Munch-Petersen, Gustaf gnist af røg

gnist af røg

paa nattens fane flammer min lyre -
- hvergang maanen gaar ned,
spindes endnu en stræng paa min lyre -,
rives endnu en tunge frem i mit vajende billed -
- yngre -, endnu yngre -!
det ufødte er det blankest krævende,
det rødest smilende, det stoltest lidende,
det som vender jorden -

allerede kvider jeg henrykt i min lyres ildspind -
stræng efter stræng bryder
gennem mit øje
og sænker hedere -, dybere dets bund -
- naar skal jeg se vidt -?
naar skal jeg ufødt bide jordens hjærte -?
naar overvinder jeg min lyre -?
- naar dybet leende kysser sit eget skød,
da hvæsser min lyre en magmataare
og elsker jorden hjærte med honningfughs tunge
- svirrende - blidt -