✂ jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov -
de ældgamle - !

✂ for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt -
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar - ?)

✂ og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen -
aah, hvor jeg ler -
aah aah aah -

✂ hm, du min nye elskovs
egen kælling -
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar-

✂ hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed -
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor -
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse -
tak HERRE, for
vore TO lysaar -
hm og tak kælling
for .... -

✂ dronningen af den gule stjernes lange rige havde elskere, der
græd i blege
tørre nætter -
Hun havde sat dem
i den jagende
elskovs bur, uden
at give dem
føde - og de brændte
efter det
gyldne bækken, som de
altid altid
saa -
og dronningen, dronningen?
? ? ?
hver morgen stod
Hun dybt i sin
knitrende ensomheds
straalesal og
ventede at se alle
alle sine elskere
komme i sig -
for den dejlige
vægt af sin spidse
krone havde Hun helt
glemt, at alle
alle hendes elskere
var brændt til
mindre end penges værd,
borte, hvor Hun ikke
turde aabne -

✂ i foraaret, da
prinsen af
den blaa maanes
vældige rige kom
til dronningen
af den gule stjerne,
hviskede Hun dejligt:
jeg har glemt døren
til denne store
længsel -
men da de var
alene,
saa prinsens
langsomme
hersker-elskerøje, at
en koralrød
slange havde vokset
sig lang og vild
paa dronningens gyldne
hofte og med
Hendes spidse krone
om sin hals -
dronningens klæder lo -
dronningen havde
ikke een taare, og bød
prinsen med smil
sin kammerpiges dragt -
dronningen havde
ikke en taare, og
prinsen tænkte paa sin
blaa sol og
dræbte dronningen,
gav føde til Hendes elskere,
og brændte hele
det lange rige af
den gule stjerne -
og gennem den lukkede
dør til dronningens
lille længsel, dér
gled den koralrøde slange -
og dér sover den,
med intet uden skæl,
som dronningens
eneste drøm -
og over det brændte
rige steg maanen
hed og blaa som
kærlighedens og Guds
aande -
foraar - foraar -

✂ skønne unge mand,
min bror,
jeg, din bror maa
nu, hvor vi er
alene i denne mørke
nat tale
til dit skønne
øre, min bortvendte
brormand -:
hvad søger din af -
lukkede tunge blandt
smaafuglene -?
de elsker dig,
musvitterne, de
grønne terninger med
to øjne - og
paradisfuglene
med vajende
kælenskabshaler og
hæse fløjt, der kender lokkeordene -
og gærdesmutterne,
der blot forsvinder i
noget grønt og
haaber at forsvinde
med dig, stumme fisk til
bror -

✂ hør nu,
der er det samme kærlighedsguld i baby'ens fingre og
knæ som i kællingens salmebog og
30-aarskleopatras skød -
men, hvis dette
guld er paa tungens
spids som sten (rubin eller
diamant), er
det meget
meget farligt for
et laaset og lukket
hjærte som dit
stædige bror - !
med dine slørede øjne kan du meget
let se (naar jeg nu
siger det), at alt,
hvad smaafuglene er,
det er fordi
Gud har gemt deres
"I am prepared"-æg i
sit spisekammer -
se blot paa
smaafuglene - de er
søde og gode at
se paa -

✂ men find
en Kvinde, som
Gud har afklædt for
alt, uden Sin
Glæde - gaa
til en af Guds Døtre,
som er blot iført
Hans tornekronefrihed til
at gøre Hans Glæde imod
enhver, som søger
Den -
gør dig rede
bror, og du
vil finde, at det ene
nødvendige er
enkelt og ikke et ord værd,
som en stor smærte og
et skridt opad -
jeg kunde slaa dig,

✂ saadan er
DRONNINGEN over alle
Guds Døtre :
HUN er lille,
som en skovmus og
HUN er ren,
som en hvid hest
fra atlasbjærgene -
Hendes ensomhed er
solens om natten, og
Hendes kærlighed
er som en
løvinde, et
helligt firben og
en ugle,
og Hendes
udseende er som
en skøn kvinde -

✂ han er
gaaet
han er gaaet !
aah Halleluja

✂ paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne -
stille fløj
de een efter een, sorte perler paa himlens bund -

✂ Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør -
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ -

✂ himlens sæd rinder gennem
alle tage -
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster -
hver ild er
død -, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn -
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne -
ingen smiler -
ingen spejle dugges -
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER -

✂ silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag

✂ ingen vil kende
nogen efter
denne nat -
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer -

✂ naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.