Munch-Petersen, Gustaf lyn i havet

lyn i havet

fra faa, men fjerne lyse kyster
kalder -
kalder ædel røst
stolt og klart
os til ugjort liv -
det ugjorte
det stolte
det flængende, kærneblottende -
det ugjorte
det stolte
det, som frælser lyset -

det er ikke afmagt
at bøje knæ -
jo, for glædens tunge guder
hvilende, kælne -
hun, den fjerne,
den ubønhørlige
kræver selvet aabnet
blodrødt, skælvende -,
kalder friheds kærtegn
pøbelkys -
med sorte næver
gennem verdens magre blod,
forhungret støbt
i haabløs viljes kæde
river hun
led for led, haanblindet
døende fremtid
mod stranden -