Munch-Petersen, Gustaf julesol

julesol

grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
og puster ved middag
rosa soltoner gennem granerne
ned til jordens stupiditet -

i solens mundvige staar at læse
sandheden om jorden:
jorden er fin -
fjernt i mulighedernes urtidsgamle jomfruskove
sniges dybe stier -
goldhedsangst løber buskhalet mellem stammerne
slikker over de tusind ynglinges
evigtsovende pander hvid brand -
søvndøve ørers susen siver mellem stammerne,
gennem stiernes net evindelig -
- over jordens himmel vælder tyk som ækvator
dumhedens lus -
ubrugte gaar passaterne
blaavingede evindelig
lægger glidende fart under god viljes albatros -

hør solens tone, I 2 millioner grublere -!