sjælens sang
I.
✂
hvor jeg hader
dagen -!
sagte -, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt -
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had -
men se kan jeg - altid -
dagen hader jeg,
dagen -
II.
✂
hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag -
haabløst, indser jeg mit had -
men se, se
kan jeg - altid - !
III.
✂
hvorfor raaber jeg,
raaber jeg -
men hvor - ?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel -,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat -
IV.
✂
hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord -,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed -
og hunger er dagens
hele opfyldelse -
V.
VI.
✂
o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn -
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke -
✂
frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler -
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort -
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme -",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft -"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes -, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste -
o nat, mit hjemland -!
VII.
✂
naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger -,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt -
og de vil bedække
deres aasyn * og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os -"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste -,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre -