tidlig morgen

✂ min barndoms klipper er bare og hede -
min barndoms hav har tusind strømme, men een retning -
af min barndoms hav har jeg lært at elske til alle tider -
i hver fod, hver ryg, hver bøjet fyrr, hver knastør
fjældblomst
elsker jeg saltet og heden til alle tider -i stjernetaarer, stjernetaarer alene er saltet og min barndoms hede sten -

koldt, men rent

✂ jeg har fundet,
at jeg ikke er fuldendt,
som jeg havde troet -
og jeg har fundet,
at det er uden betydning -

✂ jeg har fundet,
at min kærlighed
til ham, hun eller dem,
er uvæsentlig -

✂ jeg har fundet,
at jeg intet er,
uden en stemme -
og at den ikke er min -

✂ jeg har fundet,
at "JEG" er et nødvendigt
stedord -

✂ - at skabe
af alles magt i mig
er min pligt -
jeg har lært,
at det reneste redskab
rammer finest -

mit liv -

✂ jeg mærker din nærhed, o Herre -
jeg taler til dig, Herre,
uden frygt, for min sjæl
vakler mod dødens hvile -
er det der, du venter mig, Herre -?
og jeg vil gaa i dette nu,
saaledes, som jeg gik,
da min verdens elskede kaldte mig over havene;
er døden de tre skridt, som endnu mangler i,
at jeg hører din stemme, Herre -?
eller er dette mit liv en af Dine gerninger -?
er min sidste sluknende angst Din vilje fra det fjerne -

✂ Herre, jeg spørger ikke for at udraabe,
at jeg kender dit sind -
Mægtige, dig spørger jeg,
fordi verden spænder mig i en klædning,
som aldrig var min -
Herre, er det Din -?
da gør mig anderledes -
nu er den undergang for min eneste vilje -

✂ jeg mærker din nærhed, o Herre -
og døden hindrer ikke mere min længsels fod -
men vis din vilje, Herre -,
før mit øje er blindet af en vind,
som aldrig var min -,
og jeg maa leve uden at ane dit blik,
omend i den fjerneste time -
og Herre, Herre,
jeg ængstes for de dræbende mil,

✂ du har lagt imellem disse timer,
hvor jeg mærker din nærhed -
o, Herre, jeg taler til dig uden frygt,
men ikke der - der vil jeg ikke dø -
da affører jeg mig hellere denne fremmede dragt og
gaar under -
Herre, er det din vilje -?
Herre, din nærhed er tavs, som jeg -

sommergudens the

✂ i glødende the fra
ceylon er skænket mig
en ny sjæl -

✂ en ny sjæl -
lang, givende og
udstrakt -
tryg og endeløs -
vaagende og fast -
(glødende brønd
af sienae -!)
en ny sjæl -

✂ før jagede jeg
med vinens lanse -
kaste og ramme
een gang -
og da jeg kom,
manglede fangstkniven -

✂ i tre nætters søvn
forvandledes lansens
døde uerstattelighed
til en falk
med sølvlyn brændende
i kinden -

✂ rusens bytte
henter mig søvnens falk
som sølvskud -
liggende sigter sjælen nu -
breder sig aaben
under fangstens fald -

✂ tusindaarig the
gav mig
gudssøvnens datter
af brændende kop -

✂ vældig undren
fylder mig nu -:
gudssøvnens datter
fødtes mig af min
ny sjæl
i doven morgenelskov -
og hun fødte
mig min sjæl ny
i badet, mens hun tænkte:
"se guldhjorten paa mit mørke ben,
jeg er altid ung... "
- vældige undren,
dit flag bugner over
min sommerlejrs brune dans -
nu dræer i tavshed
forvirringernes græs -
varm dis vader nøgenfodet fra
en kande, som maa være
gud, en mund, eller en okkergul
thepotte -

✂ en ny stor sjæl er min -
breder sig som persien
over nødvendige lig -
mongolsk stirrer sommerens falk -
spejdende knitrer sølvskud -
fangst efter fangst daler -
mod min skælvende finger -
gudssøvnens datter
sidder paa mit haar -

preludium for antilopehornsfløjte

✂ ad hemmelige røgstier
bærer vindene
de rette frugter
og alt modent
til den langhaaredes
sovende mund -

✂ visdommens røde draabe,
himlens ø - !

✂ omkring træet i dalens midte
voksede tusind djungler
blaagrønne, slangetunge,
vokslange, papegøjekrybende
lakvingehud spredende gennem tider,
myldrende som tusind myrers hære -
- gennem sagte dryppende
uænsede urtider sov
den rødhalede, langhaarede
med maven aandende mod evige barkgrimasser -
den rødhalede omdannede frugterne,
tabte skaller,
drak tusind krydsende vinde,
smilede tusind aftenaar
og tusind morgenaar -
- oldbarken vred sig,
bed uendeligt sagte
i hjærtets rislen -
vindens regn steg,
forsvindende i stive aarer,
læskende gennem langsomme tider
den rødhaledes hud i søvnen -

✂ solen snoede sig frem og tilbage,
plantende iris paa krokodillens rygge -
djunglen svedte en sø
om træets klumpfødder i dalens midte -
forgrønnet saa i søvnens kikkert
den langhaarede halens glød og øjnenes rynker -
søens klinge smilede abefint
som den rødhalede paa grenen,
mens frugter og vind blev visdom
i askegraa sitren -

✂ i den runde dal
i søen
paa en glat sten,
hvorimod, uden alder,
den rette sikkerheds krokodille
svaler fordøjelsen,
der staar uigenkaldeligt tegnet med min bestemmelse -

✂ ingen har læst det -

✂ den langhaarede,
rødhalede abe
vaagnede engang
og saa ned -
smilet løsnede sig
blandt rynkerne
og faldt som et blødt snit
paa søens plade -
krokodillen blinkede,
aad, og fandt stenen god -
den langhaarede sov ind
af visdom,
og krokodillen har ikke flyttet bugen -

✂ langt herfra
findes himlens ø -
langt herfra
i den langhaaredes halespids
hænger visdommens røde draabe -
midt i dalen
staar søvnens træ,
hvis frugter modnes -

foraarskvidder af de store skoves mindste fugl

✂ stien, bagt over guds tunge,
smyger sig opefter - fint fint -
sitrende naale - gult skind - skygger -

✂ nubret følehorn i par
tier dunkelt
med vejs ende i plirefingers solblodnegl -
o fuldendt -

✂ men lysende pensler og blind orms øje
sætter gnist til fjern
vandrende myretue -

✂ tag fjeren, som
lækat har bidt
tegnet i -
dit liv begynder
umiddelbart, spændende, listigt -
stormens blad planter
ny hugtand i hjærtets løg -
og stor bjørn dør -
- perlesjæl spræller henrykt
mellem himmel og jord -
kom du ud nu?

dag over jerusalem

✂ verdens største kærlighed
skræmte yngling
til pilende mus -
i hullet grublede mus
vidunderligt
som et persisk sjal -
hullet, kaldte mus
(gnavende fredens kærner)
for jerusalem -

✂ fra tusind æventyrs rygende pibe
dansede fredens odalisker -
mus maabede
med ny muld i silkemave -
jerusalems hul fandt ingen -

✂ mens evighedsspillende strænge
sitrede i jerusalems hul,
fødte mus i dvale
en MAND af jord
med rod paa ubrugt muld -

klippe

✂ staal - nej haardere,
haardere - : sten -
levende - nej ældre,
ældre - : sult -
skønhed grimhed - havet aldrig
forstod mig - :
intet formaal - !
højere - nærmere - :
klippe -

✂ solen har
smaa røde tænder -,
solens visdom - klo -
kæler en sprække til mit hjærte -
tomt - tæt - ærligt -

✂ naar høststormen slikker
min fod som en kongesko eller
et trællesaar -,
da ler mit hjærte,
da ved jeg,
at jeg er begrænsning,
et led,
en reminiscens -, med
tusind nye bud
til at sætte en rødviolet asters
paa min skurrende pande -
da forstaar jeg
sult, flinthjærte, suget og
forbandelsens ærlighed -:
klippe - et formaal -

indgangsmarch

✂ vi vandrer frem
vi vandrer frem
vandrer alle -
alle som een
vandrer vi frem
halle-luja
halleluja,
at se barnet
som vore
udtrukne sener
marterbrændte skød
flammesorte sind
har fremfødt
o født
o født
at se barnet
vandrer vi frem
som skal frælse os
alle -
spytte os i ansigtet
græde saft i vore
munde
o barnet
barnet -
se!
le imod os
le imod os
barn vi knæler -
lidelse, fødsel
nye kinder resultat
o se!
paa barnets dun-
flagrende vinger
bæres vi
alle med vore sorte sind
lukt i livet - halle-luja
o halle-luja!

til min 100-aarige fødselsdag

✂ snæver er bjærgets spids
pelsgraa dets sider
blanke som stramme skinnende skind -

✂ paa bjærgets spids sidder
jeg
paa mit hjærtes kiste -
omkring mig er verdens
tomhed vældigt samlet
til skyer af glød -
og tusindfarvet vin
af jernhaardt sort er
mine øjne bøjet
gennem laagets silkeglas -

✂ alting findes
arbejdende og utrætteligt
i æsken -

✂ ingen træder i bjærget -
hvem, der kender hemmeligheden,
kan komme -

✂ mine øjne fisker -
men kun her -

morgenens bad

✂ nu - nu - !
en fugl dybt i min have usynlig
synger - : draaber - !
blot draaber -
draaber bristende af klarheds vægt -
blot draaber
draaber stigende paa renheds bue -

✂ sang i dybets strube - :
ord blir aldrig draaber -
draaber kan briste i ord -
ord lyver altid -
draaber rammer
umærkeligt dybt, hvor
ord river øjenhud ondt -
i min have dybet synger
lyset at rejse sig -
tidligt -
draaber - draaber -

✂ gratiens fingre, stærke
perler frem i morgenbad -
ord findes ikke -
sandheds kurve bøjer
ud umærkeligt tidligt - :
en draabe -
nu lyset vaagner -:
alle læber er et hjærte -
denne morgen -:
en draabe
glitrende som et hjærte -
løgn er fjernhed obskyr -
nu
lys elsker hav -

barktegn

aften

✂ fremmed vind spredte
erindrings aske -
det er ild: at brænde -
ild skal vogtes hellig -
aske kvæler -

✂ aftenvind sejler
med tegn paa sejlet -
ren ild brænder gud i dig -
og fortærer alt -
aske dømmer -

✂ vind sover i maanens øje -
intet er at ønske -
meget er at faa -
gud rinder bort i græsset
tryg -

✂ duggens snegl læspede saligt:
søgeren gaar vild
kilden finder en -
- sol sukker i min sko -

elskede -

✂ sammenkrøbet sidder havet -
i havet har
jeg kastet mit eget -
alt, som blev
for svajende højt
til at smiles -

✂ alt, som var
for rasende til at
blive liv -
i havet har
jeg kastet mit eget -
min skønheds
vidunderlige uformelighed -
alt, som ikke
kunde gives navn -
i havet -

✂ hav
du er en draabe -
din righed
er blevet vanvid -
din uberegnelighed
blindhed -
du viger aldrig et sekund -
naar min sjæl
er ubeboet hus,
glor himlen rædselsfarvet -
havet kryber sammen -
tør aldrig vige
fra sin skat -

✂ aah, alle
elskede gazeller -
mine ædle dyr,
spring over muren
bort, bort -!
- havet ruger hemmelige æg -,
ikke godt, ikke ondt -
ikke hellighed, intet -
blot -:
uden grænser -
- elskede, tag alt dit,
og flygt
i nat, mens lys endnu brænder -!

✂ - i mørket
paa vinger
har du aldrig kendt mig -
konturløs -
svævende -
alt lukker sig -
Jeg-
tand hugger port -
- stumhed -
- uden grænser -
- en stavelse af dette
- vilde splintre
- opsluge...
hvad? hvad? hvad?
- nu -
blindheden kommer -
flygt:
skønt, dyrt, kærlighed, klarhed -!

✂ blindheden kommer -
uden grænser -
dette er mit rige -

glimt - varslende - flygtet

✂ usynlig - straalende favner min væren
unærmelig maanens hellige fod -
lydløst - frembrydende rinder
det altfor sky's nomade,
snor sig det altfor dyrebare's krone
om sin egen ring -

✂ uafvidende skal jeg bortgives
aldrig beprøvet og intet lovende -
min længsel brænder sig selv -
et flammende taarn at ses af ingen -
og øverst
min blusels lyre - venter - venter -
bævende for styrken - uanet - uanet -

✂ strængene smelter hede draaber,
græder glødende vanvid,
seende, spaaende -
ingen skal ane det -:
- det sprøde, det som aldrig
har blomstret forgæves,
som aldrig har grublet
og aldrig har villet -,
det altfor sky
og det altfor dyrebare,
som aldrig har trodset
og aldrig svævet,
det af alle
skal kende barneguden, naar han kommer -
lyren - bævende -
skal sprænge hans bud
og elske hans læber -
det nye vanvid, det altfor rene,
skal hviske sejren mod hans skulder -

alle

✂ ingen er sin egen -
ingen -!
- mængden
glider i skæbnens kæder,
betaler med mængdens fortabelse
eet
ærligt vaklende lys -

✂ uden tanke
høstede jeg
kræsent af sjælens høst
og delte ud -!
dette er godt -, og
dette atter holder ikke
min skønheds maal -
en forræder var jeg -

✂ intet er mit -
alt er alles -
de udvalgtes glorie
tilhører
de fortabte -
ikke een skal vælge,
hvor de tusind soner -
alle -!

✂ alt skal gives -,
af alle at vrages,
for alle at tynge
i skaalen, der skal frælse
alle -
hver frugt af klarhed
skal krone
de fortabtes pander,
at helvede kan have en pris -

✂ først da
kan det blive stolt
at vide sig
menneske -
ingen frælses ene -
vort helvede mærker
os alle -
ingen løfter sig selv -
det er os,
der skal frælse os selv -

tanke

✂ alt legemligt
er sjælens udtryk -
den rene sjæl
gør alting helligt -
den svage sjæl
rafler uskyldigt
om andres skæbne -
der findes intet
urent i menneskets kød -,
og al skabelse
er ogsaa sjælens
alene -

menneske

✂ død findes ikke og livet venter -
et dødt menneske er et lig, og
ved mit
vil kvinder græde bittersorg
og mænd vil stampe,
snydt for hævnen -

✂ men du i jordens skjorte
og stumhed i panden
vil med fumlende hænder
finde saaret, ligesom
man finder en bille i hjulsporet -
tag da revolutionens uldtot
fra mit hjærte
og æd i dit gumlebrød -
naar fænghætten svider,
lever jeg -

✂ knugende stumhed brister
som voldets blære -
- i jordens skjorte rejser sig
menneske -

det suser i skoven -
(til Edith Södergran)

✂ en draabe i skoven vil forme alt i sit billed -
en draabe i skoven
fandt sig selv sandere end alt -

✂ skovens draabe greb lyren
større end verden -:
dette ene er en skæbne
at finde sig selv skønnest
sandest
renest -

✂ alt vil jeg forme i mit billed -
alt skal
være det herligste af alt -
højere, højere hænger lyren
større end verden -
skælv, o verden for din skæbne -
skælv, o verden -
skabelsen kommer -
en draabe i skoven blev sandere end alt -

lyn i havet

✂ fra faa, men fjerne lyse kyster
kalder -
kalder ædel røst
stolt og klart
os til ugjort liv -
det ugjorte
det stolte
det flængende, kærneblottende -
det ugjorte
det stolte
det, som frælser lyset -

✂ det er ikke afmagt
at bøje knæ -
jo, for glædens tunge guder
hvilende, kælne -
hun, den fjerne,
den ubønhørlige
kræver selvet aabnet
blodrødt, skælvende -,
kalder friheds kærtegn
pøbelkys -
med sorte næver
gennem verdens magre blod,
forhungret støbt
i haabløs viljes kæde
river hun
led for led, haanblindet
døende fremtid
mod stranden -

gnist af røg

✂ paa nattens fane flammer min lyre -
- hvergang maanen gaar ned,
spindes endnu en stræng paa min lyre -,
rives endnu en tunge frem i mit vajende billed -
- yngre -, endnu yngre -!
det ufødte er det blankest krævende,
det rødest smilende, det stoltest lidende,
det som vender jorden -

✂ allerede kvider jeg henrykt i min lyres ildspind -
stræng efter stræng bryder
gennem mit øje
og sænker hedere -, dybere dets bund -
- naar skal jeg se vidt -?
naar skal jeg ufødt bide jordens hjærte -?
naar overvinder jeg min lyre -?
- naar dybet leende kysser sit eget skød,
da hvæsser min lyre en magmataare
og elsker jorden hjærte med honningfughs tunge
- svirrende - blidt -

satan

✂ du klarøjede,
som min sorte ranke vilde lyse for,
du gyldne,
fandt sprukne rødders armod -
mit blods forbitrede famlen
skræmte dig saa djævelsk helligt ren,
at alt mit fattige lys
blev vaad stank -
- min feberblomstrende hunger
skal formindske dig
som en blafrende perle i havet -
- og du, satan, skal svide igennem
selv vanvidets taarnhøje
tænderhakkende mur af sod -

lidt efter lidt

✂ min fader har altid hadet mig -
min fader er lille af vækst -
han blev lidt efter lidt ved engelsk
stribet klæde stormrig -
min moder døde af min
kostelige fødsel, og derved opdagede
min fader
lidt efter lidt kærligheden
til min stedmor -
min lille stormrige fader
sagde hver dag ved middagen
til mig: du er utilladelig grim -

✂ nu er jeg voksen, slank og bleg
og lidt efter lidt er jeg blevet
meget dygtig -, og jeg er blevet
høj af vækst, og min forlovede elsker
mig som en mor, og jeg elsker
penge og intet andet,
og jeg har stor angst
for at miste min forlovede, og
jeg hader uden at ville det
alt andet, og min søn
skal lidt efter lidt... -

✂ min lille stormrige fader
sagde hver dag ved middagen
til mig: du er utilladelig grim -
men verden er dummere end jeg -
og min angst
skjuler jeg godt bag engelsk
stribet klæde, og verden forstaar
intet -
jeg er et hoved højere end min fader,
og lidt efter lidt... -