Munch-Petersen, Gustaf mikael

mikael

mikael venter besøg - han ikke alene venter besøg klokken halv otte, men han forbereder modtagelsen af en, der skal komme klokken halv otte - der er ikke særlig rent i mikaels værelse - der er i alt fald ikke gjort rent den dag - der er heller ikke særligt ordentligt, og værelset er heller ikke gjort fint paa nogen særlig maade, der ligger pibeaske i alle askebægerne -

men hvis han, der i sin tid havde konstrueret mikael, da han for enogtyve aar siden blev lavet, nu havde staaet og betragtet dette værelse og dets beboer, vilde han med tilfredshed have kunnet konstatere, at anordningen, mikael, fungerede upaaklageligt efter konstruktionsplanen - værelset med bord, stol, bogreol og papir og bøger meddeler og skal meddele, at her bor mikael og kun mikael - mikael, der netop er mikael -

klokken halv otte kommer else - banker paa døren, gaar ind, sætter sig tavs og smilende paa divanen og ser bekymret tankefuldt paa mikaels ryg og sorte nakkehaar - hun har kendt ham i fire aar og kendt ham paa de fleste af de maader, else er i stand til at kende mennesker, ikke blot mænd -

hun siger ingenting, og mikael stopper en pibe og tænder den - "vil du se nogle nye digte - jeg tror de er gode - ?" hun kigger smilende i manuskripterne - med et smil nøjagtigt mage til det, hvormed hun før havde betragtet mikaels ryg - "ja" hun rækker ham bladene tilbage - "hvad synes du? det er ikke mig, der har skrevet dem - det er en, jeg har opdaget"

ordet opdaget blev udtalt tvivlende ironisk, men saadan at tilhøreren skulde anse ironien for overflødig og selv uskadeliggøre den -

else tænker "mikael har opdaget ham" - hun siger "ja, de er gode" - lidt efter "mikael" -

han vender sig om med den tændte pibe i munden - saa gaar han hen og sætter sig ved siden af hende - han gør det langsomt og ligesom let irriteret - som om han var blevet mindet om noget, han uhyre længe havde tænkt at gøre, naar han ansaa tidspunktet inde - nu var han blevet mindet om det, mens han endnu var i færd med at anse - han sætter sig ved siden af hende, lægger armen om hende og kysser hende - langsomt og ligesom let irriteret - hendes øjne straaler og hendes mund ber -

else ser saadan ud, at mange mænd finder paa at vende sig om efter hende paa gaden - og hun ved, at hun ikke behøver at sidde alene, naar hun er ude, hvis hun ikke selv vil - men det er noget andet med mikael - hun ved, at han er kræsen - og mikael, han havde for omtrent tre aar siden lagt mærke til, at han havde faaet lavet en kopi af mikael, der spadserede rundt inde i elses hoved, og som var kræsen - d. v. s. han er udmærket klar over, at han egentlig ikke behøver at konstatere det, for paa en vis maade er han jo kræsen -

hun ved ogsaa, at han elsker hende, og hun ved, at hun helst skal smile først eller sige "mikael" eller "kom" eller hun skal bare se paa ham ængsteligt og bekymret - men hun ved ikke, hvorfor hun altid skal et eller andet først -

mikael syntes, det var mindst anstrengende, naar man aldrig risikerede at anse det rigtige øjeblik inde, uden at det ogsaa var inde - derfor sætter han saa stor pris paa, at else gør et eller andet, saa at han ved, nu kan du roligt anse tiden moden for handling -

desuden var det saa heldigt, at tiden næsten altid forekom mikael moden, naar han bare var sikker paa, at else, eller hvem det nu var, ogsaa syntes det -

else elsker ham mest af den grund -

"skal vi saa gaa?"

else "hvorhen?"

"bare et sted hen, hvor man kan sidde uden at betale, og hvor der er vin og musik"

mikael tar langsomt, med rolige og smukke bevægelser frakken paa og sætter hatten paa plads over det sorte haar -