Munch-Petersen, Gustaf mit legemes elskov

mit legemes elskov

jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov -
de ældgamle - !

for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt -
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar - ?)

og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen -
aah, hvor jeg ler -
aah aah aah -

hm, du min nye elskovs
egen kælling -
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar-

hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed -
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor -
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse -
tak HERRE, for
vore TO lysaar -
hm og tak kælling
for .... -