Munch-Petersen, Gustaf depression

depression

en maaned efter -

simon ligger i sengen "jeg gik mig en tur, hr. overlæge, det var egentlig det hele - jeg havde siddet ned i elleve aar, og saa gik jeg en tur"

overlægen "jeg anser dem aldeles ikke for utilregnelig - de er bare overnervøs, og jeg er jo nødt til at kende aarsagen til denne depression for at kunne hjælpe dem" overlægens ansigt siger: "jeg hører paa alt, hvad de siger - jeg tager det ikke som faktiske oplysninger, men som udslag af deres nervøsitet - jeg har treogtyve aars øvelse i overbærenhed - jeg er meget objektiv"

simon, som om han talte til et lille barn "jeg gik en tur, og jeg er ikke særlig deprimeret - aarsagen, til at jeg gik, var. at jeg syntes, jeg trængte til at gaa"

overlægen "jeg tror, jeg forstaar dem (han klapper simon paa haanden) traf de nogen kvinder i berlin?"

simon svarer ikke (selv gode fædre blir til sidst trætte af at besvare alle de spørgsmaal, som deres begavede børn stiller - trods alt)

"de trænger til ro den første tid, og saa maa de se at faa deres studentereksamen - de er jo velbegavet, og det vil sikkert sætte deres humør op"

simon keder sig synligt "ja ja ja"

overlægen indtrængende men fuldstændig behersket "om ikke andet saa for deres mors skyld, som har arbejdet og opofret sig for at de skulde kunne faa den eksamen - hun var hos mig i dag, og hun græd, hører de, græd" overlægen rejser sig fra sengekanten og retter sig op - inden i simon "to gange er for lidt, græd, græd, græd, græd, jeg vil aldrig sætte mig ned igen" overlægen vender sig i døren "og saa synes de pludselig det er kedeligt og tager i stedet for til berlin og gaar tur, som de siger - det drejer sig dog kun om fem maaneder, saa er de student og færdig med skolen"

simon rejser sig op i sengen som en, der har set sig rasende paa verdens højeste bjærg "nej seks maaneder"

"frue, deres søn er et meget vanskeligt barn, ja han er jo ogsaa ved at være voksen, og den overgang er jo tit besværlig - men de maa bare endelig ikke tro, at deres søn er et daarligt menneske eller et defekt menneske, han er bare en vanskelig dreng - fjorten dages fred og ro her, og han vil være lige saa sund og normal som hvilken som helst af hans kammerater"

"men hr. overlæge, jeg forstaar det slet ikke, saadan som min mand og jeg har passet paa ham, jeg synes ikke vi har fortjent det af ham, saadan som vi har prøvet paa at gøre det godt for ham paa alle maader - bare han ikke har været sammen med daarlige mennesker i disse ulyksalige dage - hr. overlæge, de tror vel ikke, han har været hos kvinder dernede i berlin, han havde jo ingen penge da han kom tilbage"

"jeg har paa grundlag af mine samtaler med deres søn faaet det indtryk, at han er alt for tilbageholdende og indesluttet til noget saadant skulde være sandsynligt, og med hensyn til deres søns eksamen, tror jeg, jeg allerede nu kan berolige dem, frue - deres søn skal bare have ro, men nu skal jeg tale med ham igen i morgen, de maa bare ikke være nervøs frue"

simon i sengen, ivrigt "er en maaned kort eller lang tid, frk. mortensen?"

hun smiler nyvasket med hele kroppen "det kommer vel an paa, hvordan man tar det"

simon "ja det tænkte jeg ogsaa"

"frøken mortensen, tror de, jeg er klogere end overlægen?"

"nu gaar jeg, saa skal de være rolig og ligge ned" simon, idet han lægger sig tilbage i sengen "kan de sige mig, hvorfor jeg ikke skulde ville være student?"

"nej det kan jeg virkelig ikke"

simon er træt og trænger aabenbart til ro "kan man være deprimeret, uden at mærke det?"

frk. mortensen smiler intelligent og kort "god nat"