Munch-Petersen, Gustaf santo cacopardi

santo cacopardi

du venter paa natten -
dit blod koger roligt boblende
i solen -,
listende ler dine tænder
skarpt og hvidt -,
legende glider din gang -
legende sikkert
hænger dit legeme mod muren
hele dagen i skygge -
dybt i kolde pupiller
græder fortvivlet et barn
glemt -,
til døden træt -
din sjæl har du glemt
hvad du skal gøre med
for solens stærke farver -
du venter paa natten
for at leve -
i solen smiler du
som himlen uden skyer -
i mørkets store frihed,
hvor kattene elsker hinanden,
leger du
alvorligt som drenge
uden ro -