✂ simon gaar ind i messen - knud sidder der allerede - frikadeller -

✂ kokken staar i døren med sin nærsynede, bebrillede næse - han griner - "smager det -?"

✂ knud har munden fuld - "aah, hold kæft"

✂ simon ler og snuser til frikadellerne "der er sgu da i alt fald ingen tvivl om, at det er over en maaned siden, vi provianterede sidst, og at det er dig, der er kok -"

✂ kokken griner fjollet -

✂ knud skubber den tømte tallerken fra sig "ja du kunde nu godt blande lidt mere kød i melet" "hvor fan'en skulde jeg ta det fra - hva" han griner "velbekomme"

✂ der sidder en frikadelle i nakken paa ham, da han gaar - "hvad i himlens navn skal jeg gøre, knud -?" simon vil have svar -

✂ "kan du ikke se og blive forelsket - ja undskyld, simon -" knud har gode øjne -

✂ simon nikker til ham - "velbekomme - jeg tror, jeg gaar ind og lægger mig -"

✂ simon ligger paa ryggen - han holder en opslaaet bog op foran ansigtet -

✂ det beskytter mod at blive tiltalt -

✂ en fyrbøder gaar ind og smider sig paa sin køje -

✂ han faar ikke spændt livremmen op, før han sover -

✂ simon kigger under bogen

✂ (for snart seks maaneder siden stod han paa kajen i københavn - og elisabet var der ogsaa - ingen af dem talte - de prøvede at se paa hinanden, men turde ikke - skipperen kom i en taxa med konen og sine to smaa døtre - konen var rund og rød - alt det hos hende, der kunde være blevet til tanker og tavshed, flød bort i festlige fanfarer af dagligdags ord - prosperity laa med motoren i gang og trosserne klare - elisabet stod paa kajen, og simon med albuerne støttet mod rælingen - elisabet saa med hele sit blege ansigt paa et eller andet, der maatte ligge langt paa den anden side af havnen bagved skibet - simon saa sulten ud -, han ligesom havde forfærdeligt travlt med at faa spist en mundfuld, som han var nødt til at sluge hel, hvis den overhovedet skulde komme ned - hans øjne saa ud til at risikere noget rædselsfuldt uhyggeligt, saa snart de ikke ubevægeligt

✂ sad fast paa elisabets ansigt - styrmanden kom hen og gav ham en besked - de skulle ligestraks lægge fra -

✂ simon og elisabet - de stod og smilede til hinanden - med et smil, der hvis det faldt af, vilde blotte ting, de begge var bange for lige nu -

✂ saadan stod de, til simon blev kaldt væk -

✂ deres ansigter forandrede sig et sekund og tog saa smilet paa igen, paa samme maade som man laaser for kostbar- heder efter at have vist dem frem -

✂ saa gik elisabet - med smaa korte energiske skridt, der forgæves prøvede at bortforklare, at hun gik saa hurtigt, som hun gjorde -

✂ hun vendte sig om en gang og da uden smilet -

✂ simon stod paa fordækket og slog en trosse op -)

✂ "elisabet, du kunde hitte ud af mig - hvor skal jeg gaa hen -?"

✂ knud lukker forsigtigt døren op og kigger ind -

✂ simon ligger med en aaben bog over ansigtet og sover -

✂ knud smiler "ja, det er ikke saadan"

✂ hans stemme er som varmt rent lys -