Munch-Petersen, Gustaf til apostelen Søren

til apostelen Søren

lille kære broder Søren, lad dog ikke
din sørgelige
formiddagssjæl vansire
dine af Herren
oplyste granatkinder
med dine vankelmodige portvinstaarer -

husk Søren,
at det er tusindfold
bedre at have
set Herren din Guds
aasyn fra cognac'ens
lyse bjærg,
end aldrig at have
følt Hans haand
paa sit hoved -
o Søren, tænk paa
de tusinder, der
aldrig har følt
HERRENS HAAND -!
og smil dit herlige apostelsmil
gennem denne forbandede formiddag -
i aften gaar vi
paa oliebjærget i
vingaardsstræde og
hvisker for Satans penge
med Herren Gud direkte -

tænk, tapre Søren, denne
formiddag paa de
tusinde sjæle, der
aldrig for hele deres liv og
lange aar og alle
Satans penge har
følt Guds himmelske
aande -
Søren, du Herrens mand,
spejl englenes sol
i din tros granatrøde
kinder - !
RIGET er nær -
vi
to har set alt for meget
til nogensinde at kunne
svigte tegnet -