Munch-Petersen, Gustaf mod jerusalem

mod jerusalem
kompositioner
MCMXXXIV

my infinite world is
in the closed egg of my will towards god

I.
fra i dag

fra i dag

fra i dag er hele verden anderledes end nogensinde før - i dag er den, og dermed ogsaa jeg, traadt ind i en helt ny fase - jorden, menneskeheden og jeg selv løber fra i dag uanede risiko'er, og maaske gaar alt fra i dag mod himmelske tilstande - det sidste er meningen - og det vil være mit livs opfyldelse, naar jeg kan hviske til min salighedssitrende sjæl: "nu -, nu min ven er jorden blevet det hellige jerusalem, som du saa længe har drømt om, saa inderlig har længtes efter, saa trofast har lidt for -, nu -" i dag har jeg viet mit liv til verdens frælse - i dag har jeg afsvoret alt andet for dette ene - og fra i dag betragter jeg mig som livets apostoliske vikar blandt menneskene -, bosat foreløbig i københavn - fra idag har jeg intet ansigt -, intet navn - i dag har jeg med eet slag udslettet mig selv som noget indtil videre overflødigt og hindrende - jeg er nu blot en, hvis liv tilhører menneskeheden - maaske har jeg dog et nummer - jeg ved ikke, og det er ikke vigtigt - maaske er jeg nummer et, maaske nummer fem og maaske nummer tusind af dem, hvis liv ikke har nogen mening, uden for dette formaal - jeg har ingen stilling, ingen i forvejen fastsat beskæftigelse - jeg lever af gode menneskers angst, medlidenhed eller forstaaelse - d.v.s. jeg lever ikke i den forstand - thi jeg anser det umuligt at leve, i dette ords himmelske og eneste virkelige betydning, saalænge verden er, som den er nu - fra i dag er jeg holdt op med at føre det skin- og surrogatliv, som saa mange endnu prøver at kæmpe sig frem ved - jeg har frivilligt givet afkald paa den kærlighed, jordert har at give - jeg tror ikke, at verden er moden for den virkelige kærlighed endnu - jeg har frivilligt givet afkald paa. kommende storhed og ære - jeg ved, at ægte storhed og virkelig ære ikke kan opstaa i verden endnu - og jeg vil ikke lade mig nøjes med mindre -

min sjæl hænger i troens tynde, men djævelsk sejge traad - og der skal den hænge, indtil traaden er dækket som en perlekæde med alverdens sjæle - og menneskene kan begynde at leve, hvilket er deres bestemmelse -

jeg ved intet om, hvordan dette skal ske, og jeg tror fuldt og fast, at det vil ske mindst een tidsenhed tidligere, end ellers, som følge af mit uigenkaldelige valg i dag - det er mig umuligt at tro paa, at det skulde være menneskehedens bestemmelse, at existere, som den hidtil har gjort, og stadig gør det -

og det er mig umuligt at se nogen mening i et menneskes liv, der uden en saadan tro, dog fortsætter at "leve" som før - husk, at hvert "menneske" fra fødselen til længere, end det lever, er medansvarligt for (ja medskyldigt i) hvert eneste selvmord, drab og menneskeligt sammenbrud iøvrigt indenfor denne tid -!

tør I tænke paa, hvilke mængder af lidelse og ulykke, der daglig væltes ned over os alle, blot ved sløve menneskers bestialske Sindsligevægt og enfoldiges herskesyge Stupiditet -?! PRØV!!

FRA I DAG

gustaf munch-petersen

II.
i dagens lys

julesol

grøn gylden røg sejler fra fredens havanna
og puster ved middag
rosa soltoner gennem granerne
ned til jordens stupiditet -

i solens mundvige staar at læse
sandheden om jorden:
jorden er fin -
fjernt i mulighedernes urtidsgamle jomfruskove
sniges dybe stier -
goldhedsangst løber buskhalet mellem stammerne
slikker over de tusind ynglinges
evigtsovende pander hvid brand -
søvndøve ørers susen siver mellem stammerne,
gennem stiernes net evindelig -
- over jordens himmel vælder tyk som ækvator
dumhedens lus -
ubrugte gaar passaterne
blaavingede evindelig
lægger glidende fart under god viljes albatros -

hør solens tone, I 2 millioner grublere -!

nytaar

- i aarets gule blomst
over fjerne tusind veje
lyser gammelt
sluknende taare -
højt højt langs sprøde stængler
draaber klamrende
rinder mod oceanets glemsel -
naar hver eneste taare har rundet,
vil jorden rejse sig af badet
med rædselens dønning over sin skulder
som en slagtet dumhed -
naar unødvendighedens potte er fuld,
vil jorden være uden hukommelse,
og med det væsentlige
som et vulkanskt udbrud paa sit hoved -
i en afsides dal
skal der ligge en hvid sten
som sol -
og fra den skal en 17-aarig
tigge virkelighedens draabe -

dette liv

alting ved mennesker er
ligegyldigt og
tilfældigt undtagen
den vej, de gaar -
deres tingel-tangel,
deres ansigter
og deres sko -
paa de gode
veje vandrer
de gode -,
og paa de onde
veje vandrer
de onde -
alt andet er
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det gode, eller
Guds underholdnings-
musik paa vejen
mod det onde -
spørgsmaalet om
vejene er ligesaa
let, som at
vælge navn til
sin elskede -

til poul

det er ikke saadan -
man KAN se igennem det
tætteste mørke -
det er helt anderledes -
du kan vende om, og
du vil blot
skulle gaa nogle skridt
mere -
du kan dreje af, og
du vil blot
skulle dreje af en
gang mere -
naar det nye
rige kommer som
et rent lagen over
verden, vil ingen
undslippe -

i onsdags kl. 16¼

duen strejfede
kontorchefens tinding -
hans vielsesring gik
i bordet - :
jeg ønsker, at
vejre en falkerede og høre
ungerne skrige i
livets flagknap -
jeg ønsker, at
se elsdyr svømme
en vadende mil gennem
maaneflod og mosemousserende
hemmeligheder -
jeg ønsker, at
gribe en tynd skovsti,
der i solglitteret mageligt
paa kvælningsgrænsen
aalesmutter og forsvinder
i et snogeæg eller
et museøje -
jeg ønsker, at
skyde en fjende
og at klaske min
hustru med en
grøn saltbølge -
duen fløj -
kontorchefen udbrød
(i onsdags kl. 16¼):
c'est impossible
(hvad)?
alt -
jeg hader hitler og
lenin lige
meget og spiritus
lige saa meget
som vandfarver -
c'est impossible
(hvad)?
to go on (like this)
kontorchefen hvisker:
jeg
ønsker TID til
at finde
det uundværlige!

til apostelen Søren

lille kære broder Søren, lad dog ikke
din sørgelige
formiddagssjæl vansire
dine af Herren
oplyste granatkinder
med dine vankelmodige portvinstaarer -

husk Søren,
at det er tusindfold
bedre at have
set Herren din Guds
aasyn fra cognac'ens
lyse bjærg,
end aldrig at have
følt Hans haand
paa sit hoved -
o Søren, tænk paa
de tusinder, der
aldrig har følt
HERRENS HAAND -!
og smil dit herlige apostelsmil
gennem denne forbandede formiddag -
i aften gaar vi
paa oliebjærget i
vingaardsstræde og
hvisker for Satans penge
med Herren Gud direkte -

tænk, tapre Søren, denne
formiddag paa de
tusinde sjæle, der
aldrig for hele deres liv og
lange aar og alle
Satans penge har
følt Guds himmelske
aande -
Søren, du Herrens mand,
spejl englenes sol
i din tros granatrøde
kinder - !
RIGET er nær -
vi
to har set alt for meget
til nogensinde at kunne
svigte tegnet -

præsentation

under BAAL's * Tempel
glider jeg -,
jeg den 600'de af
de blaa orme -
jeg æder mig
frem gennem kobberfjældet,
hvorpaa BAAL's
Tempel er sat -
vi brødre og søstre,
vi de 600 blaa orme,
vi hader
BAAL
og foragter hans
Tempel -
men vi æder hans
fjæld
med vore 600 blaa
munde -,
hvorfra BAAL's
ofre ryger og
skriger -
vi æder
kobber -
vore gange er
frygtens centralanlæg
under BAAL's Tempel -
fjældet er
tretusen kobberaar
stort -
vi yngler, føder og
fødes
med læberne
vidaabne til at æde
kobber
uden kærlighed
blot for at vi
kan blive flere
blaa kobberhadere
BAALforagtere -
ingen har set os -
vi ved intet -
det er vor
tro, at vi er blaa -
vi 600 orme
er ens
er ens
er
den samme,
længselens guds søn uden ansigt,
blot jeg har eet
hvidt haar paa
min pandes
blaa -
men snart, mens
vi 600 og jeg
glider frem
gennem fjældets foragtelige tempelro
ædende
kobber,
er vort mit
eneste hvide
haar paa min pande slidt
bort,
og jeg er den
600'de
o jubel
o lykke
o paradisisk
salighed,
den 600'de af
BAALhadernes blaa
ynglende ynglende
o herlighed
ædende ædende
o herlighed
skare -

III.
kødet taler

over havet til elsket fyrstinde

din brænding naar
aldrig min kyst
min aande sværter
din krone
og rejser alter
paa alter til en
større krans -
din elskov for-
mørker din stjærne -
din
haand er scepterglæde
min haand er
offerkniv -
bind mit hjærte,
høje fyrstinde, men
vogt dig:
offerkniv, offerkniv
hedder mit hjærtes haand -

mit legemes elskov

jeg elsker de gamle
kvinder med
de unge lemmer og
den unge elskov -
de ældgamle - !

for at blive saadan, o kvinder,
I maa plyndres
paa alt,
og mod jeres væsens inderste
vogter
skal det, I foragter, være
overmægtigt -
og over jeres nakke
maa jordens
kvæg have vandret
uden kærlighed, mens
jeres inderste skriger:
tag mig o
du min højest elskede!
(GUD! fødes vi
i denne pragtskrud, blot
for at blive skønnere jo
mere nøgne vi staar
med vore ar - ?)

og Gud, hvis det
er saadan, saa maa
jeg le le ad min egen elskov, at
det at blive
gammel er at blive
rig af Dig, og
at dø i armod, er
fortabelsen -
aah, hvor jeg ler -
aah aah aah -

hm, du min nye elskovs
egen kælling -
vi er saa rige,
tænker jeg, at
vi kan le begge to
ad disse unge
tiggere,
armodsdjævle paa fire sjæleaar-

hvis jeg skulde kysse dig
mellem
dine saar, vilde der
vist ikke blive meget
kærlighed -
og du har, og
jeg har
et hul for Herrens lyn, hvor -
igennem de uhindret
skyder mod deres bestemmelse -
tak HERRE, for
vore TO lysaar -
hm og tak kælling
for .... -

min søster er bekymret

lille guldhaarssøster,
du skal
ikke bryde dig
for din mand
i danmark
og ikke for din
far i danmark -
lille draabeøje,
lille søster,
du skal samle
dine hænder
til en kop og
vente -
og Gud vil blikke ned
i din fine nye kop
og maaske lade
en draabe falde
paa din haand -
og hvis din far
i danmark
ser paa dig
skal du ikke være
bange -
og hvis din mand
i danmark
slaar dig
skal du ikke skælve
lille søster -
og hvis du ikke
kan holde
taarer fra at
vandre over dine kinder
skal du ikke være bedrøvet, men
holde din fine
nye kop frem
og smile -
lille draabeøje
lille guldhaarssøster -

glem aldrig, hvad
du har drømt - nu
skal du le ad
det dumme danmark, som
vil gøre min lille
søster gammel
og blind
og dum -

se paa mig lille,
vi har tid
at vente danmark ud -
husk,
hvad vi ved - nu
ler du jo
draabeøje -

foraar

dronningen af den gule stjernes lange rige havde elskere, der
græd i blege
tørre nætter -
Hun havde sat dem
i den jagende
elskovs bur, uden
at give dem
føde - og de brændte
efter det
gyldne bækken, som de
altid altid
saa -
og dronningen, dronningen?
? ? ?
hver morgen stod
Hun dybt i sin
knitrende ensomheds
straalesal og
ventede at se alle
alle sine elskere
komme i sig -
for den dejlige
vægt af sin spidse
krone havde Hun helt
glemt, at alle
alle hendes elskere
var brændt til
mindre end penges værd,
borte, hvor Hun ikke
turde aabne -

i foraaret, da
prinsen af
den blaa maanes
vældige rige kom
til dronningen
af den gule stjerne,
hviskede Hun dejligt:
jeg har glemt døren
til denne store
længsel -
men da de var
alene,
saa prinsens
langsomme
hersker-elskerøje, at
en koralrød
slange havde vokset
sig lang og vild
paa dronningens gyldne
hofte og med
Hendes spidse krone
om sin hals -
dronningens klæder lo -
dronningen havde
ikke een taare, og bød
prinsen med smil
sin kammerpiges dragt -
dronningen havde
ikke en taare, og
prinsen tænkte paa sin
blaa sol og
dræbte dronningen,
gav føde til Hendes elskere,
og brændte hele
det lange rige af
den gule stjerne -
og gennem den lukkede
dør til dronningens
lille længsel, dér
gled den koralrøde slange -
og dér sover den,
med intet uden skæl,
som dronningens
eneste drøm -
og over det brændte
rige steg maanen
hed og blaa som
kærlighedens og Guds
aande -
foraar - foraar -

lærerens sang i det fri

aah aah, kan
I se jerusalem aah, kan I
se JERUSALEM
aah prøv at
S E jerusalem langt
langt borte -
det er jerusalem
det fjerne af rent guld -
aah jeg vil
vise min klasse
paa fem børn
det eneste je-
rusalem -
men aah de vil
ikke tro, før
de har set, aah det
himmelske syngende
jerusalem langt
langt borte -

aah min lille
klasse paa fem
børn -!
der er taarnet, taar-
net, taarnet, hvorfra
jerusalem er til at se -
men I maa, du
og du -, I maa
give jeres lille mønt,
som I har i haanden -
jeres lille mønt,
som I fik til at købe jer mor
og søster og et hus -
I maa give jeres brune mønt - !
saa kan I gaa
op i taarnet, aah taar-
net, taarnet,
med den lange
trappe og øverst
kan I se JERUSALEM
nede i dalen
langt langt
borte i det fjerne
af rent guld -

i jerusalem, syngende jerusalem
alle børn danser og
aldrig sover -
og graad er blot kærlighed
der der
der - men
jeres lille brune
mønt maa I give
hver af jer i min
lille klasse -
vær aldrig bange
at miste lille mor
og jeres lille søster -
for aah
se !!
i jerusalem - der
er alene kærlighed -

min broder er paa gale veje

skønne unge mand,
min bror,
jeg, din bror maa
nu, hvor vi er
alene i denne mørke
nat tale
til dit skønne
øre, min bortvendte
brormand -:
hvad søger din af -
lukkede tunge blandt
smaafuglene -?
de elsker dig,
musvitterne, de
grønne terninger med
to øjne - og
paradisfuglene
med vajende
kælenskabshaler og
hæse fløjt, der kender lokkeordene -
og gærdesmutterne,
der blot forsvinder i
noget grønt og
haaber at forsvinde
med dig, stumme fisk til
bror -

hør nu,
der er det samme kærlighedsguld i baby'ens fingre og
knæ som i kællingens salmebog og
30-aarskleopatras skød -
men, hvis dette
guld er paa tungens
spids som sten (rubin eller
diamant), er
det meget
meget farligt for
et laaset og lukket
hjærte som dit
stædige bror - !
med dine slørede øjne kan du meget
let se (naar jeg nu
siger det), at alt,
hvad smaafuglene er,
det er fordi
Gud har gemt deres
"I am prepared"-æg i
sit spisekammer -
se blot paa
smaafuglene - de er
søde og gode at
se paa -

men find
en Kvinde, som
Gud har afklædt for
alt, uden Sin
Glæde - gaa
til en af Guds Døtre,
som er blot iført
Hans tornekronefrihed til
at gøre Hans Glæde imod
enhver, som søger
Den -
gør dig rede
bror, og du
vil finde, at det ene
nødvendige er
enkelt og ikke et ord værd,
som en stor smærte og
et skridt opad -
jeg kunde slaa dig,

saadan er
DRONNINGEN over alle
Guds Døtre :
HUN er lille,
som en skovmus og
HUN er ren,
som en hvid hest
fra atlasbjærgene -
Hendes ensomhed er
solens om natten, og
Hendes kærlighed
er som en
løvinde, et
helligt firben og
en ugle,
og Hendes
udseende er som
en skøn kvinde -

han er
gaaet
han er gaaet !
aah Halleluja

intermezzo

staaende paa timetervippen kysser den rosa-
magre pige fra oven den
okkergule yngling,
der rækker favnen
fra stenbassinet -
hun smiler lykkeligt over, at hun
løfter ham til sig -
han vrænger sig i
væmmelse over, at
han støtter
hende, saa hun ikke
falder -
.... slipper han,
og rosen drukner
som en isild,
og drengen blir
senmand og glemmer sin egen
farve -

paa skovstien

mørkerøde blomst
under Herrens himmel
og min hans krigerfod,
tag bort din elskovs-
tunge i
sneens skov - milemunden,
ved hvis rand, jeg har at vaage,
vogte og
lytte -, indtil Herrens dag lader
hymnelilier i
alle graner tie det
eneste:
hver sjæl sin paradis-
høne i dejlighedens pludrende
gryde -
mørkerøde blomst dølg
min lykkes smaragd-
tunge -
husk, hvad jeg er
gjort af -
paa Hans finger fandt
jeg for mig en
blaa hjelm og den
ishvide dolk -
i hjelmens blaa dyb min
skæbne -
æggens krampegnist
min eneste sjæl -
blind gaar
jeg gennem skoven
under usaarligheds hjelm
med Herrens isdolk
foran mig at elske
alverden med -
jeg er endnu for
spæd til at turde
plukke dig og dog
bevare min blindhed
urørt -

over dig, min trællestilkede
dronningmodne
mørkerøde blomst,
med mit eget
navn, mine egne elskede
hænder, mit eget dejligheds-
vaade ansigt, alt
som gnistersten, lykkeæg paa
dit smalle knæ -,
over dig
lægger jeg nu denne
høj af sne, at du
ikke for et egerns skyld maa
nævnes satan -

morgentime

paa himlens dybe
bund af nat
ligger som kul
alle elskovsgnisterne -
stille fløj
de een efter een, sorte perler paa himlens bund -

Jeg, Den Udvalgte,
er i nat blot
søvnvogteren
dødssværdet
for Den Store Kærligheds
dør -
under den matgyldne
portal med
korslagte ben
sidder jeg vaagen
med vogtersværdet paa
mit knæ -

himlens sæd rinder gennem
alle tage -
bag døren, hvor den
store kærlighed sover,
hører jeg uden at lytte
de store fugles hvisken
om duftløse vidunderlige
blomster -
hver ild er
død -, og
de hvide sletter trykker
al vind indtil sig
i voldsom søvn -
sjakalerne holder vejret
stirrende mod himlen
med blinde øjne -
ingen smiler -
ingen spejle dugges -
DEN STORE KÆRLIGHED
SOVER -

silkebløde jomfrutaager
glider atter over
susende munde og
drømmeløse skød
og mellem
den store kærligheds læber
spindes strængelaag

ingen vil kende
nogen efter
denne nat -
og alle træk vil
være smeltet,
naar en morgen kommer -

naar nattens
purpurjolle blomstrer,
skal ingen være udvalgt,
og min dronning skal
have mistet sin krone.

IV.
virkelighedens nat

paa virkelighedens dørtærskel

jeg var kongen -
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af -
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske -

nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden -
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil -
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsriget * i mavens
helgenskrin -
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen -
den mindste skælven,
og intet har været forgæves -

hvid hyacint

jeg er stigende
dufttaager fra en
krybende natblomst -
violette taager findes
ikke om dagen,
vinder ingen tro
i dagens gennemsigtige
liv -
derfor: kom
ikke ind mod
duftbasunens hviskemund
aandelæber -
kom ikke
nær -
hvad for mig
er nattens hellige
have
med levende luft
med tusind sprog
og intet ord
og en elskov saa
blodig at du vilde
se sten og
ingen elskov -,
nattens hellige have
er for dig
døden, du
komiske -
men saalænge
millionerne ængstes
og ikke hvisker:
se, derfra -,
derfra, hvor synet
er adgangsforment -,
derfra skal
frælserhyacinten lang-
somt skyde -
fra bølgende muld
skal allerede
løget hviske:
alt lever og
klæder er had -
saalænge mennesker
ængstes,
skal døden være
deres eneste lille
smykke -
og naar ingen mere
ængstes, først
da skal mørkets
formede farver bruse,
og vækstens
brænding sløjfe
dagens kyst -
stængler skal stige
med tusind
bannerblade, med
ødslende magt,
med overvældende
rigdom fra
nattens
staallukkede have,
og frøet skal
falde som en
fremmed sol:
fortærende
kraftgydende
evighedslovende:
Et Nyt Liv
til enhver, der
ikke ængstes, at
tage eet skridt -

nattens have er
aaben -
portene venter -
hvert blad skælver:
Kom Længe Ventede
Kærlighed, Alt
Lever, Og Blot Klæder Er
Had -, o kom Du,
som jeg Altid har
Elsket og Altid vil
Elske i jublende Evighed -
og JEG
natluft, o jeg favner dig -
min ryg er
blodig af evig
elskov -
i nattens lukkede
have venter
jeg millionerne -

sjælens sang

I.

hvor jeg hader
dagen -!
sagte -, uden ophold
mine fingre piner blod frem
af had, had
ustandseligt -
og mine øjne er
blevet blindt kul
af had -
men se kan jeg - altid -
dagen hader jeg,
dagen -

II.

hvilken besynderlig
for alverden tvingende
nødvendig kraft jeg
maa have været, at
man har sat
mig haabløst i
hungerens dag -
haabløst, indser jeg mit had -
men se, se
kan jeg - altid - !

uden at jeg anede
noget derom,
maa man have
givet hungerens folk
en søjle af godhed
gennem mig -
aah latterligt, siger mit had,
haabløst - !
men jeg indser:
nødvendigt at give
denne godhed her -

ingen ved, men
at se - altid -
er værst -
herligst -

III.

hvorfor raaber jeg,
raaber jeg -
men hvor - ?
der findes intet øre
mægtigt at plukke
en hviskning
hel -,
kærligt at kræve
en sandhed
ren som himlens fod paa
virkelighedens nat -

men klage -
aldrig -
jeg har blot at
hugge og hugge -,
indtil mit hjærte
er frit og hænger
som en sort lygte
af ligevægt midt
i dagen -

hvordan skulde
en mission kunne udsiges?
aldrig i evighed her -!
men efter frihedens sidste hug,
ved jeg, hvor jeg bor,
jeg nattens seende kid -
aah jeg længes, skønt
dagen endnu
venter mit hjærte -,
mod selvfølgeligheden,
mod dybet -
for se, kan jeg -,
altid - natten,
hvor jeg er født - !

IV.

hvad ejer
et barn af natten,
andet end denne vished:
at ingen drøm har
løjet et ord -,
at hungerens smil
om dagens læber
er urenhed -
og hunger er dagens
hele opfyldelse -

V.

min mægtigste drøm er
drømmen om budbringeren -:
i klæder af blaat og
med en hvid krans,
skal han komme fra
mit hjemland -:
klar og stum skal
han staa -, og
stum af mit hjemlands vished
vil jeg lægge mig
til ham -

og han vil ikke have
vaaben hos sig,
paa grund af landet,
hvor han er fra -,
og min latter og min
graad vil blive hos
mit offer i dagen -:
der er for stor klarhed,
hvor jeg er født -,
og dens mur er alt for
ubekymret for
latterkind
graadtand -
o, du klarhed over mit
hjemlands mur -!

VI.

o, hvis I kunde forstaa,
at den virkelige lykke
er evig som en
bølges skvulpen og
maanens regn -
o, jeg tragter intet
andet end dette samme
i evighed dér,
i mit hjemland,
hvor jeg har
født min lykke -

frugt og atter frugt
min elskede plukker
fra mit skød, og
giver mig, endnu før
jeg smiler -
og naar jeg hvisker:
"dette er for stort -
maa jeg da dø her,
hvor jeg er hjemme -",
da vil en drøm svare:
"du har drømt saa
stærkt, at dette findes
af din
trofastheds kraft -"
og en anden drøm
vil bøje sig og fra
natten tage, hvad
jeg ikke behøver at
længes -, og fra himlen
gribe, hvad jeg altid,
altid har vidst, var
mit dyreste
mit inderste -
o nat, mit hjemland -!

hvad kan nattens barn
vinde
i dagen,
andet end denne vished,
som er vejen,
den eneste
til mit hjemland -

VII.

naar budbringeren kommer,
og hadet falder fra
mine træk som
dagens tørre hunger -,
vil menneskene blændes af
en skønhed, der sprænger alt -
og de vil bedække
deres aasyn * og mumle:
"alt gaar under,
døden er over os -"
men deres drømme vil
rejse sig og vidne:
at hjemlandet er
en eneste solgydende opfyldelse
af det højeste -,
een nat for alle
af evig klarhed,
bygget over udødelige
skaberdrømmes skuldre -

og gennem mit hjemlands græs
sukker det
lykketungt
under den ringestes fod:
"hellige nat, hvor
solen har fundet sin brud -"

VIII.

jeg ser:
mit had var hvidt som dagen -
men mine drømme skal bære
altet -

o, hvad er jeg andet
end min mægtigste drøm -
og, hvad er den største og
den ringeste andet
end deres mægtigste, mest
ubekymrede drøm -!

naar budbringeren kommer,
vil jeg aande mod hans bryst:
aldrig, aldrig er
jeg ophørt at se dette -!
og naar jeg løfter øjnene,
vil han aabne muren
og atter nævne mig
i mit hjemland -

V.
frælseren

frælseren

shojo
prins af solens strænghed
leger død -
omkring baaren staar
vi -
mumler ramte af lyn:
her hviler jordens salighed -

hvil - hvil - vor prins!
vi
ved, at du blot sover -,
evigt drukken leger ædru -
sov du, sov vor frælser!
solens strænghed paa din pande
jordens salighed i din haand
evigt udstrakt -
o kom, det Rettes mod,
at vi maa vove tilbedelsen -!
paa knæ med draget sværd
venter vi
dit blik -

herrens pris

goldhedens busk paa
tørkens bjærg
venter intet,
staar ublufærdig
tom -

naar Herrens Dag kommer,
og tusind svaner løfter
forhænget
fra de evige haver,
skal en due æde
modne bær af busken
paa tørkens bjærg -,

og en vind skal spille:
altid, altid
har disse bær fuldmodne
ventet denne dag,
at lovprise fra
tørkens bjærg
Hans Dag -

ung martyr

en fremmed stjernetaage
over himlen
nærmer sig jorden -

lad stjernen tale selv -
stjæl ikke dens skær
og dens dyrtpansrede frihed -

hvem
kan sige en stjernes maal -?
hvem
tør hindre dens flugt -?
og hvem
tør tale før sejrens tavshed -?

men du, som vil
dø en herlig død -,
tag stjernens skjoldtegn
i renede hænder -, og
din død vil
blive en stjernes nat -

ørkensang

i hvide kapper
i hvide blændende
hætter
knivskarpe ringe
om halsen
øredøvende
sjæledøvende
skrammel af kæde -
skridt
for
skridt
fangeskridt slæber
mod sand -
gennem hvide
blændende hætter
svidende øjne ser
sand
sand
sand -
menneskefrygtens
kæder slæber
tunge spor
i sand -
menneskefrygtens
latterlige kæder
dræber høje
viljer i sand -
i hvide kapper
i hvide blændende
hætter:
Fanger -
KÆDER ER
FABEL
KÆDER ER
LØGNFRØ LÆNKET
SAMMEN -
I KÆDER DØR
HØJE VILJER
FORGÆVES -
NEJ, NEJ, NEJ,
EN DØR ER
AABEN FOR
HVER OPREJST
VILJE AT UDEN
KÆDE GAA
FREM -
VENT IKKE!
HVER AF
JER ER
MESSIAS * -

ve over sejren!

min Elskede
kommer
sejlende
med alt,
hvad endnu aldrig
er set,
endnu aldrig anet -
synet
af min Elskedes fod
gør mig
overflødig af henrykkelse -
nu kaster
landgangen, spændt til
fanfare under min
Elskedes fod, alt
det frygtelige, det
som hver eneste
sjæl vil genkende
som sig selv i
gudepragt -
et rødt støv
flagrer jeg hastigere
end alt
nyt's triumfexpres,
bæres jeg af lethed
umærkeligere end min
Elskedes
altforløsende landgangsfod -
Det Sidste Riges
Banner bores
dirrende gennem verdens
hjærte -
NU
vilde min
Elskede se mig -
til støv vorden,
at se Dette,
stiler jeg hastigere
end alt
uden farve
uden øjne
uden ild,
at tænde min
Elskedes bud
paa en anden maane,
hvis hjærte endnu
gisper,
endnu, ENDNU!

find mig
søg mig
Elskede - !
eller jeg hader,
hader dig som sejrens
overflødige
paradis -
find mig
søg mig
mig støvet,
gjort af intet
til alt -
Elskede, skal
jeg hade dig til
mindre end
støv -?
hør:
der findes ingen
sejr!!

ubetvingelig

stormfuglen har aldrig taget et vingetag -
stormfuglens vinger har aldrig rørt sig
flagrende eller værdigt -
stormfuglens vinger er et tilbageholdt aandedrag
staar stille -

stormfuglen avancerer
uden et vingetag tværs igennem stormen
mod solens vrag
for at skrige opstandelsen
tusen aar for tidligt -

early morning
(to carmelo)

my infinite world is
in the closed egg of my will towards god -

every finished piece
of joy and clean bitterness
is put aside on the deep bottom of the sacred eye -

always has god's heat been over me and
shall always be till perfection breaks through
the vast forest of my world -

his face is of no use for my timefilling work -
at some close or approaching time
the egg of my world will open,

my work shall stop -,
and eternal repeating of that single act of god,
which is me,
shall be the sign that my will may go -

such is my love

rocky souls on the way, where
supreme delight
is but beautifying sleep -,
such is my love

that if you are stricken with mortal pain
because of me,
it is a thousand times better than
had you never met me -

if with unclean hands
I steal your sacred crown,
you shall be a thousand times more pure,
when I have left -

and if for my joy
you are killed in the meanest way,
by my hand your lips shall reach,
awakening, the brow of The Most High -

listen, every lonesome rocky soul:
not one minute anyone of you are left -!
such is my love for each of you -