Munch-Petersen, Gustaf i dagens lys

II.
i dagens lys

julesol

grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
og puster ved middag
rosa soltoner gennem granerne
ned til jordens stupiditet -

i solens mundvige staar at læse
sandheden om jorden:
jorden er fin -
fjernt i mulighedernes urtidsgamle jomfruskove
sniges dybe stier -
goldhedsangst løber buskhalet mellem stammerne
slikker over de tusind ynglinges
evigtsovende pander hvid brand -
søvndøve ørers susen siver mellem stammerne,
gennem stiernes net evindelig -
- over jordens himmel vælder tyk som ækvator
dumhedens lus -
ubrugte gaar passaterne
blaavingede evindelig
lægger glidende fart under god viljes albatros -

hør solens tone, I 2 millioner grublere -!

nytaar

- i aarets gule blomst
over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende taare -
højt højt langs sprøde stængler
draaber klamrende
rinder mod oceanets glemsel -
naar hver eneste taare har rundet,
vil jorden rejse sig af badet
med rædselens dønning over sin skulder
som en slagtet dumhed -
naar unødvendighedens potte er fuld,
vil jorden være uden hukommelse,
og med det væsentlige
som et vulkanskt udbrud paa sit hoved -
i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten
som sol -
og fra den skal en 17-aarig
tigge virkelighedens draabe -

dette liv

alting ved mennesker er
ligegyldigt og
tilfældigt undtagen
den vej, de gaar -
deres tingel-tangel,
deres ansigter
og deres sko -
paa de gode
veje vandrer
de gode -,
og paa de onde
veje vandrer
de onde -
alt andet er
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det gode, eller
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det onde -
spørgsmaalet om
vejene er ligesaa
let, som at
vælge navn til
sin elskede -

til poul

det er ikke saadan -
man KAN se igennem det
tætteste mørke -
det er helt anderledes -
du kan vende om, og
du vil blot
skulle gaa nogle skridt
mere -
du kan dreje af, og
du vil blot
skulle dreje af en
gang mere -
naar det nye
rige kommer som
et rent lagen over
verden, vil ingen
undslippe -

i onsdags kl. 16¼

duen strejfede
kontorchefens tinding -
hans vielsesring gik
i bordet - :
jeg ønsker, at
vejre en falkerede og høre
ungerne skrige i
livets flagknap -
jeg ønsker, at
se elsdyr svømme
en vadende mil gennem
maaneflod og mosemousserende
hemmeligheder -
jeg ønsker, at
gribe en tynd skovsti,
der i solglitteret mageligt
paa kvælningsgrænsen
aalesmutter og forsvinder
i et snogeæg eller
et museøje -
jeg ønsker, at
skyde en fjende
og at klaske min
hustru med en
grøn saltbølge -
duen fløj -
kontorchefen udbrød
(i onsdags kl. 16¼):
c'est impossible
(hvad)?
alt -
jeg hader hitler og
lenin lige
meget og spiritus
lige saa meget
som vandfarver -
c'est impossible
(hvad)?
to go on (like this)
kontorchefen hvisker:
jeg
ønsker TID til
at finde
det uundværlige!

til apostelen Søren

lille kære broder Søren, lad dog ikke
din sørgelige
formiddagssjæl vansire
dine af Herren
oplyste granatkinder
med dine vankelmodige portvinstaarer -

husk Søren,
at det er tusindfold
bedre at have
set Herren din Guds
aasyn fra cognac'ens
lyse bjærg,
end aldrig at have
følt Hans haand
paa sit hoved -
o Søren, tænk paa
de tusinder, der
aldrig har følt
HERRENS HAAND -!
og smil dit herlige apostelsmil
gennem denne forbandede formiddag -
i aften gaar vi
paa oliebjærget i
vingaardsstræde og
hvisker for Satans penge
med Herren Gud direkte -

tænk, tapre Søren, denne
formiddag paa de
tusinde sjæle, der
aldrig for hele deres liv og
lange aar og alle
Satans penge har
følt Guds himmelske
aande -
Søren, du Herrens mand,
spejl englenes sol
i din tros granatrøde
kinder - !
RIGET er nær -
vi
to har set alt for meget
til nogensinde at kunne
svigte tegnet -

præsentation

under BAAL's * Tempel
glider jeg -,
jeg den 600'de af
de blaa orme -
jeg æder mig
frem gennem kobberfjældet,
hvorpaa BAAL's
Tempel er sat -
vi brødre og søstre,
vi de 600 blaa orme,
vi hader
BAAL
og foragter hans
Tempel -
men vi æder hans
fjæld
med vore 600 blaa
munde -,
hvorfra BAAL's
ofre ryger og
skriger -
vi æder
kobber -
vore gange er
frygtens centralanlæg
under BAAL's Tempel -
fjældet er
tretusen kobberaar
stort -
vi yngler, føder og
fødes
med læberne
vidaabne til at æde
kobber
uden kærlighed
blot for at vi
kan blive flere
blaa kobberhadere
BAALforagtere -
ingen har set os -
vi ved intet -
det er vor
tro, at vi er blaa -
vi 600 orme
er ens
er ens
er
den samme,
længselens guds søn uden ansigt,
blot jeg har eet
hvidt haar paa
min pandes
blaa -
men snart, mens
vi 600 og jeg
glider frem
gennem fjældets foragtelige tempelro
ædende
kobber,
er vort mit
eneste hvide
haar paa min pande slidt
bort,
og jeg er den
600'de
o jubel
o lykke
o paradisisk
salighed,
den 600'de af
BAALhadernes blaa
ynglende ynglende
o herlighed
ædende ædende
o herlighed
skare -