Munch-Petersen, Gustaf nytaar

nytaar

- i aarets gule blomst
over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende taare -
højt højt langs sprøde stængler
draaber klamrende
rinder mod oceanets glemsel -
naar hver eneste taare har rundet,
vil jorden rejse sig af badet
med rædselens dønning over sin skulder
som en slagtet dumhed -
naar unødvendighedens potte er fuld,
vil jorden være uden hukommelse,
og med det væsentlige
som et vulkanskt udbrud paa sit hoved -
i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten
som sol -
og fra den skal en 17-aarig
tigge virkelighedens draabe -