H. Hansen For Kongen. Bondestandens underdanigste Ihukommelse af Dagen den 17de Januarii 1772, allerunderdanigst nedlagt den 5te Martii i Bondestandens Navn,

For Kongen.

Bondestandens underdanigste

Ihukommelse af

Dagen den 17de Januarii 1772, allerunderdanigst nedlagt den 5te Martii

Bondestandens Navn.

Nu

allerunderdanigst udgivet

af Forfatteren H. Hansen.

2

        

3

Da de misbrugte Lyksaligheder et nedrigt Anhang ved Foden af Din Throne anmassede fordunklede Din Majestæt og giorde Adgangen til Dig mørk;- Ranede den forstilte Udyd Lejlighed under Vittigheds og Dydens Masqve at nærmes Dig. Stolthed hidsede Flag; Letsindighed greeb til Roeret, for at faae Dig Omborde; Men Forvovenhed kappede de Ankere, de Redskaber, fra sig, ved hvilke Skibet skulde holdes stille og Bølgerne tvinges: Du, Konge! førtes hemmelig inden for de Skiær, hvor Seiladsen var farligst og Landgangen usikkerst. Dine Kostbarheder bleve kastede over Borde: Men Du vidste det ikke! — Da først bleve vi Faren vaer; Thi vi kunde umuelig troe det skeede for at bierge Dig —. Dine troeste Un-

4

4 dersaatter stoede da meest forbausede, og Gudsfrygt og Dyd, Din Thrones Grund-Pillere, skjelvede selv! Dine befarne Mænd krydsede forgjæves for at naae Dig; Thi Frygt lagde fra Dit Skib alle Aarer om Bord, og der tykkeste Haab om Bytte ved Skibbrudet drev dem! Dine Søe- Stæder beklagede; at Din Flode ej i disse snevre Vande kunde bruges! Og Lands-Byerne ønskede forgjeves; at Havet var Land! Styrken stod moedløs, og Redelighed forsagt! Men Ædelmodighed og Højhed vovede sig saa yderlig; at Du mærkede det. Roeret greeb Du; da Skibet var forstødt og Faren størst. Men den Højeste, som tvang Stormen og truede Bølgerne, beskjermede Dig. Da erfarede Du, Konge! det rørende i de Pligter, Kjerlighed har avlet; og det ævige i den Almagt, som kronede Dig. — Børnenes Fryde-Skrig bevidnede, at Dine Undersaatters Troeskab er stor; Men at intet er større, intet ømmere, end en Moders og Broders Pligter: Dette Rørende saae Du af en Juliana og Friderich! — Ophøjet over de farligste Gjenstande Tillid nogensinde kunde skabe, eller en misbrugt Naade forskaffe sig, knækkede Din Viisdom de Kiæder Frækhed havde smedet, og Underfundighed havde an- spændt imellem Dig og Os. — Skjulet, som mørknede for Din Throne, refv Du tilside. Da læste vi af Dit Aasyn (midt igiennem det Ubehagelige) Retfærdighed og Naade, som kronede Dig. — Da Du, Konge! reddede Din Højhed fra Vold, og Dine Riger fra de inderlige Farer med hvilke de truedes. Da blev Din Majestæt udødelig! Og fra nu af skal Dit Navn foræviges iblant os! —

Dine Ædle og Dine Lærde Undersaatter have i dette Øjeblik be- vidnet deres fornyede Hengivenhed til Dig. Den Olie i Dine Borgeres Bryst, som, alle Forandringer og Omstændigheder uagtet, imod Dø-

5

5 den selv bestaaer fra Slægt til anden, har Du atter i Dag seet, i sin fulde Glands og Kraft, at staae i Lue for Dig.

"Men, vi! vi have intet kundet udrette til Ære for dette Dit velsignede Foretagende, eller til denne Din Dags uforglemmelige Ihukommelse.,,

Vi kunde allene sige: Du, Konge! reddede Kirken fra Vold; Sæderne fra Fald; Eenighed fra Oprør; Stænderne i Landet og Folket i Stænderne fra de Ødeleggelser, Himmelen syntes at have givet Naturen Raade-Rum til: Men Gnisterne slukte Du, da Luen var nær.— Gid derfor værdige Talere vilde opstaae, og paa vore Vegne besiunge Din Udødelighed, O! Konge. Thi i Dag blev Du det!

Tale-Kunst og Marmor-Tavler eje vi ikke; hvorved at forævige Din uindskrænkede Majestet. Derfor skal den Tak; vi skylder Dig saa uendelig, forblive til en varig, og for Tiden uforanderlig Ihukommelse indplantet i vore, og de sildigste Efterkommeres Hjerter; thi denne er den eneste Ærestøtte vi eje; Dig, vor Fader og uforglemmelige Velgiørere! Dig, Fæderne-Landets store Elskere, værdig!

Stoert er det Haab vi nu have! Større er Du, som gav os det! Store vare de Forjættelser Du gjorde os, i Dit velsignede Val-Sprog, "Om Kjerlighed til Fædrenelandet;„ Men større er Du Selv, Kon-

6

6 ge! Som i Din Regierings blomstrende Ungdom needlod Dig til de nederste af Dine Undersaatter: Fra Din Bondestands Forbedring; fra Din Thrones og Dit Septers Grundvold lagde Du Haanden paa Dit Regimentes glorværdigste Førelse. Een Plan, den værdigste Kon- ge værdig! og vi haabe ey forgjeves: At Dit Navn iblant Kongernes skal blive det udødeligste, og Din Ære af Kjerlighed til Fædernelandet den uforglemmeligste; thi hvo har saa tiidlig lagt Haanden paa Regieringen? saa betiids tillige antaget en saa viis Plan? Med saa gylden Attraae bestemt en saa ædel Punct, fra hvilken at lægge Haanden paa Grundvolden til sine Undersaatters varigste Lyksalighed?

Dog, Konge! vaklede Din Ære, og vor Lyksalighed snublede; Dine viiseste Foranstaltninger, Dine ivrigste Ønsker for vort Vel uagtet; thi de Mænd, som ranede Dit Huses Lyksaligheder, berøvede Landet, og Folket i Landet sine Velsignelser. Enighed i Huusstand; Kjerlighed i Ægtestand; Troeskab i Pligter; Oprigtighed i Omgang, Redelighed i Venskab; Ærbarhed i Sæder; Alvorlighed i Dyder; disse det borgerlige Livs stærkeste Scener nærmedes Forraadnelsen med stærke Skridt; og Gudsfrygt og Dyd tabte Styrken og lod af at være Sjælen i de fælleds Bestræbelser; men Selvraadighed og Frækhed, og Ondskab og Letsindighed forenede sig.

Da Landet negtede, at betale den Allerhøjeste sine Løfter, da vovede Ærbarhed sig yderlig, og, med denne, den dydige Eenfoldighed tog Deel i det beklageligste Fald. Vanart og Vanvittighed og Skrø- belighed rasede imod sig selv; men Modløshed erobrede Viisdom og

7

7 Vittighed; og Styrken ventede med god Grund, det Endeligt: "At be- graves under Ruinerne af sit eget Gruus.,,—Da, Konge! saae vi; at Forræderske Hænder havde smittet Dine Ønsker, og, at den borgerlige Lyksalighed ikke længere havde Sted. — "Under formum- med Skikkelse smigredes Din højeste Attraa til Landets Beste; mens Vold holdte de Veje rydelige hvor Du kom frem. Trædsk- hed lurede allevegne ved Foden af Din Throne: Og under Troeskabs Maske holdte Tigre selv Vagt om Din Person; at Din Majestet ej skulde undgaae dem, eller et Echo af Dine Undersaat- ters Troeskab advare Dig. Med Din egen Højhed forskandsedes de værste Anlæg! og, ved Din egen Magt skulde den uhørligste Gruesomhed spilles, til Menneskelighedens Fornedrelse i Verden, af den umenneskeligste Trop!,, — Saaledes, Konge! bragte Rygtet og Tiderne os Tildragelserne for Øre: og, At denne græsselige Scene blev paa Din Liv-Vagt begyndt. Men, den Troeskab og Tapperhed, som altid er ædel, reen, uskyldig og stor, hos Heldte af dette Slags, standsede maaskee Anlægget i at give mere til Priis! — Da Din Throne saaes blottet fra sine bevæbnede Børn! Da først frygtede vi med Overbeviisning det farligste Forræderie; thi vi troede, Hverken det Nedrige eller det Høje; ja, ikke Dit Liv, Konge! at være sikkert i de Hænder, som havde væbnet sig imod Dyden og Gud. Frygt needslog os; men Almagten oprejste os. Forsynet, som kronede Dig, understøttede vort Haab. For Dig, Konge! og for Landet, blev vort Aften-Offer helliget den Alværende med en fornyet Kraft. Vore Bønner trængte igjennem Skyerne, og vore Sukke bevægede Himlene; men Englene igjentog vor Bøn for Thronen: Da blev Lyden for Thronen stoer; thi vore Hjerter raabte eenstemmig:—"Gud! lad det gaae Kongen vel! saa gaaer det og os vel!,,

8

8 Takket og æret være derfor den alviise Gud, som igien gav i Din Haand og i Dit Hjerte: At redde Sin egen, Din, og Landets Ære. Ihukommet og æret skal den Dag, den Morgenrøde være, i hvilken Du, Konge! gjorde saa saare vel: I hvilken Gud selv lod see saa store Ting imod det gandske Land. En Dag, saa ærefuld for Din Regiering; som vigtig for Dine Riger! Fra nu af skal Dine smaae og Dine store Undersaatter tilbede Dig, med en fordoblet Kjerlighed, som deres Jordiske Gud!

Uforglemmelig Erindring skylder vi alle den ømme Kjerlighed, de rene Hensigter, de viise Beraadslutninger, de høje Foranstaltninger, i Hvilke Din og Landets sande og uskatteerlige Moder, vor Dyrebareste Dronning Juliana, har gaaet Dig til Haande. — Men, Din Værdige, Din Viise Broders Trofasthed imod Dig, Konge! og Fæderne- Landet, vil blive saa udødelig, som den Arve-Rettighed til de højeste Egenskaber i hans høje Siæl er os bekiendt. Som det Haab er stort, Hans Manddom i Ungdom har givet os: Som Den Arbejdsomhed; den Fliid og ædle Drift; Den Viisdom er skinnende; De Kongelige Dyder fuldkomne, med hvilke alle Hans Kongelige Højheds Foretagender ere ziirede; — Paa den Belønning, Dyrebare Prinds! Du i Dag gav Din Konge og Landet; Din Broder og Folket, os og vort Haab, skal vort store Haab og vore største Rettigheder til Dig og Dine Høje Bestræbelser for Kongen og Fædernelan- det fra i Dag af være grundede. — Eders Fortjenester af Landet, Elskværdigste Juliana og Friderich! ere de største: Eders Raad for Kongen de dyrebareste: Eders Troefasthed den uforanderligste! Din Haand og Din Styrke, Prinds! under Regierings-Byrderne for Hans

9

9

Majestæt, som den største, saa og den troeste, den Helligste Lettelse! For dette Alt, skal igien Kongens Naade; Landets Bønner; Undersaatternes Troeskab; Scepteret i Hans Majestæts Haand; Hans Ma- jestæt selv i den Allerhøjestes Haand fra i Dag uforandret udbrede og betryge Eders Lyksalighed.

Med Naade, Ære og Belønning, ønsker vi alle de sande Patrioters Troeskab kronet, som Forsynet undte Lejlighed, at lægge for Dagen Dine Undersaatters priiselige Hengivenhed til Dig, Konge! ihukommet og æret skal den Ærekierhed stedse være iblant os, med hvilken de vovede dem, for at række Dig Haanden, og stillede sig selv i Gabet imod de Ødeleggelser, med hvilke det Almindelige truedes.—

Men til evig Tid, ja i Evigheden selv, skal den almægtige og allene alviise Gud være æret og ophøjet af os; som ved Din Myndighed, Konge! ved Eders Viisdom, I? Guds og Statens Engle; ved Eders Troeskab, I! sande Patrioter og Heldte; beskiermede den Kongelige Throne for Efterslegten! — Formeret vorde Eders Antal, I Fromme!, i Landet; for hvis Skyld Gud endnu denne gang holdte det Uvejr tilbage, for hvilket Fædernelandet paa alle Sider stoed blottet! — Blomstrende vorde den retfærdige Slægt; tiltagende det Antal, for hvis Skyld de Ødeleggelser bleve dempede, med hvilke Residents-Staden truedes! — Oplivet blive alle Undersaatter; opmuntrede blive alle Embedsmænd til en sand og hellig patriotisk Iver ved denne, saa store, som merkelige

Dag. Og, Du, Konge! blive fra i Dag, saa lykkelig i Din

Regiering, som det Haab er stort, Du har givet os! saa stor i Vel-

10

10 gierninger imod Fædernelandet; som Dine Undersaatter ere Dit Scepter troe, af hvilket de beherskes! —

— Bliv ved at efterkomme de Løfter Du gav Gud, da Du imodtog Kronen af hans Haand, og de Løfter Du da gav os om Din Kjerlighed til Landet. — Du, Konge! er selv den kronede Klippe i Landet, omkring Foden af hvilken de rigeste og mægtigste, med de ringeste og afmægtigste Undersaatter bevæge sig. Gjør derfor aldrig Adgangen til Din Throne saa frie, eller Vejen saa magelig for de første; at deres Lyst-Farter skulde kunde hindre, eller gjøre Vejen for trang for de sidste! lad Vejen til Din Stoel være som en Kongevej, der strækker sig til hver Bye i Dine Riger, indtil Grændserne af Dine Lande; thi Konge! Du kan ej forestille Dig; hvormange fattige, eenfoldige, nødlidende, raadvilde Børn Du har i Dit gandske Rige (og disse Stakler trænge dog haardest til Dig) lad da Dit Øje, som vaager over alle Stænder i Almindelighed, agte paa hver Stand efter sin Værd i Særdeleshed! men lad Dit Øre i Besynderlighed være tilstæde hos de Fortrængte, og Din Myndighed stedse være en sikker Tilflugt, for de mindst Formaaende: Da skal Du ikke allene kaldes den Store; men den Retfærdige, den Viise, den Gode; fordi Du selv skaffede Dine fortrængte Børn Ret, og selv saae til for Dine Enker, Dine Fader- løse og Dine Umyndige. — Beløn stedse Ædelmodighed, og Troeskab og Redelighed hos Dine Embedsmænd; men sæt Stænger for de Egennyttige og Uredelige: I det, Du selv seer, selv hører, selv giør Dig bekiendt, endog Dem ubevist, Dit Folkes Anliggende. — Lad det Du erfarer hos de Mænd, Din Lov og Folkets Ret nu dømmer, tiene Dig som en Regel for Eftertiden: At ej Forstilte og Hyklere skal have Lejlighed at udøve. Selvraadighed; thi Skrøbelighed er stedse Menneske-

11

11 ligheden nær; men Ondskab behøver en stadig Tugtelse. — Glem aldrig Konge! at Grunden til Din Magt over os, er bygget paa Dine faderlige Pligter imod os! — Lad Din Haand aldrig trættes! den Allerhøjeste skal aldrig lade Din Arm mangle Styrke, til at værge for os! —

Dine Agerdyrkere, de ere de fleste; Men tillige de vanvittigste, de slettest opdragne og de umyndigste af alle Dine Børn. - Bliv ved at opelske denne Din Stand, som hidindtil pialten og moedløs nok har gaaet kroget og nedbøjet under Statens, Omstændighedernes og Tidernes forskiellige Byrder. Holdt, som Fader, det Løfte Du gav os! Udføer som Konge den Begyndelse Du har giort med os! Fuldkom Dine ønsker og bliv lykkelig i dette Store: Da skal Din Regiering blive den mærkværdigste, og Din Kiærlighed til Fædernelandet den Uforglemmeligste.— Giør, Konge! At Dine Lands-Byer kan blive rensede fra de Uordener, som hindre deres tiltagende Fuldkommenhed, og Sædeligheden dæmpe den Vanart, som ødelegger dem! Lad Billighedens og Naturens Grundlove med Eftertryk haandthæve vore Rettigheder; Thi efter Chri- stendommens og Naturens første Grunde besidde vi eene den Færdighed; at kunde gaae i Rette, baade med os selv, og andre. Indhægn denne Din Stand, som den skrøbeligste, som den umyndigste, som mindst forstaaer at værge for sig selv; som troeligst sveder for Dig, Konge! For Staten, og overaldt for det Almindelige; At ej nogle med Vold skal behærske os, eller med Renker fornærme os. — Giør, Fader! At hverken vore Sukke, eller vore Selvraadigheder skal drage Ulykker over Landet! — Straf uden Skaansel! Straf efter Din strængeste Retfærdighed Enhver i sær; som forsætlig tør vove at forarge, at forgribe sig paa een eneste af disse Dine Smaa; Men glem ikke at legge Ære, og, om Du saa vil? Belønning paa Dem, som, i at befordre

12

12 Dine priselige Hensigter og Ønsker med os, viser sig meest omhyggelige og medvirksomme. Forman vore Herrer, Dine mægtige Mænd: At de bære Byrden troelig med Dig i Din muntre Ungdom, ved at plante Retfærdighed og Frugtbarhed; En sund og gavnlig Friehed i Landet: Da skal det falde dig let i Manddommen; At stafere Staten med Stæder og Sejlads, Fiskerier og Handel. Da skal Du og vist høste Frugten deraf i Alderdommen; naar Du skal see, Dine diende og graaehærdede at velsigne Dig. Tillad, vor Fader! hverken det Møjsommelige at afskrække Dig, eller det behagelige, Din Højhed medfører, at hindre Dig! lad ingen af de Gjenstande, der vist nok møder Dig i Alt; men fornemmelig i, at udføre Dine store Hensigter med os, afholde Dig fra, at fare fort i Dine høje, Dine Viise, Dine faderlige Bestræbelser! — Tillad aldrig moedløse Slaver, og endnu mindre egennyttige og dumdristige Vovehalse, at legge Haanden paa Din Villies, Dine Ønskers Fuldførelse: At ej de sidstes Ubesindighed, eller de førstes Fejhed skal svække den guddommelige Kraft i Dit Majestætiske Bliv. Befal alle dem, som vilde forestille Dig vor Tilstand, som fuldkommen og uforbederlig; at staae længst fra Din Throne! og ønsk dem, som torde nærme sig Dig med Forestilling om vor Stands Uværdighed til Din høje Omsorg, sand Omvendelse! da skal Du først see de sande Heldte nærme sig. De, under hvis Beskyttelse Tyranner saa ofte har hersket over os; Voldsmænd i det smaae, liig dem i det Stoere, Din Majestæt nyelig styrtede; De, i hvis Hænder det er givet, at kunde med Eftertryk gaae Dig til Haande, skal da med Lyst see, med egne Øjne, paa Deres og Deres Underhavendes sande Beste. — Opmuntrede ved Dit Majestætiske Exempel, skal dydige Handlinger; ædle Beraadslutninger; det Almindelige, Undersaatterne, Fædernelandet, som den sikkerste Grund til Deres egen Lyksaligheds Forbedring, gavnende Foranstaltninger blive Maalet for den Ædelmodighed, som i Troeskab, Tapperhed, Kjærlighed til Dig, Konge!

13

13

og Fædernelandet, er i en saa ulignelig Grad Dine Mænd, ja de ringeste af Dine Undersaatter, som medfød og saa egentlig tilhørende. Du skal da selv blive den største Sejer-Herre, for Dine Stater; naar utiidig Egennyttighed og hemmelig Vold (de skadeligste Fjender i den lyksaligste Staat) ere ved Dit Scepter fordrevne. Ja! Verden skal selv forene Beundring og Udødelighed med den Ædelmodighed, det danske Navn ved Tapperhed fortjener, ved Fliid og Enighed i de Fælleds Bestræbelser til det Almindeliges og Statens Vel forhverver sig. —

— Lad, Konge! baade Din Viisdom og Din Myndighed vande og haandhæve den Lyst, de Indsigter, den Erfarenhed i Videnskaberne, Fabrik-Væsenet og Handelen, Din, og Dine Rigers fromme og stoere Fader med saa stoere Bekostninger forskaffede os. — Lad det Ziirlige, som kan bære Navn af Hannem ej forfalde! og de Nyttige af Hans Anlæg blive de udødeligste Vidner for Efterkommerne om Folkenes Lyksalighed under Hannem; Deres uforglemmelige Velgiørere, og Fredelskende Friderich! — Men;

Bliv Du størst, Konge! ved at krone den Lyksalighed, Landet nød under Hans Regjering, med Din Høje Omsorg for alle Stænder: At den ene Haand stedse maa understøtte den anden: Og den ene Stand være den andens Ophielpere! — At Frugtbarheden af Landet maa yde den Forraad, vi behøve til at indhøste Velsignelsen og Frugtbarheden af Havet! At VelVelsignelsen og Frugtbarheden af Landet og Havet maa fremme og formere alle tienlige Anlæg! — At ej selvraadig og skadelig Egennyttighed skal forblinde nogle, eller slavisk Tvang hindre andre i at lægge Haanden paa de Ting, som gavne det Almindelige! —

14

Lad Viisdom og Vittighed vare de Mænd betroet. Du betroer Dine Raad: At Deres Raad maa stedse vare en Tolk for Folket, og en Støtte for Staten hos Dig. — Gid! viise, rene, redelige Hensigter, fra i Dag følge Dem, som følge Dig. Og Din Naade igjen leedsage og belønne dem, som saaledes raade Dig. —- Velsignet vare de Mænd, hvis Kræfter fortæres saa helligen for at gavne Rigerne! —

— Giv hver Stand stedse ordentlig Hævd paa sine Fordele; Beløn-ning efter Troeskab; Løn efter Fortjeneste — Tillad ej nogle at svæmme i Vellyst; saa, at andre skal sukke! — Skabe Enighed! straf Uredelighed, den Ukjerlighed haart, den ene Stand maatte udøve imod den anden. —

— Forædle den Begjærlighed, den Lyst Du finder hos Andeel af de

Formuende, de mægtigste af Dine Undersaatter, til at udbrede Deres Fordele og udvide Deres Formue: At ej, Bondestandens uendelige Slaverie skal stedse forblive een Evigheds Synspunct; (lkke for den nyttige) men, for den skadelige og umættelige Egennyttighed. — Viis Dem Havets utøm-melige Riigdomme; og siig Dem, Konge! at den samme Lyst, som giør dem til Tyranner imod Mennesker, skulde gjøre Dem til Helgene, Gyldene Patrioter, naar De undfangede Begjerlighed til at erobre de bundløse Havets Rigdomme. — Giv Dem den store Verdens Handel: Giv Dem Fiskerierne, Valfiskene og Selhundene til Priis! lad Havet plyndres! giv Dem Belønning der for! naar kuns Dine Bønder-Byer, Dine fattige Agerdyrkere, efter Naturens, Billighedens og Menneskelighedens Rettigheder; Standens Vigtighed og Forbedringernes Nødvendighed kan blive haandhævet. — Tillad ej vor Trældom at være utaalelig, eller, vore Byrder utallige; at ej, vor og Dit Riges Trang, skal strække sig til det Uendelige!

15

15 Stræb med os, Konge! at vi nyde en roelig Besiddelse, en Medborgerlig Belønning for vor suure Møje: Da skal velbygte Steder, overflødig frugtbringende Agre, Fliid og Vindskibelighed blomstre i Dine Lande. Vi vilde skaffe Træer nok til at forsyne alle Havne med Skibe, Victualier, ja Ladninger nok til alle Fahrvande: Foruden en talriig Armee; Folk nok til at bemande Dem, i den Grad Dine Kjøbstæder maatte mangle.

Spaer alle Stænder, saasnart Du kan, for de trykkende Byrder; at de engang kunde faae Evne at udvide deres egentlige og naturlige Haandtæring. Lad Dine Kjøbstæder ej forfalde; ej overgaae til Bondestandens Møjsommelighed! en Nærings-Vej, som i sig selv er Dine Stæder saa tvungen, saa uvedkommende. Und hver Stæd sine egne, sine naturlige Fordele; men lad de Fordele i hvilke Naturen var meest gavmild være for alle Tilfældelige! tilstop ej gandske den Overflødigheds Strøm, vi drage til os fra Fremmede; men lad i en viis Grad en medborgerlig Forhold imellem os og dem stedse have Sted; thi og denne kiende vi for en Vindskibeligheds Spore i Staten, naar den ikkkuns bruges varlig. Men tillad saa lidet stoere som smaae at feile imod Vejr og Strøm, til Skade for det Almindelige. Hav til den Ende stedse et hjelpsom og agtsom Øje paa Handelen!

Gjør, Konge! at Din Krigskasse engang maa blive en Fond, en Brødkurv for de Tappre, de Lysthavende af Dine egne Børn; ja for Af- skummet af Landene, i det Lønningen og Medfarten til den Ende nærmer sig gradviis det borgerlige! da skal Din Throne, snart faae saa megen større indfød Styrke; Du og Dine Lande samle saa megen desstørre Formue. Og Heldte rygte Dit Erinde der, hvor Løbere plejer at sendes.

16

16

Lad Viise Love endog gjøre de uviise Borgere i Staten til nyttige Lemmer; Giv til den Ende for al Ting Agt paa Lovenes Efterlevelse.

— At Retfærdighed maa stedse være Din og Din Thrones Prydelse! — At paa Guds og Dit Huuses Grundvold maa stedse bygges med Viisdom!— At Velsignelsen heroven fra maa befrugte Dine Lande! — At Frugtbarheden af Landene maa række hver i sin Stand det Fornødne, det Nødtørftige og det Nødvendige!—At en sand, uhyklet, uforfalsket Gudsfrygt maa blive det stærke Baand, som holder, som knytter de selvskabelige Pligter! — At Dit Hof maa være det ziirligste og det fornøjeligste, det kostbareste og det lyksaligste!— — At, Konge! det maa uforandret gaae Dig vel, og Dit Huus vel!

Saa gaaer det og os vel!

Denne er Summen af vore Bønner.

Til Dig og for Dig

vor Fader. Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade 245.