Munch-Petersen, Gustaf kødet taler

III. kødet taler

over havet til elsket fyrstinde

din brænding naar
aldrig min kyst
min aande sværter
din krone
og rejser alter
paa alter til en
større krans -
din elskov for-
mørker din stjærne -
din
haand er scepterglæde
min haand er
offerkniv -
bind mit hjærte,
høje fyrstinde, men
vogt dig:
offerkniv, offerkniv
hedder mit hjærtes haand -

mit legemes elskov

jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov -
de ældgamle - !

for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt -
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar - ?)

og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen -
aah, hvor jeg ler -
aah aah aah -

hm, du min nye elskovs
egen kælling -
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar-

hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed -
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor -
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse -
tak HERRE, for
vore TO lysaar -
hm og tak kælling
for .... -

min søster er bekymret

lille guldhaarssøster,
du skal
ikke bryde dig
for din mand
i danmark
og ikke for din
far i danmark -
lille draabeøje,
lille søster,
du skal samle
dine hænder
til en kop og
vente -
og Gud vil blikke ned
i din fine nye kop
og maaske lade
en draabe falde
paa din haand -
og hvis din far
i danmark
ser paa dig
skal du ikke være
bange -
og hvis din mand
i danmark
slaar dig
skal du ikke skælve
lille søster -
og hvis du ikke
kan holde
taarer fra at
vandre over dine kinder
skal du ikke være bedrøvet, men
holde din fine
nye kop frem
og smile -
lille draabeøje
lille guldhaarssøster -

glem aldrig, hvad
du har drømt - nu
skal du le ad
det dumme danmark, som
vil gøre min lille
søster gammel
og blind
og dum -

se paa mig lille,
vi har tid
at vente danmark ud -
husk,
hvad vi ved - nu
ler du jo
draabeøje -

foraar

dronningen af den gule stjernes lange rige havde elskere, der
græd i blege
tørre nætter -
Hun havde sat dem
i den jagende
elskovs bur, uden
at give dem
føde - og de brændte
efter det
gyldne bækken, som de
altid altid
saa -
og dronningen, dronningen?
? ? ?
hver morgen stod
Hun dybt i sin
knitrende ensomheds
straalesal og
ventede at se alle
alle sine elskere
komme i sig -
for den dejlige
vægt af sin spidse
krone havde Hun helt
glemt, at alle
alle hendes elskere
var brændt til
mindre end penges værd,
borte, hvor Hun ikke
turde aabne -

i foraaret, da
prinsen af
den blaa maanes
vældige rige kom
til dronningen
af den gule stjerne,
hviskede Hun dejligt:
jeg har glemt døren
til denne store
længsel -
men da de var
alene,
saa prinsens
langsomme
hersker-elskerøje, at
en koralrød
slange havde vokset
sig lang og vild
paa dronningens gyldne
hofte og med
Hendes spidse krone
om sin hals -
dronningens klæder lo -
dronningen havde
ikke een taare, og bød
prinsen med smil
sin kammerpiges dragt -
dronningen havde
ikke en taare, og
prinsen tænkte paa sin
blaa sol og
dræbte dronningen,
gav føde til Hendes elskere,
og brændte hele
det lange rige af
den gule stjerne -
og gennem den lukkede
dør til dronningens
lille længsel, dér
gled den koralrøde slange -
og dér sover den,
med intet uden skæl,
som dronningens
eneste drøm -
og over det brændte
rige steg maanen
hed og blaa som
kærlighedens og Guds
aande -
foraar - foraar -

lærerens sang i det fri

aah aah, kan
I se jerusalem aah, kan I
se JERUSALEM
aah prøv at
S E jerusalem langt
langt borte -
det er jerusalem
det fjerne af rent guld -
aah jeg vil
vise min klasse
paa fem børn
det eneste je-
rusalem -
men aah de vil
ikke tro, før
de har set, aah det
himmelske syngende
jerusalem langt
langt borte -

aah min lille
klasse paa fem
børn -!
der er taarnet, taar-
net, taarnet, hvorfra
jerusalem er til at se -
men I maa, du
og du -, I maa
give jeres lille mønt,
som I har i haanden -
jeres lille mønt,
som I fik til at købe jer mor
og søster og et hus -
I maa give jeres brune mønt - !
saa kan I gaa
op i taarnet, aah taar-
net, taarnet,
med den lange
trappe og øverst
kan I se JERUSALEM
nede i dalen
langt langt
borte i det fjerne
af rent guld -

i jerusalem, syngende jerusalem
alle børn danser og
aldrig sover -
og graad er blot kærlighed
der der
der - men
jeres lille brune
mønt maa I give
hver af jer i min
lille klasse -
vær aldrig bange
at miste lille mor
og jeres lille søster -
for aah
se !!
i jerusalem - der
er alene kærlighed -

min broder er paa gale veje

skønne unge mand,
min bror,
jeg, din bror maa
nu, hvor vi er
alene i denne mørke
nat tale
til dit skønne
øre, min bortvendte
brormand -:
hvad søger din af -
lukkede tunge blandt
smaafuglene -?
de elsker dig,
musvitterne, de
grønne terninger med
to øjne - og
paradisfuglene
med vajende
kælenskabshaler og
hæse fløjt, der kender lokkeordene -
og gærdesmutterne,
der blot forsvinder i
noget grønt og
haaber at forsvinde
med dig, stumme fisk til
bror -

hør nu,
der er det samme kærlighedsguld i baby'ens fingre og
knæ som i kællingens salmebog og
30-aarskleopatras skød -
men, hvis dette
guld er paa tungens
spids som sten (rubin eller
diamant), er
det meget
meget farligt for
et laaset og lukket
hjærte som dit
stædige bror - !
med dine slørede øjne kan du meget
let se (naar jeg nu
siger det), at alt,
hvad smaafuglene er,
det er fordi
Gud har gemt deres
"I am prepared"-æg i
sit spisekammer -
se blot paa
smaafuglene - de er
søde og gode at
se paa -

men find
en Kvinde, som
Gud har afklædt for
alt, uden Sin
Glæde - gaa
til en af Guds Døtre,
som er blot iført
Hans tornekronefrihed til
at gøre Hans Glæde imod
enhver, som søger
Den -
gør dig rede
bror, og du
vil finde, at det ene
nødvendige er
enkelt og ikke et ord værd,
som en stor smærte og
et skridt opad -
jeg kunde slaa dig,

saadan er
DRONNINGEN over alle
Guds Døtre :
HUN er lille,
som en skovmus og
HUN er ren,
som en hvid hest
fra atlasbjærgene -
Hendes ensomhed er
solens om natten, og
Hendes kærlighed
er som en
løvinde, et
helligt firben og
en ugle,
og Hendes
udseende er som
en skøn kvinde -

han er
gaaet
han er gaaet !
aah Halleluja

intermezzo

staaende paa timetervippen kysser den rosa-
magre pige fra oven den
okkergule yngling,
der rækker favnen
fra stenbassinet -
hun smiler lykkeligt over, at hun
løfter ham til sig -
han vrænger sig i
væmmelse over, at
han støtter
hende, saa hun ikke
falder -
.... slipper han,
og rosen drukner
som en isild,
og drengen blir
senmand og glemmer sin egen
farve -

paa skovstien

mørkerøde blomst
under Herrens himmel
og min hans krigerfod,
tag bort din elskovs-
tunge i
sneens skov - milemunden,
ved hvis rand, jeg har at vaage,
vogte og
lytte -, indtil Herrens dag lader
hymnelilier i
alle graner tie det
eneste:
hver sjæl sin paradis-
høne i dejlighedens pludrende
gryde -
mørkerøde blomst dølg
min lykkes smaragd-
tunge -
husk, hvad jeg er
gjort af -
paa Hans finger fandt
jeg for mig en
blaa hjelm og den
ishvide dolk -
i hjelmens blaa dyb min
skæbne -
æggens krampegnist
min eneste sjæl -
blind gaar
jeg gennem skoven
under usaarligheds hjelm
med Herrens isdolk
foran mig at elske
alverden med -
jeg er endnu for
spæd til at turde
plukke dig og dog
bevare min blindhed
urørt -

over dig, min trællestilkede
dronningmodne
mørkerøde blomst,
med mit eget
navn, mine egne elskede
hænder, mit eget dejligheds-
vaade ansigt, alt
som gnistersten, lykkeæg paa
dit smalle knæ -,
over dig
lægger jeg nu denne
høj af sne, at du
ikke for et egerns skyld maa
nævnes satan -

morgentime

paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne -
stille fløj
de een efter een, sorte perler paa himlens bund -

Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør -
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ -

himlens sæd rinder gennem
alle tage -
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster -
hver ild er
død -, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn -
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne -
ingen smiler -
ingen spejle dugges -
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER -

silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag

ingen vil kende
nogen efter
denne nat -
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer -

naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.