Munch-Petersen, Gustaf paa virkelighedens dørtærskel

paa virkelighedens dørtærskel

jeg var kongen -
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af -
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske -

nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden -
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil -
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsriget *

i mavens
helgenskrin -
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen -
den mindste skælven,
og intet har været forgæves -