Munch-Petersen, Gustaf glimt - varslende - flygtet

glimt - varslende - flygtet

usynlig - straalende favner min væren
unærmelig maanens hellige fod -
lydløst - frembrydende rinder
det altfor sky's nomade,
snor sig det altfor dyrebare's krone
om sin egen ring -

uafvidende skal jeg bortgives
aldrig beprøvet og intet lovende -
min længsel brænder sig selv -
et flammende taarn at ses af ingen -
og øverst
min blusels lyre - venter - venter -
bævende for styrken - uanet - uanet -

strængene smelter hede draaber,
græder glødende vanvid,
seende, spaaende -
ingen skal ane det -:
- det sprøde, det som aldrig
har blomstret forgæves,
som aldrig har grublet
og aldrig har villet -,
det altfor sky
og det altfor dyrebare,
som aldrig har trodset
og aldrig svævet,
det af alle
skal kende barneguden, naar han kommer -
lyren - bævende -
skal sprænge hans bud
og elske hans læber -
det nye vanvid, det altfor rene,
skal hviske sejren mod hans skulder -