? Det frelste Tvilling-Riges Fryd over sin elskte og frelste Konge paa Allerhøistsammes høie Fødsels Dag den 29 Januarii 1772.

Det frelste Tvilling-Riges Fryd @over sin elskte og frelste Konge

paa

allerhøistsammes høie fødsels Dag

den 29 Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og til kiøbs at bekomme hos August Friederich Stein, Stein,boende i Skidenstræet i No. 171.

2

        

3

Træng Troens Virak op! — Gardinerne tilside Syng Tvilling-Søn i Dag! — lad heele Verden viide

Din glædes Aarsag — høit paa Takke-Harpen slaae! Spil Himmel! midlertid Med dit forsølvet blaae!

Reis Ebenezer op du danske Konge-Stamme! Guds Haand Dig plantede — Hver Voldsmand blev til Skamme, Guds øie vogter Dig— trods Helved-Slangens Sæd — Din Sted indhægnet er — paa Dine Fiender træd!

Fra Ulven spant Dit Fald, som fra dig maatte flygte -- Og indtil Strudsen i din Top og Hierte bygte;

Ja fra Du plantet blev, og indtil denne Stund, Din Fred udkrænket stod, besoeret af Guds Mund.

4

4 Lad hist en fintlig Piil indskyde Skræk og Fare!

Lad her saa hemmelig i græsset ligges Snare,

Guds øie styrede — at hvad der blev opkast

Mod Kongen og Hans Sæd, som Traad for Ilden brast.

Guds salvet Zepter-Mand! — Andsfader! — beste Konge! Dit Liv besynges skal: Men hid en Zeraphs Tunge!

Dit Liv i Dag har bragt min døde Pen i Gang;

Men Du Dit Folkes liv opliv min matte Sang.

Liv — vort ønskers Maal! — skal Ham opofret være,

Som skienke os med Dig to Rigers Liv og Ære;

Men i hvert Liv af os er ei en Draabe Blod,

Som er Kong Christian af Dannemark for god.

5

5 Hvor kogte det i os af Iver for Din ære,

Da vi den nylig faae for ondskab Spot at være,

Det heele Land var syge — Guds Folk i Taarer laae Til Haabet truede at vilde undergaae.

En Syndesanket Skye fremhængte over Norden, ---

Og over Hovedet optrak en skræksomt Torden. —

Vi skielvede — vi bad — vi græd saa mangen Gang, Kuns mørkets Fyrste og hans fæle Rotte sang.

Tolv Maaneder var nu saa næsten atter endte,

Din Dag sig nærmede — men ingen Hielp vi kiendte,

Det blev alt meere mørke — et skræksomt Rygte gik, At Kongen og hans Folk sit Banesaar snart fik.

6

6 Tolv Dage var endnu tilbage: Herrens Time! —

Da vi med Synet mindst en Frelsning kunde rime —

Gud hævnte Kongens Spot, da Kongens Fiender sov — Vi sov — og uden Blod — blev frelste. Gud skee Lov!

Men kiæreste Monark! — saa dybt maae vi ej sove, Det vi forglemme Din og vores Gud at love,

Som sætter allesteds om Kongen Engle-Vagt,

Mod alt det Onde, Ham i Veien bliver lagt.

Selv Herrens Salvede gir Herren eene ære,

Og Takke-offer vil til Alteret frembære:

Hvo ej vil følge med skal føle Vredens Riis;

Saa syng om Kongens Liv og Kongers Konges Priis!

7

7

Du lever, Christian! — vort Liv !— til Liv oprinde Din fødels Soel i Dag! — da os saa sødt et Minde For øiet staaer af det velsignet Øjeblik,

Da Du næst Gud vort Lys til Verdens Lys fremgik.

lever, Christian! — Døe den Dit Liv ey glæder!

Gud giør, at Du i Dag paa Dine Fiender træder,

Bort, væk med dem, der er mod Gud og Christian! Han var — Han blev — han er vor rette Zepter-Mand.

lever, Christian! — endnu! — trods mørkets Strikker! De brast — i dines skiød Du nu kan hvile sikker! —

Gid efterdags, som ser, al Vold og falskheds Spind For Soelen komme maae, og blive saa til Vind!

8

8 lever Christian! — den Mindste med den største Oplives ved Dit Liv— vor himmel-frelste Fyrste!

Dit Liv tie tusinde og fleer opveje kan:

Lev længe, lev i Fred, vor elskte Christian!

Guds Sværd med Kongens Sværd! — Guds Ord mod Kongens Smerte! Guds Fred i Kongens Huus! — Guds Huus i Kongens Hierte! Guds Aand med Kongens Raad til Landets sande Vel! —

Guds Vagt om Kongens Liv! — Guds Liv i Kongens Siel!

Sunds Frygt i Kongens Land! — Guds Skræk paa Kongens Fiende! Men Kongens Trone staae ved Gud til Verdens Ende! —

Bliv Konge! Hviid af Aar — Saa skal al Verden see

At Kongers Konge er vor Konges Hielpere.