Munch-Petersen, Gustaf digte omkring "det underste land"

digte omkring "det underste land"

exit -

- vi saa ham falde,
vi hørte hans raab,
inden han naaede jorden
- da vi kom ned,
stod de andre omkring ham,
og en kvinde
og to børn (ikke hans egne)
stod og græd -

- da vi havde set det,
og ogsaa vi havde staaet lidt,
gik vi hjem -
- hele dagen
kan man jo ikke
staa saadan -

maageskrig

- i, som sidder,
hvad kender i til havets syreætsende duft,
til det fornuftsudsugende, vellystklo-visende bølgesug,
naar søerne paa skumspændte maver
aaler sig, klemmer sig frem
over hinandens skuldre?

- i stearinlystændere, i kuponklippere,
spejl jeres rynker
i havets prækenforagtende uro,
naar det om morgenen
med vilje snyder jeres godheds drømme -

- hvad kender i til skumringsskvulpets baldrende latter
om aftenen,
til, hvad som fødes under vaade klipper?

asfaltsprængere

- 4 mænd med aabne skjorter
hænger paa maven over maskinborene -
deres rygge gaar som 4-taktsstempler
i korte massive hop -

- staaende paa armene
trykker de med deres vægt
mejselen gennem den sejge skorpe,
saa at asfalten springer op i flager
og lægger sig bunkevis over deres fødder -

- to kvinder siger:
man kan godt forstaa,
at det ryster nyrerne løs paa dem -

vellyst

- dine boder mellem gadelygterne
med udsalgsvellyst,
med klæbrige pastellæber
og shellakskinnende ben i hollywoodpelse -
listende stenkulsøjne -
ømme ord
rasler som opvask og nye sedler -
at købe billigt er kræmmeres maal -

- dine unge oprørske sange
kravler forvredne og blege rundt
i tunge portierers støv -:
backfish'enes cocktailfnisen
og visdommens kniplingsduftende elskovspjat -

- vellyst, du skulde jo være vor hellige moder
med uudtømmelig livshunger paa din arm -

og vi,
vi skulde være dine forkyndere,
dine begunstigede yndlinge -
du skulde være vore syge guders efterfølger -
vi skulde komme med stolte og selvfølgelige blikke
for hos dig
at afføre os vore tankers svedige arbejdsdragt -,
for at bortskylle vor klamme træthed
med dagslysdirrende glæde -

en hvid kvinde

jeg saa dig give -
dine ankler var brede og stærke,
og din gang var en hests -
dit spejl var for lille -,
og du klædte dig, fordi du frøs om morgenen,
og i kjoler, fordi du var kvinde -
du hørte ikke meget paa ord -
glæderne groede som tungt vaadt græs
omkring dine tykke ankler -
og du var brutal som fjældet,
naar du gav -

til dem, der talte længe,
smilte du -,
og dine smil bed ikke -
i vore ansigter, tunge af mellemstore sorger,
kastede du langsomme skrævende grin
langt indefra -
og til dem, som græd,
sagde du: se mine grimme hænder -
og til drengene, som sad der med deres træmunde
og trak i manchetterne, sagde du:
jeg elsker at danse -

og jeg saa dit legeme, og jeg saa,
at alt havde du faaet at give -
ømheden greb i hensynsløs kraft
om dine bryster og dine laar -
og din pande talte -
jeg gik ud
i din vidstrakte mystiske tavshed,
hvor træerne stod oprejste og sov
aandende underlig visdom -
og jeg,
som var den store elsker -,
jeg vilde give dig -
og jeg gav dig -, tja min elskov -
og du, den ubekymrede godhed med de hvide fødder,
blev knælende og henrykket -,
og tog -

du bønfalder -

du bønfalder,
at tiden maa gaa langsomt,
men længe -
din lykke er den riges,
der ser, at han har mer,
end de, der har mindre -
du kalder mig dagdriver,
kvindeskænder,
tempeløder -!
du lever siddende -!

tja-

en dag fandt vi os
en graadighed,
et begær efter ny kraft,
som intet af det, vi kendte,
kunde mætte -

da blev for nogle af os
arbejdet meningsløst
og skønheden dum -
meget slog vi i stykker -
mere for at høre klirren
og for at mærke
den sviende smærte fra smaa saar -

lørdag

fra barakkerne
susede skraal og brøl
som offersang til en gud,
der sad sammenkrøben ude i mørket
skælvende af frygt for sit værk -
i en tom stue
laa william paa knæ
og knuste tomme flasker mod døren -
møjsommeligt krøb han rundt
og samlede skyts -
da han havde set,
at alle flasker var brugt,
sov han ind
med et skær af mæthed
over sine udtværede træk -

tanker

vi kører syv hundrede læs malm om dagen -
femoghalvfjerds meter under fjældet
trækker vi tipvogne gennem ælte og minestank -
imens glæder vi os til flæsket,
vi skal have om seks timer,
og vi tygger paa forbandet sejge tanker
om vore kvinder paa den anden side havet,
som vi ikke har set i et aar -

grundvandet plasker fra skaktens loft
paa vore vandrette rygge,
og glødelamperne river flossede huller i taagen -

luf ttryksborenes larm hakker vore ord til ubrugelige stumper
og sprængskud faar fjældet til at sukke
og tindingerne til at værke -

(vore kvinder paa den anden side havet . . .)
vi tænker paa alt det, vi kan give dem,
naar vi har kørt syvhundrede læs malm om dagen i et aar -

hilsen

jeg har draaber
af grumset vin i mit skæg
og jeg hilser paa jer,
som staar der -,
og jeg gaar
forbi jer, som staar der
med livslang arrigskab
umuliggørende jer for evigt -
jeg gaar til min pige
i dag
og i morgen -
engang blir det min elskede -
i er vejkanten,
som standser ved min piges dør -
jeg hilser jer -
jeres blir haanlatteren -,
jeg skal kende min elskedes dør
engang -

udvandrersang

da vi var tyve aar,
fyldte i vore graadige hænder
med stemplede regninger,
at vi skyldte jer vor ungdom -

saa gik vi -
og vi var mange -,
og vi solgte vor ungdom -
minerne fyldte vi -
let-
kontorerne fyldte vi -
maskinhallerne
fyldte vi -
for vi var mange -

og da vi havde fyldt
jeres miner
og jeres kontorer -,
og jeres maskinhaller
og jeres butikker
og jeres værksteder -,
og jeres avisfabrikker -,
(vi solgte vor ungdom,
og vi var mange, mange),

saa fyldte vi jeres smalle fortove
og jeres parker
og lagde vor ungdom der -
og lange, lange var jeres regninger

men nogle af os
gik
med vor ungdom -
vi gav fanden i jeres samfund
og jeres løfter -

om aftenen
byttede vi vor unge kærlighed bort
mod blege fotografier og visnende violbuketter -
jeres høje skibe fyldte vi -
og togene - de lange, slingrende toge -
til guldlandet -!
til sollandet -!
og jeres regninger -

ja jeres -
guldlandet -?
sollandet -?
og vore hænder -
ja vore -
dem fyldte i ikke -

om seks aar
kommer vi tilbage -
saa kender vi mænds haarde øjne -
saa kender vi mere
end fotografier og visnende violbuketter -
om seks aar kommer vi,
for at lade vore uhøviske glæder
larme i jeres smaa gader -

om seks aar -
vore hænder -
i vore haandflader sollandets sitrende ømhed -
guldlandets barakstaal -
og til vore elskede
vore faktisk sidste draaber paa et flaskeskaar -

om seks aar -
i vore sjæle -
røde og sorte ridser -
gitterstænger -
sol -

om seks aar kommer vi -

vi vil ikke saa meget -
vi gir fanden i jeres samfund
og jeres løfter -
men Glæde vil vi -
en sang skal vi stønne,
et skrig skal vi synge -

og Glæde vil vi -,
Glæde for os selv
og for vore kvinder -

afsked

en makrelstime er en regn
af undervejsdræbende
strygende sortrygge -
havet har ingen lyd -
mit
hjærtes læber er to
makrelrygge
du er et offer -
havet hvisker retningen
med stor fart -
tramp tramp tramp
i dit hjærte -
jeg ved det -
du faar mit had for det -

brunst

det var morgen,
da hannen forlod sin hjord -,
forlod græs og skygge og kvier,
for at erobre sig en ny hjord,
der satte kraften og modet
over græsgange og fred -
og solen fangede istaagerne paa fjældet -
den næste morgen
sloges unge tyre,
og kvierne tyggede drøv
i dalen -

to minder fra sicilien eftermiddag i taormina

støvglitrende
en fod i solen -
(og mit firbens drægtige mave
kolde waggoner af firbeneyngel)
tæerne rejser sig
vridende sig i blasfemisk latter
gennem to øjenlaag,
som er ildrøde flagermusevinger,
kryber spiralsnoede sole
ind i mit hoved
(summende damp)
og flyder sammen der -
hver halve time skriger en paafugl
og i bunden af et stærkt rør
vaagner civilisationen
som en løsrevet taa -

sovende drukner jeg
mellem to bjærge af rødlakerede guldfisk
og en stanglorgnet siger til en anden:
how beautiful -

den djævelske frisør

salvatore bambara var en god mand
og talte ni sprog -
og i otteogtyve aar
havde salvatore bambara
langs siciliens veje
sagt elleve nationers folk,
at salvatore bambara
var en stor og mærkelig mand -

og ingen havde sagt ham imod -,
og salvatore bambara
var en lykkelig mand -

men palmesøndag,
da salvatore bambara
fyldte syvogfyrre aar
og gik paa corso umberto
i sin fødeby paa sicilien,
sagde frisøren francesco raia
til en dreng:
der gaar salvatore bambara,
den store og mærkelige mand -