfængelige, at de kunne tænke til, at erhverve sig en uindskrænket Autoritætsmyndighed;

— den bor være saaledes indrettet, som de to Stykker af den kritiske Journal over 17 Januaris Skrifter: — endskiønt vens Autor har i en

anden Begivenhed, offentlig givet mig Prove paa sit Fiendskab til mig, saa maa jeg dog, for at vise Hr. Konferentsraaden min Beskedenhed, tilstaae at jeg anpriser den til et Mynster for mig. — Undtagen det Indfald over mig med L. F., som ventelig finder ingen Biefald hos nogen anden, uden hos Autor selv. — Det kielneste Venskab bor ingen Indflydelse have paa offentlige Afgiørelser. Menneskevennen og den feilende Autors Overbeviisere maa jeg tillige kunne see i Kritikken. Retfærdighed bestaar jo i Naade og Strænghed; men Menneskekierlighed er velvilligst til at yde Naade og denne Egenskab er en eftergivelig Feil hos Forfatteren af denne Læmfældighed i Aftenposten; Han er endnu skilt — Mine Fiender ytrede en alt for giennemtrængende Høflighed herover og hilsede mig, som Autor til Aftenposten. — En skarp Kritik fra en Ven, kildrer mig usigelig; thi jeg seer altid tilbage til Handlingens Hierte; — den Vanære derimod, som den ondskabsfulde Kritikus, fortjener sig med sin Banketærskel, er mig Fyldestgiørelse nok, til at hovere over ham med den inderligste Glæde. —

9

Bogtrykkerens Vindesyge fik Folk til at troe at Autor til den Giennemlæsendes Erindringer; — men hans Navn er S

Forresten vil jeg ikke retfærdiggiøre mig fra alle de Nedrigheder, som tildigter min Person. — Gud er den som dømmer. Hr. Konferentsraaden

er høimodig nok til at bestemme, om den Veldømmende viiste sig, som en Fiende af al Religion; af alle Love og af Dem; om han giorde sig bekient, som det fletteste og uværdigste Skumpelskud, som Jorden male afsnuppe om Erindringerne ikke, paa mange Steder, smage af den uforfalskede theologiske Melk, som Matronerne først pattede i Veisenhuuskirken,— og af de Helgenes snevre Samvittighed, som efterat de, en Tid, havde lagt paa Hospitalet, bleve adspreddede over al Jorden. — om den Eenfoldigste behøver lange indviklede Slutningskieder for at udvikle de fornærmeligste; — og dumdristigste Satirer imod Dem selv og andre, som skiules i Hans Forsvar, ligesom Skedevand i Sukkeret; om de ikke frække en retsindig Læser med de Formastelser, som jeg af Ømhed over Autor ikke vil give det rette Navn? Dag 7 er Beviis nok for denne Kritiks Rigtighed. — Naar jeg undtager den Smerte, jeg har følt, over at see mig selv an, som Ophavs-Manden til en saa putgeil Autors Udladelse over Hr. Konferentsraaden har jeg forresten, giennemlæst Erinderingerne med Fornøielse, eftersom de Udpege mig et Skenie, som havde Ævne til at blive got og nyttigt, hvis det ikke var bleven befængt og formørket med fanatiske Spindelvæve og egyptiske Græshopper. — Enhver Grundigtænkende ville ligesaalidet, som Hr. Kon ferentsraaden ansee mig for en Krokodil, dersom jeg falt i Graad af Medlidenhed over de Pinsler, den gamle Adam har foraarsaget i S S Hierte,

da han i sine Erindringer forvandlede den Kristenkierlighed, han afhandler paa Prædikestolen, til Blodgierrighed. — Dog vil jeg, af et oprigtigt Hierte, afbede hans Forseelse hos Hr. Konferentsraaden og forsikre at Hans Eenfoldighed har meent det ret got, med hvad han skrev. — Hr. Konferentsraaden ville da behage, at lade hans Eenfoldighed være baade Talsmand og Friekiendere hos Dem.

Skulde ieg føle Noget til Fordoms-Ydmyghed, da maatte jeg selv med Smerte indtvinge Fordommen i mit Hierte. Denne Følelse ville

10

01 (10)

vist kun vare kort; — men Selvforelskelse vantriver den Siel, som higer efter at blive stor; — Hvo ville da maale mig efter sin daarlige Egenkierligheds Forhold, og troe, at jeg ikke, med et reent Øie, kunne insee; — og med et uforfalsket Hierte, kunne afbede og undertvinge mine Forseelser? — Ingen vil misunde mig den Sindsforfatning, at jeg, for at berolige min Siels Knurren over mig, er omhyggelig i at udslukke den Forargelse, som min letsindige, ubestemte og flyvegierige Tænkekraft har udsaaet. — Ingen vil fortænke mig, at jeg af mit inderste Hierte takker dem, som af Kierlighed til Sandheden og til mig, have forbedret min Smag; — at jeg af en hæftig Higen efter Fuldkommenhed, forestiller mig de ædelmodigste og beste Originaler, til at danne mig efter. — Ingen vil herefter tvivle, at alt for skarpe Bagtalelser jo have mangfoldiggjort mine Fejltrin. — Alle Høitænkende, som veed, hvad Fare Umodenhed er udsat, og De dyreste Hr. Konferentsraad! ville, i Drift af Deres forsonende Menneskekierlighed, for evig satte mine Ubesindigheder af Sigte.

Min oprigtigydmyge Selvfornægtelfe, vil nu igien øine de Kierligheds Luer, som jeg ved min himmelklyvende Uforsigtighed omhyllede med Skyer. — Ved Fejltrin stræbte jeg, som Daaren, at afbøde min Mangel, og just derved formerede jeg den. Mangel forbød mig altid, at blive saa nyttig, som jeg ønskede.— Et prosaisk Anlæg til et Sørgespil, Prinds Amlet kaldet og forfattet med Suk, har nu et Aar lagt færdig, og længtes efter at min kummerfrie poetiske Aand, skulle angribe og forbedre det. — Endnu har jeg ikke havt Udsigt til Muligheden af en stakket Tids Kummerfriehed, derfore er det bleven ubetørt — Jeg er ikke engang saa lykkelig, som Holberg, da han var Student, at jeg, for at blive sleben og fat, og forbedret i Tænkekraften, kan komme til at beføge fremmede Folkeslag, ved Hielp af den Reisepenge, som mine Effekter kunne forskaffe mig.

Jeg er ligesom den Fugl, der med et skielvende Hierte, styver hid og did, eensom omkring i den gysende Udørkens Ødelæggelse. — Min forbigangne Tid indstiller sig for mig i een saa fæl Dragt, at mit Øie

11

skræmmes fra at skue min Skiæbne i Møde. Hvo ville da vel være Grum imod en Ulykkelig; — hvo ville nedtrykke en moedløs og fordomme mig, fordi jeg yder den Pligt imod en viis, lærd, værdig og høitænkende Menneskeven, som jeg i Lykkens Arme, skyldede Verden?— Hvo ville undre sig over, at jeg, førend jeg besvimede i Uvirksomheds Dvale, tilfredsstillede mit eget, og opvakte Ømhed, med eftergivende Tilbøielighed, i alle Menneskevenners Hierte?— Min ytrende Selvkiendelse kunne let. overstige et Brevs Gierde, dersom jeg stykkeviis ville afskildre mine Domme over mig selv;—men det er min Trøst, at Hr. Konferentsraaden og alle Ædelmodige ere forsigtige nok, til at skille den udspredte Digt, fra mine virkelige Forseelser og medlidende nok til at antage min Overbeviisning, og Fortrydelse, og forandrede Forsæt, i Stæden for en Forsoning. — Jeg skal af alle de følgende Omvexlinger i mit Liv, udlede mange Andledninger til at besegle isår Hr. Konferentsraadens; — og i Almindelighed, alles Tillid til min Beqvemhed og Dyd;-— jeg skal af alle Ævner eftergaae de Pligter, som skal frikiende mig fra Hyklermasken og giøre mig mere og mere værdig til at udviise med hvilken retskaffen Høiagtelse

jeg er

Høivelbaarne

Hr. Konferentsraadens

underdanigste

Tiener

Josias Leopold Bynch.

12

Til Publikum:

Ingen vredes at jeg fremlægger en Brevvexling for alles Øine!

jeg tankte først at hylle mine Linier i et Brevsvøb (couvert) og oversende dem til Hr. Konferentsraaden; —- men Nei! — Hvad Prøve gav jeg da paa den Fortrydelse, mit Hierte føler. — Offentlig begik jeg dette og andre Feiltrin; — ligesaa offentlig og aabenhiertet, bor ogsaa, om det er muligt, min Afbigt blive. — Gid Publikums Nysgierighed kun ville være mig behielpelig, i at nage dette Øiemeed. —

Var Brevet overleveret Hr. Konferentsraaden haandskreven, da frygtede jeg, at denne saa ypperlige Mands Selvfornægtelse ikke tillod mig, ved Sig, som en saa værdig Beskiermere, at sætte mig fra alt det, hvorved et reddeligsindet Publikum var bleven fornærmet.

Jeg kan ikke undlade at jeg maa afbede en besynderlig Feil, for den Veldømmende hos Publikum. — Jeg veed; at mange have, med god Grund, skumlet over, at den har anpriset en navngiven Person, som en ægte Patriot; — at denne ikke besidder de Dyder engang, som en jevn Borger, og meget mindre, som en ædel Menneskeven, en stor Siel, og rar Patriot bor besidde. — Endskiønt mine Ord ere temmelig varsomme paa dette Sted, kan min Selvkiendelse dog ikke lade mig undflippe fra denne rigtige Dom; — men enhver vil lettelig undskylde, at et ungt, troskyldigt og uerfarent Menneske lettelig kan lade sig fortrylle af en, som got forstaaer at handle under Ærligheds Maske. — Jeg tænker altid det bedste om mit Medmenneske indtil jeg bliver anderledes kraftigere overbeviist. Ingen Under da at slige eftergaae mig! — Der hører stor Erfaring til, at kiende og bedømme det menneskelige Hierte. Jeg lider selv den største Skade, som oftest ved slige Overbevisninger, som ere tvert imod mit Haab og Ønske — Denne belønnede min hensigtløse Anbefalingsiver heel artig; — da sagde han sig, at have været min Medhielper, i at sammensatte den Veldømmende; — og nu har han ofte forsoeret sig paa, at jeg ikke har kunnet skrive Stats- og

Antistatsmanden — Eftertiden vil udvikle alt.