Munch-Petersen, Gustaf sjælens sang

sjælens sang

I.

hvor jeg hader
dagen -!
sagte -, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt -
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had -
men se kan jeg - altid -
dagen hader jeg,
dagen -

II.

hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag -
haabløst, indser jeg mit had -
men se, se
kan jeg - altid - !

uden at jeg anede
noget derom,
maa man have
givet hungerens folk
en søjle af godhed
gennem mig -
aah latterligt, siger mit had,
haabløst - !
men jeg indser:
nødvendigt at give
denne godhed her -

ingen ved, men
at se - altid -
er værst -
herligst -

III.

hvorfor raaber jeg,
raaber jeg -
men hvor - ?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel -,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat -

men klage -
aldrig -
jeg har blot at
hugge og hugge -,
indtil mit hjærte
er frit og hænger
som en sort lygte
af ligevægt midt
i dagen -

hvordan skulde
en mission kunne udsiges?
aldrig i evighed her -!
men efter frihedens sidste hug,
ved jeg, hvor jeg bor,
jeg nattens seende kid -
aah jeg længes, skønt
dagen endnu
venter mit hjærte -,
mod selvfølgeligheden,
mod dybet -
for se, kan jeg -,
altid - natten,
hvor jeg er født - !

IV.

hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord -,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed -
og hunger er dagens
hele opfyldelse -

V.

min mægtigste drøm er
drømmen om budbringeren -:
i klæder af blaat og
med en hvid krans,
skal han komme fra
mit hjemland -:
klar og stum skal
han staa -, og
stum af mit hjemlands vished
vil jeg lægge mig
til ham -

og han vil ikke have
vaaben hos sig,
paa grund af landet,
hvor han er fra -,
og min latter og min
graad vil blive hos
mit offer i dagen -:
der er for stor klarhed,
hvor jeg er født -,
og dens mur er alt for
ubekymret for
latterkind
graadtand -
o, du klarhed over mit
hjemlands mur -!

VI.

o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn -
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke -

frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler -
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort -
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme -",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft -"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes -, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste -
o nat, mit hjemland -!

hvad kan nattens barn
vinde
i dagen,
andet end denne vished,
som er vejen,
den eneste
til mit hjemland -

VII.

naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger -,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt -
og de vil bedække
deres aasyn *

og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os -"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste -,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre -

og gennem mit hjemlands græs
sukker det
lykketungt
under den ringestes fod:
"hellige nat, hvor
solen har fundet sin brud -"

VIII.

jeg ser:
mit had var hvidt som dagen -
men mine drømme skal bære
altet -

o, hvad er jeg andet
end min mægtigste drøm -
og, hvad er den største og
den ringeste andet
end deres mægtigste, mest
ubekymrede drøm -!

naar budbringeren kommer,
vil jeg aande mod hans bryst:
aldrig, aldrig er
jeg ophørt at se dette -!
og naar jeg løfter øjnene,
vil han aabne muren
og atter nævne mig
i mit hjemland -