Munch-Petersen, Gustaf gamle mødre

gamle mødre

- tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
rokker mødrene ind i mælkeudsalgene,
viktualieforretningerne,
konfektionsmagasinerne * -
- hastige blikke i voksdugstasker,
blanke tasker med mange femører,
toører,
femogtyveører -
sukkende blikke i lette portemonnæer * -
forsigtige spørgsmaal:
om der ikke var noget billigere,
mindre portioner, der ikke kostede saa meget -

- tunge, fulde af stædige, gnavende tanker,
tunge af livløst liv rokker mødrene hjem -
hjem til vaade, plettede bleer -
hjem til lange, spørgende, ængstelige børneblikke -
store barneøjne -
værelser med kold mados - med klamme, uredte senge -
graa trætte øjne tvinges hen til vækkeuret -
mænd kommer hjem -
mænd med haarde arbejdsskridt -
med stærke arbejdshænder -
haarde, stærke, sultne ansigter med genert-venlige stemmer-

haarde, graadige øjne glider skuffede væk,
væk fra hængende arme -
fra slatne, hængende bryster -
manden -
urolige blikke -
efter penge - efter de sidste tynde laser af venlige ord -
efter hvile - efter sengen -
urolige blikke -
(sengen -)
allerede fire børn -

tunge, store, gnavende tanker -
tunge, store, vuggende mødre -