Munch-Petersen, Gustaf det nøgne menneske

det nøgne menneske digte MCMXXXII

vi nøgenhedens legionærer
vi vil underlægge os jorden
og udlevere menneskene til livet -

maaske bliver vor eneste triumf
den,
der strømmer fra vore vædskende saar-
maaske skal verden engang genlyde

af vore sejrende sandalers trampen -

livets mening

jeg arbejder ikke
med mine hænder,
ikke for samfundets forbedring -
jeg driver dagene væk
ved at tænke endeløse tanker.
dagene, der gaar
tomme
uden resultat -
jeg vandrer paa gaderne
dag efter dag -
jeg ser paa menneskene og tvivler - - -
- - - endnu har jeg ikke lært at leve.
endnu har jeg ikke lært at se meningen i det meningsløse:
bare liv -
snart kan jeg atter virke,
atter spænde muskler
atter lade tanker slaas. -
nu ved jeg, at jeg aldrig ser det værste,
aldrig det sidste.
at alt kan leves,
alt skal kun forstaas
for at elskes.
at alt levende er godt.

gamle mødre

- tunge, store, vuggende med tynde, frysende frakker
rokker mødrene ind i mælkeudsalgene,
viktualieforretningerne,
konfektionsmagasinerne *

-
- hastige blikke i voksdugstasker,
blanke tasker med mange femører,
toører,
femogtyveører -
sukkende blikke i lette portemonnæer * -
forsigtige spørgsmaal:
om der ikke var noget billigere,
mindre portioner, der ikke kostede saa meget -

- tunge, fulde af stædige, gnavende tanker,
tunge af livløst liv rokker mødrene hjem -
hjem til vaade, plettede bleer -
hjem til lange, spørgende, ængstelige børneblikke -
store barneøjne -
værelser med kold mados - med klamme, uredte senge -
graa trætte øjne tvinges hen til vækkeuret -
mænd kommer hjem -
mænd med haarde arbejdsskridt -
med stærke arbejdshænder -
haarde, stærke, sultne ansigter med genert-venlige stemmer-

haarde, graadige øjne glider skuffede væk,
væk fra hængende arme -
fra slatne, hængende bryster -
manden -
urolige blikke -
efter penge - efter de sidste tynde laser af venlige ord -
efter hvile - efter sengen -
urolige blikke -
(sengen -)
allerede fire børn -

tunge, store, gnavende tanker -
tunge, store, vuggende mødre -

fiskerne danser paa kroen

- man kan høre det henne paa gaden
og nede paa havnepladsen:
for fiskerne danser paa kroen -

- og herre min gud, hvor de danser
som store petroljumsmotorer
og tønder paa vej nedad trappen.
det er kraftige ben der dunker,
saa pigerne sveder af lykke.
hvor er han dog stærk og flot,
og saa faar han fisk og penge.
naar hun trykker forsigtigt med laaret,
hun hører det rasle af sølv,
og en rødskægget, hornagtig haand,
den klemmer og kniber og søger -
og sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver *

som dæk. -

- violinerne gnider og piber,
musikanternes glas, de er tomme,
men øllerne bobler og skvulper
og rinder i brune halse
saa adamsæblerne hopper
og benene træder i takt.
for fiskerne danser paa kroen
saa sveden siver og pibler,
og øjne og legemer mødes,
mens sværmen ruller langs gulvet
og brædderne duver som dæk.

fattigt liv

der er dem,
der hver nat hviler paa samme gren
og kun spiser af det rette fad.

der er dem,
der hver morgen synger den samme sang
og altid til samme elskede,
altid kun til een gud.

der er dem,
der kun følger een vej over jorden;
de frygter kun een død
og de lever kun eet liv.

søvnen

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig
en dag,
naar vinden hænger dovent højt oppe over solen,
som et barn, der har leget sig træt -

jeg vil komme til dig paa stranden,
hvor klipperne ligger som løs varm aske paa vandet,
og havet er som bleggrønt lys,
der forsigtigt er hældt ud over jorden -

den dag skal du ligge som en bølge,
af hvis rene skum
livet har skabt dine lænder -

jeg elsker dig ikke,
men jeg vil komme til dig den dag
og trykke mine brændende øjne
mod dit dybe svale skød -

omvendelsen

vi forstod intet,
vidste intet,
og vi trøstede hinanden
vi tvivlede sammen -
men en dag
blev min verden klar,
og min himmel lys og varm -
den dag
saa jeg,
jeg hørte det,
og jeg forstod,
hvorfor jorden før var graa,
og hvorfor himlen nu var lys -
men de andre,
der intet forstod -
jeg vilde frelse dem;
men de
rystede paa hovedet,
og jeg
fik haan i stemmen.

det ægte

tro ikke,
at de blødt klingende toner
er fra de sarteste strenge -
tro hellere
de skarpe og kolde toner,
naar strenge spændes for haardt -
tro ikke,
at de drønende slag
kommer fra de stærkeste vinger -
tro hellere
den krampagtige hvile,
før skrænten rasler i havet.

banalt

firkantet kvinde
i et vindue -
grønt gummiforklæde -
sværmeriske øjne
ser ned paa en lille sort hund
ved en lygtepæl. -
bare blaa arme
af og til
er hun bøjet
over en hvid kold blank spand -
hun vrider kluden -
hvidt sæbevand
staar i fine haarde straaler
ud mellem røde fingre,
som mælk af en kos patter -
kluden er en chemise,
den øverste halvdel af en. -
hvid chemise over hvide skuldre -
himmelblaa kittel har hun. -
noget af haaret er faldet ned i panden
ruderne er snart blanke;
hun ser igennem dem.
stolt -
saa glider hun bort fra vinduet
med et blødt hop
ind bagved -
bare et nypudset vindue
overfor.

alligevel

jeg vaklede rundt i mørke,
og jeg frøs.

jeg havde slaaet dem,
jeg holdt af.

jeg havde stjaalet fra dem,
der vilde mig vel.

jeg var ond og grim,
og ingen kvinde vilde smile til mig.

og jeg saa paa mine urene hænder
og græd over mit forspildte liv.

men solen
spredte snavset paa mit ansigt

og jeg saa op,
og jeg saa, at jeg levede.

andre nætter

- vi lagde vore garn og kroge
i stille blankt vand -
vi tog dem igen om morgenen -
saa kunde vandet være
som skraa grønne vægge,
der faldt ned i støv -

- nogle nætter fik vi god fangst -
da saa garnene ud
som svangre kvinders bug -
som store blanke kastanjer paa en snor
krøb krogene med fede daskende fisk
langsomt af vandet,
som saa var stille og blankt -
andre nætter forliste vi garnene -

- vi lagde vore garn og kroge
om aftenen -
om natten gik vi med fugtige øjne
til byen -
vi var nyvaskede og i blaat tøj -
der gik de unge piger
med røde brændende kinder
som moden frugt -

- om morgenen
var der steder udenfor byen,
hvor græsset saa ud,
som om store dyr havde kæmpet der
den nat -
- andre nætter forliste vi garnene -

lisbeth

du er en lille jumbe
med bjælder paa -
muntert trippende hest -
solen glitrer
i kuskens røde fjæs.
hvide syrener -
glade mennesker
snadrer -
mænd og cigarer,
koner med kaffe
og thermosflasker -
søndag.
selvfølgeligt.

menneske

menneske -
om du er stærk, og din stemme høres af mange,
eller du er lille og svag,
om du er dum eller klog,
hvad er det mod alt det andet
i verden -
intet -
bjærgene er høje og lave,
roserne er røde og duftende,
men ogsaa visne og gule -
det er ikke det -
men
at du kan vælte dig i nydelser
og midt i rusen græde taarer,
men
at du kan lide
og af din smerte gøre en hyldestsang til livet

den ny tid

det er liv,
hvor iskolde byger pisker jorden ren
og fri for snavs,
hvor lynene spreder de lyssky taager,
der dækker den gamle lort, i de mørke stuer-
det er liv,
naar de usunde, blege padder,
der lurer med røde øjne,
skrumper ind og revner
i solens brændende, ærlige lys -
vi hader et liv i lavendelduft
med sladrespejl *

og tre par skørter -
noble herrer med luder om natten
og hestehov i gamacher * -
vi vil gennemskinnelig klarhed,
vi vil se, hvad der er,
for vi ved,
at esprit * og etik og jomfrufødsel
er pikanteri for kastrater -
vi ved, at eet rum er nok til to,
petroleumsovn og fedtebrød,
og en seng, hvis de elsker hinanden -
vi ved, hvordan eros er,
og hvordan hun ser ud under tøjet -
vi ved, at de gamle og hengemte lig
stinker værre
end de, der har tørret i solen -
kom frem,
kom ud fra den lunkne og sure luft,
der er mættet med osen fra stjaalne kødben
og drivende tung
af spyttet fra hviskende læber
eller bliv derinde
og kvæl jer selv
i jeres egen giftige aande -
vi vil bruge jer,
vi strør jer ud paa vor magre jord
for at gøde de svage planter -
og naar engang vore frugter modnes,
er luften ren. -

bagefter

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt -

- der sidder en kvinde og græder
paa en uredt seng -
igaar var lagenerne hvide og glatte,
igaar levede hendes barn -

- med haarde støvlejærn
vil jeg træde
og dreje min staalhæl rundt,
for at kvase det grinende fjæs
paa alle de syge timer,
der slæber sig paa klaprende krykker
bagefter -

- den gule slimede padde,
den vender sig under min hæl,
den yngler med brækket ryg -
den avler
en uendelig sort række nætter
og skrigende dødfødte dage
bagefter -

- der sidder en kvinde og græder -
igaar levede hendes barn -

atten aar

mand og kvinde -
sort firkantet sofa
med blege blomster -
det store lys er slukket -
en svag lampe brænder
gult -

de kysser hinanden
længe -
de knuger hinanden
haardt -
som om der var noget,
der ikke maatte være -

hun har bare skuldre -
bryster
igennem tyndt grønt tøj -
han piller kælent
ved underkjolen -
hun blir rød og alvorlig:
hvor det er svært at være
ung -

maa ikke -
tør ikke -
han kysser længe -
smiler:
det er der jo ikke noget at gøre ved -
hun sukker -

og saa var der ikke mere -

det

ikke den tanke,
at jeg endnu gaar paa stien -
at jeg endnu har den trygge bjærgvæg
ved min side -
at der gror blomster -
og at græsset dæmper skridtets haardhed-

at klippen udstraaler solens varme -
men
det, at jeg ved,
at jeg kan træde fejl -
at der er en afgrund -
at jeg maa gaa sikkert,
og at bjærgvæggen ved min side
rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar-
at stien bliver haardere,
og skærverne skarpere -
at græsset blir gult,
naar jeg kommer nær solen.

til mine forældre

jeg blev ikke det, i ventede -
jeg blev alt det, i havde frygtet -
i lod mig vokse op
næret ved jeres afsavn.
i opdrog mig med skjulte taarer -
opdrog mig
til at leve jeres liv - fortsætte det -
skal jeg sige:
saadan levede i; i gjorde ret -
altsaa er det godt at leve saadan.
skal jeg?
eller skal jeg dræbe haabet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som i -
at min verden er en anden end jeres,
min glæde,
min smerte en anden end jeres -
vil i tro paa min tak til jer?
paa min tak til livet?
eller vil i sige:
han fik alt,
han tog alt af os,
og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
jeg ved, i har ret, naar i siger det.
jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land.
men jeg gaar tøvende -
jeg gaar langsomt og tungt -
men jeg tror, jeg skal gaa.

prosa

- jeg synes, de fleste er kloge -
ikke saa glade, men kloge og betænksomme -

- jeg søger en ven -

- han skal gaa med mig i haanden,
- og han skal sige:
jeg ved heller ingenting - forstaar ingenting,
uden at her er smukt lige her - og der ligger
et væltet træ derhenne -
jeg kender ikke til "hvorfor" - ved ikke, hvad
noget er, uden at det er morsomt eller
kedeligt -
og han skal sige: jeg synes, der er meget smukt
og grimt i verden -
- meget andet skal han ikke gøre -

- saadan skal vi gaa -
med hinanden i haanden,
mens vi forsøger at se glade ud,
mens vi viser hinanden det morsomme, grimme,
kedelige
og skønne i verden -

graat

den graa jærnseng,
det graagrønne dæmpede lys
paa den matte graa dør nummer 14 -

med fingre i stram gulgraa hud
gir sygeplejersken mig mit pulver -
min bevidsthed flyder hen
i en tung ulden dis -

saa hører jeg gennem væggen
en pludselig stønnende graad
som et skrig der er sænket ned i vat,
indtil det overmægtige tryk
sprænger de tørre læber fra hinanden -

den tunge pulverdis sejler væk,
og jeg hører kun denne stædige hakkende graad
af og til afbrudt af et gurglende raab -

haarde skridt drøner i linoleumet paa gangen -
graaden hører op,
som naar en kontakt slaas fra -
en rystende klump i graa spændetrøje
bæres forbi uden for -

pulverdisen vælter sig atter ned paa min seng,
og alt, hvad jeg ved,
tynger som et tungt graat tæppe
paa mine øjne -

ro

de røde sole blir smaa og fjerne,
begæret synker sammen som et slattent gummidyr-
sammenklistrede lemmer løsner sig
langsomt bristende -
lykkelige smil med øjnene lukkede -
forsagte kys - ikke som opfordring,
men som: hvor var det dejligt -
haar stryges tilside -
kroppene skubber sig lidt,
saa ingen arme sover
og ingen bryster blir klemt -
nu vil jeg sove!
det vil jeg ogsaa!
alting kører baglæns ud i intet
som en kultraadslampe gløder, før den slukkes-

den store mand

han gaar og sparker
med kæmpeskridt
og træder saa haardt i jorden -
men græsset,
det rejser sig atter op,
hvor han satte sin store fod,
og jorden smiler, som intet var sket,
og blomsterne tænker paa andet -

han gaar og brøler,
med tordenstemme,
saa luften dirrer og skælver -
men skyerne
driver saa roligt forbi,
hvor tordenen rullede før,
og himlen smiler, som intet var sket,
og solen tænker paa andet -

det nye menneske

sandhed -
gnistrende hjærner -
de glasklare, blottende tanker
dræber det dumme og sløve
med snærtende haan -

styrke -
dirrende muskler,
holdt spændt af en benhaard vilje,
langt foran alle de andre -
hør, mængdens raab!

dans -
hvirvlende ben -
med slanke halse og hofter -
rytme, du hidser og dulmer -
se eros' smil!

gud -
blændende liv -
du nøgne og strenge men skønne,
lys gennem skørter og grums!
du giver os alt -

til en ung ven

ord -
det er sutten, som barnet faar, at det ikke skriger-

ord -
det er skøgen for den, som ingen elsker -
det er oldingens stol -

lav ikke livets friske brød til krummer,
at kastes for fremtidens pjuskede fugle -
blot dine unge tænder og bid til -
tag store mundfulde
og tak ingen -

lad havets haarde salte negle rive
i din hud,
at du maa mærke
livets glødende sol -

døden

hvorfor vi lever -
ja -
det hænder, at vi er saa glade, at vi synger -
maaske blir vi saa lykkelige, saa glade,
at vi engang stille gaar vores vej,
af angst for at vi ikke mer skal høre livets unge latter -

mænd

- antilopen vender sine store øjne ud i natten
mod steppens knitrende græs,
der forsigtigt rejser sig bag de sorte blanke klove -
- øjnene vender sig mod græsset,
hvor vinden og maanen drillende bygger antilopefjender,
og den flyver
med de sorte blanke klove trukket højt op under sig
over steppen,
mens angsten som en spore har sat sig paa den hvide hale -

- vi vil ikke, som antilopen,
lytte til maanegræssets leg med steppens vind og kalde tusmørket en overmægtig fjende -
- nej, som nøgne jægere
vil vi bruge mørket,
naar vi, paa ben, der skælver af tilbageholdt styrke,
lister over steppens græs,
som vore fødder trykker til jorden
med lange bløde skridt -

vore øjne
er ikke steppeantilopens store aabne fugleøjne,
der, stive af rædsel, ikke tør se bag sig -
- vore øjne skal være smalle skarpe ridser,
der skjuler
maanens forræderiske leg i regnbuehinden -
- vore øjne skal være smalle og skarpe
som knive, at skære med i mørket og byttet -

- vi kender steppen
og vi er ikke kaade drenge,
der sorgløst vugger frem i løse sadler
paa smaa trippende heste -
- vi kender steppen,
og vi kender vort bytte -
- vi ved, hvordan vi skal tvinge
vore ubændige muskler,
at antilopen ikke hører vore arbejdende pulse-

- vi er mænd -
vi ved, hvorfor tindingerne hamrer sig varme,
lige før vore lange knive skal skære -
- vi er mænd -
vi ved, at maanen, natten og modvinden
kun er til,
som vore knive,
for at tilfredsstille dagens brændende hunger -
at duggen kun falder,
for at svale vore kvinders hede blod,
mens vore skridt kryber over steppen -

dette ved vi,
for vi er mænd med laadne bringer *

,
blaaskyggede muskler og skarpe smalle øjne,
mænd med lydløse skridt
og kolde hjærner
og hurtige pulsslag -
- vi gør intet, uden at kende grunden,
og vi er stolte derover,
vi er mænd -

havnen

o, havn -
i din lange taalmodige nat
kommer vi,
mens vore skridt
slingrende glemmer havet
for dine gaders faste horisont -

i dit skød kaster vi,
med den riges stolte gestus
vore nærigt opsparede længsler,
vore nætters tænkte glæder -

med dine gavmilde hænders gaver
vækker du
vore, af søernes hamrende slag,
barmhjærtigt døvede tanker,
at vi aldrig maa glemme dig -

o, havn -
i dine lygters overbærende lys
hilser vi dagen
skraalende søvnige lovsange
til dit fede rolige vand -

til mit hoved

jeg er et barn,
der leger med sit legetøj -
mit legetøj:
en bold med øjne i -

jeg triller den
og kaster den mod væggen -
jeg klapper den
og smider den i vandet -

maaske tilsidst
mit legetøj blev ødelagt -
men legetøj
har aldrig holdt saa længe -

maaske tilsidst
jeg tabte det i græsset -
det har jeg glemt,
hvor det blev af tilsidst -

maaske engang
jeg finder det alligevel -
mit legetøj,
hvis det er helt endnu -

læreaar

vore nætter
druknede i vinens sang
og kvindernes skød -

vi haabede,
at kraften vilde komme til os
som en herreløs hund
og lægge sig ved vore fødder -

til nogle af os kom længselen -
den rev vore skæbner løs
og bandt dem som trofæer ved sit bælte -

hvorfor ikke

hvorfor er det ikke
som en lige og velholdt vej,
det hele?
uden for megen færdsel,
uden for meget støv og snavs?
hvorfor staar vi ikke
højt oppe,
for den ene ende
og ser huset, hvor vi skal hen?
uden at behøve at spørge,
hvad det er for et hus,
vi skal til,
og om det er smukt og værd at søges,
og om det er den rigtige vej,
vi gaar paa?
og hvorfor gaar vi ikke om morgenen,
ved solopgang,
naar vore lemmer endnu er friske,
og vi endnu tror, at vi kan naa hjem?
hvorfor ikke?

nat

om natten tvivler vi -

smaa svage mennesker
i store tomme huse -
der er for god plads om natten -
vi kan ikke fylde mørket
med kendte ting -

angsten
kryber som rotter
med lange kolde haler
frem af sorte huler -
angst for det intet,
som vi ikke kender,
ikke ved, er intet -

hvor er mennesker smaa
om natten -

skum

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
solen dryssede glødende naale
i mit nøgne haar -

- naar stormen har splintret søerne
imod klipperne,
ligger skummet og gynger
som propper paa vandet,
som en løbende piges
korte varme aandedræt -

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -
havets tunge bryster
hævede og sænkede sig søvnigt -
jeg hørte ikke mere skummets bløde rytme,
saa ikke det lette vuggende skum -
jeg saa kød,
jeg saa hvide skuldre -
(solen brændte mit haar) -
blændende hvide, gyngende rygge -

- mine grove brune hænder
lukkede sig om aarerne,
jeg satte foden haardt imod toften -
baaden var nær klipperne -

men nu har jeg en hjærne -

- hvis jeg havde en hjærne,
med tusinde naalfine traade -
- hvis jeg havde en hjærne,
der var glat som et nypillet æg -
- men nu har jeg en hjærne,
der lige netop kan skimte
et lys paa en taaget himmel -
for stærk trods alt til at sove
i en fløjelsblød, vuggende nat -
for træt til at grave sig op
gennem angstens jord tunge lag -

efteraar

det regner - regner -
luften er graa og mælket,
gaderne vaade og kolde,
menneskene blege
og klamme som syge fugle,
jeg gaar og gaar,
men det bare regner,
haabløst -
himlen staar som en mørk mur
mellem os og solen
og varmen.
i husene
ruller folk gardinerne ned
og tænder lys -
paa gaden
slaar mændene kraven op
og staar stille,
saa at tøjet ikke rører ved kroppen-
det er efteraar.

humor

vilde til stjernerne op -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
samlede al min kraft,
og jeg sprang saa det sang i verden-
stjernerne fløj mig i møde -
paa stjernerne er der lyst og svalt -
jeg naaede op og saa,
at jeg stod paa jorden og sang -

saltvand

vi leved' i dage
blandt dyngvaade, piskende sejl-
og sorte nætter
i mørke og væltende vand -

vi sled vore hænder til knogler
paa stenhaardt bidende tovværk-
og musklerne sloges fortvivlet
med armtykke, staalkolde kæder-
saa laa vi en time i dvale

som drivvaade, sitrende klude,
der drømte om kvinder og solskin
og skove og fredfyldt idyl -

saa blev vi slængt ud af de næste
til vandet og mørket igen -

inga

da jeg var ti aar,
gik jeg ved stranden
og spændte mine unge muskler
for dig, inga -
jeg vadede mellem sten -
jeg bar tunge kantede sten
til din havn, inga -
jeg med mine bare drengefødder
i det klare tangblomstrende vand -
og du sad og skrævede
med store øjne og faste runde knæ,
mens jeg byggede havn
til dine skibe, inga -
husker du din mors lange skygge paa vandet
og vore røde ansigter,
da vi var ti aar, inga -

lykke

- lykken -,
siger menneskene -
spiser sig mætte
og lægger sig to og to -

- lykke -,
klager de -
og forsøger at drømme sig mætte
og varme -

- lykke -,
raser menneskene -
og maddyngerne kravler
fra den ene side til den anden -

- gudinde -
giv mig kamp - :
sejr eller nederlag -,
og maaske ogsaa
lykke -

jeg bager brød

jeg bager store og haarde brød
til menneskene
med skarp og ram smag -
det er ikke for at de kan blive mætte-
det er for at de kan se,
at ogsaa andre
maa tvinge skarpe mundfulde ned,
der river som sand i tarmene
og som tænderne ikke kan knuse -
for at de kan glædes derved
og faa haarde kæber
at tygge med -

plan

- jeg vil bygge mig et hus -
jeg alene -
jeg skal selv bære stenene -
sveden skal springe som hede kilder
fra mine skuldre -
aarerne skal ligge som tusindaarige træer
paa min pande -
mit hus skal være stort og højt:
større og højere end alle andre -

- naar det engang staar færdigt:
tungt og mægtigt,
vil jeg sparke grundstenene bort
og lade etage efter etage rasle ned,
drønende som gletscherens hule skridt-

- tilsidst skal min latter
sætte sig som en lille nøgen unge
ovenpaa de rygende grusdynger
og grinende pille sig i næsen -

vers

jeg sang til min kære:
hvor er jeg glad!
jeg gik og skød mig,
i kval og pine -
hun takkede herren,
at jeg var glad -

jubel

jeg havde set saa meget stort og højt,
at jeg vilde løbe syngende gennem verden,
saa folk skulde vende sig om
og forstaa, hvad jeg vidste -

og jeg løb - syngende -
og folk vendte sig om,
men de forstod intet,
for der var ingen ord i min sang -
min mund fyldtes med jubel -

intet

- jeg sidder og læser - af og til ser jeg op - mine tanker ruller frem - langsomt og trægt - blødt som giftgas, der sugende stryger henad jorden -
- jeg har et eller andet lille saar - en ubetydelig skramme, der mærkes -
- nogle dage, sommetider ogsaa nætter, har jeg et saa brændingsbrusende begær - saadan et haab, der gør alt andet meningsløst -
- et magtbegær ....: det, jeg vil, blir saa afsindig kolossalt
- alt det, jeg maa eje af livet -
og her sidder jeg og læser - ryger en cigaret - drikker et glas vin - elsker en kvinde, jeg ikke elsker - og mit saar borer sig ind - og aabner sig igen som tanker -
- tanker af samme køn, der intet kan føde -

til en

- dig tør jeg ikke elske -
din store blødtfavnende kærlighed
lægger sig som olje
paa min ungdoms urolige hav -

- mens jeg endnu beruset sover
mellem dine vuggende lemmer,
tømmer du legende
mit kogger *

for pile -

- dig vil jeg ikke elske -
jeg vil se solen gennem brydende søer -
- til de haarde toner fra min bues streng
vil jeg gaa ud at jage livet -

generationer

ordene rakte sig
som beredvillige hænder imod os:
vent
se, i er unge,
se jeres smalle skuldre,
jeres ufærdige træk -
se livet staar undseeligt
som en fremmed blandt jer -
hør jeres tankers hurtige skridt,
naar de flygter for hinanden,
og vent -
lader i nu jeres ord
storme ud over verden,
for at splitte menneskenes ro,
i morgen vil i forgæves lokke dem tilbage-

vi tvivlede -

ideal

jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
rive jordens bjerge op
og lade dem rasle
for ørerne af dem, der sover-
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
tage solen ned fra himlen
og lyse i alle mørke huller
med hvidt ubarmhjertigt lys -
jeg er kun menneske,
men jeg skal engang
stjæle gudernes lyn
og feje jorden ren for støv.

en tak

kære -,
jeg ved ikke, om dit sind bærer skjulte saar,
jeg kender ikke dine lyse og mørke timer,
ikke dine hverdage -,

men dine smil -

du tog min uro,
du gav hvile til mit søgende legeme -
af dig fik jeg arbejdets kraft tilbage - ,

og jeg fik dine smil
den nat -

medicin

at tegne arabesker af ord
er elskovskranke ynglinges trøst-

jeg vil hugge sten
og sove -

jeg knytter haanden i lommen
og skyder hatten i nakken,

og kunsten er atter skøn -

den eneste

- min elskede er skøn -
hun vækker med sin skønhed
min attraa's lurende tiger,
og tørrer fraaden af dens mund
med sin skønheds hænder -
- min elskede er stærk -
hun bader mine saarede lemmer
i sin latters stærke hav
og aander sine hede smil
paa mine frysende hænder -
- livet er min unge elskerinde -

- min elskede -
hun er en ung moder,
der længselsfuldt venter sit barn -
min elskede er en skøge -
stolt af sit nøgne legeme,
haaner hun verdens fattige begær -
hun har en nonnes svale øjne,
hendes smil er klosterhavens ro -
- livet er min unge elskerinde -

- jeg elsker en amazone -
der drypper blod fra hendes hests hove -
jeg er hendes træl,
der i snærende tøjler følger hendes rasende ridt-
jeg lytter med straalende øjne
til hendes metalskarpe trodsige raab -
jeg følger min elskede,
indtil solen engang gaar ned,
beskæmmet af glansen
fra hendes kobberrøde syngende spyd -

spinoza

paa dit skarpe tuberkuløse ansigt
laa visdommens ro i vemodige smil -

din godhed
var din races hjælpsomme humor
trænet under inkvisitionens bedske kærtegn-

din tro
havde klarhedens styrke
og forstaaelsens mildhed -

fröding

din stille latter
gjorde andres nagende synder
og forspildte liv
til munter dans paa solgrønne enge-

jeg ser den fortvivlede kamp,
som rev dit eget sind i laser - ,

og jeg tier -

vi er mennesker
hvorfor bebrejde hinanden,
at vi ikke er andet -