Den Uforglemmelig Fredag den 17 Januar. 1772. Som under den Allerhøyestes besynderlig Forsyn og Varetægt tilbragte Kongen Fred og Landet Frelse.

Den

Uforglemmelig Fredag

den 17 Januar. 1772.

Som

under den allerhøyestes besynderlig

Forsyn og varetægt

tilbragte

Kongen fred

og

Landet Frelse.

opskreven

af

Jens How Schive,

Past. Græsted. og Maarum.

Kiøbenhavn,

trykt udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverne

ved Frid. Christ. Godiche.

2

Det her nedenstaaende CHRONOSTICHON, er egentlig indbefattet i de fire næstfølgende Linier, siden videre udført:

Han, — som paa meget Ondt en Tid til Riget spandt, Fortiente sig den laas og Lukke han nu, fandt;

Saa uforskammet som han tragted' høyt alt meer,

Hvor vil han sukke, dybt, nu sig forloren seer!

Saa faldt han selv i Grav, den han til andre graved',

Kom selv i Snaren, der han den til andre laved',

Den Steen han slog saa høyt, faldt paa hans eget Hoved, Og blev ham værste Stød, det han mod Thronen voved';

Nu sidder han i Bolt, som spilled Bold med Stort,

Ham, — nylig Livets Skræk — nu rækker Dødens Port!

SIC Regno eXItlofa parans, flbl CLauftra, Struense, Vota nefanDa ftruens-fe perllsse geMet!

3

Enge! VotIVI Ianuarll Inflgne!

CHRISTIANUS SEPTIMUS, ReX Danlæ & NorVeglæ InCLaruIt.

Rat borte blev, og — See! — der kom en Morgenstund, den ønske Soel frembrød, en Maane blegned' blaaned',

Rovdyrene i Skiul drev bort af Skræk og daaned', Al Folket opfyldt blev med Fryd i Aand og Mund:

Et Blink der klared' op at faae dig vel til Mode,

Ryst Skoven af dig, tænk: — Du kom igien paa Fode,

I sted for trængsels Kiep du fik en trøste-Stav.

See! Den — som Israel bevarer, — sover et Og søvnes aldrig, skiønt det lod en Tid han soved',

Een Tid, mens onde Dyr pag Skalkestykker voved',

Og disse meente: han sover, — ney o! ney;

De sov, — vi søvnedes, — men han aarvaagen blev,

Hans Time kom, og — See! -— Han Vand til Viin omformed', Hans trusel stillede det Hav som brused', stormed',

og, der Han vilde, Han paa Dør spedalskhed drev.

4

Syng herren nyest Sang om hans fornyet Pagt Siig: — herren er dog god mod Israel de reene Af Hiertet, — har sin Lyst til dem som ræt frem meene!

Men treskhed — Trængsel — Trods — Han Viiser Overmagt.

Siig see: - Kong Christian den Syvende i nord,

Vor dyrebar Monarch, Syvfolv lyksalig bleven,

Syv-Tallet ved Hans Navn Forsynet selv har skreven.

Og Januari Dag den Syttende blev stor: . . .

. . . Syv gange Ti Aar ogsaa to man den Tid skrev

Efter Et Tusinde Syv Hundrede Aar-Gange,

Da Januari Dag, En Fredag frem for mange,

Med Frelse — Fred — og Fryd Et Tidens under blev;

Hvad da? — Hvo veed ey Hvad i disse Dage skeet?

Men Eftertiden blev — om det nu hørt og seet —

Ukyndig! — Skulde Slægt til anden det ey giemme?

Jo, — sildigst efterslægt i Nord skal aldrig glemme

Forsynets varetægt om Kongen, - Kongens slægt

Og disse Lande — til en Frelsnings Liige-vægt

handthævet mod forstyrrere . . .

Det Tilheng af en S. . . — De drømmere, hvorom Der længe nok er tvivlt; — nu drøm og Tvivl til Ende, —

5

Da Rantzow, Eichstedt, og en Köller disse Trende Ved høyest Ordre, — der til pas for Alvor kom, — Udviiste sig, som Fleer', af tro og tapper Blod,

Tre ypperlige, ræt som Davids Trende Helte,

Dem lykkedes — De tog de Dyr fra Sove-Telte At føres did, — hvor dem et Lukke færdig stod.

Der faa var bleven lyyst, giort rent og ryddeligt,

fremskinned' Landets Soel fra Slot til Folkes glæde,

Og med udbredte Glands oplived Gade, — stræde,

lykønsket af enhver, Ham fik i Syn og Sigt

Med høyest Stierne — Prinds — Sin Broder hos Sig nær;

— Strax Hurra kappedes med Vivat allevegne,

Hver ærlig Underdan sin Hierte-Fryd lod tegne

For kongen; Himlens Gud fik Tak og Ben i sær: —

Nu! mærker jeg, at Gud sin salvede hialp frem, Fra hellig Himmel til Hans Ben sit øre vender,

Og med sin høyre Haand Ham Hielp og Styrke sender ; —

See Hine! — som paa Vogn — og Hest forlove Dem —

6

* * Men vi paa HErrens vor Guds Navn vor Tillid sætte;

* * - - De styrtedes og faldt! — vi staae, vi kom til rætte —

* * Bliv, HErre! bliv saa ved, hielp Kongen! — her os saa

* * Bønhør os, — Gud vor Gud! — naar vi dig kalde paa.

Glorværdigste Monarch! — nu gielder det om Stort: Forsigtighed og Vid, — at vælge ud det Beste,

Aarvaagenhed og Flid, — hver ved sin Post at fæste,

Gudfrygtighed; — See! — der Lyksalighedens Port.

Ræt smukt brillerer nu Geheime Statens Raad,

Hvor Din Herr Broder Prinds som Diamanten spiller I første Rang blant Dem, der Lys og Rætten stiller Ved beste Sammenleg til vigtig Verk og Daad;

Prinds Friderich var Stor, blev Større, men nu Størst,

Fra denne Dag Han fik sin høye Værd og Ære,

Man næsten færdig blev paa Hænder Ham at bære,

For, — Kongen — Landet Han er troe — til sidst fra først.

Forglemme sig vor Haand, — om hos os blev forglemt

Priisværdigst Dronning, vor Elskværdigst Juliana,

En Snees-Aar siden man her sang Dig: Hosiana!

Nu beste Tone Din til Hielpen her blev stemt;

7

Af Dagmar, Dannebod, man her veed ingen Savn,

Og Dansk Semiramis som vandt en Tid et Rige;

Vor Juliana, meer! — nu Tvilling-Riger sige: * *

* * Velsignet være Du som kom i HErrens Navn!

Med Tak hvad skyldes saa til Fleere velfortient,

Hvad meener man? — vel — om En Dydernes Princesse, Hvis Ben i Løndom er og Rigers Interesse, —

Skal best belønnes der hvor det er best bekiendt.

Lyys, HErre, lyys din Fred nu paa din Salvede,

Oplys Ham ved dit Raad med Viisdom fra din Throne,

Ophold Ham i din Kraft, og herliggiør Hans Krone,

Formeere Ham Hans Aar og din Velsignelse. —

Giv Kongens Søn din Ræt, Kronprindsen, som Din Søn,

I Viisdom, Alder og i Naade lad tiltage,

Og giv hans unge Siæl betids maae see og smage —

Din Fryd — Din Frygt — Din Fred er Kronens Krone skiøn:

Den Kroned' Stamme, Det Høy-Kongelige Huus,

Som største Cedertræ paa Libanon slaae Rødder Af Zion styrkes til at staae paa beste Fødder,

Naar Himmel, Jord, engang skal falde i sit Gruus.

8

Hver kiek og redelig Benaja ved Armee,

Hver trofast Husai som Rigets Gavn skal raade,

Hver ærlig Zadoch som har Kirkens Tarv at baade,

Med Guds og Kongens Sag vellykkes alle Tre!

Nu Landmand — Borger — Præst- nu Krigs- og Stats-Mand fik fik Nye Haab om Held og Hevd i Staten, Kirken, Landet;

Hvor saae det ilde ud! — da alt var sammenblandet

Med Skræk af Splid og Strid: — Bort, bort nu al Uskik!

Kom frem, — tag til, bliv ved, God Orden udi alt,

God Tilsyn allesteds, God Omhue for det Heele,

Og Lindring til Opliv for de saa ømme Deele,

Kom HEreens Hielp, følg med, hvorom for alting galdt.

Forunderlige Gud! — Din Viisdoms Dyb er stor,

Din Almagt høy for aldt, — Din Godhed bred til mange,

Og Din Retfærdighed naaer langt til Frie og Fange I Tid og Ævighed; — Dig love Himmel — Jord.

IaM RegI & regnIs bene Cæpta feCunDet IoVa! RegIs Io ter Honos, PaX, Patrlæqve SaLus!

9
10